Vi befinder os i en lille stationsby sidst i 1880`erne. Her møder vi hovedpersonen Katinka og hører om hendes tragiske og hverdagsagtige kærlighedshistorie. Hendes mand, stationsforstander Bai, er grov men gemytlig og går meget op i politik og udbreder sig tit filosofisk om giftermål og ægteskab. Sætter hun sig på en stol, en bænk eller et trappetrin har hun let ved at blive siddende og hendes stille, lidt lade natur får ord og tanker til at vende om og om igen, på vejen, - blive til drømme, der fører hende langt bort. For hende blev virkeligheden slet ikke som den hun drømte om.
  Den nye godsforvalter Huus ankommer til byen og bliver meget gode venner med familien Bai og han forelsker
sig i Katinka. Hun følte at hyggen kom med Huus, som var munter og altid i det samme humør. Hun føler det rart når han bare er der, og så interesserer han sig for de små ting. Hun tænker hele tiden på Huus. Hans kærlighed bliver gengældt, men Katinka tør alligevel ikke give efter for sine følelser.
  En dag modtager hun et brev, der fortæller at Huss rejser bort. Katinka sygner stille hen af sorg og dør til sidst.

  Naturmennesket Mogens udvikling fra drømmer til naturalist set udfra hans forhold til: natur, kvinde og religion.

  En trykkende hed sommerdag ligger en ung mand i skyggen af egetræet i et hjørne af hegnet. Et regnvejr starter og grebet af det livgivende i regnen stiller han sig ud i regnen og synger en vise. Et pige skjuler sig bag en busk og skal til at le ad ham. Han opdager hendes ansigt, hun løber bort, og han løber efter hende.
  En efterårsdag følger en ung pige med sin far på vej ned til søen. De låner en båd af den unge mand. Han tilbyder at ro for dem. De unge mennesker forelsker sig straks i hinanden og selvom de kender så lidt til hinanden bliver de forlovede.
  En vinteraften udbryder der ildløs i huset, hvor Kamilla bor, og hun er alene hjemme. Mogens ser branden fra sit vindue og løber derhen, griber en brandstige og kommer ind i huset. Vexelbjælken falder ned og klemmer ham fast. Han opdager Kamilla og ude af stand til at hjælpe er han vidne til hendes grufulde død i flammerne. Han bliver reddet, men chokket udvikler en hjernebetændelse der varer i 3 måneder. Han flygter til Jylland, hvor han lever blandt dagdrivere, gøglere og letfærdige fruentimmer. Snart føler han lede ved kvinden Laura, som han bor hos, og det liv han lever. Han raser over tilværelsen og er meget bitter over at have mistet troen på alt, på kærligheden, på livet, på en kærlig Gud. Efter krisen begynder fornuften at vende tilbage.
                Overraskelsen over, at finde naturalisten Mogens i en religiøs krise, er meget stor.
  Han møder den unge pige Thora. Samværet med hende får hans tunge og sørgelige tanker til helt at forsvinde og hun giver ham troen på livet tilbage. De gifter sig ved midsommertid og kører afsted til deres nye hjem. Det viser sig at Mogens har en stor formue og har købt en herregård. Ægteskabet får både standsmæssige og landligt-idylliske rammer. Mogens er nu lykkelig og rolig og den sidste af skyggerne fra hans fortid forsvinder.

  Bogen handler om livet og ægteskabet i forstadskvartererne omkring 1972. Hovedpersonen Ursula Holcker er en hjemmegående husmor og gift med Esben, akademiker. De har de to børn, Louise på 4 år og Michael på 6 år.
  Hendes liv er begrænset til hjemmets fire vægge med at sørge for mandens og børnenes daglige fornødenheder. Hun er ikke vild med husarbejde. Hun kan ikke leve op til myten om den fuldkomne moder. For at kunne klare hverdagen indtager hun lidt alkohol og samtidig dæmper det længslen efter noget andet og bedøver de svage oprørstendenser. Hun kan ikke se nogen vej ud af det kvælende samlivsmønster og bliver stående og affinder sig med forholdene. Bindingerne til mand og børn er stærke trods frustrationerne og utilfredsheden. Når hun prøver på at fortælle ham om hvordan hun har det afviser han hende eller nedgør hendes problemer.
     "Hvorfor var mor der ikke dengang til at fortælle om det hele? Ensomheden, angsten, usikkerheden".
  Hendes kreativitet er uønsket og kan ikke realiseres, så den bliver destruktiv, da hun en dag opdager at Esben er hende utro og smadrer hans elskovsrede. Det ødelagte værelse er det eneste kunstværk hun får skabt.
  "Det havde i virkeligheden heller ikke noget med hende (Anette) at gøre at jeg ødelagde det. Det var et kramp-   agtigt forsøg på at samle et stykke af mig selv op, som jeg har tabt for længe siden. Det blev en stor fiasko".

                             "Barndommens Gade" (1943) en roman af  Tove Ditlevsen.

    Barndommen er den værste og den bedste tid i et menneskes liv; en tid fuld af angst, gru, drøm og håb.

  Pigen Ester vokser op i et arbejderhjem på Vesterbro i 1930´ernes København og på godt og ondt formes hun af denne gade. Hendes verden er begrænset af den mørke baggårdslejlighed og den snævre gade, kun sjældent vover hun at overskride grænsen til det forjættede land, Vesterbrogade og Strøget. Men i tankerne er hun derude, hvor verden er lys og let og alle mennesker smukke og rige. Hun drømmer om en anden tilværelse, om at blive til noget stort og ikke mindst at opleve kærligheden. Men virkelighed og drøm forenes sjældent, og skuffelserne
venter hende.
  Romanen består af tre dele. Første del: Barndommen, 11-14 år. Andel del: Ungdommen. Tredje del: Voksen.

  Regnvejr får altid noget inde i hende til at trække sig pinefuldt sammen. Gråden stiger op i halsen på hende og sørgelige minder kommer med regndråberne. Hendes evigt dårlige samvittighed piner hende og de mange synder tynger hende, men det afholder hende ikke fra at begå nye. Hun stjæler sukker fra køkkenet, flasker fra tømmer- pladsen og slik i forretningerne i gaden. Men det er angsten, der mest af alt plager Ester i hele hendes opvækst. Angsten for mørket i gården, på trappegangen og især den skumle kælder, hvor hun hver søndag skal hente koks. Angsten for de voksne hun ikke kender, for at være alene og i skolen er hun dødsensangst for at være anderledes end de andre.
      "Angsten er om hende og i hende og har mange skikkelser men er værst, når den slet ingen har ".

  Ester længes efter, håber på og drømmer om at få bare lidt af moderens kærlighed, men skuffes hele tiden. Hver aften ved sengetid, forsøger hun at trække tiden ud. Hun slår de tynde arme om på ryggen og omfavner sig selv og spørger forsigtigt " Ska mor snart i seng? " Men som altid bliver hun irriteret og beder Ester skrubbe i seng. Stadig med armene beskyttende omkring sig selv lister hun ind i seng. " Hun putter sig ned under dynen og klapper sig selv på ryggen: sov godt Ester ". Enkelte smukke ord og kærtegn kan man leve længe på." Og da hun er blevet lidt roligere og ligger stille med mors hånd på sin pande – et sjældent, ensomt kærtegn i den lange barndom".
  Ester har en drøm om hvordan en rigtig mor skal være. " En mor skal være stor og tyk og myndig, helst med en vældig barm at skyde frem under gangen – en, de andre børn er bange for, men som man selv kan stole på og krybe ind til, noget godt, fast og bombesikkert ".
  Senere da Ester er blevet voksen og bor uden for hjemmet, er hendes mor blevet som i hendes barnedrøm:
 " tyk, lidt sladrevorn, som den let bliver det, der har god tid, og med al sin glæde og smertes rod i børnene ".

  I barndommen drømmer de alle om en anden tilværelse, hvor alt er anderledes og skønt, det forjættede land, der hedder "Efter konfirmationen" og der er ingen ende på den lyksalighed der venter. Efter konfirmationen og Ester er blevet femten år, føler hun sig ikke lukket ind i det forjættede land, sådan som gaden havde lovet det.
Kærligheden kommer ikke som en åbenbaring. Hun må jo engang opleve det mægtige og uudsigelige, når hun ikke mere er så håbløst ung og alene.
  Ester bliver konfirmeret om efteråret, som hun er gået ud af skolen om sommeren. Hun har gået hjemme i tre måneder og drevet den af. Efter konfirmationen skal hun have en plads i huset. Ved konfirmationen hører hun Oskar sige til hendes bror Carl: "" Har du lagt mærke til, at din søster er ved at blive pæn? "  En voldsom glæde stiger op i hende, en spire af håb dukker frem.  Mon det er muligt?  Mon hun pludselig vil folde sig ud som den grimme ælling? Sprede vingerne og flyve ud af puppen som en sommerfugl, der stråler i solen? "
  Ensomheden plager Ester. Hun har en stor tom plads i sit hjerte og hun ved ikke hvem hun skal proppe ind i den. Mange af hendes drømme er blevet borte undtagen drømmen om at møde kærligheden. " Og det, Ester trænger til, er jo netop et menneske, der ikke kan eksistere uden hende – én, der behøver hende. Hun har en stor hjemløs kærlighed i sig, men ingen vil have den. Alle synes at have nok i sig selv – eller i hvert fald nok uden hende. Måske er der noget ved hende, der er dem imod – noget, de ikke vil vide af ".
  Hver morgen kæmper Ester en kamp mod håbløshedens lede, der står som en kvælende tåge overalt. " Hvad skal jeg stå op for? tænker hun og vil gerne dø, gerne have tuberkulose eller kræft eller hvad som helst, bare for at kunne lukke øjnene igen og glide ned i den salige intethed ".  Modløsheden over de bristede drømme kommer nu oftere til hende, og en længsel efter glemsel griber hende.
  Ester er blevet voksen. Hun prøver at komme fri af sin baggrund og klasse. Hun bor nu langt fra barndommens gade. " Hun vender sig i trods fra gaden og ved ikke at hun altid fører den med sig – i øjnene, i stemmen, i sit farende hjemløse sind ". Der er en uro over hende – en søgen, en rodløshed. Hun har svært ved at finde en indstilling til livet. Hun standser op og tænker: Er dette livet?  Findes der ikke andet?  Hertil kommer en stigende bekymring for, at livet skal glide forbi hende, uden at hun får tag i det. Hun drømmer om at møde et menneske, der vil lytte til hende og forstå hende. Hun længes efter ømhed og tryghed hos det andet køn og forbinder denne længsel med en anden social status.
  På det kontor hvor Ester arbejder møder hun hr. Mulvad, der er jurist. Han hedder Asger og hun synes navnet passer godt til ham. En mand som han må ikke hedde andet. " Asger! Det lyder af højt til loftet og bløde tæpper og en barnepige og levertran – det lyder af præstegårdshave og modne kirsebær og sol over en græsplæne (…)" Hun kunne aldrig finde sig selv, men er faldet til hvile hos et andet menneske. " Hendes eget liv er klippet over fra det øjeblik, hun blev hans, og det er også gaden, hun flygter fra, og som hun endelig er sluppet fri af, barndommen og mørket. I dens sted ligger en præstegård med vedbend op ad de røde mure(..)". Det viser sig snart at forholdet ikke kan bære med deres forskellige sociale baggrunde. Ester føler ikke han prøver at forstå hende og hun føler sig fortabt i forholdet og en følelse af ensomhed og fremmedhed griber hende.
  Ester erkender nu, at hun og gaden hører sammen. Det er efterår og nat i barndommens gade, da hun vender tilbage. " Gaden er velsignet lang og så smal, at den lukker for alt det derude, man ikke kunne magte. Det er skæbnens vemodige sang om en pige, der gik ud af gaden og fandt en ven og kom tilbage en efterårsaften, mere venneløs, end gaden nogen sinde har set sine børn ".
  Romanen slutter med en beskrivelse af gaden, der opfattes som et selvstændigt, besjælet individ:
  " Gaden strækker sig, kælent gabende som en mæt og elsket kvinde med dagningens matte glorie om det
    dæmrende hår, der flagrer let i blæsten som de brogede blade på Enghaveplads ".
                                                     -------------------------------
  Den jødiske forfatter Isaac Singer udtalte i 1980, at en forfatter må have en gade i sig. Tove Ditlevsen havde
sin gade, barndommens. Hun sammenligner Istedgade i København – og kvarteret omkring denne hovedåre –
med et kvindelegeme. Billedet udføres malerisk og stemningsfuldt.                                                                   

 Kusinen Fennimore, en pigesjæl med store lidenskaber, en lille Marie Grubbe. Niels og Erik forelsker sig begge
i hende, men hun vælger at gifte sig med Erik og de flytter til Mariagerfjord.   Nogle år senere møder Niels dem
igen.  Hans følelser for Fennimore gennemløber flere stadier: medlidenhed, der afføder venskab, som atter, som
det var at vente, bliver til kærlighed, og endelig, brat og voldsomt brister illusionerne. Skifterne i denne udvikling markeres gennem lange samtaler; der er motiveret gennem psykologisk forklarende beretninger.
  I det meste af et år flakker Niels rundt i udlandet. Ved Gardasøen - Riva og Limone. Ensomheden plager ham
og han får en uendelig længsel efter Lønborggård:

      "Han kunne ikke holde tilværelsens ligegyldighed ud længer, det at blive sluppet på alle kanter og altid
        blive kastet tilbage til sig selv. Intet hjem på jorden, ingen Gud i himlen, intet mål derude i fremtiden!"

  Niels bliver gift med den unge Gerda, som han omvender til ateismen. Efter 3 års lykke bliver hun syg og efter
omvendelse til kristendommen dør hun. "Det er umuligt, Niels, at det kan være forbi med døden (...)" hun ønsker
at tale med en præst og får det. Drengen bliver meget syg. Niels falder ud af sin tro. Han knæler og beder "til den vorherre der i himlen, som holder jorderig i angst ved prøvelser og tugt, som sender nød og sygdom, lidelse og
død (...)".  Bønnen bliver ikke hørt og drengen dør. Gerda og drengens død viser han er ikke stærk nok til at være sin livsanskuelse tro, han er ikke ateismen værdig.
  Kongen (Frederik d. 7.) dør (i 1863) og krigen begynder. Niels melder sig som frivillig ved fronten. Han bliver
skudt i brystet og dør efter nogle dage. I døden fastholder Niels Lyhne sin ateisme.
                               
                                   " Og endelig døde han da døden, den vanskelige død ".

  Det er hans passive drømmernatur, der kommer imellem ham og de kvinder han knytter sig til og giver ham
skuffelser / nederlag. Hans skuffelser / nederlag "belønner" ham med drømmens både rige og fattige erstatningsliv.

 Tidsrummet fra 1830 til 1864 gør faktisk Niels Lyhne til en historisk roman, der slutter på Dybbøl i 1864, og
hele miljøet hører til den tid, som ligger forud herfor.
  De største digteriske værdier i romanen er at finde i de centrale erotiske situationer. Her folder pludselig den
fine impressionistiske kunstner, vor første deciderede fremstiller af det uendeligt store i det uendeligt små, sig ud
og digter på hele sin natur.

    J. P. Jacobsen giver en skildring, som er forbløffende ved sin åbenhjertighed, men vel endnu mere ved, hvad
    den røber om hans eget sanseliv, siden han forstår hende så godt. Scenen er dog nok den stærkeste, han har
    skabt af den art. —