Udvalgte forfattere

Gustav Wied

Gustav Johannes Wied
blev født den 6. marts 1858 på Lolland. Faderen, Carl Gustav, var proprietær og havde overtaget
gården Holmegaard ved Nakskov efter sin far. Moderen Trine – Catharine Caroline, født Boesen
var humørsvingende og tit deprimeret, men alligevel var hun midtpunktet i den store familie.
Hans praktiske, men poesiforladte fader satte ham i 1873 i lære hos boghandleren i Nakskov, hvor
han sov i et klædeskab – "i selskab med et stearinlys og to knagerækker". Året efter fortsatte han
læretiden hos Wøldikes Forlagsboghandel i Skindergade i København, hvor han var udlært i 1878.
Han arbejdede 1881-82 som skriver på et sagførerkontor og 1883 som huslærer på Overgaard ved Nakskov.
  Gustav Wied følte, at vigtige år var gået til spilde, før han 1878 fik lov at læse til artium på kursus. Han bestod første del i 1879 og regnede med at bruge to år til afslutningen; men der skulle gå endnu syv år, før han endelig i juli 1886 blev student, med 2. karakter. I en pause i studierne var han bl.a. ansat som timelærer på Sundby realskole, hvor han blev meget populær blandt eleverne.
  Gustav Wied lærte August Strindberg at kende, da han forsøgte sig som skuespiller ved Strindbergs
forsøgsteater i København og i Malmø. Kun een gang spillede han med i August Strindbergs stykke
"Kreditorer", da det blev opført på Dagmarteatret i marts 1889. Efter forsøget som skuespiller blev
han så litterær journalist på dagbladet "København", hvis redaktør var den radikale Ove Rode. Den
nu 33-årige og meget uprøvede forfatter begyndte imidlertid fra april 1891 at skrive prosaskitser i
dagbladet "København". Forbilledet var bl.a. Henrik Pontoppidans journalistik i "Politiken".
  Den 27. december 1891 kunne man i "København" læse en fortælling skrevet af Gustav Wied,
"De unge og de gamle". I sin uskyld og moralske iver havde Gustav Wied skrevet om en landsby-
situation, der byggede på en oplevelse, han selv havde haft som mindreårig.
En ældre, lidt enfoldig tjenestepige sad ved hans seng om aftenen og bad fadervor med ham. Hun   lærte ham også samler, og imens skulle hans hænder være foldet oven på dynen. imens gik hendes hænder på opdagelse under dynen, hvor hun kærtegnede drengen, indtil han rystende over hele kroppen slog armene om hendes hals og bed hende i kinden. Så rejste hun sig, skubbede ham fra sig og sagde: Nå nå, lille Gustav, læg dig nu pænt ned og sov i Jesu velsignede navn …
  Den historie passede ikke Viktoriatiden. I oktober måned 1892 blev han af Højesteret dømt til at afsone 14 dage i Christianshavns fængsel på sædvanlig fangekost for blufærdighedskrænkelse.
Gustav Wied forsvarede sig med, at han bare havde fortalt sandheden, og at han kendte mange, der havde oplevet noget lignende, mænd, der ligesom han selv var blevet præget for livet og senere måtte kæmpe med forestillingen om kvinder som lystne vampyrer, der sugede livskraften ud af drenge og mænd. At den blev opfattet som pornografisk og umoralsk kom helt bag på ham og den uretfærdige dom var medvirkende til hans meget kritiske holdning til mennesker og samfund.
  Gustav Wieds debut som forfatter faldt heldigt ud med novellesamlingen "Silhuetter" (1891), små
humoristiske skildringer af lollands folkeliv. Senere fortællinger samlet i "Barnlige Sjæle" (1893).
Hans første roman er "Ungdomshistorier" (1895) ), der er et tids- og selvopgør i romanform.
Samtidig med hans dramatiske værker får vi hans bedste romaner. Beslægtet med satyrspillene er de
sammenhængende romaner "Livsens Ondskab" (1899, dramatiseret, blev opført på Det Ny Scala,
i Radioteatret 1971 og i Tv-teatret 1972) og "Knagsted" (1902).
  Hans groteske lune kommer til udtryk i de to romaner "Slægten, opus I " (1898, filmatiseret 1978)
og "Fædrene æde druer, opus II" (1908). Hertil kommer endvidere romanen og "Pastor Sørensen
og Co." (1913).
  I 1892 møder han Alice, datter af godsejer og folketingsmand Ferdinand Tutien og i gang med at
uddanne sig til sygeplejerske. I januar måned 1893 forlover de sig og flytter til Sæby. I 1894 gifter
Gustav og Alice sig. Fra 1897 bor de i Roskilde først i en lejlighed, senere byggede de et nyt hus,
som Gustav Wied kaldte "Kastellet".
I sin svigerfamilie havde han set en godsejerslægts storhed og forfald. "Slægten" ender med ordene:
"– Skidt Slægt! ... – Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!". Disse ord udtales af slægtens faste midtpunkt, enkebaronesse Juliane, hvis kraftfulde natur og ånd ikke har forplantet sig til hendes
søn, baron Helmuth von Leunbach.
I skinsyge har han indebrændt sin hustru og hendes elsker; kun moderen kender hans skyld, men han kan ikke bære den, drikker og vil lide sin straf. Hans moder søger forgæves at mande ham op med
sin Nietzsche-moral: en slægt, som har et navn at forsvare, bryder sig ikke om medlidenhed. Det er
"Plebejermoral, Bondemoral, Malkepigemoral" at angre og bede om en omgang tugthus.
  Historierne er fortalt i forundring over livets tåbelige tilfældigheder og i medfølelse med de små i
samfundet, der er helt afhængige af tilfældighederne.

                                                            Satyrspil
  Den mytologiske figur satyren stammer fra den græske dionysoskult, der hyldede livsrusen. Med
sit gedebukkeansigt vrængede satyren af det pæne, fornuftige liv. Satyren vidste besked om livsens
ondskab og tilværelsens grundkræfter.
Nyskabende blev han med sin helt specielle dramatik, de såkaldte satyrspil, som er helt hans egen
opfindelse. Spillene har ikke nogen egentlig dramatisk handling, men spiller på den barokke komik,
der opstår i den enkelte situation. Hvert enkelt stykke har sin titel og sit tema, men i dem alle afsløres erotikkens eller egoismens jammerlighed med drastisk komik. Her bør især fremhæves det enormt originale, læsedrama "Dansemus" (1905). "Erotik" (1896) havde premiere på Dagmarteatret i april
1896 og senere opført på Det kgl. Teater 1982. Det er dog først med samlingen "Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde" (1897), at den nye genre har fået sin endelige form. Flere af hans satyrspil blev
opført på Dagmarteatret 1899–1901 og på Folketeatret 1906.
  De to stilfærdige og vittige genrebilleder af gamle menneskers liv "Et opgør" (1903) og enakteren
"Skærmydsler" (1901), blev hans største og varige teatersucces og opført på Det kgl. Teater første
gang den 10. maj 1901.
  Helt frem til slutningen af sit liv skrev Gustav Wied sine livserindringer, "Digt og Virkelighed", som
blev udgivet i Berlingske Tidendes aftenudgave fra den 7. marts til den 25. oktober 1914. Mange af kapitlerne er bygget således op, at en heldig situation som antiklimaks efterfølges af en ulykkelig virkning eller en besk kommentar. Fødslen forløb heldigt, skønt "jordemoderen var fuld og tumlede
fælt med mig. Jeg tænker, det er Grunden til, at jeg altid senere har været lidt underlig". Gustav
beskriver gården, Holmegaard ved Nakskov, som faderen ejede. Han giver et forelsket portræt af
sin moder, der med ømhed hørte på drengens sentimentale vers. Faderen er for ham den prosaiske
slider. Med et træk af tidens opdragelse fortælles, at hver lørdag stillede drengene hos faderen for at modtage de klø, de havde gjort sig fortjent til i ugens løb. Da Gustav engang ikke havde nogen klø til gode, mødte han alligevel op for at fryde sig over de andres høvl. "Straffen udeblev ikke. Da fader
var færdig med de skyldige, tog han fat på mig. Jeg protesterede naturligvis og skreg, at jeg ingenting havde gjort, men fader bemærkede roligt, at så havde jeg nok fortjent pryglene en anden gang".
I den fortrinlige gengivelse af situation og replik ligger et livs digtererfaring.
  Men Gustav Wied er morsom. Grundlaget for hans humor er lede ved livet, som bliver modbydeligt for den, som tænker over det. Derfor siger Knagsted: børn er lykkelige, og dyr og kvinder; men vi mennesker er det ikke. Men den eneste måde at udholde tilværelsen på er at le ad alt og alle, også
sig selv.
  Tematisk er der stor sammenhæng i forfatterskabet, der kulminerer i årene 1895-1905 med hans
satyrspil og romaner.
                                       Forfatteren i forhold til sin samtid.
Gustav Wied hører til dansk litteraturs morsomste, men også mest bedske fortællere. Hans afsløring
af samtidens småborgerlige hykleri stammer ikke fra en samfundskritisk holdning, men hænger nøje sammen med hans opfattelse af eksistens og moral. Bag det komiske fornemmer man Gustav Wieds særegne blanding af kærlighed til livet og et pessimistisk menneskesyn.
  Romanerne kan ses som udtryk for en naturalisme, der føres ud i sin yderste konsekvens, – i en
næsten menneskefjendsk kynisme. Den darwinistiske udviklingsteori anvendes udelukkende negativt,
idet kønnet bestemmes som ren dyrisk drift, og slægten som degeneration.

Hans manglende evne til fornyelse, publikums svigten og hans komplicerede og følsomme sind gav ham langvarige og svære depressioner og var nogle af årsagerne til at Gustav Wied tog sit eget liv den 24. oktober 1914. Gustav Wied ønskede intet følge ved begravelsen.

På ADL - Arkiv for Dansk Litteratur kan du læse mere om Gustav Wied.

Her kan du læse om hvad Gustav Wied Selskabet er.

................................................................................................................................

Leif Panduro

blev født den 18. april 1923 på Frederiksberg. Hans barndom var usædvanlig traumatisk. Forældrene
blev skilt kort efter han var født, og da moderen blev indlagt på statshospitalet kom han først på børne-
hjem, siden i pleje hos sin morbror og senere på Birkerød kostskole. Hans far var nazisympatisør og
blev likvideret af modstands-bevægelsen. Leif Panduro var med i modstandsbevægelsen i sidste øjeblik
og blev på selve befrielsesdagen ramt i maven af et vådeskud.
  Bestod realeksamen i 1939 og adgangseksamen til Tandlægehøjskolen i 1942, blev uddannet som
tandlæge i 1947, bosatte sig i Sverige 1949-56, var i årene 1956-62 skoletandlæge i Esbjerg og fra
1965 arbejdede han så udelukkende som forfatter og journalist. Han begyndte som journalist ved
dagbladet Vestkysten – mens han arbejdede som "skrivende tandlæge" i Esbjerg – senere blev han
ansat ved Politiken, hvor han i en årrække var TV-anmelder. Senere droppede han TV-anmelderiet
og startede en fast ugentlig spalte "Panduro mener".
  Han led af svære angstneuroser og gik i psykoanalyse det meste af sit voksne liv. Denne baggrund
præger meget hans skønlitterære indsats. Han brugte sin egen skriveproces som terapi. Det var derfor
han hele tiden skrev.
"Hvem er det egentlig, der er gal – den gale eller den normale – spørger han samstemmende med en
skikkelse som anti-psykiatriens R. D. Laing. Er sygdommen ikke et sundhedstegn? Måske det netop
er fra den "syge", helbredelsen kan komme".
Det er et helt igennem dansk forfatterskab, hvert et ord er dansk, hver en vittighed og hver en nervøs
hverdagstrækning.
          Hovedtemaer: modsætningsforholdet mellem normalitet og galskab.
Han debuterede i 1956 som hørespilsforfatter og i 1957 udkom hans første roman Av, min guldtand.
Herefter fulgte en lang række romaner:
   Rend mig i traditionerne (1958, filmatiseret 1979) De uanstændige (1960, filmatiseret 1983)
   Øgledage (1961) Fern fra Danmark (1963) Fejltagelsen (1964) Den gale mand (1965)
   Vejen til Jylland (1966) Daniels anden verden (1970) Vinduerne (en radio-roman, 1971)
   Amatørerne (1972) Den ubetænksomme elsker (1973, filmatiseret 1982) og samfundsfarcen
   Høfeber (1975).
Rend mig i traditionerne og Fern fra Danmark, er begge store succeser – også set internationalt.
Kick me in the Traditions udkom i USA i et kæmpeoplag.
  Den store bandit (1973) og Den bedste af alle verdener (1974) indeholder hans noveller.

Leif Panduro var 1962 medforfatter ved studenterrevyen Gris på gaflen sammen med Klaus Rifbjerg
og Jesper Jensen.
Som dramatiker udfoldede Leif Panduro et særligt talent for TV-mediet. Han var selv TV-narkoman
og hans produktion omfatter både kriminalistiks underholdning og mere seriøs problemdramatik.
Han fik et stort publikum med sine psykologisk-naturalistiske tv-spil om gennemsnitsdanskere, bl.a.
   Farvel, Thomas (1968) Bella (1970) Et godt liv (1970) Hjemme hos William (1971)
    Rundt om Selma (1971) I Adams verden (1973) dobbeltdramaet Bertram og Lisa & Anne
    og Paul(1975) samt Louises hus (1977).
Han blev en slags folkets legeonkel og psykiater i samme person og når hans TV-spil blev vist i
fjernsynet lå gaderne helt mennesketomme hen. Mange af hans TV-spil er udkommet i bogform.
  Fem egentlige hørespil og 50 episoder i radioserien Karlsens Kvarter (1968-76), manuskripter til
radiosatiren Holdningsløse Tidende (1967-75), tv-revyen Hov-hov (1968), tv-familieserien Huset
på Christianshavn (8 episoder 1967-75), tv-kriminalserierne: Ka' De li' østers (1967) Smuglerne
(1970-71) En by i provinsen (1977) og Strandvaskeren (udsendt 1978).
   De fleste af hans TV-spil blev instrueret af Palle Kjærulff Schmidt. Bent Christensen instruerede
filmene, Harry og kammertjeneren (1961) Støvsugerbanden (1963) og Naboerne (1966).
Som en julespøg kunne man i 1967 og 1968 opleve føljetonerne Jul i landsbyen – en svinehøring
og fortsættelsessagoen eller Jul i den blandede landhandel i Julenødden.

Litterære strømninger: Nyrealismen.
                                               Forfatteren i forhold til sin samtid.
  Selv om han i den ydre miljøbeskrivelse videreførte en realistisk og naturalistisk tradition, var han fra
starten knyttet til modernismen. Den psykologiske analyse af traumatiske oplevelser, fortrængninger,
og psykiske grænsetilstande.
                                              Leif Panduro døde den 16. januar 1977.
             ......................................................................................................