Rum til livsstile og hygge-tv
Af Tem Frank Andersen, september (2003)
En væsentlig del af fjernsynsflowet er domineret af hvad jeg vil kalde hygge-tv; programmer der fortæller om hvordan almindelige mennesker lever, og som signalerer at selvom vi lever i en omskiftelig verden fyldt med forskelle og farer, så går det jo nok alligevel. Programmet Roomservice (TV2) er ét af disse, og det er et program som burde vække en gnist af social indignation. Hvorfor skal vi se ressourcestærke mennesker åbne dørene til deres privat gemakker, deres dagligstuer eller soveværelser, for blot at blive vidne til ét af vores samfunds grundlæggende principper; dem der har, får mere!
Roomservice er på ingen måde reality-tv. Det er ikke en iscenesættelse af almindelige menneskers forsøg på at udleve intriger og kæmpe sig til den store gevinst, der dog slet ikke nærmer sig de gevinster som fjernsynsstationerner ”scorer” på konceptet. Roomservice tilhører heller ikke den dramadokumentariske genre. Vi præsenteres ikke for marginale eksistenser, der må kæmpe med betydelige problemer i hverdagen (som fx. overvægtige eller indsatte). Vi inviteres derimod indenfor hos helt almindelige mennesker for at se hvad der sker, når livsstilsarkitekterne (håndværkere og designere) i samarbejde med forbrugerne giver sig i kast med at lave ændringer i det hjemlige skønmaleri – dagligstuen eller soveværelset.
Roomservice er en type af fjernsyn som udspringer af den livsstilsbølge, som blev sat i bevægelse af de kulturelle og samfundsmæssig brud, der herhjemme for alvor tog fart i 1970’erne og 1980’erne. I denne periode skete der en række forskydning i de intellektuelle miljøer. Forskningen bevægede sig ikke væk fra at forstå samfundet som et system af hierakisk ordnede klasser, der ligger i konstant kamp om at markere forskelle og herigennem at tilkæmpe sig både kulturelle og økonomiske værdier. Men forskningen fik i stigende grad øje på, at de samfundsmæssige ændringer i kølvandet af etableringen af velfærdsstaten fik afgørende betydning for de måder, som vi socialt set organiserer os på i samfundet. Med klasserne fik vi mulighed for at spejle og identificere os med dem, vi så at sige var i klasse med. Med livsstilene er vi i en situation, hvor vi ikke kan falde tilbage på, at sådan gør de andre ”i klassen”, men hvor vi er nødt til at håndtere forskelle. Og til det formål har vi brug for at se muligheder, at forbruge inspirationskilder som for eksempel programmet Roomservice.
Programmet Roomservice er på sin vis en type af anskuelsespædagogik for livsstile og hvad jeg vil kalde en hverdagsæstetisk praksis. Som genre gør programmet brug af en ”gør-det-selv” ramme for et talkshow, eller lige omvendt. Vi bliver inviteret ind i almindelige menneskers private gemakker, hvor fagfolk og lægfolk mødes i samarbejde om at skabe individuel stil. På den måde bliver hjemmet til en art udstillingsvindue for alle os seere, der så kan give anledning til diskussion af – på en mere eller mindre intens måde – hvordan vi netop ønsker eller kan blive enige om at lave ændringer eller gøre noget ved hjemmets udseende og indretning. Og se blot hvor ”Leth” det er!
Det er nærmest for banalt at pege på, at Roomservice ikke repræsenterer nogen form for revolutions-tv. Som udstillingsvindue kan programmet helt sikkert give inspiration til alle os almindelige mennesker, der lige står og mangler input til at finde en individuel kombination af farver og materialer, som vil kunne gøre vores hjem til vores privat udstillingsvindue. At dette måske kan give anledning til heftig diskussion og dermed få programmet til at brænde sig ind på vores mentale tv-landkort kan vel kun betragtes som en åbenlys (og profitabel) branding-strategi for tv-stationen. Det er derimod interessant, at denne form for hverdagsæstetisk praksis tidligere er blevet forbundet med ungdomskultur, hvor kampen om at skabe sig en unik identitet og livsstil ikke blot er et valg, men et hverdagsvilkår: Hvordan kan vi signalere selvstændighed (og måske en portion modstand) i forhold til systemet, samfundet og forældrene?
I Roomservice er budskabet bestemt ikke modstand. Det handler i stedet om uskyldige oplæg til diskussion mellem fæller om hvilke stil der skal dominere de hjemlige græsgange. Og så kan man i det stille sidde og vente på (eller fryde sig over) de helt naturlige reaktioner af benovelse eller skuffelse, som livsstils-ofrene er nødt til at mønstre, når det afsløres hvordan ”vennerne” har været med til at pille ved en del af vores livsstil.
Nogle vil måske mene, at det er alt for mange ord at investere i et så uskyldigt program som Roomservice. Men vi bør ikke glemme, at netop sådan en type af hygge-tv er en væsentlig kilde til samtale i vores hverdaglige netværk, og dermed også vores forståelse af, hvordan vi bør håndtere forskelle.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hygge-tv for mange er at foretrække frem for pinligt-tv som for eksempel Big Brother. Her forregner jeg mig sikkert, måske fordi jeg har en anden oplevelse af, hvad der er pinligt, og hvornår det er pinligt. Men lad os foretage et lille tankeeksperiment. Hvad nu hvis Roomservice havde lavet et par programmer, hvor de i alt 20.000 kroner blev brugt til at forskønne (eller måske udbedre) boligforholdene hos et par ”værdigt trængende eksistenser”. I medierne møder vi jo tilfælde (hvis vi ikke gør det direkte selv) hvor hjemmet mildest talt er i en ussel og kummerlig tilstand. Hvad om tv-stationen havde investeret penge og tv-tid i at slippe et par livsstilsarkitekter løs på den alkoholiserede ”kattedames” lejlighed, som tvang to friske renovationsmedarbejde til ufrivilligt at måtte frigøre deres ubehag i det nærmeste toilet i vores opgang? Det ville måske være godt reality-tv (Med Renovationsdrengene på Housecall). Men er det ikke god tv-skik ikke at udstille mennesker, der i denne forstand ikke er ressourcestærke? Det er ikke pinligt, det er blot ubehageligt.
Roomservice forsøger sig naturligvis ikke med noget socialrealistisk eksperiment eller mission. Men det burde da undre, at vi i den grad accepterer en type af hygge-tv, der udstiller vores behov for at se, hvordan ressourcer fordeles til almindelige ressourcestærke mennesker. En type af tv, der kræver man har stil for at deltage i spiller om livsstil. Roomservice er en luksus, som er forment dem der har råd til at indlogere sig på hotel Roomservice.