Kaj Munks teologi
 

Af Ricardt Riis, sognepræst, Horsens.

Tilbage til Riis' hjemmeside.

Indhold

Indledning 7

1. "Ordet" 14

2. Det pastorlige rollespil 29

3. Kaldsbevidstheden 41

4. Oxford-bevægelsen 49

5. Gudsmeddelelser 55

6. Pacifisme 63

7. Forudgribelse 72

8. Diktatorerne 88

9. Undergiven Gud - som folk betragtet 109

10. Lønkammerteologien 119

11. Den mytiske påstand 128

12. Humor og myte 133

13. Den naturlige lov (Løgstrup om absoluthed) 139

14. Lutherparalleller 145

15. Trøst i en kummerlig tid. 154

16. Afslutning 156

17. Litteratur og forkortelser
 

Indledning

Efter Kaj Munk filmen, der blev vist i TV i 1986, tænkte mange, at den gode Kaj Munk måske nu ville få en renaissance. Måske nu man atter ville opdage kraften i hans skuespil, og opdage dem, vel at mærke, så de blev sat på plakaten igen.

Det skete ikke.

Nå, vi har jo så meget andet at tage os til. Men lidt mærkeligt er det nu alligevel, at den Kaj Munk, der i levende live blev udråbt til klassiker, nu, så kort tid efter, er næsten glemt og borte.

Bevares, lige efter krigen, i fyrrerne og halvtredserne, da mindet om hans død for morderhånd endnu var frisk, spillede man ham, betragtede ham som én af de store, udgav mindeudgaver, osv. Men forbavsende pludseligt ebbede det ud. De store scener fandt andet at beskæftige sig med; kun en lille scene i Vestjylland blev ved med at beskæftige sig med hans skuespil. Det er lige ved, at man idag må give ham selv den dom, som han i sin tid gav Olfert Ricard. Han skrev i 1942 en artikel om Olfert Ricard "Præsten, der ikke blev Biskop". Deri hedder det bl.a.: "De døde rider hurtigt, siger et gammelt Ord. Ak, i vor Tid rider man ikke længer. Da bruger man Benzin. Ogsaa de døde er langt hastigere forsvundet end før. Tag et af Ricards Skrifter nu! De taler ikke længere et levende Sprog. Meget af, hvad der er skrevet i det, er vel stadig kønt og hjerteligt. Men naar vi nærmer os det springende Punkt, saa springes der over; saa klares Vanskelighederne med uforløsende Lyrik". (Dagen, side 271).

Kan vi om Munk sige, at hans skrifter ikke længere taler et levende sprog? Kan vi sige, at når vi nærmer os det springende punkt, så springes der over; så klares vanskelighederne med lyrik?

Det er ikke nemt at vide. Det kan gå sådan, at Munk ligger lidt i dybfryseren, sådan kulturelt set, det kan være, at en senere tid vil vide at skatte ham bedre end den nuværende. Men, indrømmet, det kan jo også gå sådan, at hans navn mere og mere vil gå helt i glemmebogen, der kan også ske det, at hans navn og hans værker lægger sig fuldstændigt til hvile i folkets kulturelle brokkasse; det kan også gå sådan, at hans liv og hans bedrift efterhånden kun får historisk interesse, at hans ord lyder kønt og hjerteligt, men dog fornemmes som uforløsende lyrik, når vi nærmer os det springende punkt.

Det er min fornemmelse, at sådan vil det ikke gå. Men jeg må indrømme, at jeg på det punkt kun kan tale for teologiens vedkommende. Det er min fornemmelse, at i hvert fald vi teologer stadig vil kunne hente noget hos Munk.

Måske hans skuespil ikke igen vil komme på scenen. Måske man idag vil føle hans dramatik for overspændt. Måske man ikke vil kunne få skuespillere til at tage hans noget svulstige sprog i munden. Måske den overvældende interesse, der i årene lige efter krigen var for alt, hvad der stod Kaj Munk på, var den sidste vældige afskedseksplosion fra hans dramatik, så den fremover kun kan levendegøres af den, der læser den og har fantasi til at omsætte det læste i levende forestillingsbilleder.

Måske.

Et fingerpeg om, at det måske vil gå sådan med hans værker, fik man i Kaj Munk filmen fra TV. Det, denne film focuserede på, var ikke hans værker, hans værkers betydning som kulturelle fænomener, det var næsten udelukkende hans liv, hans særheder, hans anderledesværen. Og en forfatter som Bjarne Nielsen Brovst, der også har taget Kaj Munk op til behandling i det seneste årti, som han har taget så mange andre op til behandling, også han tager hans liv frem til beskuelse og ikke hans værker. Så måske disse værker virkelig vil blive liggende i skuffen.

Men hans teologi tror jeg vil have blivende interesse. Hans teologi vil, tror jeg, stadig kunne fænge, stadig kunne berige, stadig kunne bryde nye veje i en tilgroet og famlende teologisk tradition. Dog må der føjes til, at skal det ske, så må der ryddes op i hans værker, så må der graves ned til det, der var det centrale for ham, så må en række af udenværkerne fjernes, også de udenværker, som han selv var glad for og mente af afgørende betydning.

Og vil nogen sige, at det så mere bliver min teologi end det bliver Munks, så har de da ret i, at det er en fare ved det foretagende, jeg står overfor; men man må vel føje til, at faren her såmænd ikke er større end den er overalt, hvor en historiker vil udlægge en afdøds værker: Det er altid muligt, at det ikke bliver Luther selv, vi får at høre, men kun, hvad den nutidige udlægger får ud af at læse Luther. Det er nu engang vilkårene for al historisk videnskab. Og vil man undgå sådan at lade sig narre, er der kun ét at gøre: det er at gå til kilderne.

Heldigvis er det for Munks vedkommende ikke svært. Mindeudgaven kom i så stort et oplag, at den ikke er vanskelig at få fat i på antikvariaterne.

Nuvel, jeg må vedgå med det samme, at mit forehavende er farligt, egnet til at snyde læseren, selv om jeg så aldrig så meget siger, at jeg i stedet vil åbne hans øjne. Jeg hævder, at jeg vil grave ned til den virkelige Kaj Munk; men jeg vil gøre det i ikke så ringe grad i modstrid med, hvad han selv fandt væsentligt ved den virkelige Kaj Munk. Og det er farligt. Her gælder det om at have tungen lige i munden. Men hvorfor skal alle bøger være lette at gå til?

Allerede det, at jeg vil undersøge Munks teologi, er mistænkeligt, specielt, når det er Munk, der er tale om. Han var ikke meget for teologi. For at sige det mildt.

Det hænger sammen med hans oplevelser på universitetet. Og lad os tage det først. I sine erindringer: "Foraaret saa sagte kommer" siger han om teologien: "Det må indrømmes, at der var meget i det (det teologiske studium), der føltes ørkesløst uvedkommende. Dogmatik har jeg altid betragtet som Djævelens Maade at lave Kristendom paa. I Ny Testamente er der visst ligefrem Tradition paa Universitetet for at gøre Studiet aandløst.

Jeg tror, jeg tør sige om Paulus,

at hvad han saa end bedrev

- Epistelen til de Romer

Apostelen aldrig skrev,

saafremt han blot havde anet,

hvad Følgerne deraf blev:

Scat Petersens Ørkenfortolkning

til Paulusses Romerbrev.

Og Digtet, skrevet paa Regensen, fortsætter med følgende Forbitrelse:

Der tærskes Langhalm, der vrides

og vendes paa Tegn og Ord;

der ævles, som sad her selve

Gert Westphaler ved mit Bord;

der prøves fra alle Sider,

der vejres utallige Spor.

Men aldrig en Aandens Luftning

igennem Bladene fo'r.
 

Der gribes i Blinde i Bunken

af Hypotesernes Væld

og nævnes Doctores, til hvem vi

for intet staar dybt i Gæld.

Naar Texten er ribbet for Mening,

og jeg er død, har med Held

de vist mig med Bogstavers Utal,

at Bogstaven slaar ihjel."

(Forår, side 318f).

Naturligvis var det ikke al teologi, der var ham en plage, en ørkenvandring, en bogstavens slåen ånden ihjel. Det vil være forkert at sige, at han ikke havde fået noget ud af sit teologiske studium. Blandt andet var det en passus fra Frants Buhls "Det israelitiske Folks Historie", der fik ham til at skrive sit gennembruds-skuespil "En Idealist" om Herodes den Store. Men begrebet "teologi" kom for ham til at betyde "snakken udenom", "uåndelig fastholden ved ord og sætninger", "tankemæssige forsøg på at slippe for troens afgørelse".

Så også af den grund er det vist noget af et vovestykke at ville skrive en "Kaj Munks teologi".

Også andre steder vender han sig imod teologien som begreb. I en artikel fra 2-3 1925 i Ringkøbing Amts Dagblad, én af hans første avisartikler, kommer han ind på den "sag", der optog sindene meget dengang: sagen om valgmenighedspræsten Thomas Skat Rørdam, som havde fået frakendt sin godkendelse som valgmenighedspræst, fordi han ændrede ritualet ved dåben, idet han indledte trosbekendelsen med ordene "som enhver kan for Guds Ansigt". Han skriver dèr: "Men Pastor Rørdam er foruden en god Kristen ogsaa Teolog; jeg siger ikke god Teolog; for saa slemt er det vist ikke, men det er allerede galt nok med daarlige Teologer; han maa spørge efter Ordets egentlige Betydning - og saa tage Forbehold - koste, hvad det vil! - for at dog det hele kan staa for den nøjagtigste Undersøgelse og Fortolkning. Havde Salomon været af hans Gemyt og besiddet Forfatterretten til Højsangen, saa maatte han, der hvor han kalder sin elskede for "en Due", have tilføjet: "men uden Fjer". (Saa fast en Borg, side 71).

Man kan nok fornemme, at det efter Munks mening er værre at være en god teolog end at være en dårlig teolog. Og det er jo meget morsomt sagt. Men man kan også fornemme, hvad det er, der volder Munks ubehag ved teologien: at den tror, at den ved den nøjagtigste granskning af ordene og deres betydning når frem til ånden; at den bilder sig ind, at man ved på den måde at hakke i stykker kan nå frem til det egentlige. Det er Skat Rørdams fejltagelse, og det er mange andre teologers fejltagelse.

Men når denne brug af ordet "teologi" således ligger nogenlunde klart, må man så ikke spørge Munk, hvorfor han dog kaster barnet ud med badevandet. Var det ikke mere rimeligt at kalde Rørdams og andres teologi for "dårlig teologi" og så betegne sin egen mindre bogstavtrællende udlægning med ordet "god teologi"? Det gør Munk ikke, og det kan hænge sammen med, at han i så fald skulle til at undersøge sig selv og sin egen tænkemåde lidt nøjere, og det er ikke noget, der ligger til ham. Men det skulle jo ikke forhindre os andre i det.

Så derfor, jeg vil stadig fastholde, at det er muligt at skrive en bog om Kaj Munks teologi.

Forøvrigt kan ovennævnte artikel bruges som bevis imod Munk. Den er nemlig et stykke fremragende teologi. Ja, jeg siger "fremragende", endskønt han aldrig selv har lagt vægt på at være teolog, aldrig pralet af det, snarere undskyldt, at han var det. Det har ikke forhindret ham i i begyndelsen af sin præstegerning at skrive en utrolig gennemtænkt og velargumenterende artikel om, i hvor høj grad en præst kan forventes at stå inde for det, de gamle ritualer siger. Hvis man mangler nogle overvejelser i den retning på pastoralseminarierne, så kan denne artikel anbefales den dag idag.

Dr. teol. Niels Nøjgaard, én af Kaj Munks studiekammerater, han, der har skrevet en ypperlig levnedsbeskrivelse af Munk (Ordets Dyst og Daad), udgav i 1946 en række artikler af Munk under titlen "Saa fast en Borg". Senere var han medudgiver af Mindeudgaven over Kaj Munks værker, blandt andet de to bind med avisartikler. Han har medtaget ovennævnte artikel i "Saa fast en Borg", men ikke i mindeudgaven. Hvorfor? Ja, det er jo ikke nemt at sige, men han skriver i en lille manchet forud for artiklen, at den afgiver en slående illustration til Munks stilistiske udvikling. Og sandt er det, at artiklen er holdt i et for den senere Munk ret usædvanligt afdæmpet toneleje. Men sandt er det sandelig også, at artiklens tanker er fremført med usædvanlig klarhed og stringens.

Så derfor skal jeg kort gennemgå den.

Artiklens navn er "Hver, som han kan det for Guds Ansigt", og den indledes med en kort gennemgang af problemet. Pastor Rørdam, hedder det, har tidligere måttet erklære, at han ikke længere kunne opfatte Jesu overnaturlige undfangelse bogstaveligt; trosbekendelsens udsagn "undfanget ved Helligånden" måtte han derfor opfatte som en anden måde, på hvilken man kan sige, at Jesus Kristus er Guds Søn. Så blev han imidlertid udsat for, at nogen af den grund beskyldte ham for uredelighed, når han sådan ved døbefonten stod og sagde noget, han ikke selv troede på. Og det førte så til, at han indledte trosbekendelsen med at sige: "Lad os, hver som han kan det for Guds Ansigt, bekende vor Kristentro!" Og af den grund blev han altså ekskluderet af folkekirken.

Så spørger Munk, om denne ændring er nødvendig, om den er rimelig, og om den er forsvarlig.

Og hvad det første angår, hævder han, at den jo ikke er nødvendig for barnet; ingen betvivler den nuværende dåbs gyldighed, heller ikke Rørdam. Så føler Rørdam, at ændringen er nødvendig for hele handlingens troværdigheds skyld; og selv om man vel må sige, at om det så var Judas, der døbte, og Kajfas, der stod fadder, så var dåben dog en sand kristen dåb, så må man dog indrømme, at så automatisk og uåndeligt går det ikke for sig; der hører dog en form for overbevisning til. Blot går det ikke an, som Rørdam gør det, at mene, at ordene helt kan komme til at dække åndens indhold. Og har han forinden sagt, at sådan forholder det sig, så burde han kunne indse, at han har ydet alt, hvad redelighed kan kræve. Så ændringen er ikke nødvendig.

Men den er heller ikke rimelig, ja Munk finder, at den er et tilbageskridt i den religiøse udvikling og en fornærmelse mod hans embedsbrødre i nutidens folkekirke. Den er et tilbageskridt, fordi vi i vore dage har opdaget noget, som tidligere tider ikke var helt klar over: at nemlig ordene aldrig helt kan dække en mening; at mennesker altid er forskellige; og at de altid vil have lidt forskellig mening om en sag, hvis de skal udtale sig af hjertet. Og ud af denne indsigt er der så kommet en vis sky for at stemple nogen med kætternavn. Man må indrømme, idag, "at den 'bogstavelige Betydning' af et Udtryk er svær at finde, undertiden umulig at fastslaa, ja, stundom forskyder et Ord sig i sin Betydning; man beholder det, dels fordi det er ærværdigt, dels fordi det er tilvant, dels fordi man jo lige saa godt kan beholde det Ord og have forskellige Meninger om det som at lave et nyt og saa lægge forskellige Ting i. Naar vi f. Eks. siger: Fader vor, du som er i Himlen, saa har de vel ved Himlen engang tænkt paa det oppe over Skyerne; hvorfor skulde vi dog nu rette det til: Fader vor, du som er i Aanderiget?" (Borg, 69).

Og det gælder i det hele taget, hævder nu Munk, at kirkens ånd har befriet sig for udvortesheden og bogstavbekymringen. Vi fastholder de gamle betegnelser, men vi lægger vort eget i det, vi forholder os kristeligt frit overfor dem. Og det er ikke nødvendigt at sige, at det er sådan, vi gør, hver gang vi bruger de gamle ord; for så ville vi jo atter hænge fast i åndløshed og bogstavtjeneste. Men når pastor Rørdam finder det fornødent at sige dette selvfølgelige hver gang ved døbefonten, at enhver må forstå det, som han kan, så er det en fornærmelse mod alle os andre: som om vi skulle være bundet af at mene bogstaveligt, hvad der står, som om også vi skulle sige os fri af denne bogstavtrældom, en trældom, som vi mener, vi forlængst er blevet fri af.

Derfor er ændringen ikke rimelig. Men er den da forsvarlig?

"Er dette ikke kristen Tale: intet af, hvad der møder et Menneske i dets Levetid, kan staa Maal med Sakramenterne, intet; dèr sker det uudsigelige. Hvad der sker i Daaben, hvad i Nadveren, ved ingen, kan ingen sige, kun Helligaanden, der udtrykker sig med Suk, selv Ordet er her ikke helligt nok til Brug. Saadan er det altid, naar Forening med Guddommen indtræffer, naar selve Synden og Mennesket mødes, naar Miraklet sker. Naar vi lader dette ledsage af Ord, saa er det Kirkepraksis og gammel Skik. Men hvordan kan det dog faa svimlende Betydning, hvilket Ord der falder ved det uudsigelige og om det uudsigelige? Hvordan skulde Gud være interesseret i, at det blev netop de og de Ord, den Gud, der fungerer i Sakramentet? Nej, vi kan ikke tro, at Gud strejker". (sammesteds, 71f).

Det får nu Munk til at slutte med at erklære ændringen kirkelig forsvarlig. Men, føjer han til (dramatisk overraskende) dermed er ikke sagt, at den er folkekirkelig forsvarlig. Det må bero på et skøn. Og han vil ikke falde over ministeren på grund af det her udøvede skøn. (Meningen må vel være, at man i dette skøn skal afgøre, om alle andre præster vil lave tilsvarende ændringer, hvis denne ændring kunne folkekirkeligt forsvares).

Som sagt, jeg finder Munks artikel yderst velargumenteret, dejlig afbalanceret og teologisk velfunderet. Så hvorfor den mand nødig vil være teolog, det er lidt mystisk. Samtidig får jo Munk sagt fra for sit vedkommende: Han mener sig i overensstemmelse med ånden i de gamle ritualer, men ikke nødvendigvis med bogstaverne. Om dette førte til uoverensstemmelse og i bekræftende fald hvilken, ja, det skal jeg komme ind på om lidt.

Først skal vi se lidt på Munks teologiske arbejdsmetode. Og til det brug er skuespillet "Ordet" velegnet.

1. "Ordet"

Skuespillet "Ordet" vil mange nok mener er det skuespil, der i teologisk henseende er mest relevant. Det må da om noget betragtes som et "religiøst" stykke!

Åh, ja, såmænd, jeg har nu tænkt mig at behandle det her i begyndelsen af min fremstilling nærmest for så at få det lagt til side, nærmest for at få gjort opmærksom på, at det ikke er her, i hvert fald ikke i en direkte tolkning af "Ordet", og slet ikke i den teologiske betydning, Munk selv synes at give stykket, det er ikke her, vi finder teologen Kaj Munk.

I alt væsentligt vil jeg betragte stykkets problemstilling som forfejlet og mene, at vi teologisk set bevæger os ind i en blindgyde, hvis vi følger Munks anvisninger her, siger ja, hvor han vil have os til det, og nej, hvor han mener, det er ønskeligt.

Ikke desto mindre vil jeg mene, der er tale om et fortrinligt skuespil. Det har en tæt handlingsgang, en udmærket personkarakteristik og lægger på en forførende dramatisk måde op til den slående og forargelige slutning: opvækkelsen af den døde Inger.

Men i sit forsvar for stykket viser vanskelighederne sig. Munk, der ellers ikke mangler argumenter, taler ved siden af, fordrejer indvendinger og bliver vred. Derved afslører han, at han godt véd, at han er galt afmarcheret. Det er gal teologi, han her har præsteret, og et eller andet sted i sin teologiske samvittighed er han godt klar over det. Han gør da heller ikke siden noget, der bare kan minde om det, han gjorde, teologisk set, med "Ordet".

"Ordet" foregår i et landsbymiljø, hvor det kommer til en modsætning mellem den grundtvigske gamle Mikkel Borgen og den indremissionske Peter Skrædder, fordi deres respektive børn har forelsket sig i hinanden; først vil Borgen ikke gå med til forbindelsen, men da han hører, at Peter Skrædder har sagt nej til hans søn, som uden hans vidende er gået hen til skrædderen for at fri til hans datter, farer han op: Nu skal minsandten hans søn giftes med Peters datter. Mens han og Peter diskuterer, kommer der bud fra Borgensgaard, at Inger, Borgens svigerdatter, er blevet syg; hun venter sit tredie barn, men der støder under fødslen komplikationer til, og Borgen skynder sig hjem. Så lever vi i hele tredie akt med i familiens svingen mellem håb og fortvivlelse. Den unge Mikkel Borgen, Ingers mand, er fortvivlet af frygt for at miste sin kone og meddeler stumpt, at barnet er dødt. Men lægen får ved en energisk indsats standset blødningerne, og da Inger falder i søvn, forlader han stedet. Ud og ind i forvirringen bevæger sig også Maren, Ingers ældste pige, og Johannes, den mellemste af Borgen-brødrene, der er blevet sindsyg, fordi han engang mistede sin kæreste. Dog slutter tredie akt med, at Inger dør. Johannes får hendes lig at se, råber 'Agathe' og falder i afmagt. I fjerde akt er vi i storstuen, inden låget lægges på kisten. Lægen og præsten kommer til stede, præsten holder en lille andagt, og man belaver sig på at lægge låget på, da Johannes træder ind. Nu er han blevet normal. Men i sin sindsyge tilstand har han lovet Maren, at han vil opvække hendes mor. Og da hun kommer med sit: "Skynd dig nu, farbror!", griber han barnets tro og hvad der er tilbage af hans egen og byder den døde kvinde at stå op. Og hun står op.

Munk havde skrevet dette skuespil i løbet af fem dage. Han havde "En Idealist" liggende på det kongelige teater, uden at det så ud til, at det foreløbig blev opført. Og teatrets censor Hans Brix opfordrede så Munk til i ventetiden at skrive et stykke, hvor bønder blev taget alvorlig. Og så gik Munk hjem og skrev "Ordet".

Det blev dog ikke opført på det kongelige teater. Man var bange for, at publikum ville le på de forkerte steder. Og da Munk syntes, han havde ventet længe nok, sendte han det til Betty Nansen. Og på hendes teater blev det opført. Og det kom hun ikke til at fortryde. Det teater, der var på fallittens rand, da hun tog stykket ind, kunne nu spille aften efter aften for fulde huse. Stykket blev en utrolig succes. Og der var ingen, der lo på de forkerte steder.

Men mens stykket gik for fulde huse, skumlede teologerne, altså teologerne, bortset fra teologen Kaj Munk. Der kom en del indlæg imod understykket, og som sagt, Munks svar var ikke særlig fyldestgørende.

Der kom således et anerkendende indlæg fra sognepræst ved Eliaskirken i København A. Fibiger (Jyllands-Posten den 5-10 1932). Han har lidt imod, at de indremissionske altid skal fremstilles karikerede på scenen, og han er ked af, at der bedes i teatret. Men ellers finder han skuespillet godt, også kristeligt set, omend han spørger, om det mon ikke havde været rigtigere at lave et stykke, hvor problemet var lagt op i et andet plan, f.eks. en ren konflikt mellem tro og vantro; om ikke det havde været bedre med en konflikt ikke i det mirakuløse, men i det etiske.

Dette indlæg svarer Munk meget behersket på, omend langt fra fyldestgørende (Mindeudgave, En Digters Vej, 64ff). Han indrømmer, at spillet, men ikke skuespillets tekst kan virke en anelse karikerende, hvad Peter Skrædder angår. Og han mener, at scenen skal fremstille alle livets udfoldelser, også den heftigste og højeste, den, der finder sted i bønnen. Og angående forslaget om at skrive et helt andet stykke hedder det: "De mener, at hvis jeg havde skrevet et helt andet Stykke, var det blevet bedre. Ja, maaske. Men hvad kan det hjælpe? Det var jo dette Stykke, jeg blev sat til at skrive. Det er jo ikke saadan for en Digter, at han har Valg". Og han fortsætter med at fortælle om den barndomsoplevelse, der groede så fast i hans sind, at den først fik udløsning ved, at han skrev "Ordet": Om hans ven, Peter Emmike, der blev syg, om hvordan han bad i Jesu navn om, at han måtte blive rask, om, hvordan han døde alligevel, men hvordan han, Kaj, tog det ganske roligt, han havde jo bedt om helbredelse for ham, om, hvordan han skuffedes usigeligt, da det viste sig, at ingen havde forsøgt at opvække ham, han var blevet i sin kiste. Så nævner han de tre nytestamentlige tilfælde og siger: "Jeg vil meget hellere slaa alle tre Tilfælde sammen og sige, at han (Jesus) kunde jo slet ikke lade være med at hjælpe, da han saa Sorgen, og Troens Betingelse forelaa. Paa samme Maade i Borgensgaard. Nøden var grænseløs, ikke blot fordi den legemlige Død havde holdt sit Triumfindtog, men ogsaa og især fordi - og hvilken Smerte er større? - de troende stod uden deres Tro. Men der var en Mand og en lille Pige, der ganske ureflekteret gav sig over i Tilliden til Guds Godhed og Almagt. Saa kunde det ske, det, der ikke kan ske". Han slutter artiklen med at skrive: "De har Ret, det var ikke Jesu Bestilling at gaa og vække døde op. Det bliver heller ikke Johannes Borgens. Fra nu af faar han travlt med Rigets Udbredelse gennem Ordet og Livsførelsen. Men gennem det mindre, Underet, fik han i et gudbenaadet Øjeblik Lov til at bane Vej for det større: Troens Sejrsforvissning".

Senere kom der et knap så anerkendende indlæg i Jyllands-Posten (26-10 32) fra frimenighedspræst Karl Nielsen, Aagaard. Han bekender, at han sådan set er Munk-tilhænger, han kan godt lide Munks friskfyragtige facon, det er skønt at se nogen bevare deres ynglingetro, mens de endnu er ynglinge, endsige da op i manddomsalderen. Men når Munk vil kalde denne ynglingetro kristentro, så er det himmelråbende forkert. Jamen, forholder det sig da sådan? Ja, Munk har selv givet os dokumentation for det. Han bekender i sit svar til pastor Fibiger, at det var en barndomsoplevelse og ikke evangeliet, der var hans tilskyndelse. "Havde Kaj Munk nu skrevet et religiøst skuespil uden at gøre Laan hos Evangelierne, men alene baaret frem af Sindets Harme over Døden - af Trosmod og glødende Overbevisning, da havde hans Tale kunnet være ægte i Lyden". Men nu er det bluff. "Evangeliet afværger ikke den Død, vi ser og frygter. (At der kan paavises tre Undtagelser, bekræfter Reglen). Det lader os knække Halsen og ser paa, at Rotterne gnaver vore Ben". Kaj Munk har forkyndt en tro, der afværger ulykken, evangeliet forkynder en tro, der bærer igennem ulykken, det er forskellen.

På dette indlæg giver Munk et vredt svar. Karl Nielsen havde sagt, at Munk forvansker evangeliet, nu siger Munk det samme om Karl Nielsen og henviser til det forkerte i at påstå om os mennesker, at vi er ingenting og vi kan ingenting. "Naar De kommer til en Sygeseng, hvor en Mor tigger om at faa Lov til at beholde sin lille Pige, saa lyder Deres Evangelium saadan: Lad hende knække Halsen og Rotterne gnave hendes Ben, men hun kan komme i Himlen og du faa Kraft til at bære det. Men Kristi Evangelium det lyder saadan: Bed af alle Kræfter, du Mor; maaske er det bestemt, at hun skal knække Halsen og Rotterne gnave hendes Ben, saa vil Gud hjælpe og trøste; men bed du trøstigt om, at du maa beholde hende, Gud er mægtig til Underet, og din Bøn kan hente og du have hende rødmosset og støjende om dig igen". Hvis Munk ikke turde tro på, at Gud kunne præstere mirakler igennem et menneskes tro, hvor skulle han så nogensinde kunne knæle ned ved en sygeseng sammen med et menneske i hans sogn!

Som man kan se, svarer Munk ikke Karl Nielsen på det, der er problemet. Problemet er: Hvad gør vi ved et dødsleje? ikke: hvad gør vi ved en sygeseng? Problemet er: Hvad gør vi, når døden er indtruffet? ikke: hvad gør vi, før døden kommer? Karl Nielsen vil formentlig ikke nægte, at Gud kan gøre undere; blot vil han nægte, at noget menneske gennem en trosakt kan fremmane underet.

Men Munks svar til Fibiger er i grunden ikke stort bedre. Han beskriver Jesu undere og underet i Borgensgaard, så der fremkommer en vis lighed: troens betingelse forelå. Men dels er det nu et spørgsmål, om dødeopvækkelserne i evangeliet ligefrem er betinget af de tilstedeværendes tro, ved nogle underberetninger synes troen at høre med som en ingrediens, men ved andre, f.eks. opvækkelsen af enkens søn fra Nain, nævnes troen overhovedet ikke. Og dels kan det måske være sandt nok, at de troende stod uden deres tro; men skyldtes det, at de ikke vovede at bede om underet? Ja, det hævder Johannes i "Ordet": "imellem de troende er der ikke een, der tror". (Mindeudgave, Kærlighed og andre skuespil, 64). Men det er dog, som om Munk er lidt i tvivl; han fremhæver (og lader Johannes fremhæve), at underet er det mindste, troens sejrsforvisning det største. Jamen, så kan troen jo godt være der alligevel, selv om ingen vover at bede om underet: at den døde opstår; den kan være der som den troens sejrsforvisning, der er større end undertroen.

Eller hur?

Forøvrigt ligger det et vist misbrug af det naturlige sprog, dvs af ordene større og mindre her; naturligt vil man regne underet for det største, troens sejrsforvisning for det mindste; ikke fordi man vil miskende troens sejrsforvisning, men fordi underet er den største sjældenhed, og fordi underet er den synlige handling. Det er noget, den fromme tale ofte forfalder til, men Munk skulle dog holde sig for god. Hvad han altså ikke gør. Her.

Et årstid senere er det Chr. Reventlow, der er efter ham på grund af "Ordet". Han skriver tre artikler mod Munk, Munk to artikler som svar. Alle fem artikler er udgivet af Chr. Reventlow i 1940 i den lille pamflet: "Er Kaj Munk "Dansk Aandslivs Høvding"?"

Reventlows artikler er ærlig talt noget hø. De går i alt væsentligt på formen, Kaj Munks mangel på respekt for den almindelige pænhed. Men han når dog at få sagt et par ting om "Ordet": Han harcellerer over, at Munk ved at lade Inger ligge lig i hele fem dage, så langt overgår evangelierne; han spørger, hvorfor mon ikke også det døde barn skulle opvækkes, når nu man havde en troldmand ved hånden; og han gør lidt nar af Munk, idet han mener, at denne gardérer sig med lægens bemærkning efter opvækkelsen om, at ligsynsmandsinstitutionen skulle afskaffes.

Munks svar er ikke opløftende heller. Han mener, at Reventlow, hvis han havde været til stede i Nain, ville have forlangt at få enkens mand gjort levende også. De andre indvendinger kommer han ikke ind på, med den lidt dårlige undskyldning, at det jo nu ikke mere er aktuelt at tale om "Ordet", eftersom dette stykke kun spilles i Finland. Og desforuden er Munk ikke fri for at spille lidt på den succes, stykket har fået, ved at spørge: "Hvad vil de sige, de Titusinder i hele Norden, der har ladet sig gribe af det Stykkes Aand, ved at se dette savlende og snappende Angreb paa mig. "Buddhistisk Hundegalskab", tænker jeg mig". (Rev, side 17).

Der har også været andre, der er kommet med indvendinger mod Munk, men lad det ligge her. Hvad jeg her har villet gøre opmærksom på, er, at Munk egentlig ikke har noget at svare sine kritikere. Han kan ikke rigtig finde det argument, der bider på dem. Og som sagt, jeg vil mene, det hænger sammen med en dårlig teologi bag stykket. Hvis man vover sig ind i denne teologi, mister man snart sig selv i dens krinkelkroge.

Ikke desto mindre er altså "Ordet" et fortrinligt skuespil. Blot man lader det virke for sig selv og lader være med at lytte til, hvad dets forfatter mener, det siger.

Som sagt er det blevet til på ganske kort tid. Og det er sikkert også blevet til i en slags besættelse. Munks kusine passede hus for ham, mens han i 1926 i Stadil præstegård skrev skuespillet "Kærlighed", og hun vil have ham til at standse sit forrygende tempo, fortæller Nøjgaard; han svarede da: "'Jamen, det er jo slet ikke mig, der skriver det. Jeg skal skrive det. Gud vil have det'. Lignende Ytringer mindes hun oftere at have hørt af hans Mund. Han følte sig i en højeres Tjeneste; han vidste sig ikke alene inspireret, men det var Helligaanden, der handlede med ham". (Nøjg, side 418).

Nøjgaard mener, at "Ordet" er blevet til på lignende måde. Han skriver derom: "Den inspirerede Digter er ikke en Mand, som sidder og spekulerer noget ud, og da slet ikke en gudbenaadet Dramatiker af Munks Støbning. Han har simpelthen oplevet det, han skriver ned; han har set det ske for sit indre Blik. I Inspirationens Øjeblik drejede det sig for ham om Kendsgerninger, som blev til, om Begivenheder, som indtraf". (Nøjg, side 157). Det er måske at tage munden lidt fuld. Men i artiklen til pastor Fibiger hævdede han dog, at en digter ikke har noget valg, og senere, at han igennem lang tid havde vidst sig udset til at skrive dette stykke.

Men det er jo så unægtelig spørgsmålet, og det spørgsmål har Karl Nielsen stillet: Skriver han ud af sin egen ynglingetro eller skriver han ud af kristentroen? Han selv vil jo mene, at han skriver ud af kristentroen, men dermed er sagen ikke afgjort. Og jeg vil da mene, at det er langt mere frugtbart at betragte "Ordet" som skrevet ud af hans egen ynglingetro, eller som han selv siger det i én af artiklerne mod Reventlow: "Overhovedet behandles dette Skuespil, som jeg har skrevet ud af hele min unge Sjæls Lidelse og Ild, paa en saadan Maade, at det er mig ulideligt at opholde mig længere ved det". (Rev, side 16). Han selv har hele tiden ment, at han var kristen, men dermed være jo ikke sagt, at alt, hvad han siger og gør, gør han ud af sin kristne tro. Men noget af det spændende ved Munk, også teologisk set spændende, er hans menneskelighed, er hans bestandige pukken på, at han er menneske og som menneske Guds skabning, er hans varme hjerte, der ud af almindelig dansk folkelighed gør sig gældende på så en måde, så en anden måde.

Sagen er jo sådan set meget enkel. Han går med denne uforløste spænding i sig, han går med denne følelse af, at alle trøsteordene ikke slår til, han har lige netop, før han skrev "Ordet", begravet en ung gårdmandskone, der var død i barselsseng, han har set enkemandens afmægtige forsøg på at kærtegne den dødes krop, han har stået og mærket alle de gode kristelige trøstegrunde smuldre bort, den ene efter den anden. Og alt dette får udløsning i skuespillet "Ordet". Alt dette meningsløse, hele dette oprør mod Gud, som ikke i hans terminologi må kaldes oprør, går op i en højere énhed i "Ordet". (Geo. Hammar har ret, når han skriver: "Skådespelat är Kaj Munks önskedrama, det är skrivit i prästens förtvivlan över att stå maktlös inför döden. Hans önskan tar i det form av ett uppväckande av en död. Diktaren förmår det prästen inte förmådde: återskänka den döde hustrun till mannen!" Hamm, side 132).

Derfor får jo også skuespillet en sådan succes. Det er i skønneste overensstemmelse med folkets røst. Hele denne glødende protest mod det meningsløse, den kan alle deltage i. Denne skrigende anklage mod Gud føler alle som en forløsning. For ikke sandt, når det hele sådan holdes indenfor det frommes rammer, så er den jo tilladelig! Så går det an at rette anklager mod Gud! Så får man luft for sin harme over tilværelsens indretning ved at se skuespillet og lade sig forføre af dets virkninger!

Munk finder tilværelsens indretning meningsløs. Munk regner døden i utide for uforståelig. Munk har fundet alle de kristelige trøstegrunde tomme. Og intet kan han gøre ved det. Der er kun det at gøre, at bøje sig og tie. Og det har han ret svært ved. Men så kan han i hvert fald gøre én ting. Han kan udforme en protest i det medium, hvor han og ikke Gud er herre, i teatrets medium. Og så skriver han sit skuespil. Og skuespillet er fortrinligt. Blot han ikke havde foregivet, at det var et godt kristeligt skuespil.

Man kan også fremkomme med en anden betragtning. Man kan sige, at Munks skuespil i høj grad er problemløsere for ham selv. Men de er netop kunstneriske problemløsere, ikke teologiske eller filosofiske. Han mener virkelig, at han har skrevet et godt skuespil, og det må man give ham ret i. Og han har følt dette skuespil som en udløsning af de problemer, han dengang gik og kæmpede med, omend han bagefter i nogen grad forveksler de menneskelige problemer med de teologiske. Men skal vi nu bagefter se på dem, ikke med Munks, men med vore egne øjne, så lønner det sig at se på dem som udkast.Gennem dem prøver Munk sig frem. Skal dette forstås på den måde? Er det sådan, man skal mene om dette problem? osv. Og det kunstnerisk værdifulde ved dem er netop, at de indenfor deres egne rammergiver en tilfredsstillende løsning, tingene falder på plads. Men dette, at kunstværket er fuldendt, betyder jo ikke, at tilværelsen er fuldendt. Kunstværkets fuldendthed kan højst ytre sig deri, at det er et godt udkast til løsning af tilværelsens problemer.

Blot glemmer Munk så efterfølgende, at kunstværket kun er et udkast, han betragter det uden videre som sandheden, den kristelige sandhed om livet. Og det er hans fejl, men det forhindrer ikke, at kunstværket stadig er et godt kunstværk.

Men lad os se på det!

Munk får frem igennem stykket mange forskellige personer til at give udtryk for, hvad de mener om underet, hvordan de ser på troen. Inger, den gæve bondekone, der dør i barselseng, udtrykker som sin mening, at "Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade" (Kæ, side 13). Og den gamle Mikkel Borgen siger: "Du ved det, Inger, jeg tror ikke paa Undere nu om Dage. Og du ved ogsaa, hvornaar det gik i Stykker for mig. Inger: Fordi Gud ikke hørte dig de Nætter, du laa og bad ved Johannesses Seng. Borgen: Nej, der tager du fejl. Skylden er ikke Guds, Inger, men min, vor, Menneskenes. Der laa jeg og bad for mit dyreste i Verden, og jeg er fuldt og fast sikker paa, at havde jeg kunnet bede med Tro, var det sket. Men jeg bad med Tvivl: 'Mon Gud dog ikke vil høre mig? det er dog altid Forsøget værd'. Nej, Inger, nej, naar en Far, skønt det gælder hans kæreste i yderste Nød, ikke kan bede med Tro, nej, saa er Miraklet gjort hjemløst i Verden". (Kæ, side 13). Den opfattelse, der jo altså knytter under og tro sammen, har Munk brug for senere, viser det sig. Præsten i stykket får også lejlighed til at fremsige sin mening om underne: "Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud". (Kæ, side 20). Og senere: "Principielt kan Miraklets fysiske Mulighed aldrig negeres, da Skaberen altid maa være det Skabtes Herre. Men baade religiøst og etisk set er det jo udelukket; et Brudd paa Naturlovene var jo en Forstyrrelse af Guds Verdensplan, og det herlige ved Gud er jo netop det, at vi kan stole på ham. Populært sagt: Gud kunde selvfølgelige gøre Mirakler, men gør det ligesaa selvfølgelig ikke; og det takker vi for". (Kæ, side 53). Og også Peter Skrædder fremfører sin version af underet: "Er det ikke et Under saa stort, at du kan sidde der, Mette Marie, med Visshed i din Salighedssag?" (Kæ, side 30). Ja, selv den ellers ateistiske læge bliver grebet i at tro på noget; han mener, at "Johannes, han skal sgu nok komme sig." Borgen: Der hører De, Hr. Pastor, Doktor Houen tror ogsaa paa Mirakler. Ok! Ok!" Lægen: Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre. "Jeg gør Mirakler, og de bliver virkelig til noget"." (Kæ, side 54). Og så Inger igen, herlig dagligdags, men måske mest sand; da den gamle Borgen pludselig forandrer sind med hensyn til de unges mulighed for at få hinanden, siger hun: "Saa siger I endda, at Miraklernes Tid er omme" (Kæ, side 29).

Og ikke sandt, på den måde får han problemet "undere" belyst fra mange forskellige vinkler.

Men alligevel, at indføre en regulær dødeopvækkelse i et teaterstykke! Hvordan har et dansk publikum dog kunnet tage at få sådan en sag smækket lige ud i ansigtet?

Det har kunnet lade sig gøre, fordi det er en dygtig dramatiker, der gør det. Han véd såmænd selv dårlig nok, hvor dygtig han er. Eller skal vi sige det sådan: Han er så dygtig, at han selv falder for den illusion, han skaber. Og ikke sandt, så er han dygtig.

Han begynder nemlig lang tid før underet med at skabe en illusionsverden. Tilsyneladende er skuespillet yderst naturalistisk, altså bortset fra det med dødeopvækkelsen; der er ikke noget med, at scenen pludselig flyttes, eller noget med, at vi gennem store syner får indblik i én af personernes tankeverden. Nej, det hele er bygget logisk og naturalistisk op. Men Munk har en lille ikke-naturalistisk rekvisit i baghånden: den sindsyge Johannes. Han har fået den idé, at han er Jesus selv, og det lyder jo ikke så godt. I den rolle går han og rabler skriftsteder af sig. Men naturligvis må Munk næsten nødvendigvis falde for fristelsen til at lade nogle af disse replikker være dybsindige og værd at lægge mærke til. Ikke dem allesammen. Præget af sindsygdom skal bevares. Men tilstrækkelig mange til, at vi naturalistisk indstillede tilhørere får en vis respekt for den helt anderledes verden, han tilhører; måske rummer den kræfter, som vi ikke kender; måske findes der sandheder dèr, som vi ikke kan se. Og er det mon ikke en værdifuld verden, den? Har den mon ikke oven i købet et vist kristeligt skær? Maren, Ingers pige, befinder sig tilsyneladende godt i denne verden. Munk får opbygget en forestilling hos os om vor verden som en falden og vantro verden, men barnets og Johannesses som en ægte og troende verden. Munk kan ligefrem spille på eksistensen af disse to verdener. Borgen: Min Dreng, min Dreng! og nu staar du her, staar her med din Forstand. Johannes: Nej, ikke med min, men med jeres Forstand, jeg er vendt tilbage til Rædslen, jeg er blevet klog mellem kloge; thi denne Forstand, jeg staar her med, kan jeg bruge den visere end til at bede Gud tage den igen?" (Kæ, side 63).

Man skal også være opmærksom på, at Munk sandsynliggør eksistensen af den sindssyge Johannesses verden ved at bruge god gammeldags folketro. Der er nogen, der kan se Døden, før den kommer, siger folketroen, og det benytter Munk sig af ved at lade Johannes kunne se Døden, da den bærer det døde barn bort, og da den kommer for at hente Inger, som de andre er forvisset om sover en helsebringende søvn. Ved at lade det gå sådan, at det faktisk slår til, det, Johannes ser, gør Munk den verden, hvori Johannes og Maren bevæger sig, endnu mere vedkommende for os. Vi får meget vanskeligere ved at afvise, at der er noget om det.

Så tro endelig ikke, at opvækkelsen kommer som noget, digteren smækker i synet på tilhørerne, nej, den er omhyggelig forberedt hele stykket igennem. Så genialt umærkeligt har Munk opbygget illusionen, at han selv falder for den. Uden at det rigtig bliver ham klart, gør han Johannesses opfattelse af, hvad under er, og hvad tro er, til den eneste sande. Johannes præsenterer sig overfor den nye præst i første akt ved at sige, at han er Jesus af Nazaret. Præsten bliver jo lidt befippet og følgende replikskifte udspiller sig mellem dem: "Præsten:Ved De, at De er sindssyg? Johannes:Ja. Præsten: Hvabehar? Naa. Johannes: Og du? Ved du, at du er sindssyg? Præsten: Nej. Johannes:Der ser du. Jeg ved dog mere end du. Se, din Paraply bag dig har jeg gjort til en Slange. Og du vender dig ikke om. Saa viss i din Vantro er du, du Troens Mand. Du tror paa mine Mirakler for 2000 Aar siden, men ikke paa mig nu. Hvorfor tror du den døde Kristus, men ikke den levende? Jeg holdt dig for Satan, da jeg hørte, du var Præst, men du er jo blot en vildfarende Mand som alle de andre. Ak, det er gaaet dig, som jeg dengang frygted: naar Menneskesønnen kom igen, fandt han ikke Troen paa Jorden" (Kæ, side 19f).

Her er Munk i fuld gang med at opbygge et andet trosbegreb; måske det ligger i forlængelse af Borgens forestilling om Guds indgriben, forårsaget af den stærke og urokkelige tro: troen på underet som en nutidig mulighed. Den hører hjemme i Johannesses univers og gør god fyldest der. Den hører hjemme i den anderledes verden, som Munk opbygger imellem Maren og Johannes. Og den hører muligvis også hjemme på teatret, hvor det jo viser sig, at denne anderledes verden, hvor troen er fuldkommen (troen på underne altså), vinder over den almindelige dagligdags verden. Men hører den hjemme i vor verden som andet end en flammende protest mod Gud for de meningsløse hændelser, han lader ramme os? Det gør den dog vist ikke. Men skal protesten ikke kaldes protest, så kan man jo undgå det ved at kalde denne undertroens verden for en ret kristelig verden. Og det er netop, hvad Munk gør: han identificerer teatrets undertro med virkelighedens Kristus-tro.

Og det er klart nok, hvad Munk skal bruge dette undertrosbegreb til. Den er det jo netop, der er bindeledet mellem den syge Johannes og den helbredte Johannes. Den er det, der gerne skulle bevares hos Johannes fra hans sindsygeperiode. Og i sidste scene er det ved at glippe netop med denne forbindelse og denne trosbevarelse. Johannes klager over, at der mellem de troende ikke er én, som tror; han anråber de andre om dog støtte hans hænder, når han nu vil nedbede underet. Men ingen reagerer. Kun barnet: "Skynd dig nu lidt, farbror!" Og så foretager Johannes opvækkelsen.

Og som sagt, her er illusionen løbet af med Munk selv. Der er ud fra mange af de ord, der lægges Johannes i munden, ikke noget at sige til, at mange folk, almindelige mennesker og fortolkere, spørger, hvordan egentlig Munk gjorde i Vedersø sogn; blev folk ikke pænt i deres kister dèr? Munk afviste forarget ethvert tilløb til sådanne spørgsmål. Men eftersom Munk selv ligger under for den illusion, han har skabt, er der ikke noget underligt i, at folk spørger.

Ligeså er det forståeligt, at man har kunnet drøfte, hvilket syn på underne Munk egentlig selv havde. Han kan nogen steder ligesom undskylde "Ordet" ved at fremhæve, at underet sker så utrolig sjældent, det sker kun, når Gud vil det, og Gud vil det normalt ikke. Og Johannes Borgen kommer ikke til at få bestilling fremover som dødeopvækker; for, siger denne betragtning, når han én gang har fået lov, så er det usandsynligt, at han får lov én gang til. Og så har vi dèr næsten endnu en opfattelse af underet udtrykt. Men jeg tror, at man aldrig vil finde ud af, hvor Munk selv stod. Og jeg tror heller ikke, man skal bekymre sig om det. Ikke just fordi forfatteren er en for "hellig" og urørlig person til, at man må overveje eller undersøge noget sådant. Men fordi stykket netop er et udkast, og kun det. Fordi stykket har skullet gennemspille de forskellige muligheder, og gennemspille dem, ikke teoretisk, men eksistentielt. Man kan sige, at gamle Mikkel Borgens holdning ligner Munks: at når man blot tror fuldt og fast i bønnen, når man blot beder fast og inderligt, så bliver ens bøn hørt. Men Munk kommer dog senere med betragtninger, der nok vil vide af bønhørelse, men ikke bønhørelse som vi ønsker det. Andre har peget på pastor Bandbuls opfattelse (ja, han hedder faktisk Bandbul) som den, der lå Munks nærmest. Og det er jo unægtelig interessant, at vi her ser afbildet en opfattelse, der ser naturlovene som Guds gode gave, de naturlove, som mange ellers føler som et bur, vi holdes indespærret i; jo, for disse naturlove betyder jo, at vi kan regne med Gud.

Men ellers vil jeg her pege på, at unge Mikkel Borgen har i sig ikke så lidt af Munk selv. Han er den stille tvivler, det bundærlige menneske, ham, der ikke reklamerer med sin tvivl, går stille med dørene for ikke at forstyrre de andre i deres trosiver, men altså bare ikke kan tro. Han har ikke direkte benægtelser at komme med overfor de andres trosudsagn, men kan dog heller ikke deltage i dem. Typisk svarer han, da præsten siger, at Herren prøver os: "Man siger jo saa". (Kæ, side 21). Han kan hele aftenen ikke komme af med sin frygt for, at hans kone dør. Og på faderens forsikring, at Gud skal nok.. svarer han: "Far, vil du ikke nok tjene mig i, hvis hun dør - vil du ikke nok hjælpe mig til at slippe for at høre mere end nødvendigt om Guds Prøvelser og Guds Fadersind og "han, som har hjulpet hidindtil" og alt det. Jeg har ligesom for megen Respekt for min Fars Gud til at taale det". Det er det, der er Munks problem. Ordene var tomme. Han kunne ikke sige noget, der kunne hjælpe; for han véd jo dog godt, at den eneste hjælp, der batter, er en dødeopvækkelse; og den kommer jo ikke. Ja, Munk fik den altså til at komme på teatret, og dèr kan vi så varme os ved den en stund, men teatret er jo ikke livet.

Så skal også den lille fine replik hos Mikkel fremhæves sidst i tredie akt, hvor Inger er død og Johannes vil op for at se hende. Anders advarer: "Man ved aldrig, hvad han kan finde paa. Mikkel:Der kan ikke findes paa noget værre, end der allerede er fundet paa". (Kæ, side 57). Jeg véd godt, at udtrykket "at finde på" er taget fra Anders' bemærkning, men i Mikkels mund om det, der er sket, forudsætter det en person bag de ting, der sker, for kun personer kan "finde på". Og den person, der har "fundet på", at hans kone skulle dø, vil han nok ikke forestille sig som en kærlig Gud, snarere, som Munk selv, som en drillesyg djævel.

Trøsteordenes afmægtighed skal man også have med, når man hører pastor Bandbuls lille andagt ved Ingers kiste. J. K. Larsen har lagt mærke til, at pastor Bandbul siges at være en god prædikant, og ser det bekræftet i, at "han holder en pæn lille Ligtale ved Ingers Baare". (Lars, side 79). Tja, måske er den pæn efter almindelige begreber. Det fine kunstgreb af Munk er imidlertid, at disse almindelige begreber bliver underkendt af den Johannesses verden, som han har skabt; de afslører deres hulhed; de formår ikke at trøste. Har ikke andre følt det, så har vel Munk selv.

Hvad siger da pastor Bandbul? Ja, han bekender sin tro på sjælens udødelighed, han anser døden for en overgang til noget bedre, han hævder derudfra, at det vil være egoisme at ønske den døde tilbage, hun er jo nu i lysets rige. Og han udtrykker den mening, at sorgen er bestemt på at uddybe og forædle vore sind; den Gud elsker, tugter han, og vor smerte og vort bitre savn er kun beviser for Guds kærlighed. Denne kærlighed kan lære os at bære det svære og at finde de minder frem, som vi kan glæde os over i fremtiden, indtil vi når frem til landet, hvor aldrig med sorg igen fra sjælene sjælene vige.

Og det lyder da meget kristeligt altsammen. Oven i købet er det vel også noget af det, som Munk selv bruger i sine begravelsesprædikener fra tid til anden. Hvorfor sætter Munk da sådan en altså egentlig ret anerkendelsesværdig prædiken op her? Ja, det er for mig at se noget af det, der viser, at Munks skuespil er at betragte som udkast. Vel at mærke udkast for Munk selv. Det afbilder mulige roller, som Munk måske selv kunne fylde ud. Er det sådan, det er fat? Eller er alt dette tågesnak, og sandheden dåd, den dåd, som Johannes udøver? Hvordan skal jeg, Munk, forholde mig i dette sære liv? Hvordan skal jeg finde hoved og hale i det? Med sig fra sin barndom havde han fået Jesus og hele den kristne forkyndelse. Men hans problem livet igennem var jo, hvordan han selv kunne leve i denne forkyndelse. Hvordan kunne han være dèr med den kantede personlighed, der var hans? Eller, mere præcist: Hvordan kunne han være kristen uden at gå på kompromis med noget i sig selv, med sine sanser, med sin livsglæde, med sin hengivelse? Og det spændende ved Munks teologi er sådan set ikke hans tankeverden, skønt også den er særdeles stringent til tider, det er mere det forhold, at han i modsætning til så mange andre i al sin teologiske tænkning er klar over, at han skal have sig selv anbragt midt i det teologiske netværk.

Det fører os til at betragte et andet skuespil med stærke personlige overtoner, nemlig "Kærlighed". 
 

2. Det pastorlige rollespil

Visse af de tankekomplekser, som Munk overtager fra sin samtid, overtager han uden at gøre sig klart, at der er tale om overbevisninger, der "kun" hører til denne epoke. Den romantiske kærlighedsforestilling f.eks. går han uden videre med til; det er ham så selvfølgeligt som noget, at det gælder om at finde den "eneste ene", at man, når man har fundet denne eneste ene, bliver så helt ude af sig selv, forandres så gennemgribende af kærligheden, at man derudfra bliver 100% overbevist om, at den, man har fundet, virkelig er den eneste ene.

Og det er også ganske selvfølgeligt for Munk, at præsten og digteren har et kald, og at dette kald ikke skal forstås luthersk, så det bare betyder "et arbejde, jeg har valgt, fordi jeg havde lyst til det", men skal forstås pietistisk, så det betyder "at jeg er på det sted, hvor Gud selv vil have mig". Hans erindringsbog bevidner jo ret tydeligt, at han er et højspændt religiøst gemyt, og noget af det, han overtager fra det religiøse miljø, han er vokset op i, er netop den overbevisning, at Gud giver et menneske tegn, at Gud betyder et menneske, hvad han skal gøre, at det for et menneske drejer sig om at være, hvor Gud vil have ham, kort sagt: Gud giver meddelelser til det enkelte menneske, han giver sikkerhed i sindet, samlethed om det, der er besluttet osv. Denne pietistiske opfattelse skal senere behandles nærmere, her nævnes den blot som en opfattelse, som Munk overtager ubeset, han drømmer ikke om at kritisere den eller på nogen måde sætte spørgsmålstegn ved den.

Det gør han til gengæld ved den tredie overlevering, den, jeg her skal nævne: præsterollen. Det er ham måske også umuligt andet, det kan være; præster er jo så mange slags, og hver slags har sin forestilling om, hvad en præsts opgave er. Alligevel er han bemærkelsesværdig derved, at det sted, hvor han sætter spørgsmålstegn ved præsterollen, er et andet, end hvor man almindeligvis betvivler den. Det er jo faldet i vor tids lod at stille spørgsmål til alle overleverede traditioner, også traditioner, der i og for sig kunne være os en hjælp. Sådan har man også måttet spørge sig selv, om nu også præster for at opnå anerkendelse skulle være ganske som den gamle præsterolle foreskrev. Og vi har i vor tid foretaget mange revisioner af denne rolle. Men Munks revision, eller Munks spørgsmål til rollen rettede sig imod noget helt andet; den rettede sig imod forholdet mellem det ord, præsten taler, og den overbevisning, han har inderst inde.

Allerede Kierkegaard var opmærksom på, at der på det punkt kunne være tale om en uoverensstemmelse. I sine kirkekampsskrifter anklagede han direkte præsterne for ikke selv at tro på det, de stod og prædikede. De var menedere. Men selv om Munk har læst Kierkegaard og ikke mindst har været påvirket af de mærkelige og radikale kirkekampsskrifter, så tror jeg nu ikke, det er dèr, man skal søge oprindelsen til Munks kritik af præsterollen. Den har snarere sin oprindelse i Munks personlighed.

Den romantiske kærlighedsforståelse lagde igennem mange år sin klamme hånd ned over alle forelskede. Man gik år efter år og glædede sig til den store kærlighed. Og naturligvis var man overbevist om, at man nok skulle vide at kende den store kærlighed, når den viste sig. Men der er jo en mærkelig sjælens splittethed i denne tanke. Der forudsættes en besynderlig evne til på én gang at være inderlig hengiven og stå udenfor sin hengivenhed og måle temperaturen på denne hengivenhed. Man regner med, at den, der gribes af den store kærlighed, ikke blot gribes af den, men også udefra kan se, at han gribes af den, og på denne grebethed kan erkende den som den store kærlighed. Og der har da givetvis levet mange menneske i den romantiske kærlighedsforståelses tidsperiode (hvis den da er slut endnu, det er måske tvivlsomt), der ikke har kunnet leve op til dens krav, mennesker, der har været ærlige og ligefremme mennesker og også har haft i sig store evner som ægtemand eller ægtehustru, men som blot ikke på den måde har kunnet blive ude af sig selv, og så samtidig være helt og holdent klar over, at de var ude af sig selv. Somme tider kan man have en fornemmelse af, at den romantiske kærlighed, hvis den skal gennemleves helt efter idealerne, kræver ikke så lidt forstillelse, kræver ikke så lidt delthed, ja, næsten forlanger personlighedsspaltning.

Den romantiske kærlighedsforståelse er givetvis én af pietismens efterladenskaber. Interessen for personligheden, den idelige tagen-sin-egen-temperatur tyder på det.

En anden af disse efterladenskaber er trosopfattelsen. Ligesom elskeren i den romantiske kærlighedsforståelse har skullet måle sin kærlighed, sådan har den troende i pietismen skullet måle sin tro. Og ligesom der jo har været masser af mennesker, der ikke sådan har kunnet granske sin sjæls dybder, om der mon skulle gemme sig noget dernede ved navn kærlighed, sådan har også mange udmærkede mennesker haft vanskeligt ved at granske sig selv, om der mon nede i dybet skulle gemme sig noget ved navn tro.

Én af den var Kaj Munk.

Ikke på den sædvanlige måde, ganske vist. På hans tid og såmænd også både før og efter var der ganske mange, der med et beklagende skuldertræk erklærede, at de ikke havde tro, de kunne ikke tro på de kristne trossætninger. Dem har Munk afbildet i ikke så få af sine skuespil (den unge Mikkel Borgen i "Ordet" er ét eksempel), men skønt Munk har delt og forstået alle deres indvendinger, så er han ikke til sinds at lade det blive ved dette beklagende skuldertræk. Nej, han tænker tingene så stærkt igennem, at han opdager, at tro og vantro står lige; han finder ud af, at det er en viljesakt, der kræves af ham, om han skal komme til tro. Og den viljesakt prøver han så at gennemføre. Og dèr er det, han så møder problemer. For efterhånden som tiden går, flader beslutsomhedens stærke vilje ud. Og hvad så? Har han så længer troen? Var troen ikke identisk med viljens stålsathed?

Men lad os se på problemet, som det fremstilles i ét af Munks skuespil, skuespillet "Kærlighed"!

Nøjgaard er parat med en del interessante personlige detailler angående tilblivelsen af dette stykke. "Baggrunden for Stykket var den smerteligste Forelskelseshistorie, han endnu havde oplevet, og som har været nævnt" skriver han (Nøjg, side 177). Og nogle sider tidligere havde han skrevet: "Midt i denne Jammer indtraf der atter en Forelskelseshistorie, som sædvanlig strækkende sig over nogle Maaneder, men denne Gang værre og ulykkeligere end nogen tidligere. Ulykken var, at det denne Gang ikke var et Ydre, men et Væsen, han havde forelsket sig i, som han selv skriver et Sted. Han vidste fra Begyndelsen, at hun ikke var den eneste ene, den rette, vidste, at det vilde gaa over, alligevel gennemgik han usigelige Kvaler. Om disse Maaneders Oplevelser skrev han umiddelbart bagefter en Bog, som dog ikke foreløbig vil kunne udgives". (Nøjg, side 164). Disse ord er jo ret kryptiske, og en senere Munk-biograf (Bjarne Nielsen Brovst i "Kaj Munk, liv og død", fra 1984) har ikke noget at tilføje på det punkt. Og det gør sådan set heller ikke noget, meningen har ikke været at snage i forfatterens inderste hemmeligheder, kun at finde så megen privathistorisk baggrund for den lidt besynderlige handling som muligt.

Én af de besynderlige ting ved "Kærlighed" er nemlig, at stykkets hovedperson, præsten Ejnar Kargo, har forelsket sig i sognerådsformandens kone, og hun i ham; i al hemmelighed har de elsket hinanden fire år igennem. Det begyndte under nogle litterære aftener, som præsten holdt i sit hjem, og som hun deltog i. Det fortsatte ude i klitterne en stjerneklar nat, hvor de blev klar over deres kærligheds gensidighed og over, at det var Gud selv, der havde givet dem denne kærlighed. Og sådan har det altså stået på gennem fire år; hendes mand er præstens bedste ven, men han lever i lykkelig uvidenhed om forholdet. Knuden i dramaet løses ved, at præsten dør.

Som sagt er denne del af handlingsgangen lidt besynderlig. Der er ikke noget at sige til, at svenske Gunnar Ollén undrer sig noget over sagen. Han skriver: "Det pinagtige i "Kærlighed" er, at pastor Kargo og Ingeborg går og trækkes med deres kærlighed i hele fire år, opægger hinanden mere og mere, indtil til sidst en katastrofe er uundgåelig, uden at de foretager sig én eneste kraftanstrengelse for at rede problemerne ud, om dette nu skulle være sket ved, at Kargo søgte forflyttelse til et andet pastorat eller ved, at Ingeborg fik talt ud med sin mand. Dette småbideri af den forbudne frugt ville ikke have forekommet så irriterende, hvis ikke forfatteren havde givet det sin velsignelse. Nu virker han selv indblandet på en ulykkelig måde" (Ollén, side 178).

Dette pinagtige får en forklaring, hvis der ligger en personlig forelskelse bag, og hvis vi regner med, at den, Munk blev forelsket i, var en gift kvinde. Ligesom "Ordet" var et udkast, et forsøg, der skulle hjælpe med til at løse et personligt problem, sådan må vi også opfatte "Kærlighed" som et udkast, som et forsøg på at bearbejde en konflikt, Munk vidste sig anbragt i. Spørgsmålet, som stykket skal besvare, lyder: Går det an at leve år efter år i et platonisk kærlighedsforhold til en gift kone? Ejnar Kargo erfarer, at blot han hver fjortende dag får et glimt af Inge, så er han hjulpen, så kan han leve videre. Til Ollén må man derfor sige: Jamen, problemerne skal netop ikke redes ud. Det skal undersøges, hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan kan man undgå skilsmisse og dog fastholde, at præstens og Inges forhold er et kærlighedsforhold, indstiftet af Gud? Man kan såmænd næsten sige, at denne opgave er givet parterne af Gud selv. Selv om vi ikke er vant til, at Gud modsiger sig selv, eller giver sine børn opgaver, der går i modsat retning, så er dette ikke noget utænkeligt for Munk, som vi senere skal se. Og her skal måske begge dele fastholdes, både at Inges ægteskab med Anton (sognerådsformanden) er indstiftet af Gud selv, de er højtideligt viet i en kirke oven i købet af Kargo, og at Inges og Kargos kærlighedsforhold er ægte, er en gave fra Gud, som de ikke har lov at kaste vrag på.

Man må nok sige, at løsningen ikke falder heldig ud. Skuespillet er ikke godt, heller ikke sådan rent kunstnerisk set. Præsten er tegnet som et meget ideelt menneske, gennemærlig og arbejdssom, uden tanke for sit eget, hverken sit eget helbred eller sin egen anseelse. Han er ved at vise sin forfærdelse, da Inge fortæller, at hun er gravid (med Anton, naturligvis, for forholdet mellem præsten og Inge er ikke seksuelt), men han griber sig i det og bedyrer hende, at hun skal glæde sig til at føde et barn til verden, glæde sig til at se sine egne træk i barnet, osv. (Kæ, side 105). Men er det ikke næsten at være for dydig? Og dertil kommer jo altså, at han midt i det dydige skal passe på ikke at røbe for Anton, hvad der er på færde. Og det er ret besynderligt, at den side af sagen tager Kargo (og Munk?) ganske let på. Der går tilsyneladende ikke i Munks øjne skår i hans ærlighed, fordi han er uærlig overfor sin gode ven.

Spørgsmålet er også, om et normalt publikum, ligegyldigt om man tænker på et datidigt eller et nutidigt, vil kunne opfange hovedproblemet: at hvis det er skæbne, at Inge og Anton har mødt hinanden, og hvis det også er skæbne, at Inge og Kargo har fundet sammen, hvordan så forene disse to skæbneforhold? Det kan lyde meget fromt, når Kargo fastholder som sin lære om kærligheden, at "Den ægte Kærlighed er almægtig. Der findes intet Offer, den ikke gerne bringer, ingen Lov, den ikke gerne lyder, intet Hensyn, den ikke gerne sprænger. Ingen Lænke kan holde den. Men den kan holde alle Lænker. Derfor er den almægtig". (Kæ, side 81f). Men når det skal udlægges sådan, at én kvinde kan stå i forhold til to mænd, ganske vist kun et platonisk til den ene, så er det vist lidt svært at være med. Og hvis man ikke er med i det, der er stykkets grundlæggende dramatiske nerve, så er det lidt svært at finde det vedkommende.

Bare sådan noget som det platoniske forhold mellem Kargo og Inge! Er det nu sandsynligt? I vore dage vil vi vel i højere grad føle med den unge Jens, elskeren i et andet kærlighedsforhold i stykket, der af præsten får at høre, at "Der er dem, der maa vente i Aarevis, vente et langt Liv, maaske dø uden at have naaet. Kan du saa ikke vente et Par Maaneder. Er du et Mandfolk? Jens:Ja, a er. Det er netop derfor. Præsten: Naa, naa". (Kæ, side 88). Heroverfor kommer jo præstens fire år i afholdenhed fint i relief. Men er det sandsynligt?

Drewsen Christensen citerer Nøjgaard: "..derimod bliver der aldrig Tale om, hvad man i grov, juridisk Forstand mener med Ægteskabsbrud, noget saadant vilde utvivlsomt for Kaj Munks Følelse have bragt Forholdet ned paa et Plan, hvor det ikke havde været muligt at bevare den frie Kærligheds gode Samvittighed, som Præsten tydeligt bærer til Skue og ogsaa meddeler til hende". (Nøjg, side 180). Og han fortsætter: "Ja, her hører man kirkens røst, men ikke Kaj Munks. Ved opførelsen havde jeg været noget i tvivl om, hvorledes dette forhold skulle opfattes. Men da Munk læste stykket op for mig, fik jeg det bestemte indtryk, at skønt det ikke var sagt med rene ord, men kun gennem antydninger, var det ikke meningen, at forholdet skulde opfattes rent platonisk. Under den lange samtale, der fulgte efter Munks oplæsning, spurgte jeg direkte, og Munk svarede: Ja, naturligvis var det også et erotisk forhold, ellers ville det hele have været for æterisk og uvirkeligt. Den aften på strandbakkerne, da havde de simpelt hen hinanden. Således havde jeg også forstået det. Jeg vidste jo, at Munk betragtede det erotiske som en nødvendig og naturlig del af ethvert kærlighedsforhold mellem mand og kvinde. Livet synes unægtelig at være af samme mening". (Drew2, side 81f).

Her synes vi jo at have Munks verba ipsissima for, at det var et erotisk forhold (som man kaldte det dengang). Det er dog en efterrationalisering fra Munks side. Samtalen her fandt sted i 1935, stykket er skrevet 9 år tidligere. Munk er i mellemtiden blevet gift og har derved opdaget og accepteret det erotiske som en nødvendig og naturlig del af ethvert kærlighedsforhold mellem mand og kvinde. Men hvad væsentligere er: det problem, som stykket skulle løse for Munk, var netop, om det var muligt at leve sådan år ud og år ind, forelsket i en anden mands kone, uden mulighed for at blive gift med hende. Og hvis det er det problem, der skal løses, så nytter det jo ikke, at man tænker sig forholdet erotisk. Forøvrigt er jo også scenen, hvor Inge fortæller Kargo, at hun er gravid, bevis nok: Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at faderen er Anton.

Men dette lidt besynderlige kærlighedsforhold er kun det ene problem i "Kærlighed". Og det er måske også det, der bevirker, at stykket falder lidt igennem kunstnerisk set: det vil spænde for vidt, det vil løse for mange problemer.

Et andet problem, og måske det væsentligste problem, som stykket tager op til behandling, er præsters tro. Er præster nødt til at tro på det, de selv siger? Skal der altid ligger en sikker og fast tro bag præsten, når han bruger ritualet, når han prædiker, når han beder sammen med en sørgende?

Præsten afslører gennem en samtale med sin provst og sin biskop, at han ikke selv tror på det, han forkynder andre. Han tog det teologiske studium, fordi han med de kundskaber, han havde i forvejen, kunne komme forholdvis let igennem det; så kunne han tage et embede på landet, hvor han i løbet af et par år kunne skrive en doktorafhandling om noget, som interesserede ham. Og han havde åbenbart ikke selv tænkt på, at hans manglende tro kunne være nogen hindring for gennemførelsen af denne plan. Det blev den for så vidt heller ikke. Planen strandede af andre årsager, ikke på grund af en manglende tro, men på grund af en tilstedeværende tro, nemlig på grund af sognebørnenes tro. Han opdagede, at han ikke behøvede troen, han kunne nøjes med at lade, som om han havde den; gjorde han det, fik han bragt hjælp til sine sognebørn. Som biskoppen formulerer det: Han tror ikke på Gud, men han tror på gudstroen. (Kæ, side 92).

Og det er jo så det samvittighedsspørgsmål, som Munk prøver at finde en løsning på gennem skuespillet: Kan det lade sig gøre, det pastor Kargo gør? Måske ikke just i den grad, som han gør det, men alligevel? Er det muligt at formulere en bøn sammen med ét af sognebørnene om ét eller andet, som den pågældende ikke så godt kan formulere selv, og i hvert fald ikke så godt kan formulere i en bøn til den almægtige, er det muligt at formulere en bøn, kraftig og stærk og fuld af overbevisning, og gøre det så at sige på den andens tro? Munk giver i "Kærlighed" et eksempel på en sådan bøn. Sylvester, ét af præstens taknemlige sognebørn, kommer fortvivlet til præsten; hans søn i København har fået meningitis, og alle præstens forsøg på at finde de positive sider frem, preller af på ham; først da præsten beder sammen med ham, og beder så jævnt og ligetil til Gud, som om han sad i sofaen ved siden af, først da falder Sylvester til ro. (102). Godt nok giver netop denne bøn bagslag. Præsten havde formuleret sig, som om det var ganske sikkert og vist, at Gud ikke kunne nænne at tage sønnen fra sin far. Men ak, det kunne Gud nænne, og Sylvester finder vi i næste akt blandt missionens folk. Nå, det er vel de risici, livet tvinger én til at tage!

Overfor biskoppen hævder Kargo, at han har følt sig som Guds defensor, og at det ikke gjorde noget, at Gud ikke var til. Jo mer umulig des stoltere opgaven (Kæ, side 95). Men denne intellektuelle side er ikke den eneste del af opgaven. Den har en følelsesmæssig også. Han fandt ud af, at dette sogn, det kunne han aldrig svigte. "Det fik gå med Rask og Michelangelo, som det kunde. Jeg havde truffet større Ting i Verden end mig selv. Bispen: Og Gud velsignede Deres Beslutning og... Præsten: Om Gud ved jeg intet. Men mit Arbejde er lykkedes. Megen Nød har jeg truffet, jeg ikke kunde afhjælpe, men en Del har jeg dog faaet fjernet eller omskiftet til Lykke. Men noget Slid har det jo ogsaa kostet; tidlig og silde har jeg maattet være paa Færde, og aldrig har jeg holdt mig for god til at gaa til nogen, hvor fulde af Lus de end var". (Kæ, side 94).

Skal vi sige, at han har handlet ud af kærlighed, ud af forpligtethed, ud af trofasthed mod sit kald? Ja, nu bevæger vi os jo ind på den kristne terminologis områder. Men hvad ligger så bag? For hænger de to ting ikke sammen, at tale om og bekende Guds trofasthed og så selv at være trofast? at tale om og bekende Guds kærlighed og så selv at handle ud af kærlighed? Eller er det muligt, som Kargo gør det her, at droppe den første del og nøjes med handlingen? Og hvis det er muligt, hvad betyder så dette ikke at tro på Gud i praksis?

Det kan godt være, at stykket kunstnerisk ikke har de store kvaliteter. Munk betragtede det forøvrigt som et stærkt personligt stykke; han gav det først fri til opførelse i 1935, da hans berømmelse var slået fast, og teaterdirektører flokkedes om ham, om han dog ikke havde flere skuespil, der kunne bringes til opførelse og succes. Men derfor kan stykket godt rumme en ægte problemstilling, en relevant teologisk problemstilling, nemlig den, hvordan vi skal se på det fra pietismen overleverede problem om den indre tro som en betingelse for en god præstegerning. Ja, problemet kan såmænd gøres større endnu, så det lyder: Hvordan skal vi se på problemet om den indre tro som en betingelse for frelse? Hvad er troen? Der står jo masser af steder: Din tro har frelst dig. Det fremgår af mange skriftsteder, at troen er en betingelse for frelse. Skal vi så gå og undersøge os selv psykologisk hele tiden for at se, om vi har troen? Skal vi hele tiden tage vores "trostemperatur" for at finde ud af, om vi har frelsen, ligesom den forelskede tager sin "forelskelsestemperatur" for at finde ud af, om der er tale om den eneste ene?

Munks svar på dette problem er i første omgang meget beroligende. Han lader Kristus selv tale til den døende præst: "Om du tror paa mig eller ikke, lad fare, jeg tror paa dig!" (Kæ, side 119). Man kunne sige, at dette er udtryk for den objektive forsoningslære, hvis man skulle bruge et udtryk, som Munk ville nikke genkendende til. Man kunne sige, at det er den samme løsning, som barthianismen eller tidehverv ville vælge. Men det skal nu nok ikke forstås barthiansk. Og det er også et spørgsmål, om Munk ville finde udtrykket "den objektive forsoningslære" dækkende, selv om det "objektivt set" er det. Han skriver i Bergen Morgenavis 9-11 1940 i anledning af at "Kærlighed" bliver opført i Bergen: "Nøglen til Forstaaelse af Stykket er efter min Mening Kristi Ord til den døende Præst: "Om du tror paa mig, lad fare! Jeg tror paa dig". Kristus har et Ord om Forholdet mellem den Søn, der sagde ja til sin Faders Opfordring og ingen Ting gjorde, og den Søn, der sagde nej, men adlød den. Og Paulus ved noget om, at havde jeg Tro som en Ærkeengel, men ikke Kærlighed, da var jeg bar en Bjælde. Man kan ogsaa skelne mellem Begrebstro og Gerningstro. - Ens Tanke kan fornægte, hvad Ens Hjærte tror paa, og Pastor Kargo er sand, d.v.s. tro mod baade sin Tanke og sit Hjærte". (Dagen, side 210). Det vil sige, der er i hvert fald ikke tale om, at Munk gentager det tidehvervske (som Munk forstod det), at vi er ingenting, og vi kan ingenting. Men der er tale om, at Munk skruer væsentligt ned for kravet om den indre tro. Pastor Kargo havde ikke begrebstro, han troede ikke på Guds eksistens, og alle andre kristne trossætninger faldt derfor bort. Men han havde gerningstro, dvs han var bundet til sin præstegerning, han var trofast, når der kaldtes på ham. Og det, der er stykkets svar på det opstillede problem, er, at når en mand, der på alle måder i det ydre opfylder kirkens gerning, kan anerkendes af Kristus, skulle så ikke også vi andre lidettroende præster finde nåde!

Man kan som sagt hævde, at skuespillet "Kærlighed" var en afprøvning af tilværelsens muligheder. Hvad kunne bære og hvad ikke? Og man kan så føje til, at Munk selv ikke gik nogen af de veje, han havde afprøvet i skuespillet. Skuespillet er skrevet i 1926, i 1929 gifter han sig med Lise Jørgensen, så han fulgte altså ikke den vej, han havde afprøvet i skuespillet: at leve i et platonisk kærlighedsforhold til en gift kvinde; måske fordi prøven trods alt havde afsløret for ham det umulige i den løsning. Tilsvarende kan man sige, at han godt nok flere gange forsøgte at komme bort fra præstegerningen, men at han dog blev i den, uden at man kan påstå, at han helt ud fulgte pastor Kargo i en afvisning af kristendommens trossætninger, og også uden at man kan hævde, at han hørte til de stærkttroende.

Dette sidste har Drewsen Christensen en lille beretning om. Han påstår, at tvivlen blev siddende i Munk livet ud, ikke bare tvivlen om det rigtige i hans anbringelse i præstegerningen, men også tvivlen om kristendommen i det hele taget. Drewsen Christensen skriver: "Jeg havde ved en lejlighed, jeg husker ikke hvilken, lagt mærke til en meget ortodoks udtalelse af Munk, offentlig eller skriftlig, der ikke syntes mig at stemme med, hvad jeg iøvrigt vidste om hans religiøse anskuelser. Da vi næste gang sad oppe i hans loftsværelse, påtalte jeg dette. 'Det mener De jo i virkeligheden slet ikke', bemærkede jeg. Og Munk svarede: 'Hvad ved De om det?' 'Åh, jeg har adskillige gange hørt Dem sige lige det stik modsatte'. 'Nå, ja, hvad så? Det er jo ligegyldigt'. 'Ligegyldigt? Jeg ønsker i hvert fald ikke at stå og sige eller skrive noget, jeg ikke mener'. 'Nej bevares, herr pastor, men det er jo en helt anden sag.' 'Så.' 'Ja, for De er jo en hoffærdig og storsnudet person, som tror, at det er så uhyre vigtigt, at folk får at vide, hvad De mener og tænker. Men jeg er en ydmyg Herrens tjener, som forkynder hans evangelium.' 'Selv om det er løgn?' 'Ja, selv om det er løgn, hvad jo hverken De eller jeg véd. Men lad det så bare være løgn. Hvis det hjælper mennesker. Det er dog det, det kommer an på.' 'Ja, men der er nu noget, der hedder personlig redelighed og sandhed. Og det betragter jeg som et grundlag, et nødvendigt grundlag, for al forkyndelse.' 'Det er der, ja, det er der. Men det må somme tider træde tilbage for vigtigere ting. Og er De nu altid, kære Drewsen, så ærlig og sandhedskærlig, som De gerne vil lade. Har De ikke så megen medmenneskelighed i Dem, at De somme tider er kommet til en syg med et opmuntrende ord, som ikke helt stemmede med sandheden? Har De altid, når en håbløs kræftpatient spurgte Dem om, hvad De troede, han fejlede, har De så sagt ham den usminkede sandhed, at han bare lå og ventede på en bestialsk og pinefuld død?' 'Ja, der er naturligvis situationer.' 'Ja, der er situationer, hvor løgnen er af det gode og sandheden af det onde, og så lyver man, hvis man er et hæderligt menneske og ikke en gemen sjover.' 'Så nemt kommer De nu ikke fra det.' 'Nemt, sagde De nemt, Drewsen, De tror måske, det er nemt for mig. Det er tit det rene helvede, som jeg rendte fra, hvis jeg bare kunne. - Men vi var for resten gået herop for at spille skak...'" (Drew2, side 55f).

Det er ret bemærkelsesværdigt, at Munk her giver udtryk for pastor Kargos mening: at det ikke gør noget, at evangeliet er løgn, bare det hjælper. Men dernæst siger han jo til sidst, at hans "løsning" ikke er nogen nem løsning. Man kan også bemærke sig, at Munk i Med Ordets Sværd har den bemærkning, at det almindeligvis er sådan, at præsten er den i menigheden, der ved mest om troen, men har den svageste tro; og det skal man nok lade være sådan (Svæ, side 8).

Jeg har antydet, at "løsningen" på dette præsteproblem om troen er det lidet dramatiske: Tag det ikke så tungt! Lad være med at lade dig gå på af din ringe eller manglende tro! Kan det virkelig være sandt? Man skulle jo forvente, at netop det problem hos en dramatiker eller hos et menneske med Munks temperament ville slå helt anderledes ud i lys lue!

Ikke desto mindre var jo altså Munk præst, og forblev præst til det sidste. Og hvis vi ikke ligefrem skal regne ham for en bedrager, et uærligt menneske, nå ja, så må vi vel antage, at han er nået til en slags klarhed, omend den måske ikke var fuldstændig krystalagtig. Og det kan jo godt være, at han har set en del gå og gnave i deres indre, om de dog ikke kunne finde troen, har set nogle stykker, der er blevet fortvivlede over ikke at kunne finde troen derinde, som alle sagde, at man skulle kunne, og at han så har sagt til sig selv, at det kunne nu ikke være Guds mening og derfor for sit eget vedkommende har renonceret på den fuldstændige selvgennemsigtighed, har nøjedes med det mindre: at vide, at der nok er ét eller andet derinde.

Men det er nu nok mere i det end som så. Jeg tror, vi er nødt til at kæde trosspørgsmålet sammen med et andet spørgsmål, der var meget væsentligt for Kaj Munk, nemlig kaldsspørgsmålet. 
 

3. Kaldsbevidstheden

For ligesom pietisten skulle finde i sit indre den rette tro, skulle han også finde i sig en stærk overbevisning om at vandre Guds vej.

Man kan sige, at han tager varsel af forskellige ting eller på forskellig måde. Det lyder måske lidt mindre pænt, men jeg tror dog, udtrykket: "at tage varsel" er ret oplysende og velegnet til formålet her.

Allerede når talen er om den jordiske kærlighed, om den romantiske opfattelse af kærligheden (som jeg formoder har rødder i et pietistisk menneskesyn), træder varseltagningen i funktion. Det, man gør, når man bøjer sig for den store kærlighed, det er på en måde, at man tager varsel af sin indre tilstand; derudfra vil man aftvinge Gud et svar: er det dette menneske, du har bestemt for mig? Nå, nej, kærlighedsforståelsen er jo forlængst blevet sækulariseret, så man taler ikke om Gud. Men man kan dog godt af den grund sige, at man er i tvivl om, hvorvidt netop vi to er bestemt for hinanden. I tanken om "den eneste ene" ligger også den forudsætning gemt, at der er én, der har bestemt de to for hinanden, at det altså ét eller andet sted, i himlen, i Guds beslutning, i skæbnens tegn, står skrevet, at netop de to mennesker skal have hinanden. Og det er disse skæbnetegn, man aflæser i sit hjerte inderst inde. Det er dette orakel, man aflæser, så man kan finde ud af sin skæbne.

Nuvel, det skal indrømmes, at varseltagningen i den romantiske kærlighed kun forekommer i meget afsvækket form. En anden forståelse af sagen har afløst den: Hvis virkelig denne kvinde kan gøre mig helt vild i varmen af forelskelse, ja, så må vi bestemt passe sammen. Så er der tale om en gennemført sækularisering: Man udtaler sig ikke om skæbne eller andet højt, men kun om, hvorvidt nu vi to kan få det til at gå sammen. Og misforstå mig nu ikke: Meningen med disse bemærkninger er ikke at reklamere for den romantiske kærlighedsforståelse, blot at få læseren til at mindes denne kærlighedsforståelse, mindes de forskellige udtryk, som vel stadig var gængse udtryk på Kaj Munks tid, om det ikke skulle være muligt derudfra at nå en forståelse, en indre forståelse så at sige, af det, der nu kommer.

For ikke blot har vi arvet fra pietismen en romantisk kærlighedsforståelse med alle de skæbnetunge drag, der ligger i den; vi har også arvet en forståelse af troen som en indre virkelighed. Og vi har endelig arvet en forståelse af, at Gud taler i det indre menneske.

Ganske vist er det en meget løs forståelse, der er tilbage på det punkt. Den er slet ikke gennemtænkt. Den forekommer mere som en del af et menneskes gudsforhold, som noget, man uden videre tænker med, som noget, der bare er selvfølgeligt. Men den findes altså i forskellige miljøer. Og ikke mindst: den fandtes i det indremissionske miljø, Munk voksede op i, den var en selvfølgelig baggrund, noget, barnet bare af sig selv forstod, også uden at der blev talt direkte om det.

Og som før nævnt, denne del af den pietistiske arv har Munk aldrig gjort sig klar. Derfor har han heller aldrig gjort oprør imod den. Den er kommet til at ligge i sindet som et stykke pietistisk vraggods, men den har sandelig øvet sin virkning dèr. Og Munk giver også udtryk for den gang på gang, men giver hver gang udtryk for den som noget, der bare er sådan; han tager aldrig forholdet op til diskussion; det hører med til hans gudsforhold, men hører med som noget, der ikke diskuteres.

Jeg har før kort berørt det, at pastor Kargos forhold til Inge har Gud selv bag sig, og at det kunne være stykkets ene problem: Hvordan skal man bære sig ad, hvis Gud sådan velsigner både Antons og Inges forhold og Kargos og Inges? Dengang sprang vi lidt let henover dette med, at Gud velsigner. Men nu må vi tager det lidt nøjere op til behandling.

Hvordan bærer egentlig Gud sig ad med det? Hvordan bliver mennesker klar over, at her taler Gud?

"Kærlighed" giver nok ikke det tydeligste svar på dette spørgsmål, men lad os alligevel høre. Præsten siger på sit dødsleje: "Inge, naar jeg er død, vil de fortælle dig, at du er en Synderinde, og du skal angre, og hist op og her ned. Jeg beder og besværger dig ved disse sidste Slag, mit Hjerte slaar, aldrig at glemme, at den Maaneskinstime paa Klitten, da jeg greb din Haand, og du vendte dig bort, og jeg holdt fast, til du vendte dig atter og gav mig den anden ogsaa, da - ja da, oplevede vi Gud. Og at vi siden har været tro mod den Aften, vil han rose os for på Dommens Dag" (Kæ, side 118).

Jeg stillede tidligere det spørgsmål, om monstro man kunne tage den ene del bort af den dobbelthed, der består i at tale om og bekende Guds trofasthed og så selv at være trofast, altså om nogen kunne nøjes med selv at være trofast. Her viser det sig, at Kargo alligevel ikke formår at fastholde sin ateisme. Når han skal omtale sin kærlighed til Inge, når han skal fortælle, hvor stærkt den binder, så må han hente ord fra den for ham selv utroværdige kristendom. Det er kærlighedens intensitet, der får ham til at tale om Gud. Om han for sig selv kan formulerer sig anderledes, får vi ikke oplyst, men han bruger jo i hvert fald ordet "Gud" korrekt her: han bruger det til at give udtryk for den yderste forpligtelse; Gud vil rose dem, fordi de siden har været tro mod den aften.

Men igen: Hvordan kom de til klarhed over, at det var Gud, der talte? Hvordan opstod den forestilling i deres sind, om vi så for den enes vedkommende skal nøjes med at tale om forpligtethed? Det siger Munk ikke noget om. Det forudsætter han, at vi véd.

Men så meget kan vi vel sige, at Munk, om ikke Kargo, regner med, at denne kærlighed er Guds værk. Og når jeg har gjort så meget ud af den romantiske kærlighedsforståelse, når jeg har søgt at vise, hvordan den tager varsel af sin indre tilstand, så er det for at antyde, hvordan Munk tænker, og så er det videre for, til sin tid, at udsætte disse forestillinger for en teologisk behandling.

Vi sprang også lidt for hurtigt hen over Munks udsagn til sin kusine, da hun ville have ham til at nedsætte tempoet med at skrive "Kærlighed": "Jamen, det er jo slet ikke mig, der skriver det. Jeg skal skrive det. Gud vil have det". På én eller anden måde mener altså Munk, at hans inspiration er fra Gud. Det synes Nøjgaard at give ham ret i (Nøjg, side 418). Men hvordan kan det lade sig gøre? Og hvad er det for en teologi, der har et gudsbillede, hvor noget sådant kan lade sig gøre?

Det problem må vi have løst, hvis vi skal forstå Munks kaldsbevidsthed.

Som indledning til det sidste kapitel i Ordets Dyst og Daad skriver Nøjgaard: "En af de væsentlige Ejendommeligheder ved Kaj Munks Personlighed er hans udprægede Kaldsbevidsthed" (Nøjg. side 410). Og han fortsætter så den næste halve snes sider med at beskæftige sig med denne kaldsbevidsthed, viser, hvordan den ligger bag mange af de ting, Munk foretog sig, afslører, hvordan den var koblet sammen med dybe drag i hans personlighed, men véd også at fastholde, at denne kaldsbevidsthed gav ham en egen form for ydmyghed, der ganske vist udadtil let kunne forveksles med hovmod, men altså var det stik modsatte.

Og det er da sådan set altsammen udmærket. Blot er det lidt mærkeligt, når nu Nøjgaard giver kapitlet overskriften "Personlighed og Tankeverden", at han da ikke nøjere kommer ind på, hvordan denne kaldsbevidsthed hænger sammen med Munks tanker, hvordan Munk passer den ind i sin teologi, eller, mere nærgående måske, hvad vi skal stille op med en sådan bevidsthed om at være udvalgt til noget særligt af Gud. Hvordan kan Nøjgaard egentlig holde sig til den psykologiske side af sagen? Hvordan kan han slippe udenom at tage teologisk stilling? Han skriver som før nævnt side 418: "Han (Kaj Munk) følte sig i en højeres Tjeneste; han vidste sig ikke alene inspireret, men det var Helligaanden, der handlede med ham". Og det ser ud som et ret og slet referat af, hvad Munk tænker. Men tager Nøjgaard alligevel ikke positiv stilling? Lader han ikke uudtalt læseren forstå, at sådan mener han også, det forholder sig? Nej, han kommer ikke ud af busken. Det højeste, man kan sige om ham, er, at han måske er ude på at indsmugle en tanke om kaldet, som forudsætter, at Gud selv sådan åbenbarer sig og giver anvisninger og kaldelser. Men jeg er næsten sikker på, at hvis noget sådant blev ham bevidst, ville han øjeblikkelig trække følehornene til sig: Nej, sådan skulle det sandelig ikke forstås.

Men se, jeg har jo nu åbnet Pandoras æske. Alle de mærkelige teologiske forestillinger er jo nu fløjet ud og lader sig ikke sådan pakke ind igen. Og derfor: Lad os tage tyren ved hornene! Lad os direkte indrømme, at Munk her lader sig lede af noget, som han måske finder naturligt, men som vi ikke finder hverken naturligt eller teologisk tilladeligt!

Munk skriver i én af sine prædikener: "Mine Landsmænd, jeg kender en Præst, der sommetider har bedt til Gud, om han ikke maatte blive Missionsmand. Han syntes, han trængte saa inderligt til det. Men Gud har hver Gang svaret Nej. "Maaske du kan faa Lov til det engang," siger han; "men der er Sider af din Natur, som i saa Fald maatte kappes af, og som jeg foreløbig har Brug for, der hvor du er". Til at være Missionsmand kræves en stor Portion Umenneskelighed". (Svæ, side 45)

De fleste regner med, at denne præst er ham selv. Det gør jeg også. Og her erfarer man altså, at Munk mener at kunne bede Gud om at måtte blive missionsmand, og at han i bønnen mener at have fået svar: Den går ikke. Og så er vi nysgerrige der jo igen med vore spørgsmål: Hvordan i alverden går det mon for sig, at Gud åbenbarer denne sin vilje for Munk? Og lad os bare foreløbig svare med henvisning til hans ord til kusinen. Ligesom han betragtede sin inspiration som gudgiven, sådan har han også betragtet det nej, der rejste sig i hans sind som gudgivet. Svaret er foreløbigt ud fra en erkendelse af, at det alligevel vil holde ret hårdt at få vristet det inderste i Munks gudsforhold ud af ham.

Men man kan i stedet spørge, hvad der da mon kunne få ham til at ønske at blive missionsmand. Svaret på det spørgsmål er, at det kunne ønsket om at opnå den indre sikkerhed. Han véd at fortælle om sin barndoms indremissionske præst, Julius Bachevold, at han ændredes ved mødet med Vilhelm Beck: "Det kom til at koste Bachevold hans Menneskelighed, men forlenede ham til Gengæld med Ensidighedens Styrke" (Forår, side 117). Og bevares, jeg forestiller mig ikke, at Munk har stræbt efter at blive umenneskelig eller efter at vinde ensidighedens styrke, men han har ofte været ulidelig træt, fordi han ikke kunne komme på det rene med, hvor Gud ville bruge ham, var det som digter eller som præst? og denne usikkerhed ville han gerne af med. Den usikkerhed førte ham til gentagne gange at søge at slippe præstegerningen, og specielt inden hans digteriske gennembrud har han også overvejet at slippe digteriet. Hvilket dog var ham lige så umuligt. Og så er det, at han forestiller sig, at det dog må være meget bedre at være en ensidig missionsmand, der er 100% overbevist om sit kald, end en usikker landsbypræst, der ikke kan blive enig med sig selv (og sin Gud) om, hvor han egentlig har sin plads.

Men se, selv om han sådan prøver at jage den indremissionske nisse ud af fordøren, den kommer dog umiddelbart efter ind ad bagdøren. Det er kaldsbevidsthedens sikre nisse, der jages ud; det erkendes, at skal han se på sit liv med indremissionske øjne: at Gud har givet netop ham en bestemt opgave, at han har at adlyde den Guds stemme, som har lydt i hans indre, så kan det kun ske derved, at der kommer en umenneskelig ensidighed ind over ham, noget, han hverken menneskeligt eller teologisk er gearet til. Så ikke sandt, ud af fordøren med denne nisse! Dog kommer den umiddelbart efter ind ad bagdøren. For hvordan bliver han klar over, at det er forkert sådan at selvbedrage sig ind i en forestilling om en indre Guds stemme? Det gør han såmænd ved at lytte til sin indre stemme og regne den for Guds. Det er Gud, der har forbudt ham i hvert fald foreløbig at blive missionsmand. Og så kan man jo nok spørge, om der er vundet noget ved dette forbud.

Nok havde han altså en forestilling om, at både en digter og en præst skulle have et kald, at de stod i Guds tjeneste, og at det var Gud selv, der på én eller anden måde havde betydet dem, at her, netop her kunne han få mest ud af dem. Men han kunne ikke psykologisk leve op til dette ideal. Ligesom det forekom ham vanskeligt at leve op til den romantiske kærlighedsforståelses vishedsfornemmelse, sådan var det også svært for ham at leve op til den kaldsforestilling, han havde fået i arv. Og ingen af delene bekæmpede han derigennem, at han blev sig bevidst, hvordan det var fat; begge dele lå blot i hans sind som ubevidste levn fra pietismen.

Men man kan jo så lægge mærke til, at det ligger der på en måde, så han godt kan tage det ind under sin humor. Der ligger i formuleringen her en undertrykt humor, man véd ikke rigtig, om han mener det alvorligt eller det bare er en talemåde, om det er et udtryk for hans sædvanlige lidt friskfyragtige måde at tale til og om Gud på, eller der ligger alvor bag. Og jeg vil altså mene, at begge dele er tilfældet.

Kaldsbevidstheden kommer også frem i det før omtalte brev til pastor Fibiger (Digter, side 64ff). Her omtaler han digterens kald, at digteren ikke har noget valg, han kan ikke bare skrive et andet stykke, hvis han er sat til at skrive noget bestemt. Og Munk vidste sig digterisk sat til at skrive dette bestemte stykke: "Ordet". Det kan dog måske de fleste bøje sig for; for her befinder vi os i digterens værksted, og det véd man dog godt, at digterens muse skal man ikke prøve at tøjre, den skal flyve så frit som muligt, derved dannes der de bedste digterværker. Så OK, lad det være digtningens ånd, der her er herskeren, vi bøjer os og afstår fra yderligere forslag om, hvad Munk kunne eller burde skrive.

Men lidt senere, efter at have fortalt om den begivenhed, der var inspiration til "Ordet", skriver Munk: "De vil af dette lille Træk forstaa, hvor tidligt jeg ved mig udset til at skrive det Stykke om Underet". (Digter, side 66). Og skal man her forstå denne udvælgelse som én, der er foretaget af digtningens ånd? Mon det dog ikke er kristendommens Gud, Munk mener står bag dette, at han er udset? Munk skriver jo også her til en god missionsmand (der, som han skriver, har haft alle de gode betingelser for at blive Indre Missions formand og manglet for mange af de dårlige), og regner vel derfor med at blive forstået, når han sådan nøjes med at antyde den himmelske stemme i sit indre.

Bøn er, synes Munk at mene, ikke blot at henvende sig til Gud og tale til ham; bøn er også at lytte til Gud og prøve at forstå hans tale. Det er, hvad han siger, Johannes i "Ordet" har gjort. Også det nævnes i den lille artikel til pastor Fibiger. Han skriver: "Men jeg kan ikke forstaa, at baade De og Oscar Geismar, saa fremragende Mænd i hver sit Plan, kan forekaste mig, at Stykket "Ordet" prædiker Oprør. Johannes siger dog udtrykkeligt, at han har ligget i Sneen og tigget, til han fik Lov; han begynder udtrykkelig Besværgelsen med de Ord: Saa sandt Gud vil det." (Digter, side 66). Her har vi gåden igen: Hvordan fik Johannes lov? Hørte han udenfor sig selv et Guds ord, der gav ham lov? Eller hørte han det i sin sjæls inderste? Og hvis det er det sidste, der er tale om, hvordan kan han så være sikker på, at der ikke er tale om en raffineret form for selvbedrag?

Nuvel, havde vi kun "Ordet", så ville man kunne sige, at denne mening er Johannesses og ikke derfor nødvendigvis Munks. Men her i artiklen tager Munk den jo til sig, bruger den i et lidt uldent forsvar for Johannesses besværgelse; det vil sige, Munk går uden videre ud fra, at sådan tænker og handler et kristenmenneske, og at ethvert kristenmenneske derfor vil forstå sagen, blot dette siges. Det viser vel, at denne overbevisning: at det som kristen også gælder om at lytte til Gud, er selvfølgelig for Munk. Men det viser også, at han regner den for så anerkendt, at han uden videre kan forudsætte den hos andre. Sådan som han jo gør det her.

Lad mig rekapitulere: To epokale overbevisninger deler Munk uden at være klar over det: Den overbevisning, som den romantiske kærlighedsforståelse har, at det drejer sig om at finde den eneste ene, og at man bliver sikker i sin sag ved at undersøge sig selv i forelskelsessituationen. Og den overbevisning, at et menneske har en gudgiven opgave her i livet, og at man finder ud af, hvad ens specielle opgave er, ved at lytte til Gud, ved at agte på de tegn, han sender, ved at være åben for de impulser, han indgiver én.

Men Munk havde stort besvær med dem begge. Den ene, kærlighedsforståelsen, får han dog lagt bag sig, da han gifter sig med Lise Jørgensen. Men den anden, kaldsoplevelsen, bliver ved med at være en tvivlsårsag i hans sind frem til 9. april 1940. Så først dages det for ham, hvad hans opgave i livet er, hvad Gud kunne bruge netop ham til, hvad formålet var med at henkoge ham i en præste- og digtergerning. Men indtil da er han i tvivl. Det lykkedes ham ikke at blive missionsmand, skønt han gerne ville være det. Var det lykkedes for ham, ville han (efter, hvad han selv skriver, og netop, fordi han selv er klar over det, vil han aldrig kunne blive missionsmand) være blevet ensrettet, umenneskelig, men også fast og sikker, det vil sige: den nagende tvivl i hans hjerte ville forsvinde. Og det kunne han ønske sig. Men han vidste godt, at ønsket ikke kunne opfyldes. 
 

4. Oxford-bevægelsen

Som jeg allerede har antydet i min gennemgang af Nøjgaards biografi og dens behandling af Munks kaldsbevidsthed, peger jeg på noget nyt i den munkske biografi-litteratur, når jeg hævder, at Munk delte dette pietistiske syn på, at Gud kunne tale til et menneske som en indre stemme i sindet. Og jeg finder det derfor påkrævet at dokumentere det lidt nøjere. Forinden jeg går i gang med en sådan direkte dokumentation, vil jeg dog godt omtale Munks forhold til Oxford-bevægelsen lidt nøjere.

Det er af den grund interessant, at Oxford-bevægelsen også regner med muligheden af sådanne "privatåbenbaringer". Der var jo en vis metodik over Oxford-bevægelsen. Ikke blot havde man sine offentlige syndsbekendelser, disse "Oxfordmøder", der jo bruges endnu den dag i dag som eksempel til skræk og advarsel. Den havde også et begreb, der hed "dagens stille time", dvs den time, hvor et menneske samlede sig til bøn eller samtale med Gud, hvor man lagde sit hjerte frem for Gud og mente, at man modtog besked om, hvad man specielt denne dag skulle gøre. Man fik førelse, som det hed. Og som man kan forstå, er der netop i det begreb "førelse" en forbindelse til Munks tanker om gudsforholdet.

Munk har da også været interesseret i Oxford-bevægelsen, omend han ikke tilsluttede sig den. (Kunne den mand i det hele taget tilslutte sig en bevægelse, individualist, som han var?) Så interesseret var han, at han i 1936 skrev en lille bog: "10 Oxford-Snapshots, klippet af en Dramatiker". Bogen indeholder 10 små dialoger, som alle handler om, at én af parterne er blevet grebet af Oxford-bevægelsen og nu dels forsvarer sig og dels søger at få den anden part med. Man kan nok sige, at dialogerne kun er et venstrehåndsarbejde fra Munks side, kun én, den sidste, "Døden", hæver sig op på noget, der ligner et kunstnerisk niveau. Og man kan også nok sige, at Munk som den gode dramatiker, han er, skjuler sin egen mening. Men man må jo alligevel indrømme, at Munk har skrevet disse "snapshots", og at de røber en vis indlevelse i Oxford-bevægelsens metoder.

Blandt andet altså metoden med i en stille time at "få førelse". En læge spørger sin kollega: "Beder du, inden du opererer? - Jeg beder inden ethvert Sygebesøg, inden enhver Operation. - Siger du noget? - Jeg lukker blot mine Øjne, og saa mærker jeg, Gud er nær. - Hvordan---ja, det kan du vel ikke forklare? - Jeg mærker det, som om - du ved, man kan pludselig faa en Følelse af, at man bliver iagttaget eller, at nu tænker nogen paa En. Jeg føler saadan, ligesom en Kraft aander paa mig - eller rører ved mig, - nej, du har Ret, jeg kan ikke forklare det". (Oxf, side 36). En politiker fortæller om, hvordan en direktør, som han kendte, en dag kom op til ham og ville have ham til at komme med i bevægelsen. Midt i det hele siger han, at nu er der ingen grund til længer at høre på menneskevås, nu gælder det at høre, hvad Gud vil sige. Og så lægger han de knyttede hænder på bordet og lagde panden imod dem. Sådan sad han så et kvarters tid. Og efter den tid gav han sig til at fortælle, hvad da Gud ville. Med den besynderlige virkning, at politikeren så sine inderste tanker afsløret og gik med i bevægelsen. Og nu var det så ham, der fik mod til at tale om, at han nu ikke længer arbejdede for sin egen ærgerrighed, men for Gud, at han nu skal se, om han kan arbejde for Guds plan indenfor partiet eller udenfor. En gårdejer, hvis gård forfaldt på grund af, at han var vild med at gå på jagt, fik hver dag i sin stille time at vide af Gud, at "Bøssen maa du aldrig røre igen, inden du ved, den ikke længer er en Fristelse for dig". En godsejer, der var blevet grebet af bevægelsens ild, holdt stille time, og det ord kom til ham: "Kom over til Makedonien og hjælp os" (Ap Gern 16,9). Så var han klar over, at han skulle være hedningemissionær; men hvor? Derfor bad han Gud om at føre ham lige ud i klarheden. Og da han så kom ud fra sin stille time, sad en lille pige og klappede en hund og blev ved med at sige: sådan, sådan! "Men hun kunde ikke udtale Ordet rigtigt, og lige med-et gik det op for mig, at igennem Barnets Mund talte Gud til mig og sagde Sudan!" (Oxf, side 57).

Denne sidste skildring vil måske falde os temmelig latterlig. Men sådan opfatter Munk den tilsyneladende ikke. I hvert fald er det netop denne røben-sig, der får godsejerens hustru til at se alvoren i ham og bøje sig for den.

Så jo, man må indrømme, at Munk tager det alvorligt.

På den anden side kan man se, at Munk ikke kan dy sig for i dialogen om politikeren at lade politikerens ven, der hører, at politikeren måske vil frasige sig sin opstillingskreds, udtrykke det ønske, at han så måske kunne få førelse til at overtage kredsen efter ham. Men om det skyldes, at Munk, som han plejer, skal fyre en dårlig vittighed af, eller det skyldes, at han vil sætte det med førelse i miskredit eller måske bare advare mod de farer, der kan gemme sig deri, det får stå hen.

Som sagt: Hvis man lidt mere konkret vil vide, hvordan et menneske skal finde ud af, hvad Guds vilje med ham er, eller, for Munks eget vedkommende, hvordan han egentlig blev klar over, at hans kald var digterpræstens, så er det nok sådanne skildringer, man skal have fat i. Hermed være ikke sagt, at Munk tog varsler på samme lidt overfladiske måde som godsejeren, det var nok for hans vedkommende lidt mere sofistikeret, men også, om man tager varsel af sin indre tilstand, af sin sluttethed om opgaven, det er dog et varsel, man tager, det er dog en skrupforkert teologi, der ligger bag.

Og det vil jeg også mene, at Munks teologi er.

Munk har skrevet en række artikler om Oxford-bevægelsen. Han begynder med i en artikel i Jyllands-Posten (7-4 35), endda i overskriften, at byde Oxford-bevægelsen velkommen til Danmark. Hvorfor det? Jo, for det går jo op og ned med det kirkelige liv i Danmark; og for øjeblikket synes det mest at være nede. Tidehvervsbevægelsen formåede alligevel ikke at give kirken nyt liv, den beskæftigede sig med "Studenterproblemer, der ikke var lidt og stridt igennem, men bare skjultes bag en Smule Tungetale og megen Forsorenhed". Er da Oxford-bevægelsen daggry for kirken i Danmark? Ja, meget kunne tyde på det. Den henvender sig til "Folkets brede Lag, til dig og mig, og henvender sig med robust og praktisk Tale, som faar Hjertet til at slaa. Det er ingen ny Lære, men en Appel, intet Dogmesystem, men en Grebethed, ingen Uvirkelighed, men en haandfast Overensstemmelse med Nazareth-Haandværkerens interreligiøse Fastholden af Sammenhængen mellem gode Gerninger og evigt Liv". Her bliver det vel ikke særlig klart, hvad det er ved den nye lære, Munk kan acceptere. Men vent bare!

I en lidt senere anmeldelse af Knud Hansens bog "Oxfordismen eller Evangeliet" (Jyllands-Posten 18-4 35) skriver han bl.a. om Oxford-bevægelsen: "Her kommer nogle Folk, som der er sket noget med; de siger, at Gud har talt til dem, og saa er de gaaet ud i Alverden for at gøre alle Folkeslagene til hans Disciple, idet de lærer dem, at et Menneske skal overgive sig til Guds Førelse, være stille for ham, stole paa ham, lyde de Raad, han skyder dem i Sinde; da vil saadan et Menneske opleve en Forvandling, blive bedre og lykkeligere". Det er ikke muligt for Munk, som for Knud Hansen, at afvise sådanne mennesker på forhånd, han mener som Gamaliel, at man skal vente og se, om der dog ikke kommer noget godt ud af det. "Lad os nu give os Tid og se, om ikke Tidens Fylde er inde for Oxfordbevægelsen. Om Gud ikke har Trang til at repetere det for Kristenheden: Det er godt nok at tro og tro og tro; men I skal ogsaa gøre min Vilje". "Hvis Oxfordbevægelsen har ført til det, at af og til et jævnt Menneske kan rejse sig op og stille sige med Sandhed: "Gud har talt til mig, jeg har hørt hans Stemme, og den har forandret noget i mig, jeg maa lyde ham nu, og der er voksende Fred i mit Sind", saa kan man indvende mod den, hvad man vil, og anklage den i højere Toner, end man kan tage - Staven skal de ikke brydes over den, og den skal ikke frakendes Navn af et Redskab, virket paa Evangeliets Grund".

Her kommer det frem, at Munk så udmærket ud fra sin teologi kan gå med til, at Gud kan tale til et menneske. Hvis dette fører til f.eks. voksende fred i sindet, så er bevægelsen Guds redskab. Han kan også midt i en udredning spørger Knud Hansen: "Hvor ved forøvrigt Knud Hansen fra, at det er "deres egne Indfald" og ikke "Guds Åbenbaring"?" Så hvor andre på forhånd holder det for udelukket, at Gud på den måde kan give råd og vejledning i en stille time for hans ansigt, så regner Munk det i høj grad for en mulighed, omend han vel også regner med muligheden for selvbedrag.

I et svar til Hakon Mielche i Jyllands-Posten 26-8 35 begynder Munk direkte med at sige, at Oxford-bevægelsen er sendt fra Gud. Men, føjer han til, Gud har ikke været synderlig heldig med de folk, han har sendt den med. Og han giver derefter Mielche ret meget langt i den kritik, han var kommer med. Men trods disse mange mangler fastslår han til sidst, at bevægelsen er sandhed. "Det er Sandhed, at en af de bedste Maader, denne Varetagelse (af gudsforholdet) kan ske paa, er ved at overholde en daglig Andagtstid, hvor Sjælen baade taler og lytter til sin Gud. .... Det er Sandhed, at vi Mennesker er under Guds Ledelse i de mindste som i de største Ting. Det er Sandhed, at det at overgive sig til Gud ved en hellig Beslutning i en mystisk Oplevelse kan forvandle et Sind, en Karakter, saa et Menneske kan, hvad der før var det umuligt". Hvorfra han véd, at dette er sandhed? Fra Jesus. At være kristen betyder at stole på ham. Men kan vi da erfare, at mennesker bliver bedre af kristendommen? "Svar: Vi ved ikke, hvad Hær af Fristelser og hvad Hær af Sorger andre har at kæmpe med. Og ingen Kræft kan have filtret sine Rødder saa dybt ind i Legemet, som Synden sine i Sjælen. Men - ja, hvordan skal vi udtrykke det: naar Mennesket overgiver sig til Gud, eller: naar Jesus faar Lov at begynde sin Frelsergerning i os, eller: naar den Helligaand gør Jesus levende for os -- pyt med Ordene, Kristne forstaar hinanden, og Mysteriet spotter Sproget - da sker der noget; det er en Satans arge Løgn, at et Menneske forbliver den samme."

Det forekommer mig, at Munk graver ganske dybt her i sin anstrengelse for at give Hakon Mielche et ærligt svar. Og jeg er ret overbevist om, at der ligger mange af hans egne oplevelser bag disse ord. Han nøjes ikke med for sit eget vedkommende at tage varsel på godsejerens overfladiske måde. Han henter sin kraft fra en mystisk oplevelse af enhed med frelseren. Han overgiver sig til Gud i en bønsoplevelse, hvor han både taler til Gud og lytter til Gud.

Hans problem var, at han ikke kunne høre denne bønsoplevelsens Gud tale tydeligt nok; han kunne ikke vinde den sjælens sluttethed, der beviser overfor sin bærer, at her, netop i denne beslutning får Gud sin vilje gennemført. Han kunne ikke, lad os sige det ligeud, bedrage sig selv til at tro, at hvad han i en stærk oplevelse følte som Guds vilje, nu også var det, idag og for al fremtid. Men denne hans egen manglende evne, denne psykologiske brist hos ham selv fik ham ikke til at opgive sin teologi: at det var muligt sådan at lytte til Gud, at Guds vilje kunne åbenbares for et menneske gennem sindets fasthed og sluttethed.

Og læg igen mærke til humoren. Den snyder os til at tro, at det hele kun er en sjov måde at udtrykke sig på. Ud fra den forledes man til at tro, at det aldrig er alvor med disse træk hos Munk. Men det er nok en forhastet slutning.

Humoren har med den frihed at gøre, som Munk véd sig sat ind i. Det kan da godt være, at vi må vende os imod dette at få et budskab fra Gud gennem en stemme i det indre menneske. Men man må fortsætte med at sige, at når nu Gud taler, som han gør i Munks tilfælde, så er selve indholdet af Guds tale godt nok, hvordan så end Munk har fået fat på det. Når Gud taler et anerkendelsens ord til Munk, der gør ham fri i alle forhold, også fri i forhold til gudsoplevelsen, så er i hvert fald indholdet af gudsmeddelelsen i orden, omend selve måden, meddelelsen finder sted på, stadig er noget mislig.

Endelig kan man lægge mærke til, at Munk her, som overfor Knud Hansen, betragter det som en selvfølge, der ikke behøver nærmere udredning, at Gud taler til et menneske i det indre sind. Det er ikke noget, Munk nærmere redegør for, som om han var noget specielt. Men det er heller ikke noget, Munk skjuler; det er bare sådan, det hører bare med til kristendommen som den mest naturlige ting.

Og som sagt: det lader sig se en række steder i Munks forfatterskab, udover dem, jeg her har peget på. 
 

5. Gudsmeddelelser

Som sagt, trods al personlig usikkerhed og vankelmodighed, forblev det for Munk et teologisk ideal, at et menneske i sit sinds indre på én eller anden måde fik besked på, hvad han eller hun skulle gøre.

Han ser naturligt nok dette ideal tydeligst udtrykt i vor Herre Jesus Kristus. Munk griber fat i en udtalelse i Lukasevangeliet om to sværd (Luk 22,38) og spørger: "Hvad vil han (Jesus) med disse to Sværd? Svaret er ganske ligetil. Jesus kendte ikke til Regler og Principper, han var saa levende et Menneske, at han kaldte sig selv for Livet. Han var konsekvent, men kun paa et eneste Punkt: han adlød sin Fars Vilje; den læste han sig ikke til i en Bog; den sluttede han sig ikke til ud fra Historiens Gang eller fra Naturen; den oplevede han inde i sit eget Sind fra Dag til Dag, ja, fra Time til Time. Nu stod han her raadløs og svedende angst over for Døden. Var hans Time endnu ikke kommen? skulde han forsvare sig eller skulde han ikke? Han vidste det ikke. Gud vilde sige ham det i det afgørende Øjeblik. Derfor maatte han være rede. Hvad kunde det nytte, Gud bød i hans Sind: Brug nu Sværdet, hvis han stod der og intet Sværd havde. For mig staar det ganske fast, at Jesus har regnet med Muligheden for blodig Kamp". (Svæ, side 130f).

Én ting er nu, at dette er langt ude på overdrevet, sådan rent fortolkningsmæssigt. Jeg mener, hvordan skulle Jesus kunne forudsige Peters fornægtelse, hvis han ikke vidste bestemt, om han skulle gøre modstand mod sin tilfangetagelse? Men en anden og her mere væsentlig ting er, at dette at leve sådan: fra time til time at finde i sit eget sind en tydelig fornemmelse af, hvad Guds vilje med mig er netop nu, det betragtes af Munk som det store ideal, og dette ideal sættes i modsætning til dette at leve efter regler og principper.

Han kan i en anden prædiken omtale russernes angreb på Finland og sige: "Alle de Ofre og Lidelser tog de paa sig for at værne om den dyreste Gave, de følte Gud havde givet dem. Jeg spørger den Herre Jesus: Fordømmer du dem? Og den Helligaand svarer i mit Sind: Jeg vilde have fordømt dem, om de havde givet sig Sejghed (Fejghed?) og Selvopgivelse i Vold og ofret andre for at spare sig selv" (Svæ, side 133).

Eller han kan sige, at han gerne ville, at denne prædikensamling ikke skulle blive til. "Men den Helligaand trækker mig frem ved Haaret og siger: "Naar Uretten raaber paa Gaden, skal saa min Kirke sidde stum i en Krog?" Og jeg ved, der er Landsmænd, der har Brug for mine Ord. Derfor var der intet Valg". (Svæ, side 63).

Nytårsdag 1944 holdt Kaj Munk ikke nogen decideret prædiken, stod blot ved opgangen til prædikestolen og talte til menigheden. Det forklarede han sådan: "Da jeg i Gaar forberedte mig for Guds Ansigt til denne Gudstjeneste, fik jeg det saadan, at jeg vidste, jeg ikke kunde gaa paa Prækestol eller for Alteret i Dag". (Bism, side 59). Sagen er kun antydet, ja, men der er vel næppe tvivl om, at han også her mener, at det er Gud, der har betydet ham, hvad han skal gøre og ikke gøre.

Nævnes kan også et sted i skuespillet "Sejren", det skuespil, der handler om Mussolini og hans erobring af Abessinien; her har kardinal Sozzi diskuteret ret så hæftigt med to andre kardinaler, om kirken skal velsigne kanslerens korstog eller ej; han står så alene tilbage og overvejer, hvad der skal gøres: "Hvad nu? Hvad nu? Tabe! Vinde! - ja, Guds Død! ja: Italien skal vinde Krigen, og han skal tabe den. Tak Herre i Himlen. Du kommer altid din Tjener i Hu. Nu viste du mig Maalet. Du vil ogsaa vise mig Vejen, jeg skal naa det ad". (Cant, side 285). Altså: Uden videre opfatter Sozzi (og Munk?) det som et vink fra Gud selv, når han får den idé, at Italien skal vinde krigen og diktatoren skal tabe den.

Så skal det blot føjes til, at Munk lidt overraskende accepterer en for os at se lidt besynderlig konsekvens af den tanke, at Gud meddeler sig til mennesker i de indre sjælelige rørelser: Han accepterer, at forskellige mennesker kan få forskellige opgaver; ikke bare forskellige, hvad udførelsen angår, men også forskellige, hvad principperne angår.

Jeg har allerede nævnt ét sted, hvor denne besynderlige konsekvens melder sig: I skuespillet "Kærlighed", hvor Gud giver Kargo den opgave at leve et liv i kærlighed til et andet menneske, som blot på sin side har fået ordre til at leve sammen i ægteskab med en anden.

Men der findes et andet område også. Når det spørgsmål rejses, hvordan en kristen skal tage stilling til fænomenet krig, så er Munk, også dèr, villig til at indrømme, at skønt han har hørt Guds ord på én måde, så er det ikke sikkert, at alle har hørt det på samme måde. I en i den henseende ret bemærkelsesværdig prædiken, som allerede har været omtalt, prædikenen i Med Ordets Sværd til 3. søndag efter helligtrekonger, side 126-136, indrømmer han, at der er kristne, der har fået en anden besked end han selv. Munk kan ønske sig, at Kristus var hernede og var til at træffe i Kongensgade mellem 1 og 3. Men senere i prædikenen siger han: "Det gør ikke saa meget, at han (Jesus) ikke bor i Store Kongensgade. For han vilde ikke give os et Svar eengang for alle. Han giver os noget, der er meget bedre end en Befaling. Sit gudførte Exempel og sin Helligaand. Der maa da være Kristne, for hvem Kristendommen har tilspidset sig i dette: I maa ikke sætte jer imod det Onde. Jeg har kendt saadanne, for hvem det var dyb Overbevisning, som de bragte store Ofre for. Og jeg har kendt Pjattehoveder, der gik ind for det samme og nød sig selv". Og det er klart, det er kun de første, der har Munks respekt, det er kun dem, om hvem han vil sige, at den overbevisning, de har, har de fra Gud selv.

Samtidig røber han jo også, hvordan han bruger ordet "Gud". Han bruger det til at betegne det, der binder et menneske helt og fuldt. Han bruger det til at begrunde et menneskes totale hengivelse, sin egen eller andres. Og det er nok værd at have in mente.

Nu må jeg indrømme, at de to områder ikke helt kan parallelliseres. I det første eksempel, det fra "Kærlighed", er det usikkert, om Munk her mener, der er tale om en konfrontation af gudsbefalinger; det fremgår ikke helt tydeligt af teksten. Og hvad det andet angår, er det ret tydeligt, at denne løsning fremkommer, fordi ny testamentes tekster kræver det. Der er jo Jesus-ord, f.eks. ordet om at vende den anden kind til, der kunne tolkes, som om Jesus var imod krig i det hele taget. Og Munk gør så det, at han i stedet for at lade de to skriftsteder kæmpe mod hinanden, blot lader dem stå imod hinanden: han anerkender, at nogen kan have fået en opgave fra Gud i at leve pacifismen ud, koste hvad det vil. Ja, han kan sågar i en anden prædiken overveje, om ikke denne holdning egentlig skulle gælde alle kristne, altså også ham. Han siger dèr: "Skulde Folket da som Folk gennemføre, hvad han (Jesus) havde foreskrevet den enkelte, naar det gjaldt personlige Krænkelser: vende den højre Kind til, naar man modtog et Slag paa den venstre? Maaske mente han just det. Maaske var han viss paa, at om et helt Folk fulgte hans enestaaende Eksempel: i Ydmyghed og Gudstro og sikker i sin Sag at modtage Ondskaben, da vilde denne Ondskab lammet synke sammen i sig selv. Betingelsen er altsaa, at en saadan Aand er til Stede. Og den ved intet Forbund med Fejghedens og Selvopgivelsens. Deres Veje er aldrig dens. Eller maaske mente han, at hans Hjertes flammende Tro vilde brænde Folket sammen til en Vilje, der vilde gøre det uovervindeligt. Hvordan og hvordan - maaske stod det ham ikke klart; maaske skulde det afgøres i hvert enkelt Tilfælde for sig." (Bab, side 130f).

Hvis man erindrer sig den tidligere omtalte tekst (Svæ, side 130), hvor Jesus omtales som den, der fra time til time modtog meddelelse fra Gud om, hvad han skulle gøre, hvor altså Jesus på den måde var helt frigjort for principper og regler, så må nok den sidste sætning her "måske skulde det afgøres i hvert enkelt Tilfælde for sig" regnes for den mulighed, der mest har forfatterens bevågenhed. For også, hvis man har et så fornemt princip som det at vende den anden kind til, så er det dog et princip, man har, og som princip har Munk noget imod det.

Men, som man kan forstå, har Munk sit hyr med de pacifistiske skriftsteder. Han har sagt, at kristendom er "Ærbødighed for Kristus", når den skal sammenfattes i en nøddeskal (Med Sol og megen Glæde, side 134). Og dermed mener han netop dette, at et menneske hele tiden lytter til Kristus, hele tiden retter sig ind efter hans ord.

På den måde mener Munk at komme udenom alle teologiske vanskeligheder. På den måde skaffer han sig et ståsted, hvorfra han kan se ned på de besynderlige teologiske pindehuggerier. Og af den grund er det også, at han mener, at alle sådanne teologiske undersøgelser, alle sådanne teologiske dissektioner af teksten, tager livet af teksten. Eller, kan jeg sige, han læser Jesus-ordene på en anden måde end eksegeterne; de læser den for at spørge efter sammenhæng, de sætter det ene ord imod det andet for at finde ud af den rette forståelse; Munk, derimod, læser ordene som vejledning for ham selv personlig, han læser dem som givet til ham i dette øjeblik; i hvert fald ville han gerne læser dem sådan, men det bliver nu af og til til, at han læser dem på almindelig teologisk måde: som noget, der skal understøtte ham i den mening, han har.

Hans metode rejser problemer, javist. Men det er nok tvivlsomt, om han selv ser dem. Tag det, han skriver til Hakon Mielche (her citeret side 53): "Det er Sandhed, at en af de bedste Maader, denne Varetagelse (af gudsforholdet) kan ske paa, er ved at overholde en daglig Andagtstid, hvor Sjælen baade taler og lytter til sin Gud. .... Det er Sandhed, at vi Mennesker er under Guds Ledelse i de mindste som i de største Ting. Det er Sandhed, at det at overgive sig til Gud ved en hellig Beslutning i en mystisk Oplevelse kan forvandle et Sind, en Karakter, saa et Menneske kan, hvad der før var det umuligt". Senere skriver han: "Hvor ved jeg fra, at alt det er Sandhed? For det var jo slet ikke saa lidt. Det ved jeg naturligvis kun, forsaavidt som Jesus var Sandhed. Løj han, eller var han mindre vel forvaret, ved jeg intet om alt dette. Men at være Kristen betyder jo ene og alene: at stole paa ham". (Oxfordbevægelsen og dens Mænd, Jyllands-Posten 26-8 35).

Tingene bider sig selv i halen. Man skulle jo synes, at dette at give sig over til Gud i en mystisk beslutning havde sandhedsværdi i sig selv, at det i sig selv fornemmedes som sandhed af den, der gav sig over til Gud. Men nej, det skal konfirmeres gennem overensstemmelse med Jesu ord; det er noget, man kun véd, fordi Jesus har sagt det eller vist det med sit eksempel. Hvis det kan påvises, at han løj, så er vi på bar bund igen. Og så lægger Munk altså sin nydeligt opbyggede lære (om at overgive sig til Gud) ind under eksegeternes herredømme; her gør han det hele afhængigt af, hvad der står i Ny Testamente. For han har vel ikke nogen anden tilgang til Jesus end den eksegetiske?

Det spørgsmål har han vist aldrig stillet sig selv. Men spørgsmålet er vel alligevel, om ikke det er Jesus, han træffer i denne mystiske oplevelse, hvori han overgiver sig til Gud. Han beder jo da f.eks. til Jesus. Og har han så ikke direkte tilgang til ham?

Jo, det vil Munk nok mene, han har. I hvert fald har han ikke holdt sig tilbage, hvad angår brugen af ordene "Gud", "Jesus", "kristelig", "kirkelig", osv. I så høj grad bruger han disse ord, at Drewsen Christensen kan skrive følgende: "Det er karakteristisk for Munk som den udprægede selvherskernatur, han var, at han var så forvisset om sine egne meningers uangribelighed, især hvor det drejede sig om sager, der betød noget for ham, at han uden videre gik ud fra, at Vorherre måtte være enig med ham, og han fandt det ikke umagen værd nøjere at undersøge, om denne overensstemmelse var til stede; men han erklærede uden forbehold, at dette, som han sagde, og mente, var "kristeligt". Hvor langt han med denne praksis kunne komme ud, viser hans berygtede udtalelse om, at Hitler handlede "kristeligt", da han myrdede Røhm. Stort set må det siges, at begreberne "guds vilje" og "kristeligt" ikke var noget avtoritativt, som han bøjede sig for, men en avtorisation, som han suverænt benyttede som bekræftelse og legalisering af sine anskuelser, og den handlemåde, som han billigede" (Drew2, side 29f).

Jeg har gengivet denne iagttagelse i Drewsen Christensens lettere ironiske ordvalg for at tilkendegive, at denne praksis heller ikke lige er min kop the. Men jeg mener i modsætning til Drewsen Christensen, at man ikke bare skal finde den psykologiske begrundelse for dette forhold (Munks selvherskernatur), men også finde den teologiske. Og den mener jeg at finde i Munks af pietismen prægede gudsforhold, hvor han netop i den mystiske oplevelse, f.eks. i bønnen, gav sig ind under Guds vilje, gjorde sig åben for, hvad Gud ville sige til ham, men netop i denne åbenhed kunne blive genstand for de besynderligste forvekslinger, så han f.eks. forvekslede sin egen mening med Guds vilje. Det kan man naturligvis gøre grin med, og jeg kan nok ikke helt holde mig i skindet fremover. Men man kan dog også respektere denne åbnen sig for Gud, fordi den afholder sig fra al teoretiseren og lader Guds ord ramme direkte ind i én selv. Man kan dog også finde værdier i den, fordi den tager det lutherske "pro me" alvorligt.

Nå, men det skal da ikke nægtes, at det mange gange synes at være en nødvendighed for Munk at "få Jesus med, hvor han går". Det er ham ikke nok at mene noget eller gøre noget, han skal absolut og ofte med megen fingerfærdighed, hvad eksegesen angår, have Jesus til at give lov eller give et eksempel.

Det kom, ifølge erindringerne (side 253), til ham som noget af en revolution, da Ricard på et møde talte om evangeliernes Jesus og nåede til det resultat, at de fortalte om ham som et menneske, der var overvejende glad. Og så turde Munk også være glad, så turde han lade sin naturlige menneskelige glæde skinne igennem.

Jesus kunne sørge over sit fædreland, han kunne græde over Jerusalem. Og dermed ser Munk sin egen sorg over sit fædreland konfirmeret; dermed ser han sin egen naturlige glæde over at være dansk kristianiseret. (Bab, side 127).

Jesus kunne blive vred. Som da han drev de handlende ud af templet. Så må også hans kirke kunne tale strenge ord uden at få skudt i skoene, at dens budskab er kærlighed. (Bab, side 107).

Og, siger Munk, "Ingen Djævel skal bilde mig ind, at Kristus ansaa Dovenskab for en Dyd. Selv sled han i det, saa hans nærmeste ytrede Frygt for, at han skulde sprænge sig selv" (Bab, side 158). Gjorde de nu det? Hvad er det mon for et ord, Munk tænker på? Og mon det nu også skal forstås som et udtryk for, at han sled sig selv op? hvor nydeligt et Jesus-billede der end tegnes derved!

Og Munk er overbevist om, at Jesus havde humor; det skal såmænd nok passe, omend måske ikke lige i den situation, hvor Munk tillægger ham det. Men hvad! vi tilgiver ham det, for det er jo ret morsomt skrevet. Det er i beretningen om Peters kaldelse til discipel, Peters fiskedræt, som vi plejer at kalde den. "Ak nej, der er intet opløftende i Synet af denne brummende og uvillige Mand, denne ikke blot tvivlende, men direkte vantro Discipel. Saa er det, Jesus giver ham Lasten fuld af Fisk. Han angriber hans ene Last ved at give ham en anden. Det er Jesu spøgefulde Lektion, et af de kraftige Beviser for, hvor stor en Humorist Frelseren er. Han gaar end ikke af Vejen for et "Sig det med Rødspætter". Og Virkningen er en uendelig større, end om han havde holdt en Tordentale eller slaaet Disciplens uforskammede Mund med Apoplexi". (Bab, side 100). Særpræget eksegese, men jo unægtelig humoristisk.

Drewsen Christensen nævner eksempler på, at påvirkningen også går den modsatte vej: at altså Munk tillægger Jesus egenskaber, som han mener, han selv har, eller som han gerne ville have. "Munk skriver andetsteds: 'Den milde Frelser havde et hæftigt Sind. Han havde egentlig Anlæg (i sin Karakter) for Herskesyge. At underordne sig, at tjene, at være sagtmodig og ydmyg paa Guds Vej, det var ikke noget, der faldt ham naturligt. Han var jo dog Guds Søn, Herre over dem alle'. (Svæ, side 32). Dette er et slående billede ikke af Jesus, men af Kaj Munk, hvis høje, man må sige overdimensionerede tanker om sit store kald og sine store evner i ikke ringe grad underbyggede hans medfødte herskertrang". (Drew2, side 34f). Og den opfattelse er nok ikke helt forkert.

Se f.eks. følgende citater: "Hvis man skulde kritisere sin Gud (men Tanken er jo formastelig og forkastelig), men hvis man altsaa turde vove en Indvending, saa vilde man kunne mene det en Mangel ved Jesus, at der aldrig er berettet om ham, han var forelsket. Hvor kunde man have undt ham i hans korte Liv Kærlighedens Sødme, en dyrebar Hustru at holde Weekend hos efter Ugens Pligt og Kamp, smaa Jesuser til at kravle op ad hans Knæ". Og lidt senere hedder det: "Hvordan skulde han, en ægte Søn af det livsbekræftende jødiske Folk, for hvem Børn var og er en Guds Udmærkelse, være en Fjende af Forplantningsakten? Hvem kan glemme hans skønne Ord om Kvinden, der, naar hun har bragt sit Barn til Verden, ikke længere kommer sin Trængsel ihu af Glæde over, at et Menneske er født - en Sammenligning han vover med selve det evige Liv! Han elskede Børn. Der staar en livsfrodig Duft af Ble omkring ham. Og hvor satte han Kvinden højt! formelig orientalsk. Pigebørn og gamle Koner, verdslige og fromme, Skøger og Mødre, skønne og grimme, syge og raske, der er et Sus af Skørter om ham, og dem alle har han gode Ord til, Oprejsning, Trøst, Daad". (Svæ, side 54, 56). Bevares, man kan kalde dette ret uskyldigt, men alligevel. Der er jo ikke skygge af tekstbelæg for alt det, han her fremfører. Det er tydeligt, at han skildrer Jesus, som han gør, for at sige til os idag (og til sig selv), at det livsbekræftende ved elskoven er godt nok. Men det kan altså tilsyneladende ikke være godt nok, uden at Jesus skal have konfirmeret det, om det så skal være gennem ret tilfældige og hårtrukne argumenter ud fra skriften eller sågar ud fra rene fantasibilleder.

Jeg lader Drewsen Christensen nævne den sidste og næsten morsomste "Jesus-konfirmation": "Med et suk måtte Munk konstatere, at evangelierne ikke meddelte noget om frelseren som gæv jægersmand, ligesom han savnede antydningen af en ungdomsforelskelse hos Jesus. Men i "Liv og glade Dage" beretter han om formanden for et missionshus, der overfor de kristelige indvendinger mod den morderiske side af jagten beroliger sin samvittighed med et "Min Frelser spiste Paaskelam", og Munk tilføjer: "Vi ønsker Jesus Velbekomme med Paaskelammet, og glæder os over, at er der ikke berettet om ham som Jæger, var han ihvertfald Friluftsmand nok til at deltage i Fiskeriet. Og Lax er vel en Guds Skabning saa godt som nogen Kanin". (Liv, side 45). Det smager jo altid af fugl, selv om det ikke er meget, men det er et slående eksempel på Munks fingerfærdighed, når det gjaldt om at forsyne egne anskuelser og passioner med kristelighedens blå stempel". (Drew2, side 34).

Som sagt, det er ikke min mening at lade det blive ved denne lettere ironiske tilgang til dette Munk-fænomen. Jeg opfatter det som en del af Munks teologi eller tilværelsesforståelse, og jeg mener, det er nødvendigt at have dette fænomen i baghovedet, når man skal forstå Munks somme tider ret besynderlige meninger. Han mente virkelig, at han i sit sind fik overbevisning om ikke blot Guds eksistens, men også om, hvad Gud krævede af ham specielt, og denne meddelelses-situation spillede kraftigt ind i hans læsning af ny testamente og gjorde ofte hans argumentation temmelig påståelig. Men jeg mener også, at det netop var dette fænomen, der i tidens fylde voksede op og fyldte ham helt, og derigennem gav os en yderst værdifuld tilgang til nyforståelse af samfundsproblemer på luthersk grund. Men derom senere. 
 

6. Pacifisme

Man kan undre sig over, at Munk i sin argumentation for krigen som tilladeligt instrument i staternes uoverensstemmelser ikke greb til Luthers tale om det verdslige og det gejstlige regimente. Når Luther skelner mellem de love, der gælder i det verdslige regimente, og dem, der gælder i det gejstlige, så skulle man synes, at det måtte være gefundenes Fressen for Munk, som det er blevet for mange af os teologer idag. Jesu opfordring til at vende den anden kind til skal således efter Luthers mening den kristelige fyrste nok rette sig efter i sit hjem, overfor sine kære, eller overfor sine ligemænd, men han skal under ingen omstændigheder lade den gælde, når han handler som fyrste; her, i samfundet, skal tværtimod retfærdigheden herske, så godt den nu lader sig fremskaffe. Og i sit forhold til andre fyrster skal han lade sig lede af folkeretten, f.eks. aldrig indlede en angrebskrig.

Men selv om mange af Munks argumenter ligner Luthers, så må det indrømmes, at de har en helt anden baggrund. Munks har baggrund i den opfattelse af forholdet til Kristus, som er skitseret i det foregående, og som for ham udtrykker det væsentlige i kristendommen.

Man skal jo forøvrigt være opmærksom på, at man dengang netop diskuterede pacifisme, altså det spørgsmål, om det mon var kvækerne, dem, der helt nægtede at gå i krig under nogen omstændigheder, der havde den rette kristelige indstilling. Spørgsmålet om den "retfærdige krig" og den augsburgske konfessions tilladelse til for en kristen at deltage i en retfærdig krig fandt man fuldstændig uaktuelt. Og bevares, Munk kender begrebet "en retfærdig krig". Han lader i "Sejren" diktatorens søn sige: "Far har altid talt om det "afskyelige" i en Angrebskrig, og det "hellige" i en Forsvarskrig, men for os, der skal ud i det, er det sgu ligemeget, enten den er det ene eller det anden". (Cant, side 265). Men han anvender ikke begrebet. Han (og de fleste af hans samtidige også) har på forhånd opgivet af udrede, hvilke krige der er retfærdige og hvilke ikke.

Det betyder imidlertid ikke, at han har opgivet at argumentere. Men argumentationen er ikke det væsentligste for ham. Det væsentligste er forholdet til Kristi person.

Som det bl.a. kommer frem i artiklen fra 22-5 38 i Nationaltidende: Krigen - og den Kristne. Konklusionen til sidst lyder: "Sandheden om den Kristnes Stilling til Krigen er den, at der ingen Regel kan gives. Som den sprudlende Livets Mester Jesus er, kan det meget vel forefalde, at hans Stemme pludselig vil sige til den eventyrlystne: 'Nu kræver jeg af dig, at du siger nej - dette kan du ikke være med til!' og til Militærnægteren: 'Nu er Tiden inde til, at du trækker i Uniformen'." (Dagen, side 35). Og denne konklusion er fremkommet ved, at Munk efter at have påvist gennem en række eksempler, hvor modsigende Jesu holdning var, hvor umuligt det er at uddrage nogen regel af den, siger: "Og alt det har vi nævnet for igen engang at minde os selv om, hvor guddommelig suverænt han sprængte alle Dogmatiker og al Logik. Nøje det samme er hans Adfærd den Dag i Dag. Han skiltes fra Tilhængerne med Ord om, at "derpaa skal man kende, at I er mine Disciple, at I har indbyrdes Kærlighed og"- kunne han have føjet til - "at I ikke er enige om noget". Thi netop fordi han intet Diktat har efterladt os, netop fordi han ikke har efterladt os andet end sig selv, den varme, den brændende, stærke, rige, levende Personlighed, netop derfor er der aldrig Tale om Ensformighed, endsige Ensretning, hos os. Kristen det er at være i Forbindelse med Kristus - at der øses Liv af hans Liv i mit Liv". (Dagen, side 33).

Dette synspunkt forhindrer, at han kommer i nogen ordentlig diskussion med sig selv eller med andre om, hvordan egentlig Jesu ord skal forstås. For de skal ikke forstås, men adlydes. De skal ikke samles til noget regelsæt, men der skal lyttes til dem i hjertet, man skal overgive sig til dem, så vil man høre Jesu stemme, og så kræver den måske, at du siger nej, eller den kræver, at du trækker i uniformen.

Ikke desto mindre, når Munk fra dette indre sted har fået sin overbevisning, så er han udmærket i stand til at finde argumenter for den. Selv om han stadig har det sådan, at han skal kristianisere sin opfattelse.

At Jesus gik amok i templet er, siger Munk, et træk ved ham, som vi slet ikke kunne undvære. For der kan komme situationer, hvor det var en skændsel, om vi ikke gik amok. "Saalænge det gælder mig selv, min egen Fordel, maaske endog min egen ære, lad mig da prøve at tage Livtag med Selvopholdelsesinstinktets Tilskyndelse til at bide fra mig, og i Stedet øve mig i de første spæde, vaklende skridt paa den Vej, som hedder at vende den anden Kind til. Men naar Helligdommen frygtelig krænkes for mine Øjne, lad mig saa gribe efter Svøben! At Helligdommen krænkes for mine Øjne, vil sige, at der sker Ting, som jeg for enhver Pris og med ethvert Middel maa søge at forhindre. Et perverst og kønssygt Individ vil øve Vold mod et 9 Aars Barn. Ingen skal bilde mig ind, at jeg handler ukristeligt, naar jeg slaar ham ned. Men i dette Tilfælde er Linierne jo blot trukket groft og fysisk op for, hvad vi ikke sjældent snart paa eet Sted og snart paa et andet kommer ud for i denne Verden." (Dagen, side 34). Her har han jo opstillet et udmærket skel, et skel, som også Luther benytter sig af, nemlig et skel mellem det, der rammer mig selv, og det, der rammer en uskyldig næste. Man kan finde en tilsvarende tanke hos Luther, nemlig i Luthers bog "Om de gode gerninger" under udlægningen af det fjerde bud; her fremhæver Luther det som en kristens pligt at adlyde øvrigheden ud fra 1. Pet. 2,13ff. Og derefter siger han: "I alt dette skal vi se på dét, som Peter befaler os at se på, nemlig, at den myndighed, de har, hvad enten de gør ret eller uret, ikke skader sjælen, men kun legeme og gods; det skulle da være, at de ligefrem offentligt ville tvinge os til at gøre uret mod Gud eller mennesker, som i hine tider, da de ikke endnu var kristne" (Luthers Skrifter i Udvalg, Bd I side 220f). At øvrigheden begår uret mod os, det giver os ikke ret til oprør, for den uret skader ikke sjælen. Derimod skader det sjælen, hvis øvrigheden vil tvinge os til at begå uret, og vi af frygt for den retter os efter den. Den mere individualistiske Munk vil mene, at det er kristenpligt ikke blot at undlade selv at begå uret, men også at forhindre andre i at øve uretmæssig vold mod trediemand.

Eksemplet viser, at Munks samvittighed egentlig var særdeles følsom. Blot fik han ikke rigtig brug for den. For det, han hørte som Kristi stemme i sit indre, mente han jo ikke selv var identisk med samvittighedens røst. Hvad det dog i mange tilfælde netop var. Men når den ikke erkendtes som samvittighedens stemme, så kunne den jo heller ikke tilspidses eller retledes ved diskussion. I hvert fald ikke direkte.

Det er nemlig forskellen mellem dette at høre samvittighedens stemme i sit indre, som vel de fleste mennesker kender til det, og så dette at høre Kristi vejledninger derinde, hvilket Munk og andre anså for muligt, at mens Kristi vejledninger ikke kan eller skal diskuteres, mens de står ensomt og uforklarligt i hvert enkelt menneskes sind fuldstændig uden hensyn til, om de står anderledes i andre menneskers sind, så går talen om samvittighedens røst i menneskets inderste ud fra, at denne røst siger det samme til alle mennesker, og at man derfor ved diskussion af etiske spørgsmål kan få slebet sin samvittighed (eller sløvet den).

Og noget kunne tyde på, at Munks samvittighed er blevet slebet noget til i dette spørgsmål, selv om han så aldrig så meget regner med, at der er tale om Guds røst i hans indre.

Han har således i Jyllands-Posten den 6-12 31 en artikel om "Krigen og Guds Rige", vendt imod provst Hans Koch. Denne har på et afrustningsmøde skarpt kritiseret de japanske fordringer overfor Kina. Og dette håner Munk højligt: nu skal parterne nok falde til føje, når provst Koch har talt. Og dernæst hævder han, at japanernes erobringstrang bunder i, at de er for mange på øerne. "Rent ud sagt, det skal ikke udelukkende skyldes Troldetrang til at lugte Kineserblod, at Japanerne er ved at sætte over Strædet; nej, det skal ligefrem knibe med Plads paa Øerne. Og de vil forbistret nødigt plumpe i Vandet. Saa er det, de gaar om Bord i Kanoerne. Det er som sagt højst beklageligt og virker yderst pinligt; men hvilket Raad mon Provsten egentlig vil give dem, naar han er færdig med sin skarpe Kritik?" Hans Koch gør i sit svar (Jyllands-Posten den 15-12 31) en del ud af denne argumentation og påpeger, at den samme argumentation var fremherskende i Tyskland før 1914: "'Pligten til Selvopholdelse er ingenlunde udtømt dermed, at en Stat beskytter sine Grænser; nej, der kræves ogsaa, at der gives Staten Mulighed for Udvidelse' (Fr. v. Bernardi). Det var denne Lære, som blev bestemmende for Tysklands Skæbne; og den er det, der er taget op af det japanske Krigsparti. .... Pastor Munk mener, at dette er den eneste Maade, hvorpaa Japan kan skaffe Plads til sine Millioner. Saaledes tænkte ogsaa Tyskerne i 1913. Nu vil de fleste se anderledes paa Sagen". Denne argumentation har Munk ikke noget at svare på. Ja, han kommer med nogle udtalelser, der skal forestille et svar, for han må jo endelig ikke give det udseende af, at han ikke kendte til, at Tyskland havde brugt den samme argumentation i 1913, men de er intetsigende, eller rettere: de er meget sigende, de siger nemlig, at han ikke har noget at sige. Så han skynder sig videre til andre angrebspunkter mod Hans Koch.

Men alligevel vil jeg altså mene, at dette at deltage i den slags debatter, både offentligt og privat, har medvirket til at skærpe hans samvittighed, sådan at han, næste gang han modtog en meddelelse fra Gud i sit indre menneske, modtog en noget anderledes meddelelse eller inspiration. Men om man ligefrem kan påvise en særlig udviklingsgang i hans levnedsløb, er nok uvist. Her gælder vist det forord, han skrev i "Med Sol og megen Glæde": at disse værker fra alle årene er sat sammen, for at folk kan se, hvordan han ikke har udviklet sig.

Man kan henvise til en udtalelse (i et brev) fra slutningen af tyverne: "Lad os være enige om, at det er godt, at der endnu et Par Gange i hvert Aarhundrede tilbyder sig en Lejlighed for voxne Mandfolk til at slaa hinanden ihjel. Lad os glæde os over, at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld .... Og sige, at nu tror vi igen paa Fandenivoldskhed og Lidenskab, paa Blod og Brand, paa Vinhavernes Blomstring paa Lavaen efter Udbruddet, paa Blods Kraft til at gøde, tror mindre igen paa Ord, men paa Daad". (Nøjg, side 329). Der er ikke meget samvittighed at spore i en sådan udtalelse. Men det gælder så mange andre udtalelser, han er kommet med. F.eks. denne fra prædikenerne: "Der er nogen Medmennesker, man kan række en hjælpende Haand ved at fri dem fra Røveres Truen dem paa Livet, der er andre, man bedst kan gøre en Tjeneste ved at slaa dem ihjel. Bogstaveligt ment. Niels Ebbesen kontra Grev Gert f.Ex. Den kullede Greve havde erhvervet sig en Aarrække længere i Helvede, var der ikke sat Stop for hans Forbrydelser den 1. April 1340. Og var det ikke af Hensynsfuldhed mod Greven, var det i hvert Fald en Barmhjertighedens Samaritanergerning mod det fornedrede, lidelsesfyldte Folk". (Bab, side 149). Der er ikke rigtig nogen undskyldende momenter at nævne for Munks vedkommende. Han undskylder ganske vist drabet med, at drabsmanden ved at slå ham ihjel sparer ham for en del år i helvede, men dels har vi nu ikke nogen forestilling om kortere eller længere tids ophold i skærsilden (det må være det, der foresvæver Munk), dels træder drabsmanden i en sådan tankegang i Guds sted, kender den dom, som kun Gud kan afsige, og det regnes dog almindeligvis og med rette for en uting. Denne sammenstilling giver Munk ret: Han har ikke udviklet sig.

Men ikke desto mindre sker det ret ofte, at samvittigheden taler igennem ham. Når han i en artikel "Brændende Europa" fra 26-3 39, få dage efter Hitlers indmarch i Rest-Tjekkoslovakiet, kan sige, at "Hans (Hitlers) store Idé Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Idé, for hans Land. Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør" (Dagen, side 95), så viser det, at han har en klar fornemmelse for, hvad der er folkeretsligt forkert og hvad ikke, at han udmærket kan se, hvad der hører sammen med en idé og hvad ikke. Som han siger i samme artikel: "Magten har taget Magten fra ham (Hitler)". Han fremfører nøjagtig den samme tanke i Gerlev-talen fra august 1940, dog i en lidt anden formulering. Her hedder det: "Da Hitler ombyttede Idealet Nationalitetsgrænsen med Rovdyrskriget Livsrum, havde Magten taget Magten fra Hitler". (Dagen, side 183). En meget prægnant formulering, ja, men sandelig også en formulering, der meget præcist afbilder de folkeretslige forhold, drager skel mellem, hvad der er hvad, og nu aldeles ikke er til sinds at give efter for noget krav fra tyskerne om "livsrum", selv om Munk i sin tid var tilbøjelig til at anerkende det samme livsrumskrav, da japanerne fremsatte det.

Har han mon udviklet sig en anelse, den gode Munk?

Kan gerne være, at både Munk og hans samtidige havde svært ved at anvende begrebet "en retfærdig krig". Kan gerne være, de blev ved med i deres diskussioner at fastholde, at alle krige er uretfærdige, og at derfor enten den enkelte stat må give afkald på al magtanvendelse og håbe på, at det gode eksempel smitter, eller enhver stats magtanvendelse, om til angreb eller forsvar, må anerkendes. Men de havde nu ganske svært ved at fastholde det sidste, både Munk og hans modstandere. Munk prøvede på det i en artikel i Jyllandsposten 18-8 35: "Det sete afhænger af Aviserne". (Digter, side 139ff). Det er Mussolinis angreb på Abessinien, der er tale om. Og Munk gør rigtigt opmærksom på, at denne ukalkede brutalitet, den ophidser os alle. Men han mener, at det eneste, man kan bebrejde Mussolini i sammenligning med englænderne og andre kolonimagter, er, at hos ham brutaliteten er ukalket; de andres brutalitet er omhyggelig kalket ind i gode hensigter og hellige formål, men brutalitet er det alligevel, deres egen kage meler de alligevel. Besynderlig nok fører det så til, at Munk hævder, at Mussolini optræder som en ærlig mand; det ærlige skulle altså bestå i, at han ikke foregiver nogen ædel hensigt, men ligeud siger, at denne erobring foretager han for sin egen og for Italiens skyld. Tja, sådan noget kan man måske også kalde ærlighed!

Væsentligt her er, at Munk jo altså forsøgsvist anerkender rovdyrskriget livsrum, det, han senere forarget viste vintervejen, da Hitler erobrede rest-Tjekkoslovakiet. Skulle man også her kunne spore en vis udvikling i begreberne, en skærpelse af samvittighedens tale?

I hvert fald, netop dette bliver særdeles væsentligt for Munk efter 9. april. Og det er i grunden ret besynderligt. Han, der godt kunne gå med til, at japanerne angreb i Manshuriet, de manglede jo plads hjemme hos dem selv; han, der et langt stykke vej anerkendte, at Mussolini angreb i Etiopien, landet manglede jo kolonier, råvarer, madforsyning; han så pludselig krystalklart det forkerte i tyskernes angreb på Danmark den 9. april; han spurgte ikke efter, om tyskerne boede mere tætsammenpakket end danskerne, han var overhovedet ikke interesseret i, om tyskerne ikke havde landbrugsland nok eller om de kun besatte os tvunget af omstændighederne; nej, for ham var det afgørende den folkeretslige kendsgerning, at de havde sluttet en ikke-angrebspagt med os; for ham var det nok, at de brød deres løfte. Han skildrer det i Gerlev-talen, og dèr får forargelsen over deres løftebrud frit løb: "'Korrekt og værdigt' har vor Konge krævet af os, at vi skal optræde overfor de indtrængte. Det er vi rede til. Korrekt over for dem og korrekt overfor vort danske Navn. D. v. s. høfligt, men med en Kulde, over for hvilken sidste Vinter var det bare Vand. Det er sket, at af disse Mennesker, der brød deres Underskrift, trængte ved Nattetid ind i vort Land, uhindret fordi vi havde begaaet den Forbrydelse at tro paa deres Underskrift, skød vore Soldater til Krøblinge uden for, hvor vor gamle Konge og vor højtfrugtsommelige Kronprinsesse sov, truede med at lægge vor Hovedstad i Ruiner, besatte vort hele Rige og brugte det til Angrebsbasis mod vore Brødre i Norge, at af disse Mennesker har danske Mænd prompt modtaget Udmærkelser. Hr. Bobé, Hr. Svend Borberg er ikke længere værdige til at bære det danske Navn. I Aviserne læser vi, at Udenrigsministeren holder Selskab for dem, der holde hans Land besat, og Statsministeren er til Stede. Og hvad er det for en dansk-tysk Venskabsforening, vi nu hører Tale om, og som Generaldirektør Knutzons alt for gode Navn er brugt som Garanti for. Den havde været paa sin Plads før 9. April; nu er den en national Utilbørlighed. Med dem, der holder En en Revolver for Brystet, kan Folk af ære ikke slutte Venskab". (Dagen, side 178).

Endnu en ting: Munk har vistnok selv regnet med, at alle hans argumenter kommer til senere, når hans opfattelser er fastlagt. Det væsentlige er viljen i det indre, det afgørende er det, der sker, når man beslutter sig for en sag; så skulle man da være en dårlig tænker, om ikke man bagefter var i stand til at finde argumenter for det. (Se Nøjg, side 395f, her citeret senere). Min argumentation her går ud på, at det i virkeligheden går den modsatte vej, at Munk, ligesom alle vi andre, lader sig påvirke af argumenter, måske prøver at finde modargumenter, men slipper dem, hvis de viser sig ikke at være holdbare. Det betyder noget, om man kan forsvare de teser, man fremsætter. Det betyder noget, om man vikler sig ind i selvmodsigelser. Har ordet frit løb, er der ytringsfrihed i landet, så vil jeg miste anseelse, hvis alt for mange kan se, at de ting, jeg fremfører, falder for en nærmere prøvelse. Og som sagt: Munk bibeholder den forestilling om viljen som det grundlæggende, men han retter dog sine argumenter til, han søger at undgå selvmodsigelse, hvor meget han end bedyrer, at kristendommen logisk set ikke er holdbar og al argumenteren derfor uden betydning. Han kan således i sit åbne brev til Mussolini prøve at gribe Hitler i en selvmodsigelse: "Der maa træffes en Ordning nu. Om de 3 Millioner Sudetertyskere mente det tyske Riges Kansler, at Gud den Almægtige havde vel ikke givet dem Livet for, at de ikke skulde være til. Jeg ved ikke, om Hr. Hitler vover at tænke, at det er en anden end Gud den Almægtige, der har givet Jødernes Millioner Livet. Men for udenforstaaende kan det stundom tage sig ud, som om det jødiske Folk nu skal udryddes ved den raffinerede Metode: at drive det til Selvmord, en Metode, over for hvilken Faraos Forsøg med Kattekillingsdrukningen af alle nyfødte Mandkøn forekommer human". (Dagen, side 68). Ikke sandt, han er blevet ganske dygtig til at argumentere. Blot gør han sig ikke klart, hvilken magt der ligger deri, hvis altså der var ytringsfrihed. Han mener fortsat, at argumenter, det kan enhver finde frem.

Nej, Paulus beholder ret, når han i Romerbrevets 2. kapitel skriver: "v14 For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15 De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden". Netop i denne anklagen og forsvaren, hvad enten den så finder sted i menneskets indre tankeverden eller i samfundets ydre tankeverden, netop den virker med til, at alle mennesker får loven skrevet i deres hjerte. Også Munk, skønt hans teologi ellers forbyder ham det; umærkeligt sker det, uden at han selv véd af det, finder det sted.

Men nu til noget helt andet, som alligevel har lidt med det foregående at gøre: 
 

7. Forudgribelse

Under omtalen af "Ordet" nævnte jeg, at skuespillet måtte opfattes som en oprør mod Gud, blot kunne det ikke kaldes sådan i Munks terminologi, hvorfor det pænt måtte iklædes kristelige formuleringer; i stedet for direkte at rette sin anklage mod Gud tager Munk frem en underberetning og spørger, hvorfor den egentlig ikke kunne finde sted idag. Og i dette spørgsmål ligger en anklage mod Gud, men den er indpakket i en kristelig sprogbrug.

Det spørgsmål, der her skal tages op, er, hvorfor man egentlig ikke kan anklage Gud i Munks terminologi. Det er dog ret beset lidt besynderligt. Og det skal heller ikke nægtes, at mange af Munks personer anklager Gud. Men Munk selv kan ikke gøre det. Munk selv er af sin teologi forhindret i noget sådant.

Lad os tage "Ordet"s problematik! Et menneske mister sin hustru, i barselsseng eller på anden måde. En meningsløs sygdom får overhånd. Et meningsløst dødsfald finder sted. Og hvad så? Hvorfor er det så en ukristelig holdning til Gud, om man vil gemme en anklage i sit hjertes inderste, indtil man møder ham på den yderste dag? Hvorfor må man så ikke følge Job og klage sin nød, om ikke just med ham klage over, at man er født, at der var knæ til at tage imod én og bryster at die, så dog med ham stille Gud for domstolen, med ham rette anklager imod Gud? Når Job kan sige: "v22 Stævn mig, så skal jeg give møde, eller lad mig tale, så kan du svare mig. v23 Hvor ofte har jeg forbrudt mig og syndet? Påvis mine overtrædelser og synder! v24 Hvorfor skjuler du dit ansigt og regner mig for din fjende?" (Job 13,22), må så ikke også vi kunne anråbe Gud om svar, om forklaring, om løsning på den pinefulde gåde: hvorfor mig?

Det er klart, hvis det var tilladt i Munks teologi, så havde "Ordet" fået et andet udseende, så havde vi måske undgået den besynderlige dødeopvækkelse og de endnu mere besynderlige begrundelser for den.

Men min påstand er altså også, at netop denne anklage mod Gud ikke er tilladt, ja, at den er på det nærmeste umulig i Munks teologi.

Det er atter et pietistisk arvestykke, vi her skal have fat på. Munk har arvet en fromhed fra missionsfolkene, der siger, at et menneske altid har uret overfor Gud, at et menneske er nul og nix i hans øjne, at et menneske er så stor en synder, at intet kan hænde ham, som giver ham mulighed for at anklage Gud.

Det har hos Munk ofte fået en modsat form. Det får hos Munk ofte form af en lovprisning af Guds storhed, en forestilling om Guds almagt, helt anderledes gennemgribende, end vi er vant til at forestille os, en tagen djævelen med ind i Guds råd, skønt jo ellers djævelen nok kan mere end bare rokke med ørerne i Munks teologi.

Men lad os se på en tekst:

I én af sine prædikener siger Munk: "Guds Godhed er blevet os saa over al Maade stor, at selv Ondskaben kan gaa dens ærinde. Vi ser Ting ske her i Verden, om hvilke vi maa sige: Det er helt Djævel, dette, som da Josef solgtes af Brødrene - ja, og derigennem blev ægyptens Forsøger og frelste Millioner fra Hungersdød. Naar vi Kristne hører Radioens Beretninger om saa og saa mange Bruttoregistertons, der er sænket, saa og saa mange Flyvemaskiner, der er skudt ned, naar Mennesket saaledes halvt uforvarende bekender Kulør, at det er Maskinerne, der betyder noget (Liv omtales overhovedet ikke, jo, det kan ske, at det nævnes, at Piloterne er reddet, nemlig fordi disse kan anvendes som Maskindel i et nyt Apparat), saa krymper vi os; vi har ikke engang den Fordel, at vi kan lade Vanen sløve os eller et eller andet Begær forhærde os; thi som Kristne er det vor Pligt til alle Tider at forblive hudløse over for Følelsen af det onde. Men samtidig med, at Hjertet vaander sig, vaager der i os en Taknemlighed over, at vi tør tro, at selv dette har Gud i sin Haand - at selv om ogsaa han stønner af Smerte ved, hvad hans Børn tilføjer hinanden, vil han dog vide at lade det fremme hans Vilje med os. Vi slutter ikke: altsaa er Gud ikke til. Nej, vi bøjer vore Hoveder i et angstfyldt Haab. Angstfyldt, ja, for det kunde jo tænkes, at det onde voxede sig saa vældigt, at selv Gud gik bet i det (og derfor: lad os ruste os til at være hans Medkæmpere), men dog Haab, ja mere end Haab, en Tro paa, at gennem denne hæslige Sot med Krise og Operation arbejder Gud paa at skabe en sundere Verden. Er det saa afsindig en Tanke, at det onde til Slut tjener til det gode? Maaske. Og dog er det Erfaring fra vort eget Liv, at den rigeste Velsignelse ikke altid randt af det lyse og lette. Der kunde komme de Smerter og Sorger, Oplevelser, der i Øjeblikket syntes aldeles raa, helt blottede for Mening, og som dog fik lært os at nynne paa Sangen: Nærmere Gud til dig, nærmere dig. Vi begik Synd, og det blev til Fortabelsens Mørke, og just i det Mørke begyndte Guds Naades Lys at skinne". (Bab, side 153f).

Problemet er: Kan den, der opdrages, forstå midlerne, han opdrages med? Kan den, der føres med pædagogisk ekspertise, som barnet føres af den voksne, forstå den ekspertise, der ligger til grund for førelsen? Det kan tænkes, javist, men Munk indrømmer dog, at en række smerter og sorger i øjeblikket kan synes aldeles rå, uden nogen form for mening. Og mit spørgsmål er altså, om de altid vil kunne indordnes i en faderlig pædagogik; om ikke vi må indrømme vor manglende forståelse i så høj grad, at vi må sige: Nuvel, jeg har måske lært atter at synge: Nærmere Gud til dig, men jeg er overbevist om, at jeg kunne have lært det lige så fuldt og lige så ægte uden denne smertefulde oplevelse. Den smertefulde oplevelse kan måske af det fromme sind inddrages i et større opdragelsesformål, men kan vel også af det knap så fromme sind betragtes som noget aldeles overflødigt. Og jeg vil altså godt give plads til det knap så fromme sind. Blandt andet, fordi det er mig imod at skulle betragte min sorg udefra. Og det tvinges jeg til, hvis jeg sådan skal have Guds opdragelseshensigter med ind i min forståelse hele tiden. Jeg mener: et menneske rammes af en meningsløs begivenhed og gribes af en uafrystelig sorg. Skal så den kristelige trøst bestå i at pege på Guds opdragelseshensigter, så forudsætter den jo, for at kunne blive modtaget af den sørgende, at han går ud af sin sorg; han må på én gang være en dybt sørgende, og samtidig dermed én, der står udenfor sin sorg og ser på sagen fra Guds side.

Dertil kommer, at denne form for trøst svarer til Munks opfattelse af Gud, som den der både lytter til menneskets bøn i lønkammeret og taler til samme menneske samme sted. For det, trøsten går ud på, er jo at sige: Jamen, menneske, Gud vil dig noget med det, der her sker dig. Han vil have dig i tale. Han vil vise dig, hvad han vil bruge dig til. Den smertelige begivenhed bliver herved forvandlet til et varsel, der skal tydes. Og alt dette er mig så inderligt imod. (Hvilket jo sådan set er ligegyldigt her). Men det er mig tillige et bevis på, at det vitterlig er umuligt i Munks teologi at rette en Jobs-anklage mod Gud. Det er umuligt at lade gudsforholdet bære en midlertidig uvished, midlertidig, dvs indtil opstandelsens dag, da vi ser ham ansigt til ansigt. Det er umuligt at bevare i sit sind et ubesvaret spørgsmål, hvorfor dog Gud lod dette ske. Dette spørgsmål skal med vold og magt besvares, det skal have en from udlægning, et menneske skal nå frem dertil, at det kan se Guds dybere mening med det.

Derfor, fordi Guds handlen med én er en del af Guds tale til én, derfor kan en smertefuld begivenhed i éns liv ikke få lov at ligge utydet hen; det ville jo være det samme som ikke at høre Guds ord til én. Derfor må altså også "Ordet" nøjes med at være et skjult oprør mod Gud, selv om givetvis de tilstrømmende tilskuere har opfattet det som et direkte oprør.

Man kan godt kalde Munks teologi for "lønkammerteologi", blot man er klar over, at en minimal afvigelse på netop det sted kan afstedkomme store forskelle på andre områder af teologien. Sandt er det i hvert fald, at det er i lønkammeret, teologiens grundlag lægges; det er fra gudsforholdet, som det forstås dèr, Munk henter sine overbevisninger. Og dèr forstås det altså sådan, at Gud ikke blot lytter til bønnen, men også taler til et menneske; og det er videre ikke blot sådan, at Guds tale til mennesket er identisk med budene, der igen er identiske med den naturlige lov, dvs det er ikke blot sådan, at Gud i lønkammeret taler med samvittighedens stemme, nej, Gud omgærder hvert enkelt menneske med sin omsorg, du står ikke blot overfor et regelsæt, når du står overfor Gud selv, menneske, du står overfor en levende person, og denne levende person vil noget med dig, giver dig råd, har noget for med dig, vil sætte dig ind i en sammenhæng, vil have dig til at forstå noget.

Sådan vil måske én, der som Mikkel i "Ordet" har mistet sin unge hustru, falde på at bede til Gud. Måske han fremfører alle sine anklager, måske han, efterhånden som Gud ikke svarer, pakker alle anklagerne ned igen, gemmer dem i sit sind til brug ved en senere lejlighed, det bør dog efter Munks teologi kun være midlertidige reaktioner, være noget, man gør i den første ophidselse. For nu kommer trøstens ord til os; det går ud på, at det er Gud selv, du har mødt i denne tildragelse; det går ud på, at du, når du stilles overfor den almægtige, kun har det at gøre, at gøre dig lille, du kan ikke opfatte hans handlemåde ud fra menneskelige forestillinger. Og så kan det altså ske, at du midt inde i lønkammeret en dag hører Guds stemme, hører hans kærligheds røst, hører og forstår, at du ikke er glemt af ham, at han ville dig noget bestemt gennem denne begivenhed. Og samtidig med, at du hører det, hører du også, hvad da det var, han ville dig, hvordan han ville, du skulle tage det, hvad han har af mening med dit liv.

Det er måske lidt svært at se forskellen på Munks teologi og min, sålænge vi bevæger os på det felt, hvor det onde er noget ondt, der hænder mig personligt. Lad os prøve at følge Munks første overvejelser her, hvor han opregner det onde, der rammer os som folk. Han siger jo selv, at erfaringen om, at det onde til slut tjener til det gode, kendes fra vort eget liv, og at det er derfra, den kan overføres til vort folkeliv.

Missionsfolkene ville måske sige, at det onde, der sker dig, vil kalde dig til omvendelse; sådan bærer de sig ad både i "Ordet" og i "Kærlighed". Men sådan siger Munk ikke. Han vil nøjes med at sige, at det onde vil have dig til at give dig ind under Gud. Og at det onde, der sker folket, vil ændre det, så det fremover regner med Gud. (Det vil fremgå af det følgende, at det er den reaktion, han håber på fra det danske folk). Men dermed siger han dog vel noget mere, end hvad han siger i denne prædiken. Her lød det kun: "Men samtidig med, at Hjertet vaander sig, vaager der i os en Taknemlighed over, at vi tør tro, at selv dette har Gud i sin Haand - at selv om ogsaa han stønner af Smerte ved, hvad hans Børn tilføjer hinanden, vil han dog vide at lade det fremme hans Vilje med os". Og det står hen i det uvisse, hvad da hans vilje med os er. Som folk er flest, vil de jo forstå dette med, at vi er i Guds hånd også under bombeangrebene, som ensbetydende med, at disse angreb dog engang hører op, at Gud dog vil føre krigen til afslutning, at han dog på byernes ruiner vil skabe en bedre verden. Og ser man Tyskland idag, ser man gadernes vrimmel, sammenligner man med ruinhobene under og efter krigen, vil man så ikke sige, at Gud nu har givet os bedre kår, vil man så ikke takke ham, fordi han førte os igennem krigens rædsler frem til dagens velstand? Det vil nok være de flestes reaktion. Men er det Munks? Det samfund, han ser rejse sig af krigens askehobe, er jo bestemt ikke det gamle samfund fra før krigen. Nej, han ivrer for, at vi lærer noget af krigen og besættelsen. Han går det skridt videre, at han mener, Gud kalder på os igennem de hårde tider.

I én af prædikenerne fortæller han om sin mor, han bruger hele prædikenen til at gengive sin mors liv. Udmærket gjort. I den prædiken siger han bl.a.: "Og dog kendte Mor ogsaa nok Gud som den strenge Herre. Kun 9 Aar gammel slog hun sit venstre Ben tuberkuløst paa et Skab. Alene Stabslæge v. Hartens Uvilje mod Amputationer bevarede hende fra at blive Krøbling. Hendes Taknemlighed mod ham var grænseløs. I over 20 Aar sendte hun ham hver Mortensaften to fede ænder, blev trofast ved til hans Død. Benet beholdt hun altsaa, men hvad har det ikke kostet hende af Smerter, Angst, af Nattevaagen, af spildt Arbejdskraft, og Far og hende af dyre Hospitalsophold! Hun var sikker paa, at 'Gud ville hende noget med den Sygdom'. Hvor ofte har hun ikke fortalt mig, at hun takkede Gud for sit syge Ben. Og Mor havde jo Ret. Hun var aldrig blevet den heroiske Kvinde, hun var, hvis der ikke var blevet kaldt paa hendes Heroisme. Hører du det, du Danmark, der har oplevet 9. April". (Bab, side 55).

Hun har været en from kvinde, ja. Og Munk har taget hendes fromhed i arv. Men er det da fromt at sige, at Gud vil mig noget med min sygdom? Ja, pas nu på! Vi er inde i lønkammerteologiens småtingsafdeling, og den mindste afvigelse her får store afvigelser til følge. Sandt nok, Gud vil, at du nu skal leve med dette ben, leve som en halvvejs krøbling, leve med de smerter og det ubehag, som dette ben giver. Og du har stadig mulighed og lejlighed til at takke ham for livet, for livet former sig jo stadig rigt og godt og skønt for dig, trods dit syge ben. Men takker du for dit syge ben, så er du langt inde i en forståelse af Guds opdragergerning med dig, og dels risikerer du dèr at regne forkert, dels er det måske slet ikke dit gebet, du skulle måske lade Gud om at tænke de tanker, der hører hjemme dèr.

Munk mener at have forstået Guds veje med sin mor: "Hun var aldrig blevet den heroiske Kvinde, hun var, hvis der ikke var blevet kaldt paa hendes Heroisme", mener han. Det er den slags fromme udtalelser, som man altid kan komme med efterfølgende. Ingen kan jo kontrollere dem. Ja, ingen kan i virkeligheden gøre sig tanker om, hvordan et menneske ville have udviklet sig under andre kår. Var det måske blevet en mere glad mor, Munk havde fået? Var hun blevet mindre bestemt og bestemmende? Skyldtes det mon hendes dårlige ben og hendes vilje til at bære smerterne og hendes erfaring, at hun kunne bære smerterne, at hun fik det sikre forhold til sin Gud og sin søn, at hun kunne bestemme, at han skulle være præst? Osv, osv. Ingen véd noget på det punkt, for vi kan ikke gå Gud i bedene. Men Munk gør det. Hun blev heroisk, og det ville hun ikke være blevet, hvis ikke hun havde haft sit dårlige ben.

Dog, selv om vi giver Munk ret i denne tydning, forklarer det så, hvordan hans mor kunne takke for sit dårlige ben? Hun har vel næppe opfattet sig selv som heroisk og vil derfor have vanskeligt ved at takke for den ting, der skulle have hidført hendes heroisme. Så hun har givetvis selv lagt noget andet i det dårlige ben og takken for det.

Men det hører altså med til Munks lønkammerteologi, at det onde, der rammer et menneske, det kan Gud forvandle til det gode derved, at det menneske bringes nærmere Gud; og så takker det menneske for det onde, der ramte det.

Og hele dette forhold føres med over i det folkelige plan. Danmark, der har oplevet en 9. april, skal en dag komme så vidt i sit gudsforhold, at landet kan takke Gud, fordi han bragte de gode, men gudløse tider til afslutning, fordi han gennem 9. aprils trængsler bragte folket ind i hans favn.

Det mærkelige er altså, at det onde ikke får lov at stå som det onde ret længe; straks det er konstateret og modtaget, skal det laves om til noget godt; mennesker skal lære noget af det, skal gå i sig selv, skal overgive sig til Gud; og så, når de har gjort det, kan de erfare, at Guds veje er forunderlige, at Gud formår at vende det onde til det gode. Men skulle dog det onde ikke have lov at stå? Skulle dog det onde ikke have lov at fremkalde vort had, vor afsky, vor frygt? Skal det absolut straks under opbydelsen af stor fromhed gøres til et tugtens ris i Guds hånd?

Nuvel, hidtil har vi holdt til det legemligt onde, det ydre onde, sygdom, krig og andre ulykker. Men det mærkelige i det første lange citat, jeg bragte, er jo, at Munk dèr til sidst nævner det moralsk onde: "Vi begik Synd, og det blev til Fortabelsens Mørke, og just i det Mørke begyndte Guds Naades Lys at skinne". Kan på samme måde som med det legemligt onde også her Guds almagt vise sig så gennemgribende, at han tager dette onde ind i sin almagts forsyn? Munk svarer uden tøven ja. Men det er dog et spørgsmål, om det er muligt at svare ja til det.

Lad os se på én af de andre prædikener! Munk taler om bøn og bønhørelse og siger bl.a.: "Men saa var det, du sagde, at du aldrig er blevet bønhørt. Skam dig! Hvad ved du om det! Bad du om din Elskede, og du fik hende ikke. Bad du om din Mands Troskab, og han sveg dig dog. Bad du om Sejr i Fristelse, og du faldt. Bad du om Omvendelse og Afgjorthed, og blev ved at være vaklevorn og uvis. Altsaa blev jeg ikke bønhørt, siger du, og jeg svarer dig atter: Hvad ved du om det? Hvad ved du om, hvad din Bøn har sat i Gang? paa Jorden og i Himlen. Maaske din Bøn har beredt din Elskede Plads paa den af Stjernestolene, der staar nærmest ved din. Maaske din Bøn afvinder din Mands Utroskab en hemmelig Værdi, saa I skal finde hinanden igen i en Kærlighed langt dybere end jeres ellers var blevet, i en Trofasthed for evig. Maaske din Sejr i Fristelsen var blevet til Hovmod, altsaa Nederlag, mens dit Fald vil kaste dig ind i Guds Arme. Maaske Gud har Brug netop for Søgen og Uro hos dig, som han hos andre har Brug for Fasthed og Begrænsning. Hvad ved du, o Menneske? Intet ved du". (Bab, side 48).

Ikke sandt, god orden i tingene! Fire bønner nævnes, og disse fire bønner tages op og det vises for hver bøns vedkommende, at du dog kan være bønhørt, også om du ikke ser det sådan direkte.

Men det kan vist ikke nægtes, at Munk skævvrider sproget noget her. Bønhørelse forstås jo dog som regel som identisk med dette, at man får det, man beder om. Her synes det at neddæmpes til dette ret uvæsentlige, at bønnen er blevet modtaget, uden hensyn til, om den er opfyldt eller ej. Det er et almindeligt fromt trick, det véd jeg godt, men alligevel.

Nå, bortset fra det, så er det jo en ret ringe form for bønhørelse, hvis min bøn om at måtte beholde min elskede blot har medført, at han eller hun har fået en plads i himlen ved siden af mig. Den kan jeg ligesom ikke bruge til noget.

Men den anden bøns opfyldelse! Du bad om din mands troskab og han sveg dig dog, men beder du og beder du ret inderligt, så vil din bøn afvinde din mands utroskab en hemmelig værdi, så jeres kærlighedsforhold fremover bliver langt dybere end ellers. Og bevares, det er en mulighed, at det kommer til at gå sådan. Men det kan nu også gå sådan, hvis ikke man får talt tingene igennem, at dette første sidespring efterfølges af flere. Men netop hvis du får talt tingene igennem med din mand, og hvis du er i stand til at tilgive så ubetinget, at du aldrig nævner sagen mere og aldrig hentyder til den i små sidebemærkninger, heller ikke, når der opstår uenighed mellem jer og du bliver vred, netop da kan dette sidespring føre til nyt liv i jeres gamle kærlighedsforhold.

Og var så ikke utroskaben noget godt? Var der så ikke, som Munk synes at sige her, en hemmelig værdi i din mands utroskab?

Nej, naturligvis ikke. Utroskab bliver aldrig noget værdifuldt, heller ikke om forholdet mellem ægtefællerne efterfølgende styrkes. Ikke blot, fordi du aldrig kan vide på forhånd, hvordan sagen vil falde ud, om ægteskabet vil gå i stykker, eller utroskaben kan heles. Heller ikke blot, fordi man ikke kan vide, om ikke denne styrkelse af forholdet kunne være opnået på andre og mindre risikable måder. Men fordi dette at bryde et tillidsforhold aldrig er noget godt, heller ikke, om tillidsforholdet, hvis det efterfølgende etableres igen, viser sig stærkere og yngre end før.

Jamen, må man da ikke sige, at Gud her viser sig som den, der formår at vende det onde til det gode?

Jo, han formår at vende det onde. Men det onde skal stadigvæk kaldes ondt, selv om Gud har mindsket dets ondskab, og ført begivenhederne frem til det gode.

Her optræder der en ret tydelig forskel på Munks lønkammerteologi og min (i al beskedenhed). Munks formulering går på, at der afvindes utroskaben en hemmelig værdi; jeg vil aldrig kunne tale om, at utroskab har en værdi, hverken hemmelig eller åbenlys.

Og det skyldes, at det, Munk henter i sit lønkammer, ikke blot er de ti bud, den naturlige lov, samvittighedens tale, nej, han tager afsæt fra sin jordiske tilværelse, prøver at se det hele fra Guds synspunkt og formår derfra at se, hvordan alting samvirker til gode for den som tror (altså ikke blot, at det samvirker, men hvordan det samvirker) både det legemligt onde og det moralsk onde. Men derved kommer han til at opbløde det absolutte, der er ved den naturlige lov, som Gud har givet os i hjertet; utroskab bliver ikke helt ondt, når der dog kan komme noget godt ud af det (hvis man er heldig). Og, som det næste eksempel viser, dette at give efter for en fristelse, er ikke noget helt ondt og forkasteligt, når det dog kan medføre fornyet ydmyghed og slå en ellers stor tilbøjelighed til stolthed ned. At det også kan medføre forhærdelse, medføre, at man opdager, at det skete der såmænd ikke noget ved, ja, det er jo en anden sag.

Man kan måske være meget imødekommende overfor Munks teologi og sige, at dette med utroskabens værdi dog ikke skal tages så højtideligt; der er virkelig ikke tale om, at værdien foruddiskonteres, så man før handlingen begås regner med, at den nok ved Guds hjælp skal blive god. Og sandt nok, det siges ikke udtrykkeligt her. Men det syge ben blev dog forvandlet til noget, der kunne takkes for, altså til noget, der i egentlig forstand var godt. Og bliver ikke på samme måde i den frommes lønkammer det moralsk onde, som utroskaben er, forvandlet til noget mindre ondt, til noget, som Gud bruger, når han skal opbygge det gode? Spørgsmålet er ikke bare, i hvor høj grad Gud virker i menneskets indre, altså hvordan forholdet er mellem den almægtige Guds vilje og det lille menneskes vilje, nej, spørgsmålet er også, om Gud gennem sin virken i den menneskelige vilje gør det, der oprindelig var ondt, godt. Og noget kunne faktisk tyde på, at det forholder sig sådan i Munks teologiske univers.

I skuespillet "De Udvalgte" har Munk ændret lidt på bibelhistorien, så det ikke som i det gamle testamente er David, der forfører Batseba, men omvendt Batseba, der gennem en villet udstillen af sit legemes ynder vækker kong Davids interesse og senere med sine direkte ord om betagelse og kærlighed får ham i sit garn. Lad os se på de ord, de veksler, efter at David er faldet for Batseba:

"Batseba: Elskede! Endelig! Endelig! - Stille, Hjerte! stille: for hans Skyld skal du slaa stille og blidt. David: For du har jo Ret. I de Bespottelsens Ord, du gik fra mig med, har du jo Ret: Jahves vilde Urkraft er over os. Har jeg ikke svoret mig selv, at jeg gik ikke ind, hvor dit lysende Legemes Billede kaldte, har jeg ikke bidt Læben, saa Skægget blev stift af størknet Blod? Og dog - Aften efter Aften har jeg - og nu staar jeg her. Batseba: Ja, David, det er Jahves eget glødende Vejr, der aander i vort Blod. David: Men Budet da, Batseba? Det er dog ogsaa Jahve. Lynet, der knitrer ud imod mig fra Bogrullens Tordensky: "Hor tør du ikke bedrive" - det har dog ogsaa hans Vælde i sig. Kæmper da Jahve mod Jahve inden i mig? Skurer hans Guddomskræfter imod hinanden i mit Menneskebryst? Jeg kan ikke bære det. Jeg gaar til Grunde. Jeg er en Ø, der trampes i Havet under Elefanternes Kamp. Batseba: Maaske skal du ende saa stort. Har du fjernet dig alt for langt fra din Ungdom, ladet uværdige styre for dig, hygget dig i Røgelse og Salmesang, saa rejs dig, David: se, jeg er Synden, Synden fra Jahve, den, der giver dig ogsaa Faldets bitre Storhed, for at du kan være virkelig stor. David: Batseba! Batseba! der staar Luer ud fra dit Legem som fra dine Ord. Saa kaster jeg mig i din Elskovs Baal. Lad det dølge mig for hans Vrede". (Cant, side 200).

Når jeg tidligere tillod mig at mene, at der i "Kærlighed" var tale om to guddommelige meddelelser, der stod hinanden imod, var tale om, at den opgave blev stillet de implicerede, hvordan de ville leve livet i troskab mod disse bud, eller var tale om, at Munk ville efterprøve i dramatisk form, hvordan og hvorvidt to sådanne modstillede gudsordrer kunne efterkommes i livet, så skyldes det ordskiftet her. For her lader Munk jo Jahve kæmpe mod Jahve inden i Davids bryst. Sandt nok, Munk står ikke inde for det, David siger, og man kunne vel tænke sig, at Munks mening var at udstille Davids hykleri; det er i virkeligheden djævelen, der i Davids hjerte kæmper mod Gud, men David får det til at se ud, som om det er Gud, der kæmper med sig selv i hans indre. Dog gør det følgende, ikke mindst Batsebas udsagn, det klart, at Munk mener som David. Batsebas ord, at hun er synden fra Jahve, den synd, der giver David faldets bitre storhed, for at han kan være virkelig stor, er også Munks. Det er jo det, skuespillet i sig selv vil vise. Og det er også det, der bevirker, at Munk kan kalde "De Udvalgte" for sit kristeligste og mest lødige skuespil.

Men sender da Gud synden? Er djævelen i den forstand en figur i Guds marionetspil, at han handler, som Gud trækker i trådene?

Ak nej, omend det lyder fromt, omend det gør Gud stor, det er dog for let at komme om ved det. Og man tør vel også regne med, at Munks teologi, hans lønkammerteologi, som han selv ikke undersøger nøjere og da slet ikke ville give navn af teologi, hvis han gjorde sig klart, at den var der, har spillet ham et puds, at den har ført ham længere ud, end også han selv synes godt er. Hvis det på den måde bare var Jahve, der kæmpede mod Jahve, når det onde gjorde sig til, hvis på den måde djævelen bare var en lænkehund i Guds lænke, der af og til blev sluppet løs, så var der jo ikke nogen grund til at frygte for udfaldet, så behøvede man ikke sige, som Munk gør det, at "det kunde jo tænkes, at det onde voxede sig saa vældigt, at selv Gud gik bet i det" (Bab, side 153).

Og det er da også, hvad vi normalt regner med, at nok er kønsdriften fra Gud, nok er vi skabt som mand og kvinde og har af Gud fået indgivet i os en længsel efter det andet køn, men den skikkelse, vi vil give driften, er vor egen, og ansvaret for, hvilken skikkelse driften får i vort liv, tager Gud ikke fra os.

Men det gale opstår altså helt inde i lønkammeret, dèr, hvor Munk beder til sin Gud, dèr, hvor han hører, hvad Gud vil ham, dèr, hvor han prøver at tolke Guds vilje med ham. Og det gale er, at han så at sige på forhånd indregner Guds handling i det onde. Det er galt, når der tale om et legemligt onde, og det er galt, når der er tale om et moralsk onde, om et tillidsbrud eller et brud på, hvad samvittigheden byder.

Munk giver selv et eksempel på det i "Ordet", omend han selv regner dette eksempel for negativt. Den gamle Borgen har besøgt Peter Skrædder, og på vejen ud ringer telefonen, og Borgen hører, at det er fra Borgensgaard, og at Peter siger god bedring. "Borgen:Hvad er det? Hvad siger du God Bedring til? Peter: Underligt, forunderligt, Mikkel! Ja, sandelig, sandelig, vi lever i Undernes Land. Borgen: Hvad er det? Peter: Just som jeg siger, at du skal prøves mere, ringer Mikkel, din Søn, at Inger er blevet saa heftig syg. Borgen: Er Inger? Jamen det er vel bare .. Peter: Nej, det er visst noget særligt, saa vidt jeg forstod. Borgen: Saa? saa maa vi skynde os. Peter: Nu vil jeg saa hjertensinderlig ønske for dig, kære Mikkel, at Herren maa naa dit Hjerte denne Gang, hvor haardt han saa end skal slaa til. Borgen: Hvad er det, du siger, Menneske? Jeg tror, Gud hjælpe mig, du staar og ønsker, min Svigerdatter maa dø. Peter:Sjælens Frelse gaar forud for alt. Kan det ikke naas paa anden Maade, ja, saa, kære Mikkel, ønsker jeg det i Jesu Navn". Og så ender 2. akt med, at Borgen langer Peter en lussing og ellers kører til Borgensgård. (Kæ, side 42).

Men altså, her er det jo udmærket illustreret, hvad der sker, når man kikker Gud i kortene, når man mener at kende hans næste skaktræk, når man på forhånd kan udfinde hans hensigter og mening med det, der sker. I Peters verden fører det altså til, at han direkte står og ønsker Inger død. I Munks verden fører det ikke til noget så klart umenneskeligt. Men fører dog alligevel til en ændring af den almindelige menneskelige bedømmelse af tingene. For Munk gør det samme. Han mener i sit lønkammer at kunne få besked på Guds skjulte råd, at kunne blive klar over Guds mening med at sende legemligt ondt, at kunne forstå, hvordan Gud ændrer onde handlinger til det gode, så de ikke længer er helt så onde.

Og det fører jo altså med sig, at Munk kommer frem til den besynderlige tese, at syndsforladelse kan gives for handlinger, man står i begreb med at gøre. Bevares, der kan nok findes de forvildede teologer, der vil mene, at de netop derigennem gør Gud stor, at netop dette er et eksempel på den sande, barske teologi, men almindeligvis vil man dog sige, at man får syndsforladelse for de handlinger, man har begået, ikke for dem, man agter at begå. Og det er såmænd ikke såmeget faren for misbrug, der gør, at dette er dårlig teologi, det er mere det, at tænker man sådan, så er man langt borte fra at tænke om Gud i personkategorier; jeg mener, skal tilgivelse i gudsforholdet forstås som tilgivelse i forholdet til næsten skal forstås, så må det jo indrømmes, at jeg helt har misforstået mit forhold til f.eks. min ægtefælle, hvis jeg mener, at jeg på forhånd kan få tilgivelse hos hende for en utroskab, jeg agter at begå. Om man så forestillede sig mig og min ægtefælle så tossede, at hun virkelig sagde, at det kunne jeg godt få lov til, det fortæller intet om, hvorvidt hun så virkelig tilgav mig, da det kom til stykket, og sagen forelå klipklart for hendes øjne.

Ikke desto mindre synes Munk altså at give Batseba ret: hun ersynden fra Jahve, og David skal ind i faldet, skal trykkes ned i sin alt for store selvtillid, skal trygle Gud om nåde bagefter, for at kunne blive virkelig stor.

Niels Ebbesen får også syndsforladelse på forhånd, synes Munk at mene. Fader Lorents har hostien hos sig, da Niels Ebbesen står i begreb med at tage til Randers og myrde den kullede greve. Niels Ebbesen: Tror du selv paa den hellige Nadver, Lorents? Lorents: Jeg! Jeg tror paa Kvinder og Druk. Hvad kommer det den Sag ved? Niels Ebbesen: Om Forladelse! jeg skulde ikke have spurgt. Saa tilgiv mig da, Bror Lorents, tilgiv mig alle mine Synder, dem, jeg har begaaet, dem, jeg skal begaa. Og ræk mig saa det Hellige uden Ord." (Ege, side 248). Nuvel, at Munk lader Niels Ebbesen sige, som han gør, hænger i nogen grad sammen med, at Munk ikke er afklaret overfor dette med at slå ihjel; han har ikke Luthers toregimentelære at støtte sig til; så han kan ikke sige, at her slår han ihjel i Guds navn. Derfor må han have syndernes forladelse på forhånd. Og det kan han altså også få i Munks teologi.

Endelig synes også fru Tea i den lille novelle "Dette Dødsens Legeme" at få sine synders forladelse, før hun går ind til forvalteren. Novellen er lidt besynderlig. Den handler om den 40 årige enke Tea Aurelius og hendes elskovslængsler en forårsnat, hvor alt andet ånder liv og elskov og længsel. Hun sidder på et solidt gods, er et agtet medlem af menighedsrådet og har heller ikke meget tilovers for forvalteren; men han er stærk, og han er mand, han sover i værelset ved siden af, og han har af og til målt hende med kendermine, har hun lagt mærke til. Hun har sine 4 børn at tage sig af, så hun har vel også oplevet kærligheden, vil man sige, men ak, det var jo med den forsigtige Aurelius, og det gjaldt ikke. Munk prøver at få det til at se ud, som om det er ren og skær kønsdrift, og det ender jo også med, at hun faktisk går ind til forvalteren, og det var da også det, der i sin tid vakte forargelse. "Var det Prisen for at være Menneske? Naar Foraaret kom med Elskov til alle Naturens Skabninger, saa maatte Mennesket (undtagen de enkelte faa lykkelige begunstigede) lukke sig inde i sit eget Kød?" (Dagen , side 80). Og senere Paulus: "Jeg ved, at i mig, det er i mit Kød, bor ikke Godt" (side 86). Og så kommer altså talen om syndernes forladelse. "Ja, ja, Euripides havde Ret: prisgivne i vilde Magters Vold tumler vi Mennesker, men den anden Mand, der ikke digtede sine Syner, men levede dem, havde maaske ogsaa Ret, naar han lærte: ikke Syndernes Afskaffelse, ikke heller Eftergivelse af deres bitre Følger, men den Gaade, han kaldte Syndernes Forladelse" (side 86). Og så går hun næsten som et offerlam hen til den mindstes seng og hvisker et Fadervor. Så rømmer han sig derinde, og så går hun derind.

Novellen er kunstnerisk svag. I nogen grad fordi Munk er udenfor sit es, udenfor dramaet, hvori han ellers lever og ånder. Men mere fordi Munk blander for megen teologi op i den. Og det er ikke god teologi. Dels altså dette med, at man sådan får syndernes forladelse på forhånd. Dels dette, at mennesket som legemligt væsen betragtes som værende i et fængsel. Det er noget, århundreders munketeologi har rodet rundt i, det venter man ikke just af Munk, der ellers er livsglad nok. Og endelig dette, at syndernes forladelse her i det hele taget skal til; hvad gør hun forkert, efter guddommelig målestok, ved at gå ind til forvalteren? Herregud, det er jo kønsdriften, der betinger alle ægteskaber, hvorfor så ikke et nyt for hendes vedkommende? Hvad skal hun bruge syndernes forladelse til?

Munk prøver at lade hende give udtryk for, at hun finder forvalteren usympatisk, at hun vægrer sig imod at skulle se ham som herre på godset, at hun betragter ham nærmest som en tyr. Og det er dèr, det kunstnerisk set svage ligger. Sådan virker kønsdriften ikke mellem mennesker. Den får dig til at se med længselsfulde blikke på et menneske af et andet køn. Men dette andet menneske skaber så hos dig en sympati for vedkommende. I kommer til at svinge i takt. Jeres ord til hinanden bliver bærere af mere end det, de rent sagligt giver udtryk for. Men intet af det tager Munk frem. Har de talt sammen om regnskaberne? Har de set hinanden ved måltiderne? Er hun gået ud i stalden for at se ham tumle tyren? Suverænt holder Munk os hen i uvidenhed om alt dette. Det, som ellers novelleforfattere i læssevis er mere end ivrige efter at fortælle: hvordan kærligheden kommer i stand, hvordan to mennesker når dertil, at de betror sig til hinanden, det fortæller Munk intet om. Det skal hos ham være ren kønsdrift. Og det kan det blive i dette medium, hvor han suverænt sammensætter hendes tanker; det ville det nok ikke kunne være blevet i dramaets medium.

Men altsammen har det forbindelse med dette, at det onde på forhånd regnes med i menneskers handlemåder. Det ydre onde skal straks ses som tegn fra Gud; mennesket skal med det samme gøre bod, prøve at trænge tættere ind til Gud. Og det moralsk onde, heller ikke det er absolut ondt, også det formår Gud at vende til det gode, også det sender han mennesket, lader mennesket falde, for at det kan få faldets storhed, lader mennesket bukke under, for at hans nåde kan stå des stærkere frem.

Og bevares, det er originalt munksk tænkt. Men tankernes pietistiske oprindelse fornægter sig ikke. 
 

8. Diktatorerne

Der er dem, der vil hævde, at Munk selv havde et lidt diktatorisk gemyt, og at hans kærlighed til diktatorer kommer derfra. Således siger jo Drewsen Christensen, at Munk havde en selvherskernatur (her tidligere). Og bevares, det kan man måske ikke helt se bort fra. Vi danner vore personligheder på de mest besynderlige måder. Og drengen Kaj har jo i hvert fald ikke kunnet klare sig overfor kammeraterne med sine legemskræfter og har måske så fundet ud af, at de åndelige, han rådede over, slet ikke var så ilde, når det gjaldt om at få folk til at springe efter ønske. Eller måske disse åndelige kræfter (hans selvherskernatur) først gør sig gældende, efter at han er blevet voksen, og at selvherskernaturen i barne- og ungdomstiden mere er et ideal, en længsel, end det er en realitet. Og måske det er en sådan længsel, der betinger hans optagethed af Øehlenschlägers helte; i hans tragedier kan han drømme sig en heltetilværelse til, som virkeligheden har nægtet ham adgang til.

Hvorom alting er, Munk har i sig et helteideal, og dette ideal spiller med ind, hvor han skriver journalistik og hvor han skriver skuespil. Men man skal dog lægge mærke til, at han begge steder, mest måske når han skriver skuespil, har den sunde realitetssans med sig. På en lidt indeklemt måde, måske, men den er der.

Dog, lad os først indrømme for os selv, at noget af det vanskelige ved at beskæftige sig med mellemkrigstidens historie, er, at vi kender facit for diktatorerne. Vi véd, at demokratiet gik af med sejren. Vi véd, at Hitlers diktatur udartede til noget i historien hidtil ukendt, til en industrialiseret menneskeudryddelse, hvis lige aldrig før er set og forhåbentlig aldrig siden skal ses. Vi er derfor tilbøjelige til så at sige at sætte Hitler udenfor menneskeheden, at nægte blodsfællesskab med ham, at gøre ham umenneskelig, djævleagtig. Og skal vi læse om mellemkrigstidens historie, skal vi nå frem til sandheden om den, så er noget af det første, der kræves af os, at vi ændrer syn på Hitler, gør ham menneskelig igen, prøver at forstå både ham selv og det Tyskland, der tiljublede ham.

Vi, der ikke er tyskere, har jo ofte sluppet alt for billigt til at læse om alt det spændende og utrolige, der skete under Anden Verdenskrig. Vi ikke-tyskere, vi er de gode, tyskerne de onde. Vi halvdovne, ikke-entusiastiske, materialistisk indstillede mennesker, vi lod os i hvert fald ikke dirigere med, som tyskerne lod sig dirigere af Hitler, vi lod os ikke begejstre, men passede stille vor dont i hverdagen. Alt det onde, der skete, skrev vi på Hitlers og tyskernes konto; vi havde i hvert fald ingen del i det; vi med vor dovenskab og materialisme sagde os fri af alt sådant: det kunne vi aldrig gå med til. Og vi holdt efter krigen et vågent øje med tyskerne, var lidt bekymrede, da de fik soldater igen ("Så, nu marcherer de minsandten igen!") og undrede os med Outze i en kronik i Information, da en skønne dag tyske postfunktionærer strejkede: Tillykke Tyskland, nu er du ved at lære demokrati.

Egentlig ret besynderligt. Var der et Tyskland, der var ikke-militaristisk, så var det Tyskland lige efter Første Verdenskrig. Det mislykkedes jo indtil flere gange for de ledende at sætte hæren mod strejkende arbejdere. Der var mange tilfælde af utroligt kaos. Og Hitler fiskede i rørte vande i dette kaos. Ja, det går vel an at sige, at Hitler fik så enorm fremgang i tyverne, fordi de ledende var bange for alt for stor magtanvendelse; fordi man hellere ville bruge Fingerspitzgefühl. At så netop det middel ikke slog an på Hitler, men at han i stedet udnyttede det til egen fordel, ja, det er beklageligt, men sådan er jo historien fuld af beklagelige hændelser.

Men altså, vi må tænke os tilbage til en tid, da alt det onde ved Hitlers diktatur ikke var kendt. Vi må prøve at fjerne af vore sind den opfattelse, at Hitler var en djævel, og at enhver, som ikke kunne se det, måtte være syg ét eller andet sted. Vi må prøve at glæde os med det engelske folk over Chamberlain, da han viftede med fredsdokumentet efter München-forliget i 1938: nu blev der fred i vor tid, nu var der skabt en aftale, som alle fornuftige folk kun kunne tolke sådan, at freden var sikret. At Hitler ikke tænkte efter den slags fornuft, ja, det stod tilbage at se, og vi fik det jo at se med al ønskelig tydelighed, men før det skete, hvem skulle da have troet, at det kunne ske, dette, at Hitler indtog rest-Tjekkoslovakiet?

Måske vi også skal prøve at forstå mellemkrigstiden så vidt, at vi sætter et forsigtigt spørgsmålstegn ved vort demokrati. Ikke sådan helt for alvor, blot prøvende, for forsøgets skyld. Men vi må jo indrømme, at heller ikke idag er vore demokratier så fuldendte, at man ikke godt kunne drømme sig dem mere fuldendte. Der er skønhedspletter på demokratiet, temmelig mange endda, og vi må vel med skam indrømme, at det i ret høj grad er de samme, som fandtes i mellemkrigstiden. Det skulle være muligt på den måde at forstå indefra de ikke så få mennesker, der dengang overvejede andre styreformer end demokratiets. Og det skulle i hvert fald tvinge os til, når vi kritiserer dem, at granske sagen så nøje, at vi bliver klar over, hvor kritikken skal sættes ind, hvilke dele af vort demokrati vi absolut vil fastholde og hvilke vi vil søge at forbedre.

Munk var ikke demokrat, nej. Men denne mangel delte han med ganske mange europæere dengang. Og godt nok siger han, at han ikke har udviklet sig, men det skal som allerede omtalt nok ikke tages for fuldt pålydende. Dog lader det sig nok heller ikke her gøre at udfinde en lige udviklingslinie fra diktatorbegejstring til demokratikærlighed. Munk har f.eks. aldrig været just begejstret for diktaturet som sådant. Han kunne se det store i de store mænd; og han mente at se en stor mand i Mussolini og senere i Hitler. Men Hitlers storhed så han først, da alle andre også indrømmede den: i 1938, da han havde draget Tyskland op af fornedrelsen. Og selv da så han jødeforfølgelserne ligge som en skygge over Hitlers navn. Og demokratiet havde han ikke noget imod i dets principielle form, blot focuserede han på alle fejlene ved det, studehandlerne, de lumpne affærer, det skjulte magtspil, fordæktheden.

Sjovt nok er der fra hver ende af forfatterskabet formuleringer, der lader os ane Munks respekt for folkestyret. Trods alt. I skuespillet "Fugl Fønix" fra 1926 lader han tre personer handle verden på plads efter Første Verdenskrig. Præsident Allan kommer med sine store idealer, premierminister Marchanel er realisten og kansler Sperazio sådan lidt midt imellem. Og Munk har egentlig sympati både for realisten og for idealisten. Han lader til sidst Marchanel sige: "Ser De Hoben dernede? Kan de pege paa 3, bare 3, i hvem det ikke vil gibbe ved et Tilbud paa Penge, Elskov, Ordener og Rang? Saalænge der er Lommer og Kvinder og Knaphuller til i Verden, vil der ogsaa være Slagsmaal og Strid mellem Mænd. Og det er godt saaledes. For saalænge der er Kamp og Sejr og Død paa Jorden, er Jorden god og Livet Livet værd" (Føn, side 55). Denne realistiske betragtning kontrasteres med Allans idealistiske, da han ser, at han i forhandlingerne ikke har fået opfyldt nogen af de høje idealer, han kom med: "Dette er min Sejr og min Glæde, at det var mig, der ikke duede. Ideen vil komme igen, i større og bedre Tjenere, vil atter blive slaaet og atter komme igen. Og efter hvert Nederlag vil den rejse sig rankere og mer og mere moden, til den omsider staar der, uimodstaaelig. Da vil den smile alle jere Protester til Jorden. Alle I, der fjæler jer i ræd Konservatisme, syge Fordomme og giftig Overtro: Jorden er, som den er, der har altid været Krig, der vil altid blive Forskel paa Mennesker, alle I, der lider ilde af Selviskhed og Kortsyn og Mistro, I vil flokke jer i Mørket og skære Tænder mod Herskeren, og da vil I se en Taare i hans Blik, der er rettet paa jer, og I vil bøje jer og hulke og forvandles .. Se, da hersker Ideen over Folkeslagsfolket i Arbejdets Glæde, i Endrægtighedens Styrke, i Aandens Skønhed" (Føn, side 53).

Det kan somme tider være svært at finde ud af, hvem af sine personer Munk egentlig skjuler sig i, men i dette tilfælde har han selv givet os et vink: skuespillet hedder "Fugl Fønix", og dermed har jo Munk sat sit kryds ved præsident Allan, selv om Marchanels djærve realisme også har hans sympati. Måske man skal lægge mærke til, hvordan ideen sejrer: den gør det ved at forvandle modstanderne, de opdager den kærlighed, der besjæler herskeren, og den besejrer dem, så de forvandles. Oxford-opfattelse in spe.

Sammenlign dette skønne ideal med det, der nævnes i Munks nytårsprædiken 1943, udgivet i "3 prædikener". Her kommer han med følgende formaning til regeringen: "Vort Folk opdeles mere og mere i rige og fattige. I maa forfølge Krigsrigdommen med kristen Ubarmhjertighed, slaa dem, der tjener Blodpenge, med Skatter, saa de bløder selv og fordele deres Penge til de Titusinder, der krymper sig under Dyrtid og Erstatningsvarers Svindel. I maa staa Værn om Ungdommen, der daglig forraaes og forsimples, straffe Hjemmene, der ikke værger deres Børn mod Lus og Fnat og Kønssygdomme og Natteeventyr, der ødelægger Liv for stedse. I skal være tro mod Demokratiets gudstemplede Idealer: tving ikke Samvittigheder, øv ikke Vold mod andre Religioner end Voldsreligionerne, skænk hvert Menneske Adgang til ufordrejet Retfærdighed, sky som Pesten Forfølgelse af det værgeløse. Og glem saa ikke, at I har et tusindaarigt Riges Kronjuveler at værge, ikke blot for idag, men for en tusindaarig Fremtid, og at de 3 første og største af de Juveler hedder: Æren, Æren og Æren. Dette er det første og det sidste, og kan I ikke værge den,er det bedre, I ikke er til..." (3 præd, side 22f).

Dette er altså en opfordring til regeringen anno 43, skal vi sige marionetregeringen. Og nu skal den danske regering værne demokratiet og dets idealer, som nu kaldes gudstemplede. Der synes altså for Munk at være noget, der er værd at værne i disse idealer, men han har dårlig nævnt dem før. Skyldes det, at han ikke har haft blik for dem, sålænge de blot var der og fungerede? Deler Munk den skavank med os andre, at han først bliver opmærksom på de værdier, som han står i begreb med at miste? Noget kunne tyde på det. Men om så er, så erder altså tale om en vis udvikling hos ham, en udvikling imod en mere demokratisk tankegang.

Men lad os se på hans opfattelse af diktatorerne:

I en række skuespil skildrer han eneherskerne. Men de herskere, han dèr skildrer, er ret forskellige. Herodes vil kun ét, men dette ene er det onde, og så gælder mottoet ikke, det motto, som er taget fra Kierkegaard: Hjertets renhed er at ville ét; i talen, det er taget fra, hævder Kierkegaard nemlig, at det kun gælder, når det er det gode, man vil. Derfor går det da også Herodes sådan, at han til sidst mister den hjertets renhed, han mente at være i besiddelse af: han, der kun ville det onde, overvældes på dødslejet af Marias uskyldige tillid og giver sit modstykke, Jesus-barnet, sin kjortel. Han var alligevel ikke en idealist, endskønt han sandelig gjorde sit bedste for kun at ville det onde. (Pil, side 351)

Og Henrik den Ottende i Cant er egentlig slet ikke hersker, han lader Cromwell om at styre, og Cromwell styrer ved "cant", forstillelse, hykleri, forsøg på at tilfredsstille kongens legemlige lyster på en måde, så det ikke kommer frem, at det er det, der er formålet. Og Cromwell i Munks tegning af ham er der ikke meget godt at sige om. Han er magten i egen høje person, det utilslørede magtstræb. Det er også om ham, at Anne Boleyn i sin dødscelle får givet os et håb, der minder om Allans: "Og dog -- maaske vil det tage tusind Aar og mere til at fjerne ham fra Stolen over Riget". Men altså, fjernet vil han engang blive. (Cant, side 160).

Anderledes med Richelieu i "Kansleren og Kongen" og med Mor Sigbritt i "Diktatorinden". De kommer begge til at erfare, at vel giver magten vellyst til den, der udøver den, men den kræver også ofre. Hver på sin vis må de ofre det kæreste, de har, for at kunne bevare magten.

Det erfarer også kansler Alexi i "Sejren". Skuespillet er skrevet efter Mussolinis erobring af Abessinien, og det indeholder til en vis grad den samme vurdering af Mussolini, som Munk gav udtryk for i et par avisartikler. Eller, skal vi sige: Det prøver at give udtryk for de samme vurderinger, men det lykkes ikke helt. For én ting er at fremkomme med vurderinger i en journalistisk form, noget andet at give disse vurderinger kunstnerisk udtryk.

Der er ingen tvivl om, at Munk har haft meget til overs for Mussolini. Og hans Abessinien-eventyr er ham i den henseende en torn i øjet; det har han svært ved at kapere. Men han gør sit bedste for at forsvare det, og jeg har allerede nævnt, hvordan han forsøger at komme godt af sted med at kalde Mussolini en ærlig mand, fordi han ikke skyder sine hensigter ind under ét eller andet helligt formål, men ligeud siger, at det er Italien og Italiens interesser, han vil tjene.

I "Sejren" afbildes da også kansleren i overensstemmelse med Munks sympati: som en ædel person, der nærmest drives ud i krigen. Finansministeren kan ikke skaffe penge, for han har tømt statskassen for at bestikke etioperne, der så alligevel gav oliekoncessionerne til englænderne, kirken vil ikke beskattes, men antyder, at et rask lille erobringstogt jo kunne give visse rigdomme, men naturligvis, et sådant vil kirken fordømme; alle kommer de med deres krav, men ingen vil betale.

Og så på et vist tidspunkt, da der længe nok har været tale om krigen, uden at nogen har gjort noget, da må altså kansleren beslutte sig; og da sker det, at han, fredsvennen, beslutter sig for krigen. Eller "beslutter sig", det er nu så meget sagt. Kansleren har det på samme måde som Munk: der skal et tegn til, der skal komme én eller anden antydning fra de højere magter, og først da det kommer, er han rolig og stærk i sin beslutning.

Dog, stærk, nej, det er han heller ikke, selv om han prøver at se ud, som om han er det. Han skal jo, som sit lands leder, rive sit folk med sig ved sin smittende begejstring. Og han kan det i visse øjeblikke, han lader gamle dages begejstring optænde i sig igen, han får skabt en massebevægelse i folket. Men en sådan er jo flygtig. Og da en smule modstand begynder, er det ham, der skal fastholde begejstringen, der er ingen anden til det. Og det er ham svært, for hans hustru har forladt ham, den ene søn begået selvmord på grund af, at hans far har svigtet sine fredsløfter, den anden er faldet i krigen. Men så kommer den anden søn hjem, han blev taget til fange, undslap fangenskabet, men først efter at være blevet kastreret af sine vogtere. Det kalder ny energi frem i kansleren, denne gang ikke fædrelandskærlighed, men hævntørst. Nu hedder det: "Brænd Byerne, knus Ambulancerne, slaa ned for Fode, kun frem! frem! frem!" (Cant, side 293).

Og så får han jo altså sin sejr, den gode kansler, og så går det som ventet: alle tiljubler ham, alle flokkes om ham, alle, der før var imod krigen, er nu, hvor den er vundet, pludselig for, sejren retfærdiggør alt.

Ja, jo, men manden selv, hvordan har han det?

For det er jo sandt, det lykkes Munk i skuespillet at få fremført alle de undskyldninger for at begynde krigen, som han havde nævnt i sin avisartikel. Men han er nødt til for sandhedens skyld at sætte spørgsmålstegn ved, om det er den samme mand i slutningen af stykket som i begyndelsen. Og det spørgsmålstegn hedder Angelica. Det er kanslerens hustru. Hun tror blindt på hans fredsvilje, kan ikke forestille sig, at kansleren går med til krigen. Og da han gør det, ser hun en anden i ham og forlader ham. Forandres han da af krigen? Det er kun antydet i stykket.

Det er antydet derved, at paven i stykket i sin tid var forelsket i Angelica; og han kommer til kansleren og fremfører sit synspunkt: "Du vil bygge dit Lands Fremtid paa Vold; men han taaler det ikke, den Gud, du ikke tror paa, men som er til". (Cant, side 278). Og Angelica er på pavens side. Da kansleren siger: "Hvert Land maa ville sig selv. Ved Enkeltdelenes anspændte Kappestrid løftes Helheden snarest. Men Deres Idealer, hvad er der blevet af dem? Hvordan frelser De Verden med Sjælemesser og Kollekter og Maskerader i Peterskirken?" siger hun: "Alexi, sig ikke mere! Ellers dræber du noget i mig, som du ikke selv kan taale dør". (278). Da paven er gået, spørger kansleren, om hun fortryder, at hun valgte ham og ikke paven. Og det kan hun ikke svare klart på, ikke efter at der er givet ordre til krig. Og så er det jo, som om man skal vælge; som om Munk står i valgets situation som i sin tid Angelica; vælge mellem den jordiske fyrste, der giver sejr og hæder og ære nu, og den himmelske, der måske giver det engang ved verdens ende. Da kansleren siger: "Maaske vil der komme en Tid for Jorden, da han hersker over den, han derovre, i Fred og Menneskers Velbehag. Men inden den Tid? Kolonierne vil rejse sig mod Europa, Europa vil rejse sig mod sig selv, Japan hæve sig over de andre, et nyt Folk over Japan igen. Der vil gaa Aartusinder, inden Mars's røde Fakkel er slukket mellem Stjernerne. Lad saa Fredsfyrsten sejre engang om en Evighed. Men jeg har et Rige af denne Verden, maa sejre nu, altsaa krige nu", svarer hun: "Saa maa det alligevel have været den fejle, jeg valgte dengang". Vil Munk også svare sådan? Er det hans ideal, der nævnes af paven og gentages af kansleren?

Som man ser, er hans syn på diktatorerne ikke helt så éntydigt, som man skulle tro ud fra avisartiklerne.

Så må det indrømmes, at Sejren har en ret overdramatisk slutning: kansleren bliver myrdet af sin hustru, og hun begår selvmord bagefter. Og vel kan der ligge teologiske opfattelser gemt i replikkerne dèr, men jeg tror nu, det væsentligste skal søges andre steder. Kansleren udråber sig selv til guden Augustus, til frelseren, hvis vilje er lov, hvis styrke er ret, og det er baggrunden for, at Angelica støder dolken i ham: han begår hybris, gribes af magtbrynde. Men det er på ingen måde alt, hvad Munk har at bebrejde diktatoren; man kan ikke slutte af "Sejren", at Munk kun mener, diktatoren først går ud over sine beføjelser, når han gør sig Gud lig. Der ligger som påvist meget større reservationer fra Munks side imod ham.

Heller ikke den slutningsreplik, som Munk har lagt i munden på paven, er særlig oplysende, når det drejer sig om at udfinde Munks holdning til diktatorer og diktatur. Rent ud sagt er der tale om et stykke præstevås, som i dette tilfælde er værre en det avisvås, som Munk også til tider er leveringsdygtig i. Det lyder som følger: "Hver Menneskets Stræben er skambidt af Synden; og dog er det helligt at hige; vandres bør der, skønt alle Jordens Veje ender blindt. Kun gennem Dødens bitre Lutring naar Sjælene frem til den - Barmhjertighed, der skænker de Vildfarne Hvilen og Sejr til de Slagne". (Cant, side 300).

Som sagt, der ligger i Munks kunstværker, som her påvist i "Sejren", en betydelig mere delt holdning til diktatorerne, end den, som kommer frem i avisartiklerne. Alligevel er også avisartiklerne betydelig mere nuancerede end almindeligvis antaget. Det har været en hæmsko for forståelsen af Munk, dels at man har glemt, at han ikke var så meget anderledes i sine synspunkter end mange i mellemkrigstiden, dels at han nok skrev med journalistiske slagord, men trods det ofte var uhyre præcis og nuanceret.

Dertil kommer, at han følte det som sin pligt i sit journalistiske arbejde at gengive stemningen i f.eks. Tyskland; og det gør han igennem indlevelse, også selv om det kommer til at se ud, som er han enig med det tyske folk. Så hvis man vil finde hans mening igennem de journalistiske artikler, så må man også gøre sig den ulejlighed at prøve at forstå en journalists opgaver, som Munk så på dem.

Denne journalistisk opgave får alt, hvad der bare kan tilkomme den i den artikel, Munk skrev til Jyllandsposten den 26-3 1933, efter Hitlers magtovertagelse. Han slutter den med at gøre opmærksom på, at Hitler endnu ikke har vist andet resultat end at lægge jøderne, kommunister og socialdemokrater for had. Og så hedder det: "Men hvis nu disse tre Grupper fortjener det? Hvis nu Manden har Ret! Hvis Jødernes egoistiske Vindskibelighed og Socialisternes føjelige - ak, i en Jerntid saa haabløse "Frihed for Loke saavel som for Tor" var paa Nippet til at bane Vej for Kommunisme, imod hvis Tvang og Rædselsregimente Hitler er for lidet at regne, jeg siger: hvisdette ikke kunde hindres ved anden Metode end den hitlerske, saa op og staa, mine Herskaber, alle, ogsaa mine Herrer Socialdemokraterne, alle undtagen Kommunisterne, op og staa og i Vejret med den højre Arm og saa, paa een Gang, alle: Hitler, heil, heil, heil! Men foreløbig har Fremtiden Ordet". (Digter, side 75f).

Det lyder jo skrækkeligt. Men det lyder især skrækkeligt, fordi vi læser det på et tidspunkt, hvor heilhitler-hilsenen er blevet først frygtet og siden gjort grin med ganske overdådigt, mens det jo er skrevet på et tidspunkt, hvor alle sådanne overtoner ikke hørtes i hilsenen. Og man skal heller ikke overse, at han anbringer et ret væsentlige "hvis" i denne slutning; han heiler selv kun under den forudsætning, at det forholder sig som beskrevet. Og hvad betyder så det, at han som dansker heiler? Det betyder, at han ønsker Tyskland tillykke med den nye orden, trods alt.

Og netop det sidste: "Trods alt" skal med. For det besynderlige er, at artiklen selv er fuld af forbehold overfor Hitler og den tyske omvæltning. Han kommer til Tyskland og ser et jublende land, endeløse rækker af mennesker marcherer gennem gaderne medbringende deres hagekorsfaner, og ligeså endeløse masser står hos og hilser dem med heil-hilsen; mødre lærer deres børn, hvordan de skal gøre; (ak ja, føjer Munk til, lad de små børn komme til mig); de gamle, der gennemlevede skyttegravenes rædsler, les der nu af i teatrene; og selv fredelige ældre damer udtrykker håb om revanche. Og så siger Munk dog, netop i denne artikel, at han forstår ikke sig selv. Han, der havde rettet sit håb mod netop en mand som Hitler, mod én, der kunne gøre ende på alt kævlet, alt bengnaveriet, han er ikke glad, han ånder ikke lettet op. Det er, som om det er for meget med denne messiasforgudelse; det tages jo altsammen på forskud; arbejdsløsheden er der stadig; kolonierne ikke vendt tilbage; mange landsmænd kastet i fængsel. "Men er det sandt? Har de vimplende Faner Ret? Har Tyskland vundet den Sejr, der er den største af alle, Sejren over sig selv? Eller - eller er det blot et udsultet Folk, der ser Hungerssyner, der beruset kaster sig under Gudevognens Hjul, trylleslaget af Løfterne fra Udraaberen paa Kuskesædet, af hans lungevældige, altid oplagte Skillingslyrik? Thi hvor er hans Kongstanke? Realiteterne, nævnt ved Navn? Ad hvilken Vej skal Forjættelserne indfris?" (Digter, side 75).

Læg mærke til Munks udtryk, at sejren over sig selv er den vanskeligste sejr, og at denne sejr altså ikke blot forventes af enkeltmennesket, men af folket, her det tyske folk. Hvad han konkret tænker på, er lidt svært at blive klar over. Diktatorerne i hans skuespil skal jo, som vi har set, være parat til at ofre i deres personlige liv; men tænker han sig det udstrakt til også at gælde virkelighedens diktatorer? Det er uvist, men her er det jo også folket, der skal lide ofre. Tanken kommer til at spille en mere udtalt rolle, når han efter 9. april skal finde ud af, hvordan Danmarks holdning til besættelsesmagten skal være.

Nuvel, lad så Munk have modtaget Hitler med en ret afsvalet begejstring, senere kom det dog til at se anderledes ud. Han siger det selv. Han kan i Gerlev-talen, august 1940, ligefrem sige, at han har elsket Hitler engang. (Dagen, side 183). Og han kan i artiklen "Ved Fejghed opnaas intet" (29-1 39), skrevet i anledning af, at hans skuespil "Han sidder ved Smeltediglen" om jødeforfølgelserne fik spilleforbud i Sønderjylland, sige, "at der i dansk Litteratur næppe har vist sig noget Arbejde i den Tid, der er gaaet, siden Hitler overtog Tyskland, som i den Grad har vist Forstaaelse over for Føreren og hans Stordaad og har bidraget her i Norden til at skabe Forstaaelse for hans Indsats. At det samtidig hermed protesterer mod en Synd hos det nationalsocialistiske Regime, at det protesterer med en des inderligere Lidenskab, fordi den protesterendes Forstaaelse af det værdifulde hos dette Regime er saa dyb, kan ikke kaldes et Angreb paa Tyskland, men et Kastelys ind over en af vor Tids Natsider ved det tyske Væsen, en Natside, der Gudskelov vil forsvinde, naar Solen staar op, men som det er nødvendigt for ethvert sandhedsgrebet og frit stillet Menneske (og især for den, der har Tyskland kært) imens vi venter paa Solopgangen at sætte al sin Evne ind for at kue og holde inden Grænser." (Dagen, side 93).

Han angriber i en artikel "Det kristenfjendske Tyskland" (Jyllands-Posten 29-1 36) en vis Gustav Frenssen for en bog, han har begået: "Min Hjemstavnstro", og indleder med at sige, at bogen, meget mod sin vilje, fortæller noget om, hvor svært det må være at være Hitler. Underforstået: Den slags nonsens, som Frenssen bringer for dagen, har Hitler ikke lod og del i. Dette nonsens er en revision af kristendommen. Frenssen indfører en ny gud: Altet, og denne gud har den store fordel fremfor Jehova, at han egner sig for det nordiske menneske. Munk spørger, om det så betyder, at vi skal tilbage til det gamle "system", hvor hvert folkeslag havde sin guddom. Jøderne har Jehova, filistrene Dagon og franskmændene en madonnamariannegrisette og tyskerne altså Altet, ikke noget ubeskedent navn for en nationalgud.

Og så aflægger Munk en bekendelse: "Ingen dansk kan ære Hitlers Daad mere end jeg. Grænseløst beundrer jeg, at det har været en Mand muligt midt i Parlamentarismens Dirt-track i Fortvivlelsens Dal efter Nederlaget at faa Vognen kørt op ad Bjerget igen. Et knust Folk, et Folk paa Vej til Selvfortæren og Raadnen, har han enet og helet, har han frigjort og skænket Troen paa sig selv. At han har maattet bruge Midler, der kan kritiseres af Smaafolk, som aldrig selv har prøvet at have Fingrene i Klemme, var en Nødvendighed. At Jøder (jeg siger ikke Jøderne) havde tilsmudsket sig en Rolle i Tyskland under Opløsningen, der gør det vanskeligt for udenforstaaende at snakke med i, hvad der sker dem nu, er tænkeligt; de kan i Emsighed for at plyndre Grenen have bøjet den saa dybt, at den maatte svirpe dem stygt i Ansigtet, naar den engang slog tilbage". (Digter, side 273)

Besynderligt at læse idag, javist. Og det er vel også sådanne ytringer, der kan få Munk selv til at bekende, at han hører til dem, der har elsket Hitler. Men man må altså indrømme, at dette er et led i en argumentation. Munk er i færd med at give alle de indrømmelser, han overhovedet kan, for at slå fast, hvor grænsen går; men dèr går altså også grænsen, og så har Frenssen langt overskredet grænsen. "Maaske Tyskerne var sunket saa dybt i Selvforkastelse, at det var nødvendigt at bøje Stokken saa meget til den anden Side, at man maatte sige dem, at egentlig var de alle en Slags Overmennesker. Men denne Lære skulde nødig gaa ind i Folkets Blod og blive siddende der; for saa er Hitler ikke Hitler, men en Gammelpreusser af dem, der forklarede Sønderjyder, at det var en Lykke for dumme Dänen at blive indkorporeret i tysk Kultur". (273). Igen: Han giver indrømmelser, måske langt ud over rimelighedens grænser, for at gøre det tydeligt, hvor langt ude Frenssens meninger ligger.

Også i andre artikler giver han ikke Hitler for lidt. Således i en artikel "Giv Agt! Nu gælder det -", Nationaltidende den 8-4 38. Her tager han Sønderjyllands position op til vurdering. Er den udsat? Artiklen skrives efter Hitlers indmarch i Østrig, og spørgsmålet er: Vil Hitler også gribe efter Sønderjylland? Det mener nogen, men ikke Munk. Nej, ifølge sin egen blod- og jordteori skulle han da snarere give os resten af Slesvig. Og så hedder det: "Men Hitler har et Par Fejl. Ogsaa kun et Par Stykker; men de kan være graverende nok. Den ene er, at han ikke lever evig, den anden, at han ikke er almægtig i Tyskland. Den Dag, han dør, er alle Muligheder aabne. Og der kan ogsaa rejse sig en Stemning, saa voldsom, at han ikke er Herre over den. En altysk Stemning, der bliver til en Stormflod. Og da Gud naade os! Det er ikke saa svært at holde af Hitler, det er meget sværere at holde af Tyskerne. Hitler er - trods al Camouflage - Østriger. Det er det forsonende ved ham". (Him, side 247).

Den forudsigelse kom desværre ikke til at holde stik; hverken, at Hitler døde, eller at der opstod en stemning, som han ikke kunne tøjle. Og det forsonende træk ved ham, at han var østriger, blev jo, om det nogensinde havde været til at se, som tiden gik, umulig at få øje på.

Munk skriver lidt senere: "Vi haaber paa, at Tyskland ingen Sinde mere sender Hære ind paa dansk Jord. Vi tror altsaa heller ikke, at der er nogen Grund til at vente dem lige for Tiden. Men Muligheden for, at de kommer en Dag, kan vi jo ikke afvise. Og hvad skal vi saa gøre, saa længe vi maa regne med den?" Vi skal bede Gud om at hjælpe os imod nervøsitet og selvopgivelse. Og vi skal være rede til at dø; "den, der vil miste sit liv, skal bjerge det", siger jo Kristus. Munk fortsætter: "Her er noget, der maa tales varsomt om. Vi duer ikke til de store Ord i vort lille Land. Og det jo ogsaa saadan, at den bredest skrævende er den, der har bedst Plads til Halen mellem Benene. Men der maa være en Vilje hos os, der ikke siger til Tysken, men dog lader ham forstaa, at saa meget er det os værd at være Danske, at vi ikke godvillig giver Afkald paa det. Den tydeligste Maade, vi kan antyde dette paa, er ved at befæste vor Grænse, som om vi var Belgiere. "Vi kan ikke føre Krig mod Tyskland", siges der. Men jeg siger jo. Det var Belgien, der vandt Verdenskrigen. Belgien alene, saa sandt som Tyskland havde vundet den, hvis Belgien godvillig havde lagt sig paa Blokken. Under alle Omstændigheder maa der være den Vilje hos os, at kan vi ikke kæmpe, saa kan vi i hvert fald dø. Dø, for at vore Børn kan leve. Leve paa Dansk, som vi har faaet Lov til det." (Him, side 248).

Dette lille tekststykke viser os, at hvor stor en beundrer Munk end kunne være af Hitler (men stadig lå jødespørgsmålet som en uafklaret sag i Munks baghoved), så var han dog altid kun diktator i Tyskland. Aldrig har den tanke strejfet Munk, at vi danske skulle give os ind under Hitlers herredømme. Hvis vi skulle vise vor respekt for diktaturet, så kunne det kun ske derved, at vi valgte os en dansk diktator. Og selv om Hitler ikke, efter Munks mening, udgjorde nogen fare for os danske, så skulle vi dog befæste vor grænse også mod det Tyskland, der regeredes af ham, for man kunne ikke vide, om han regerede evigt, man kunne ikke vide, om han stadigvæk kunne styre Tyskland.

Så er der det åbne brev til Mussolini. Ja, et sådant har Kaj Munk virkelig skrevet. Det skete igennem Jyllands-Posten og det stod i denne avis den 17-11 38. Og det kan ikke nægtes, at Munk i dette brev giver udtryk for hengivenhed overfor Mussolini. "Midt i Kaos og Skraal, Hæslighed og Elendighed steg pludselig Cæsar op over Ruinerne. I de gamle liberale Lande, ogsaa i vort, lo man i Førstningen og gik saa over til at skære Tænder. Det var mig et Pant paa, at jeg havde Ret, altsaa, at De havde Ret: De var den nye Mand, selve Europas Fremtid. Der er hændet meget i Verden siden, men indtil nu kun en enkelt Ting, der kunde have ændret mit Syn paa Dem, eller rettere min Tro paa Dem, min Hengivenhed for Dem; og denne ene Ting prøver jeg at finde mig til Rette med maa saadan være i en Verden, hvor en koloniløs Stormagt er en Uting". (Dagen, side 67). Dette lille stykke er betegnende for Munk. Både fordi han ikke lægger skjul på, at han har sat sit håb til Mussolini på hele Europas vegne, og fordi, hvor meget han end kan rose Mussolini, han dog ikke kan tie med "fejlen" i Abessinien, den fejl, som Munk her indrømmer, at han havde vanskeligt ved at forlige sig med. I brevet omtales Hitler også: "Og alt imens har en anden ny Mand voxet sig op og er blevet saa mægtig, at mange glemmer, hvem han har lært det af. Jeg har aldrig glemt det. Jeg har aldrig glemt, at De var Mesteren. Og overfor alle dem, der nu forklarer mig, hvor meget ypperligere Hr. Hitler er, har jeg svaret: Jøderne. Og saa har de tiet: At mishandle et Element i sit Folk har Mussolini dog altid været baade for klog og for menneskelig til". Ligesom Abessinien-spørgmålet er blevet ved med at ligge i Munks sind (han siger i en artikel i Jyllands-Posten den 27-11 38, at han hører til de stormagter, der ikke har anerkendt Abessinien-erobringen), sådan ligger altså jødespørgsmålet som en byld i sindet i hans forhold til Hitler.

Naturligvis er der mange, der har gjort nar af Kaj Munk; hvilken overmodighed at tro, at et enkeltmenneske, kun en sølle præst i Vestjylland, kan udrette noget i den store verden. Også for mange af hans beundrere var dette for meget. Gunnar Ollén skriver således: "At appellere til det sunde hos en mand, som så ofte har undertrykt sin samvittighed som Mussolini, det kan kun en drømmer gøre. Kaj Munk var psykolog, storartet psykolog i sin digtnings og sine storhedsdrømmes verden; dens mennesker kendte han, men han mærkede ikke, først meget sent, hvor ufuldstændigt dette mønster passede til virkelighedens heroer". (Ollén, side 201). Og bevares, sådan kan man jo altid sige, vi danskere har aldrig skullet have mange undskyldninger for at krybe ind i vort musehul, og måske det samme gælder for et par svenskere, hvad véd jeg, men hør alligevel, hvad Munk (i artiklen 27-11) svarer den slags forsigtiggængere: "Jeg ved ikke, hvormeget der skal til for at rokke en Diktator. Men jeg ved, at Sandheden skal siges. Og jeg ved, at Sandheden i sig selv har Kræfter, ganske uafhængigt af, hvem der saa bærer den frem. Om det saa kun er mig. Hvorfor for Resten "kun"? Det vilde jo være hyklerisk Beskedenhed at nægte, at for Tiden er - med Rette eller Urette - jeg en af dem her i Landet, hvis Ord man lægger Mærke til. Om rundt omkring i Landene de Mænd og Kvinder, hvis Ord har Vægt, og som føler menneskeligt i denne Sag, tiltalte il Duce paa samme Vis, var vi trods Kanonernes Fraværelse dog en ogsaa synlig Magt. "Ringe er Magten i det Bly, der blev til Kugler, over for Magten i det Bly, der blev til Skrift", fyndsprogede Georg Brandes engang, og selv ikke disse Aar har formaaet at gøre den Tanke til bar Løgn. Netop vi, der er dogmeuhildede nok til at se en Mening i Autoritasprincippet, har Ret til og yderligere Pligt til at protestere mod, at det mister sin Mening, profaneres og saares dødeligt af Lidenskaber, der intet har med det at gøre" (Dagen, side 71). Kan gerne være, at det bedre jeg hos Mussolini, som Munk prøver at tale til, ikke eksisterer, eller at Munk kun tror på det, fordi han har en romantisk heroopfattelse, når han her kalder det pligt for enhver, der tror på kraften i ånd, at tage til genmæle, uanset sandsynligheden for at det får nogen virkning, kan vi idag så ikke godt forstå det? vi vender os dog imod f.eks. den islamiske verdens fatwaer i netop det håb, at sandheden har kræfter i sig til at gøre sig gældende. Og når han specielt regner det for pligt for én, der har det syn på diktaturet, at der dog er en mening i det, at klage over det misbrug af diktaturets idé, som jødeforfølgelserne er, så kan vi vel også se en vis mening i hans ord. Til sidst i artiklen siger han, vendt mod os danskere: "Saalænge Danmark er et Rige, Danskerne et Folk, har vi et Ansigt, og ve os, om vi gør os selv for smaa til at turde vise det!" (Dagen, side 72). Det tyder på, at han kender os ret godt. Han véd, at dette ikke at turde vise vort ansigt er noget, vi er meget tilbøjelige til.

Sidst i dette kapitel skal skuespillet "Han sidder ved Smeltediglen" kort omtales.

Skuespillet blev som mange andre af Munks skuespil skrevet på rekordtid, dels i Paris den 20-1 38, dels i Berlin den 23-1. Og som ved så mange andre af Munks skuespil er der noget, han igennem skuespillet skal have rede på. Han skal prøve at gøre sig klart, om Hitler støtter de jødeforfølgelser, der har fundet sted, om han virkelig stiller sig bag dem, eller de er at betragte som mørke skygger, der vil forsvinde, når nationalsocialismens sol er oprundet i al sin fylde.

Munk vil vistnok ikke selv mene, at stykket i særlig høj grad vender sig imod Hitler og hans gerning. Som tidligere fremført mener Munk, at han igennem dette stykke har bidraget til at skabe forståelse for førerens værk. Det kommer frem f.eks. i den bemærkning, hovedpersonen professor Mensch kommer med, da det er lykkedes ham at få samlet nogle potteskår til et billede, der forestiller ingen ringere end Kristus selv. Hans assistent frk Schmidt ønsker ham tillykke, men han mener, at det ikke er ham, rosen tilkommer. "Se, efter Krigen - et Menneske kan leve uden Føde, en Tid i hvert Fald, men uden Ære kan det ikke leve. Saa begynder det straks at forraadne. Som med den enkelte, saadan med Nationen. Æreløse laa vi hen efter Krigen. Da kom HAN. Jeg var en af de første, der mærkede det: nu var Manden kommen, nu vilde det ske. Og det skete. Det blev atter stort at være Søn af dette Rige, der var Mening i Livet igen. Og jeg rejste mig sammen med mit Folk fra Selvopgivelsen og gik med nyt Mod til ny Daad". (Ege, side 15).

Også her kommer altså denne positive forståelse af Hitler til udtryk.

Men hvor forstående Munk end stiller sig til Hitler og hans gerning, han tager altså problemet med jødeforfølgelserne frem. Og der sker så det, måske uden at Munk selv rigtig gør sig det klart, at når det problem med alle dets udløbere og mærkelige forestillinger skal skildres dramatisk, når alle anskuelserne på den måde kommer op i dagens fulde lys, når det bliver levende mennesker (omend "kun" teatermennesker), der skal forsvare forfølgelserne, så bliver uvægerlig disse mennesker afsløret i deres afstumpethed. Derved kommer skuespillet til at virke stærkere imod jødeforfølgelserne, end Munk måske havde tænkt sig.

Vi følger således et ungt par i deres purunge forelskelse; lykkelige og jublende pjatter de med hinanden. Så viser det sig, at den unge mand er jøde, han har ved sin ansættelse ved universitetet fået fremskaffet en falsk arierattest, og falskneriet afsløres; derfor bliver han afskediget og landsforvist. Men hans forlovede er bagefter fortvivlet og bliver ved med at sige til sig selv: "Jeg maatte kunne have følt det, synes jeg. Havde jeg været en sund tysk Pige, maatte der have været et Instinkt i mig, der gøs tilbage, naar han nærmede sig - noget, der vendte sig inden i mig under hans Kærtegn. Men jeg syntes bare, det var saa usigeligt dejligt". (Ege, side 42). Og det er klart, noget sådant kan ikke skrives, uden at publikum føler den største medynk med de unge; ikke bare, fordi vi er vant til, at kærligheden besejrer alt, og derfor bliver lidt skuffede, når det viser sig, at den altså ikke besejrer disse unge, men også fordi det hule i den sædvanlige tyske argumentation afslører sig igennem disse ord.

Men også professor Mensch rammes af problemet, selv om han søger at undslippe det. Hans trofaste assistent viser sig at være jødinde, og det netop som han havde friet til hende på følgende professorale facon: "Jeg har prøvet at analysere mine Følelser. Og jeg maa sige: jeg har ikke hos mig fundet Begæret, den voldsomme Higen, eller hvad man nu vil kalde det. Denne Affekt vil vi maaske ogsaa snarere kunne vente at finde hos Ynglingen. Jeg ved følgelig ikke, om jeg paa indeværende Stadium med fuld Sandhed tør benytte mig af det Udtryk, at jeg elsker Dem, men givet er det, at De indtager en saa central Plads i mit Bevidsthedsliv, at det vilde være mig en dyb Tilfredsstillelse, om De kunde tænke Dem at indtage en tilsvarende Plads i mit Hus?" (Ege, side 40f). Men ak, netop da må frk Schmidt bekende, at hun er søster til den forstødte unge mand, og det får så i første omgang Mensch til at bede hende forlade hans hus, oven i købet med for ham ganske stærke ord: "Gaa med Dem! Har jeg i disse Dage krummet mig under Samvittighedskvaler, om vi mon gør jer Uret, fik jeg nu Syn for Sagn for, hvordan I hjælper hinanden til Fadet og skrupelløst bruger alle Midler for at tilrane jer, hvad der er vort. Og De er den Kvinde, jeg for et Øjeblik siden kunde tænke mig at - ! Saa slangefarlige er I altsaa. Giftkryb! Ud af mit Hus!" (Ege, side 45).

Dog ligger Kristusbilledet i skuffen. Og Mensch véd det. Han skriger mod skrivebordet: "Du skal lukke dine Øjne. Jeg ved nok, du ligger og stirrer dernede. Men du er død. De dræbte dig dengang. Og to Aartusinders Jord ligger paa dine Øjne. Ergo er det umuligt, du kan se. Aah, disse Jøder! Pestbaciller omkring os! Jeg aabner min Pung for at købe mig Føde, der sidder en Jøde i den. Jeg gaar til min Seng for at finde Hvile, en Jøde har skjult sig i den. Selv i mit Hjerte, mit tyske Hjerte, sidder, uudryddelig, Jøden. Ja, ja, som du vil da, du døde Billede af den døde, som du vil da! jeg er for svag imod dig; jeg faar tale med hende endnu engang; før jeg sletter hende ud af mit Sind og mit Minde, skal hun have min Haand til Farvel". (Ege, side 45). Og han lader hende kalde tilbage.

Men inden hun kommer tilbage, tager Mensch livtag med den nye undervisningsminister, Dorn. Han har netop bevist, at Jesus ikke var jøde, men arier, og Mensch må beskæmmet indse, at han intet formår overfor denne skrupelløse "forsker"; det billede, han har fundet af Kristus, der tydeligt viser, at han var jøde, vil Dorn forhindre ham i overhovedet at fremvise. For, som Dorn siger; "De lever i en Uvirkelighedens Verden af Principper. Sandhed og Løgn er jo bare Begreber. Livet har Realiteter. Men Livet kender De ingenting til." (Ege, side 47).

Og sandt nok, det begynder svagt at gå op for Mensch, at sådan er det fat. Og så er brikkerne stillet op til det lidt besynderlige slutspil. Eller er de?

Ofte kneb det for Munk at få den rette slutning på sine stykker. Slutningen på "Sejren" diskuterer han frem og tilbage med Drewsen Christensen (Drew1, side 90f). Og også slutningen på "Smeltediglen" kan forekomme lidt søgt. Og man kan stille sig tvivlende overfor, om denne slutning virkelig løser op for alle de problemer, Munk har behandlet i stykket.

Munk har således i dialogen mellem Dorn og Mensch opstillet det problem, om hensynet til fædrelandet kan tvinge til undertrykkelse af den videnskabelige sandhed. Og det problem løses ikke af slutningen. Føreren siger i højstegen person: "For mig er Fædrelandet Sandheden. Hvis paa min Vej til selve Sandheden en eller anden Sandhed vil forsinke mig, slaar jeg den ned". (Ege, side 53). Han svarer således (med Munks billigelse) ikke på det problem, der var opstillet: Skal man af hensyn til fædrelandet ødelægge eventuelle beviser for, at Kristus var jøde? Den handling fra Mensch's side, der følger på førerens udtalelse, gør os ikke meget klogere, ligesom heller ikke Mensch's ord før handlingen hjælper os. Mensch siger: "Men Ængstelighed er faldet over mig. Er vi uværdige? Er Billedet (det billede af Kristus, som Mensch har fundet) os for farligt? Ja, det er for farligt. Stadig gælder, det er bedre, en dør for Folket, end hele Folket dør. Som de racerene Mænd dengang skreg mod dette Menneske, maa nu ogsaa vi - raab med, mine Herrer! -: Paa Korset med ham!" (Ege, side 53). Og så knuser Mensch potteskårsbilledet mod gulvet til Dorns store tilfredshed.

Knud Hansen skriver i sin ikke udkomne bog fra 1942, "Forkyndelsen i Kaj Munks Forfatterskab" om "Smeltediglen": "Hvis man spørger, hvad Munk egentlig vil sige med det og dermed mener: hvad vil han sige om forholdet mellem stat og menneske, om den videnskabelige erkendelse og menneskerettighederne, om nationalsocialismen og jødeforfølgelserne, om demokrati og diktatur, maa svaret blive: intetsomhelst. Det eneste, der interesserer ham, er det samme, som altid interesserer ham, nemlig menneskesindets heroisme og denne heroismes mulighed for at blive til i den enkelte. Hvorimod samfundet, folket, medmennesket faktisk ikke interesserer ham en tøddel og derfor heller ikke finder plads i hans dramatik" (Hans, side 40).

Som man kan forstå, er Knud Hansen ikke meget for heroisme, heller ikke for den form for heroisme, hvis man kan kalde det sådan, som Mensch fremviser lige bagefter. For bagefter siger han, at han nu har bragt sit folk sit offer. Men nu lever det billede, som han knuste, stærkt i hans hjerte, og dette billede får ham til at se, at han nu skylder menneskeheden en gestus. Og så bekender han, at han tager sin medhjælperske frk Schmidt til ægte, skønt hun er jødinde.

Dog må man altså indrømme Knud Hansen, at slutningen er dobbelttydig. Men det skyldes snarere, at Munk vil have for meget med.

Han har i slutningen af foregående akt ladet frk Schmidt fortælle om sine trængsler som jødinde, og hun siger om Mensch's afvisning af hende: "Og da saa det kom sig før, som jeg jo hele Tiden trods alle Haab og Drømme godt har vidst, at det maatte komme - da jeg hørte alle de Ord, jeg efterhaanden kan udenad, fra den Mund, jeg syntes, det maatte koste mig Livet at høre dem af, da døde jeg dog ikke. Nej, for I kan ikke dræbe mig mer. I taler om, at Tyskland har holdt ud mod en Verden i 4 Aar. Men jeg da? Jeg har holdt ud mod Verden i 4 Aartusinder. Slæb mig til Golgata, saa tit I vil, jeg rejser mig atter fra Døden og gaar ud til ny Lidelse. Uovervindelig. For Jehova er Livets Gud". (Ege, side 51). Her tager frk Schmidts person efterhånden skikkelse af Kristus selv, han, der jo også var jøde, og som vel kan siges at være bragt til Golgata mange århundreder igennem. Karakteristisk er det også, at da Mensch i næste akt knuser billedet mod gulvet, da er det frk Schmidt, der udstøder et skrig, og da alle rejser sig, hævder Munk i sin regibemærkning, at kun frk Schmidt ikke kan rejse sig.

Hvorfor ikke?

Fordi det er hende, der er blevet knust mod gulvets sten. Fordi hun er jøde, som Kristus var det, og derfor dræbes sammen med ham. Altså en handlingsgang modsat evangeliernes. Dengang var det jøderne, der ville være racerene og råbte "På korset med ham!" og de kristne med Kristus som den første, det gik ud over. Nu er det tyskerne, der rejser sig og råber, og jøderne, med frk Schmidt som eksempel, det går ud over.

Men det kan man jo så ikke nægte, og det er modsigelsen ved "Smeltediglen", at igennem denne handling anerkendes ikke blot fædrelandets sandhed fremfor den videnskabelige sandhed, men også det rigtige i jødeforfølgelserne. Og der er derfor noget usandt, noget dramatisk set fejlagtigt, ved Mensch's bemærkning, at han nu har bragt sit folk sit offer. Javist, hvis man tænker på billedet som udtryk for den videnskabelige sandhed, så har han ofret den for føreren. Men billedet er dog Kristus selv i Munks stykke; det er Kristus selv, der er blevet bragt til korset, og det kan vel ikke kaldes et offer fra Mensch's side?

Altså, Munk vil gabe over for meget og får derved gjort denne handling temmelig grumset.

Ikke desto mindre får jo altså Munk sagt noget med sin handlingsgang. Han får sagt, at det, Kristus kalder os til, (det, billedet bevæger Mensch til) er at blive menneskelige; han får sagt, at vi korsfæster Kristus gang på gang i menneskehedens historie, nemlig, når vi nægter at være mennesker og bliver udyr, men at den korsfæstede atter og atter genopstår iblandt os.

Dog kan altså det grumsede i handlingsgangen også skyldes, at Munk stadig har stor respekt for Hitler, at han vrider og vender sig for at finde noget acceptabelt eller undskyldeligt ved jødeforfølgelserne. Hvilket blot er umuligt for ham her i dramaets form.

Og på den måde får Knud Hansen ret: Munk vil virkelig ikke sige noget om jødeforfølgelserne eller forholdet mellem stat og menneske. Nej, men han er kommet i tvivl, og ligesom oldtiden rådspurgte oraklet i Delfi, sådan rådspørger han sit orakel: sit dramatiske talent. Og sandt nok, så må han bagefter have besvær med at tolke dette orakel, ligesom man jo forøvrigt også havde det med oraklet i Delfi. 

9. Undergiven Gud - som folk betragtet

Kaj Munk skriver i en artikel om Paulus, "Paul Tarse", fra 2-7 32 i Berlingske Aftenavis, om forholdet mellem lov og evangelium, at Paulus efter oplevelsen udenfor Damaskus aldrig fik sine øjnes fulde brug igen: "Men hans indre Blik saa ind i noget, som en Kollega af ham kaldte Frihedens fuldkomne Lov. Jesus, hvem han saa ihærdigt havde forfulgt, og som dog havde endt med at overrumple ham, havde med uimodsigelig Myndighed aabenbaret ham, at Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør. Aanden, det er Gud, Jesus' Gud; ved Jesus kan Menneskene blive Guds egne Børn, der faar hans, deres Fars, Sind i sig. Saa Farvel med alle Forsigtighedsregler og Straffebestemmelser, med alle Bud og Forordninger; indefra styres jeg nu, af Guds Sind i mit Sind; saa er jeg da fri, fuldkommen fri; ingen kan give Regler for andre; hvad der gælder for mig, gælder maaske ikke for dig. Aanden levendegør, dvs. baade Synden og Døden er overvundne. Guds Sind i mig giver Kraft til at kæmpe med dem begge, saa længe til Sejren er min". (Him, side 77).

Den oplevelse, Paulus havde udenfor Damaskus, kan ethvert menneske have i sit sind, i sit lønkammer. Og det er jo på sin vis let nok at sige farvel til alle love og forordninger, hvem vil ikke gerne være fri for dem? Noget vanskeligere er det at blive klar over, hvad da dette "Guds sind i mit sind" betyder. Jeg har nævnt, at Munk her var tilbøjelig til at gå Oxford-vejen: dvs til at mene, at Gud gav sine befalinger inde i det inderste af hvert menneskes sind, men at disse befalinger netop ikke var en ny lov, de kommer til mig i den fuldkomne frihed, og de kommer måske kun til mig, det kan jeg ikke vide. "Ingen kan give regler for andre". Måske du får helt andre opfordringer end jeg. Og hvordan alle disse opfordringer i det indre menneske kommer til at stemme overens, så der kommer rimelige handlinger ud af det, ja, det må jo virkelig blive den Guds hovedpine, der giver opfordringerne.

Vi er ikke vant til at tænke på den måde. Vi er ikke vant til den grad af løssluppenhed. Men som jeg før har gjort opmærksom på: Noget kunne tyde på, at sådan er det, Munk tænker om sagen.

I hvert fald bliver han jo igennem lang tid ved med at hævde, at pacifisten også har hørt Guds røst i sit indre. Og det han dèr har hørt, må så han kæmpe for, ofre sig for.

Men nægtes kan det jo ikke, at når problemet bliver, hvordan et folk som folk hører Guds ord, hvordan et folk lader sig påvirke, hvordan et folk hengiver sig til Gud, lader ham råde, retter sig efter ham, så må nødvendigvis denne mulighed for forskellige udgange fra lønkammeret tilsløres; så kan man ikke blive ved at regne med, at Gud er de mange vejes Gud; så går det ikke længer med den tanke, at han i det indre af mennesket kan sige ét til den ene og noget andet til den anden. Ikke just fordi Munk tænker så skrækkelig meget over det. Han er stadig de impulsive øjeblikkes digter og skribent og prædikant. Hvad der er bemærkelsesværdigt, er blot, at det indre, hvorfra han henter sin inspiration, er forunderlig helstøbt.

Omend det altså kan ændres undervejs. Endda næsten uden at Munk bemærker det.

Og ikke mindst sker det, når han går over fra at tale om og til den enkelte til at tale om og til folket. For der er jo det mærkelige ved hans teologi, at hvad der gælder den enkelte, også gælder folket som sådant; det er, som kan folket som folk have et gudsforhold, opnå Guds velsignelse, nedkalde Guds vrede over sig, angre, så Gud igen vil have med det at gøre. Ja, ikke blot er det, "som om", for Munk er det en reel virkelighed; sådan handler Gud med os. Du er lunken, derfor vil jeg udspy dig af min mund, dette gælder ikke blot enkeltindivider, det gælder (som i Ny Testamente) menigheder, folk.

Men taler man sådan om folket, så må jo på én eller anden måde Gud tale til folket som en helhed; så må den tanke forlades, at Gud kan sige ét til én og noget andet til en anden i hjertets lønkammer. Men hvilken tanke der så træder i stedet, ja, det er det lidt svært at blive klar over.

Hør, hvordan han omtaler det finske folks kamp: "Det finske Folk følte det, som om Gud krævede af det, at det for sin Friheds Skyld, den, han havde givet det, tog sig Krigens uhyrlige Lidelse paa. Ellers var det ikke hans Gave værd." (Paaske for Finland, Nationaltidende 15-3 1940; Borg, side 156). Hvordan føler et folk sådan noget? Er det andet end en talemåde? Og dog, på det finske folks gerninger lader sig dog ét og andet erkende, omend måske mange i dette folk ville give andre begrundelser end dem, Munk her fremfører.

Eller lad os se på den artikel, som før blev citeret (her side 100): "Giv Agt! Nu gælder det -"! Her stillede Munk os danskere overfor den tyske trussel og spurgte, hvad vi nu skulle gøre, så længe vi må regne med den. Svaret lød: "Vi skal for det første tro paa Gud. D.v.s. lade være med at tro paa Verden. Ikke lade os friste til Nervøsitet og ikke forfalde til Selvopgivelse under det knugende Indtryk af Tysklands overvældende Magt" (Him, side 247). Dette at tro på Gud er altså at regne med, at vi har fået vort land som gave, men at denne gave fører med sig, at vi er villige til at tage krigens uhyrlige lidelser på os, om vi vil vise os gaven værdig. Vi kan tage vor besiddelse af Danmark som en selvfølge, og vi kan tage den som en Guds gave. I det første tilfælde er der ingen grund til at takke, heller ingen grund til at forsvare landet, i hvert fald ikke mere end højst nødvendigt, ingen grund heller til at regne med landets stadige beståen, for det består kun i kraft af stormagternes uenighed. I det andet tilfælde er der grund til at takke, grund til at glæde sig, grund til at juble over skønheden og værdierne, også de historiske, i det land, der blev vort; men altså i samme åndedrag grund til at kæmpe for at bevare landet, grund til at befæste grænsen, grund til at regne med, at en sådan kamp måske for mange af os danskere vil betyde døden, men dog for folket overlevelse og vel at mærke overlevelse med æren i behold.

Javel, kan man sige, men i 38, hvor Munk skriver dette, har vi jo opgivet os selv under det knugende indtryk af Tysklands overvældende magt. Vort forsvar var ikke stort, man diskuterede småtterier partierne imellem, men befæste grænsen, som Munk foreslog det lidt senere i denne artikel, det faldt ingen ind, man ville da ikke udæske Tyskland. Jeg véd ikke, om man skal kalde de radikale særlig gudløse, men deres forsvarspolitiske målsætning "hvad kan det nytte?" havde bidt sig fast i det danske folk. Og den gudstro, som Munk anbefaler os at indtage, ja, den går jo netop ud på, at vi ikke skal forfalde til den selvopgivelse, der på forhånd siger: "Hvad kan det nytte?"

Denne hvad-kan-det-nytte-politik vender Munk sig gentagne gange imod, dog uden direkte at nævne den ved navn. Men han bruger to slags argumenter, han vender sig imod den med henvisning til kristentroen, og han er imod den under henvisning til almindelig sund fornuft.

Se bare lidt senere i denne artikel! Her mener han, at vi ikke skal sige til tyskerne, hvor meget vi agter at slå fra os i tilfælde af angreb, i stedet skal vi udføre handlinger, der antyder vor forsvarsvilje. "Den tydeligste Maade, vi kan antyde dette paa, er ved at befæste vor Grænse, som om vi var Belgiere. "Vi kan ikke føre Krig mod Tyskland", siges der. Men jeg siger jo. Det var Belgien, der vandt Verdenskrigen. Belgien alene, saa sandt som Tyskland havde vundet den, hvis Belgien godvillig havde lagt sig paa Blokken". (Him, side 248). Dette er et rent logisk argument, som tilhængerne af hvad-kan-det-nytte-politikken som regel overser. Jo stærkere vi ruster os, jo mere vi viser andre vor forsvarsvilje, des mere vil disse andre betænke sig på at angribe, og om de endelig angriber, så må de sætte des større styrker ind. "Logisk" kalder jeg argumentet, men tillige er det jo "psykologisk", for i krig har psykologiske argumenter stor vægt.

Det samme argument nævner Munk i skuespillet "Niels Ebbesen", skrevet sommeren 1940, altså efter 9. april. Når Niels Ebbesen mistrøstigt spørger, om han kunne have slået grev Gert, så svarer fader Lorents: "Nej, men I kunde give et Exempel. Naar een Mand rejser sig, saa rejser flere sig. Til sidst staar de alle op. Lad ham rykke frem mod Ribe og indtage Ribe, med svære Tab gaa til Kolding og kæmpe sig Staden til, trænge sig frem til Skanderborg, lægge sig foran Aarhus og blodigt storme den, slæbe sig op til Randers og ogsaa naa derind - saa har han forblødt sig, færdig, skovl Jord paa ham. Ikke I, men Jert Exempel kunde have besejret den Onde" (Ege, side 244). Nuvel, argumentet mangler noget, sådan rent militærteknisk set, det mangler at tage hensyn til timingen, for netop tidsfaktoren spiller en overmåde stor rolle i al krigsførelse, og det kunne tænkes, at grev Gert trods disse enkeltbyers modstand kunne vinde på tid, dvs det kunne tænkes, at han, hvis han selv fik lov at bestemme tidspunktet for sit angreb på de enkelte byer, kunne komme så meget til kræfter mellem hver operation, at han kunne sejre til sidst; det kunne altså tænkes, at det ville være nødvendigt for de forskellige byer at koordinere deres indsats overfor den indtrængende fjende. Men bortset fra denne militærtekniske detaille er argumentet dog ret slagkraftigt.

Imidlertid nævner Munk i artiklen fra 38 også et andet argument. Dette argument er det kristelige, at man, om man af Gud får en gave, må vise sig denne gave værdig; eller, som han siger det her, at Kristus jo siger, at den, der vil bjerge sit liv, skal miste det. Hvis vi altså ikke viser os villige til at dø for det, vi har kært, hvis vi bare lader stå til, hvis vi bliver ved med at sige, at "det går sgu nok", så viser vi os uværdige til Guds tillid. Dette argument ender et lidt andet sted end det forrige. Det ender nemlig der, hvor Munk siger, at der under alle omstændigheder skal kæmpes, at selve dette at ofre sig for sit land, uanset de militærtekniske overvejelser, uanset om det fører til noget, set fra verdens synspunkt, er et kristeligt gode. Det er antydet i artiklen fra 38, hvor Munk siger: "Under alle Omstændigheder maa der være den Vilje hos os, at kan vi ikke kæmpe, saa kan vi i hvert fald dø. Dø, for at vore Børn kan leve. Leve paa Dansk, som vi har faaet Lov til det." (Him, side 248). Men også kun antydet; for det bliver jo ikke klart, om dette at leve på dansk er ensbetydende med, at Danmark er bevaret, eller det "kun" er ensbetydende med, at Danmarks ære er bevaret, fordi nogen ofrede livet for landet.

Munk kommer lidt nærmere ind på det for Finlands vedkommende efter vinterkrigens ophør 1940. Her siger han: "Ulykkelige Finland, vi lykønsker díg med den Gave og ære at være en af Herrens Udvalgte. Lad ingen indbilde dig, at dine Drenges Blod er strømmet forgæves, og at dit Land er segnet under Rædslen nyttesløst. "Hun gjorde, hvad hun kunde", med de Ord slog Herren en fattig Kvinde til Ridder for Tid og Evighed. For Tid og Evighed skal ogsaa de Ord gælde for dig: Du gjorde, hvad du kunde. Ene staar du i Dag, men ogsaa ene som Riddersmand blandt Europas Nationer. Hellere være hos dig med Nederlaget end hos din Fjende med Sejren". (Dagen, side 145). Her er der ingen tanke på, om det nu også virkelig nyttede noget at ofre sine drenges blod, her står kun det tilbage, at Finland gjorde sin pligt. Og "at gøre sin pligt", det vil jo sige at gøre sin pligt overfor Gud, og det vil igen sige: at gøre hvad samvittigheden byder én.

Og så er altså Kaj Munks "lønkammerteologi" i fuld gang med at ændre sig. Så er vi derhenne, hvor der ikke længer er tale om at modtage tegn fra Gud, tegn, der på behørig vis skal tydes og tolkes, tegn, der i sig gemmer bekræftelse på noget, man aner, eller advarsler mod noget, man frygter. Så er der ikke længer tale om, at Gud vil noget specielt med den enkelte, som han ikke vil med andre enkelte. Så står det ikke længer sådan til, at Gud giver formaninger i både øst og vest, og lader teologer sidde og grublisere over, hvordan nu disse formaninger lader sig forlige med hinanden, ligeglad med al logik. Nej, stadig er det sandt, at Gud lægger sit sind ind i vort, så vi kommer til at ville det, han vil. Men det, han vil, det er (og det er i nogen grad imod Munks "gamle teologi") loven, nu blot ikke længer som et skrækindjagende regelsæt: Om du ikke handler efter loven, så overgår dig al landsens ulykker, men som en frigørende opfordring: Om du handler efter loven, så lykkes livet for dig, også om du dør.

Munk er i gang med at blive en god lutheraner.

Den inspirationens indre stemme, han hidtil havde lyttet til, den Helligåndens røst, han havde hørt derinde i det inderste af sig selv, den lønkammerets Gud, der på en for ham selv uforståelig måde gav sig til kende med formaninger og overbevisninger, han gav sig nu mere og mere til kende som den naturlige lovs Gud, som den skabergud, der ikke havde ladt sin verden være uden vidnesbyrd om sig, som den Gud, der taler igennem de tanker, der angriber og forsvarer menneskers handlinger, som den Gud, der står bag samvittighedens sikre overbevisning om, hvad ret er.

Man kan også sige, at Munk bliver klar over, at den naturlige lov netop er naturlig, dvs livet former sig rigt og godt for den, der tager sig denne naturlige lov til hjerte. Det kommer frem i en prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger over brylluppet i Kana, hvor Munk taler om, at landsbyfolk trofast holder sammen livet igennem, "fordi det er deres Guds Vilje, d.v.s. det eneste naturlige". (Svæ, side 122). Senere i den samme prædiken giver han en lang skildring af det gamle sunde kristne ægteskab (kursiveringen er min), og siger dèr: "Og hvor var det smukt at se et gammelt, værdigt, prøvet og lutret ægtepar. De havde elsket hinanden ungt og hedt, havde følt Blodets Baal blive til Emmer og Trofasthedens Arneild tænde sig som dets Afløser, de havde haft Sammenstød og været bitre paa hinanden, maaske ogsaa svigtet hinanden og saa fundet sammen igen. Nu var Kanter slebet af, Tilpasning havde fundet Sted, de var begyndt at ligne hinanden ogsaa i det udvortes. Og Børnene kom paa Besøg, og Hjemmet var endnu deres Livs faste Borg, og Børnebørnene larmede ind og blev strax uvilkaarligt lidt stille og højtidsfulde, og saa var det dog søde Bedstemor og Bedstefar, og de to Gamle selv - ja, naar de var alene, kunde de sidde med hinanden i Haanden og tænke: Han har gemt den bedste Vin til os til sidst" (Svæ, side 125).

En sådan skildring ville Søren Kierkegaard kalde æstetisk. Men det er netop det fine ved det, at i et sådant ægtepar falder det æstetiske og det etiske sammen (som Kierkegaard iøvrigt lader sin pseudonym Assessor Wilhelm sige det). Den naturlige lov, der byder dem at holde sammen trods pletvise uenigheder, er netop naturlig, og ved at efterleve den, opnår man, at livet lykkes. Og det udtrykker Munk fint gennem sin skildring. Her er intet problem om, hvorvidt mon Gud kunne have skabt et kærlighedsforhold mellem én af de to og en tredie, hvordan parret skulle have tacklet det problem, hvorvidt det skulle have ført til opløsning af deres ellers lykkelige ægteskab eller hvad det skulle have ført til, nej, her er kun den rene og skære og naturlige kærlighed.

Denne kærlighed, mener Munk i omtalte prædiken, skal helliges. Derfor holder vi vielse, derfor søger vi til Guds hus med forbindelsen mellem de to, derfor er den rene og skære kontrakt mellem de to (som den f.eks. indgås på rådhuset) ikke nok. Munk giver udtryk for hellighedens nødvendighed ved at fortælle om netop ægteparret fra Kana, der ved sit bryllup havde fået vand forvandlet til vin. "Hvordan mon det gik det Brudepar i Kana sidenhen? Jo, de blev naturligvis ved at se hinanden dybt ind i Øjnene, og Kyssene smagte lige saa friske paa Sølvbryllupsdagen som det kvarte Aarhundrede før. De gjorde Pokker, gjorde de. Hvem ved, om hun ikke er blevet lidt lad med Aarene (for hvad? slap Vinen op, saa var det jo da sket engang før, at der kom noget nyt af sig selv!) Og maaske han fik Hang til at pimpe en Smule (for den havde jo smagt svært godt, den sidste Forsyning paa Bryllupsaftenen) og saa blev der jo Ballade i Hjemmet. Vilde de så rende fra hinanden? Maaske de har truet med det. Men de vidste udmærket, at det var ganske udelukket. Hvorfor var det udelukket? Fordi - ja, fordi de hørte jo hinanden til. Der laa en Flaske nede i Kælderen af Jesu Bryg, og den skulde de tømme i Fællesskab. Og naar de havde været allermest Uvenner, saa fik de Flasken op, og hun skænkede en Snaps for sig og en for ham, og saa klinkede de og drak og sagde Ah og sad lidt og snakkede med hinanden, og saa var den Nat gaaet lige paa et Kvarter. Hvad var det, den Vin smagte af? De kunde ikke hitte ud af det. Men jeg ved det godt. Den smagte af Hellighed. Der var noget helligt ved deres ægteskab. Jesus havde været til Stede, den Aften det blev stiftet, og givet dem sin Vin. Der er ikke noget, der binder som det hellige". (Svæ, side 123).

Nogen vil måske blive forarget og sige, at det er da for lidt. Man kan da ikke sådan reducere Gud til kun at stå bag det, vi dog kan sige os selv, til at være samvittighedens bagmand, til at være vore sociale ordningers vedligeholder. Og ser man ikke tydeligt reduktionen her? Hvad er dette andet end det mest naturlige af alt? Hvad ligger der andet i dette end at det er godt at følge almindelig borgerlig moral? Og noget sådant må da kristendommen ikke lade sig mure inde i.

Ikke desto mindre er det jo præcist, hvad Munk gør her (og hvad jeg er fuldkommen enig med ham i). Men at dette er identisk med almindelig borgerlig moral, endda måske spidsborgerlig moral, det er nu forkert. Den borgerlige moral gør sine gode gerninger for ikke at falde udenfor, den kristne gør dem for i én gerning at fuldbyrde sin pligt og at få livet til at lykkes for sig selv og sin næste.

Andre vil sige, at sålænge der er den slags ekstragevinster knyttet til det at lyde Guds ord, som at man får sit liv til at lykkes, så kan det ikke være Guds ord. Og bevares, det lyder jo meget højt og smukt. Det er ligeså højt og smukt som katolikkernes eller sværmernes idealer på Luthers tid. Men Luther fastholdt dog ligefuldt, at den kristnes liv var et liv i kald og stand, og den kristne forkyndelse lod han påtage sig den ydmyge opgave at gøre dette liv fuldkomment.

Og man kunne vel godt sige, at der ligger en opgave for os teologer dèr. Munk giver en skildring af den tids ægteskabsopfattelse, som lyder næsten nutidig: "Sandheden er jo den, at for moderne Mennesker er ægteskabet ikke længer den livsvarige Forbindelse. Nu flytter man sammen, og saa ser vi, hvordan det gaar. En skamløs Slægt vandrer paa vore Gader. Det hellige i Livet er kasseret, det gaadefulde ligger udkrammet og illustreret paa enhver Boghandlerdisk, det intime er slaaet op paa Indersiden af Kafédørene, alle ved om alle, hvordan de er i en Seng. Luxus, moderne Bekvemmeligheder, Barnløshed har gjort Husfruens Hænder og Sjæl ledige, og da Livet skal bruges til noget, nu man, uvist af hvilken Grund, har faaet det prakket paa, saa kan man jo gaa paa den spændende Jagt efter en større eller dog anden Varme end Centralfyrets derhjemme". (Svæ, side 124). Og når han skildrer fremtiden med respekt for kristendommen genvundet, så får nutiden indirekte et hak i tuden: "Bitre Kvinder sad ikke hen med officielt Kassationsstempel paa deres Legeme, Mænd løb ikke grassat for at finde en ny Kone at tage til Takke med som Hævn over den gamle, der var stukket af fra dem, Børn drev ikke rodløse rundt som Ofre for Skalpejagt". (Svæ, side 125).

Ren og skær moralprædiken, vil man måske sige, som vi kristne prædikanter skulle holde os for gode til at indlade os på. Og det er klart, at har mange af vor kirkes prædikanter den holdning til tingene, så kommer ægteskaberne jo til mere eller mindre at klare sig selv, så kommer mennesker til at mangle forståelsen for, at vil de opleve alderdommens glæder sammen med deres ægtefælle, ja, så må de altså først gennemleve både ungdommens og manddommens glæder og sorger med hinanden, ellers bliver de jo ikke gamle sammen. Og det kan dog godt siges uden løftede pegefingre, for der er ikke tale om moralprædiken, blot om at fastholde den naturlige lov som naturlig.

Det, der nu skal undersøges, er, om man kan finde ud af, hvad den naturlige lov siger ikke som her på ægteskabets område, men på samfundslivets område. Det er jo ikke mindst dèr, Munks formaninger træder til i tiden efter 9. april. Efter den tid bliver han ikke træt af at opfordre til kristendom, javist, men ikke en hængemulet eller indadvendt kristendom, nej, en kristendom, der viser sig i handling; i en samfundsmæssig god handling; i en korrekt holdning overfor besættelsesmagten; i en sand og ægte politik i forholdet mellem rige og fattige. Men kan kristendommen virkelig på den måde spændes for folkelighedens vogn? Kan der tales om kristendom i den sammenhæng?

Eller, for at tage munden fuld lige med det samme: Spørgsmålet er, om Jesu påstand om, at den, der vil bjerge sit liv, mister det, har almenmenneskelig gyldighed, eller den kun gælder for kristne. Det mærkelige er nemlig her, at Munk påstår ordets almenmenneskelige gyldighed. Vi så det i artiklen "Giv Agt! Nu gælder det -" hvor Munk hævder, at vi kan lære af det kristne evangelium at være rede til at dø. Men dette at være rede til at dø har en rent menneskelig betydning; det betyder, at vi må forsvare os; det betyder, at vi opnår, at vore børn kan leve på dansk, osv. Og så rejser sig jo det spørgsmål: Jamen, har Jesus da her skærpet den naturlige lov? Man kan vel sige, at Jesus i sin fastholdelse af ægteskabets livsvarighed har skærpet den naturlige lov, har udlagt den strengere end normalt på hans tid. Men kan man sige noget tilsvarende her om kravet om at være villig til at dø?

Munk siger det jo ikke. Han taler i det hele taget ikke om den naturlige lov. Men, kan man føje til: Han bruger den bare, han forudsætter den bare, han regner bare med den uden at give den navn af naturlig lov. Men han behandler denne sætning, som om den er en tilspidset udgave af den naturlige lov, som om det er noget, der gælder for alle mennesker, som om det er en almengyldig regel. Se bare, hvad han siger i et digt om de sønderjyder, der mistede livet under Første Verdenskrig: "Loven for hver, der elsker, er denne: Dig selv fornægt./ Landet maa dø, om ikke det fødes af hver ny Slægt./ Mødre maa føde med Smerte og somme af dem maa dø./ Men Livet gror kun af Dødens og Lidelsens hellige Frø". (Him, side 185). Her er der ikke tale om specielle kristelige forhold; her er der tale om folkelivet i bred almindelighed.

Dette, at kravet om at dø for det, man har kært, er en del af den naturlige lov, kan imidlertid også vises på anden måde. Men da må vi først se på Munks "lønkammerteologi" igen. 
 

10. Lønkammerteologien

Jeg har før været inde på den mystiske oplevelse, der lå til grund for al Munks teologi. Dengang var min påstand den, at Munk dèr i grundoplevelsen fik besked om, hvad han sådan rent konkret skulle gøre fra dag til dag; eller, mere beskedent, han ville gerne, at han på den måde kunne få besked om sine gerninger, specielt om, hvorvidt han skulle forblive præst eller nøjes med at være digter. Men en tydelig afklaring på det spørgsmål fik han ikke. Et klart svar fra Gud blev ham ikke beskåret.

Hvad er det egentlig, han oplever i sit lønkammer?

Han har faktisk givet enkelte anvisninger på det. Han skriver således til en ven (ifølge Nøjgaard) følgende: "Kristen vil jeg være. Dermed er sagt, at jeg ikke er det. Lad mig sige kort, næsten kynisk: Min Tro er kun en Viljessag, din kun en Autoritetssag ... Men som sagt: Kristen vil, vil, vil jeg være. Skønt hele min Natur strider derimod". (Nøjg, side 60). Og dette udsagn svarer til mange andre, hvoraf det fremgår, at egentlig er det, der taler for troen, ligestillet med det, der taler imod troen; en intellektuel afgørelse kan ikke træffes, det ene er ikke mere rationelt end det andet. Og blandt andet derfor er det jo, han her forsøger sig med viljen. Blot tænker han jo ikke på, at man for viljens vedkommende kan spørge bagud: hvorfor vil netop han være kristen? og få til svar, at det skyldes hans kristne påvirkning i barndommen, skyldes hans bundethed til moderen, osv.

Dette er skrevet i 1917. Der er imidlertid fra den periode andre vidnesbyrd om, hvorvidt det er viljen eller noget andet, der bestemmer hans kristendom.

Det er Drewsen Christensen, der gengiver et brev, skrevet til en skolekammerat. Deri siger Munk bl.a.: "Kære Ragnhild, hvem holder vi mest af? Aah, jeg ved det ikke. De begavede, de smukke, de stærke. Ja, Ja, Ja. Men et virkeligt godt Menneske, et Menneske, der kan det svære: at tilgive - Murersvend eller Professor - HAM. Denne eventuelt sindsyge Mand har jeg formedelst mit Hjertes Valg og 4000 Kr. aarlig fast paataget mig at tjene. Jeg gør det ved at prædike i Kirken over det Ord, som var det sidste, gl. Johannes var i Stand til at lalle, og som han lallede til det sidste: Elsker hverandre. Ved at tilse, at Børnene i Skolen undervises energisk og forstaaende, ved at hjælpe de unge til Fortrydelse og Retten sig, naar de laver for store Basseraller, ved at gaa ud og bede Aftenbøn med Folkene i Gaardene og Husene, saa de faar Livsmod og Lyst til, hvad godt er, Flid, Omtanke i Opdragelse, Hensynsfuldhed overfor Tyende, Taknemmelighed overfor ægteskabet, ved at styrke de svage, de lidende, de gamle, med Sakramentet og Evangeliet om den algode Far i det høje, der holder Kraftens og Livets Frugt i sin Haand. Saadan tjener jeg Jesus og - mit Land. Jeg undser mig ikke ved at tage 4000 Kr. af min Konges Haand for det Stykke Arbejde. Thi Arbejderen er sin Løn værd. Maaske tager jeg fejl. Maaske er det ligegyldigt, om Børnene lærer eller ikke, og om Mennesker er raa eller menneskelige, om de gamle faar den Trøst eller ej. Maaske. Men tager jeg fejl - bedrager jeg mig selv ved at være "troende", nu, saa er det et godt Bedrag. Hvis jeg nu var Fritænker, og det var fejl, da var det et grimt Bedrag. Tro, Haab, Kærlighed, disse tre er Ingredienser for Livet. Saa selv om Galningen fra Nazareth tog fejl, selv om, saa havde han maaske dog Ret, dybest set Ret, Livets Ret. Og tog han ikke fejl, faar han jo Ret, baade dybest set og højest set. Det, jeg har skrevet her, er ikke absolut rigtig, men lige saa rigtig som det modsatte. Altsaa et Standpunkt værd". (Drew2, side 50f).

Og allerede her træder såmænd den naturlige lov i funktion. Hvordan det? Jo, for Munk er jo ikke ærlig, når han siger, at måske er det ligegyldigt, om mennesker er rå eller menneskelige; den sætning tager han aldrig, heller ikke her, for fuldt pålydende. Han véd så sikkert som amen i kirken, at et menneskeligt menneske er bedre end et menneske, der lader sin rå natur styre sig. Og han afslører det i brevet. Han trøster sig med, at selv om den kristendom, han praktiserer, er et bedrag, så er den i hvert fald et godt bedrag; og "godt" er det, netop fordi et menneskeligt menneske er bedre end et råt. Og den værdiangivelse, der ligger gemt i en sådan udtalelse, stammer fra den naturlige lov, fra det, som Hegel (og Kierkegaard) kalder "det almene".

Blot erkendes den jo ikke på dette tidspunkt (og heller ikke senere, forøvrigt, Munk var ikke teolog og blev ikke teolog i den forstand) som noget, der udspringer af den naturlige lov. Og derfor får Munk sit hyr med at bearbejde "det almene", hans åbenlyse teologi kender jo ikke til noget af den slags; den opererer "kun" med en Guds stemme, som man åbner sig for, når den taler i det indre. Den opererer med en inspiration, der driver ham fremad, for sådan oplever han det, når han skriver sine skuespil, og denne inspiration mener han stammer fra Gud. Men at det skulle være samvittigheden, der gør sig gældende, det falder ham ikke ind. Og dog er det det, der sker i årene omkring 1940. Jeg skal prøve at vise det på én af de taler, han holdt i 1940, nemlig talen i Fyns Forum den 4-11: "Hvor er Gud?"

Han begynder med at sige, at i vore dage har djævelens tilværelse nærmest bevist sig selv; de gamle kalkmaleriers fremstillinger af djævelen, som man tidligere anså for overtro, mente var noget, der tilhørte en mørk og uvidende fortid, dem kan man nu se sandheden i. Men, spørger man så, Gud, hvor er Gud?

Ja, siger Munk så, dette spørgsmål kan egentlig ikke stilles. Det er Gud, der har ret til at spørge os, hvor vi er, ikke os, der har ret til at stille Gud til ansvar. Vi må ikke forveksle Gud og Falck. Og selv dette, at den kristne menighed af Jesus har fået lov at kalde Gud sin far, ændrer ikke på det forhold, at Gud stadig er Gud, højt ophøjet over alle mennesketanker. Dog tør et menneske nærme sig Gud i bønnen. Og beder et menneske i Jesu navn, har han underordnet sig selv under Gud. Og så kan der i bønnen komme overvejelser over, hvor da Gud er.

Her svarer Munk: "Gud er i Stuen her, hvor jeg beder. Gud er i Verden, hvor der lides og kæmpes. Han er i Himlen paa Stjernetronen, hvor de Tusinder af Engle og Helgener synger ham deres Lovsang i Salighed. Men han er ogsaa her, i denne latterlige Afkrog af Verdensrummet, i denne Forgaard til Helvede, midt i den Verden, som han har skabt, og som trods alt aldrig er ophørt at være hans. Jamen, hvor er han da? Jeg kan svare dig: i sit Ord, som det findes i Jesu Person, saadan som vi kender Jesus ikke fra døde Bogstaver, men som han lever i Menigheden. Jeg kan svare dig: i Sakramentet, naar du tror paa hans Ord og bøjer dig for Gaaden i Brødet og Vinen. Men helst vil jeg svare dig: Gud er i mit Sind. I den Kraft, jeg aldrig kan blive kvit, i det Krav, der godtgør sig som noget større end sig selv, i den Naade, der gør Livet, det vanskelige onde Liv, saa rigt, at jeg ikke kan andet end takke. Var jeg Filosof, vilde jeg sige, at Gud var selve det Godes aktive Princip. Men jeg er ikke Filosof. Gamle Kroman har lært mig, da jeg gik til Filosofikum, at den, der siger Princip, giver hermed Udtryk for, at han ikke selv ved, hvad han mener. Jeg er ikke Filosof. Jeg er troende. For mig er Gud derfor den Stemme, der spørger mig: Hvor er du? Hvor det Spørgsmaal stilles mig, der aner jeg Gud". (Dagen, 206). Der er to slags mennesker til, fortsætter Munk, de, der kun tror på sig selv og det, deres fornuft siger dem, som mener, livets gåde løser sig ved at være smart og skyde papegøjen, og så dem, der føler sig som tjenere for noget; det er dog de sidste, der svarer på Guds: Hvor er du? også om de svigter dette svar i deres gerninger gang på gang. Men til slut applicerer Munk denne opfattelse på hver enkelt: "Jeg har hidtil talt i Almindelighed. Jeg vil slutte dette Afsnit af Talen med at gøre op: Jorden er den store Valplads for den i Tiden evige Kamp mellem det Onde og det Gode. Gud er den, der spørger dig: hvor staar du. I alle Dagliglivets Foreteelser rammer hans Spørgsmaal dig: hvordan er du i din Forretning, hvordan i dit Hjem, hvordan over for dem i dit Brød, over for de Arbejdsløse, i dine Tanker? Hvad enten du er Hestehandler eller et Riges Diktator, er Gud den, der spørger dig: hvor staar du i Kampen mellem det Onde og det Gode? er du med til at hjælpe nedad eller opad?" (Dagen, side 207).

Her er Gud sat op som den, der står bag moralen, intet mere. Her ses mennesket som Guds medkæmper mod djævelen, eller som djævelens medkæmper mod Gud. Og vil nogen sige, at dette da står i modsætning til det, Munk tidligere har sagt, om Guds ord som det, der brød alle principper i stykker, om åbenbaringen fra Gud, der satte et menneske i direkte kontakt med Gud, så det blev fri for al logik og alle lovbestemmelser og alle snærende regler, så er det sådan set sandt nok. Munk vil stadig mene, at han lader sin teologi hente kraft fra dette menneskets lønkammermøde med Gud, men det er nu ikke længer den irrationelle Gud, man møder dèr, det er ikke mere sådan, at man får besked om snart ét, snart det modsatte, nej, nu er der (omsider) samling på tingene, nu er det, der møder én i lønkammeret samvittighedens tale, "det almenes" røst, den naturlige lov i sin mest tilspidsede form. Og det er netop det, der gør Munks teologi spændende. For dette er netop god, solid, luthersk teologi, men, indrømmet, en luthersk teologi, som ikke havde samtidens bevågenhed. Hvem vovede dengang (og hvem vover idag, for så vidt) at gøre hele teologiens tale til et spørgsmål om godt og ondt? hvem vover at tale så ligeud, at det hele så let som ingenting kan reduceres til et spørgsmål om moral? hvem vover at sige, at den Gud, du møder i lønkammeret, er en Gud, der kræver noget af dig, kræver dig på den plads, hvor du står i dit arbejde, kræver dig i dit lands kamp for sin ære?

Også det sidste, ja. Ligesom enkeltmennesket ikke får lov til at nøjes med at spille en rolle, det skal faktisk være sig selv, Gud ønsker det som en del af fællesskabet med netop det ansigt, det har, sådan skal folket heller ikke krybe i et musehul, forsøge at gøre sig anderledes, end det er, prøve at eftergøre erobrerne alle deres falbelader, nej, det skal være sig selv midt iblandt de andre folk, Gud ønsker, at netop dette folks røst skal lyde, ægte og helt igennem sig selv.

Nøjgaard har fremhævet, at det væsentlige for Munk er kaldsbevidstheden. Jeg har taget dette begrebs teologiske modsvar op til behandling, søgt at vise, hvordan Munk ikke kunne forliges med hverken dette at være præst eller dette at være digter og derfor blev begge dele. Men usikker blev han ved med at være. Ja, bortset måske fra perioden efter 9. april. 

Nøjgaard fortæller om et besøg, han gjorde i Vedersø i 1943; Munk og han gerådede i diskussion om, hvilken stilling man som dansk burde indtage i den nuværende situation. Men besynderlig nok løb Munk gang på gang tør for argumenter, hvilket aldrig plejede at ske. Vel hjemkommen modtog Nøjgaard et brev fra Munk, hvor der bl.a. stod: "Alt var, synes jeg, som det skulde være; kun eet tilgiver jeg besværligt mig selv, at jeg tog dig alvorlig hin første Aften. Jeg for min Part trænger ikke til at klare mig min Stilling-tagen, hverken dialektisk eller paa nogen anden Maade. Jeg er saa afgjort som en 17- eller 90-årig". Og Nøjgaard føjer til: "Her gav han jo selv Forklaringen: Han havde fattet sin Beslutning og valgt sin Vej, hvilket for ham betød det samme som at skære alle Argumenter af. Det var ikke i Kraft af Fornuften, han havde bestemt sig, tværtimod i en vis Forstand paa Trods af den. Fra Ungdommen stod det fast for ham, at Handling ikke er en Videnssag, men en Viljessag, og at der ikke fandtes det Standpunkt, hvoroverfor man ikke med nøjagtig samme Ret kunde gøre de stik modsatte Argumenter gældende. Nu var han slaaet ind paa Handlingens Vej, følgende Hjertets, Samvittighedens Stemme, den vilde han ikke have svækket af de Betænkeligheder, som Fornuftovervejelser nødvendigvis maatte føre til. Terningerne var kastede. Dialektikkens Dage var ude. Han var samlet. De onde Aar havde modnet ham i den Forstand, at de havde skænket ham Syn for, hvor "Golgatha, det lille private" laa". (Nøjg, side 396).

Jeg har hidtil vist, mener jeg da, hvordan det bestemmende i lønkammeret ændrede sig, så det mere og mere blev samvittigheden, der tog over, i stedet for tilfældige indskydelser og varsler. Det svarer ikke helt til Munks ungdomssynspunkt, at handling er en viljessag, snarere kan man sige, at viljen er bundet af samvittigheden; men Munk mærker nok ikke så meget forskellen (der jo også er hårfin); han mærker derimod det andet, som Nøjgaard gør opmærksom på: samletheden om beslutningen.

Og det er det sidste, jeg skal vise i dette afsnit: hvad samlethed er, hvordan den på besynderlig måde kan være livsopfyldelse, selv om den konkrete handling går ud på at sætte livet på spil.

Jeg vil gøre det ud fra den første af de "Tre Prædikener", som Munk udgav mere eller mindre illegalt i 1943, den om Johannes Døber, der ligeud sagde til Herodes, at han levede i hor. Her hedder det: "Johannes Døberen var et Menneske af Kød og Blod. Kød er et Stof med Nerver, og Blodet vil helst blive inde i Legemet, hvor det nu engang er vant til at færdes. Disciplene, der holdt af Johannes, raadede ham til Forsigtighed, og de var ikke de eneste. Hans eget Kød og Blod har ogsaa advaret ham: "Herodes er en mægtig Mand lige i Øjeblikket. Tidens Fylde er ikke inde til at pille ved ham; vent, til hans Aktier er i Dalen hos Folket, eller han ved en eller anden Kluntethed kommer Romerne paa tværs; Sandheden lider ikke under at blive gemt, den blev dog ved at være Sandhed; i det givne Sekund kan du træde frem i hele din profetiske Vælde og vælte den Vogn, der hælder". Men Johannes var ikke bare en Mand af Kød og Blod. Han var af Aand tillige. Af Guds Aand. Af Sandhedens Aand. Derfor troede han ikke en Døjt paa den Opfindelse, der hedder Sandheden som Hermetik. Der kom en Dag, da han følte: Nu er Tiden inde! nu er Sandheden kommen til mig og forlanger at bæres over Vadestedet. Troligt har hans Hjerte hamret bag hans haarede Bryst og Tungen klæbet til Ganen. Men inde i dette hamrende Hjerte har der været en stor Fred: "nu taler jeg, som jeg bør tale, nu staar jeg i mit Kald, nu handler jeg menneskeværdigt". Ja, i hans ufredsomspændte Hjerte har der været en stor Fred. Den gav hans Tunge Kraft til at løsne sig fra Ganen og sige de faa Ord, der var nok: Det er dig ikke tilladt at have hende. "Fred være med dig" er Kirkens Hilsen; vor Salmebog synger om den Guds-Fred, der er mer end Englevagt; og hver Søndag løfter vi Præster vore Hænder foran Alteret og breder dem ud over Menigheden (altsammen for at gøre det saa virkningsfuldt som muligt): Herren løfte sig Ansigt paa dig og give dig Fred! Det er en gruelig Vildfarelse at tro, at dette "Fred" betyder Farvel og Levvel og Sovvel og Ha' det rart og Gud sørge for, at du altid har Galocher til Snesjap! Nej, Gudsfred betyder, at Sjælen er i Balance, fordi den, hvor urolig den ellers er og har det, er kommen til Hvile i Forhold til Sandheden. Hvile er et vanskeligt Ord. Sandheden marcherer nemlig altid. Hvile her betyder altsaa: at marchere sammen med Sandheden. Det var denne Fred, der var Johannes's Englevagt, da han stod foran Herodes; den kunde ikke skærme hans Legeme; men den gav ham Rejsning og Menneskeværdighed for evige Tider; den sang ham det lykkeligt ind i Sindet: Nu sker Guds Vilje. Bibelen fortæller om dengang paa en saadan Maade, at det kommer til at handle om i Dag. Denne Historie om Johannes Døber forefaldt i et fjernt Oldtidsland. Men den forefalder ogsaa i Danmark i 1942. Ogsaa blandt os er der jo gode Mænd, der har den brændende Tro paa Sandheden, at den er til for at siges - at den er kun til, naar den siges. De tror ikke paa den som Hermetik. Og de kan ikke gaa rundt og lade som ingenting og lade den ligge i aaben Begravelse. De er af Kød og Blod som Johannes og kender vel til Frygt for deres egen Skæbne og til den værre Frygt, Frygten for den Ravage, Sandheden kan afstedkomme for deres Folk. Men en skønne Dag indser de, at Fejghed bør ikke binde deres Tunge, og at den Ravage, Hykleri, Fortielse og Løgn medfører for et Folk, vil i det lange Løb vise sig tusindfold skæbnesvangrere. Saa fylder da den store Fred deres Sind, som den fyldte Johannes's, naar de gaar til vort Fædrelands Herodes og paataler hans Hor". (3 Præd, side 6f).

Det er min påstand, at Munk her taler om sig selv. Midt i frygten for sin egen skæbne, midt i angsten for at afstedkomme ravage for sit folk gemte han nu på en stor fred i hjertet: den, at han handler i overensstemmelse med sin samvittighed, den, at nu taler han, som han bør tale, den, at nu står han i sit kald, den, at nu handler han menneskeværdigt.

Kaldet havde han fundet, ja. Men det var ikke specielt for ham, det gjaldt alle, der havde et ord at føre, og ham kun specielt, forsåvidt han var en kendt skikkelse. Og dette at tale nu, som han gjorde, det var menneskeværdigt; det måtte gøres, for at han her og nu kunne være menneske, og det måtte gøres for folkets skyld, for at det fremtidig kunne glædes ved at være det folk, det var.

Hvad hans pietistiske arvestykker, frit i sindet svævende, ikke kunne bringe ham: fred, det kom nu til ham ganske gratis, fordi han så sin opgave, og ganske anderledes end før følte sit sind samlet om denne opgave.

Der er naturligvis ikke så lidt, der står tilbage at undersøge: er det f.eks. sandt, at sandheden ikke kan gemmes, at sandheden ikke kan lukkes hermetisk inde som i en konservesdåse, så man kan tage den frem, når man vil, men at den kræver at siges her og nu? Er det sandt, at denne opfattelse er i overensstemmelse med den naturlige lov? Dette, at Munk fik fred, er måske et bevis for ham selv på, at det denne gang er sandheden, han har fat i, men jo kun mådeligt noget bevis for os; man kunne jo da tænke sig, at han blot med årene var blevet bedre til at bedrage sig selv ind i en sjælens indre fred. Og endelig, ikke mindst: Er dette særlig luthersk? Er dette at være sandheden tro i den situation, Munk stod i, noget, Luther overhovedet beskæftiger sig med? Kan vi drage paralleller mellem Luthers situation og Munks? 
 

11. Den mytiske påstand

Forinden vi kommer så langt, er der dog lige et problem, vi skal have berørt. Det har med lønkammeret at gøre. Det er det spørgsmål, hvad det egentlig er, der giver sikkerheden i lønkammeroplevelsen, hvordan det går til, at et menneske ser Gud som den, der står bag samvittighedens stemme.

Og det er klart, dette har noget at gøre med, hvilket samfund vi befinder os i. Ligesom et menneske ikke får tilfældige drømme, hans drømme er bestemt af det samfund, han lever i, de oplevelser, han har haft, den samfundsvirkelighed, der omgiver ham, sådan er et menneskes gudsoplevelse heller ikke på den måde absolut, at den er uafhængig af samfundet, tværtimod, fordi vi her i landet har en kristen tradition, derfor får mennesker her i landet kristne gudsoplevelser.

Så vi kan i første omgang sige, at det er samfundet som sådant, der får et menneskes indre oplevelser til at blive netop gudsoplevelser, til at blive gudsmeddelelser, det er samfundet, der bevirker, at det i sit indre oplever samvittighedens stemme. Men vi må føje til, at samfundet her forstås som mere end det ydre samfund. Man kan jo f.eks. ikke lovgive om, hvordan samfundet skal påvirke folks indre oplevelser, det sker på anden måde, ad andre kanaler.

Hvilke?

Ja, lad mig her pege på noget, som Munk synes at have kæmpet med, måske uden helt at have gjort sig det klart, hvad det er.

Det er sammenhængen mellem holdning til livet og gudsbekendelse. Munk siger i talen "Hvor er Gud?", lige efter at have sagt, at han aner Gud der, hvor der spørges ham: Hvor er du? (her citeret side 123): "Der er to Slags Mennesker til - ja, man taler om Muhammedanere og Marxister og Fritænkere og Kommunister og musikalske og Folk, der forstaar at spille en god Bridge - men alle de Inddelinger giver jeg ikke saa meget for. Nej, den store afgørende Forskel paa Folk, den, der skal holde paa Dommedag, den mellem Faarene og Bukkene, det er denne, at Bukkene de tror kun paa sig selv, paa det, deres Fornuft siger dem, paa det, deres Mave kræver af dem, at Livets Gaade løses ved at være smart og skyde Papagøjen og passe paa, hvor Vinden blæser fra - og Faarene de ser modsat paa det, de føler sig som Tjenere for noget - hvor lidt eller hvor meget de i Gerning fornægter Gud, er det dog dem, der svarer paa hans Spørgsmaal: Hvor er du? Dær hvor du vil have mig - og naar de svigter dette Svar, forkaster de sig selv i Skam". (Dagen, side 206f). Og så fortsætter Munk med at tale om jorden som valpladsen mellem Gud og djævelen, med at afbilde Gud som den, der spørger den enkelte, om han drager nedad eller opad.

Det er bemærkelsesværdigt, forekommer det mig, at Munk ikke her opsætter et skel mellem kristne og ikke-kristne, mellem troende og vantro, i hvert fald ikke "troende og vantro" i normal-dogmatisk forstand. De vantro, det er dem, der tror på sig selv og i deres handlinger kun regner med menneskelige kræfter, hvad enten så de kalder sig kristne eller ej. De troende, det er dem, der begynder med at svare på Guds spørgsmål: at de er, hvor Gud vil have dem, og så tager den holdning og de gerninger på sig, som denne bekendelse medfører. Her ser det ud, som om fårene, eller de troende i hvert fald, har den bevidste bekendelse og så, som en mulighed, de dertil svarende gerninger. Men senere, når talen er om den Gud, der spørger den enkelte, om han drager opad eller nedad, kunne det godt se ud, som om det er gerningerne, der er det afgørende, eller, bedre måske, den livsholdning, der afbildes af troens bekendelse, der virkelig betyder noget.

Munk synes, som jeg har vist det, i "Kærlighed" at være påvirket af en pietistisk trosopfattelse, hvorefter man helst skulle kunne finde troen inde i sit inderste. Og da Munk selv havde svært ved at finde denne størrelse (ligesom han havde svært ved at finde kærligheden i sit forhold til kvinden), så får han i "Kærlighed" vendt sagen sådan, at det er kærligheden, gerningerne, der er det afgørende. Troen er kristendommens største hemmelighed, kærligheden dens dybeste. I hvert fald synes den kamp, han dèr har været igennem, for hans eget vedkommende at have ført til, at det ikke længer bekymrer ham, om han nu også føler troen i sit indre hvert øjeblik på dagen. Og det er jo da en meget sund frigørelse. Men den fører ikke til, at han så opgiver at tale om Gud, opgiver at bruge Guds navn, eller opgiver at bruge den traditionelle kristne dogmatik. Drewsen Christensens skildring af deres samtale er i den henseende typisk (se citat). Om Munk nu også lige personligt kan stå inde for dette dogme, lad det være usagt, han bruger det alligevel, han har alligevel en mening med det i den anvendelse, han gør af det.

Der forekommer mig her at være sket en væsentlig ting, hvad ikke blot Munks trosopfattelse angår, men hvad i det hele taget hans brug af de kristne trossætninger angår.

Læg f.eks. mærke til, hvordan pastor Kargo på sit dødsleje bruger gudsbegrebet overfor Inge! "Inge, naar jeg er død, vil de fortælle dig, at du er en Synderinde, og du skal angre, og hist op og her ned. Jeg beder og besværger dig ved disse sidste Slag, mit Hjerte slaar, aldrig at glemme, at den Maaneskinstime paa Klitten, da jeg greb din Haand, og du vendte dig bort, og jeg holdt fast, til du vendte dig atter og gav mig den anden ogsaa, da - ja da, oplevede vi Gud. Og at vi siden har været tro mod den Aften, vil han rose os for på Dommens Dag" (Kæ, side 118). Det er sandt nok, at Kargo har vænnet sig til at tale om Gud, selv om han ikke tror på ham. Men gad dog vidst, om Munk her har husket at overveje, at det jo egentlig er en vantro præst, der taler! Hvorfor? Fordi Munk jo her lader trosbekendelse og holdning følges ad. Kargo bekender, at derude i klitten, da oplevede de Gud, dvs han giver udtryk for, at det er Gud, der har stået bag hans kærlighedsforhold til Inge. Men i ét og alt har han siden levet, som om han troede på, at det var Gud, der stod bag dem; han har været tro mod denne oplevelse. Selv om han så aldrig så meget siger, at han ikke tror på Gud, så kan man (og det er lidt usikkert, om det er med eller uden Munks billigelse) sige, at han dog i praksis beviste, at han troede på Gud, i dette tilfælde vel ikke i almindelighed, men "kun" med hensyn til kærligheden til Inge.

Når jeg kan hævde, at Munk har "glemt", at Kargo er en præst, der ikke kan tro, så skyldes det ikke blot trosbekendelsen her, det skyldes også slutningsreplikken: "I Morgen skal vi jo ses igen. For første Gang rigtig ses". (Kæ, side 119). Det er opstandelsens morgen, han taler om; og bevares, man kan godt opfatte Kargo som så engleagtig, at han på sit dødsleje kan tage i den grad hensyn til Inge og hendes tro og hendes behov, at han ganske tilsidesætter sine egne, men mere ligefremt er det vel at forestille sig, at han her på sit dødsleje også lader sig selv overbevise og bære af denne forestilling.

Og altså: Her har vi et eksempel på, hvordan holdning og tro følges ad. Det ser i hvert fald ud, som om Munk på det sidste lader Kargos tro, der jo egentlig, ham selv ubevidst, har båret ham i hans kærlighedsforhold, blive bevidst.

Dette hænger sammen med, at Munk er klar over, at trosbekendelsen aldrig bliver andet og mere end en bekendelse, den bliver aldrig bevis, den bliver aldrig noget selvfølgeligt, den bliver altid noget personligt tilkæmpet. Og det betyder videre, at trosbekendelsen ikke blot går ud på, at Gud er til (eller at han såmænd nok skal være til, hvis man en dag tager sig tid til at se ordentlig efter), for dette er, som Kargo siger det, en intellektuel sandhedsleg, som ikke kan interessere, et studenterproblem, (Kæ, side 92), men har implikationer for hele et menneskes liv. Herodes i "En Idealist" regner sandelig med, at Gud er til; men hans tro på Guds tilværelse får ham til at bekæmpe denne Gud, for den Gud, han taler om, er Israels Gud, og han selv er edomit; altså må han kæmpe mod Gud for at bevare det herredømme over Guds folk, som han har fået. Og Munk lægger jo ikke fingrene imellem i skildringen af, hvad det betyder at kæmpe imod Gud, hvor stor en ondskab det medfører, hvilken helstøbthed i ondskaben der kommer ud af det for Herodes' vedkommende. Men til sidst skyder han Herodes' gudsopfattelse i sænk. I den sidste akt møder den onde Herodes godheden og besejres af den. Hans gudsopfattelse var forkert. Gud var ikke, som han havde forestillet sig. Gud var at kende i kærligheden, i den barnlige tillid, som Maria møder Herodes' ondskab med. Hvordan kan man nu vide, at Herodes' Gud ikke er den stærkeste? Fordi Marias Gud vandt. Fordi det til syvende og sidst gik sådan, at tilliden sejrede over ondskaben, opløste den indefra, fik den til at holde inde. Som Herodes siger det, da Maria er gået med Jesusbarnet efter at have røbet, at dette barn er Messias, Davidssønnen: "Han var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke - for jeg kunde det ikke - o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke - selv mit Hjerte har hyldet ham - ." (Pil, side 352). Men naturligvis, Gud vinder "kun" i skuespillet (forudsat denne tolkning er sand). Om han vinder i virkeligheden, ja, det er op til hver enkelt at tro det. Men den tro, der i givet fald kommer ud af det hos en læser eller tilskuer, er ikke en blot og bar tro på Guds eksistens, men en tro på, at Gud er kærlighed, eller på, at kærligheden i sidste instans sejrer. Man kunne tænke sig, at én fandt frem til den sande tolkning af skuespillet, men så føjede til: sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Og man kunne vel også tænke sig, at én accepterede kærlighedens sejr i virkeligheden, men ikke var i stand til at finde den i skuespillet.

(Et eksempel på én, der ikke finder meningen med skuespillet, og måske heller ikke accepterer den virkelighedstolkning, som skuespillet frembærer, er Knud Hansen i "Forkyndelsen i Kaj Munks Forfatterskab". Han har ikke fanget den fine pointe, at Herodes kun tilsyneladende er en idealist, hvis hjertes renhed er at ville ét; havde han læst den tale af Kierkegaard igennem, hvorfra Munk har hentet stykkets motto om hjertets renhed, ville han have opdaget, at Kierkegaard dèr udtrykkelig siger, at dette ord kun gælder, når det, hjertet vil, er det gode. At Munk lader det gode besejre Herodes i sidste akt, hænger derfor ikke, som Knud Hansen mener det, sammen med, at Munk nok elsker heroer, men ikke tør lade dem sejre, der skal altid være en god borgerlig morale til sidst, nej, det hænger sammen med, at Munk vil udføre Kierkegaards påstand dramatisk. Og måske er det ikke ganske tilfældigt, at Knud Hansen ikke kan se skuespillet som et eksempel på, at Guds kærlighed dog sejrer til sidst. Noget kunne tyde på, at hans teologi hindrer ham i at se sådan på tilværelsen. Han siger i en omtale af forholdet mellem moral og kristendom: "Baade gode og onde har noget, de er fælles om. De er fælles om at elske sig selv mere end noget andet i verden. Og det er denne ene ting, og den alene, der har ødelagt livet mellem mennesker paa jorden". (76). Ser man sådan på sagen, så har man sikkert svært ved at få øje på kærligheden i den virkelighed, hvori man lever, og åbenbart også svært ved at tro på den, når man ser den fremstillet på teatret. Et andet eksempel på en mistolkning af "En Idealist" findes hos Drewsen Christensen: "Kaj Munk paa tomandshaand", side 90; efter at have læst Nøjgaards "Ordets Dyst og Daad" retter han det dog noget i "Ridderen i Munkekutte", side 120). 
 

12. Humor og myte

Men vi skal måske nok et lidt andet sted hen, når vi helt ud skal forstå Munks anvendelse af mytiske påstande, altså hans brug af ordet "Gud" og "guddommelig" m.m.

Vi skal have Munks humor med ind i billedet.

Munks humor gør nemlig ikke holdt overfor de mytiske påstande. For friheden havde han jo fået. Han var barn af huset og kunne gøre alt det spræl, han ville. Og ærlig talt, det blev da mellem år og dag til ikke så lidt.

Og i den overvældende humor, han har på, når han fortæller, er det både de kristelige fortællinger og hans eget gudsforhold, der må holde for. Det kommer tydeligt frem i erindringerne, men også mange andre steder. Han skal således i "Foraaret" i gang med at fortæller om den gang, da degnen snorkede højt under pastor Geismars prædiken. Og denne morsomme fortælling begynder han med en lettere bebrejdelse mod Vorherre: "Da Gud havde Hastværk ind under Fyraften, saa han vel fik skabt Mennesket med Øjenlaag, men ikke naaede Øreklapper, og der ingen Undtagelse var sket med Lærer Mortensen, var denne nødsaget at bruge det forhaandenværende som Ersats for det manglende, naar Kapellanen besteg Stolen. Kortere sagt: saa lukkede han Øjnene" (Foraaret, side 123). Dèr er det de kristne myter, der får af grovfilen fra hans humor. Andre steder er det hans egen kaldsbevidsthed. Han fortæller om sin rundryggethed, og siger: "Naar jeg mest glad og ubesværet stod mellem Kammeraterne, kom der en eller anden velmenende Tante eller Lærer og sagde: Ret dig! og tvang mig ud af Fatning og slog Humøret ned. De anede ikke, de gode Mennesker, at min Holdning var arvet fra mine Forfædre, en prædestineret Garver-Petersen-Ryg, og at det var Guds Maade at sige til mig paa: Det skal knibe dig at holde Ryggen rank paa den ene Maade, for at du des mere maa gøre det paa den anden". (Foraaret, side 129).

Og bevares, nogen vil måske synes, at så skal alle de eksempler, som jeg diverterede læseren med i begyndelsen, de eksempler, der skulle vise, hvordan Munk regnede med, at han kunne modtage meddelelser fra Gud selv, tages med et gran salt, dvs så kan vi få lov til at nøjes med at regne dette fænomen med til de psykologiske og ikke de teologiske mærkværdigheder hos Munk. Men den går ikke! Så skulle vi jo også fjerne skabelsesberetningen, fordi hans humor får lov at boltre sig dèr.

Derimod kan man sige, at denne allestedsnærværende humor, der heller ikke holdt sig tilbage fra det allerhelligste, dvs fra det sted, hvor Gud og Munk talte med hinanden, denne humor lå i livet selv, den var Guds egen humor, den Gud, der havde indrettet tilværelsen, så man ikke kunne se ham, havde lavet alting, men så bagefter omhyggelig skjult sig selv, så man ved hver en trosbekendelse, man kom med, kunne sige: ja, men det kunne i grunden lige så godt forholde sig stik modsat. Han skriver i 1939 i en artikel ved navn "Paaskens Opad": "Paaskeklokkerne kimer hen over alle fem Verdensdele om ham, der opstod af Graven, skønt det var umuligt, og for til Himmels og naaede op, skønt de kloge mente, det var ud i det blaa. Med denne Tro paa det utrolige tør vi gaa i Kamp mod Angsten i os og om os. Endogsaa Angsten for, at vor Tro tager fejl - at der skete ikke noget Paaskemorgen - at det var de afsindsfortvivlede Mænd og Kvinder, der af Skuffelse, Sorg, Nattevaagen, Sult og Dødsangst gled ud i et Anfald af Hysteri. Om alt kan jeg falde i Tvivl, om min Hustrus Kærlighed, om jeg selv er til. Men det røde Blod i mit Hjerte rejser sig til stærke, villende Slag, at jeg er til, at hun elsker mig, at han er opstanden. Ja, denne Tro vil jeg kæmpe for mod Verden og mod mig selv, for det ved jeg dog godt, den er mit Livs dyreste Eje, og hvad de andre byder mig i Erstatning for den, er haabløst". (Dagen, side 100).

Læg mærke til, hvordan troen på Jesu opstandelse er knyttet sammen med troen på, at "jeg er til", dvs troen på, at der findes et centralpunkt i mennesket, en sjæl, et jeg, og troen på, at kærlighed er en virkelighed, at livet mellem mennesker ikke er lutter magtkamp, skønt det ofte ser sådan ud, men glimtvist eller kontinuert eller i overvældende skovlfulde får kærligheden væltet ned over sig. Der skal sikkert mange filosofiske overvejelser til, før man helt skudsikkert kan bevise, at disse ting hører sammen, og der ligger givetvis mange overvejelser og venter i retning af, om nu også troen på Jesu opstandelse er nødvendig, hvis man vil opretholde troen på de andre fænomener, men Munk springer alle overvejelser over og hævder med søvngængeragtig sikkerhed deres énhed.

Og lad os da bare indrømme, at denne humor skal høres med, når Munk taler om, at Helligånden taler i hans sind, men vi må så have det med, at denne humor også høres, når han taler om opstandelsens virkelighed, om Guds skaberværk, om kærlighedens virkelighed.

Ved at foretage en lille sammenstilling af citater fra Munk (men det er altså mig, der foretager den, indrømmet) kan man måske få et bedre indtryk af, hvor frit Munk står overfor de normale dogmer, men også af, hvor stærkt han føler sig bundet af, hvad han siger.

Se først, hvordan Munk bruger kongens navn i "Foraaret saa sagte kommer" side 97! Dèr hedder det: "Er der noget, jeg indprenter mine egne Børn, saa er det, at Hans Majestæt Kongen har personlig forbudt Børn to Ting: at lege med Tændstikker og at færdes paa Skinnerne". Vi kan vel alle blive så rørende enige om, at en kongelig resolution af denne art, den findes ikke; og er nogen uenig i det synspunkt, kan han gå alle de resolutioner igennem, der er udstedt fra dette høje sted for at se, om der virkelig skulle være én, der handler om børn og tændstikker. Ikke desto mindre forstår vi jo godt, hvad Munks mening er. Det skal siges til børnene, at dette her, det er ikke bare noget, far og mor mener, det er noget, alle voksne er enige om: det er utrolig farligt for børn at lege med tændstikker. Og børnene tror jo heller ikke på deres fars ord ved at hænge en eventuel resolution op på deres værelse i glas og ramme, men ved simpelthen at lade tændstikkerne være, hvor meget de end fristes af deres fantasi og af det forbudte ved de sære stikker.

På samme frimodige måde må en præst bruge ordet "Gud", hvis han i det hele taget skal bruge det. Det kan virkelig ikke nytte at give sig til at rode i bunken med guddommelige resolutioner. Derfor kan Munk vende sig kraftigt imod en bog af Paul Brodersen og Jørgen Jørgensen "Er Gud en Virkelighed?" "Gud oplever på sine gamle Dage igen engang at blive aktuel. Men ak. Paa hvilken sørgelig, hvilken utilbørlig, hvilken bagslaggivende Maade! Tiden er "religiøst interesseret". Man kredser om Problemet Gud af Nyfigenhed - ikke fordi det gælder Liv eller Død. Man diskuterer Spørgsmaalet, om Gud mon er Virkelighed. Hvad han selvfølgelig ikke er. Og Gud bevare sig selv fra nogen Sinde at drive det til at blive noget saa fint og luftigt. At søge Gud i den Verden, der tænker i "Virkeligheder", er at søge ham i Uvirkeligheden" (En digter, side 152). Munk siger hen mod slutningen af sin artikel: "I Virkeligheden er troende Mennesker gale; Saul er mellem Profeterne, og Paulus kender til Tungetale; vi har forladt den sunde Fornuft og Tilliden til Menneskeheden selv; vi kaster os ind paa Gud, som vi ikke ved, hvem er, vi indretter dette Liv paa et næste Liv, som vi slet ingen Garanti har for; vi øver os i en Næstekærlighed, der er Galskab midt i en Tilværelse, som dirigeres af "Kamp for Tilværelsen" og "den stærkeres Ret". Vi er forrykte, fordi vi er lavet af Mørke, og saa ramte en Straale af Lys os; dannet af Forkrænkelighed, og saa kyssede Evigheden vor Mund". (Digter, side 154).

Hvad der er bemærkelsesværdigt, er, at Munk selv bekender at være gal, ja, mener, at livet kun kan leves i galskab. Vi kan kalde denne galskab for kærlighedens galskab, for den synes jo at være håbløs i denne verden, hvor alt andet end kærlighed hersker. Og dog gribes man netop af denne galskab, fordi man har en erfaring om kærlighed eller en drøm om, at kærligheden engang skal herske.

Det sidste i citatet kunne man tage som digteriske overdrivelser. Det er jo, som om den slags ikke rigtig hører hjemme i ordentligt teologisk sprog. Vi er lavet af mørke, og så ramte en stråle af lys os; vi er dannet af forkrænkelighed, og så kyssede evigheden vor mund. Hvad skal det til, at udtrykke sig sådan? Og dog er det netop Munks frihed, hans frie barnestilling i faderhjemmet, der får ham til selv at forme ordene. Og faktisk udtrykker de på ganske fortrinlig vis den kristne lære om livets dobbelthed: Vi er, som Grundtvig hævder det, et guddommeligt eksperiment af ånd og støv. Men de siger altså, at et lys af kærlighed har ramt ind i vor selviskheds mørke; at kærligheden altså er en virkelighed hos os; de siger, at den kærlighed, der således er blevet til hos os, har evigheden til far, omend forkrænkeligheden til mor: at den altså er af guddommelig oprindelse, men faktisk og legemligt har taget bolig hos os.

Videre kunne man sige, at alt dette dog er Munks privatsag; lad ham bekende sin tro alt det, han vil; det kommer dog ikke andre ved. Og det kan måske være sandt nok, men det kommer jo så til gengæld Munk ved. Og det er jo det forunderlige ved de trosbekendelser, et menneske aflægger: de binder; de virker tilbage på den bekendende selv.

Munk siger efter Anden Verdenskrigs udbrud: "Hvad er det egentlig, der har lammet os? Der er udbrudt Krig i Europa. Det vidste vi jo alle maatte ske en Dag. De alpine Rustninger stabler man dog ikke op for sin Fornøjelses Skyld. Og alle de drønende Ord, Staterne har udslynget mod hinanden - aah, det er bare Overtro, at Ord er gratis. Haanende er det sagt om de og de Stater, at deres Folk er saa fattige, at de ikke har Raad til at fraadse i andet end Ord. Nu viser det sig, hvilken frygtelig Undervurdering af det værste af alle Sprængstoffer en saadan Udtalelse giver Udtryk for. Ord er slet ikke billige. De er det dyreste, man kan flotte sig med". (Dagen, side 116f).

Dette er en lidt anden slags ord end f.eks. kærlighedsordene mellem to elskende. Men også om dem véd vi jo, at de, hvad de så ellers er, på ingen måde er billige; de binder; de virker tilbage på den talende, får ham til endnu mere at føle sig bundet til sin elskede.

Og de ord, staterne har afleveret mod hinanden før Anden Verdenskrigs udbrud, er også anderledes end trosbekendelsens ord. Og umiddelbart kunne man måske synes, at hvor måske kærlighedens ord binder, hvor måske trusler eller aftaler mellem stater dog i nogen måde binder, dèr er alle trosbekendelsens ord ganske uforpligtende, dèr har de ingenting at sige, dèr fortæller de noget om et menneskes indre, som for så vidt ikke rager andre, men hvad, bevares, når han nu frivilligt giver bekendelsen fra sig, så lytter vi da, men det gør vel ikke fra eller til.

Men dette er kun en umiddelbar betragtning. Trosbekendelsens ord er på ingen måde billige eller uforpligtende. Ikke blot havde Munk lyttet til sit hjerte, når dets huggende, villende slag tvang ham til at bekende sin tro på kærligheden og på kristendommen (hvilket er ét og det samme), han havde også fra første færd gjort sig klart, at dette at bekende sin tro på kristendommen bandt ham, det var ikke en tilfældig person, han blev bundet til, det var den korsfæstede frelser.

Det er jo det, der er det mærkelige ved Munk (men det burde egentlig ikke være mærkeligt i et kristent land), at hans frimodige brug af ordet "Gud" virkede tilbage på ham selv, fik ham til at føle det som en forpligtelse at "følge Jesus efter".

I magtesløshed udfolder min kraft sig helt. Dette Paulusord, som Munk bruger som motto for "Han sidder ved Smeltediglen", synes at have lange aner i Munks liv. Ikke blot har han haft de intellektuelle vanskeligheder ved Guds eksistens at slås med, han har også haft de vanskeligheder, der ligger i, at den kristne Gud er magtesløshedens Gud, han er den Gud, hvis kraft gemmer sig i det uanselige, og troen på ham må derfor medføre, at man giver afkald på magt, at man er villig til at lide uret, at man, om så skal være, tør sætte livet i vove for den sandhed, han giver.

Dette gudsbillede, Gud som Jesu Kristi far, Gud som kærlighedens gud, viser sig igennem det, der sker mellem Herodes og Maria. Og det viser sig i et digt af Munk fra 1921:
 

Mester med den tunge Tornekrone

jeg kan ikke følge efter dig,

naar en Præstegaard, en venlig Kone

og to raske Drenge lokker mig.
 

Mester med den tunge Tornekrone,

havde du blot været Jordens Gæst

for at læge, frelse og forsone,

var det ingen Sag at være Præst.
 

Mester med den tunge Tornekrone

og de mørke Blodspor til din Grav

og din Tales smertedybe Tone

vidner, at du ogsaa stiller Krav.
 

Mester med den tunge Tornekrone,

"følg mig, følg mig", var dit Bud, din Bøn.

Jo, men se dog fra din ærestrone,

hvor din Faders skønne Jord er skøn.
 

Mester med den tunge Tornekrone:

"Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!"

Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone,

ja, selv Drengene at følge dig.

(Med Sol og megen Glæde, 124) 
 

13. Den naturlige lov (Løgstrup om absoluthed)

Noget af det, der efterstår at påvise, er, hvordan dette at lade sig gribe af kristendommen kan siges at være i overensstemmelse med den naturlige lov; hvordan kristendommen kan siges at fuldkomme ikke blot Moseloven, men den naturlige lov.

Tanken om den naturlige lov er ikke noget, Luther har opfundet, selv om han, som antydet i det foregående, gør meget ud af den. Det sted, hvor dette kommer tydeligst til udtryk, er i skriftet mod Karlstadt fra 1525: "Wider die himmlischen Propheten". I dette skrift fremlægger han sit syn på den naturlige lov. Han siger dèr bl.a.: "Kristus selv sammenfatter også (Matt 7,12) alle profeterne og loven i denne naturlige lov: Hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; for sådan er loven og profeterne. Det samme gør Paulus i Rom 13,9 når han samler alle budene i kærligheden, som naturens lov også lærer på naturlig vis: Du skal elske din næste som dig selv." (Norsk udgave, side 236f). Lidt overraskende er det måske, at Luther lader kærlighedsbudet fremtræde som et eksempel på, hvad den naturlige lov fører frem til.

Men ikke blot findes tanken hos Luther, den genfindes hos Kant i hans forsøg på at bygge en etik på det kategoriske imperativ, et imperativ, som han mener må gælde for ethvert frit væsen. Den kraft, hvormed imperativet gælder, er den kraft, hvormed et menneske vil undgå selvmodsigelsen. For lod han ikke imperativet gælde, ville han vikle sig ind i den selvmodsigelse, at han forventede noget af de andre, som han ikke var villig til at yde dem. Vil man tale mere "filosofisk", kan man sige, at Kants etik baserer sig på den transcendentale metode, dvs, hvad må et menneske mene om omverdenen, der vil leve i dette samfund, og hvad må et menneske mene om sin pligt, der vil leve i denne verden af medmennesker? Disse spørgsmål besvares ved hjælp af denne metode, som altså ikke er en normal erkendelsesmetode, men er en metode, der benytter sig af modsigelsens grundsætning i en lidt udvidet udgave. Man kan også lægge mærke til, at Kant bruger den transcendentale metode til at vise, hvordan retfærdiggørelse af tro er sandheden. Altså, kraften bag også dette at blive kristen er denne metodes kraft, modviljen mod at leve i en selvmodsigelse.

Endelig kan man bemærke sig, at Hegels "det almene" i sig har indbygget ikke blot almindelig moral; det er kun første skridt i et menneskes udvikling, at det bliver et moralsk væsen, der, fordi det ser en fordel i at blive betragtet som et moralsk væsen, opfylder moralloven; men også har siddende i sig det hegelske begreb "sædelighed", dvs har det siddende i sig som en selvfølgelighed, som noget, der hører med til hans væsen, at gøre det gode. Man kan måske sige, at Hegel har lært af Luther, hvad retfærdiggørelse af tro vil sige, men så har ændret dette til en filosofisk grundsætning, til et filosofisk lærepunkt om, hvordan mennesket udvikler sig, når det når endemålet for sin udvikling. Dette har Kierkegaard ladet assessor Wilhelm redegøre for på udmærket vis i anden del af Enten-Eller.

Disse filosofiske bemærkninger skal danne baggrund for et citat af Løgstrup. I den nysudgivne bog "Kære Hal, kære Koste" afsløres det, hvordan besættelsen den 9. april fik også andre end Kaj Munk til at beskæftige sig med grundetiske problemer. Bogen gengiver en brevveksling imellem Hal Koch og K. E. Løgstrup samt nogle artikler fra de tos hånd. I én af artiklerne siger Løgstrup bl.a.: "Nej, aandeligt Liv bestaar i, at der mellem et Menneskets eget liv og dets jeg er en spændt Modsætning til Stede. Men hvori bestaar da den Spænding og Modsætning? Den bestaar blandt andet, men ikke mindst deri, at vort Liv har sine egne Love. Vi ved, at Naturen har sine Love, og i den vesterlandske Kulturkreds har allerede i mange Generationer en uhyre Energi været anvendt paa at udforske dem. Det er derimod ikke altid, vi er klare over, at vort Liv i dets Menneskelighed har sine egne Love. Der er ganske vist den Forskel, at Livslovene kan vi bryde; vi kan leve og handle paa trods af dem - og gør det; men Love er de - bryder vi dem, saa gaar i eet dermed den Menneskelighed, hvis Love de er, til Grunde. En saadan Lov, givet med vort Liv, er for Eksempel den, at vi skal yde hinanden ære, thi en Mands og en Kvindes ære er den Tillid, vi andre har til, at han eller hun vil opføre sig menneskeligt. Bærer et Menneske sig æreløst ad, gaar dets Liv til Grunde, thi saa sætter det den Tillid overstyr, uden hvilken vort Liv visner og forkrøbles i Mistillidens umenneskelige Isolering. Forsøger et Menneske at røve vor ære, maa vi derfor ogsaa forsvare os og om fornødent forsvare os ved at gøre ham til vor Fjende, thi det, han forsøger, er intet mindre end at skære vort Livs Rødder over og faa det til at visne og forkrøble i Mistillidens Usselhed, saavist som enhver af os har vore Livsrødder i vore Medmenneskers primitivt menneskelige Tillid til os, at vi vil opføre os menneskeligt. Det er vor ære, og uden den dør vi aandeligt talt i Mistillidens Edder og Forgift. -Det er en Lov for vort Liv som Forældre, at vi skal opdrage vore Børn til Lydighed. Er vi ligeglade med den Lov, saa nedbrydes det levende Forhold mellem Forældre og Børn og bliver et ligegyldigt og dødt og maaske fjendtlige Forhold. Og ikke det alene, men i eet dermed ødelægges ogsaa Barnets Liv, og det paa en saa skæbnesvanger Maade, at det som Voksen bliver et upaalideligt og viljeløst Individ; thi det har Jakob Knudsen Ret i, at Viljen skabes i Lydighed. Det vil sige, at af Forældrenes egen Lydighed mod den Lov, der gælder deres Liv som Forældre, nemlig at de skal opdrage deres Børn til Lydighed, afhænger Barnets Menneskelighed og Liv ogsaa som Voksen. Det er en Livslov, som vi har behov at være oplyste om. -Loven for vort Liv med hinanden som Arbejder og Arbejdsgiver er Retfærdighed, og sætter vi den Lov ud af Kraft og erstatter den med det Princip, der raader i vort moderne, teknisk bestemte Samfundsliv, at enhver skal sørge for sig selv, og kan een ikke det, saa skal der ikke ydes ham Retfærdighed, men saa staar det frit at udnytte ham saa langt, som han er dum nok til det - erstatter vi Retfærdighedens levende Lov med Udnyttelsens døde Princip, saa bliver Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver saa uvedkommende, som Forholdet er, naar der ikke mere er noget menneskeligt tilbage i det, men det er blevet et rent dødt økonomisk Forhold, hvor Arbejderen ikke længer er Arbejder, men Lønslave." (Hal, side 148f).

Her får jo Løgstrup indført det absolutte. Han vil mene, at et menneskes forhold til sig selv ikke kan blive ægte, om ikke det har et forhold til dette absolutte. Og det absolutte formuleres her som en livslov, som ikke uden skade kan brydes. Det er tanken om den naturlige lov, der her bryder igennem. Den var ellers ret tilbagestående på den tid. Ikke mange teologer tænkte i de baner. Man fulgte Barth, der så med stor modvilje på ethvert forsøg på "naturlig teologi", herunder forsøg på at formulere en naturlig lov og betragte den som Guds lov. Men Løgstrup, outsideren, fulgte de fænomenologiske principper, han havde lært hos Lipps i Tyskland, og blev i stand til at tale om en livslov, ja, direkte formulere den på en række områder.

Bodil Koch skriver til Løgstrup følgende: "Er det galt set, at det du prøver paa er at drive en Slags politisk Oxfordbevægelse, hvor du med dine Absoluthedskrav driver ud i en Uvirkelighedens Atmosfære paa samme Maade som Oxfordfolkene (Jeg behøver ikke at sige, at Sammenligningen kun er rent formel) - Jeg fik en Dag et Brev fra Anna Sofie Seidelin. Hun vilde have at vide, hvor Hal har Sandheden og Retten fra; du (Koste) har dem gratis sagde hun. Da slog det mig, at det er netop det, der er det gale: at ville have Sandheden og Retten. Vi har dem ikke, nogen af os. Men alt vort Arbejde er kun Bevægelse og Retning. Det gælder ogsaa folkeligt, at man retfærdiggøres af Tro, og ligesaa gælder det at denne Retfærdiggørelse er en Bespottelse for den, der ikke fornemmer den. -Jeg antyder kun, hvad jeg tænker, vi kan snakke om det, naar du kommer." (Hal, side 134).

Det spørgsmål, Anna Sofie Seidelin stiller, er ret afgørende: Hvor har et menneske sandheden og retten fra? Og det kan da godt være, at det forekommer mange, at Løgstrup har den gratis, sådan som han direkte og uden forudgående lange overvejelser synes i stand til at tale om ære og lydighed og retfærdighed som noget selvfølgeligt og uproblematisk. Også dengang faldt det mange svært at forbinde noget fornuftigt med Løgstrups fænomenologiske metode (som vel heller ikke var synderlig udviklet endnu). Dog giver Løgstrup i sin artikel en slags svar på netop Anna Sofie Seidelins spørgsmål. Han skriver om disse livslove: "Det er altsaa ikke Love, som nogle engang har hittet paa, saa vi en Dag skulde kunne hitte paa nogle andre. Heller ikke er det Love, der er faldet ned fra Himlen - eller Love, som man skal lytte sig til i sit eget Inderste i en eller anden mystisk og mærkelig Samvittigheds-Stemme. Nej, det er nogle ganske dagklare Love; det er Livets egne iboende Love. Udtryk for Livets egen bestemte Ejendommelighed som et menneskeligt Liv. - Derfor er de ogsaa saa selvfølgelige, at vi først opdager dem, efter at vi har brudt dem, nemlig naar vi søger Grunden til, at Livet i dets Menneskelighed er fordærvet i vore indbyrdes Forhold". (Hal, side 149).

Som det vil ses, giver han kun en slags svar, ikke et klart og utvetydigt svar. Nå, ja, han vil måske selv mene, at svaret er klart, men det er dette med fænomenologiens vanskelighed igen.

Jeg vil imidlertid vove den påstand, at Munk og Løgstrup i grunden taler om det samme. Det er den naturlige lov, de taler om. Og det er udmærket at få erkendelsen af denne lov gjort lidt uvis. Løgstrups skråsikkerhed (dette, at han har retten og sandheden gratis) fører i en senere tidsalder til, at han mener, at han kan skrive en metafysik, at han altså kan gennemføre en form for bevis for sine påstande, selv om det ikke er den sædvanlige form for bevis. Det mener jeg er farligt. Det gør den fænomenologiske erkendemåde uafviselig; det fratager den det, der er det væsentlige personlige tilskud: at den erkendes af den enkelte hver for sig; det ændrer den fra at være lønkammerteologi til at være katederteologi. Og det er den egentlig for god til, men hvad, der er jo nogen, der ikke kender deres eget bedste.

Men altså: Hvordan erkender man retten og sandheden? Bodil Kochs agnosticisme er heller ikke løsningen. For det besynderlige er, at de, der ydmygt mener om sig selv, at de da ikke kender sandheden og retten, de, der holder for, at noget så absolut kan et enkeltmenneske ikke tage alvorligt, de bruger selv ret og sandhed ganske absolut, de taler og handler ud fra den forudsætning, at fordi de fleste her på dette punkt er enige med dem i, at dette er ret og dette er sandhed, så er det sandhed og ret. Hvilket naturligvis ikke kan være nogen alvorlig erkendelsesmetode for disse størrelser.

(Hal Koch talte i den artikel, der var anledning til Løgstrups ovennævnte artikel, faktisk på samme absolutte måde som Løgstrup; han har fortalt, hvordan justitsministeren i et foredrag om "Retstilstanden under Krigen" faktisk netop ikke talte om retstilstanden, men om, hvordan regeringen søgte at klare skærene; og han skriver så: "I det folkelige Arbejde kan vi imidlertid ikke lade være ogsaa at tale om "Retstilstanden", og det vil altid blive ensbetydende med at præsentere en Række Krav - ikke Krav fra Jensen og Hansen og Larsen - men Krav fra selve Ordene "Ret", "Frihed", "Domstol", som vi jo dog stadig fører i Munden, og som Justitsministeren heller ikke kan gaa uden om" (Hal, side 96)).

Og vil man ikke være agnostiker, så er der Munks og Løgstrups metode til erkendelse af det absolutte tilbage (af dem, jeg her har nævnt). Og det kan måske lyde meget tilforladeligt med Løgstrups fænomenologiske metode, man kan måske også efterhånden sætte sig så meget ind i den, at man begynder at synes, at der da må være noget om den, måske oven i købet begynder selv at mene, den er holdbar.

Men alligevel har jeg mere tilovers for Munks. Når man kombinerer den med den føromtalte samstillen af holdning og bekendelse. For Munk lægger mere vægt på det personlige. Kan gerne være, at vi ikke kan gå ind for hans oplevelser af Gud som en indre stemme, der vejleder ham i det vanskelige liv, giver ham oplysning om, hvad han kan bruge ham til, men det forhindrer os jo ikke i at se, at den ændring i retning af samvittighedsførelse, der forekommer hos ham, er mere almen, og dermed mere brugelig for os, samtidig med, at den bevarer kaldsoplevelsens personlige ramthed.

Men det er nu sådan set ikke for at tale for det ene eller det andet, for Munks opfattelse kan vi ikke overtage direkte, det er mere for at vise, at begge opfattelser har fælles baggrund. Ligesom jo forøvrigt i sin tid rationalismen og pietismen havde fælles baggrund. 
 

14. Lutherparalleller

Men lad os nu se på følgende overraskende overensstemmelse mellem Kaj Munk og Morten Luther!

Luther kommer med en række praktiske anbefalinger i "Til den kristelige adel af den tyske nation om reformation af kristenheden" fra 1520. Blandt andet tager han frem tyskernes forhold til bøhmerne. Dette forhold kan ikke blive godt, førend vi tyskere indrømmer, at vi har gjort bøhmerne uret. For vi har brudt et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde. Og at bryde dette frie lejde, som tyskerne gav Johan Hus i 1415, er at handle imod Guds bud. "Bøhmerne har haft stor grund til bitterhed; og selv om de burde have været fuldkomne og have tålt denne store uret og ulydighed mod Gud fra vores side, så har de dog ikke været pligtige til at billige det skete og bekende, at det var rigtigt gjort. Ja, de skulle den dag i dag hellere lade liv og lemmer end indrømme, at det er rigtigt at bryde et kejserligt, paveligt, kristeligt lejde og handle troløst imod det". (Luthers Skrifter i udvalg, Gad 1964, bd IV, side 100).

Prøv at sammenligne det med følgende citat fra en Munk-prædiken over skattens mønt: "Men:krævede Kejseren mere, end hvad hans var, saa var der ingen, der var Oprørere som vi (de kristne). Ukuelige. Aar efter Aar. Aarti efter Aarti. Aarhundrede efter Aarhundrede. Meget kunde han kræve af os: vore Penge, vor Arbejdskraft, vor Ungdoms bedste Aar, vor Førlighed, vort Liv. Men krævede han af os, at vi skulde kalde sort for hvidt, Tyranni for Frihed, Løgn for Sandhed, Overgreb og Vold for Retfærdighed, saa svarede vi ham: Der staar skrevet: Du skal ikke have andre Guder for mig. Og forlangte han det anden Gang, svarede vi: Der staar videre skrevet: Du skal ikke misbruge Herren din Guds Navn. Lad ham saa komme med sine Løver og Tigere, sine Galger og Baal. De Kristnes Blod er en Udsæd, hed det allerede i Oldtiden. Vi sejrer ved vor Død. Man bør adlyde Gud mere end Mennesker." (Svæ, side 50).

Ikke sandt, en slående lighed!

Bøhmerne skal hellere lade liv og lemmer end kalde det rigtigt at bryde et frit lejde; de kristne sætter grænse for lydighed mod kejseren, hvor han forlanger, at man ændrer på ordenes betydning. Det er nøjagtig det samme, de to taler om.

Og det var det, Munk så som opgaven for os danskere efter 9. april: at fastholde tyskerne på, hvad de havde gjort; at blive ved med at kalde en besættelse en besættelse og ikke begynde at tale om beskyttelse; at undlade at lefle for tyskerne på nogen måde. Det var kernen i de taler, han holdt i 1940, f.eks. den i Gerlev den 18-8. Her går han de handlingsmuligheder igennem, der nu er tilbage for os danskere. Og han siger ligeud, at tiden for den åbenlyse modstand, den modstand, der klipper telefontråde over og sprænger broer i luften, er forpasset. Den chance greb vi, det danske folk, ikke, da vi havde den. Det er smerteligt, at det er sådan, men det er sandt. Så skal vi vente og vi skal slås med os selv, med alt det i os, der vil gå på akkord, alle de overvejelser, der går ind for et måske: "Maaske er Tysklands Sejr eviggyldig, maaske er Tidens Fylde inde til et Paneuropa, maaske er Landets Fremtid kun mulig, naar det er i Venskab med Tyskland. Maaske bør vi alle slutte op bag Tyskland imod den Fare, der truer Finland og dermed Norden fra Ruslands Side. Jeg svarer: alt det er muligt; men det lader sig ikke høre nu. Danmark kan lyde Tyskland som den undertvungne lyder Besætteren. Danmark kan træde i Handelssamkvem med Tyskland, fordi det drejer sig om ydre Ting, der ikke berører vor Sjæl. Men Venskabsforhold til Tyskland er ikke muligt, før den sidste tyske Uniform er forsvundet fra vort Land. Hr. Hitler maa forstaa, men det kan han ikke ... men hver fribaaren Mand maa forstaa, at aldrig blev der i vor tusindårige Historie tilføjet vort Land saa bitter en Krænkelse som den 9. april i Aar. 'Korrekt og værdigt' har vor Konge krævet af os, at vi skal optræde overfor de indtrængte. Det er vi rede til. Korrekt over for dem og korrekt overfor vort danske Navn. D. v. s. høfligt, men med en Kulde, over for hvilken sidste Vinter var det bare Vand. Det er sket, at af disse Mennesker, der brød deres Underskrift, trængte ved Nattetid ind i vort Land, uhindret fordi vi havde begaaet den Forbrydelse at tro paa deres Underskrift, skød vore Soldater til Krøblinge uden for, hvor vor gamle Konge og vor højtfrugtsommelige Kronprinsesse sov, truede med at lægge vor Hovedstad i Ruiner, besatte vort hele Rige og brugte det til Angrebsbasis mod vore Brødre i Norge, at af disse Mennesker har danske Mænd prompt modtaget Udmærkelser. Hr. Bobé, Hr. Svend Borberg er ikke længere værdige til at bære det danske Navn. I Aviserne læser vi, at Udenrigsministeren holder Selskab for dem, der holde hans Land besat, og Statsministeren er til Stede. Og hvad er det for en dansk-tysk Venskabsforening, vi nu hører Tale om, og som Generaldirektør Knutzons alt for gode Navn er brugt som Garanti for. Den havde været paa sin Plads før 9. April; nu er den en national Utilbørlighed. Med dem, der holder En en Revolver for Brystet, kan Folk af ære ikke slutte Venskab". (Dagen, 178f, her citeret andetsteds).

Hvad er det galt ved at slutte venskab med tyskerne?

Der er det galt, at det er imod naturen, det er imod sproget, det er imod "det almene". Venskab hører hjemme mellem lige parter, ikke mellem en røver og hans offer. Prøver man alligevel at "lege venskab", så hyller man sig ind i et net af fortielser og løgne, der skader én selv i det lange løb. Kan gerne være, man hytter sit skind, men man tager skade på sin sjæl, for skade på sin sjæl tager man netop, når man voldfører sproget, når man lader hånt om den naturlige lov. Og denne naturlige lov blev brudt den 9. april. Det er det, Munk vil fastholde, omend ikke med de ord. Det er den sandhed, der skal siges, også om den klinger ilde i tyskernes øren.

(Løgstrup siger nøjagtig det samme i sin føromtalte artikel: "I en Artikel i Dansk Udsyn 1. Hæfte 1943 af Højskoleforstander Arnfred, hvor han ogsaa berører vort Folks Situation i Dag, bliver alt Indhold og enhver Mening taget ud af Ordet Lidelse. Han spørger: "Er det da sikkert, at den, der lider Sult og Savn eller døjer Kulde og fysisk Overlast, bliver et bedre Menneske og faar varmere Fællesskabsfølelse, og er det dernæst ikke nærliggende, at den Lidelse, der lutrer, netop er den, der ligger lige for - ikke den man i sin Utaalmodighed fantaserer om, men den, der ligger i at gaa ind under den Ydmygelse og lidet heroiske Holdning, Kaarene frembyder?" - Lad nu være, at man gør sig Skyld i en Begrebsforvirring, der trodser enhver Beskrivelse, fordi den trodser enhver Logik, men dette her trodser ogsaa den Betingelse for forstaaelig Tale, der er givet med Sprogets Væsen, nemlig at kalde sort for sort og hvidt for hvidt - at kalde Lidelse for Lidelse og Bekvemmelighed for Bekvemmelighed. Men det er en Tale, der er hørt før, indenfor en Fløj af Grundtvigianismen. Højskoleforstander Arnfred hylder den danske Tilværelse i Bekvemmelighed som Lidelse og beundrer vor Svigten som Ydmyghed. - Men saa sandt vi har baaret os galt ad, saa skulde vi dog kunne lade være med at lave Humbug dermed. Men Højskoleforstander Arnfred er, tænker jeg mig, altfor ædel af Sind til at kunne bære det over sit Hjerte, at have været med til som Dansker at have baaret sig galt ad". (Hal, side 161).)

Men nu, hvor chancen for militær modstand den 9. april er forpasset, hvad gøre nu, udover at give fjenden en kold skulder?

Er det danske folk et folk af ære? spørger Munk. Ja, det er et demokratisk folk, men er demokratiet ikke ved at have udlevet sig selv. "Vi ved, hvordan Demokratiets Sandhed blev til Løgn - at Folket styrede ikke længere, men en Præstekaste af golde Debattører, kaldet Politikere, holdt sig ved Magten ved Brød og Skuespil til Massen: Brød i Form af Understøttelser og Skuespil i Form af periodisk tilbagevendende Hanekampe, der kaldtes for Valg. Demokratiets oprindelige Tro paa Aand, at man med det levende Ord kunde overbevise, blev til lutter økonomisk Spekulation, at Penge var alt, og med Penge kunde man ordne alt: Tage fra dem, der har, og give til dem, der ikke har, for de er de fleste, og saa stemmer de paa mig. Men alle de store nye Ideer, der laa og krævede Løsning, i dem gav man Fanden. Mens Røverne samlede sig mere og mere aabenlyst i Skovbrynet, satte man sig om Madkurven og Snapseflasken i gamle Danevang og sang den gamle Vise om der er et yndigt Land, her er slet ingen Røvere - og gamle Danmark skal bestaa, saa længe Aalborg spejler sit Vand i Næsen blaa. Gør jeg dem Uret? Saa svar mig da, I, der nu bliver vrede paa mig, hvad er der gjort for sand Gudstros Styrkelse, for æresbegrebets Oprejsning, for Folkets Enighed og Selvbevidsthed, for Landets Beredthed til at forsvare sig, for Nordens Enhed, for Arbejdsløshedens Bortsprængning. Hvad har I gjort? I havde saa travlt med at præsidere ved alle Banketter og sludre i Rigsdagsmøder og sjakre om Tiørerne til Uddeling, at alt det, der betød noget, fik Lov at passe sig selv". (Dagen, side 179f).

Og her har vi det så igen. Gudstroen skulle være styrket; denne styrkede Gudstro er forudsætningen for æresbegrebets oprejsning, for selvbevidsthed i folket og for folkets forsvarsvilje. Men intet af dette er sket. Dog, hvordan kan dette hænge sammen med gudstro?

Det gør det, fordi gudstro giver selvtillid, til det enkelte menneske, men altså også til et folk. Eller det gør det, fordi dette at hvile i tillid til, at Gud nok vil bevare folket, fører til, at man tør være sig selv; som enkeltmennesket tør være sig selv, når det ganske hviler i at vide sig i Guds hånd, sådan tør folket være sig selv.

Nu kan man selvfølgelig spørge, om også dette er luthersk og om også dette er udpenslinger af den naturlige lov.

Og det er klart, på ét eller andet sted må jeg melde pas overfor de mange udtalelser, Munk er kommet med efter 9. april; de kan ikke alle få deres Luthercitat. Men det er sådan set heller ikke nødvendigt. Et par citater eller tre skulle være nok til at vise, hvor ens de to teologer tænkte; når jeg altså på forhånd har gjort opmærksom på, at de to herrer er nået frem til denne ensartethed ad vidt forskellige veje. Derefter skulle det værdifulde og interessante så ligge i, at Munk i sine artikler og taler udarbejder den naturlige lov langt mere, end Luther nogensinde har gjort det. Og at Munk, ligesom Luther, mener, at bag denne naturlige lov, udpenslet, som Munk nu har gjort det, står Jesus selv. Det, han ville, var at skærpe Guds i forvejen i menneskesindet liggende naturlige lov.

Men det er jo så spørgsmålet her, om dette at pleje et æresbegreb er en del af den naturlige lov; om dette at leve i selvtillid er noget, den naturlige lov kræver af os. Kan man, som jeg gjorde det før for at illustrere Munks tanker, virkelig slutte fra enkeltmenneskets turden-være-sig-selv til folkets?

Jeg vil mene det. Jeg vil forsvare Munk på dette punkt. Hans samvittighed havde ret. Et folk kan ikke leve i stadig fortielse og løgnagtighed. Og bevares, noget sådant var Danmark ikke kommet særlig langt ind i i 1940, men var vi ikke på vej? Kunne man ikke forude se en række danskere i overivrig ydmyghed overfor besættelsesmagten? Kunne man ikke ane, at denne bue af sprogopspænding en dag måtte briste? (F. eks. gennemførte man censur uden at kalde det censur, ellers var man jo kommet i karambolage med grundloven). Man brugte i besættelsestidens første år fra officiel side vendingen f.eks. om sabotage eller uvilje mod tyskerne, at "dette kan have de alvorligste følger for land og folk". Denne vending tager Munk frem i sit svar til kirkeministeriet den 27-3 43, efter at ministeriet på foranledning af udenrigsministeriet havde bedt de danske præster om ikke at omtale den norske kirkes kamp. Han skriver: "At gaa paa Akkord med Uretten - det alene vil faa de alvorligste Følger for Land og Folk. Det har Kristus lært os." (Dagen, side 313). Og her er det jo to vidt forskellige syn på, hvad "alvorlige følger" er. De officielle skrivelser og de officielle personer har travlt med at redde menneskeliv, travlt med at få tingene til at glide, travlt med at afbøde de værste virkninger af besættelsen. Munk derimod havde travlt med at sørge for, at danskeren bevarede sin sjæl, også om prisen blev, at der røg nogle legemer med i købet. Derfor kan det efter hans mening få de alvorligste følger at gå på akkord med uretten.

"Det har Kristus lært os", føjer Munk til. Ja, fordi han har lært os offervilje, har lært os, at Guds gave er en gave, der kræver noget af os, kræver, at vi er villige til at ofre noget for at beholde den. Det var jo ham, der sagde, at den, der vil bjerge sig liv, skal miste det. Og dette er hos Munk en del af det naturlige liv, som folk lever i alle samfund. Det er, kan vi sige, den naturlige lov i tilspidset form. (jvfr, at Løgstrup henregner dette at give hinanden ære til én af livslovene!)

I Gerlev-talen hedder det videre: "Demokratiet kendte ikke Livet, det hyggede sig i Illusioner. Det mente at kunne hugge sig gennem Tilværelsens Urskov med en Stemmeseddel som Øxe. Det sagde, det troede paa Aand, Bly i Skrift i Stedet for Bly i Kugle. Men det viste sig at være ikke den Aand, der er stærk, fordi den er rede til at ofre, men den Aand, der overgiver sig, Prangerens og Rævens Aand. Parlamentarismen er egentlig Sagføreren, i sin Udartning Vinkelskriveren. Man kan snakke sig til Rette, man kan fiduse sig til Sejren, den maa ikke koste noget, altsaa mig; den tror at have klaret alle Besværligheder i Verden til evig Tid med det Trylleløsen: Flertallet. Heroisme er den forhadt. Lidelsens Betydning tror den ikke paa; den Sejr, der kan ligge i Nederlaget, aner den intet om; havde den staaet hos Kristus i Getsemane, vilde den have sagt til ham: lad nu være at være Idiot, Mand; baade Pilatus og Kaifas er Folk, man kan snakke med, især Pilatus, lav et Kompromis med ham, og saa staar Kaifas med Haaret ned ad Nakken. Men Kristus rystede paa Hovedet og valgte Golgata. Han vidste: uden Langfredag ingen Paaskemorgen. Den 9. April snød den demokratiske Regering det danske Folk for dets Langfredag. Virkningen har allerede vist sig: store Dele af det danske Folk hygger sig i Bedrageriet og takker for det. Vi andre spørger fuld af Angst og Uvisshed: hvordan, hvordan skal vi redde vor Paaske nu?" (Dagen, side 182).

Det er på denne måde, Kristus har lært os ikke at gå på akkord med uretten.

Og så slutter Munk minsandten Gerlevtalen med at nævne de ti bud og opfordre folk til at efterleve dem, ja, han går dem igennem og udlægger dem i den konkrete situation. Nogenlunde, som Luther gjorde det i 1520 i skriftet "Om de gode gerninger". Det andet bud, f.eks., om ikke at misbruge Guds navn, "nej; kalde Ret for Ret og Sandhed for Sandhed, hvor mange der end er til at ville pine og lokke os til Forfalskning af Navnene". (Dagen, side 185).

I det hele taget: Det var det fantastiske ved Munk, at han allerede fra starten af besættelsen, da Tyskland gik fra sejr til sejr ud over Europa, indledte den åndelige modstand, opfordrede til at vise fjenden en kold skulder. Det er det gode ved det danske folk, at de dog lyttede til ham i disse år, at de dog samledes om hans tale og vækkende opråb i tusindtal. Men, det må vel føjes til, det er det samme folks forfærdelige dorskhed, at det var så længe om at komme i gang, at modstanden mod Tyskland afhang af dette lands sejre eller nederlag ved fronten. Munk må have følt det som at slå i en dyne. Han blev ved og han blev ved. Men et kummerligt resultat kom der ud af det, syntes det.

Endelig skal jeg gøre opmærksom på endnu en overensstemmelse med Luther, en lidt besynderlig en. Som nævnt satte besættelsessituationen gang i mange teologers overvejelser. F.eks. gav man sig til at overveje, om man nu også var skyldig at prædike lydighed mod øvrigheden, når dog øvrigheden var så uægte, som tilfældet var, dels før august 43 med en dansk regering indsat under tysk pres, dels efter 29. august med departementchefstyret. Og man nåede efterhånden frem til, at en øvrighed, der ikke ville beskytte retten, ikke var af Gud; den skulle man derfor ikke prædike lydighed imod. (Se f.eks. dokumentet "Kirken og Retten" fra februar 1944, gengivet i Erik Thostrup Jacobsen: "Som om intet var hændt. Den danske Folkekirke under besættelsen", Odense Universitetsforlag 1991, side 288). Hele den problematik gik Munk ikke ind på. Ikke blot, fordi han jo var død inden februar 44, men også fordi hans tilgang til problemet var en helt anden; han havde nemlig, ligesom Luther, taget martyrtanken i betragtning. Luther kommer i sit skrift om soldaters lydighed ind på spørgsmålet om oprør mod fyrsten, og bruger dèr en lignelse om fænomenet: En sårbefængt tigger bliver gal, fordi nogen jager fluerne væk fra hendes sår. Hvorfor? Jo, fordi disse fluer nu var nogenlunde mætte; når de jages væk, kommer der andre mere sultne til, uden at nogetsomhelst forbedres. Sådan med fyrsterne. Jager man én på porten, kommer en anden til, som måske er værre end hans forgænger. Her er der ikke tale om, hvorvidt fyrsterne er rettens vogtere, her stilles det ikke som betingelse for lydighed imod dem, at de gør, hvad de skal. En sådan tanke ville jo også kræve, at nogen udstyredes med ret til at dømme om fyrstens mere eller mindre retfærdige regering. Og det går Luther ikke med til. (Luthers Værker i Udvalg, bind IV, side 325).

Af og til har man udlagt det, som om Luther prædikede den totale lydighed mod fyrsten. Men det ligger der ikke i det, han siger. Der er i hans forestillingsverden grænser for den enkeltes lydighed mod fyrsten. Men når denne grænser overskrides, betyder det ikke, at så har fyrsten ingen ret over ham længere, det betyder, at den enkelte må sætte livet ind på at nægte at adlyde ordre. Og dette: med livet som indsats at nægte at parére ordre, er hans eneste våben imod fyrsten.

Det var også, hvad Munk efterlyste i sit arbejde med begivenheden den 9. april. Hvad er det ved denne begivenhed, som vi ikke kan gå med til? Hvad er det, vi skal sætte livet ind på at forkynde og blive ved med at forkynde? Og svaret, han fandt, var, som jeg har nævnt, at vi skal fastholde sandheden og retten; vi skal nægte at lade os fratage ordenes egenværdi; vi skal nægte at kalde uret for ret. Og det skal vi gøre, uanset om det kan koste os livet.

Af ovennævnte bog af Thostrup Jacobsen fremgår det, at mange præster under krigen førte en forsigtighedens politik; ligesom jo næsten alle gjorde det i de første besættelsesår. F.eks. hørte man gang på gang hele besættelsestiden igennem præster udtrykke deres glæde over, at kirken havde sin forkyndelsesfrihed, ja, endda havde mulighed for igennem radiogudstjenesterne at nå hele folket med et ucensureret Guds ord. Denne glæde fulgtes som regel af en opfordring til endelig ikke at misbruge denne frihed til at tale politik fra prædikestolen. Og man tænkte ikke over, at hvis friheden kun haves på betingelser, så er den ikke sand frihed og måske ikke værd at bevare.

Munks tilgang til problemstillingen var anderledes. Forkyndelsens frihed var ikke noget, man kunne forefinde i større eller mindre grad som en nåde fra staten, den var en frihed, man tog sig, ja måtte tage sig, om forkyndelsen skulle være kristen. Og så måtte statsmagten reagere, som den mente det bedst.

Det betyder ikke, at han ikke kunne se de mere overordnede problemstillinger. Men hans tro på Gud, og det vil sige: hans overbevisning om, at Gud nok skulle stille sig bag sit ord og sin sandhed, fik ham til at nægte at tage taktiske hensyn, når det gjaldt sandheden (ligesom forøvrigt Løgstrup, der bebrejdede Hal Koch, at han gav sig til at overveje, om denne eller hin sag er stor nok til at kunne tåle et brud, se Hal Koste side 52). Med Munks ord: Man kan ikke have sandheden som hermetik. Eller, lidt senere: "De (de, der tager til orde for sandheden) er af Kød og Blod som Johannes og kender vel til Frygt for deres egen Skæbne og til den værre Frygt, Frygten for den Ravage, Sandheden kan afstedkomme for deres Folk. Men en skønne Dag indser de, at Fejghed bør ikke binde deres Tunge, og at den Ravage, Hykleri, Fortielse og Løgn medfører for et Folk, vil i det lange Løb vise sig tusindfold skæbnesvangrere". (3 Præd, side 7). Det vil sige, han kendte godt til den overvejelse, som politikerne havde, hvordan man klarede ærterne, hvordan man førte tingene bedst muligt igennem; blot var resultatet af hans overvejelser anderledes end resultatet af politikernes og andre mere forsigtiges overvejelser.

Og det er altså den lidt besynderlige overensstemmelse med Luther, at for Munk som for Luther var det nok på den måde at holde sandheden i hævd. Og det er vel forståeligt, at har man sådanne overvejelser om pligt til at nægte at efterkomme øvrighedens anvisninger om at tie med dette eller hint, så behøver man ikke regler for, hvornår øvrigheden skal adlydes og hvornår ikke; man har nok at gøre med at gøre sin pligt, det vil for Munks vedkommende sige, sin pligt som præst og som digter. 
 

15. Trøst i en kummerlig tid.

Man kan få den tanke, at erindringsbogen "Foraaret saa sagte kommer" er skrevet med det for øje at opmuntre forfatteren selv, at sige til ham, at det danske folk, hvoraf han er runden, er godt nok. Selv om det ikke er til at rokke i sin overbevisning, det er dog dit folk, det er dog er dejligt folk; selv om Holger Danske sover som en kampesten under Kronborg, han er der dog.

Samme funktion har uden tvivl skuespillet "Niels Ebbesen". Det skal for ham selv være en undersøgelse af, om der mon findes kræfter i danskeren, kræfter, som han kan appellere til, kræfter af ægte menneskelig art, kræfter, som kan modsætte sig, at vi bliver en vasalstat af Tyskland. Han lader os i hovedpersonen se en typisk dansker. Og noget af det typiske ved danskeren er altså, at han ikke er til at drive til at udføre en normal soldatergerning. Han har på forhånd afgjort, at det ikke kan nytte noget. Han lader sig udsætte for den ene ydmygelse efter den anden. Blandt andet viser Niels Ebbesen sig villig til at forlade Nørreris, da den syge grev Gert trænger til pleje, og han priser sig lykkelig for, at en truende konfrontation mellem hans bønder og grevens soldater blev undgået.

Skuespillet er skrevet i juni 1940 og senere ændret i detailler (ifølge Nøjgaard), men det tidlige affattelsestidspunkt gør det umuligt i skuespillet at se en opfordring fra Munk til aktiv modstand. Godt nok er det jo det, der er spændingsmomentet i stykket: Hvornår vil Niels Ebbesen gribe til våben og fuldføre den gerning, som historiebøgerne véd, at han fuldførte, og hvad er det, der får ham til det? Men dette spændingsmoment ses som et spørgsmål om en persons indre udvikling, og man kan ikke uden videre overføre drabet på grev Gert til modstandsbevægelsens sabotage.

Den modstand, som Munk i 1940 vil have det danske folk til at yde, består mere i selvbesindelse, i mod til at være sig selv, i afvisning af påvirkning fra det fremmede, ikke i at "klippe Telefonledninger over og sprænge Broer i Luften" (Dagen, side 177, Gerlevtalen). Og det betyder, at det er en historisk tilfældighed, at dramaets hovedhandling, drabet på grev Gert, senere (fra 1943 og fremefter) ret gnidningsfrit kunne overføres på de modstandshandlinger, der da blev naturlige. Jeg kan også sige, at hovedhandlingen både i 1940 og i 1943 skulle udlægges og ikke forstås direkte; i 40 skulle den udlægges som en opfordring til at vise fjenden en kold skulder; i 43 som en opfordring til at angribe fjendens materiel, mere end hans personel. De terrorhandlinger, som vi i vore dage har set forskellige bevægelser foretage, rettet mod personer mere end mod materiel, hørte ikke med til modstandsbevægelsens aktionsmetoder; dengang mente man ikke, det var rigtigt eller kunne nytte noget at ramme fremstående tyskere.

Men hvad var det så, der overbeviste Niels Ebbesen? Det var det forhold, at greven havde indkaldt hans bønder til soldatertjeneste for sig. Og igen: Det kan man ikke udlægge på vor situation, så det f.eks. skulle være angst for, at vore soldater skulle bruges i Tysklands krig, der fik os til at gøre modstand. For det, der er hovedsagen for Munk, den trøst, han vil bringe sig selv og os andre, består i, at Niels Ebbesen til sidst dog blev opildnet til modstand; der var, hvad ingen skulle have troet, en grænse for hans eftergivenhed og også for vor. Niels Ebbesen og fader Lorents har før beslutningen en længere samtale om forholdene, hvor fader Lorents bl.a. fortæller om dengang, han talte dunder til greven, og denne kvitterede med ros: Det var opbyggeligt igen at høre sandheden have sit fulde mæle. Så siger Niels: "I talte til ham! I talte til ham! Men talte I rigtigt til ham? Lorents: Nej. For jeg talte med Tungen her. Og der er kun een Tunge, hvis Sprog han forstaar. Og det er Sværdets. Og det er for sent nu. Gud naade os arme, det er i al Evighed blevet for sent. Niels Ebbesen: Jeg tror ikke... Lorents: Hvad tror I ikke? Niels Ebbesen:Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers. Lorents: Haha, naa ikke! hvor lader I dem saa rejse hen? Niels Ebbesen: Jeg - jeg tager selv derind. Lorents: I? Niels Ebbesen: Jeg vil prøve at tale med ham. Lorents: Jasaa! Hahaha! Niels Ebbesen: Og hvis I har Ret - hvis det viser sig, at han slet ikke forstaar -- Lorents (hans Latter dør ud, da han ser paa Manden): Hvad - hvad saa? Niels Ebbesen (ser til Siden). Lorents: Menneske, hvad er det, I tænker paa? Niels Ebbesen (svarer ikke). Lorents (tørrer Sveden af Panden). Niels Ebbesen: Ja. Lorents: Niels Ebbesen, saadan noget lader sig ikke gøre mer. Det var bare i det gamle Testamente - i gamle Røverbøger. Nej, nej! Og hvordan vil I gøre det? Han tager ikke imod Jer. Bevæbnet lukker han Jer aldrig ind. Niels Ebbesen: Ja. Lorents: Hr. Niels, før I beslutter jer, beder jeg Jer at betænke... Niels Ebbesen: Jeg har besluttet mig. Lorents: Jasaa. Ja. Jasaa. Niels Ebbesen: Man gaar jo og venter, Frugten skal falde ned af sig selv. Og nu han blev syg, nu tænkte jeg -- men det varer for længe med at vente og vente. Nu faar vi ryste Træet". (Ege, side 245f).

Som sagt, man kan ikke i alle detailler parallellisere mellem dengang og nu. Men Munk trængte i 1940 til at overbevise sig selv om, at Holger Danske dog ikke blot kunne sove, men også vågne og sætte sit liv på spil for Danmark. 
 

16. Afslutning

Det, der skete den 9. april, blev for mange danske begyndelsen til en helt ny tankegang. Underligt måske, men mange intellektuelle havde åbenbart ladet politikerne om at passe politikken, havde ladet landet være så udsat og sårbart, som det var i trediverne, havde fundet sig i, at den P. Munch'ske tanke om næsten ubevæbnet neutralitet kom til at sætte sig på vor udenrigspolitik. Eller, kan man sige, mange havde affundet sig med at nøjes med at håbe; man håbede på, at det ville gå lige så godt, som det gik under Første Verdenskrig; man regnede med, at vi danskere ligesom før kunne holde os udenfor opgøret. Eller, for at fremhæve endnu en tankegang fra dengang: man mente, at et virkeligt forsvar ikke kunne nytte noget; man var af den opfattelse, at vi så let som ingenting kunne rendes over ende, og det næsten uanset, hvor mange soldater vi udrustede.

På disse og mange andre måder dækkede man over sin nøgenheds skam; man skjulte sin intellektuelle dovenskab under fromheds maske; man gemte sig bag hinanden, man kaldte det endda i visse tilfælde ydmyghed på den måde at kende sin begrænsning.

Og så kom 9. april. Ja, ikke blot kom den som en enkeltstående dato, den kom som en hel lang tid derefter, hvor konsekvensen af de beslutninger (eller mangel på samme), der var truffet i trediverne skulle indfris. Der var jo ikke synderlig forskel på den politik overfor Tyskland, der prægede os i slutningen af trediverne, og så den, der prægede os i begyndelsen af fyrrerne. I begge tilfælde: eftergivenhed, forsøg på at redde så meget som muligt, lidt retsbrud her, lidt lovfileri dèr, bare vi klarer os igennem.

Men det mærkelige er, at 9. april for så mange intellektuelle blev et chok. Et følelsesmæssigt chok. Den tilstand, man følelsesmæssigt kom ind i efter 9. april, havde de på ingen måde forestillet sig. At det virkelig skulle fornemmes så nedværdigende at tilhøre et folk, hvis hær blev nedkæmpet på få timer, hvis regering afmægtigt bøjede sig for overmagten, det havde de ikke tænkt sig. At en æreløs tilværelse faktisk var så smertefuld, som tilfældet var, det ville de have forsvoret før besættelsen.

Og de overvejelser, som denne choktilstand frembragte, er måske nok værd at undersøge nærmere, også for os, der lever i vore dages fredeligere tilstande. For det mærkelige skete jo, at mange af disse overvejelser gik i glemmebogen efter krigen. Efter krigen fortsatte mange ting i de gamle velkendte spor fra før krigen. Man havde troet, det kom til fornyelse, men det skete ikke. Det politiske liv kom snart til at blive præget af samme slags nedværdigende studehandler som kendetegnede førkrigstiden. Og de teologiske overvejelser, også for deres vedkommende blev alt snart igen ved det gamle.

Men netop på det punkt kunne det være frugtbart at tage de gamle overvejelser op igen; at sætte sig ind i tiden, historisk set; at forstå tidens strømninger og tendenser; og altså at gennemgå forskellige personers teologiske reaktion på 9. april. I den forbindelse er Munks teologi interessant. Han fik jo ikke chancen for at vende tilbage til de normale tilstande.

Det skal ikke forsøges her i større udstrækning, end allerede sket er. Det nævnes blot, fordi det måske netop er dèr, Munk kan få betydning for os, os, der næsten har glemt hans teologi. Ikke mindst kan det være af betydning at gøre sig klart, at hans teologi endte med at blive en teologi, hvori martyrbegrebet indgik som et naturligt led, noget, som vi idag jo har svært ved at forbinde med noget fornuftigt. Vi tænker, som mange teologer gjorde det dengang, at man sandelig ikke burde provokere, og at man, hvis man gjorde det, nok i virkeligheden var ude efter en martyrkrans; altså: man havde gjort martyrbegrebet til en psykologisk umulighed, formentlig fordi man ikke havde plads til det i sin teologi.

Det havde jo imidlertid Munk. Den Kristus, han i sin teologi besluttede sig for at vise ærbødighed for, var den Kristus, der gav sig frivilligt ind i døden, uden tanke for, om han provokerede, og for, om nogen af den grund kunne opfatte hans handling som længsel efter en martyrkrone.

Blot skal jeg så her gentage, hvad jeg før har sagt, at man må se bort fra de eventuelle psykologiske mekanismer hos Munk, der kunne antyde, at han længtes efter en martyrkrone, og prøve at finde frem til de teologiske overvejelser. Kun derigennem kan det blive frugtbart for os.

Og som sagt: Vi kan derigennem få en anden tilgang til Luther, få en anden indsigt i hans værker, få revideret vort syn på ham.

Men det er en større opgave. Her skulle kun Munks teologi undersøges. Og dette formål er nu nået. Så nogenlunde da. 
 

17. Litteratur og forkortelser.

Ege: Mindeudgaven, bindet Egelykke og andre skuespil.

Cant: Mindeudgaven, bindet Cant og andre skuespil.

Pil: Mindeudgaven, bindet Pilatus og andre skuespil.

Kæ: Mindeudgaven, bindet Kærlighed og andre skuespil.

Svæ: Med Ordets Sværd, Nyt Nordisk Forlag 1942.

Bab: Ved Babylons Floder, Nyt Nordisk Forlag, 1941.

Forår: Foraaret saa sagte kommer, Westermann, 1942.

Føn: Fugl Fønix, Nyt Nordisk Forlag, 1946.

Liv: Liv og glade Dage, Nyt Nordisk Forlag, 1944.

3 præd: 3 Prædikener, Paaskeliljen, 1943.

Bism: I Guds Bismer, Nyt Nordisk Forlag 1946.

Oxf: 10 Oxford-snapshots, Nyt Nordisk Forlag 1936.

Borg: Saa fast en Borg, Nyt Nordisk Forlag 1946.

Dagen: Mindeudgave, bindet Dagen er inde og andre Artikler.

Digter: Mindeudgave, bindet En Digters Vej og andre Artikler.

Him: Himmel og jord, Nyt Nordisk Forlag, 1944.
 

Nøjg: Niels Nøjgaard: Ordets Dyst og Daad, Nyt Nordisk, 1946.

Drew1: A. Drewsen Christensen: Kaj Munk paa tomandshaand. Branner 1947.

Drew2: samme: Ridderen i munkekutte, Branner 1949.

Ollén: Gunnar Ollén: Kaj Munk, Lindblads 1944.

Hamm: G. Hammar: Livsproblemet hos Kaj Munk, Diakonistyrelsen, 1945.

Lars: J. K. Larsen, Kaj Munk som Dramatiker, Hagerup 1941.

Hans: Knud Hansen: Forkyndelsen i Kaj Munks Forfatterskab, Branner, 1942.

Rev: Chr. Reventlow: Er Kaj Munk Dansk Aandslivs Høvding? Aschehoug 1940.

Hal: Kære Hal, Kære Koste, Gyldendal 1992.