ZIP Stat
Flere...

Denne side vil forekomme aldeles uinteressant for udestående, idet morskaben nok vil være størst for klubbens egne medlemmer. Men af hensyn til klubbens medlemmer vil alt på denne side være "anonymiseret".

Men her er de så alle de episoder og historier som hænger alle kortklubbens medlemmer ud af halsen. Siden er under konstant udvikling.

Sport: (Medlemmernes sportslige højdepunkter)

Et medlem har på et tidspunkt spillet cricket, oven i købet så godt at han blev udtaget til ungdomslandsholdet. (Den grønne landsholdskasket er set af web-masteren). Vi har egentlig aldrig hørt om kampene. Men vi har da hørt om dagsrejserne for at komme til at spille mod et eller andet Sjællandsk hold. En meget spidsfindig detalje om at en af holdkammeraterne havde en attachetaske med skumindlæg hvori der var plads til 3 øl er der blevet svælget i et par gange.

Det sidste skud på stammen var da den tidligere ungdomslandsholdsspiller en dag krydsede op i sin gamle klub. Dette havde åbenbart gjort stort indtryk på klubbens nuværende spillere. For som den gamle ungdomslandsholdskæmpe fortalte, så var der utroligt stor respekt om ham, selv om det var over tyve år siden han havde været i klubben.

Et andet medlem har spillet på et tidligere 1. divisions fodboldholds andet hold. (Dette var altså noget inden at superligaen blev opfundet). Dette fodboldhold har en gang i historien spillet sig frem til Landspokalfinalen. Medlemmet var udtaget til førsteholdet og sad på reservebænken i den hedengangne Københavns idrætspark. Desværre kom han ikke på banen...

Endelig er der et medlem der jævnligt fremturer med at være tidligere sønderjysk mester i indendørs fodbold for juniorspillere.

 

Soldaterhistorier

Et medlem har tilbragt ikke en uvæsentlig del af sin militære karriere i Skive arresthus.

Et andet medlem kan berette om hvorledes hypokondri (ondt i maven) medførte 4 dage med lavement.

Et tredje medlem kan berette om civilforsvarets lyksaligheder.

 

Drukhistorier

Et medlem fik på et tidspunkt et andet job. For at fejre dette var en del af kortklubbens medlemmer gået en tur i byen. På vejen hjem var medlemmet blevet trængende. Til løsning af dette problem blev der udset en havareret indkøbsvogn, som modtog myriader af filtreret øl. Under akten følte medlemmet åbenbart en ubændig trang til at råbe følgende ud over den Århusianske bydel Frederiksbjerg: Nu mangler der bare at hun siger: "Jeg vil ha´ din krop". Hvorledes det så ellers gik står hen i det uvisse.

 

Kulthistorier

Kulthistorier udmærker sig ved at være sandfærdige og ved at kunne gentages i al evighed.

Den med koen: (Læst af formanden i Politiken, og siden genfortalt ombord på Cat-Link på vej til en fodboldlandskamp)

En deling russiske soldater havde været på øvelse i et eller andet udpint område af landet. Under øvelsen havde soldaterne fundet en levende ko, som de besluttede at tage med hjem i deres transportfly. Det viste sig så at koen ikke var særlig luftstærk, i hvert fald gik den amok ombord på flyveren. Da situationen begyndte at blive kritisk for flysikkerheden, besluttede soldaterne at hælde koen ud af flyet. De befandt sig på dette tidspunkt over det Japanske hav i 4000 meters højde. Uheldigvis landede koen på dækket af en japansk fiskekutter, hvis besætning i øvrigt slap uskadt. Overskriften til artiklen var noget i retning af: "Japansk fiskekutter bombarderet med levende ko".

 

Historier uden for kategori

Et medlem har på et tidspunkt været i Sovjetunionen. Mens han var der fik han ondt i en tand, oven i købet så ondt at han var nødt til at gå til tandlægen. Tandlægens miserable hygiejne er blevet beskrevet en del gange, men især den detalje at tandlægen lagde sin ulmende ildelugtende cigaretstump på kanten af instrumentbordet, inden han kravlede op på brystet af den stakkels kortspiller, for at trække den plagsomme tand ud, er blevet genfortalt med en uhyrlig præcision utallige gange. Efter tandudtrækningen tog odontologen atter cigaretstumpen.

 

Citater og talemåder

Den var ikke gået på Ekkobar.

Udtrykket tages i brug ved mindre fejltagelser i spilforløbet, som ikke er grove nok til at kræve spillet stoppet. Ekkobar er øjensynlig en lummer beværtning i Aalborg-området, som flere af medlemmerne enten har hørt om eller selv har besøgt.

 

Tilbage til forsiden