Teosofi - Nøglen til Teosofien - Global Theosophy

Pligt ... ... ... ... ... ... ... ... ...	227
T.S. Relationer til Politiske Reformer ... ... ...	231
Om Selv-Opofrelse ... ... ... ... ... ... ... ...	237
Om Velgørenhed ... ... ... ... ... ... ... ... ...	242
Teosofi for Folket ... ... ... ... ... ...	245
Hvordan Medlemmer kan Hjælpe Samfundet ... ... ... ... ...	248
Hvad en Teosof ikke bør gøre ... ... ... ... ...	249

Formålet med denne bog er netop angivet i dens titel, "NØGLEN TIL TEOSOFIEN," og den behøver kun få ords forklaring. Det er ikke en komplet og udtømmende tekst-bog om Teosofi, men kun en nøgle til at åbne døren som leder til et dybere studie. Den sporer de store hovedtræk af Visdoms Religionen, og forklarer dens grundlæggende principper; og imødegår samtidig hermed, de forskellige protester som rejses af den gennemsnitlige Vestlige søgende, og bestræber sig på at præsentere ikke-familiære koncepter i så enkel en form og i så klart et sprog som muligt. At det skulle lykkes at gøre Teosofi forståelig uden mental indsats fra læseren, ville være for meget at forvente; men det håbes at den uklarhed der stadig er tilbage tilhører tanken og ikke sproget, og at den skyldes dybde og ikke forvirring. For de mentalt dovne eller sløve, må Teosofien forblive en gåde; for både i den mentale verden som i den åndelige verden må det enkelte menneske selv gøre fremskridt ved sine egne anstrengelser. Forfatteren kan ikke udføre læserens tænkning for ham, og den sidstnævnte vil heller ikke være bedre stillet hvis en sådan andenhåndstanke var mulig. Behovet for en sådan fremstilling som den nærværende har længe være et ønske blandt de som er interesseret i Det Teosofiske Samfund og dets arbejde, og det er håbet at den vil supplere med information, så frit som muligt fra teknikaliteter, for de mange hvis opmærksomhed er blevet vækket, men som endnu kun er forundrede og ikke overbeviste.

Nogen omsorg er blevet udført for at afklare nogle områder af hvad

der er sand og hvad der er falsk Spiritualistisk lære med hensyn til livet efter-døden, og at vise det Spiritistiske fænomens sande natur. Tidligere lignende forklaringer har frembragt meget vrede over forfatterens dedikerede hoved; Spiritualisterne foretrækker som så mange andre, at hellere tro på det som er behageligt i stedet for det som er sandt, og bliver meget vrede på enhver som ødelægger en behagelig illusion. I det sidste år har Teosofien været målgruppen for enhver forgiftet pil fra Spiritualismen, som om at besidderne af halve sandheder følte sig mere fjendtligt stillet overfor besidderne af hele sandheden end de som ikke havde en del deraf de kunne prale af. Hjertelig mange tak skal gives fra forfatteren til de mange Teosoffer, som har sendt forslag og spørgsmål, eller som på anden måde har bidraget med hjælp under udarbejdelsen af denne bog. Værket vil være mere brugbar til som hjælp, og det vil være deres bedste belønning –

H. P. B.

London, 1889.

HVAD NAVNET BETYDER.
SPG. - Teosofien og dens doktriner refereres ofte til som en nymodens religion. Er det en religion?

TEO. - Det er den ikke. Teosofi er Guddommelig Viden eller Videnskab.

SPG. - Hvad betyder udtrykket egentlig?

TEO. - "Guddommelig Visdom," Theosophia (Φεοσοφια), eller Gudernes Visdom, som Theogonia (Φογονἰα), Gudernes Genealogi. Ordet Φεὗς betyder Gud på Græsk, en af de guddommelige væsener, men sandelig ikke "Gud" sådan som udtrykket bruges i vore dage. Derfor er det ikke "Guds Visdom," sådan som nogle oversætter det, men Guddommelig Visdom sådan som den besiddes af Guderne. Udtrykket er mange tusinde år gammelt.

SPG. - Hvor stammer udtrykket fra?

TEO. - Det kommer til os fra de Alexandrinske Filosoffer, der hed elskere af sandheden, Philaletheians, from Φιλ (phil), "kærlig," og aletheia (άλήφεια ) "sandhed". Navnet Teosofi daterer tilbage fra

2

det tredje århundrede af vor tidsregning og begyndte med Ammonius Saccas og hans disciple,* som startede det Eklektiske Teosofiske system.

SPG. - Hvad var formålet med dette system?

TEO. - Først og fremmest at indskærpe visse store moralske sandheder overfor hans disciple, og alle de som var "elskere af sandheden." Derfor mottoet som er adopteret af Det Teosofiske Samfund: "Der er ingen religion højere end sandheden." † Hovedformålet for Grundlæggerne

* Også omtalt som Analogetikere. Som forklaret af Prof. Alex. Wilder, F. T. S., i hans "Eclectic Philosophy," så blev de kaldt sådan på grund af deres praksis med at indskærpe alle hellige legender og beretninger, myter og mysterier, efter en analogisk eller korresponderende regel eller princip: så at begivenheder som blev tillagt at være sket i den ydre verden blev anset for at udtrykke aktiviter og oplevelser i menneskets sjæl. De blev også kaldt Neo-Platonister. Selv om Teosofi, eller det Eklektiske Teosofiske system, generelt tillægges til det tredje århundrede, så er dets oprindelse meget ældre, hvis Diogenes Laertius skal gives sin ret, for han tillagde systemet til en Egyptisk Præst, Pot-Amun, som levede i de tidlige dage af det Ptolemæiske dynasti. Den samme forfatter fortæller os at navnet er Koptisk, og betegner en der er viet til Amun, Visdommens Gud. Teosofi er ækvivalent med Brahm-Vidya, guddommelig viden.

† Eklektisk Teosofi blev delt ind i tre hovedpunkter: (1) Troen på en absolut, ufattelig og øverste Guddom, eller uendelig essens, som er kilden til al natur, og til alt der er, synligt og usynligt. (2) Troen på menneskets evige udødelige natur, fordi den er en udstråling fra den Universelle Sjæl, så er den identisk med dens essens. (3) Theurgi, eller "guddommeligt arbejde," eller frembringelsen af et gudernes arbejde; fra theoi, "guders," og ergein, "at arbejde." Udtrykket er meget gammelt, men, da det tilhører MYSTERIERNES sprogbrug, var det ikke i populær brug. Det var en mystisk tro – bevist i praksis af indviede adepter og præster – at, ved at gøre sig selv så ren som de ulegemlige væsener – dvs., ved at vende tilbage til ens uberørte rene natur – så kunne mennesket bevæge guderne til at gøre ham bekendt med de Guddommelige mysterier, og endda forårsage at de en gang imellem blev enten subjektivt eller objektivt synlige. Det var det transcendentale aspekt af hvad der nu kaldes Spiritualisme; men da den blev misbrugt og misopfattet af befolkningen, så gik den hen og blevet anset for at være nekromanti, og blev generelt forbudt. En af karikatur indenfor Iamblichus teurgi lever stadig videre i den ceremonielle magi hos nogle moderne Kabalister. Moderne Teosofi undgår og afviser både begge disse former for magi og "nekromantik" og anser dem for at være meget farlige. Sand guddommelig teurgi fordrer en næsten supermenneskelig renhed og hellighed i livet; ellers degenerer den ind i mediumisme eller sort magi. Ammonius Saccas' direkte discipel, som blev kaldt for Theodidaktos,

"gud-lærd" - så som Plotinus og hans efterfølger Porphyry – afviste teurgi i starten, men blev til sidst forsonet med den gennem Iamblichus, som skrev et værk om dette med titlen "De Mysteriis," under hans egen mesters navn, en berømt Ægyptisk præst ved navn Abammon. Ammonius Saccas var en søn af Kristne forældre, og, havde siden sin barndom været frastødt den dogmatiske spirituelle Kristendom, blev Neo-Platonist, og siges ligesom J. Boehme og andre store seere og mystikere, at have haft guddommelig visdom åbenbaret til ham i drømme og visioner. Derfor hans navn Theodidaktos. Han sørgede for at forene ethvert religiøst system, ved at vise deres identiske oprindelige udspring for derved at skabe en universel trosretning baseret på etik. Hans liv var så ulastelig og rent, hans lære så dybsindig og omfattende at flere Kirkefædre var hans hemmelige disciple. Clemens Alexandrinus taler meget rosende om ham. Plotinus, "Johannes Døber" versionen af Ammonius, var også et universelt respekteret og velanset menneske, med den mest dybtgående lærdom og integritet. Da han var ni-og-tredvie år gammel akkompagnerede han den Romerske Kejser Gordian og hans hær til Østen, for at blive instrueret af viise fra Baktrien og Indien. Han havde en Filosofisk Skole i Rom. Hans discipel Porphyry, hvis rigtige navn var Malek (en Helleniseret Jøde), samlede alle hans mesters skrifter. Porphyry var selv en stor forfatter, og gav en allegorisk fortolkning af nogle dele af Homers skriverier. Det meditations system som Philaletheianerne søgte tilflugt i var ekstase, et system svarende til Indisk Yoga praksis. Det som kendes fra den Eklektiske Skole skyldes Origen, Longinus, og Plotinus, Ammonius' direkte disciple. ―(Vide Eclectic Philos., af A. Wilder.)

af den Eklektiske Teosofiske Skole var en af de tre formål hos dens moderne efterfølger, det Teosofiske Samfund, nemlig, at forene alle religioner, sekter og nationer under et fælles etisk system, baseret på evige sandheder.

SPG. - Hvad kan du fremføre, så dette ikke opfattes som en umulig drøm;

4

og at alle verdens religioner er baseret på en og samme sandhed?

TEO. - Deres sammenlignende studie og analyse. "Visdoms-religionen" var én i gammel tid; og ensartetheden i primitiv religiøs filosofi er bevist for os ved de identiske doktriner som de Indviede underviste i under MYSTERIERNE, en institution som en gang var universelt udbredt. "Alle de gamle trosretninger indikerer eksistensen af en enkeltstående Teosofi før dem. Den nøgle som kan åbne én, skal kunne åbne alle; ellers kan det ikke være den rette nøgle." (Eklekt. Philo.)

DET TEOSOFISKE SAMFUNDS POLITIK.
SPG. - I Ammonius tid var der mange store gamle religioner, og utallige sekter fandtes alene i Egypten og Palæstina. Hvordan kunne han forene dem?

TEO. - Ved at gøre det som vi igen prøver på at gøre. Neo-Platonisterne var en stor organisation, og tilhørte forskellige religiøse filosofier *; sådan som vores Teosoffer. I disse dage, bekræftede Jøden Aristobulus at Aristoteles etik repræsenterede

* Det var under Philadelphus at Jødedommen etablerede sig selv i Alexandria, og omgående blev Hellenske lærere de farlige rivaler til det Babylonske Rabbinske Universitet. Som forfatteren til "Eklektisk Filosofi" meget træffende bemærker: "Buddhisternes, Vedantisternes, og Magernes systemer blev fremlagt sammen med de Græske filosofier i den periode. Det var ikke vidunderligt at tænkende mennesker påstod at striden på ord burde ophøre, og anså det for muligt at uddrage et harmonisk system ud fra de forskellige lærerformer....Panaenus, Athenagoras, og Clement blev gennemgribende instrueret i den Platoniske filosofi, og forstod dens grundlæggende enhed med de Orientalske systemer."

Moses-lovens esoteriske lære; Philo Judæus søgte at forene Pentateuken sammen med de Pythagoræiske og Platoniske filosofier; og Josephus beviste at Essæerne fra Karmel ganske enkelt var efterlignere og tilhængere af de Egyptiske Therapeutæ (healerne). Sådan er det også i vore dage. Vi kan vise nedstigningen af enhver Kristen religion, lige så vel som selv den mindste blandt enhver sekt. De sidstnævnte er de små kviste eller skud, som gror på de større grene; men skud og grene udspringer fra samme stamme – VISDOM-RELIGIONEN. Det var Ammonious mål at bevise dette, og han søgte at påvirke Vantro og Kristne, Jøder og Afgudsdyrkere, til at tilsidesætte deres uenigheder og stridigheder, mens de huskede på at de alle var i besiddelse af den samme sandhed i forskellige forklædninger, og at de alle var børn af en fælles moder. * Dette er ligeledes Teosofiens formål.

SPG. - Hvad er din hjemmel for at sige dette om de gamle Teosoffer fra Alexandria?

* Således siger Mosheim fra Ammonious: "Med forståelse for at ikke kun de Græske filosoffer, men også alle de forskellige barbariske nationer, var fuldt enige med hinanden med hensyn til ethvert grundlæggende synspunkt, så gjorde han det til sin opgave at fremlægge de tusinde læresætninger fra alle de forskellige sekter med hensyn til hvordan de alle var udgået fra samme kilde, og at de alle sigtede mod et og samme mål." Hvis forfatteren til Ammonious i Edinburg Encyclopedia véd hvad han taler om, så beskriver han de moderne Teosoffer, deres tro, og deres arbejde, for han siger, mens han omtaler Theodidaktos: "Han brugte de doktriner om Universet og Guddommen som var anerkendte i Egypten (de esoteriske var fra Indien), og som blev anset for at udgøre en helhed; om verdens evige eksistens . . . og etablerede et moralsk disciplinært system som tillod folk i almindelighed at leve ifølge deres landes love og naturens krav, men krævede at de viise skulle opløfte deres bevidstheder ved kontemplationer.

6

TEO. - Et næsten utalligt antal af velkendte forfattere. Mosheim, en af dem siger at: --

"Ammonious lærte at massernes religion gik hånd i hånd med filosofi, og at den havde sammen med denne delt skæbne ved gradvist at blive korrumperet og gjort uforståelig via simple menneskelige bedrag, overtro, og løgne; og at den derfor burde bringes tilbage til dens originale renhed ved at befri den fra dens bras og ved at fremlægge den baseret på filosofiske principper; og alt det Kristus havde for øje var at indføre og genoprette de gamles visdom til dens primitive integritet; at indenfor grænser reducere den universelle-tilbageværende overtros domæne; og til dels for at korrigere, og til dels for at udrydde de forskellige fejl som havde fundet deres vej ind i de forskellige populære religioner."

Dette er igen, præcis hvad de moderne Teosoffer siger. Mens den store Philalethian blev støttet og hjulpet i den politik han fulgte af to Kirkefædre, Clement og Athenagoras, af alle lærde Rabbinere i Synagogerne, Akademiet og Lundene, og mens han underviste i en fælles lære, så gives vi, hans efterfølgere med samme opfattelse ingen anerkendelse, men tværtimod, så misbruges og forfølges vi i stedet. Folk ses derved at have været mere tolerante for 1,500 år siden end de er i dette oplyste århundrede.

SPG. - Blev Ammonius opmuntret og støttet af Kirken fordi, at han på trods af sine kætterier, underviste i Kristendom og var en Kristen?

TEO. - Slet ikke. Han var født som Kristen, men accepterede aldrig Kristendommen. Som det siges om ham af samme forfatter:

"Han behøvede blot at fremlægge hans lærdomme i overensstemmelse med de gamle Hermes søjler, som Platon og Pythagoras kendte til førhen, og hvorfra de indstiftede de deres filosofi. Og da han fandt den selv samme prolog i Johannes Evangeliet, så antog han meget korrekt at Jesus

formål var at genoprette den store visdomslære i dens enkle helhed. Han anså beretningerne i Biblen og historierne om guderne for at være allegorier, der illustrerede sandheden, eller fabler der burde forkastes." Yderligere, som Edingburg Encyclopedia siger, "anerkendte han at Jesus Kristus var et fortræffeligt menneske og 'Guds ven', men påstod at det ikke helt var hans ide at forlade tilbedelsen af dæmoner (guder), og at hans eneste hensigt var at rengøre den gamle religion."

VISDOMS-RELIGIONEN ESOTERISK I ALLE TIDSALDRE.
SPG. - Siden Ammonious aldrig nedfælde noget på skrift, hvordan kan man så være sikker på at det var hans lære?

TEO. - Buddha, Pythagoras, Confucius, Orpheus, Socrates, eller endda Jesus efterlod heller ikke noget på skrift. Ikke desto mindre er de fleste af disse historiske personligheder, og deres lære har alle overlevet. Ammonious disciple (her i blandt Origen og Herennius) skrev afhandlinger og forklarede hans etik. De sidstnævnte er sandelig lige så historiske, hvis ikke mere end de Apostolske skriverier. Yderligere, så har hans elever – Origen, Plotinus, og Longinus (rådgiver til den berømte Dronning Zenobia) – alle efterladt voluminøse optegnelser af Philaletheian Systemet – i alle tilfælde så meget, så deres offentlige lære var kendt, for skolen var delt ind i eksoterisk og esoterisk lære.

SPG. - Siden du anser, at det som passende kaldes VISDOM-RELIGIONEN for at være esoterisk, hvordan har de sidstnævnte læresætninger så givet sig til udtryk i vores tid?

TEO. - VISDOMS-RELIGIONEN var altid én, og var det sidste ord med hensyn til mulig menneskelig viden, og derfor, blev den omhyggeligt bevaret. Den gik forud for den Alexandrinske Teo-

8

soffer med mange tidsaldre, nåede den moderne tidsalder, og vil overleve enhver anden religion og filosofi.

SPG. - Hvor og hos hvem blev den således bevaret?

TEO. - Blandt de Indviede i ethvert land; blandt fortræffelige søgende efter sandheden – deres disciple; og i de dele af verden hvor sådanne emner altid har været mest værdsat og efterstræbt: i Indien, Central Asien, og Persien.

SPG. - Kan du give mig noget bevis på dets esotericisme?

TEO. - Det bedste bevis du kan få om sagen er, at enhver gammel religiøs eller snarere filosofisk kult bestod af en esoterisk og hemmelig lære, og en eksoterisk (ydre officiel lære) med tilbedelse. Yderligere, så er det et velkendt faktum at de gamles MYSTERIER i enhver nation omfattede de ”større” (hemmeligheder) og ”Mindre” (offentlige) MYSTERIER – f.eks. ved de celebrerede højtideligheder kaldet de Eleusinske, i Grækenland. Fra Hierofanterne fra Samothrace, Egypten, og de indviede Brahminere i gamle Indien, senere i tid til de Hebraiske Rabbinere, alle hemmeligholdte af frygt for vanhelligelse deres sande bona fide tro. De Jødiske Rabbinere kaldte deres sekulære religiøse skrifter Mercavah (den ydre krop), ”fartøjet,” eller, tildækningen der rummer den skjulte sjæl. - dvs., deres højeste hemmelige viden. Ikke én af de gamle nationer videregave gennem dets præster deres virkelige filosofiske hemmeligheder til masserne, men tildelte kun de ydre skaller til de sidstnævnte. Den Nordlige Buddhisme har dets ”større” og dets ”mindre” fartøj, kendt som Mahayana, de esoteriske, og Hinayana, de eksoteriske Skoler. Du kan heller ikke beskylde dem for en sådan hemmeligholdelse; for sandelig vil du ikke tænke på af fodre din egen flok af får

med lærde afhandlinger om botanik i stedet for græs? Pythagoras kaldte hans for Gnosis ”viden om ting der er,” eller η γνωσις των òντων, og forbeholdte denne viden til sine forpligtigede disciple: for de som kunne fordøje en sådan mental føde og føle sig tilfredse med det; og han forpligtede dem til stilhed og hemmeligholdelse. Okkulte alfabeter og hemmelige cifre er udviklet fra de gamle Egyptiske hieartiske skriverier, den hemmelighed, som i gamle dage kun Hierogrammatikerne besad, eller de indviede Egyptiske præster. Ammonius Saccas’ biografer fortæller os, at han bandt sine elever til ved ed ikke at afsløre hans højere doktriner bortset fra til de som allerede var blevet instrueret indledende i viden, og som også var bundet af et løfte. Finder vi så ikke til sidst, det samme selv i den tidlige Kristendom; blandt de Gnostiske, og selv blandt Kristus lære? Talte han ikke til mængden i lignelser som havde en tofoldig betydning, og forklarer kun hans holdninger til hans disciple? ”Til jer,” siger han, ”er Guds riges hemmeligheder givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser” (Mark iv. 11). ”Essæerne i Judæa og Karmel foretog tilsvarende adskillelser, de delte deres tilhængere i neofytter, brødre, og de perfekte, eller de indviede” (Eclec. Phil.). Eksempler fra ethvert land kan frembringes omkring dette.

SPG. - Kan du erhverve dig ”Hemmelig Visdom” blot ved at studere? Encyklopædier definerer Teosofi meget lig Webster’s Dictionary gør, dvs., som ”formodet samkvem med Gud og overordnede ånder, og deraf følgende erhvervelse af supermenneskelig viden ved fysiske metoder og kemiske processer.” Er det sandt?

TEO. - Det tror jeg ikke. Der er heller ikke nogen leksigraf, som er i stand til at

10

forklare, hverken til sig selv eller andre, hvordan supermenneskelig viden kan erhverves ved fysiske eller kemiske processer. Havde Webster sagt ”ved metafysiske og alkymistiske processer,” så havde definitionen være omtrentlig korrekt: som den er, er den absurd. De gamle Teosoffer påstod, og ligeledes gør de moderne, at det uendelige kan ikke blive kendt af det endelige – dvs. sanset af det endelige Selv – men at den guddommelige essens kan blive kommunikeret til det højere Åndelige Selv i en tilstand af ekstase. Denne tilstand kan næppe erhverves, som under hypnose, ved ”fysiske og kemiske metoder.”

SPG. - Hvad er din forklaring på det?

TEO. - Sand ekstase blev defineret af Plotinus som ”frigørelsen af bevidstheden fra dets endelige bevidsthed, ved at blive et med og identificeret med det uendelige.” Dette er den højeste tilstand, siger Prof. Wilder, men ikke en med permanent varighed, og den erhverves kun af meget meget få. Det er i sandhed, identisk med den tilstand som er kendt i Indien som Samadhi. Den sidstnævnte praktiseres af Yogierne, som faciliterer den fysisk ved den største afståen fra indtagelse af føde og drikke, og mentalt ved en uophørlig stræben efter at rengøre og opløfte bevidstheden. Meditation er stille og uudsagt bøn, eller, som Platon udtrykte det, ”den glødende begejstring efter at rette sjælen mod det guddommelige; ikke for at spørge om noget bestemt gode (som i den almindelige betydning af bøn), men for det gode selv – for det universelt Højeste Gode” som vi er en del af på jorden, og ud af hvilken essens vi alle stammer. Derfor tilføjer Platon, ”forbliv stille i de guddommeliges nærvær, ind til de fjerner skyerne fra dine øjne og gør dig i stand til at se med lyset, som udgår fra dem selv,

ikke det som ser ud som det gode for dig, men det som er det egentlige gode.” *

SPG. - Så er Teosofi ikke, som nogle tror et nyopfundet system?

TEO. - Kun uvidende mennesker vil referere til det på den måde. Det er så gammelt som verden, i sin lære, etik, hvis ikke af navn, det er også det bredeste og mest katolske system blandt alle.

SPG. - Hvordan kan det så være at Teosofien ind til nu har været ukendt i landene på den vestlige halvkugle? Hvorfor skulle den have været en forseglet bog for de som siges at være de mest kultiverede og avancerede racer?

TEO. - Vi tror at der i gammel tid har været lige så kultiverede lande og sandelig ”mere” åndeligt udviklede lande end vores er. Men der er mange grunde til denne selvpåførte uvidenhed. En af dem blev fremført af Apostlen Paulus overfor de kultiverede Atheniensere – et tab, for mange århundreder, af sand åndelig indsigt, og endda interesse, på grund af deres store hengivelse til sanselige ting og deres

* Det er hvad den skolelærde forfatter til ”The Eclectic Philosophy,” Prof. A. Wilder, F. T. S., beskriver som ”åndelig fotografering”: ”Sjælen er det kamera, hvor fremtidige, fortidige, og nutidige fakta og begivenheder, fastlægges i samme udstrækning; og bevidstheden bliver bevidst om dem. Ovenover vores begrænsede hverdags verden er alt en dag eller tilstand – fortiden og fremtiden inkluderet i nutiden.” . . . Døden er den sidste ekstase på jorden. Så er sjælen befriet for kroppens begrænsninger, og dets noblere dele er forenet med den højere natur og bliver deltager i de højere væseners visdom og forudviden.” Sand Teosofi er for mystikerne, den samme tilstand Apollonius of Tyana var skabt til at beskrive som: ”Jeg kan se nutiden og fremtiden så klart som i et spejl. Den viise behøver ikke at vente på jordens hypokondri og atmosfærisk korruption for at forudse begivenheder . . . Theoi’erne, eller guderne ser fremtiden; almindelige mennesker nutiden; de viise det som er på vej til at ske.” ”De Viises Teosofi” som han taler om er udmærket beskrevet i overbevisningen, ”Guds Rige er indeni os.”

12

slaveri overfor dogmers og ritualismens døde bogstav. Men, den vigtigste grund til det ligger i det faktum at sand Teosofi altid har været holdt hemmelig.

SPG. - Du har fremlagt beviser på at en sådan hemmeligholdelse eksisterer; men hvad var den virkelige årsag til det?

TEO. - Årsagerne til det var: Først, gennemsnits menneskets sygelige natur og dets selviskhed, som altid har en tendens til gratificering af personlige begær til skade for medmennesker og deres nærmeste. Sådanne mennesker bør aldrig blive givet guddommelige hemmeligheder. For det Andet, deres upålidelighed med hensyn til at holde hellig og guddommelig viden fra at blive vanhelliget. Det er det sidste, som har ført til sygeligheden blandt det mest sublime sandheder og symboler, og til den gradvise omtransformering af åndelige ting til antropomorfiske, jordnære og afskyelige forestillinger – med andre ord, til nedgørelsen af guds-ideen og til fanatisk afgudsdyrkelse.

TEOSOFI ER IKKE BUDDHISME
SPG. - I bliver ofte omtalt som ”Esoteriske Buddhister.” Er i da allesammen tilhængere af Gautama Buddha?

TEO. - Ikke mere end musikere er tilhængere af Wagner. Nogle af os er Buddhister af religion; men der er mange flere Hinduer og Brahminere end Buddhister blandt os, og flere Kristen-fødte Europæere og Amerikanere end konverterede Buddhister. Denne fejltagelse stammer fra den misforståede opfattelse af den sande mening med titlen på Mr. Sinnett’s glimrende værk, ”Esoterisk Buddhism.” hvis sidste ord burde hvar været skrevet med ét, i stedet for to, d’er, da ”Budhism” så ville have haft den betydning som det

var hensigten med det, nemlig ”Visdomisme” (Bodha, bodhi, ”intelligens,” ”visdom”) i stedet for Buddhisme, Gautama’s religiøse filosofi. Teosofi, er som allerede sagt VISDOMS-RELIGIONEN.

SPG. - Hvad er forskellen mellem Buddhisme, religionen som blev grundlagt af Prinsen af Kapilavatsu, og Budhism, den ”Visdomisme” som du siger er synonym med Teosofi?

TEO. - Den helt samme forskel som der er mellem Kristus hemmelige lære, som kaldes ”Guds Riges mysterier” og den senere ritualisme, samt Sekternes og Kirkernes dogmatiske teologi. Buddha betyder den som er ”Oplyst” af Bodha, eller forstår Visdom. Dette er forsat med rod og forgrening ind i den esoteriske lære Gautama kun meddelte hans udvalgte Arhats.

SPG. - Men nogle Orientalister benægter at Buddha overhovedet nogensinde underviste i nogen som helst esoterisk lære?

TEO. - De kan lige så godt benægte at Naturen har nogen som helst hemmeligheder for det videnskabelige menneske. Yderligere så vil jeg bevise det via Buddha’s samtaler med hans discipel Ananda. Hans esoteriske lære var ganske enkelt de gamle Brahminers Gupta Vidya (hemmelige viden), den nøgle som deres moderne efterfølgere, med få undtagelser, fuldstændig har tabt. Og denne Vidya er nu fortsat ind i det som nu kendes som den indre lære af Mahayana skolen hos den Nordiske Buddhisme. De som benægter dette er blot uvidende forfalskere af den Orientalske lære. Jeg vil råde dig til at læse Rev. Mr. Edkins’ Chinese Buddhism – især kapitlerne om de Eksoteriske og Esoteriske skoler

14

og lære – og så sammenligne hele den gamle verdens erklæringer om dette emne.

SPG. - Men er den Teosofiske etik ikke identisk med den som Buddha underviste i?

TEO. - Lige præcis, men denne etiske lære er sjælen i Visdom-Religionen og var en gang fælles eje hos de indviede i alle nationer. Men Buddha var den første som legemliggjorde den ophøjede etiske lære i sin offentlige lære, og gjorde dem grundlaget og selve essensen af sit offentlige system. Det er heri, der ligger den umådelige forskel mellem eksoterisk Buddhisme og enhver anden religion. For mens ritualisme og dogmer i andre religioner gives de fornemmeste og mest vigtige placeringer, så er det den etiske lære i Buddhismen som altid har været lagt mest vægt på. Dette gør rede for den lighed, som næsten er identisk, mellem den etiske lære hos Teosofien og den hos Buddha’s religion.

SPG. - Er der nogen store punkter af forskel?

TEO. - En stor forskel mellem Teosofi og eksoterisk Buddhisme er, at den sidstnævnte, repræsenteret af den Sydlige Kirke, totalt benægter (a) eksistensen af en Guddom, og (b) ethvert bevidst liv efter-døden, eller endda enhver selv-bevidst overlevende individualitet i mennesket. Sådan er i det mindste læren hos den Siamesiske sekt, der nu anses for at være den reneste form for eksoteriske Buddhisme. Og sådan er det, hvis vi kun refererer til Buddha’s offentlige lære; grunden til en sådan tilbageholdenhed fra hans side vil jeg angive senere. Men skolerne hos den Nordiske Buddhistiske Kirke, der er etableret i de lande som hans indviede Arhats trak sig tilbage til efter Mesterens død, underviser i alt som nu

HVAD DET MODERNE TEOSOFISKE SAMFUND IKKE ER.
SPG. - Det vil så sige, at jeres lære ikke er en genoplivning af Buddhisme, og den heller ikke er fuldstændige kopier af Neo-Platonisk Teosofi?

TEO. - Det er den ikke. Men til disse spørgsmål kan jeg ikke give dig bedre svar end at citere fra et skrift fremlagt af Dr. J. D. Buck, F. T. S., om ”Teosofi”, på det sidste Teosofiske Konvent i Chicago Amerika (April 1889). Ingen levende teosof har bedre forstået og udtrykt den sande essens af Teosofi en vores ærede ven Dr. Buck: -

”Det Teosofiske Samfund blev formet med det formål at udbrede de Teosofiske læresætninger, og for at fremme det teosofiske liv. Det nuværende Teosofiske Samfund er ikke det første af sin slags. Jeg har et bind med titlen: ’Theosophical Transactions of the Philadelphian Society,’ udgivet i London i 1697; og et andet med følgende titel: ’Introdoction to Theosophy, or Science of the Mystery of Christ; det vil sige, om Guddom, Natur, og Skabninger, omfattende filosofien om alle arbejdende kræfter i livet, magiske og spirituelle, og som udgør en praktisk guide til den mest sublime rene, hellighed, og evangeliske perfektion; også opnåelsen af guddommeligt syn, og de

hellige englelige kunstfærdigheder, kræfter, og andre regenererende privilegier,’ udgivet i London i 1855. Det følgende er dedikeringen fra dette bind:-

”Til de studerende på Universiteterne, Videregående uddannelser, og Kristne skoler: Til Professorer indenfor den Metafysiske, Tekniske, og Natur Videnskaber i alle dens former: Til mænd og kvinder indenfor Uddannelse, af generel ortodoks tro: Til Deister, Arianere, Unitarere, Swedenborgianere, og andre defektive og undergrunds-religioner, rationalister, og skeptiske af enhver slags: Til de Retfærdige og oplyste Muhammedanere, Jøder, og orientalske Patriark-religiøse: men især til evangelist præsten og missionæren, uanset om det er til barbariske eller intellektuelle mennesker, således er denne introduktion til Teosofi, eller videnskab om grunde og mysterierne til alle ting på den mest ydmyge og hengivne måde dedikeret.’
”I det følgende år (1856) blev et andet bind udgivet, royal octavo, på 600 sider, diamond type, om ’Blandet Teosofi.’ Kun 500 kopier fra sidstnævnte værk blev gratis distribueret til Biblioteker og Universiteter. Disse ældre bevægelser, hvoraf der var mange, stammede inde fra Kirken, med personer af stor fromhed og ærlighed, og med uplettet karakter; og alle disse skriverier var i ortodoks form, med brug af Kristne udtryk, og, lige som, skrifterne fra den eminente Gejstlige William Law, kunne de kun skille sig ud for den almindelige læser ved deres store ærlighed og fromhed. Disse var hver og en forsøg på at uddrage og forklare de dybere meninger med og det oprindelige indhold i de Kristne Skrifter, og for at illustrere og udfolde det Teosofiske liv. Disse værker blev snart glemt, og er nu generelt ukendte. De søgte at reformere præsterne og genoplive sand fromhed, og blev aldrig ønsket velkommen. Det enkelte ord ”Kætteri,” var tilstrækkeligt til at begrave dem i alle sådanne Utopia’ers tomrum. Ved tiden for Reformationen udførte John Reuchlin et lignende forsøg med samme resultat, selv om han var den nære og betroede ven af Luther. Ortodoksien ønskede aldrig at blive informeret eller oplyst. Disse reformatorer blev, ligesom Paul af Festus, informeret om at for meget lærdom havde gjort dem vanvittige, og at det ville være farligt at gå videre. Ved at passere det ordskvalder, som delvist var en spørgsmål om vane og uddannelse blandt disse forfattere, og som delvist skyldes religiøs tilbageholdenhed gennem

verdslig magt, og for at komme til sagens kerne, så var disse skriverier, Teosofiske i den strengeste betydning, og vedrørte kun menneskets viden om hans egen natur og sjælens højere liv. Den nuværende Teosofiske bevægelse er nogle gange blevet erklæret for at være et forsøg på at konvertere Kristendommen til Buddhismen, hvilket ganske enkelt betyder at ordet ’Kætteri’ har tabt sin terror-effekt og opgivet sin magt. Individer har i enhver tidsalder mere eller mindre klart forstået de Teosofiske doktriner og formet dem ind i deres livsstile. Disse doktriner tilhører ikke eksklusivt nogen religion, og tilhører ikke noget samfund eller tid. De er ethvert menneskesjæls fødselsret. Sådan noget om Ortodoksi bør afvikles af hvert individ i overensstemmelse med hans natur og hans behov, og i forhold til hans forskellige oplevelser. Det kan forklare hvorfor de, som har forestillet sig Teosofien som en ny religion, har jaget forgæves efter dens troslære og dens ritualer. Dens troslære er Loyalitet overfor Sandheden, og dens ritual ’At ære enhver sandhed ved brug’.
”Det kan måske ses hvor lidt dette princip for Universelt Broderskab forstås af menneskehedens masser, hvor sjældent dets transcendente betydningsfuldhed forstås, af den diversitet af opfattelser og fiktive fortolkninger der findes angående Det Teosofiske Samfund. Dette Samfund blev organiseret efter dette ene princip, om det Menneskehedens essentielle Broderskab, som her kort er skitseret og utilstrækkeligt fremlagt. Det har været beskyldt for at være Buddhistisk eller anti-Kristent, som om at det kunne være begge dele på en gang, når både Buddhismen og Kristendommen, ifølge deres inspirerede grundlæggere har fremsat, at broderskab er den eneste grundlæggende lære og det eneste grundlæggende i livet. Teosofi er også blevet anset for at være noget nyt under solen, eller i bedste fald mysticisme maskeret under et nyt navn. Mens det er sandt at mange Selskaber, der er baseret på, og forenet i støtte til altruistiske principper, eller grundlæggende broderskab, har båret forskellige navne, så er det også sandt at mange har heddet Teosofiske, og med samme principper og navne som det nuværende selskab der bærer dette navn. Hos disse selskaber, alle som en, har den grundlæggende lære været den samme, og alt andet har været tilfældigt, men dette fjerner ikke sandeheden i at mange personer er tiltrukket af de tilfældige, som overser eller ignorerer det essentielle.”

Der kan ikke gives noget bedre eller mere eksplicit svar til dit spørgsmål – af en mand som er en af vores mest velansete og ærligste Teosoffer.

SPG. - Hvilket system følger i eller foretrækker i, i så fald, bortset fra Buddhistisk etik?

TEO. - Ingen og alle. Vi følger ikke nogen religion, og heller ikke nogen bestemt filosofi: vi uddrager det gode vi finder i enhver. Men her må det igen blive sagt, at som alle andre systemer er Teosofien delt ind i en Eksoteriske og en Esoteriske Sektioner.

SPG. - Hvad er forskellen?

TEO. - Medlemmerne af det Teosofiske Samfund har generelt betraget frihed til at fremføre hvilken religion eller filosofi de måtte ønske, eller ingen hvis de ønsker dette, såfremt de er i sympati med og klare til at udføre en eller flere af de Foreningens tre formål. Samfundet er en filantropisk og videnskabelig organisation der søger at udbrede ideen om broderskab baseret på praktiske i stedet for teoretiske linier. Medlemmerne kan være Kristne eller Muslimer, Jøder eller Persere, Buddhister eller Brahminere, Spiritualister eller Materialister, det betyder ikke noget; men hvert medlem bør være enten en filantrop, eller en akademiker, en søgende i Arisk eller anden gammel litteratur, eller en psykisk studerende. Kort fortalt, så skal han hjælpe, hvis han kan, med at udføre mindst et af hovedformålene. Ellers har er der ingen grund til, at han bliver et ”Medlem.” Således er hovedparten i det eksoteriske Samfund, sammensat af ”tilknyttede” eller ”ikke-tilknyttede” medlemmer. * Disse kan blive, eller kan ikke gå hen og blive,

20

de facto Teosoffer. De er medlemmer, i egenskab af deres medlemskab i Samfundet; men de sidstnævnte kan ikke skabe en Teosof ud af en som ikke har sans for tingenes guddommelige sammenhæng, eller hos den som opfatter Teosofien på sin egen – hvis udtrykket må bruges – sekteriske og egoistiske måde. ”Smuk er, som smuk gør” kunne i dette tilfælde omformuleres til: ”Teosof er, som Teosofi gør.” -

TEOSOFFER OG MEDLEMMER AF T.S.
SPG. - Jeg forstår at dette gælder for lærde medlemmer. Og hvad med de som følger det esoteriske studie af Teosofi; er de sande Teosoffer?

TEO. - Ikke nødvendigvis, før de har vist sig selv at være sådan. De er trådt ind i den indre gruppe og har forpligtet dem selv til så strengt som muligt at udføre den okkulte organisations regler. Dette er en vanskelig opgave, da den fremmeste regel blandt alle er fornægtelsen af ens egen personlighed – dvs., et forpligtet medlem er nødt til at blive en komplet altruist, og aldrig tænke på sig selv, og glemme sin egen uvidenhed og stolthed med tanken på det gode for hans medmennesker, ud over hans medbrødre i den esoteriske cirkel. Han er nødt til at leve, et liv i forsagelse, selvbenægtelse og streng moral, og gøre sin pligt over for alle mennesker, hvis de esoteriske instruktioner skal være profitable. De få rigtige Teosoffer i T.S. Er blandt disse medlemmer. Det betyder ikke, at der ikke findes Teosoffer udenfor T.S. og den indre cirkel; for der

er flere end folk kender til; sandelig langt flere end der findes blandt lærde medlemmer i T.S.

SPG. - Hvad er i så fald det gode ved at blive medlem af det såkaldte Teosofiske Samfund? Hvor er motivationen?

TEO. - Ingen, bortset fra fordelen ved at få esoteriske instruktioner, i ”Visdoms-Religionens” sande doktriner, og megen fælles hjælp og sympati, hvis selve læren praktiseres. Fællesskab er styrke og harmoni, og vel-regulerede fælles anstrengelser frembringer vidundere. Dette har været hemmeligheden blandt alle sammenslutninger og foreninger siden menneskets eksistens.

SPG. - Men hvorfor skulle et et velbalanceret intelligent og målrettet menneske, som for eksempel rummer ukuelig energi og udholdenhed ikke kunne blive en Okkultist eller endda en Adept, hvis han arbejder alene?

TEO. - Det kan han gøre; men der er titusinde chancer mod én for at han vil fejle. En grund blandt mange andre er, at i vores dage ikke findes nogen bog om Okkultisme eller Theurgi, som fremlægger alkymiens eller middelalder Teosofiens hemmeligheder i et forståeligt sprog. Alle er med symbolik eller i form af lignelser; og da nøglen til disse har været tabt i flere tidsaldre i Vesten, hvordan kan mennesket så lære den korrekte betydning af hvad han læser og studerer? Deri ligger den største fare, den som fører til ubevidst sort magi eller den mest håbløse form for mediumisme. Den som ikke har en Indviet som læremester bør hellere lade dette farlige studie være. Se omkring dig og observer. Mens to-tredjedele af det civiliserede samfund håner den blotte tanke, at der findes noget som helst ved Teosofien, Okkultismen, Spiritualismen, eller i Kabalaen, så er den anden tredjedel sammensat af de mest heterogene og modsætningsfyldte

22

elementer. Nogle tror på det mystiske, og endda det overnaturlige (!), men enhver tror på det på sin egen måde. Andre vil alene bestorme studiet af Kabalen. Psykisme, Mesmerisme, Spiritualisme, eller en anden form for Mysticisme. Resultat: ikke to mennesker tænker ens, ikke to er enige om de grundlæggende okkulte principper, men der er mange som påstår selv at besidde ultima thulen af viden, og vil gerne have udenfor stående til at tro, at de er fuldt udviklede adepter. Der er ikke kun ingen videnskabelig og præcis viden om Okkultismen i Vesten – ikke en gang om sand astrologi, den eneste gren indenfor okkultismen, som i sin eksoteriske lære har bestemte love og et bestemt system – men ingen har nogen ide om hvad sand Okkultisme er. Nogle begrænser gammel visdom til Kabalaen og den Jødiske Zohar, som hver enkelt fortolker på sin egen måde i overensstemmelse med Rabbinernes døde bogstavs metoder. Andre anser Swedenborg eller Boehme for at være den ultimative fremstilling af den højeste visdom; mens andre ser den store hemmelighed om gammel magi i Mesmerismen. Hver og en af de som udfører deres teorier i praksis driver hurtigt, gennem uvidenhed, hen i sort magi. Lykkelige er de som undslipper fra det, da de ikke har testmulighed eller kriterier, hvorved de kan skelne mellem det sande og det falske.

SPG. - Skal vi forstå det sådan, at den indre gruppe i T.S. Påstår at lære, det som de gør fra virkelige indviede eller mestre i esoterisk visdom?

TEO. - Ikke direkte. Den personlige tilstedeværelse af sådanne mestre er ikke nødvendig. Det er tilstrækkeligt, hvis de giver instruktioner til nogle af de som har studeret gennem flere år under deres vejledning, og som har hengivet hele deres liv i deres tjeneste. Disse kan så, hver for sig

fremlægge denne modtagede viden til andre, som ikke har haft denne mulighed. En del af de sande videnskaber er bedre end en stor mængde af ufordøjet og misforstået lærdom. Et kilo guld er så meget værd som et ton støv.

SPG. - Men hvordan kan man vide hvorvidt kiloet er ægte guld eller blot er falsk?

TEO. - Et træ kendes på dets frugt, et system på dets resultater. Når vores opponenter er i stand til at bevise overfor os, at en enkeltstående Okkult studerende gennem tiden er blevet til en hellig adept, sådan som Ammonius Saccas, eller endda Plotinus, eller en Theurgist som Iamblichus, eller har opnået sådanne bedrifter som det tillægges Sct. Germain, uden nogen mester til at guide ham, og alt dette uden at være et medie, en selvbedraget sensitiv, eller en charlatan – så vil vi indrømme vores fejltagelse. Men ind til da, så foretrækker Teosofferne at følge den beviste naturlige lov i den Hemmelige Videnskabs tradition. Der er Mystikere, som gjort store opdagelser indenfor kemiske og fysiske videnskaber, der næsten svarer til alkymi og okkultisme; andre, som, ved deres eget genis hjælp har genopdaget dele, hvis ikke alle, de tabte alfabeter i ”Mysterie-sproget,” og derfor er i stand til korrekt at læse Hebræiske skriftruller; andre som er seere, har oplevet vidunderlige glimt af skjulte hemmeligheder i Naturen. Men alle disse er specialister. En er en teoretisk opfinder, en anden er Hebræer, dvs. en Sekterisk Kabalist, en tredje er moderne Swedenborgianer, som benægter alt udenfor hans egen bestemte videnskab eller religion. Ikke en af dem kan prale af at have frembragt en universel eller endda en national fordel ved dette, ikke en gang til ham selv. Med

24

undtagelse af et par få healere – indenfor den gruppe som Royal College of Physicians eller Surgeons kalder kvaksalvere – ingen har hjulpet Menneskeheden med deres videnskab, heller ikke en gang et antal mennesker i den samme sammenslutning. Hvor er de gamle Kaldæere, de som skabte fantastiske kure, ”ikke ved besværgelser, men med urter”? Hvor er Apollonius fra Tyana som healede de syge og oprejste folk fra de døde under et hvilket som helst klima og omstændigheder? Vi kender til nogle specialister fra den førstnævnte gruppe i Europa, men ingen fra den sidstnævnte undtagen i Asien, hvor Yogiens hemmelighed, ”at leve i døden,” stadig er bevaret.

SPG. - Er fremvæksten af sådanne healende adepter Teosofiens formål?

TEO. - Dets formål er mange; men det mest vigtige af alle er de som har en sandsynlighed for at medføre lindring af lidelser under enhver form, moralsk så vel som fysisk. Og vi tror at den førstnævnte er langt mere vigtig end den sidstnævnte. Teosofi er nøde til at indskærpe etik; den er nødt til at rengøre sjælen, hvis den vil frigøre den fysiske krop, hvis lidelser, alle er arvelige, undtagen ved ulykker. Det er ikke ved at studere Okkultisme af selviske grunde, for at gratificere ens egne personlige ambitioner, stolthed, eller tåbelighed, at man nogensinde kan nå det sande mål: at afhjælpe menneskehedens lidelser. Det er heller ikke ved at studere en enkelt gren af den esoteriske filosofi, at man bliver Okkultist, men ved at studere, hvis ikke at mestre, dem alle.

SPG. - Gives der, så, kun hjælp til at nå dette vigtige mål til de som studerer de esoteriske videnskaber?

TEO. - Slet ikke. Ethvert lærd medlem har ret til generel instruktion hvis han ønsker det; men få er villige til at blive det som kaldes ”arbejdende medlemmer,” og de fleste foretrækker at forblive

Teosofiske droner. Lad det være klart at privat efterforskning opmuntres i T.S., såfremt at det ikke krænker den grænse som separerer eksoterisk fra esoterisk, den blinde magi fra den bevidste magi.

FORSKELLEN MELLEM TEOSOFI OG OKKULTISME.
SPG. - Du taler om Teosofi og Okkultisme; er de identiske?

TEO. - Ikke på nogen måder. En menneske kan sandelig være en meget god Teosof, uanset om det er indenfor eller udenfor Samfundet, uden på nogen mulig måde at være en Okkultist. Men ingen kan være en sand Okkultist uden at være en sand Teosof; ellers er han ganske enkelt en sort magiker, uanset om det er bevidst eller ubevidst.

SPG. - Hvad mener du?

TEO. - Jeg har allerede sagt at en sand Teosof skal praktisere de mest ophøjede moralske idealer, og skal stræbe efter at realisere hans enhed med hele menneskeheden, og arbejde uophørligt for andre. Nu er det sådan, at hvis en Okkultist ikke gør alt dette, så må han handle selviskt for sin egen personlige fordel; og hvis han har erhvervet sig flere praktiske kræfter end almindelige mennesker, så bliver han hermed en langt mere farlig fjende for verden og de som er omkring ham end den gennemsnitlige dødelige. Det er klart.

SPG. - Så er en Okkultist ganske enkelt et menneske som er i besiddelse af flere kræfter en andre mennesker?

TEO. - Langt flere – hvis han er en praktisk og virkelig erfaren Okkultist, og ikke kun af navn. Okkulte videnskaber er ikke, som beskrevet i Encyklopædier, ”disse opfundne videnskaber fra

26

Middelalderen som relaterede til de formodede handlinger eller indflydelser af Okkulte kvaliteter eller overnaturlige kræfter, som alkymi, magi, nekromanti, og astrologi,” for de er virkelige, til stede, og meget farlige videnskaber. De lærer om naturens hemmelige potentielle ting, udviklingen og kultiveringen af de skjulte kræfter ”latent i mennesket,” som således giver ham vældige fordele overfor mere uvidende dødelige. Da hypnotisme, nu er blevet så almindeligt og et emne for seriøse videnksbaelige studier, så er det et godt udgangspunkt. Hypnotiske kræfter er blevet opdaget næsten ved et tilfælde, og vejen til deres erhvervelse forberedt via mesmerisme; og nu kan en kyndig hypnotisør gøre næsten hvad som helst med det, lige fra at tvinge en mand til, ubevidst for ham selv, at spille fjols, at få ham til at begå forbrydelser – ofte med hypnotisørens fuldmagt, og til den sidstnævntes fordel. Er det ikke en frygtelig kraft, hvis den gives i hænderne til skrupelløse personer? Og vær venlig at huske at det er kun en af de mindre brancher indenfor Okkultismen.

SPG. - Men anses ikke alle Okkulte videnskaber, magier og trolddomme af de mest lærde og kultiverede mennesker for at være baseret på et gammelt levn af uvidenhed og overtro?

TEO. - Lad mig minde dig om at din bemærkning går begge veje. De ”mest lærde og kultiverede” blandt jer anser også Kristendommen og enhver anden religion for at være et levn baseret på uvidenhed og overtro. Folk begynder nu i vilkårligt antal at tro på hypnose, og nogen – endda blandt de mest kultiverede – på Teosofi og fænomener. Men hvem blandt dem, bortset fra prædikanter og blinde fanatikere, vil tilstå at de tror på Bibelske mirakler? Og det er der forskellen indtræder.

Der findes meget gode og rene Teosoffer, som måske tror på at både overnaturlige, guddommelige mirakler, men ingen Okkultist vil gøre det. For en Okkultist praktiserer videnskabelig Teosofi, baseret på præcis viden om Naturens hemmelige processer; men en Teosof, som praktiserer de kræfter der kaldes abnorme, uden Okkultismen lys, vil ganske enkelt drive i retningen af farlig form for mediumisme, fordi, han praktiserer i mørke med seriøs men blind tro, selv om han holder fast i Teosofien og dens højeste etik. Enhver, Teosof eller Spiritualist, som forsøger at kultivere en af afdelingerne indenfor Okkult videnskab – f.eks., Hypnose, Mesmerisme, eller endda hemmelighederne ved at materialisere fysiske fænomener, osv. - uden viden om disse kræfters filosofiske logik, er som en rorløs båd lanceret på stormfuldt hav.

FORSKELLEN MELLEM TEOSOFI OG SPIRITUALISME.
SPG. - Men tror du ikke på spiritualisme?

TEO. - Hvis du med ”Spiritualisme” mener den forklaring som Spiritualister giver på nogle abnormale fænomener, så gør vi det bestemt ikke. De fastholder at de pågældende manifestationer allesammen frembringes af dødeliges afdøde ”ånder”, der som regel er deres slægtninge, som vender tilbage til jorden, de siger, at de kommunikerer med dem som de har elsket eller de som de har været tilknyttet. Dette afviser vi klart. Vi fastholder at de dødes ånder ikke kan vende tilbage til jorden – bortset fra i meget sjældne tilfælde, som jeg vil omtale senere; de kommunikerer heller ikke med mennesker bortset via fuldstændige subjektive metoder. Det som

28

kommer til syne, er det eks-fysiske menneskelige fantom. Men vi tror bestemt meget på psykisme, og så at sige, ”Spirituel” Spiritualisme.

SPG. - Afviser du også fænomenerne?

TEO. - Bestemt ikke – bortset fra i tilfælde af bevidst snyd.

SPG. - Hvordan gør i så rede for dem?

TEO. - På mange måder. Årsagerne til sådanne manifestationer er ikke på nogen måde så enkle som Spiritualisterne ønsker at tro det. Først og fremmest, er deus ex machinâen ved de såkaldte ”materialiseringer” som regel mediets eller en tilstedeværendes astrale legeme eller ”double”. Dette astrale legeme er også producenten bag de virkende kræfter bag manifestationerne under skifer-skrivning, ”Davenport”-lignende manifestationer, og så videre.

SPG. - Du siger ”som regel”; så hvad er det som producerer resten?

TEO. - Det afhænger af manifestationernes natur. Nogle gange er det de astrale efterladenskaber, de Kamalokiske ”skaller” fra forsvundne personligheder som var en gang; andre gange, Elementaler. ”Ånder” er et ord med en mangfoldig og dyb betydning. Jeg ved ikke rigtig hvad Spiritualisterne mener med dette ord; men det vi forstår at de påstår er at de fysiske fænomener produceres af det reinkarnerende Ego, den Spirituelle og udødelige ”individualitet.” Og denne hypotese afviser vi fuldstændig. Den ulegemliggjorte Bevidste Individualitet hos den afdøde kan ikke materialisere, den kan heller ikke vende tilbage fra dets egne mentale Devachaniske sfære til det jordiske objektive plan.

SPG. - Men mange af kommunikationerne der modtages fra ”ånderne” viser ikke kun intelligens, men også en viden om fakta som ikke kendes af

mediet, og som nogle gange ikke en gang er til stede i undersøgerens sind, eller nogle af de som udgør publikum.

TEO. - Dette beviser ikke nødvendigvis at den intelligens og viden du taler om tilhører ånderne, eller emanerer fra ulegemelige sjæle. Søvngængere er oplevet at kunne komponere musik og poesi og at løse matematiske problemer mens de var i deres trance tilstand, uden overhovedet at have lært musik eller matematik. Andre svarede intelligent på spørgsmål som blev givet til dem, og de talte endda, i mange tilfælde sprog, så som Hæbrarisk og Latin, som de var totalt uvidende om i vågen tilstand – alt dette i en tilstand af dyb søvn. Vil du så fastholde at dette var forårsaget af ”ånder”?

SPG. - Men hvordan vil du forklare det?

TEO. - Vi fastholder, at den guddomelige gnist i mennesket som er ét og identisk i dens essens med den Universelle Ånd, vores ”åndelige Selv”, er praktisk set altvidende, men kan ikke manifestere sin viden på grund af stoffets forhindringer. Jo mere disse forhindringer fjernes, med andre ord, jo mere den fysiske krop paralyseres, med hensyn til dets eget uafhængige aktivitet og bevidsthed, som i dyb søvn eller dyb trance, eller, igen, ved sygdom, jo mere fuldt kan det indre Selv manifestere sig på dette plan. Dette er vores forklaring af disse i sandhed vidunderlige fænomener af den højere orden, hvor uimodståelig intelligens og viden fremvises. Med hensyn til den lavere orden af manifestationer, så som fysiske fænomener og platheder og generelt betragtet almindelig snak fra denne ”ånd” ,

30

så vil det tage mere plads og tid end der kan gives for nuværende, hvis den mest vigtige lære, som vi har om emnet skal forklares.

Vi har ikke noget ønske om at blande os i Spiritualisternes tro mere end i enhver anden tro. Selve onus probandi må falde hos de som tror på ”ånderne.” Og i det nuværende øjeblik, mens de stadig er overbevist om at den højere slags af manifestationerne sker via ulegemlige sjæle, så er deres ledere og de mest lærde blandt Spiritualisterne de første til at tilstå at ikke alle fænomener produceres af ånderne. Gradvist vil de anerkende hele sandheden; men i mellemtiden har vi ingen ret eller noget ønske om at omvende dem til vores synspunkter. Vi tror endnu mindre på interkommuniktationen af det levende menneskes ånd med ulegemlige personligheders, i sagerne med rene psykiske og spirituelle manifestationer, *

* Vi siger at i sådanne tilfælde er det ikke de afdødes ånder som nedstiger til jorden, men de levendes ånder som opstiger til de rene Åndelige Sjæle. I virkeligheden er der hverken opstigning eller nedstigning, men en ændring i mediets tilstand eller situation. Den sidstnævntes krop bliver paralyseret, eller ”tryllebundet,” det åndelige Ego er fri fra sine snærende bånd, og befinder sig på det samme bevidsthedsniveau som de ulegemlige ånder. Hvis, der derfor er nogen åndelig tiltrækning mellem de to, så kan de kommunikere, sådan som det ofte forekommer i drømme. Forskellen mellem en mediumistisk og en ikke-sensitiv natur er denne: den befriede ånd hos et medie har muligheden og tilgængeligheden til at kunne influere de passive organer hos dens tryllebundne fysiske krop, og få den til at handle, tale, og skrive efter dens ønske. Ego’et kan få det ekko-lignende til på menneskets sprog, at gentage, tankerne og ideer hos den afdøde størrelse, så vel som sin egen. Men den ikke-modtagelige eller ikke-sensitive organisme hos en der er meget positiv kan ikke blive påvirket. Derfor, selv om der næppe er noget menneske hvis Ego ikke holder frit samkvem under dets krops søvn, med dem som det elskede og tabte, så findes alligevel, på vegne af positivhed og manglende modtagelighed i dens fysiske indpakning og hjerne, ingen genkaldelse, eller så forbliver en meget svag, drømme-agtig hukommelse i personen når denne vækkes.

SPG. - De vil sige at du in toto afviser Spiritualismens filosofi?

TEO. - Hvis du med ”filosofi” mener deres ufærdige teorier, så ja. Men de har ingen sand filosofi. Deres bedste, deres mest intellektuelle og ærlige forsvarere siger dette. Deres fundamentale og eneste uangribelige sandhed, at fænomener nemlig sker via medier kontrolleret af kræfter og intelligenser – vil eller kan ingen benægte, borset fra en blind materialist fra ”Huxley big toe” skolen. Med hensyn til deres filosofi lad mig alligevel læse op for dig hvad den kyndige redaktør af Light, hvor Spiritualisterne ikke vil finde nogen mere viis eller more hengiven forkæmper, siger om deres filosofi. Det er hvad ”M. A. Oxon,” en af deres få filosofiske Spiritualister, skriver med hensyn til deres mangel på organisation og blinde snæversyn: -

Det er værd at se vedholdende på dette emne, for det er af vital betydning. Vi har en oplevelse og en viden, hvor al anden viden sammenlignet hermed er ubetydelig. Den almindelige Spiritualist skaber vrede hvis nogen anden vover at bestride hans sikre viden om fremtiden og hans absolutte sikkerhed omkring det kommende begivenheder. Hvor andre mennesker har udstrakt svage hænder gribende i mørket efter fremtiden, så går han selvsikkert som en, der har et kort og kender sin vej. Hvor andre mennesker har stoppet i mangel på from stræben eller har været tilfreds med en arvelig tro, så praler han med at han ved hvad de kun tror, og at han ud fra hans rige forråd kan han supplere de svindende trosretninger, der kun er bygget på håb. Han er fantastisk i hans håndteringer af menneskets mest hyldede forventninger. ”Du håber,” synes han at sige, ”på det jeg kan demonstrere. Du har accepteret en traditionel tro på hvad jeg eksperimentelt kan bevise ifølge den strengeste videnskabelige metode. De gamle trosretninger svinder bort; kom ud fra dem og vær frie. De indeholder så meget falskhed som sandhed. Kun ved at bygge på et sikkert fundament

32

med demonstrerede fakta kan din overbygning være stabil. Overalt omkring dig vælter gamle trosretninger. Undgå sammenstødet og meld dig ud.” ”Når man beskæftiger sig med denne fantastiske person på en praktisk måde, hvad er resultatet så? Meget bekymrende og skuffende. Han er så sikker på sit terræn at han ikke tager sig tiden til at verificere de fortolkninger andre giver hans fakta. Tidsaldrenes visdom har beskæftiget sig med forklaringen af hvad han rettelig anser for bevist; men han kigger kaster ikke et forbigående blik på dens undersøgelser. Han er ikke en gang enig med hans Spiritualistiske kollega. Der historien om igen om den gamle Skottes krop, som sammen hendes mand, skabte en ”kirk.” De havde eksklusive nøgler til Himlen, eller, snarere, hun havde, for hun var ”int’ sekker på Jamie.” Så de uendeligt delte og opdelte og genopdelte Spiritualisters sekter ryster på deres hoveder, og er ”int’ sekker på” hinanden. Igen, så er den kollektive oplevelse hos menneskeheden solid og uændret på dette punkt, at enhed er styrke, og uenighed er en kilde til svaghed og nederlag. Skulder ved skulder, indøvet og disciplineret, så bliver en larmende hob en hær, hvert menneske et match for de hundreder af utrænede mennesker som måtte blive bragt imod det. Organisation i enhver sektor af menneskets arbejde betyder success, sparet tid og arbejde, profit og udvikling. Ønsket om metode, ønsket om planlægning, tilfældig arbejde, usammenhængende energi, udisciplinerede anstrengelse – disse medfører en forkludret fiasko. Menneskehedens stemme bevidner sandheden. Accepterer Spiritualisten dommen og handler ud fra konklusionen? Sandelig, nej. Han afviser at organisere. Han er loven i sig selv, og tornen i hans naboers side.” - Light, 22. juni, 1889.

SPG. - Jeg blev fortalt at det Teosofiske Samfund oprindeligt blev grundlagt for at knuse Spiritualismen og troen på den menneskelige individualitets overlevelse?

TEO. - Du er misinformeret. Vores trosopfattelser er alle grundlagt på den udødelige individualitet. Men som så mange andre forveksler du personlighed med individualitet. Dine Vestlige psykologer synes ikke at have etableret nogen klar adskillelse

mellem de to. Men, der er præcis denne forskel, der angiver grundtonen til den forståelse af Østlig filosofi, som ligger ved roden af divergensen mellem den Teosofiske og den Spiritualistiske lære. Og selv om det måtte trække os endnu nærmere til Spiritualisternes fjendtligheder, så må jeg her udtale at det er Teosofi, som er den sande og uforfalskede Spiritualisme, mens den moderne konstruktion med dette navn, som den nu praktiseres af masserne, ganske enkelt er transcendental materialisme.

SPG. - Vær venlig at forklare din ide mere klart.

TEO. - Hvad jeg mener er, at selv om vores lære insisterer på identiteten mellem ånd og stof, og selv om vi siger at ånd er potentielt stof, og stof ganske enkelt krystalliseret ånd (f.eks., er is størknet damp), alligevel, siden altets originale og evige tilstand ikke er ånd men, så at sige meta-ånd, (synlig og fast stof er ganske enkelt dets synlige periodiske manifestation,) så fastholder vi at udtrykket ånd kun kan tillægges til sand individualitet.

SPG. - Men hvad er forskellen mellem denne ”sande individualitet” og ”Jeg” eller ”Ego” som vi alle er bevidste om?

TEO. - Før jeg kan svare dig, så må vi diskutere hvad du mener med ”Jeg” eller ”Ego.” Vi skelner mellem selv-bevidsthedens enkle realitet, den simple følelse af ”Jeg er Jeg,” og den komplekse tanke at ”Jeg er Hr. Smith” eller ”Fru Brown.” Da vi tror på en serie af fødsler eller re-inkarnation, for det samme Ego, så er denne forskel hele ideens fundamentale omdrejningspunkt. Ser ud ”Hr. Smith” betyder i virkeligheden en lang serie af daglige oplevelser strikket sammen af en

34

hukommelsens tråd, der former hvad ”Hr. Smith” kalder ”ham-selv.” Men ingen af disse ”oplevelser” er virkelig ”Jeg’et” eller Ego’et, de giver heller ikke ”Hr. Smith” følelsen af at han er sig selv, for han glemmer størstedelen af hans daglige oplevelser, og de giver ham kun følelsen af Personlighed i ham så længe de varer. Vi Teosoffer, skelner derfor mellem dette bundt af ”oplevelser,” som vi kalder den falske (fordi den er så begrænsede og flygtige) personlighed, og det element i mennesket som følelsen af ”Jeg er Jeg” er en følge af. Det er dette ”Jeg er Jeg” som vi kalder den sande individualitet; og vi siger at dette ”Ego” eller denne individualitet som en skuespiller, spiller, mange roller på livets scene.* Lad os kalde ethvert nyt liv på jorden for det samme Ego en nat på teaterets scene. En nat fremstår skuespiller, eller ”Ego,” som ”Macbeth,” den næste nat som ”Shylock,” den tredje nat som ”Romeo,” den fjerde nat som ”Hamlet” eller ”Kong Lear,” og så videre, ind til han er løbet alle cyklusser af inkarnationer igennem. Egoet begynder sit livs-pilgrimsfærd som en alf, en ”Ariel,” eller en ”Puck”; han spiller rollen som helt, er en soldat, en tjener, en fra koret; udvikler sig til de ”talende deltagere,” spiller ledende roller, udfyldt med ubetydelige dele, ind til han endelig trækker sig tilbage fra scenen som ”Prospero,” magikeren.

SPG. - Jeg forstår. Du siger, så, at dette sande Ego ikke kan vende tilbage til jorden efter døden. Men skuespilleren har vel frihed, hvis han har bevaret viden om sin individualitet, til at kunne vende tilbage til scenen for sine tidligere handlinger, hvis han synes?

TEO. Det siger vi ikke, ganske enkelt fordi, en sådan tilbagevenden ikke vil være i overensstemmelse med nogen tilstand af ren lyksalighed efter døden,

hvilket jeg er forberedt på at vise. Vi siger at mennesket lider så meget uretmæssig elendighed gennem dets liv, på grund af fejl hos andre som han er associeret med, eller på grund af hans omgivelser, på en sådan måde at han har ret til perfekt hvile og stilhed, hvis ikke lyksalighed, før han genoptager livets byrde igen. Men, vi kan tale om dette detaljeret senere.

HVORFOR ANERKENDES TEOSOFI?
SPG. - Jeg forstår til en vis grad; men jeg kan se at jeres lære er meget mere kompliceret og metafysisk end både Spiritualisme og nuværende religiøse tankegange. Kan du så fortælle mig, hvad har forårsaget at dette Teosofiske system, som du støtter, på samme tid har skabt så megen interesse og så megen fjendskab?

TEO. - Jeg tror, at der er flere grunde til dette; blandt flere årsager som kan nævnes er, for det første, den store reaktion fra krasse materialistiske teorier som nu er fremherskende blandt videnskabelige lærere. For det andet, den generelle utilfredshed med den kunstige teologi hos forskellige Kristne Kirker, og antallet af dagligt stigende og konfliktskabende sekter. For det tredje, en støt stigende opfattelse af at de trosretninger som så indlysende er selv – og fælles – modsigende ikke kan være sande, at påstande som ikke kan verificeres ikke kan være virkelige. Denne naturlige mistro til de konventionelle religioner styrkes kun af deres totale manglende evne til at bevare moral og at åndeliggøre samfundet og masserne. For det fjerde, en overbevisning hos mange, og en viden hos få, om at der et eller andet sted må være et filosofisk og religiøst system, som vil være videnskabeligt

36

og ikke kun spekulativt. Til sidst, en tro, på at et sådant system måske bør søges i læresystemer som er langt ældre end nogen moderne tro.

SPG. - Hvordan kan det være at dette system er gået hen og blevet fremlagt lige nu?

TEO. - Blot fordi at tiden blev fundet tilpas, hvilket vises af så mange seriøse studerendes målrettede anstrengelser for at finde sandheden, uanset omkostningerne og hvad den end måtte gemme. Da dets tilsynsførende så dette tillod de at i det mindste nogle dele af denne sandhed skulle fremsættes. Havde dannelsen af det Teosofiske Samfund blevet udskudt nogle få år mere, så ville halvdelen af den civiliserede befolkning ved denne tid være blevet klasse materialister, og den anden halvdel antropomorfister og fænomenologer.

SPG. - Bør vi på nogen måde anse Teosofien som en åbenbaring?

TEO. - Ikke på nogen måde – ikke en gang som en ny og direkte offentliggørelse givet af nogle højerestående, overnaturlige, eller, i det mindste, supermenneskelige væsener; men kun i betydningen af at ”afsløre” gamle, meget gamle sandheder til hidtil ignorante bevidstheder, endda uvidende om eksistensen og bevarelsen af en sådan viden. *

* Det er især på det seneste blevet ”mode,” - at fjerne tanken om at der nogensinde var, sådan noget andet end præstelig bedrageri i de store mysterier hos civiliserede folk, så som Egypterne, Grækerne, eller Romerne. Selv Rosenkreuzerne var ikke noget bedre en halvt vanvittige, halvt svindlere. Utallige bøger er blevet skrevet af dem; og begyndere, som knapt havde hørt om dem få år tilbage, fremstod som dybsindige kritikere og Gnostikere i generel forstand indenfor det alkymistiskes, ild-filosoffernes, og mystikernes område. Alligevel er en lang række af Hierofanter fra Egypten, Indien, Kaldæa, og Arabien, sammen med de største filosoffer og viise fra Grækenland og Vesten, kendte for at have inkluderet under betegnelsen visdom og guddommelig videnskab al viden, for de anså grundlaget og oprindelsen til enhver kunstart og videnskab for grundlæggende at være guddommelig. Platon anså mysterierne for at være hellige, og Clemens Alexandrinus, som selv var indviet i de Eleusinske mysterier, erklærede ”at læresætninger som der blev undervist i indeholdt slutningen på al menneskelig viden.” Var Platon og Clemens to slyngler eller fjolser, spørger vi, eller – begge?

SPG. - Du talte om ”Forfølgelse.” Hvis sandheden er som den præsenteres af Teosofien, hvorfor mødes den så med så meget modstand, og uden nogen generel accept?

TEO. - Igen af mange og forskellige grunde, en af dem er ene og alene hadet fra mennesker overfor, det de kalder ”nyskabelser.” Selviskhed er essentielt konservativ, og hader at blive forstyrret. Den foretrækker en let-købt, upræcis løgn frem for den største sandhed, hvis den sidstnævnte kræver at den mindste komfort ofres. Den mentale intertis kraft er stor overfor alt som ikke giver øjeblikkelig fordel og belønning. Vores tidsalder er i særlig grad ikke-åndelig og bogstavelig. Yderligere, så er der den ufamiliære karakter ved Teosofiske læresætninger; læresætningernes høje grad af uforståelig natur, hvoraf nogle klart modsiger mange af menneskets luner som hyldes af de sekteriske, som har ædt sig vej ind i alle kerner af almene trosopfattelser. Hvis vi til dette tilføjer de personlige anstrengelser og store grad af renhed, der kræves af de som vil være disciple i den indre cirkel, og den meget begrænsede gruppe som et fuldstændigt uselviskt regelsæt appellerer til, så vil det være let at forstå hvorfor Teosofi er dømt til et så langsomt, op-ad-bakken arbejde. Det er grundlæggende filosofien for de som lider, og som har tabt alt håb om at blive hjulpet ud af livets sump ved andre metoder. Yderligere,aå viser historien hos ethvert moralsk system, som nyligt er introduceret på fremmed grund, at dets begyndelse var besværliggjort ved

38

enhver forhindring som kulturfejndtlighed og selviskhed kunne udtænke. ”Opfinderens kongekrone er", så sandt som det siges, "en krone af torne”! Ingen nedrivning af gamle orm-ædte bygninger kan ske uden en vis fare.

SPG. - Alle refererer snarere til T.S.’ etik og filosofi. Kan du give mig en generel ide om Samfundet selv, dets formål og statutter?

TEO. - Det har aldrig været en hemmelighed. Spørg og du skal gives præcise svar.

SPG. - Men jeg hørte at du var bundet af løfter?

TEO. - Kun i den Arkane eller ”Esoteriske” Sektion.

SPG. - Og også at nogle medlemmer efter at de meldte sig ud ikke anså dem selv at være bundet af dem. Har de ret?

TEO. - Dette viser os at deres ide om moralsk forpligtigelse er ufuldkommen. Hvordan kan de have ret? Som det fint siges i – the Path, vores teosofiske organ i New York med hensyn til et sådant tilfælde: ”Antag et en soldat undersøges for overtrædelse af ed og disciplin, og bortvises fra tjenesten. I sin vrede over den retfærdighed han har nedkaldt, og over den straf som han var blevet tydeligt advaret om, så vender soldaten sig til fjenden med falsk information, - en spion og forædder – som hævn mod hans tidligere Chef, og påstår hans straf har løst ham fra hans loyalitets ed overfor sagen.” Synes du han har ret? Tror du ikke han fortjener at blive kaldt for en uærlig mand, en kujon?

SPG. - Jeg tror det; men nogen tænker anderledes.

TEO. Så meget desto værre for dem. Men vi vil tale om dette emne senere. Hvis du vil være så venlig.

SAMFUNDETS FORMÅL
SPG. - Hvad er det ”Teosofiske Samfunds” formål?

TEO. - De er tre, og har været sådan fra begyndelsen. (1.) At danne en kerne af Menneskehedens Universelle Broderskab uden hensyn til race, farve, eller tro. (2.) At fremme studiet af Aryan og andre Skrifter, blandt Verdens religioner og videnskaber, og retfærdiggøre vigtigheden af gammel Asiatisk litteratur, nemlig den Brahminske, Buddhistiske, og Zoroastriske filosofier. (3.) At udforske Naturens skjulte mysterier under alle mulige vinkler, og psykiske og åndelige latente kræfter som især findes i mennesket. Disse er bredt formuleret, det Teosofiske Samfunds tre formål.

SPG. - Kan du give mig en mere detaljeret information om dem?

TEO. - Vi kan inddele hver af de tre formål ind i så mange forklarende klausuler, som anses for at være nødvendige.

40

SPG. - Så lad os begynde med det første. Hvilke metode ville du søge tilflugt til, for at fremme en følelse af broderskab blandt folkeslag som er kendte for at tilhøre de mest forskelligartede religioner, traditioner, trosformer og tanketyper?

TEO. - Tillad mig at begynde med at tilføje det, som du synes uvillig til at udtrykke. Selvfølgelig ved vi at bortset fra to racelevn – Farisæerne og Jøderne – så er enhver nation splittede, imod alle andre nationer, og endda imod sig selv. Dette findes mest udbredt blandt de såkaldte civiliserede Kristne nationer. Derfor din undren, og årsagen til at vores første formål for dig synes at være et Utopia. Er det ikke sandt?

SPG. - Ja, godt; men hvad har du at sige til det?

TEO. - Intet imod denne sandhed; men meget om nødvendigheden af at fjerne de årsager som i dag gør Universelt Broderskab et Utopia.

SPG. - Hvad er efter din mening årsagerne til dette?

TEO. - Først og fremmest, den naturlige selviskhed i menneskets natur. Denne selviskhed, styrkes og stimuleres dagligt via den nuværende religiøse uddannelse til den bliver en glubski og uimodståelig følelse i stedet for at blive udryddet; en uddannelse som ikke kun har tendens til at opmuntre den, men som også retfærdiggør den. Folks ideer om rigtigt og forkert er blevet fuldstændigt perverteret på grund af den bogstavelige accept af den Jødiske Bibel. Alle Jesus uselviske læresætninger er kun blevet til teoretiske emner for prædikestolens veltalenhed; mens forskrifter for praktisk selviskhed som læres i den Mosaiske Bibel, som Kristus prædikede forgæves imod, er blevet rodfæstet i de Vestlige nationers inderste liv. ”Et øje for et øje

og tand for tand” er gået hen og blevet den vigtigste leveregel i jeres lov- Nu, udtaler jeg åbent og frygtløst, at perverteringen af denne lære og så mange andre kan kun Teosofien udrydde.

MENNESKETS FÆLLES OPRINDELSE
SPG. - Hvordan?

TEO. - Ganske enkelt ved at demonstrere på logiske, filosofiske, metafysiske, og endda videnskabelige grundlag at: - (a) Alle mennesker har åndeligt og fysiskt samme oprindelse, hvilket er Teosofiens grundlæggende lære. (b) Da menneskeheden essentielt set er af en og samme kerne, og da denne kerne er en – grænseløs, uskabt, og evig, uanset om vi kalder den Gud eller Natur – derfor kan intet påvirke en nation eller et menneske uden at påvirke alle andre nationer og alle andre mennesker. Dette er så sikkert og så indlysende som at en sten når en sten smidt ned i en brønd, før eller senere vil sætte en hver eneste dråbe i den i bevægelse.

SPG. - Men dette er ikke Kristus lære, men snarere en panteistisk fremstilling.

TEO. - Det er der din fejltagelse ligger. Den er ren Kristen lære, men dog ikke Jødisk, og derfor foretrækker jeres Bibleske lande at ignorere den.

SPG. - Dette er en stor og uretfærdig beskyldning. Hvor er dine beviser for en sådan udtalelse?

TEO. - De er klare lige ved hånden. Kristus siges at have sagt: ”Elsk hinanden” og ”Elsk dine fjender”; for ”hvis (kun)

42

i elsker dem som elsker jer, hvilken løn kan i så vente? Gør tolderne* ikke også det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. ” Disse er Kristus’ ord. Men Genesis ix. 25, siger ”Forbandet være Kana’an, en tjenernes tjener skal han være overfor sine brødre.” Og, derfor, foretrækker Kristne Bibelske mennesker Moseloven frem for Kristus kærligheds lov. De baserer sig på det Gamle Testamente, som foretrækker at lefle for deres lidenskaber, deres erobrings love, annekteringer, og tyranni overfor racer de kalder inferiøre. Hvilke forbrydelser er blevet udført på baggrund af denne infernalske (hvis den læses bogstavligt) passage fra Genesis, giver kun historien os en ide om, selv om det er utilstrækkeligt. †

* Tolderne – blev af mange anset for at være tyve og lommetyve i disse tider. Blandt Jøderne var tolderens navn og stilling det mest frastødende ting i verden. De fik ikke lov til at komme ind i Templet, og Matthæus (xviii. 17) taler om at en hedning og en tolder er identiske. Alligevel var de kun Romerske skatteopkrævere med samme position som Britiske embedsmænd i Indien og andre erobrede lande.

†”Slaveri var på grund af styrken af moralske kræfter hovedsageligt forsvundet ved slutningen Middelalderen; men der skete to betydningsfulde begivenheder som overvældede den moralske kraft der arbejdede i det Europæiske samfund og som frigjorde en sværm af forbandelser på jorden som menneskeheden knapt havde kendt til før. En af disse begivenheder var den første rejse til en befolket og barbarisk kyst, hvor mennesker var en almindelig handelsvare; og den anden opdagelsen af en ny verden, hvor minerne glitrende med rigdom var åbne hvis arbejdskraft kunne importeres til at arbejde i dem. I fire hundrede år blev mænd, kvinder og børn revet fra alle de kendte og elskede, og blev solgt på Afrikas kyst til fremmede handelsfolk; de blev lagt i lænker under dækkene – de døde ofte sammen med de levende – under den horrible ’mellem passage,’ og ifølge Bancroft en upartisk historiker, så blev to-hundrede-og-halvtreds-tusinde ud af tre-og-en-kvart-million smidt i havet under denne fatale passage, mens de tilbageværende blev overgivet til ubeskrivelige lidelser i minerne, eller under pisk i blandt sukkerrør og rismarker. Skylden for denne store forbrydelse hviler på den Kristne Kirke. ’I den mest Hellige Treenigheds navn’ vedtog den Spanske Regering (Romersk Katolsk) mere end ti traktakter, som autoriserede salget af fem hundrede tusinde mennesker; i 1562 sejlede Sir John Hawkins ud på et skib, som bar navnet Jesus, med det djævelske ærinde at købe slaver og at sælge dem i Vestindien; og Elizabeth, den Protestantiske Dronning, belønnede ham for hans succes i dette første Engelske eventyr ud i den umenneskelige sejlads ved at tillade ham som våbenskjold at bære ’en demi-Moor i hans sande farver, bundet med et reb, eller, med andre ord, en lænket slave.’ - Conquests of the Cross (citeret fra Agnostic Journal).

SPG. - Jeg har hørt dig sige at vores fysiske oprindelses identitet er blevet bevist af videnskaben, og vores åndelige oprindelse af Visdoms-Religionen. Vi oplever ikke at Darwinister udviser stor broderlig hengivenhed.

TEO. - Det er rigtigt. Det viser det materialistiske systems mangelfuldhed, og beviser at vi Teosoffer har ret. Identiteten af vores fysiske oprindelse appellerer ikke til vores højere og dybere følelser. Stof, frataget sin sjæl og ånd, eller dens guddommelige essens, kan ikke tale til den menneskelige hjerte. Men identiteten af sjælen og ånden, af det sande, udødelige menneske, som Teosofien lærer os, når den først er blevet bevist og dybt rodfæstet i vores hjerter, vil den lede os langt på vejen til sand velgørenhed og broderlig goodwill.

SPG. - Men hvordan forklarer Teosofien mennesket fælles oprindelse?

TEO. - Ved at lære om at det objektive og subjektive grundlag for hele naturen, og alt andet i universet, synligt og usynligt, er, var, og vil altid være én absolut essens, hvor fra alt udgår, og hvor til alle ting vender tilbage. Det er Aryan filosofi, som kun er fuldt ud præsenteret af Vedantisterne

44

og det Buddhistiske system. Med dette forhold for øje, så er det alle Teosoffers pligt på enhver praktisk måde, og i alle lande at fremme udbredelsen af ikke-sekterisk uddannelse.

SPG. - Hvad råder jeres Samfunds skrevne vedtægter dets medlemmer til at gøre ud over dette? Altså på det fysiske plan, mener jeg?

TEO. - For at vække broderlige følelser mellem landene, så er vi nødt til at assistere den internationale udveksling af nyttige videnskaber og resultater, ved rådgivning, information, og samarbejde med alle værdige enkeltindivider og sammenslutninger (såfremt tilføjer vedtægterne, ”at ingen profit eller procent skal kræves fra Samfundets eller ’Kollegaers’ side for dets eller deres samfundstjenester”). For eksempel, for at bruge en praktisk illustration. Samfundets organisering, er beskrevet af Edward Bellamy, i hans fortrinlige værk ”Looking Backwards,” præsenterer beundringsværdigt den Teosofiske ide om hvad der burde være det første skridt henimod den fulde realisering af universelt broderskab. Den tingenes tilstand han skildrer er ufuldkomne, fordi selviskhed stadig eksisterer og opererer i menneskets hjerte. Men selviskhed og individualisme er grundlæggende overvundet ved en følelse af solidaritet og fælles broderskab; livets arrangement som beskrives der, reducerer de årsager, som har en tendens til at skabe selviskhed til til et minimum.

SPG. - Så vil du som Teosof tage del i en bestræbelse på at realisere et sådant ideal?

TEO. - Sandelig; og vi har bevist det ved handling. Har du ikke hørt om de Nationalistiske klubber og partier, som er fremkommet i Amerika siden publiceringen af Bellamy’s værk? De kommer nu iøjnefaldende frem i forgrunden, og vil gøre det

mere og mere som tiden går. Nå, men disse klubber og dette parti blev i første omgang startet af Teosoffer. En af de første Nationalistiske Klubber i Boston Mass., har Teosoffer som Formand og Sekretær, og majoriteten af dens ledelse tilhører T. S. I alle deres klubbers vedtægter, og i partiet er det tydeligt, at de former den Teosofiske indflydelse og Samfundets , fordi de alle har grundlaget om Menneskehedens Broderskab som læres af Teosofien, som første og grundlæggende princip. I deres Principielle deklaration udtaler de: - ”Menneskehedens Broderskabs princip er en af de evige sandheder som styrer verdens udvikling via linier som adskiller menneskets natur fra dyrisk natur.” Hvad kan være mere Teosofisk end dette? Men det er ikke nok. Det som også er nødvendigt er indgive mennesket den ide, at hvis menneskeheden er én, så må der også være en sandhed som finder sit udtryk i alle de forskellige religioner – undtagen i den Jødiske, da du end ikke finder den udtrykt i Kabalaen.

SPG. - Dette refererer til religionernes fælles oprindelse, og du kan have ret i det. Men, hvordan passer det til praktisk broderskab på det fysiske plan?

TEO. - Først, fordi at det som er sandt på det metafysiske plan må også være sandt på det fysiske. For det andet, fordi der ikke findes mere næringsrig kilde til had og strid end religiøse forskelle. Når, den ene eller anden part tænker sig at være den eneste besidder af den absolutte sandhed, så bliver det kun naturligt, at han har opfattelsen at hans nabo er helt og holdent i klørerne på Vildfarelser og Djævlen. Men, når mennesket først ser, at ingen af

46

dem kan have hele sandheden, men at de er fælles komplementære, og at den fuldstændige sandhed kun kan findes i de kombinerede opfattelser af alt, når alt det som er falsk i dem er blevet siet fra – så vil broderskab i religion blive etableret. Det samme gælder for den fysiske verden.

SPG. - Forklar venligst nærmere.

TEO. - Tag et eksempel. En plante består af rod og stamme, og mange skud og blade. Menneskeheden som et hele er stammen, som gror fra den åndelige rod, så er stammen plantens enhed. Skad stammen og det er indlysende at hvert skud og blad vil lide. Sådan er det med menneskeheden.

SPG. - Ja, men hvis du skader et blad eller et skud, så skader du ikke hele planten.

TEO. - Og, du tror derfor at ved at skade ét menneske så skader du ikke hele menneskeheden? Men, hvordan kan du vide dette? Er du klar over at selv materialistiske videnskaber underviser i at en skade på en plante, uanset hvor lille, vil påvirke hele dens fremtidige vækst og udvikling? Derfor tager du fejl og analogien er præcis. Hvis, du derimod overser det faktum at et sår i en finger ofte får hele kroppen til at lide, og påvirker hele nervesystemet, så må jeg endnu mere minde dig om at der meget vel findes andre åndelige love, som gælder for planter og dyr så vel som menneskeheden, og da du ikke forstår deres indvirkning på planter og dyr, så vil du måske benægte deres eksistens.

SPG. - Hvilke love taler du om?

TEO. - Vi kalder dem Karmiske love; men du vil ikke forstå den fulde betydning af dette udtryk med mindre du studerer Okkultisme.

Men, min påstand baserede sig ikke på antagelsen af disse love, men på selve analogien om planten. Udvid ideen, til at gælde universelt, og du vil snart finde ud af at i sand filosofi, så har hver fysisk handling sin moralske og evigtgyldige virkning. Skad et menneske ved at skade hans fysiske krop; du tror måske at denne smerte og lidelse ikke på nogen måde kan sprede sig til hans naboer, mindst af alt til mennesker fra andre nationer. Vi fastlægger, at det vil det med tiden. Derfor siger vi at med mindre hvert menneske bringes til at forstå og acceptere det som en axiomatisk sandhed, at ved at gøre et menneske uret, så gør vi ikke kun os selv uret, men i det lange løb hele menneskeheden, og ingen broderlig følelse vil være mulig på jorden, sådan som den er prædiket af alle de store Reformatorer, først og fremmest af Buddha og Jesus.

VORES ANDRE FORMÅL
SPG. - Vil du nu forklare de metoder, hvorved du foreslår at det andet formål skal udføres?

TEO. - At samle alle gode værker om verdens religioner som vi kan i biblioteket i vores hovedkvarter i Adyar, Madras (og ved Medlemmer i deres Afdelinger til deres lokale biblioteker). Og i skriftlig form fremlægge korrekt information om forskellige gamle filosofier, traditioner, og legender, og udbrede de samme på sådanne praktiske måder som ved oversættelsen og publiceringen af originale værkers værdi, og uddrag fra kommentarer fra samme, eller mundtlige instruktioner af personer oplært i deres respektive departementer.

48

SPG. - Og hvad med det tredje formål, at udvikle menneskets iboende spirituelle eller psykiske evner? TEO. - Dette skal også ske via publikationer, på de steder hvor ingen undervisning eller personlig vejledning er mulig. Vores pligt er at holde mennesket spirituelle intuitioner i live. At opponere og modvirke – efter passende undersøgelse og bevis af dens irrationelle natur – religiøs, videnskabelig, eller social, og frem for alt hykleri i enhver snæversynet form, uanset som sekterisk religiøsitet eller som tro på mirakler eller noget som helst overnaturligt. Hvad vi skal gøre er at erhverve os viden om alle lovene i naturen, og at udbrede dem. At opfordre til studiet af de love som er allermindst forstået af det moderne menneske, de såkaldte Okkulte Videnskaber, baseret på den sande viden om naturen, i stedet for, som i dag, på overtroiske formodninger baseret på blind tro og autoritet. Populære folke-minder og traditioner, uanset de til tider er fantasifyldte, kan når de bliver undersøgt lede til opdagelsen af længst glemte, men vigtige, hemmeligheder om naturen. Samfundet, sigter derfor efter at forfølge denne forskende linie i håbet om at udvide det videnskabelige område og den filosofiske observation.

OM LØFTETS ÅNDELIGHED
SPG. - Har i et etisk system som i udlever i Samfundet?

TEO. - Etik er der, parat og klar nok for den som ville følge dem. De er essensen og det bedste af verdens etiske lære, samlet fra læresystemerne fra hele verdens

store reformatorer. Derfor vil du deri finde Confucius og Zoroaster, Laotze og Bhagavad Gita, Gautama Buddha’s forskrifter og Jesus fra Nazareth, fra Hillel og hans skole, og Pythagoras, Sokrates, Platon, og deres skoler præsenteret.

SPG. - Udøver medlemmerne af jeres Samfund disse forskrifter? Jeg har hørt om megen splid og uenighed blandt dem.

TEO. - Meget naturligt, for selv om reformen (i dens nuværende form) kan kaldes ny, så er de mænd og kvinder der skal reformeres de samme mennesker, syndende naturer fra gammel tid. Som allerede sagt, så er de ærlige arbejdende medlemmer få; men mange er seriøse og positivt-indstillede personer, som prøver deres bedste på at leve op til Samfundets og deres egene idealer. Det er vores pligt at opmuntre og assistere individuelle medlemmer i deres selv-udvikling, intellektuelt, moralskt, og åndeligt; og ikke at bebrejde eller fordømme de som fejler. Vi har, strengt sagt, ingen ret til at modsige os nogen som helst adgang – især til Samfundets Esoteriske Sektion, hvori ”han som træder ind er en nyfødt.” Men hvis noget medlem, på trods af hans løfter på hans ærefulde ord og hans udødelige Selv, efter den ”ny fødsel,” vælger via det nye menneske at videreføre, unoderne og manglerne fra hans gamle liv, og stadig giver efter for dem i Samfundet, så vil han meget sandsynligt blive bedt om at sige op og trække sig; eller, i tilfælde af hans afvisning, at blive udvist. Vi har de strengeste regler for sådanne nødstilfælde.

SPG. - Kan nogle af dem nævnes?

TEO. - Det kan de. Til at begynde med, så har intet Medlem i Samfundet, om det er eksoterisk eller esoterisk, ret til at tvinge hans personlige meninger

50

ned over et andet Medlem. ”Det er ikke tilladt for nogen leder i Moder Samfundet med ord og handling, offentligt at udtrykke enten religiøst eller filosofiskt, nogen fjendtlighed overfor, eller forkærlighed for en bestemt sektion*, frem for end en anden. Alle har en fælles ret til at have deres religiøse tros essentielle karakteristika fremlagt frem for en upartisk verdens tribunal. Og ingen leder i Samfundet, har i sin egenskab af leder ret til at prædike hans egen sekteriske synspunkter og trosopfattelse til forsamlede medlemmer, undtagen når mødet består af hans medreligiøse. Efter passende advarsel, så vil overtrædelsen af denne regel blive straffet med suspendering eller udvisning.” Dette er en af overtrædelserne i Samfundet i bred forstand. Hvad angår den den indre sektion, som nu hedder den Esoteriske, så er de følgende regler nedfældet og brugt så langt tilbage som 1880. ”Intet Medlem må ud af selviske grunde bruge nogen viden som er givet ham af noget medlem fra den første sektion (nu en højere ’grad’); overtrædelse denne regel medfører udsmidelse.” Nu, skal ansøgeren før en sådan viden kan bibringes binde sig selv ved højtidlig ed om at ikke bruge den med selviske formål for øje, og heller ikke at afsløre noget som helst uden ved tilladelse.

SPG. - Men må et menneske som er smidt ud af eller som har sagt op i sektionen afsløre alt han har lært eller bryde nogen klausul i det løfte han har taget?

TEO. - Sandelig ikke. Hans udsmidelse eller opsigelse frigør ham kun fra lydigheds pligten overfor læreren, og fra

at tage aktiv del i Samfundets arbejde, men sandelig ikke fra det åndelige løfte om hemmeligholdelse.

SPG. - Men er dette fornuftigt og retfærdigt?

TEO. - Helt sikkert. For enhver mand og kvinde med bare lidt hæderlig følelse, så er et åndeligt løfte taget med ens æresord, ydermere overfor ens Højere Selv – Guden indeni – er bindende til døden. Og selv om han forlader Sektionen og Samfundet, så vil ingen hæderlig mand eller kvinde tænke på at angribe eller skade en organisation som han eller hun har afgivet et sådant løfte til.

SPG. - Men er det ikke at gå ret langt?

TEO. - Ja, måske ifølge de lave standarder i nutiden og dens moral. Men, hvis ingen binder sig så langt, hvad er så overhovedet nytten af løftet? Hvordan kan nogen forvente at blive undervist i hemmelig viden, hvis han har friheden til a frigøre sig selv fra alle forpligtigelser han har taget, når han ønsker det? Hvilken sikkerhed, tillid, eller støtte ville der nogensinde eksistere blandt mennesker, hvis sådan et løfte som dette overhovedet ikke havde nogen bindende kraft? Tro mig, loven om gengældelse (Karma) ville meget snart overtage en som brød sit løfte, og måske lige så hurtigt som foragten for ethvert hæderligt menneske ville, selv på dette fysiske plan. Som det nyligt fint udtrykkes i N. Y. ”Path” om dette emne, ”Når et løfte er taget, så binder i al evighed både i de moralske og i de okkulte verdener. Hvis vi bryder det en gang og straffes, så retfærdiggør det os ikke i at bryde det igen. Så længe vi gør det, så vil (Karma) Lovens mægtige vægtskål virke på os.” (The Path, Juli 1889.)

OM SELV-UDVIKLING
SPG. - Er moralsk udvikling, så den grundlæggende ting der insisteres på i jeres Samfund?

TEO. - Uden tvivl! Ham som vil være en sand Teosof må få sig selv til at leve som en.

SPG. - Hvis det er sådan, som jeg bemærkede før, så giver nogle medlemmers adfærd et forkert indtryk af denne grundlæggende regel.

TEO. - Ja sandelig er det sådan. Men dette kan der ikke gøres noget ved blandt os, mere end blandt de som kalder sig selv Kristne og handler som djævle. Det skyldes ikke fejl i vores statuter eller regler, men menneskets natur. Selv i nogle eksoteriske offentlige afdelinger forpligtiger medlemmerne sig overfor deres ”Højere Selv” til at leve livet som foreskrevet af Teosofien. De er nødt til at få deres Guddommelige Selv til at guide hver af deres tanker og handlinger, hver dag og hvert øjeblik i deres liv. En sand Teosof bør ”handle retfærdigt og bevæge sig ydmygt.”

SPG. - Hvad mener du med det?

TEO. - Ganske enkelt dette: det ene selv er nødt til at glemme sig selv til fordel for de mange selv. Lad mig svare dig med ordene fra en sand Philalethian, en F.T.S., som her udtrykt det smukt i the Theosophist: ”Hvad ethvert menneske først har behov for er at finde sig selv, og så lave en lagerliste over sine subjektive ejendele, og, uanset hvor slemt eller bankerot det ser ud, så er det ikke umuligt at indfri den, hvis vi griber det ærligt an.” Men hvordan gør mange? Alle er villige til at arbejde for deres egen udvikling og fremskridt; meget få for andres. For at citere samme forfatter igen: ”Mennesket er blevet bedraget og snydt i lang nok tid; de er nødt til bryde med deres afguder, og lægge deres svindlerier væk, og gå i gang med at arbejde for dem selv – nej, der er et lille ord for meget eller i overskud, for den som arbejder for sig selv bør ikke arbejde overhovedet; lad ham heller arbejde for andre, for alle. For enhver kærlighedens og velgørenhedens blomst han planter i sin nabos have, så vil en hæslig ukrudtsplante forsvinde fra hans egen, således skal denne gudernes have – Menneskehedens – blomstre som en rose. I alle Bibler, alle religioner, fremføres dette klart og tydeligt – kreative mennesker har først misfortolket og endelig kastreret, materialiseret, og forgabt sig i dem. Der behøves ikke nogen ny åbenbaring. Lad ethvert menneske være en åbenbaring til sig selv. Lad med en gang menneskets udødelige ånd tage hans krops tempel i sin besiddelse, drive penge-vekselererne ud og enhver uren ting, og så vil hans egen guddommelige menneskehed frigøre ham, for når han således er ét med sig selv, så vil han kende 'byggeren af Templet.'”

SPG. - Jeg tilstår, at dette er sand Altruisme.

TEO. - Det er det. Og hvis kun et T. S. Medlem ud af ti ville praktisere det så ville vores organisation sandelig være lærd. Men der

54

er de blandt outsiderne, som altid vil modsætte sig at se den grundlæggende forskel mellem Teosofi og det Teosofiske Samfund, ideen og dens ufuldkomne organisation. Sådan nogle vil hjemsøge enhver synd eller mangel i vehiklet, menneskets krop, hvori den rene ånd lyser med sit guddommelige lys. Er det retfærdigt for nogen? De kaster med sten på en sammenslutning som søger at oparbejde og at fremme sine idealer med de største odds imod sig. Nogle bagvasker det Teosofiske Samfund kun fordi det som forudsætning forsøger på at gøre det som andre systemer – Kirke og Stats Kristendom i særlig grad – har fejlet frygteligt i; andre fordi de er tilbøjelige til at bevare tingenes tilstand: Farisæere og Saddukæere i Moses sted, toldere og syndere levende i sus og dus i high society, som under det Romerske Imperium under dets forfald. Retfærdig-tænkende mennesker bør i envher sammenhæng huske at det menneske som gør alt hvad det kan, gør ligeså meget som den der har opnået mest, i denne verden af relative muligheder. Dette er en enkel selvindlysende sandhed, et aksiom som støttes at de som tror på Evangelierne med lignelsen om talenterne som blev givet af deres Mester: tjeneren som fordoblede hans to talenter blev belønnet lige så meget som med-tjeneren som havde modtaget fem. Til ethvert menneske gives ”i overensstemmelse med hans forskellige evner.”

SPG. - Men, det er forholdsvis svært at trække grænsen mellem det abstrakte og det konkrete i dette tilfælde, da vi kun har det sidstenævnte at danne vores bedømmelser ud fra.

TEO. - Hvorfor så gøre en undtagelse med hensyn til T.S.? Retfærdighed, bør lige som velgørenhed begynde i hjemmet. Vil du håne og spotte ”Bjergprædikenen” fordi dine sociale, politiske

og endda religiøse love, ind til videre, har fejlet i at nå sine målsætninger både åndeligt, men også bogstaveligt? Ophør med edsaflæggelserne i Retssalene, Parlamenterne, Hæren og overalt, og gør som Kvækerne gør, hvis i vil kalde jer Kristne. Ophør med at bruge Retssalene som sådan, for hvis du følger Kristi Lære så er du nødt til at give din jakke til den som fratager dig din kappe, og vende din venstre kind til bøllen der smækker dig en på den højre. ”Gør ikke modstand imod det onde, elsk dine fjender, gør godt imod dem som forbander dig, gør godt imod de som hader dig,” for ”Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget,” og ”den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.” Og hvorfor skulle du dømme, hvis du ikke selv vil blive dømt? Insister at der ingen forskel er mellem Teosofi og The Theosophical Society, og derved vil du lægge det Kristne system og selve dets essens åben for de samme anklager, blot i en mere alvorlig udgave.

SPG. - Hvorfor mere alvorlig?

TEO. - Fordi at mens lederne i den Teosofiske bevægelse. Fuldt ud anerkender deres mangler, og prøver på alle måder at ændre deres adfærdsformer og trække op med rode det onde som eksisterer i Samfundet; og mens deres regler og vedtægter er udtænkt i Teosofiens ånd, så gør Lovgiverne og nationernes og landenes Kirker, som kalder sig selv Kristne det modsatte. Selv de værste blandt vores medlemmer er ikke værre end den gennemsnitlige Kristne. Ydermere, hvis de Vestlige Teosoffer oplever så mange vanskeligheder med at leve et sandt Teosofisk

56

liv, så er det fordi at de er børn af deres generation. Hver af dem var en Kristen, født og opvokset i hans Kirkes spidsfindigheder, hans sociale normer, og endda hans paradoksale love. Han var dette før han blev en Teosof, eller snarere et medlem af Samfundet med dette navn, da det ikke ofte nok kan gentages at mellem det abstrakte ideal og dets vehikel er der en meget vigtig forskel.

DET ABSTRAKTE OG DET KONKRETE
SPG. - Vær venlig at belyse denne forskel lidt nærmere.

TEO. - Samfundet er en stor mængde af mænd og kvinder, sammensat af de mest forskelligartede elementer. Teosofien, er i sin abstrakte betydning, Guddommelig Visdom, eller aggregatet for viden og Visdom som er Universets grundlag – det evige GODEs ensartethed; og i dens konkrete udtryk er den totalsummen at det samme som er givet mennesket i naturen, på denne jord, og ikke mere. Nogle medlemmer bestræber sig så at sige på at objektivisere Teosofien og i al ærlighed på at realisere den i deres liv; mens andre kun ønsker at kende, men ikke at praktisere den; yderligere andre kan være blevet medlem af Samfundet af bare nysgerrighed, eller en midlertidig interesse, eller måske, også, fordi nogle af deres venner tilhører den. Hvordan, kan systemet så, bedømmes ud fra de som antager dens navn uden at have retten til det? Bedømmes poesi eller dets muse at kun af de vil-være poeter som hjemsøger vores ører? Samfundet kan kun anses for at være Teosofiens legemliggørelse med hensyn til dens abstrakte motiver; det kan aldrig tage sig friheden at kalde sig selv dets

konkrete vehikel, så længe alle menneskets ufuldkommenheder og svagheder er repræsenteret i organisationen; ellers ville Samfundet kun gentage, de såkaldte Kristne Kirkers udstrømmende helligbrøder og deres store fejl. Hvis Østlige sammenligninger kan tillades, så kan det siges at Teosofi er det uendelige hav af universel sandhed, kærlighed, og visdom, der reflekterer sin udstråling på jorden, mens Det Teosofiske Samfund kun er den synlige boble af denne refleksion. Teosofi er guddommelig natur, synlig og usynlig, og dets Samfund den menneskelige natur der prøver at stige op til sin guddommelige forælder. Teosofi, er i sidste ende, den fastsatte evige sol, og dets Samfund den flygtige komet der prøver slå sig ind i et kredsløb for at blive en planet, evigt roterende indenfor sandhedens sols tiltrækning. Det blev formet for at assistere med at vise mennesket at sådan noget som Teosofi eksisterer, og at hjælpe dem til at opstige mod det ved at studere og optage dets evige sandheder.

SPG. - Jeg troede at du sagde at i ikke havde nogle regler eller læresætning?

TEO. - Det har vi heller ikke. Samfundet har ingen egen visdom at støtte eller undervise i. Det er simpelthen forrådskammeret for alle sandheder ytret af de store seere, indviede, og profeter fra historiske og før-historiske tider; i det mindste så mange som det kan få. Derfor er det kun kanalen hvor igennem mere eller mindre sandheder, som er fundet i de akkumulerede ytringer blandt menneskehedens store lærere, hældes ud til verden.

SPG. - Men er sådanne sandheder uopnåelige udenfor samfundet? Påberåber enhver Kirke sig ikke det samme?

TEO. - Ikke alle. De store indviedes uafviselige eksistens som – de sande ”Sønner af Gud”-viser at en sådan visdom ofte blev

58

erhvervet af isolerede individer, men imidlertid aldrig, uden først at blive vejledt af en mester. Men mange tilhængerne af en sådan, har senere nedgjort disse læresystemers katolske indhold til at være snævre rammer indenfor deres egne sekteriske dogmer, efter de selv blev mestre. En udvalgt mesters læresætninger blev således alene fulgt og alle andre fravalgt – hvis de overhovedet blev fulgt, bemærk nøje, som i tilfældet med Bjergprædikenen. Enhver religion er således en lille del af den guddommelige sandhed, som blev skabt for at fokusere det store panorama af menneskelige indbildninger, som blev påstået at repræsentere og erstatte denne sandhed.

SPG. - Men, du siger at Teosofi ikke er en religion?

TEO. - Helt sikkert ikke, fordi den er essensen af alle religioner og absolutte sandheder, hvoraf kun en dråbe gemmes bag en hver troslære. For igen at vende tilbage til at metaforisere. Teosofi, er på jorden, som den hvide stråle i farvespektret, og enhver religion er kun en af de syv prismatiske farver. Ved at ignorere alle de andre, og forbande dem som falske, så påberåber hver specielle farvede stråle ikke kun at blive prioriteret, men at være selve den hvide stråle, og ændrer endda sin egen farve fra lys til mørk, som kætterier. Men, da solens sandhed løfter sig højere og højere over den menneskelige opfattelses horisont, og når hver farvet stråles gradvist fader bort ind til de til sidst er blevet reabsorberet efter tur, så vil menneskeheden i det mindste ikke længere være forbandet med kunstige polariseringer, men vil finde sig selv badende i det rene og skære evige sandheds sollys. Og dette vil være Theosophia.

SPG. - Din påstand er, så, at alle de store religioner stammer fra Teosofi, og at det er ved at assimilere dem at verden til sidst vil være reddet fra de store illusioners og fejltagelsers forbandelser?

TEO. - Lige nøjagtig. Og vi tilføjer at vores Teosofiske Samfund er det ydmyge frø, som hvis det vandes og bliver ladt i live, til sidst vil producere Træet på Godt og Ondt, som er podet på Det Evige Livs Træ. For det er kun ved at studere menneskehedens forskellige store religioner og filosofier, og ved at sammenligne dem roligt, og med et upartiskt sind, at mennesket kan gøre sig håb om at nå frem til sandheden. Det er især ved at finde frem til deres forskellige fælles synspunkter at vi når frem til dette resultat. For så snart som vi når frem til deres indre betydninger – enten via studier, eller ved at blive undervist af en som ved besked – at vi finder frem til at det i næsten alle tilfælde udtrykker en stor sandhed i Naturen.

SPG. - Vi har hørt og at der var en Gylden Tidsalder, og det som du beskriver vil være en Gylden Tidsalder som bliver realiseret i en eller anden fremtid. Hvornår vil dette ske?

TEO. - Ikke førend menneskeheden som helhed føler behovet for det. En læresætning i den Persiske ”Javidan Khirad” siger: ”Sandhed er af to typer – den ene fremstår og er selvindlysende; den anden kræver uophørligt nye demonstrationer og beviser.” Det er kun når den sidste slags sandhed bliver lige så universelt indlysende som den nu er tåget, derfor er den tilbøjlig til at blive forvrænget af ordkløveri og spidsfindigheder; det er kun når disse to typer endnu en gang er blevet ét at folk vil blive bragt til at se det samme.

SPG. - Men, det må være sådan at de få som har følt behovet for sådanne sandheder må have besluttet sig på at tro på noget bestemt? Du fortæller mig, at Samfundet ikke har nogle af sine egne læresætninger, ethvert medlem må tro som det ønsker og accpetere hvad han ønsker. Det ser ud som om, at Det Teosofiske Samfund havde til hensigt at

60

genoplive sprogenes forvirring og troen på Babelstårnet fra gamle dage. Har i ingen tro til fælles?

TEO. - Det der menes med at Samfundet ikke har nogen egne regler eller læresætninger, og at ingen læresætninger eller trosopfattelser er obligatoriske overfor medlemmerne; men at dette selvfølgelig kun kan tillægges organisationen som helhed. Selve Samfundet er, som jeg har fortalt dig, delt ind i en ydre og en indre sektion. De som tilhører til den sidstnævnte har selvfølgelig deres egen filosofi, eller – hvis du synes det – deres eget religiøse system.

SPG. - Må vi få at vide hvad det er?

TEO. - Vi gør den ikke til nogen hemmelighed. Den blev angivet i hovedtræk for nogle få år siden i the Theosophist og ”Esoteric Buddhism,” og kan stadig findes mere uddybet i ”Secret Doctrine.” Den er baseret på den ældste filosofi i verden, og kaldes Visdoms-Religion eller Arkaisk Lære. Hvis du ønsker det kan du stille spørgsmål og få dem besvaret.

OM GUD OG BØN
SPG. - Tror du på Gud?

TEO. - Det afhænger af hvad du mener med udtrykket?

SPG. - Jeg mener de Kristnes Gud, Jesus Fader, og Skaberen: Kort sagt Moses Bibelske Gud.

TEO. - Sådan en Gud tror vi ikke på. Vi afviser ideen om en personlig, eller en ekstra-kosmisk og antropomorfisk Gud, som kun er en gigantisk menneskelig skygge, og heller ikke mennesket som sit bedste. Vi siger, at den teologiske Gud – og beviser det – er et bundt af selvmodsigelser og en logisk umulighed. Derfor vil vi ikke have noget med ham at gøre.

SPG. - Fremfør venligst jeres grunde.

TEO. - Der er mange, og ikke alle kan gives opmærksomhed. Men her er nogle få af dem. Denne Gud kaldes uendelig og absolut blandt hans tilhængere, gør han ikke?

62

SPG. - Det tror jeg han gør.

TEO. - Hvis han så er uendelig – dvs., ubegrænset – og især hvis han er absolut, hvordan kan han have form, og være en skaber af noget som helst? Form indebærer begrænsning, og en begyndelse så vel som en slutning; og, for at skabe, så behøver et Væsen at tænke og planlægge. Hvordan kan det ABSOLUTTE formodes at tænke – dvs., at have nogen som helst relation til det som er begrænset, endeligt, og betinget? Dette er en filosofisk, og logisk absurditet. Selv den Hebrariske Kabala afviser en sådan ide, og fremstiller derfor, det ene og Absolutte Gudoms Princip som en uendelig Enhed med navnet Ain-Soph.* For at skabe, så er Skaberen nødt til at blive aktiv; og da dette er umuligt for ABSOLUTHED, så var det uendelige princip nødt til at blive vist som årsagen til evolution (ikke til skabelsen) på en indirekte måde – dvs., gennem emanation fra sig selv (endnu en absurditet, som denne gang skyldes oversætterne af Kabalaen)† fra Sephiroten.

SPG. - Hvad med de Kabalister, som er sådan, men som stadig tror på Jehova eller Tetragrammaton?

TEO. - De har frihed til at tro på hvad de vil, da deres tro eller mistro næppe kan berøre et selvindlysende faktum. Jesuitterne fortæller os at to og to ikke altid med sikkerhed er fire,

* Ain-Suph, איז םוף (Hebrarisk, til Græsk) = το παν = απειρον ( Græsk to pan = Græsk epeiros), det uendelige, eller grænseløse, i og med Naturen, det ikke-eksisterende som ER, men som ikke er en Væren.

† Hvordan kan det ikke-aktive princip emanere eller udstråle? Vedantisternes Parabrahm gør slet ikke den slags; heller ikke den Kaldæiske Kabalas Ain-Soph. Den er en evig og periodisk lov, som forårsager en aktiv og kreativ kraft (logos'en) til at emanere fra det evigt skjulte og uforståelige ene princip i begyndelsen af enhver maha-manvantara, eller ny cyklus af liv.

da det afhænger af Guds vilje at lave 2 X 2 = 5. Skal tro på deres ordkløveri på baggrund af alt dette?

SPG. - Så er i Ateister?

TEO. - Ikke hvad vi ved af, og ikke med mindre at betegnelsen ”Ateist” absolut skal tillægges de som ikke tror på en antropomorfisk Gud. Vi tror på et Universelt Guddommeligt Princip, roden til ALT, hvorfra alt udgår, og hvori alt vil blive absorberet ved slutningen at den store cyklus af Væren.

SPG. - Dette er den gamle påstand blandt Panteisterne. Hvis i er Panteister, så kan i ikke være Deister; og hvis i ikke er Deister, så hører i under betegnelsen Ateister.

TEO. - Ikke nødvendigvis. Udtrykket ”Panteisme” er også en af de mange misbrugte udtryk, hvis sande og grundlæggende betydning er blevet forvrænget af blinde fordomme og et ensrettet syn på det. Hvis du accepterer den Kristne etymologis opfattelse af dette sammensatte ord, og former det ud fra pan (παν), ”alt,” og qeod (θεος), ”god,” og så forestiller dig og belærer at dette betyder at enhver sten og ethvert træ i Naturen er en Gud eller den ENE Gud, så vil i selvfølgelig have ret, og lave Pantesitsterne om til fetish-tilbedere, ud over deres legitime navn. Men, du vil næppe være lige så succesfuld, hvis du etymologiserer ordet Panteisme esoterisk, sådan som vi gør det.

SPG. - Hvad er jeres definition af det så?

TEO. - Lad mig først stille dig et spørgsmål? Hvad forstår du ved Pan, eller Naturen?

64

SPG. - Jeg formoder at Naturen er den totale sum af de ting der eksisterer rundt omkring os; aggregatet af årsager og resultater i den stoflige verden, skabelsen eller universet.

TEO. - Derfor er den den personificerede sum og rækkefølge af kendte årsager og resultater; totaliteten af endelige mellemkomster og kræfter, som er helt uden forbindelse til en intelligent Skaber eller Skabere, og som måske ”opfattes som en enkelt adskilt kraft” - som i jeres encyklopædier?

SPG. - Ja, det mener jeg.

TEO. - Nå men, vi tager ikke denne objektive og materielle natur, som vi kalder en flygtig illusion, i betragtning, og vi mener ikke med pan Naturen i betydningen af dens accepterede Latinske udgave Natura (stammende fra nasci, at blive født). Når vi taler om Guddommen og gør den identisk, og derfor jævnaldrende, med Naturen, så menes der den evige og uskabte natur, og ikke dit omkringfarende skyggeagtige aggregat med dets endelige uvirkeligheder. Vi lader hymne forfatterne om at kalde den synlige himmel eller himmeriget for Guds Trone, og vores mudrede jord Hans fodskammel. Vores GUDDOM er hverken i paradis, eller i et bestemt træ, bygning eller bjerg: den er overalt, i ethvert atom i det synlige og usynlige kosmos, i, over og rundt om ethvert usynligt atom og deleligt molekyle: for DEN er den mysteriøse kraft bag evolutionen og involutionen, det allestedsnærværende, almægtige, og endda alvidende kreative potentialitet.

SPG. - Stop! Alvidenhed er prærogativ for noget der tænker, og du nægter dit Absolutte evnen af tænke.

TEO. - Vi nægter det til det ABSOLUTTE, da tænkning er noget begrænset og betinget. Men, du glemmer sikkert at i vores

filosofi er absolut ubevidsthed også absolut bevidsthed, ellers ville det ikke være absolut.

SPG. - Så tænker jeres Absolutte?

TEO. - Nej, DET gør ikke; af den simple grund at det er selveste Absolut Tænkning. Det eksisterer heller ikke af den samme grund at det er absolut eksistens, og Væren-hed, ikke et Væsen. Læs det glimrende Kabalistiske digt af Solomon Ben Jehudah Gabriol, i Kether-Malchut, og du vil forstå det: - ”Du er en, roden af alle numre, men ikke et element der kan nummereres; for enhed muliggør ikke mangfoldiggørelse, forandringer, eller form. Du er en, og i din enheds hemmelighed giver de klogeste mennesker fortabt, for de kender den ikke. Du er en, og Din enhed formindskes aldrig, udvides aldrig, og kan ikke forandres. Du er en, og ingen af mine tanker kan fastlægge en begrænsning for Dig, eller definere Dig. Du ER, men ikke som en eksistens, for dødeliges forståelse og visioner kan ikke nå op til Din eksistens, og heller ikke bestemme for Dig, hvor, hvordan og hvorfor,” osv. osv. Kort og godt er vores Guddom den evige evolverende, ikke skabende, bygger af universet; dette univers udfolder sig selv ud af sin egen essens, uden at blive skabt. Det er en sfære, uden omkreds, i den symbolik, som har kun en evigt-handlende attribut omfavnende alle andre eksisterende eller tænkelige attributter – DET-SELV. Det er den ene lov, givende impulsen til manifesterede, evige, og uforanderlige love, indenfor det aldrig-manifesterende, fordi absolut LOV, er i dens manifesterende perioder Den altid-Manifesterende.

SPG. - Jeg har en gang hørt en af jeres medlemmer bemærke at den Universelle Guddom, set som allestednærværende, var i vanærede kar, som i disse af

66

ære, og, derfor, var den til stede i ethvert atom i min cigaraske! Er dette ikke komplet blasfemi?

TEO. - Jeg tror det ikke, da simpel logik næppe kan anses for at være blasfemi. Skulle vi udelukke det Allestedsnærværende Princip fra et enkelt matematisk punkt i universet, eller fra en partikel stof som udfylder noget som helst opfatteligt rum, kunne vi så stadig anse det for at være uendeligt?

ER DET NØVENDIGT AT BEDE?
SPG. - Tror du på det at bede, og beder du nogensinde?

TEO. - Det gør vi ikke. Vi handler i stedet for at snakke.

SPG. - I tilbyder ikke en gang bønner til det Absolutte Princip?

TEO. - Hvorfor skulle vi det? Da vi er godt-beskæftigede mennesker så har vi næppe råd til at tabe tid på at give verbale bønner til en ren abstraktion. Det Ukendelige er kun i stand til relationer i mellem dens dele, men er ikke-eksisterende med hensyn til nogen som helst endelige relationer. Det synlige univers afhænger af dets eksistens og fænomener afhænger af dets gensidige handlende former og deres love, ikke af bøn eller bønner.

SPG. - Tror i slet ikke på det virkningsfulde ved bøn?

TEO. - Ikke i bøn lært med så mange ord og gentaget eksternt, hvis du ved bøn mener den ydre anmodning til en ukendt Gud der er adressat, noget der blev indført af Jøderne og populariseret af Farisæerne.

SPG. - Er der nogen anden slags bøn?

TEO. - Helt sikkert; vi kalder den VILJES-BØN, og det er snarere en intern befaling end en anmodning.

SPG. - Til hvem, beder i så når i gør sådan?

TEO. - Til ”vores Fader i himlen” - i den esoteriske betydning.

SPG. - Er det forskelligt fra den angivet indenfor teologien?

TEO. - Ja, Fuldstændigt. En Okkultist eller en Teosof adresserer hans bønner til hans Fader som er i hemmelighed (læs og prøv at forstå, kap. vi. v.6 Matthæus), ikke en ekstra-kosmisk og derfor endelig Gud; og den ”Fader” er inde i mennesket selv.

SPG. - Så gør i mennesket til en Gud?

TEO. - Sig venligst ”Gud” og ikke en Gud. Det indre menneske er efter vores opfattelse den eneste Gud vi kan have erkendelse af. Og hvordan kan det være anderledes? Tillad os vores postulat om at Gud er et universelt udbredt, uendeligt princip, og hvordan kan mennesket alene undslippe fra at blive gennemvædet af, og i, Guddommen? Vi kalder vores ”Fader i himlen” den guddomsagtige essens som vi er vidende om er indeni os, i vores hjerter og åndelige bevidsthed, og som ikke har noget med den antropomorfiske opfattelse som vi kan forme i vores fysiske hjerne eller dets fantasi: ”Ved i ikke at i er Guds tempel, og at (det absoluttes) Guds ånd dvæler i jer?” *Derfor,

* Man finder ofte modstridende udtalelser i Teosofiske skriverier om Christos princippet i mennesket. Nogle kalder det det sjette princip (Buddhi), andre det syvende (Atman). Hvis Kristne Teosoffer ønsker at gøre brug af sådanne udtryk, så lad dem gøre det filosofisk korrekt ved at følge den gamle Visdoms-religions symboler. Vi siger at Christos ikke kun er én af de tre højere principper, men alle tre set som en Treenighed. Denne Treenighed repræsenterer Helligånden, Faderen, og Sønnen, det der svarer til abstrakt ånd, differentieret ånd, og legemliggjort ånd. Krishna og Kristus er filosofisk set det samme princip under dets trefoldige manifesterede aspekt. I Bhagavatgita finder vi at Krishna kalder ham selv indifferent Atman, den abstrakte Ånd, Kshetranga, det højere eller reinkarnerende Ego, og det Universelle SELV, alle navne som når de overføres fra Universet til mennesket, svarer til Atman, Buddhi, og Manas. Anugitaen er fyldt med den samme lære.

68

lad ikke noget menneske antropomorfisere denne essens indeni os. Lad ikke nogen Teosof, som ønsker at holde sig til guddommelig, og ikke menneskelig sandhed, sige at ”Gud i hemmelighed” lytter til, eller er adskilt fra, enten det endelige menneske eller den endelige essens – for alle er en. Heller ikke, som lige bemærket, at bøn er en anmodning. Det er snarere et mysterium; en okkult proces hvor endelige og betingede tanker og begær, der ikke er i stand til at blive assimileret af ikke-betinget absolut ånd, oversættes til åndelige viljer og viljen; sådanne processer kaldes ”åndelige transmutationer.” Intensiteten i vores glødende aspirationer ændrer bøn til ”filosoffernes sten,” eller det som transmuterer bly til det rene guld. Vores ”vilje-bøn”, den eneste homogene essens, bliver den aktive eller kreative kraft, som producerer resultater i overensstemmelse med vores ønsker.

SPG. - Prøver du at sige at bøn er en okkult proces der frembringer fysiske resultater?

TEO. - Det gør jeg. Vilje-Kraft bliver en levende kraft. Men ve de Okkultister og Teosoffer, som i stedet for at knuse den lavere personlige egos eller det fysiske menneskes begær, i stedet siger, mens de adresserer deres Højrere Åndelige EGO fordybet i et Atma-Buddhisk lys, ”Din vilje blive gjort, ikke min.” osv., og sender bølger af vilje-kraft for selviske eller ikke-åndelige formål! For dette er sort magi, afskyeligt, og åndelig trolddom.

Uheldigvis er alt dette vores Kristne statslederes og generalers favorit beskæftigelse, især når de sidstnævnte sender to hære af sted for at myrde hinanden. Begge hengiver sig før handling til en smule af sådan en slags trolddom, ved at udføre bønner hver især til den samme Hær-Gud , hvor de begge trygler om hjælp til at skære halsen over på deres fjende.

SPG. - David bad til Herren over Hærskarer at hjælpe ham at slå Filisterne og slå Syrerne og Moabitterne, og ”Herren beskyttede David hvor end han gik.” I det følger vi kun hvad vi finder i Biblen.

TEO. - Selvfølgelig gør i det. Men siden i nyder at kalde jer selv Kristne, og så vidt vi ved ikke Israelittere eller Jøder, hvorfor følger i så ikke hellere det som Kristus siger? Og han beordrer jer helt klart til ikke at følge ”dem fra gamle tider,” eller den Mosaiske lov, men byder jer at gøre som han fortæller jer, og advarer de som ønsker at slå ihjel med sværdet, at de selv vil dø ved sværdet. Kristus har givet jer en bøn som i udfører med læberne og praler af, og som ingen ud over de sande Okkultister forstår, i den siger i, i dens bogstavelige mening: ”Tilgiv os vores skyld, som vi tilgiver vores skyldnere,” noget i aldrig gør. Yderligere bad han jer at elske jeres fjender og gøre godt imod de som hader jer. Det er sandelig ikke den ”ydmyge profet fra Nazaret” som lærte jer at bede til jeres ”Fader” om at ihjel slå, og give sejr til jer over jeres fjender! Det er derfor at vi afviser hvad i kalder ”bønner”.

SPG. - Men, hvordan forklarer du det universelle faktum at alle nationer og folk har bedt til og tilbedt en Gud eller Guder? Nogle har beundret og formildet djævle og skadelige ånder, og dette beviser blot universaliteten og troen på effektiviteten af bøn.

70

TEO. - Det forklares ved det andet faktum at bøn har mange andre betydninger ud over den som gives af Kristne. Det betyder ikke kun at plædere eller at anmode, men betød, i de gamle dage meget mere en invokation eller besværgelse. Mantraet, eller den Hinduistiske rytmiske sungne bøn, har præcis sådan en betydning, da Brahminerne selv anser sig selv for at være højere end de almindelige deaver eller ”Guder.” En bøn kan være en appel eller en besværgelse for en forbandelse, og en forbandelse (som i tilfældet hvor to hære beder samtidig for gensidig ødelæggelse) lige så vel som velsignelse. Og da størstedelen af mennesker er intenst selviske, og kun beder for dem selv, beder om at blive givet deres ”daglige brød” i stedet for at arbejde for det, og tigger Gud om ikke at lede dem ”ind i fristelse” men at befri dem (kun de som husker det) fra det onde, resultatet er, at bøn, som den forstås nu, uden er tvivl skadelig: (a) Den dræber selv-tilliden i mennesket; (b) Den udvikler en stadig mere øget glubsk selviskhed og egoisme i ham end den han allerede er givet fra naturens hånd. Jeg gentager, at vi tror på ”åndeligt fællesskab” og samtidig handling i forening med vores ”Fader i hemmelighed”; og i sjældne ekstatiske lyksalige øjeblikke, på at blande vores højere sjæl med den universelle essens, tiltrukket som den er af dens oprindelse og centrum, en tilstand, som i livet kaldes Samadhi, og efter døden Nirvana. Vi nægter at bede til skabte endelige væsner – dvs., guder, saints, engle, osv., fordi vi anser det for at være afgudsdyrkelse. Vi kan ikke bede til det ABSOLUTTE af de grunde der blev forklaret før; derfor, søger vi at erstatte frugtesløse og ubrugelige bønner med fortjenstfulde og god-gørende handlinger.

SPG. - Kristne vil kalde det stolthed eller blasfemi. Tager de fejl?

TEO. - Ja helt og holdent. Det er tværtimod dem, som viser Satanisk stolthed i deres tro på at det Absolutte eller det Uendelige, selv hvis der var en sådan ting som en relation mellem det ubetingede og det betingede – ville bøje sig og lytte til enhver tåbelig og egoistisk bøn. Og det er yderligere de, som virtuelt er blasfemiske, når de lærer at en Alvidende og Allestedsnærværende Gud behøver udtalte bønner for at vide hvad han bør gøre! Dette – forstået esoterisk bekræftes af Buddha og Jesus. Den ene siger ”søg ikke hos de hjælpeløse Guder – bed ikke! Men handel hellere; for mørket vil ikke lysne. Spørg om intet fra stilheden, for den kan ikke tale eller høre.” Og den anden – Jesus – anbefaler: ”Hvad som helst I spørger om i mit navn (Christos navn) det vil jeg gøre.” Dette citat går i sin bogstavelige udgave selvfølgelig imod vores påstand. Men, hvis vi læser det esoterisk, med den fulde viden om ordet ”Christos,” som for os repræsenterer Atma-Buddhi-Manas, ”SELVET,” så får vi: den eneste Gud vi bør anerkende og bede til, eller snarere handle i enhed med, er den Guds ånd, hvor vores krop et dens tempel, og hvori den dvæler.

BØN DRÆBER SELV-TILLID

SPG. - Men bad og anbefalede Kristus ikke selv bøn?

TEO. - Sådan er det skrevet, men disse ”bønner” er præcis af den slags åndeligt fællesskab med ens ”Fader

72

i hemmelighed” som jeg lige nævnte. Ellers, og hvis vi identificerer Jesus med den universelle guddom, så ville der være noget for absurd og ulogisk i den uundgåelige konklusion at han, selveste ”Guden” selv bad til sig selv, og adskilte Guds vilje fra sin egen!

SPG. - Et påstand mere; en påstand, som yderligere er meget brugt af nogle Kristne. De siger, ”Jeg føler, at jeg ikke er i stand til at besejre alle lidenskaber og svagheder med min egen styrke. Men, når jeg beder til Jesus Kristus så føler jeg at han giver mig styrke og at i Hans magt er jeg i stand til at sejre.”

TEO. - Ikke noget under. Hvis ”Jesus Kristus” er Gud, og en uafhængig og separat fra Gud beder, så må alt selvfølgelig være muligt for ”en mægtig Gud.” Men, hvor er så fortjenesten, eller endda retfærdigheden, fra en sådan sejr? Hvorfor skulle pseudo-sejrherren blive belønnet for noget, som kun har kostet ham bønner? Ville du, en simpel dødelig mand, betale din arbejdsmand en fuld dagsløn hvis du gjorde det meste af arbejdet for ham, hvor han sidder under et æbletræ, og beder for dig om at gøre sådan hele tiden? Denne idé med at tilbringe hele ens liv i moralsk dovenskab, og få ens hårdeste arbejde og pligt udført af en anden – uanset Gud eller menneske – er meget afskyeligt for os, og meget degraderende for den menneskelige værdighed.

SPG. - Måske, ja, men det er ideen med at have tillid til en personlig Frelser som hjælper med at styrke i livets kamp, som er den fundamentale ide i moderne Kristendom. Og der er ingen tvivl om, at rent subjektivt, så er en sådan tro virkningsfuld; dvs., at de som tror virkelig føler sig selv hjulpet og styrket.

TEO. - Der er heller ikke nogen tvivl om at nogle patienter hos ”Kristne” og ”Mentale Videnskabsfolk” - de store

”Benægtere”*-også nogle gange kureres; heller ikke at hypnose, og suggestion, psykologi, og selv medier vil skabe resultater, lige så ofte, hvis ikke oftere. Du tager kun succes alene i betragtning i din tråd af påstande. Hvad med de ti gange flere i antal af mislykkede forsøg? Du vil vel ikke antage at mislykkede forsøg er ukendte selv med en tilstrækkelig mængde af blind tro, blandt fanatiske Kristne?

SPG. - Men, hvordan kan du forklare de tilfælde som følges af fuld succes? Hvor leder en Teosof efter kræfter til at overvinde sine lidenskaber og selviskhed?

TEO. - Mod sit Højere Selv, den guddommelige ånd, eller Gud indeni ham, og mod sin Karma. Hvor længe behøver vi om og om igen at gentage at træet kendes på sin frugt, naturen på dens årsager og resultater? Du taler om at overvinde lidenskaber, og at blive god med hjælp fra Gud eller Kristus. Vi spørger, hvor finder du de mest retskaffende, uskyldige mennesker, der afholder sig fra synd og kriminalitet, i Kristendommen eller Buddhismen – i Kristne land eller i hedenske lande? Der er statistikker som kan give et svar og bekræfte vores påstande. Ifølge den sidste folketælling på Ceylon og Indien, så er de sammenlignelige tabeller over kriminalitet begået af Kristne, Muslimer, Hinduer, Eurasiere, Buddhister, osv. osv., ud af to millioner i befolkningen valgt tilfældigt fra hver, og dækkende

74

lovovertrædelserne for mange år, så lyder proportionen for Kristne forbrydelser på 15 mod 4 for de som blev begået af den Buddhistiske befolkning. (Vide Lucifer for April, 1888, p. 147, Art. Kristne foredrag om Buddhisme.) Ingen Orientalist, ingen historiker af betydning, eller rejsende i Buddhistiske lande, lige fra Biskop Bigandet og Abbed Huc, til Sir William Hunter og enhver klart-tænkende embedsmand, vil undgå at give dydighedens hånd til Buddhisterne frem for de Kristne. Alligevel så tror de førstnævnte ikke på Gud eller en fremtidig belønning, udenfor denne klode. De beder ikke, hverken præster eller lægfolk. ”Bøn!” ville de sige med undren, ”til hvem, eller hvad?”

SPG. - De er sandelig Ateister.

TEO. - Uden tvivl, men de er også de mest dyds-elskende, og dyd-overholdende i hele verden. Buddhismen siger: Respekter andre menneskers religioner og forbliv ærlig overfor din egen; men Kirke Kristendommen, fordømmer guderne hos alle andre nationer som djævle, og vil dømme enhver ikke-Kristen til evig fortabelse.

SPG. - Gør det Buddhistiske præsteskab ikke det samme?

TEO. - Aldrig. De holder for meget fast i den kloge forskrift der findes i DAMMAPADA til at gøre sådan, for de ved, at ”Hvis noget menneske, uanset han er lærd eller ikke, anser sig selv så stor at han kan foragte andre mennesker, så er han lige som et blindt menneske der holder et lys – blind som han selv er, oplyser han andre.”

OM KILDEN TIL MENNESKETS SJÆL
SPG. - Hvordan, tager du så højde for at mennesket er skænket en Ånd og en Sjæl? Hvor kommer disse fra?

TEO. - Fra den Universelle Sjæl. Og er sandelig ikke noget skænket af en personlig Gud. Hvorfra kommer fugt-elementet i goplen? Fra Havet som omgiver den, hvor den lever og ånder og har dens væren, og hvor til den vender tilbage når den opløses.

SPG. - Så i afviser læren om at Sjælen er givet af, og åndet ind i mennesket af Gud?

TEO. - Det er vi forpligtet til. Den ”Sjæl” som tales om i kap. II i Mosebogen (v. 7) er, som det siges der, den ”levende Sjæl” eller Nephesh (den vitale, dyriske sjæl) som Gud (vi siger ”naturen” og uforanderlig lov) skænker mennesket ligesom hvert et dyr. Det er slet ikke den tænkende sjæl eller bevidsthed; og mindst af alt er det den udødelige Ånd.

SPG. - Nå, lad mig sige det på en anden måde: er det som Gud skænker mennesket en menneskelig fornufts Sjæl og udødelig Ånd?

TEO. - Igen, må vi afvise spørgsmål, når du stiller det på den måde. Siden vi ikke tror på nogen personlig Gud, hvordan kan vi så tro at han skænker mennesket noget som helst? Men, for argumentets skyld, så er alt hvad der kan siges om en Gud som påtager sig risikoen at skabe en ny Sjæl for hvert nyfødt baby, at det er en, der næppe kan anse sig selv for at være skænket med nogen visdom og forudseenhed. Visse andre problemer og umuligheden for at forene dette med påstandene om nåde, retfærdighed, lighed og

76

alvidenhed hos denne Gud, er de mange skibbrud hvorpå dette teologiske dogme dagligt brydes.

SPG. - Hvad mener du? Hvilke vanskeligheder?

TEO. - Jeg tænker på et ubesvaret påstand som en gang blev fremlagt af en Singalesisk Buddhistisk præst, mens jeg var til stede, til en berømt prædikant, en Kristen missionær – en som på ingen måde var uvidende eller uforberedt på den offentlige debat hvor under den foregik. Det var nær Colombo, og Missionæren havde udfordret præsten Megattivati til at angive hans grunde til hvorfor den Kristne Gud ikke skulle kunne blive accepteret af ”hedningen.” Nå, men Missionæren kom ud af den for evigt uforglemmelige diskussionen som næstbedst, som sædvanlig.

SPG. - Jeg vil gerne vide på hvilken måde.

TEO. - Ganske enkelt således: den Buddhistiske præst forudsatte ved at spørge faderen om hvorvidt hans Gud havde givet loven til Moses som kun burde overholdes af mennesker, men som Gud selv måtte bryde. Missionæren benægtede denne antagelse meget forarget. Nå, sagde hans opponent, ”du fortæller os at Gud ikke kan gøre nogen undtagelse fra denne regel, og at ingen Sjæl kan fødes uden hans vilje. Når nu Gud forbyder utroskab, blandt andre ting, alligevel siger du i samme åndedrag, at det er ham som skaber hvert nyfødt barn og ham der skænker det en Sjæl. Skal vi forstå det sådan at de millioner af børn som fødes i på grund af kriminalitet eller hor er din Guds arbejde? At din Gud forbyder og straffer overtrædelsen af hans love; og at, han ikke desto mindre, daglig og hver time retfærdigt skaber sjæle for sådanne børn? Ifølge simpel logik, så er din Gud medskyldig i den kriminelle handling; da, uden hans hjælp

og indblanding, så kunne sådanne lystfyldte børn ikke skabes. Hvor er retfærdigheden i ikke kun at straffe de skyldige forældre men også det uskyldige barn for det som gøres af den selvsamme Gud, som du frikender fra nogen som helst skyld?” Missionæren kiggede på sit ur og fandt pludselig at tiden ikke var der til yderligere diskussion.

SPG. - Du glemmer at alle sådanne uforklarlige sager er mysterier, og at vi forbydes af vores Gud at snage i den slags mysterier.

TEO. - Nej, det glemmer vi ikke, men vi afviser blot sådanne umuligheder. Og vi ønsker heller ikke at du skal tro som vi gør. Vi svarer kun på de spørgsmål du stiller. Vi har imidlertid et andet navn for dine ”mysterier.”

DEN BUDDHISTISKE LÆRE OM DET OVENNÆVNTE

SPG. - Hvad lærer Buddhismen med hensyn til Sjælen?

TEO. - Det afhænger af om de mener eksoterisk, populær Buddhisme, eller dens esoteriske lære. Den førstnævnte forklares i den Buddhistiske Katekismus på denne måde: ”Sjælen anser den for at være et ord som bruges af den uvidende til at udtrykke en falsk ide. Hvis alt er underlagt forandring, så inkluderer det også mennesket, og enhver materiel del af ham må ændre sig. Det som er underlagt forandring er ikke permanent, så der kan ikke være nogen udødelig overlevelse for en ting der forandrer sig.” Dette synes at være indlysende og definitivt. Men, når vi kommer til spørgsmålet, om at den nye personlighed i hver succesfuld genfødsel er et aggregat af ”Skandhaerne” eller den

78

gamle personligheds attributter, - og spørger hvorvidt denne nye aggregation af Skandhaer ligeledes er et væsen, hvori der ikke er noget tilbage fra den sidste, så læser vi at: ”Set fra en synsvinkel så er det et nyt væsen, fra en anden er det ikke. Igennem livet ændrer Skandhaerne sig konstant, selv om mennesket A.B. på fyrre er identisk med personligheden hos den unge A.B. på atten, selv om han er et andet væsen på grund af spildet og reparationen af hans krop og ændringen af hans bevidsthed og karakter. Ikke desto mindre, så høster mennesket i sin høje alder retfærdigt konsekvensen af goder og lidelser på baggrund af hans tanker og handlinger på hvert tidligere stadie i hans liv. Ligeledes høster det nye genfødte væsen, der er den samme individualitet som før (men ikke den samme personlighed), men med en ændret form, eller en ny aggregation af Skandhaer, retfærdigt konsekvensen af hans handlinger og tanker i det tidligere liv.” Dette er dunkel metafysik, og udtrykker ikke på nogen måde manglende tro på Sjælens eksistens.

SPG. - Tales der ikke om noget lignende i Esoteric Buddhism?

TEO. - Det gøres der, for dens lære tilhører både Esoterisk Budhism eller Hemmelig Visdom, og tilhører eksoterisk Buddhisme, eller Gautama Buddhas religiøse filosofi.

SPG. - Men vi fortælles udtrykkeligt at de fleste Buddhister ikke tror på Sjælens udødelighed?

TEO. - Ikke mere end vi gør, hvis du med Sjæl mener det personlige Ego, eller livs-Sjæl – Nepesh. Men enhver lærd Buddhist tror på det individuelle eller guddommelige Ego. De som ikke fejler i deres vurderinger. De tager fejl på dette punkt, som de Kristne som fejl-opfatter de teologiske interpolationer blandt de

senere editørere af Evangelierne om fordømmelse og helvedes-ild, for at være Jesus ordrette udtalelser. Hverken Buddha eller ”Kristus” skrev noget om dem selv, men talte i allegorier og brugte ”mørke udtalelser,” som alle sande indviede gjorde, og vil gøre i lang tid frem over. Begge religiøse Skrifter behandler alle sådanne metafysiske spørgsmål meget forsigtigt, og både Buddhistiske og Kristne optegnelser synder med den overdrivelse af eksoterisme de har; hvor det døde bogstavs betydning klart skyder over målet i begge tilfælde.

SPG. - Er det din opfattelse at både den Buddhistiske lære og de Kristnes ikke er blevet forstået korrekt førhen?

TEO. - Det er jeg mener, er lige som du siger det. Både de Buddhistiske og Kristne Evangelier blev prædiket med samme mål for øje. Begge reformatorer var glødende filantroper og praktiske altruister – prædikende umiskendeligt Social-lære af den mest noble og den højeste slags, selvopofrelse til den bitre ende. ”Lad hele verdens synder falde på mig, så jeg kan afhjælpe menneskets elendigheder og lidelser!” råber Buddha; . . . ”Jeg vil ikke lade nogen græde som jeg kunne redde!” fremsiger tigger-Prinsen, klædt i affaldsklæderne fra kirkegården. ”Kom til mig alle i som arbejder og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile,” er appellen til de fattige og arveløse fra "Mennesket af sorger," som ikke havde noget sted at lægge sit hoved. Begges lære rummer en uudgrundelig kærlighed til menneskeheden, velgørenhed, tilgivelse af skader, fornægtelse af sig selv, omsorg for de vildledte masser; begge viser den samme foragt for rigdom, og gør ikke forskel mellem meun og tuum. Deres ønsker var at afsløre overfor alle de hemmelige indvielses-mysterier, at give de uvidende og vildledte, hvis byrder i livet var for tunge

80

for dem nok håb og en anelse sandhed tilstrækkeligt til at støtte dem i deres sværeste stunder. Men begge Reformatorers mål blev modarbejdet, på grund af deres senere tilhængeres nidkærhed. Mestrenes ord blev misforstået og misfortolket, og se konsekvenserne!

SPG. - Men Buddha må da have taget afstand fra sjælens udødelighed, hvis alle Orientalisterne og hans egne Præster siger det!

TEO. - Arhat'erne begyndte at følge deres Mesters lære og hovedparten af de efterfølgende præster blev ikke indviet, ligesom i Kristendommen; og så lidt efter lidt forsvandt de store esoteriske sandheder næsten. Et bevis på dette, er, at ud af de to eksisterende sekter på Ceylon, der tror Siameserne på at døden er den absolutte opløsning af individualiteten og personligheden, og den anden forklarer Nirvana, sådan som vi teosoffer gør det.

SPG. - Men, hvorfor repræsenterer Buddhismen og Kristendommen så de to modsatrettede poler af en sådan tro?

TEO. - Fordi omstændighederne hvor under de blev prædiket ikke var de samme. I Indien var Brahminerne nidkære over deres overlegne viden og ekskluderede læren fra alle kaster bortset fra deres egen, og drev millioner af mennesker til afgudsdyrkelse og næsten fetishisme. Buddha var nødt til at give et dødsstød til det usunde sværmeri og den fanatiske overtro der bundede i en uvidenhed, som sjældent har været kendt før eller siden. Så hellere en filosofisk ateisme end sådan en uvidende slags tilbedelse for de

”Som råber på deres guder høres ikke, Eller ænses ikke-”

og som lever og dør i mental desperation. Han var først og fremmest nødt til at stoppe denne mudrede strøm af overtro, at oprykke fejlene før han fremlagde sandhederne. Og da han ikke kunne fremlægge alle sammen af de samme grunde som Jesus, som påminder hans disciple om at Himmeriges Mysterier er ikke for de uintelligente masser, men for de lærde, derfor så ”talte han til dem i lignelser” (Matt. Xiii. 11) – så hans forsigtighed ledte Buddha til at skjule for meget. Han afviste endda at fortælle munken Vacchagotta hvorvidt der var, eller ikke var et Ego i mennesket. Da han blev presset til at svare, ”så forholdt den Ophøjede sig i tavshed.”*

SPG. - Dette refererer til Gautama, men på hvilken måde berører dette Evangelierne?

* Buddha giver hans indviede discipel Ananda, der spørger ham om grundene til hans tavshed, et klart og utvetydigt svar i dialogen der er oversat af Oldenburg fra Samyuttaka Nikaya: - Ananda, hvis Jeg, havde svaret 'Der er et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte mig, 'Er der et Ego?', så ville det have godkendt Samanas og Brahmanas læren, som troede på dens bestandighed. Ananda, hvis jeg havde svaret 'Der er ikke et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte 'Er der et Ego?', så ville det Ananda, have godkendt læren hos de som tror på opløsning. Ananda, hvis Jeg, havde svaret 'Der er et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte mig, 'Er der et Ego?', ville det så have tjent mit formål, Ananda, ved at give ham en viden om: al eksistens (dhamma) er ikke-ego? Men, Ananda, hvis jeg havde svaret 'Der er ikke et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte 'Er der et Ego?', så ville det, Ananda, have kastet den vandrende munk Vacchagotta fra den ene uoverskuelighed til en anden: 'Mit Ego, eksisterede ikke før? Men nu eksisterer det ikke mere!'” Dette viser, bedre end noget andet, at Gautama Buddha tilbageholdte svære metafysiske læresætninger fra masserne for ikke at gøre dem yderligere perplekse. Hvad han omtalte var at forskellen mellem det personlige Ego og det Højere Selv, som kaster lys på det udødelige Ego, menneskets åndelige ”Jeg”.

82

TEO. - Læs historien og tænk over den. På samme tid som begivenhederne der er angivet i Evangelierne fandt sted, der fandt der en lignende gæring sted i hele den civiliserede verden, blot med modsatterettede resultater i Østen og Vesten. De gamle guder døde ud. Mens de civiliserede klasser gled på de ikke-troende Saddukæeres tog med materialistiske negationer og kun det døde bogstavs Mosaiske læres form i Palæstina, og ind i moralsk opløsning i Rom, så løb de laveste og fattigste klasser efter trolddom og mærkelige guder, eller blev hyklere og Farisæere. Endnu en gang var tiden for åndelige reformer ankommet. Den grusomme, atropomorfiske og jaloux jødiske Gud, med hans blodige love om ”øje for øje og tand for tand,” om udgydelsen af blod og dyreofring, måtte henvises til en sekundær placering af den nådige ”Hemmelighedens Fader.” Den sidsnævnte måtte ikke vises som en ekstra-kosmisk Gud, men som en guddommelig menneskehedens Frelser for mennesket i kødet, opbevaredes i hans eget hjerte og sjæl, i de fattige som i de rige. Indvielseshemmelighederne kun ikke udgives lettere her set i forhold til Indien, for ikke at give det som er helligt til hundene, og kaste perler for svin, for Åbenbareren og tingene åbenbaret ikke skulle trædes under fode. Derfor, tilbageholdenheden hos både Buddha og Jesus – uanset om den sidstnævnte levede i den historiske periode som tillægges ham eller ikke, som i lige mål afstod fra klart at afsløre Mysterierne om Liv og Død – førte i et tilfælde til de klare negationer hos den Sydlige Buddhisme, og i det andet tilfælde til de tre sammenstødende former for Kristne Kirker og trehundrede sekter alene i det Protestantiske England.

ENHEDEN VED ALT I ALT
SPG. - Nu hvor du har fortalt mig hvad Gud, Sjælen og Mennesket ifølge din opfattelse ikke er, kan du så informere mig om hvad de er ifølge jeres lære?

TEO. - I deres oprindelse og i evighed er de tre, ligesom universet og alt der i, ét med absolut Enhed, den uerkendelige guddommelige essens som jeg talte om for noget tid tilbage. Vi tror ikke på nogen skabelse, men på de periodiske og de på hinanden følgende tilsynekomster af universet fra det subjektive til det objektive plan for væren, med regelmæssige tidsintervaller, dækkende perioder af umådelig varighed.

SPG. - Kan du uddybe dette emne?

TEO. - Tag som det første det solare år til sammenligning og hjælp hen mod en mere korrekt opfattelse, som det næste, de to halve dele af det år, der hver producerer en dag og en nat af en varighed på seks måneder på Nordpolen. Forstil dig, hvis du kan, EVIGHED, i stedet for et Solår på 365 dage. Lad solen

84

repræsentere universet, og de polare dage og nætter på 6 måneder hver – dage og nætter der hver varer 182 trillioner og kvadrillioner af år, i stedet for 182 dage hver. Ligesom solen står op hver morgen på vores objektive horisont ud af dets (for os) subjektive og modsatrettede rum, således opstår Universet periodisk på det objektive plan, kommende fra det subjektivitee – det modsatrettede af det førstnævnte. Dette er ”Livscyklussen”. Og ligesom solen forsvinder fra vores horisont, så forsvinder Universet med regelmæssige mellemrum, når den ”Universelle” nat sætter ind. Hinduerne kalder sådanne ændringer ”Brahmas Dage og Nætter,” eller tiden for Mavantaraens og dens Pralayas (opløsning). Folk fra Vesten kan kalde dem Universelle Dage og Nætter hvis de ønsker det. Under de sidste (nætterne) Alt er i Alt; opløses hvert atom ind i en Ensartethed.

EVOLUTION OG ILLUSION

SPG. - Men hvem er det som hver gang skaber Universet?

TEO. - Ingen skaber det. Videnskaben ville kalde processen evolution; de før-Kristne filosoffer og Orientalister kaldte det emanation: vi, Okkultister og Teosoffer, ser det kun som universel og evig virkelighed der kaster sin periodiske refleksion af sig selv på uendelige Rummelige dybder. Denne refleksion, som du anser for at være det objektive materielle univers, anser vi for at være en midlertidig illusion og intet andet. Det som alene er evigt er virkeligt.

SPG. - Ud fra denne vurdering, så er du og jeg også illusioner.

TEO. - Som flyvske personligheder, i dag en person, i morgen en anden – er vi. Vil du kalde pludselige glimt af Aurora borealis, Nordlys, for ”virkelige,” selv om de er så virkelige som de kan være når du ser på dem? Sandelig ikke; der er årsagerne som producerer dem, hvis de er bestandige, som er den eneste virkelighed, mens den anden blot er en midlertidig illusion.

SPG. - Alt dette forklarer mig ikke hvor denne illusion i form af et univers har sin oprindelse; hvordan det bevidste at være, fortsætter for at manifesterer sig selv fra ubevidsthed der er.

TEO. - Det opfattes kun som ubevidsthed af vores begrænsede bevidsthed. Man kan sandelig omformulere vers v, i kapitel 1 Johannes Evangeliet, og sige ”og (Absolut) lyset (som er mørke) skinner i mørket (som er illusorisk materialistisk lys); og mørket forstod det ikke.” Dette absolutte lys er også absolut og uforanderlig lov. Om det er via udstråling eller emanation – vi behøver ikke at skændes om ord – at universet glider ud af sin ensartede subjektivitet på det første niveau af manifestion, hvoraf vi har lært der er syv. Med hvert plan så bliver det mere fortættet og materiel ind til det når dette vores plan, hvor den eneste verden som er nogenlunde forstået i dens fysiske bestanddele af Videnskaben, er det planetariske system eller Solsystemet – et sui generis, siges det.

SPG. - Hvad mener du med sui generis?

TEO. - Jeg mener at, selv som den grundlæggende lov og de universelle eksisterende love i Naturen er ensartede, så har vores Solsystem (ligesom ethvert and tilsvarende system af millioner andre i Kosmos) og selv vores Jordklode, sit eget mani-

86

festions-program, som adskiller det fra alle andres respektive programmer. Vi taler om beboerne på andre planeter og forestiller os, at hvis de er mennesker, dvs., tænkende enheder, så må de være som os. Poeters og maleres og skulptørers fantasier undgik aldrig at præsentere selv engle som smukke kopier af mennesket – tilføjet vinger. Vi siger at alt dette er en fejl og en vildledning; fordi hvis man kun finder en sådan diversitet af flora, fauna og menneskehed på denne vores lille klode – fra søgræs til cedertræ i Libanon, fra goplen til elefanten, fra Buskmennesket og negeren til Apollo Belvedere – ændrer de kosmiske og planetariske forhold, og der må som et resultat heraf være en helt anden flora, fauna og menneskehed. De samme love vil forme et helt andet sæt af ting og væsner selv på det her plan, inklusiv alle vores planeter i det. Hvor meget anderledes er den ydre natur i andre Solsystemer så ikke, og hvor tåbeligt er det så ikke at bedømme andre stjerner og verdener og mennesker som lig vores egen, som den fysiske videnskab gør!

SPG. - Men hvor er dine data for denne påstand?

TEO. - Det som videnskaben generelt aldrig vil acceptere som bevis – har de akkumulerede vidneudsagn blandt uendelige rækker af Seere givet udtryk for. Deres åndelige visioner, deres virkelige udforskninger ved og gennem, fysiske og åndelige sanser uhæmmede af blindt kød, er blevet systematisk undersøgt og sammenlignet den ene med den anden, og deres natur gennembearbejdet. Alt som ikke blev bekræftet ved enstemmighed og fælles oplevelse blev forkastet, mens kun det som var etableret sandhed blev nedfældet, som i forskellige tidsaldre, under forskellige klimaer, og gennem et utal af uophørlige observationer, som var blevet fundet til at være sande og modtage

konstant bekræftelse. De metoder som bruges af vores videnskabsmænd og studerende i de psyko-åndelige videnskaber adskiller sig som du kan se ikke fra de studerendes blandt naturvidenskaben og videnskaben om fysik. Vores forskningsområder er blot på to forskellige planer, og vores instrumenter er ikke lavet af menneskehænder, og de er derfor måske mere pålidelige. Kemikerens og naturforskerens destillationskolber, og mikroskoper kan gå i uorden; teleskopet og astronomens horologiske instrumenter kan blive ødelagt; vores optegnelses-instrumenter er uden for vejrets og elementernes indflydelse.

SPG. - Og derfor har i ubetinget tro på dem?

TEO. - Tro er ikke et ord der findes i de teosofiske ordbøger: vi siger viden er baseret på observationer og oplevelse. Der er imidlertid den forskel, at mens observationer og oplevelser hos den fysiske videnskab har ledt Videnskabsfolk til lige så mange ”arbejds”-hypoteser som der er mennesker der kan udvikle dem, så nøjes vores viden med kun i sine overleveringer at gemme de fakta som er blevet uafviselige, og som er fuldt og helt demonstrerede. Vi har ikke to trosopfattelser eller hypoteser om det samme emne.

SPG. - Er det på baggrund af sådanne data at du er kommet til at acceptere de teorier vi finder i Esoteric Buddhism?

TEO. - Lig nøjagtig. Disse teorier kan være lidt ukorrekte i deres detaljer, og endda fejlagtige i deres fremlægning blandt lærde studerende; de er ikke desto mindre fakta i naturen, og kommer nærmere til sandheden end nogen videnskabelig hypotese.

88

OM VORES PLANETS SYVFOLDIGE STRUKTUR
SPG. - Jeg forstår at i beskriver vores jord som om den udgør en del af en kæde af jordkloder?

TEO. - Det gør vi. Men, de andre seks ”jordkloder” eller kloder, er ikke på det samme objektivitets-plan som vores jordklode er; derfor kan vi ikke se dem.

SPG. - Er det på grund af den store afstand?

TEO. - Slet ikke, for vi ser med vores nøgne øje planeter og endda stjerner over uudmåleligt større afstande; men det skyldes at disse seks kloder er udenfor vores fysiske sanse muligheder, eller eksistensplaner. Det er ikke kun sådan at deres materielle densitet, vægt, eller konstruktion er fuldstændig forskellig fra vores jordklodes og andre kendte planeter; men de er så at sige (for os) på et helt andet lag af rum; et lag som ikke kan opfattes eller føles med vores fysiske sanser. Og når jeg siger ”lag,” så lad venligst ikke din fantasi formodede at lagene er som strata eller aflejringer oven på hinanden, for dette ville kun føre til endnu en absurd fejlopfattelse. Hvad jeg mener med ”lag” er det plan i uendeligt rum, som via sin natur ikke kan høre ind under normale vågne opfattelser, om det er mentale eller fysiske; men som eksisterer i naturen udenfor vores normale mentalitet eller bevidsthed, udenfor tre-dimensionelt rum, og udenfor vores tidsinddelinger. Hver af de syv grundlæggende plan (eller lag) i rummet – selvfølgelig som et hele, som rent rum ifølge Lockes definition, ikke som vores

endelige rum – har dens eget objektivitet og subjektivitet, dets eget rum og tid, dets egen bevidsthed og sæt af sanser. Men alle disse ville knapt være forståeligt for en som er trænet i de moderne måder at tænke på.

SPG. - Hvad mener du med forskellige sæt af sanser? Er der noget på vores menneskelige plan, som du kan bruge som en illustration af hvad du siger, blot for at give en klarere ide af hvad du mener med denne variation af sanser, rum, og respektive sansninger?

TEO. - Ingen; bortset, måske, det som for Videnskaben snarere ville være en slags handy knage at hænge et modargument på. Vi har et andet sæt af sanser i drømmelivet, har vi ikke? Vi føler, taler, hører, ser, smager og lever generelt på et andet plan; vores ændrede bevidsthedstilstand beviser det, ved det faktum at en serie af handlinger og begivenheder som vi oplever, til at ske over år, glider perfekt gennem vores bevidsthed på et øjeblik. Denne ekstreme hurtighed som vores mentale handlinger har, og den perfekte naturlighed, for tiden, som alle andre funktioner har, viser os at vi er på et helt andet plan. Vores filosofi lærer os, at der er syv grundlæggende kræfter i naturen, og syv eksistens-planer, ligesom der er syv bevidsthedsniveauer hvor i mennesket kan leve, tænke, huske, og have sin væren. At opregne dem alle her er umuligt, og med hensyn til dette så er man nødt til at vende sig til den Østlige metafysik. Men i disse to tilstande – den vågne og den drømmende – har enhver dødelig, lige fra den lærde filosof ned til den fattige og uuddannede vilde, et godt bevis for at sådanne tilstande er forskellige.

SPG. - Accepterer du så ikke, de velkendte forklaringer indenfor biologien og fysiologien med hensyn til drømmetilstanden?

90

TEO. - Det gør vi ikke. Vi afviser endda jeres psykologers hypoteser, og foretrækker den Østlige Visdoms lære. Vi tror på de syv Kosmiske eksistensplaner og Bevidsthedsplaner, med hensyn til Universet og Makrokosmos så stopper vi ved det fjerde plan, og finder det umuligt at gå højere end dette med nogen som helst grad af sikkerhed. Men med hensyn til Mikrokosmos, eller mennesket, der spekulerer vi frit om hans syv stadier og principper.

SPG. - Hvordan forklarer du dette?

TEO. - Vi oplever, først og fremmest to adskilte væsner i mennesket; det åndelige og det fysiske, mennesket som tænker, og mennesket som nedfælder så mange af disse tanker som han er i stand til at opsamle. Derfor deler vi ham ind i to adskilte naturer; den øvre eller det åndelige væsen, bestående af tre ”principper” eller aspekter; og de lavere eller den fysiske firfoldighed, bestående af fire – i alt syv.

MENNESKETS SYVFOLDIGE NATUR

SPG. - Er det, det som vi kalder Ånd og Sjæl, og det kødelige menneske?

TEO. - Det er det ikke. Det er den gamle Platoniske inddeling. Platon var en Indviet, og kunne derfor ikke gå ind i forbudte detaljer; men den som er bekendt med den arkaiske lære finder de syv i Platons forskellige kombinationer af Sjælen og Ånden. Han anså mennesket for at bestå af to dele – en evig, skabt ud af den samme essens som Absolutheden, den anden dødelig og forgængelig, der anskaffede sine bestanddele fra de mindre ”skabte” Guder. Han viser at mennesket er skabt af (1) En dødelig

krop, (2) Et udødeligt princip, og (3) En ”slags separat dødelig Sjæl.” Det er det som vi respektivt kalder det fysiske menneske, den Åndelige Sjæl eller Ånd, og den dyriske Sjæl (Nous og psuche). Det er denne inddeling som en anden Indviet, Paulus bruger, og som fastholder at der er en fysisk krop, som er sået i den forgængelige (astrale sjæl eller krop), og en åndelig krop som fremstår i en uforgængelig substans. Selv Jakobs brev (iii. 15) bekræfter det samme ved at sige at (vores laver sjæls) ”visdom” nedstiger fra oven, men er jordisk (”fysisk,” ”djævelsk,” vide Græsk tekst); mens den anden er himmelsk visdom. Så klart er det, at når Platon og endda Pythagoras taler om kun tre ”principper,” og at vi sætter dem i kontrast til vores lære, der giver dem syv adskilte funktioner, i deres forskellige kombinationer, så vil dette blive tydeligt.

TEOSOFISK INDDELING
LAVERE FIRFOLDIGHED

SANSKRIT UDTRYK	EKSOTERISK BETYDNING	FORKLARING
a. Rupa, eller Sthula-Sarira	a. Fysisk krop	a. Det er vehiklet for alle andre ”principper” gennem livet.
b. Prana	b. Liv, eller det Vitale princip	b. Er kun nødvendig for a, c, d, og den lavere Manas funktioner, som omfatter alle de som er begrænset til den (fysiske) hjerne.
c. Linga Sharira	c. Den Astrale krop	c. Dubletten, fantom-legemet.
d. Kama rupa	d. Sædet for dyriske begær og lyster	d. Det er centret for det dyriske menneske, hvor grænsen som adskiller de dødelige menneske fra den udødelige enhed.

TEOSOFISK INDDELING
DEN ØVRE UDØDELIGE TRIADE.

SANSKRIT UDTRYK	EKSOTERISK BETYDNING	FORKLARING
e. Manas - i sine funktioner et dualistisk princip.	e. Bevidsthed, Intelligens: som er den højere menneskelige bevidsthed, hvis lys, eller udstråling forbinder MONADEN, gennem livet, til det dødelige menneske.	e.Menneskets fremtidige tilstand og den Karmiske tæthed afhænger af hvorvidt Manas tynger mere ned mod Kama Rupa, sædet for de dyriske lyster, eller opad til Buddhi, det åndelige Ego. I det sidste tilfælde, så assimilerer det individuelle sind (Manas) den højere bevidstheds Åndelige aspirationer Buddhi, og danner Egoet, som går ind i Devachanisk lyksaglighed.*
f. Buddhi	f. Den Åndelige Sjæl	f. Vehiklet for ren universel ånd.
g. Atma gennemlivet.	g. Ånd	g. Et med det Absolutte, som dens udstråling.

* I Hr. Sinnets ”Esoteric Buddhism”, der kaldes d, e, og f, henholdsvis de Dyriske, de Menneskelige, og de Åndelige Sjæle, som svarer der til. Selv om principperne er nummererede i Esoteric Buddhism, så er dette strengt taget ubrugeligt. Alene den duale Monade (Atma-Buddhi) er sårbar med hensyn til at blive anset for at være de to højeste numre (det 6. og 7.). For alle de andre er ingen nummerering mulig, da som en generel regel kun dette ”princip” som er fremherskende i mennesket kan anses for at være det første og førende. I nogle mennesker er det den højere Intelligens (Manas eller det 5.) som dominerer de andre; i andre er det den Dyriske Sjæl (Kama-rupa) som suverænt regerer, og fremviser de mest bestialske instinkter, osv.

(guddommelig ånd eller substans)*, så gør hun alting rigtigt og velvalgt”; men situationen er anderledes når hun tilknytter sig til Anoia (tåbelighed, eller den irrationelle dyriske Sjæl). Her, har vi så Manas (eller Sjælen i generel forstand) i dens to aspekter: når den tilknytter sig selv til Anoia (vores Kama rupa, eller ”Dyrisk Sjæl” i ”Esoteric Buddhism,”) så løber den i retningen af total opløsning så vidt som det personlige Ego angår; når den allierer sig med Nous (Atma-Buddhi) så forenes den ind i det udødelige, uforgængelige Ego, og så bliver dens åndelige bevidsthed fra den personlige der var, udødelig.

FORSKELLEN MELLEM SJÆLEN OG ÅNDEN

SPG. - Underviser du virkelig i tilintetgørelsen af enhver personlighed, sådan som nogle Spiritualister og Franske Spiritister beskylder dig for?

TEO. - Det gør vi ikke. Men da dette dualistiske spørgsmål – det Åndelige Egos individualitet, og det dyriske menneske personlighed - involverer at muligheden for at det sande udødelige Ego viser sig i Seance rum som en ”materialiseret ånd,” noget vi som allerede forklaret nægter, så har vores opponenter startet en nonsens-agtig anklage.

94

SPG. - Du har lige talt om at psuche løb mod sin egen tilintetgørelse hvis den tilknytter sig til Anoia. Hvad mente Platon, og hvad mener du med det?

TEO. - Jeg mener, at den fuldstændige tilintetgørelse af den personlige bevidsthed er et meget sjældent tilfælde. Den generelle og næsten uundgåelige regel medfører sammensmeltningen af det personlige med det individuelle og udødelige bevidste Ego, en transformering eller en guddommelig transfiguration, og kun en tilintetgørelse af den lavere firfoldighed. Vil du forvente at det kødelige menneske, eller den midlertidige personlighed, hans skygge, det ”astrale,” hans dyriske instinkter og endda fysiske liv, vil overleve sammen med det ”åndelige EGO” og blive evig? Naturligvis ophører alt dette med at eksistere, enten ved eller kort efter den kropslige død. Den bliver med tiden fuldstændig disintegreret og forsvinder fra synsfeltet, tilintetgjort som et hele.

SPG. - Nægter du også genopstandelsen i kødet?

TEO. - Det gør vi på det bestemteste! Hvorfor skulle vi, som tror på de Gamles arkaiske esoteriske filosofi, acceptere de ufilosofiske spekulationer hos den Kristne teologi, der er lånt fra Egyptiske og Græske eksoteriske Gnostiske Systemer?

SPG. - Egypterne ærede Natur-Ånder, og guddommeliggjorde endda løg: Dine Hinduer er afgudsdyrkere, selv den dag i dag; Zoroasterne tilbad, og tilbeder stadig Solen; og de bedste Græske filosoffer var drømmere eller materialister – se bare Platon og Demokrit. Hvordan kan du sammenligne det!

TEO. - Det er muligvis sådan i jeres moderne Kristne og endda Videnskabelige katekismus; men det er ikke sådan for den upartiske bevidsthed. Egypterne tilbad ”En-Kun-En,” som Nout; og det er fra dette

ord at Anaxagoras fik sin benævnelse Nous, eller som kalder den, νους αυτοκρατης, ”Bevidstheden eller Ånd, Selv-mægtig,” αρχη της κιν η εως, den førende motor, eller primum-mobile for alt. Hos ham var Nous Gud, og logos var mennesket, hans emanation. Nous er ånden (uanset om det er i Kosmos eller i mennesket), og logosen, uanset om den var Universets eller det astrale legemes emanation af førstnævnte, den fysiske krop var kun dyrisk. Vores ydre kræfter opfatter phenomena; vores Nous alene er i stand til at anerkende deres noumena. Det er alene logos, eller noumenon, som overlever, fordi den i sin egentlige natur og essens er udødelig, og logos i mennesket er det Evige Ego, det som reinkarnerer og lever for evigt. Men hvordan kan den flygtige og ydre skygge, den midlertidige klædning, fra den guddommelige emanation der vender tilbage til kilden når den fortsætter sin færd, være det som fremstår som ikke-korrupperbar?

SPG. - Men du kan stadig ikke undsige dig beskyldningem om at have opfundet en ny inddeling af menneskets åndelige og psykiske sammensætning; for ingen filosof taler om dem, selv om du mener at Platon gør.

TEO. - Og jeg støtter denne opfattelse. Bortset fra Platon, er der Pythagoras, som også fulgte samme ide.* Han beskrev Sjælen som en selv-bevægende Enhed (monade) sammensat af tre elementer,

* Plutarch siger, at ”Platon” og ”Pythagoras”, ”distribuerer sjælen i to dele, den rationelle (noetiske) og den irrationelle; at den del af menneskets sjælen som er rationel er evig; for selv om den ikke er Gud, så er den et produkt af en evig guddom, mens den del af sjælen som har afført sig fornuften (agnoia) dør.” Det moderne udtryk Agnostisk kommer fra Agnosis, et beslægtet ord. Vi undrer os over at Hr. Huxley, forfatteren af ordet, skulle have forbundet hans store intellekt med ”sjælen afført fornuften” som dør? Er det den moderne materialists overdrevne ydmyghed?

96

Nous (Ånd), phren (bevidsthed), og thumos (liv, åndedrag eller Kabalisternes Nepesh), de tre som korresponderer til vores ”Atma-Buddhi,” (højere Ånd-Sjæl), til Manas (Egoet), og til Kama-rupa i sammenhæng med den lavere refleksion med Manas. Det som de Gamle Græske filosoffer benævnte Sjæl, kalder vi generelt set for Ånd, eller Åndelig Sjæl, Buddhi, som et vehikel af Atma (Aghaton, eller Platons den Suveræne Guddom). Det faktum at Pythagoras og andre fastslår at phren og thumos deles af os med de brutale mennesker, viser at i dette tilfælde at der menes den lavere Manasiske refleksion (instinkt) og Kama-rupa (dyrisk livsstils lyster). Og da Sokrates og Platon anerkendte sporet og fulgte det, til disse fem, nemlig, Agathon (Guddom eller Atma), Psuche (Sjælen i dens kollektive betydning), Nous (Ånd eller Bevidsthed), Phren (fysisk bevidsthed), og Thumos (Kama-rupa eller følelser), så tilføjer vi Mysteriernes eidolon, den skyggeagtige form eller den menneskelige double, og den fysiske krop, så vil det være let at demonstrere at Platons og Pythagoras ideer var identiske med vores. Selv Egypterne brugte den syvfoldige inddeling. De lærte at Sjælen (EGO) ved dens bortgang måtte passere igennem dens syv kamre, eller principper, de som den lod bag sig og de som den tog med sig sammen med den selv. Den eneste forskel er, at de kun udgav læren i brede træk, da de huskede at straffen for afsløring var døden, mens vi fremstiller den og forklarer den i detaljer. Selv om vi giver til hele verden så meget som er lovligt, så tilbageholdes også mere end én vigtig detalje indenfor vores lære, som de der studerer esoterisk filosofi og er forpligtet til stilhed, kun har ret til at vide.

GRÆKERNES LÆRE

SPG. - Vi har fantastiske Græske og Latinske, Sanskrit og Hebræriske videnskabsfolk. Hvordan kan det være at vi ikke finder noget i deres oversættelser, som kan give os en ide om det du taler om?

TEO. - Fordi dine oversættere, på trods af deres store lærdom, har lavet filosofferne, især de Græske, om til tågede i stedet for mystiske forfattere. Tag for eksempel Plutarch, og læs hvad han siger om menneskets ”principper”. Det som han skriver blev opfattet bogstavligt og tillagt metafysisk overtro og uvidenhed. Lad mig give dig en illustration til at pointere det med: ”Mennesket”, siger Plutarch, ”er sammensat; og de som tror at det er sammensat af kun to dele tager fejl. For de forestiller sig at forståelse (hjerne intellekt) er en del af sjælen (den øvre Triade), men de tager her ikke mindre fejl end de som laver sjælen om til at være en del af kroppen, dvs. de som laver Triade delen om til en del af den forgængelige dødelige firfoldighed. For forståelsen (nous) overgår langt sjælen, ligesom sjælen der er bedre og mere guddommelig end kroppen. Denne sammensætning af sjælen (psuche) med forståelse (nous) giver mening; og med følelses kroppen (eller thumos, den dyriske sjæl); hvoraf den ene er det begyndende princip for nydelse og smerte, og den anden vedrører godhed og ondskab. Af disse tre dele sat sammen har jorden givet kroppen, månen sjælen, og solen forståelsen til den menneskelige generation.” Denne sidste sætning er helt og holden allegorisk, og vil kun blive for-

98

stået af de som er velbevandret i den esoteriske videnskab om korrespondance og ved hvilken planet, der relaterer til hvert princip. Plutarch inddeler de sidste ind i tre grupper, og fremlægger en sammensat krop med fysisk ramme, astral skygge, og åndedrag, eller den trefoldige lavere del, som ”af jord var kommet og til jord skal blive”; fra det midterste princip og den instinktive sjæl, den anden del, afledt fra og gennem og er altid influeret af månen*; og kun den højere del eller den Åndelige Sjæl, med de Atmiske og Manasiske elementer i sig lader han udgøre en direkte emanation fra Solen, som her står for Agathon den Suveræne Guddom. Dette bevises af hvad han efterfølgende siger:

”Af døden vi dør, den ene gør mennesket to af tre og den anden en af (ud af) to. Den førstnævnte er Demeters region eller område, deraf navnet for Mysterierne, telein, svarende til den givet til døden, teleutan. Athenerne som tidligere blev kaldt Demeters hemmeligt afdøde. Med hensyn til den anden død, så er den i månen eller Persefones domæne.”

Her har du en lære, som viser at mennesket er syvfoldigt gennem livet; en femfoldighed lige efter døden i Kamloka; og et trefoldigt Ego, Ånd-Sjæl, og bevidsthed i Devachan. Denne adskillelse, den første i ”Hades Enge,” blev omtalt sådan af Plutarch om Kama-loka, og derefter i Devachan, der var den integrerede del af de hellige Mysterier, når kandidaterne til indvielse udførte hele dødens drama, og opstandelsen som en glorificeret ånd, ved den betegnelse vi

kalder Bevidsthed. Det er det Plutarch mener, når han siger: -

”Og som med den ene, den jordiske, så med den anden den himmelske Hermes gjorde vel. Denne river pludselig og med voldsomhed sjælen fra kroppen; men Persefone adskiller mildt og i langt tid forståelsen fra sjælen.* Af denne grund kaldes hun for Monogenes, den enbårne, eller snarere fødende en alene; for den bedre del af mennesket bliver alene når den adskilles fra hende. Nu sker det ene og det andet således efter naturen. Det er fastsat af Skæbnen (Fatum eller Karma) at enhver sjæl, uanset om den har forståelse (bevidsthed) eller ej, skal vandre rundt i et stykke tid, når den kommer ud af kroppen, dog ikke alle på samme vis, i regionen beliggende mellem jorden og månen (Kamaloka).† For de som har været uretfærdige og udsvævende lider som straf i overensstemmelse med deres forseeleser; men de gode og retskafne forbliver der ind til de får renset, og via bod, udrenset ud af sig alle de infektioner de måtte have pådraget sig ved kroppens inficering, som ved dårligt helbred; der lever de i de mildeste dele af luften, som hedder Hades Enge, hvor de må forblive i en vis forudbestemt og fastlagt tid. Og, så som hvis de var vendt hjem fra en pilgrimsvandring eller et langt eksil i deres land, så får de en smag af glæde, sådan som de der er indvidet i de Hellige Mysterier hovedsagelig modtager, mikset med problemer, beundring, og enhvers passende og særegne håb.”

Dette er Nirvanisk lyksaglighed, og selv om det er i et esoterisk sprogbrug, så kunne ingen Teosof klarere beskrive, de mentale glæder i Devachan, hvor ethvert menneske har sit paradis omkring sig, skabt af hans samvittighed. Men, du bør være klar over den almindelige fejl

100

som for mange, selv blandt vore Teosoffer, falder i. Tro ikke at fordi at mennesket kaldes en syvfoldighed, en femfoldighed og en triade, at han er sammensat af syv, fem, eller tre entiteter; eller, som det udmærket er fremlagt af en Teosofisk forfatter, som lag der bliver trukket af som lag i et løg. ”Principperne” er, som jeg allerede har sagt det, bortset fra kroppen, livet, og den astrale eidolon, som alle forsvinder efter døden, ganske enkelt aspekter eller bevidsthedstilstande.

Der er kun et virkeligt menneske, som forbliver gennem livscyklussen og som essentielt set er udødelig, hvis den ikke har form, og det er Manas, Bevidstheds-mennesket eller inkarneret Bevidsthed. Den protest som materialisterne fremlægger, som nægter at sindet og bevidstheden har mulighed at for at handle uden stoffet er værdiløs i vores tilfælde. Vi nægter ikke fornuften i deres påstand; men vi spørger ganske enkelt vores opponenter, ”Kender i alle stoffets tilstande, i som førhen kun kendte tre? Og hvordan kan i vide om hvorvidt det som vi refererer til som ABSOLUT BEVIDSTHED eller Guddom, der for evigt er usynlig og uerkendelig, ikke er det som, selv om det for altid undviger vores begrænsede menneskelige opfattelse, er stadig universel Ånd-stof eller stof-Ånd i sin absolutte uendelighed?” Det er således en af de laveste, og i sin manvantariske manifestationers Ånd-stof fraktionerede-aspekter, som er det bevidste Ego som skaber dets eget paradis, et fjolsets paradis, så er det måske, stadig en tilstand med lyksaglighed.

SPG. - Men, hvad er Devachan?

TEO. - Bogstaveligt ”gudernes land”; en situation, en tilstand af mental lyksaglighed. Filosofisk en mental situation analog med, men mere levende og virkelig end, den mest levende drøm. Det er stedet efter døden for de fleste mennesker.

DET FYSISKE OG DET ÅNDELIGE MENNESKE
SPG. - Jeg er glad for at høre, at du tror på Sjælens udødelighed.

TEO. - Ikke på ”Sjælens,” men på den guddommelige Ånds; eller snarere på det reinkarnerende Egos udødelighed.

SPG. - Hvad er forskellen?

TEO. - Indenfor vores filosofi en meget stor en, men det er et for dunkelt og svært spørgsmål at berøre overfladisk. Vil bliver nødt til at analysere dem hver for sig, og derefter sammen. Vi kan begynde med Ånd.

Vi siger at Ånden (Jesus ”Fader i hemmelighed”), eller Atman er ikke menneskets individuelle ejendom, men den Guddommelige essens, som ikke har nogen krop, ingen form, og som er umålelig, usynlig og udelelig, det som ikke eksisterer og alligevel er, som Buddhisterne siger om Nirvana. Den overskygger kun det dødelige; det som går ind i ham og gennemtrænger hele kroppen er kun dens allestedsnærværende stråler, eller lys, udstrålet gennem Buddhi, dets vehikel og direkte emanation. Det er den

SPG. - Jeg arbejdede under den opfattelse at den kun ”Dyriske Sjæl” var irrationel og ikke den Guddommelige.

TEO. - Du er nød til at lære forskellen mellem det som er negativt, eller passivt ”irrationel,” fordi det er udifferentieret, og det som er irrationel fordi det er for aktivt og positivt. Mennesket er en samling af åndelige kræfter, så vel som en samling af kemiske og fysiske kræfter, som er bragt til at virke ved det vi kalder ”principper.”

SPG. - Jeg har læst en god del om emnet, og for mig synes det at være sådan at de ældre filosoffers forestillinger adskilte sig en god del fra de middelalderlige Kabalisters selv om de er enige på visse punkter.

TEO. - Den mest grundlæggende forskel mellem dem og os er denne. Mens vi tror på Neo-Platonikerne og den Østlige lære om at ånd (Atma) aldrig nedstiger hypostatisk ind i det levende menneske, men kun mere eller mindre bader dets udstråling på det indre menneskes (de astrales psykiske og åndelige sammensætnings) principper, så fastholder Kabalisterne at den menneskelige Ånd, løsriver sig ind i menneskets Sjæl fra lysets ocean og den Universelle Ånd, hvor den forbliver gennem livet fanget i den astrale kapsel. Alle Kristne Kabalister fastholder stadig det samme, da de ikke er i stand til at bryde helt væk fra deres antropomorfiske og Bibelske doktriner.

SPG. - Og hvad siger i?

TEO. - Vi siger at vi kun tillader Åndens (eller Atmas) udstråling at være til stede i den astrale kapsel, og kun med hensyn til åndelige udstråling. Vi siger at mennesket og Sjælen er nødt til vinde deres udødelighed ved at stige op mod enheden med hvilken, hvis det lykkedes, de endeligt vil blive forbundet og som de endeligt så at sige absorberes ind i. Mennesket individualisering efter døden afhænger af ånden, ikke af hans sjæl og krop. Selv om ordet ”personlighed,” som det normalt forstås, er en absurditet hvis det knyttes til vores udødelige essens, så er sidstnævnte stadig, som vores individuelle Ego, en adskilt entitet, udødelig og evig, per se. Det er kun i tilfældet med sorte magikere eller kriminelle uden for rækkevidde, kriminelle som har været sådan gennem en lang serie af liv – at den skinnende tråd, som forbinder ånden til den personlige sjæl fra fødslen af rives voldsomt over, og den ulegemlige entitet bliver adskilt fra den personlige sjæl, den sidstnænvte opløses uden at efterlade det mindste indtryk af sig selv på den førstnævnte. Hvis denne forening mellem den lavere, eller personlige Manas, og det individuelle reinkarnerende Ego, ikke er blevet påvirket igennem livet, så efterlades den førstnævnte til at dele samme skæbne som de lavere

104

dyr, for derefter gradvist at opløses ind i æteren, og have sin personlighed tilintetgjort. Men selv der forbliver Egoet som et adskilt væsen. Det (åndelige Ego) mister kun en Davachanisk tilstand – efter dette specielle, og sandelig i dette tilfælde ubrugelige, liv, -som en idealiseret Personlighed, og reinkarnerer næsten øjeblikkeligt, efter for en kort tid at have nydt sin frihed som en planetarisk ånd.

SPG. - Det er fremlagt i Isis Unveiled at sådanne Ånder eller Engle, ”de Paganske guder eller de Kristnes ærkeengle,” vil aldrig blive mennesker på vores planet.

TEO. - Helt rigtigt. Ikke nogen ”sådanne,” men nogle klasser af højere Planetariske Ånder. De vil aldrig blive mennesker på denne planet, fordi de er opstegne Ånder fra en tidligere fortidig verden, og som sådan kan de ikke gen-skabes som mennesker i denne. Men, alle disse vil leve igen i den næste og højere Mahamanvantara, efter den ”store Tidsalder,” og ”Brahma pralaya;” (en lille periode på 16 cifre eller der omkring) er ovre. For du må selvfølgelig, have hørt, at Østlig filosofi lærer os at menneskeheden består af sådanne ”Ånder” fanget i menneske ”kroppe”? Forskellen mellem dyr og mennesker er denne: de førstnævnte besjæles potentielt af ”principperne”, de sidstnævnte bliver det reelt.* Forstår du nu forksellen?

SPG. Ja; men denne specialisering har i alle tidsaldre være anstødstenen for metafysikerne.

TEO. - Det var den. Hele den Buddhistiske filosofis esoteriske lære er baseret på den mysteriøse lære, som forstås af få,

og som misrepræsenteres af mange af de mest lærde videnskabsmænd. Selv metafysikere er også tilbøjelig til at antage resultatet for at være årsagen. Et Ego som har vundet sit udødelige liv som ånd vil forblive det samme indre selv gennem alle sine genfødsler på jorden; men det betyder ikke nødvendigvis at han må forblive den Hr. Smith eller Hr. Brown som han var på jorden, eller miste sin individualitet. Derfor kan, menneskets astrale sjæl og den jordiske krop, herefter i mørke, absorberes ind i det komsiske oceans sublimerede elementer, og ophøre med at føle sit sidste inkarnerede personlige Ego (hvis det ikke fortjente at ryge højere op), og det guddommelige Ego forbliver stadig den samme uforandrede entitet, selv om dens jordiske oplevelse af dens emanation kan blive totalt udslettet i tilfældet af øjeblikkelig adskillelse fra det uværdige vehikel.

SPG. - Hvis ”ånden,” eller den guddommelige del af sjælen, er før-eksisterende som et adskilt væsen i al evighed, som Origen, Synesius, og andre halv-Kristne, og halv-Platoniske filosoffer lærte, og hvis den er det samme, og ikke andet end den metafysiske objektive sjæl, hvordan kan den så være andet end evig? Og hvad betyder det så i sådant et tilfælde, hvorvidt mennesket lever et rent liv eller et dyrisk, hvis, han uanset hvad han gør aldrig kan miste sin individualitet?

TEO. - Den lære sådan som du har fremlagt den er, lige så ondartet i sine konsekvenser som stedfortrædende forsoning. Havde det sidstnævnte dogme, sammen med den falske ide om at vi alle er udødelige, blevet demonstreret overfor verden i sit sande lys, så var menneskeheden blevet forbedret ved dets fremme.

Lad mig gentage overfor dig igen. Pythagoras, Platon, Timæus fra Locris, og den gamle Alexandrinske Skole, afledte om menneskets Sjæl (eller hans højere ”principper” og attributter) fra den Universelle

106

Verdenssjæl, den sidstnævnte er ifølge deres lære, Æter (Pater-Zeus). Derfor kan ingen af disse ”principper” være ublandet essens fra den Pythagoræiske Monas, eller vores Atma-Buddhi, fordi Anima Mundi er kun resultatet af den subjektive emanation eller snarere udtråling fra den førstnævnte. Både den menneskelige Ånd (eller individualiteten), det reinkarnerende Åndelige Ego, og Buddhi, den Åndelige sjæl, er før-eksisterende. Men, mens den førstnævnte eksisterer som en adskilt entitet, en individualisation, så eksisterer sjælen som et før-eksisterende åndedrag, en uvidende del af et intelligent hele. Begge blev oprindeligt formet i det evige Lys Ocean; men som Ild-Filosofferne de middelalderlige Teosoffer, udtrykker det, så er der en synlig så vel som en usynlig ånd i ilden. De gjorde forskel på anima bruta og anima divina. Empedocles troede fuldt og fast på at alle mennesker og dyr besad to sjæle; og hos Aristotles ser vi at han kalder den ene fornufts-sjælen, nous, og den anden, den dyriske sjæl, psuche. Ifølge disse filosoffer, så kommer fornufts-sjælen inde fra den universelle sjæl, og den anden ude fra.

SPG. - Vil du kalde Sjælen, dvs., den tænkende menneskelige Sjæl, eller det som du kalder Ego for – stof?

TEO. - Ikke stof, men ganske sikkert substans; ordet ”stof,” kunne heller ikke undgås hvis man tilføjede adjektivet, ur-, som præfiks. Vi siger, at dette stof, er evigt sammen med Ånd, og det er ikke vores synlige, håndgribelige, og delelige stof, men dets ekstreme sublimering. Ren Ånd er blot et trin fra ikke-Ånd, eller det absolutte alt. Med mindre du indrømmer at mennesket evolverede ud af sit ur Ånd-stof, og at det repræsenterer en regulær

progressiv skala af ”principper” fra meta-Ånd ned til det mest fortættede stof, hvordan kan vi nogensinde få den opfattelse at det indre menneske er udødeligt, på samme tid en som åndelig Entitet og et dødeligt menneske?

SPG. - Hvorfor skulle du så ikke, som en sådan Entitet, tro på Gud?

TEO. - Fordi det som er uendeligt og ubegrænset ikke kan have nogen form, og ikke kan være et væsen, i det mindste ikke i nogen Østlig filosofi som er sit navn værdigt. En ”entitet” er udødelig, men der det kun i sin ultimative essens, ikke i sin individuelle form. Når den når slutningen af sin cyklus, absorberes den ind i sin ur-natur; og den bliver ånd, når den taber sit Entitets navn.

Dens udødelighed som form er kun begrænset til dets livs-cyklus eller Mahamanvantaraen; hvorefter den er ét og identisk med den Universelle Ånd, og ikke længere en separat Entitet. Hvad den personlige Sjæl angår – hvormed vi mener den gnist af bevidsthed som bevarer ideen om det personlige ”Jeg” fra den sidste inkarnation i det personlige Ego – så eksisterer den kun, som en separat adskilt erindring, gennem den Davachaniske periode; hvorefter den tilføjes til Egoets andre utallige serier af inkarnationer, ligesom erindring i vores hukommelse af en serie af dage i slutningen af et år. Vil du binde den uendelighed som du ønsker for din Gud sammen med endelige tilstande? Kun det som er uforgængeligt cementeret af Atma (dvs., Buddhi-Manas) er udødeligt. Menneskets sjæl (dvs. dets personlighed) per se er hverken udødelig, evig eller guddommelig. Zohar siger (vol. iii., p. 616), ”når sjælen sendes til denne jord, så iklæder den sig en jordisk klædning, for at bevare hende selv her, så

108

modtager hun i himlen en skinnende klædning for at være i stand til at se uden skade ind i det spejl, hvis lys udgår fra Lysets Herre.” Yderligere, så lærer Zohar at sjælen ikke kan nå lyksalighedens bolig, medmindre hun har midtaget det ”hellige kys,”, eller Sjælens genforeningen med substansen hun emanerede fra – ånd. Alle sjæle er duale, og, mens den sidstenævnte er et feminint princip, så er ånden maskulin. Mennesket er en trefoldighed mens det er fanget i sin krop, med mindre at hans forurening er sådan at han har skabt en skilsmisse fra ånden. ”Ve den sjæl som foretrækker den jordiske ægteskab med hendes jordiske krop frem for hendes guddommelige mand (ånd),” viser en tekst i et Hermetisk værk Book of the Keys. Ve i sandhed, for intet vil forblive af den personlighed til optegnelse på Egoets uforgængelige tavlers hukommelse.

SPG. - Hvordan kan det, som du erkender er substans, der er identisk med det guddommelige, undgå at være udødelig, hvis det ikke åndes ind i mennesket af Gud?

TEO. - Ethvert atom og stoflig plet, som ikke kun er af substans, er i sin essens uforgængelig, men ikke i sin individuelle bevidsthed. Udødelighed er ikke andet end ens ubrudte bevidsthed; og den personlige bevidsthed kan næppe eksistere længere end personligheden selv, kan den? Og sådan en bevidsthed overlever, som jeg allerede har sagt kun i Devachan, hvorefter den først re-absorberes i den individuelle, og derefter i den universelle bevidsthed. Spørg hellere jeres teologer om, hvordan det kan være at de har rodet de Jødiske skrifter så meget sammen. Læs Biblen, hvis du vil have et godt bevis på at forfatterne til især Pentateuken, og Genesis, aldrig anså

nephesh, som Gud åndede ind i Adam (Gen. Kap. ii), for at være den udødelige sjæl. Her er nogle eksempler: - ”Og Gud skabte . . . . hvert nephesh (liv) der rører sig” (Gen. I. 21), betyder dyr; og i (Gen. ii. 7) siges det: ”Og mennesket blev en nephesh” (levende sjæl), som viser os at ordet nephesh blev uden skelen givet til det udødelige menneske og det dødelige dyr. ”Og sandelig blodet fra jeres nepheshim (liv) vil jeg kræve; og ved ethvert dyrs hånd vil jeg kræve det, og ved menneskets hånd” (Gen. ix. 5), ”Red dit nephesh” (red dit liv, oversættes det), (Gen. Xix. 17), ”Lad os ikke slå ham ihjel,” siger den Engelske version (Gen. xxxvii. 21) ”Lad os ikke slå hans nephesh ihjel, ” siger den Hebræiske tekst. ”Nephesh for nephesh,” siger Leviticus (xvii. 8). ”Han som slår et andet menneske ihjel skal sandelig blive dræbt,” bogstavligt ”Han som ihjelslår menneskets nephesh” (Lev. xxiv. 17); og fra vers 18 og følgende siges det: ”Og ham der ihjelslår et dyr (nephesh) skal gør det godt igen. . . . Dyr for dyr,” hvor den originale tekst siger ”nephesh for nephesh.” Hvordan kan et menneske ihjelslå det som er udødeligt? Og det forklarer også hvorfor Saddukæerne afviste sjælens udødelighed, ligesom det også giver et andet bevis, at de Mosaiske Jøder meget sikkert – de uindviede i enhver henseende – overhovedet ikke troede på sjælens overlevelse.

VORES EVIGE BELØNNING OG STRAF; OG OM NIRVANA.
SPG. - Det er vel næppe nødvendigt formoder jeg, at spørge om hvorvidt du tror på de Kristne dogmer om Paradis og Helvede, eller på fremtidige belønninger og afstraffelser som de Ortodokse kirker lærer det?

110

TEO. - Som beskrevet i jeres katekismer, så afviser vi dem fuldstændigt; mindst af alt vil vi acceptere deres evige gyldighed. Men vi tror fuldt og fast på det vi kalder Loven om Gængældelse, og i den fuldstændige retfærdigehed og visdom som guider den Lov, eller Karma. Derfor afviser vi udtrykkeligt at skulle acceptere den grusomme og ufilosofiske tro på den evige belønning eller den evige afstraffelse. Vi siger som Horace: -

”Lad regler være fastsat som indeholder vores vrede, Og straffe fejl med en proportional lidelse; Men hudflet ikke ham som kun fortjener En piskning for den fejl han har gjort.”

Denne regel er for alle mennesker, og en retfærdig en. Skal vi tro at Gud, som i kalder legemligørelsen af visdom, kærlighed og nåde, er mindre berettiget til disse attributter end det dødelige menneske?

SPG. - Har du andre grunde for at afvise disse dogmer?

TEO. - Hovedårsagen til dette ligger i realiteten om reinkarnations eksistens. Som allerede forklaret, så afviser vi ideen om at en ny sjæl bliver skabt for hver ny-født baby. Vi tror at ethvert menneske er vehiklet fra eller bærer på et Ego, som er samtidig med alle andre Egoer; fordi alle Egoer stammer fra den samme essens og tilhører den oprindelige emanation fra et universelt uendeligt Ego. Platon kalder sidstnævnte for logos (eller den anden manifesterede Gud); og vi, kalder den for det manifesterede guddommelige princip, som er et med det universelle sind eller sjæl, ikke den antropomorfiske, ekstra-kosmiske og personlige Gud som så mange Teister tror på. Lad os ikke forveksle det.

SPG. - Men hvor er vanskeligheden, når du først anerkender et manifesteret

princip, med troen på at hver ny dødeligs sjæl skabes ud af dette Princip, ligesom alle Sjæle før den er blevet skabt på samme måde?

TEO. - Fordi det som er upersonligt næppe kan skabe, planlægge og tænke, ud af sin egen søde vilje og fornøjelse. DET har ikke til formål at skabe mennesker, for så nogle få år senere at have fortrudt, at det har skabt dem, for det er en universel Lov, der er uforanderlig i sine periodiske manifestationer, som er radierende og manifesterende i dets egen essens ved begyndelsen af hver ny livscyklus. Hvis vi overhovedet skal tro på et guddommeligt princip, så må det være et som er ligeså absolut harmoni, logiskt, og retfærdigt, som det er absolut kærlighed, visdom, og upartiskhed; og en Gud som vil skabe enhver sjæl for en kort livsoplevelse i verden, uanset om det vil bevæges af en rig, glad mands krop eller en fattig lidende stakkel, ulykkelig fra fødsel til død selv om han ikke har gjort noget for at fortjene hans grusomme skæbne – vil snarere være en sanseløs djævel end en Gud. (Vide infra, ”On the Punishment of the Ego.”) Derfor har endda Jødiske filosoffer, der tror på den Mosaiske Bibel (selvfølgelig esoterisk), aldrig overvejet en sådan ide; og, yderligere, så troede de på reinkarnation, som vi gør.

SPG. - Kan du give mig nogle eksempler som bevis på dette?

TEO. - Det kan jeg bestemt gøre. Philo Judaeus siger (i ”De Somniss,” p. 455): ”Luften er fuld af dem (sjælene); de som er tættest på jorden, nedstigende for at blive knyttet til dødelige kroppe, παλινδρομουσιν αυθις, vender tilbage til andre kroppe, som de begærer at leve i.” I Zohar, sættes sjælen til at plædere hendes frihed overfor Gud: “Universets Herre! Jeg er glad i denne verden, og ønsker ikke at gå ind i en anden verden, hvor jeg

112

bliver håndlavet, og bliver udsat for alle slags forureninger.”* Den fatale nødvendigheds lære, den evige uforanderlige lov, hævdet i Guddommens svar: “Imod din vilje vil du blive en embryo, og imod din vilje bliver du født.”† Lyset vil være uforståeligt uden mørket til at gøre det synligt som kontrast; det gode ville ikke længere være et gode uden det onde til at vise velgerningens uvurderlighed; og så ville ingen personlig egenskab kunne påberåbe sig fortjeneste, medmindre den har passeret igennem fristelsens smelteovn. Intet er evigt og uforanderligt, undtagen den skjulte Guddom. Intet som er begrænset – uanset om det havde en begyndelse, eller har en slutning – kan nogen sinde forblive stationær. Den må enten udvikle sig eller fortones; og en sjæl som tørster efter genforening med dets ånd, der som den eneste kan give den udødelighed, må rense sig selv gennem cykliske sjælevandringer fremad henimod det eneste land med lyksalighed og evig hvile, som i Zohar hedder, “Kærlighedens Palads,” i Hindu religionen, “Moksha”; bland Gnostikerne, “Det Evige Lys Pleroma”; og hos Buddhisterne, “Nirvana.” Og alle disse tilstande er midlertidige, ikke evige.

SPG. - Men, alligevel tales der ikke om nogen reinkarnation i alt dette.

TEO. - En sjæl der plæderer for at få lov til at blive hvor den er, må være før-eksisterende, og ikke være skabt til lejligheden. I Zohar (vol. Iii., p. 61), er der imidlertid et endnu bedre bevis. Når vi taler om de re-inkarnerende Egoer (de rationelle sjæle), de hvis sidste personligheder er nødt til at tone fuldstændigt bort, så

siges der: “Alle sjæle som har fremmedgjort sig fra Den Hellige i himlen – helliget være Hans Navn – har kastet sig ned i en afgrund for selve deres eksistens, og har forudset tiden for hvornår de endnu en gang vil nedstige på jorden.” “Den Hellige” betyder her esoterisk set, Atman, eller Atma-Buddhi.

SPG. - Yderligere, er det meget mærkeligt at opleve at Nirvana omtales som noget der er synonymt med Himmeriges Rige, eller Paradis, fordi Nirvana ifølge enhver nævneværdig Orientalist er synonymt med tilintetgørelse!

TEO. - Hvis det opfattes bogstavligt, med hensyn til personligheden og differentieret materie, ellers ikke. Mange af de tidlige Kristne Fædre havde disse ideer om reinkarnation og menneskets treenighed. Det er roderiet som blev udført af oversætterne af Det Nye Testamente og gamle filosofiske afhandlinger om sjælen og ånden, som har medført de mange misforståelser. Det er også en af de mange grunde til at Buddha, Plotinus, og så mange andre Indviede nu beskyldes for at have længtes efter den totale udslettelse af deres sjæle - “absorption i Guddommen,” eller “genforening med den universelle sjæl,” betyder ifølge moderne ideer, tilintetgørelse. Den personlige sjæl, må selvfølgelig disintegreres ind i sine partikler, før den er i stand til for evigt at linke dens renere essens med den udødelige ånd.

Men oversætterne af både Apostlenes Gerninger og Epistlerne, som lagde grundstenen for Himmeriges Rige, og de moderne kommentatorer af den Buddhitiske Sutra of the Foundation of the Kingdom of Righteousness, har forvirret opfattelsen af Kristendommens store apostel ligeså vel som den store Indiske

114

reformator. De førstnævnte har overdækket ordet psuchikos (ψυχικο ς),“ så ingen læser kan forestille sig at det har nogen relation til sjælen; og med denne forvirring om både sjæl og ånd, har de Bibelske læsere kun en perverteret opfattelse af alt om emnet. På den anden side, har fortolkerne af Buddha fejlet med hensyn til at forstå betydningen og meningen med Buddhismens fire grader af Dhyana. Spørg Pythagoræerne, “Kan den ånd, som giver liv og bevægelse og som deltager i naturens lys, blive reduceret til ikke-entitet?” “Kan den sensitive ånd i de brutale mennesker som har hukommelse, en af de rationelle evner, dø og blive ingenting?” spørger Okkultisterne. Indenfor Buddhistisk filosofi betyder tilintetgørelse kun spredning af stof, i hvilken som helst form eller tilsvarende form den måtte have, for alt som har form er midlertidig, og er, derfor, virkelig en illusion. For i evigheden er de længste tidsperioder som et øjes blinken. Ligeledes med form. Førend vi har tid til at blive klar over at vi har set det, så er det væk ligesom et øjeblikkelig lysglimt, og for evigt ovre. Når den Åndelige entitet frigør sig for evigt fra enhver partikel af stof, substans, eller form, gen-skabes som et Åndeligt åndedrag: kun der opgår den i det evige og uforanderlige Nirvana, varende lige så længe som livet cyklus har varet – i sandhed, en evighed. Og dette åndedrag der eksisterer i Ånd, er ingenting fordi det er alt; som form, et minde, en eksistens, så tilintetgøres det totalt; som absolut Ånd er det stadig til, fordi det er blevet til Væren-hed i sig selv. Selve ordet, “absorberet i universel essens,” der bruges når der tales om “Sjælen” som Ånd, betyder “forening med.” Det kan aldrig betyde tilintetgørelse, da det ville betyde evig adskillelse.

SPG. - Gør du det ikke let for folk at beskylde dig for at prædike tilintetgørelse ved det sprog du bruger? Du har lige talt om at mennesket Sjæl vender tilbage til dets ur-elementer.

TEO. - Men du glemmer, at jeg har fortalt dig om forskellene mellem de forskellige opfattelser af ordet “Sjæl,” og vist dig den løse måde, som ordet “Ånd” hidtil er blevet forstået og oversat på. Vi taler om en dyrisk, en menneskelig, og en åndelig, Sjæl, og skelner imellem dem. Platon, kalder for eksempel den “rationelle SJÆL” det som vi kalder Buddhi, og tilføjer alligevel adjektivet “åndelig”; men det som vi kalder det reinkarnerende Ego, Manas, det kalder han Ånd, Nous, osv., hvorimod vi bruger udtrykket Ånd, alenestående og uden begrænsninger, for Atma. Pythagoras gentager vores arkaiske lære når han siger at Egoet (Nous) er evig med Guddommen; at sjælen kun passerede gennem de forskellige tilstande for at ende med guddommelig excellence; mens thumos vendte tilbage til jorden, og selv phrenen, den lavere Manas blev elimineret. Igen, definerer Platon Sjæl (Buddhi) som “bevægelsen er i stand til at bevæge sig selv:” Han tilføjer (Laws X.), at “Sjælen,” “er den ældste af alle ting, og begyndelsen af bevægelse,” og kalder således Atma-Buddhi “Sjælen,” og Manas “Ånd,” noget vi ikke gør.

“Sjælen blev genereret før kroppen, og kroppen er bagerst og sekundær, da den ifølge naturen, bliver ledt af den ledende sjæl.” “Sjælen som administrerer alle ting som på alle måder bevæges, administrerer ligeledes himlene.”

“Sjælen leder således alting i himlen, og på jorden, og i havet, ved dens bevægelser – som har navnene, at ville, at overveje, at tage sig af, at konsultere, at forme sande og falske opfattelser, at være i en tilstand af glæde, sorg, tillid, angst, had, kærlighed, sammen med alle sådanne primære

116

bevægelser, som er knyttet til disse. . . . Da hun selv er en gudinde har hun Nous, en gud som allieret, og disciplinerer alle ting korrekt og glædeligt; men sammen med Annoia – ikke nous – så virker alting modsat.”

I dette sprog, så vel som i de Buddhistiske tekster, bliver det negative essentielt set behandlet som eksistens. Tilintetgørelse kommer ind under en lignende udlægning. Den positive tilstand er essentiel væren, men ingen manifestion som sådan. Når ånden, i Buddhistisk daglig tale, går ind i Nirvana, så taber den sin objektive eksistens, men bevarer dens subjektive væren. For det objektive sind bliver det til absolut ”ingenting”; for det subjektive, INGEN-TING, intet som kan vises, der kan sanses. Således betyder deres Nirvana visheden om den individuelle udødelighed i Ånden, ikke i Sjælen, som, selv om den er den ældste af alle ting,” stadig er – sammen med alle de andre Guder – en endelig emanation, i former og individualitet, hvis ikke i substans.

SPG. - Jeg forstår ikke helt ideen endnu, og vil være taknemmelig for at du forklarer det for mig ved brug af nogle illustrationer.

TEO. - Det er uden tvivl meget svært at forstå, især for en som er opvokset med den almindelige Kristen Kirkes ortodokse ideer. Yderligere, så må jeg fortælle dig en ting; og det er at medmindre du grundigt har studeret de forskellige funktioner, som tillægges alle menneskelige ”principper” og alle tilstande efter døden, så vil du næppe forstå vores Østlige filosofi.

OM DE FORSKELLIGE ”PRINCIPPER” I MENNESKET.

SPG. - Jeg har hørt en god del om, som du kalder det, det ”indre menneskes” konstitution, men har aldrig, som Gabalis udtrykker det, kunnet finde ”hoved eller hale å'et”.

TEO. - Selvfølgelig er meget vanskeligt, og, som du siger ”gådefuldt” at korrekt forstå og skelne mellem de forskellige aspekter, som af os kaldes det sande EGOs ”principper”. Yderligere er det sådan er der findes en betydelig forskel blandt de Østlige skoler på angivelsen af disse principper, selv om der på bunden er det samme identiske underliggende lag i læren.

SPG. - Mener du for eksempel Vedantisterne? Deler de ikke jeres syv ”principper” ind i kun fem?

TEO. - Det gør de; men selv om jeg ikke ville tage mig friheden at strides med en lærd Vedantist, så kan jeg godt fremlægge min private opfattelse af at de har en indlysende grund til at gøre det. For dem er det kun det sammensatte åndelige aggregat som består af forskellige mentale aspekter som overhovedet kaldes for Mennesket, den fysiske krop er i deres øjne under lavmålet, og kun en illusion. Vedanta er heller ikke den eneste filosofi der medregnes på denne måde. Lao-Tze nævner i sin Tao-te-King kun fem principper, fordi han, ligesom Vedantisterne undlader et indføje to principper, nemlig, ånden (Atma) og den fysiske krop, den sidste som han desuden kalder ”et kadaver.” Så er der Taraka Raja Yoga Skolen. Dens lære anerkender i virkeligheden kun tre ”principper”; men da deres Sthulopadi, eller fysiske krop, i sin

118

vågne bevidste tilstand, deres Sukshmopadhi, den samme krop i Svapna, eller drømme tilstanden, og deres Karanopadhi eller ”kausale krop,” eller det som passerer fra en inkarnation til en anden, i virkeligheden alle er duale aspekter, og udgør derfor seks. Tilføj til disse, det upersonlige guddommelige princip, Atma, eller det udødelige element i Mennesket, der ikke kan skelnes fra den Universelle Ånd, og så har vi de samme syv igen.* De er velkommen til at holde fast i deres inddelinger; vi holder fast i vores.

SPG. - Så synes de næsten at være det samme som inddelingen de Kristne mystikere fremlægger: krop, sjæl og ånd?

TEO. - Det er det samme. Vi kunne let lave kroppen om til et vehikel i den ”vitale Dublet”; fra sidstnævnte vehiklet Liv eller Prana; fra Kamarupa, eller (dyrisk) sjæl, vehiklet for det højere og lavere sind, og der ud fra skabe seks principper, hvor vi kroner det hele med den udødelige ånd. Indenfor Okkultismen giver enhver kvalificeret forandring i vores bevidsthed mennesket et nyt aspekt, hvis det overlever og bliver en del af det levende og handlende Ego, så skal det gives (og er givet) et særegent navn, og så adskiller det pågældende menneske i denne bestemte tilstand fra det menneske han er, når han placerer sig selv i en anden tilstand.

SPG. - Det er det som er så svært at forstå.

TEO. - Det synes for mig, tværtimod, meget let når du har grebet den grundlæggende ide, dvs., at mennesket handler på dette og andre bevidstheds-planer, i streng overensstemmelse med hans mentale og åndelige tilstand. Men sådan er tidsalderens materialisme, at jo mere vi forklarer jo mindre synes folk at være i stand til at

forstå hvad vi siger. Inddel, hvis du vil, det jordiske væsen, som hedder menneske i tre hoved-aspekter, og med mindre du laver ham om til et egentligt dyr så kan du ikke gøre mindre. Tag hans objektive krop; det tænkende princip i ham – som kun er lidt højere end det instinktive element i dyret – eller den vitale bevidste sjæl; og det som placerer det så umåleligt meget ovenover og højere end dyret – dvs., hans fornufts sjæl eller ”ånd.” Nå, men vi hvis vi tager disse tre grupper eller repræsentative entiteter, og underinddeler dem ifølge den okkulte lære, hvad får vi så?

Først og fremmest, Ånden (i betydningen Absolut, og derfor, det udelelige ALT), eller Atma. Og denne kan hverken blive lokaliseret og heller ikke begrænset i filosofi, da den er det som ganske enkelt er i Evigheden, og som ikke kan være fraværende fra det mindste geometriske og matematiske punkt i universets stof eller substans, så bør det i sandhed overhovedet ikke kaldes, et ”menneskeligt” princip. Snarere, og i bedste fald, så er det i Metafysikken, det punkt i rummet, som den menneskelige Monade og dets vehikel mennesket bebor i hver livs-periode. Når nu det punkt er så imaginært som mennesket selv, og i virkeligheden en illusion, et maya; men for os selv, som for andre personlige Egoer, så er vi i realiteten underlagt det illusoriske anfald som hedder livet, og vi er nødt til at tage os selv i betragtning, i hvert fald i vores egen fantasi, hvis ingen andre gør det. For at gøre det mere forståeligt for det menneskelige intellekt, når det først begynder at studere Okkultisme, og at løse menneskets Mysteriers A B C, så kalder Okkultisterne det syvende princip for syntesen af det sjette, og angiver som vehikel for det den Åndelige Sjæl, Buddhi. Nu er det sådan at den sidstnævnte skjuler et

120

mysterium, som aldrig gives til nogen, med undtagelse af uigenkaldeligt forpligtede chelaer, eller de, som i hvert fald, med sikkerhed kan gives tilliden. Selvfølgelig ville der være mindre forvirring, hvis det bare kunne fortælles; men, da det direkte vedrører magten til projicere ens egen dublet bevidst og ved brug af viljen, og da denne evne, ligesom ”Gyges ringe,” vil vise sig fatal for mennesker generelt betragtet og især for den som besidder evnen, så bevogtes den omhyggeligt. Men lad os fortsætte med ”principperne.” Denne guddommelige sjæl, eller Buddhi, er så Åndens vehikel. I konjunktion, så er disse ét, upersonlige og uden nogen attributter (selvfølgelig, på dette plan), og udgør to åndelige ”principper.” Hvis vi går videre til den Menneskelige Sjæl, Manas eller mens, så vil alle, for at sige det mildt, være enige om at menneskets intelligens er dualistisk: f.eks., kan det høj-sindede menneske næppe blive lav-sindet; det meget intellektuelle og spirituelt-orienterede menneske er adskilt af en afgrund fra den tykhovedede, kedelige, og materielle, hvis ikke det dyrisk-orienterede menneske.

SPG. - Hvorfor bør mennesket ikke snarere blive præsenteret med to ”principper” eller to aspekter?

TEO. - Ethvert menneske har disse to principper i sig, det ene mere aktivt end det andet, og i sjældne tilfælde, er den ene af disse, så at sige, fuldstændigt hæmmet i sin vækst, eller paralyseret af styrken og det andet aspekts overvægt, uanset retningen. Disse er så, dem vi kalder de to principper eller aspekter af Manas, det højere og det lavere; det førstnævnte, den højere Manas, eller tænkning, bevidst EGO, der graviterer hen mod den åndelige Sjæl (Buddhi); og den sidstnævnte, dens instinktive princip, der tiltrækkes af Kama, sædet for dyriske begær og passioner i mennesket.

Således har vi fire ”principper” retfærdiggjort; de sidste tre er (1) ”Dubletten,” som vi er blevet enige om at kalde Protean, eller Plastisk Sjæl; vehiklet for (2) livs princippet; og (3) den fysiske krop. Selvfølgelig vil ingen fysiolog eller biolog acceptere disse principper, og han kan heller ikke se hoved eller hale i dem. Og dette er måske, derfor ingen af dem forstår hverken miltens funktion, den Proteane dublets fysiske organ, eller for dem et organ på menneskets højre side, sædet for de ovennævnte begær, han ved heller ikke noget som helst om pineal kirtlen, som han beskriver som en hornet kirtel med lidt sand i sig, en kirtel som i sandhed er selve sædet for den højeste og guddommeligste bevidsthed i mennesket, hans allestedsnærværende, åndelige og altomfattende sind. Og dette viser dig endnu mere klart at vi hverken har opfundet de syv principper, og de er heller ikke nye i den filosofiske verden, sådan som vi let kan bevise det.

SPG. - Men hvad er det som reinkarnerer ifølge jeres tro?

TEO. - Det Åndelige tænkende Ego, det permanente princip i mennesket, eller det som er sædet for Manas. Det er ikke Atma, eller Atma-Buddhi, som betragets som den duale Monade, som er det individuelle, eller guddommelige menneske, men Manas; for Atman er det Universelle ALT, og bliver kun det HØJERE-SELV i mennesket, når det er i konjunktion med Buddhi, dets vehikel, som forbinder DET til individualiteten (eller guddommelig menneske). For det er Buddhi-Manas, som kaldes for den Kausale krop, (de forenede 5. og 6. Principper) og som er Bevidsthed, som forbinder det med enhver personlighed den bebor på jorden. Derfor, er der tre aspekter i menneskes Sjæl, hvor Sjælen er et generisk udtryk, - den jordiske, eller dyriske; den

122

Menneskelige Sjæl; og den Åndelige Sjæl; disse er strengt tage én Sjæl i dens tre aspekter. Nu er det sådan, at der intet bliver tilbage af det første aspekt efter døden; hos den anden (nous eller Manas) overlever kun dens guddommelige essens hvis den efterlades uspoleret, mens det tredje ud over at være udødelig bliver bevidst guddommelig, ved dens assimilering af den højere Manas. Men for at gøre dette klart, så er vi først og fremmest nødt til at sige nogle få ord om Re-inkarnation.

SPG. - Det vil du gøre godt i, da det er den lære som dine fjender bekæmper jer mest indædt for.

TEO. - Mener du Spiritualisterne? Jeg ved det; og mange er de arbejdsomme absurde afvisninger som de har konstrueret igennem de seneste år i siderne i Lys. Så uintelligente og ondsindede er nogle af dem, at de ikke vil lade sig stoppe af noget som helst. En af dem fandt for nylig en selvmodsigelse, som han alvorligt diskuterede i et brev til dette tidsskrift, ud fra to udtalelser taget fra Hr. Sinnets foredrag. Han opdager denne store selvmodsigelse i disse to sætninger: ”I de tilfælde hvor de forekommer kan for tidlig tilbagevenden til jord-livet være årsag til Karmiske komplikationer . . .”; og ”der er ingen tilfældigheder bag den suverænes guddommelig retfærdigheds handling der guider evolutionen.” En så dybsindig tænker vil sikkert se en selvmodsigelse ved tyngdekraftens lov, hvis et menneske strakte sin hånd ud for at stoppe en faldende sten i at knuse en barns hoved!

HVAD ER HUKOMMELSE IFØLGE TEOSOFISK LÆRE?
SPG. - Det sværeste for dig at gøre, vil være at forklare og give fornuftige grunde for en sådan tro. Ingen Teosoffer har nogensinde haft succes med at fremlægge et eneste brugbart bevis der har rystet min skeptiske opfattelse om dette. Først og fremmest, findes der imod denne teori om re-inkarnation, det faktum at der endnu ikke er blevet fundet et eneste menneske, der har kunnet huske at han har levet før, og slet ikke hvem han var, i sit tidligere liv.

TEO. - Jeg ser, at dit argument har en tendens til den samme gamle afvisning; om tabet af hukommelse i enhver af os om vores sidste inkarnation. Du tror, at det gør vores lære ugyldig? Mit svar er, at det gør det ikke, og sådan en afvisning kan i hvertfald ikke være endelig.

SPG. - Jeg vil gerne høre dine argumentationer.

TEO. - De er korte og få. Når du tager (a) de bedste moderne psykolgers manglende evne til at forklare verden sindets natur; og (b) deres totale uvidenhed om dens potentiale, og højere tilstande, så må du indrømme at afvisningen er baseret på en a

124

priori konklusion draget på baggrund af prima facie og mere end noget andet på indicier. Fortæl mig nu hvad er ”hukommelse” ifølge din opfattelse?

SPG. - Det som generelt accepteres: evnen i vores sind til at huske og at bevare viden om tidligere tanker, handlinger og begivenheder.

TEO. - Tilføj til dette, at der er en stor forskel mellem de tre accepterede former for hukommelse. Ud over hukommelse i generel forstand, så har du Minder, Genkaldelse, Erindring, har du ikke? Har du nogen sinde tænkt over forskellen? Husk på at hukommelse er et generisk navn.

SPG. - Alligevel, så er de alle synonymer.

TEO. - Det er de sandelig ikke – i hvert fald ikke indenfor filosofi. Hukommelse er ganske enkelt en medfødt evne i tænkende væsner, selv i dyr, der producerer tidligere indtryk ved associationer af ideer, der principielt gives via objektive ting eller via en handling hos vores ydre sanse-organer. Hukommelse er en evne, som fuldstændigt afhænger af vores mere eller mindre sunde og normalt fungerende fysiske hjerne; og minder og genkaldelser er attributter og tjenerinder inde under den hukommelse. Men erindring er en helt anden ting. ”Erindring” defineres af den moderne psykolog som noget der interagerer mellem minder og genkaldelser, eller ”en bevidst proces med genkaldelse af tidligere hændelser, men uden den fulde og varierede reference til bestemte ting som karakteriserer genkaldelse.” Locke, der taler om genkaldelser og minder, siger:”Når en idé fremstår igen uden at det tilsvarende objekt fremstår for den ydre sansning, så er det et minde, hvis det

søges efter i sindet, og ved besvær og møje findes og bringes ind i sigte igen, så er det genkaldelse.” Men selv Locke efterlader erindring uden en klar definition, fordi den ikke er en evne eller attribut tilknyttet vores fysiske hukommelse, men en intuitiv opfattelse adskilt fra og udenfor vores fysiske hjerne, en opfattelse, der som den nu gør (kaldet til aktivitet af den allestedsnærværende viden hos vores åndelige Ego) dækker alle de visioner i mennesket, som anses for at være abnorme – lige fra billeder fremlagt af genier til feberagtige og endda vanvidets rablerier– er klassificeret af videnskaben til ingen eksistens udenfor vores fantasi. Okkultisme og Teosofi, betragter imidlertid erindring i et helt andet lys. Mens hukommelse er fysisk og flygtig og afhænger af fysiologiske forhold i hjernen – en fundamental påstand hos alle lærere indenfor hukommelseslæren, som har de moderne videnskabelige psykologers forskere til at støtte dem – så kalder vi erindring sjælens hukommelse. Og det er denne hukommelse som giver næsten ethvert menneske uanset om han forstår det eller ej forsikringen om at have levet før og om at skulle leve igen. Sandelig, som Woodsworth siger det:

”Vores fødsel er blot en søvn og en forglemmelse,
Sjælen som står op med os, vores livs stjerne,
Haver andet steds haft sin nedgang,
Og kommer fra det fjerne.”

SPG. - Hvis det er på dens slags hukommelse – poesi og abnorme fantasier, du ud fra din egen fremlægning – bygger din lære på, så er jeg bange for at du vil overbevise meget få.

TEO. - Jeg ”fremlagde” ikke at det var en fantasi. Jeg sagde ganske enkelt at fysiologer og videnskabsmænd generelt anser sådanne erindringer

126

for at være hallucinationer eller fantasi, en lærd konklusion som de er velkommen til at have. Vi nægter ikke at sådanne fortidige visioner og glimt fra langt tid tilbage i tidens korridorer, ikke er abnorme, set i kontrast med vores normale daglige livs oplevelser og fysiske hukommelse. Men vi fastholder som Professor W. Knight at ”fraværet af hukommelse i enhver handling udført i en tidligere tilstand ikke kan være et endegyldigt argument imod at vi har gennemlevet det.” og enhver retfærdig opponent må være enig i det som siges i Butlers Lectures on Platonic Philosophy - ”at den ekstravagante følelse hvormed den (før-eksistensen) påvirker os har sin hemmelige oprindelse i materialistiske og halv-materialistiske fordomme.” ud over dette, fastholder vi at hukommelse, sådan som Olympiodorus kaldte det, ganske enkelt er fantasi, og den mest upålidelige ting i os.* Ammonius Saccas påstod at den eneste evne i mennesket som er direkte i opposition til forudsigelse, eller at se ind i fremtiden, er hukommelse. Yderligere, så husk på at hukommelse er en ting og sind eller tanke er en anden; den ene er en optagelses maskine, et register som meget let kommer i uorden; det andet (tanker) er evige og udødelige. Vil du nægte at tro på eksistensen af visse ting eller mennesker blot fordi dine fysiske øjne ikke har set dem? Ville de kollektive vidnesbyrd fra

* Olympiodorus (in Platonis Phæd.) siger, ”Fantasien, er en hindring for vores intellektuelle opfattelser; og derfor ophører den entusiastiske energi, hvis fantasien intervenerer, når vi påvirkes af Guddommens propaganderende indflydelse: for entusiasme og ekstase er i modsætning til hinanden. Skulle der blive spurgt om hvorvidt sjælen er i stand til at fyldes med energi uden fantasien, så svarer vi at dens opfattelser af Universaliteter beviser, at den er i stand til det. Den har opfattelser, og er derfor uafhængig af fantasien; fantasien varetager imidlertid på samme tid sine energier, ligesom en storm forfølger den, som sejler på havet.”

tidligere generationer, som har set ham være tilstrækkelig garanti for at Julius Cæsar en gang levede? Hvorfor skulle de samme vidnesbyrd omkring psykiske sanser blandt masserne ikke tages op til overvejelse? SPG. - Men tror du ikke at disse er for fine nogle forskelle til at de bliver accepteret af dødelige? TEO. - Lad os hellere sige størstedelen af materialisterne. Og til dem siger vi, hør: selv i vores eksistens korte tidsrum, så er hukommelsen for svag til at registrere alle begivenheder i et helt liv. Hvor ofte ligger selv de mest vigtige begivenheder inaktive i vores hukommelse ind til de vækkes af nogle tankeassociationer, eller vækkes til live og aktivitet af en anden forbindelse. Dette er især tilfældet med mennesker oppe i alderen, som altid iagttages at lide af en svag genkaldelseevne. Når, vi derfor husker hvad vi ved om de fysiske og de åndelige principper i mennesket, så er det ikke sandheden om at vores hukommelse har fejlet i at optegne vores tidligere liv og tilværelser som burde overraske os, men det modsatte, hvis det ville ske.

HVORFOR KAN VI IKKE HUSKE VORES TIDLIGERE LIV?
SPG. - Du har givet mig fugleperspektiv af de syv principper; hvordan tager de så højde for vores totale tab af erindringer om at have levet før?

TEO. - Meget let. Da disse ”principper” som vi kalder fysiske, og hvoraf ingen benægtes af videnskaben, selv om den

128

giver dem andre navne, *disintegreres efter døden med deres bestanddele, hukommelsen sammen med dens hjerne, den forsvundne personlighed med den forsvundne hukommelse, kan hverken huske eller optage noget som helst i EGOets næste reinkarnation. Reinkarnation betyder at Egoet vil blive udstyret med en ny krop, en ny hjerne, og en ny hukommelse. Derfor vil det være absurd at forvente at denne hukommelse skulle huske det som den aldrig har optaget ligesom det ville være tidsspilde at undersøge en skjorte, som en morder aldrig har haft på, under et mikroskop for at søge efter blodpletter som kun findes i det tøj har har haft på. Det er ikke den rene skjorte, som vi bør undersøge, men tøjet som blev båret under forberedelsen til forbrydelsen; og hvis disse brændes og ødelægges, hvordan kan du så få fat på dem?

SPG. - Jep! Hvordan kan du have vished for at forbrydelsen nogensinde blev begået, eller at ”mennesket i den rene skjorte” nogensinde levede før?

TEO. - Helt sikkert ikke ved nogen fysisk metode; heller ikke ved at forlade sig på udtalelser fra noget som ikke længere findes. Men der er sådan noget som indicier, siden vores kloge love anerkender dem, måske mere end de skulle. For at blive overbevist om at re-inkarnation og tidligere liv eksisterer, så er man nødt til bringe sig i kontakt med ens virkelige permanente Ego, og ikke ens flygtige hukommelse.

SPG. - Men hvordan kan folk tro på det som de ikke kender til, og heller ikke har set, og endnu mindre sat dem selv i kontakt med?

TEO. - Hvis folk, og de mest lærde, vil tro på Tyngdeloven, Æteren, Kraft, og jeg ved ikke hvad Videnskabeligt ”og arbejdshypoteser,” som de hverken har set, rørt, lugtet, hørt, eller smagt – hvorfor skulle andre mennesker ikke tro på de samme principper findes i ens permanente Ego, som er en meget mere logisk og vigtig ”arbejdshypotese” end nogen anden?

SPG. - Hvad er, i den sidste ende, dette mystiske evige princip? Kan du forklare dets natur, så vi alle kan forstå det?

TEO. - EGOet som re-inkarnerer, det individuelle og udødelige – ikke personlige - ”JEG”; vehiklet, for Atma-Buddhi MONADEN kort sagt, det som belønnes i Devachan og straffes på jorden, og det som, Skandhaerne, eller attributterne i enhver inkarnation tilknytter sig til i sidste instans.*

SPG. - Hvad mener du med Skandhaer?

TEO. - Lige hvad jeg sagde: ”attributterne,” hvor iblandt hukommelsen er, hvori alt forsvinder som en blomst der kunne efterlader en svag duft. Her er et andet afsnit fra H. S. Olcotts ”Buddhist Catechism”† som direkte har med emnet

* Der er fem Skandhaer eller attributter indenfor den Buddhistiske lære: ”Rupa (form eller krop), materielle kvaliteter; Vedana, følelser; Sanna, abstrakte ideer; Samkhara, sindets tendenser; Vinnana, mentale kræfter. Disse er vi formet af; ved dem er vi bevidste om eksistes; og gennem dem kommunikerer vi med verden omkring os.”

† Af H. S. Olcott, President og Grundlægger af det Teosofiske Samfund. Nøjagtigheden af læren sanktioneres af Pastor H. Sumangala, Ypperstepræst hos Sripada og Galle, og Leder af Widyodaya Parivana (Universitet) i Colombo, som værende i overnesstemmelse med den Sydlige Buddhistiske Kirkes Kanon.

130

at gøre. Det beskæftiger sig med spørgsmålet som følger: - ”Det aldrende menneske husker hændelserne i hans ungdom, på trods af at han er fysisk og mentalt forandret. Hvorfor, er erindringen af vores tidligere liv bragt med over til os fra vores sidste fødsel ind i den nuværende fødsel? Fordi hukommelse findes inde i Skandaerne, og Skandaerne er forandret ved den nye eksistens, og en hukommelse udvikles, som optager den bestemte eksistens. Men alligevel, så må optagelsen eller refleksionen af alle tidligere liv overleve, for da Prins Siddhartha blev Buddha, da blev den fulde sekvens af hans forudgående liv set af Ham. . . . og enhver som erhverver tilstanden Jhana kan således retrospektivt spore hans livs linier.” Dette beviser for dig at mens personlighedens udødelige kvaliteter – så som kærlighed, godhed, velgørenhed, osv. - kan tilknytte sig til det udødelige Ego, hvor de så at sige fotograferer et permanent billede af det guddommelige aspekt af mennesket der var, på det, så er hans materielle Skandhaer (de som genererer de mest betydelige Karmiske resultater) flygtige som lynglimt, og kan ikke påvirke den nye hjerne hos den nye personlighed; men at de fejler med hensyn til at gøre dette svækker på ingen måde det re-inkarnerende Egos identitet.

SPG. - Mener du deraf at kunne udlede at det som overlever kun er, som du kalder det, Sjæls-hukommelsen, at Sjæl eller Ego er det samme, mens intet af personligheden bliver tilbage?

TEO. - Ikke helt; noget af hver personlighed må overleve, med mindre den sidstnævnte var en absolut materialist uden det mindste sprække i sin natur så en åndelige stråle kunne komme igennem, da den efterlader sit evige indtryk på det inkarnerede permanente Selv

eller Åndelige Ego.* (se Om post mortem og post natal Bevidsthed.) Personligheden med sine Skandhaer forandrer sig altid ved hver ny fødsel. Som sagt før, så er den kun rollen spillet af skuespilleren (det sande Ego) for en nat. Det er derfor vi ikke har nogen hukommelse om det fysiske plan om vores tidligere liv, selv om det sande ”Ego” har gennemlevet dem og kender dem alle.

SPG. - Hvordan kan det så være at det sande eller Åndelige menneske ikke indgiver hans nye personlige ”JEG” med den viden?

TEO. - Hvordan kan det være at tjenestepiger i et fattigt bonde-hus kunne tale Hebraisk og spille violin i deres trance eller søvngænger tilstande, og vidste intet i deres normale tilstande? Fordi, som enhver ægte psykolog af den gamle, ikke af jeres moderne skole, vil fortælle dig, så kan det Åndelige Ego kun handle når det personlige Ego er paralyseret. Det Spirituelle ”JEG” i mennesket er alvidende og har enhver viden iboende inde i sig; mens det personlige selv er en skabning af omgivelserne og en slave af fysisk hukommelse. Kunne den førstnævnte manifesterer sig selv uafbrudt, og uden hindringer, så ville der ikke længere være mennesker på jorden, og ville alle være guder.

SPG. - Men, der bør stadigvæk være undtagelser, og nogle burde kunne huske.

TEO. - Og det er der. Men, hvem tror på deres udtalelser? Sådanne sensitive bliver generelt anset for at være hallucinerende hysterikere, at være skrupskøre entusiaster, eller fupmagere, indenfor den moderne materialisme. Lad dem imidlertid læse vores værker om emnet

132

Især om ”Reincarnation, a Study of Forgotten Truth” af E. D. Walker, F. T. S., og se på mængden af bevis som denne dygtige forfatter fremlægger som grundlag for dette problematiske spørgsmål. Nogle taler til folk om sjælen, og nogle spørger ”Hvad er Sjæl?” ”Har du nogensinde bevist dens eksistens?” Det er selvfølgelig tidsspilde at diskutere med de som er materialister. Men selv til dem ville jeg stille spørgsmålet: ”Kan du husk hvad du var eller gjorde da du var baby? Har du bibeholdt den mindste erindring fra dit liv, tanker, gerninger, eller at du overhovedet levede igennem de første atten måneder eller to år af din eksistens? Så hvorfor ikke benægte at du overhovedet har levet som baby, baseret på samme grundlag?” Når vi så til alt dette tilføjer, at det reinkarnerende Ego, eller individualiteten, kun bevarer essensen af oplevelser fra sit tidligere jord-liv eller personlighed i den Devachaniske periode, hele den fysiske oplevelse folder sig oversat til åndelig formel så at sige ind i en tilstand af in potentia, eller væren; når vi yderligere husker at perioden mellem to genfødsler siges at løbe fra ti til femten århundreder, hvor den fysiske bevidsthed i denne tid er totalt og absolut inaktiv, uden organer at handle igennem, og derfor uden eksistens, så er årsagen til at den totale mangel på hukommelse i den rent fysiske hukommelse tydelig.

SPG. - Du sagde lige at det ÅNDELIGE EGO var alvidende. Hvor er, så, som du kalder det, den opreklamerede alvidenhed under hans Devachaniske liv?

TEO. - Igennem den tid er den latent og potentiel, fordi, det Åndelige Ego (Buddhi-Manas sammensætningen) først og fremmest ikke er det HØJERE SELV, som i forbindelse med, at den er ét med den Universelle Sjæl eller

det Universelle Sind alene er alvidende; og, for det andet, fordi Devachan er den idealiserede fortsættelse af det lige forladte jordiske liv, en periode med gengældelses justering, og en belønning for ikke-fortjente gennemlevede fejltagelser og lidelser i det pågældende liv. Den er kun potentielt alvidende i Devachan, og de facto eksklusivt i Nirvana, når Egoet forenes med det Universelle Sind-Sjæl. Den bliver alligevel quasi alvidende under timerne på jorden, når visse abnorme tilstande og fysiologiske forandringer i kroppen gør Egoet fri fra stoffets hæmninger. Således giver eksemplerne ovenfor om søvngængere, en fattig tjener der taler Hebraisk, og en anden spillende violin, dig en illustration af sagens kerne. Det betyder ikke, at den medicinske videnskabs tilbudte forklaringer af de to fakta ikke har nogen sandhed i dem, en pige, havde år forinden, hørt hendes mester en lærd læse Hebraiske ord højt, og den anden havde hørt en kunstner spille på en violin på deres gård. Men ingen af dem kunne have gjort det så perfekt som de gjorde, hvis de ikke hvad været besjælet med DET som er alvidende, på grund af dets ensartethed med det Universelle Sind. Her indvirkede det højere princip på Skandhaerne og bevægede dem; i den anden blev personligheden paralyseret, så individualiteten manifesterede sig selv. Lad os ikke forveksle de to forhold.

* Selv i hans Buddhist Catechism, fandt Col. Olcott sig forpligtet til, og tvunget til det via den Esoteriske Filosofis logik, at rette de tidligere Orientalisters fejl som ikke foretog en sådan skelnen, og angiver overfor hans læsere grundene til det. Han siger således: ”De successive tilsynekomster på jorden, eller 'nedstigninger ind i genfødsel,' for tanhaicallyernes sammenhængene dele (Skandhaer) hos et bestemt væsen, sker ved en på hinanden efterfølgende personligheders fremkomst. I hver en fødsel adskiller PERSONLIGHEDEN sig fra den forudgående eller næste succesfulde fødsel. Karma, DEUS EX MACHINAen, maskerer (eller skal vi sige reflekterer?) nu sig selv igen i den viises personlighed, og igen som en håndværker, og så videre igennem tråden af fødsler. Men selv om personligheder altid skifter, så er den livstråd langs hvilken de spindes, som perler, der løber ubrudte: den er altid den bestemte linie, aldrig nogen anden. Den er derfor individuel, en individuel vital bølgebevægelse, som begyndte i Nirvana, eller naturens subjektive side, ligesom lys eller varme bevægelsen gennem æteren begynder sin dynamiske kilde; den arbejder sig gennem naturens objektive side under Karmas impuls og Tanhas (det utilfredsstillede begær efter eksistens) kreative styring; og fører gennem mange cykliske forandringer tilbage til Nirvana. Hr. Rhys-Davids kalder det som passerer fra personlighed til personlighed langs den individuelle kæde 'karakter', eller 'gøren.' Da 'karakter' ikke kun er en metafysisk abstraktion, men totalen af ens mentale kvaliteter og moralske tilbøjeligheder, vil det så ikke hjælpe at afsværge det som Hr. Rhys-Davids kalder 'det desperate mysteries middel' (Buddhism, p. 101) hvis vi anså livs-bølgebevægelsen for at være en individualitet, og hver af dens serier af natale manifestationer for en separat personlighed? I Buddhistisk forstand, vil jeg mene, at det perfekte individ er en Buddha; for Buddha er menneskehedens sjældne blomst, uden det mindste af overnaturlig tilsætning. Og ligesom utallige generationer ('fire asankheyyas og hundred tusinder cykler,' Fausboll og Rhys-Davids BUDDHIST BIRTH STORIES, p. 13) kræves for at udvikle et menneske til en Buddha, og jernviljen til at blive en løber igennem alle på hinanden følgende fødsler, hvad skal vi kalde det som således vil og bevarer? Karakter? Ens individualitet: en individualitet dog kun delvis manifesteret i enhver fødsel, men bygget op af fragmenter fra alle fødsler?” (Bud. Cat., Appendix A. 137.)

TEO. - Jeg prøver på det; men forgæves, det er sværere med nogen end at få dem til at føle en ærbødighed for barnlige umuligheder, kun fordi de er ortodokse og fordi ortodoksi er respekteret. For at forstå ideen godt, så er du først nødt til at studere de duale sæt af ”principper”: det åndelige, eller de som tilhører det udødelige Ego; og det materielle, eller de principper som udgør de altid-forandrende kroppe eller Egoets serier af personligheder.

Lad os tillægge disse permanente navne, og sige at: -

I. Atma, det ”Højere Selv,” er hverken din Ånd eller min, men ligesom solskin skinner overalt. Det er det universelt udbredte ”guddommelige princip,” og er uadskillelig fra dens ene og absolutte Meta-Ånd, som en solstråle er uadskillelig fra solskin.

II. Buddhi (den åndelige sjæl) er kun dens vehikel. Hverken hver for sig, og heller ikke de to sammen er til mere brug for et menneske end solskin og dens stråler er for en masse af granit begravet i jorden, med mindre den guddommelige Dyade assimileres af, og reflekteres i, noget bevidsthed. Hverken Atma og heller ikke Buddhi nås nogensinde af karma, fordi den førstnævnte er det højeste aspekt af Karma, dets arbejdende agent i SIG SELV i en henseende, og i den anden er den ubevidst på dette plan. Denne bevidsthed eller dette sind er,

III. Manas, *afledningen eller produktet af Ahamkara i en

* MAHAT eller det ”Universelle Sind” er Manas kilde. Den sidstnævnte er Mahat, dvs., sindet, i mennesket. Manas kaldes også Kshetrajna, ”legemliggjort Ånd,” fordi den ifølge vores filosofi er, Manasa-putraerne, eller ”Det Universelle Sinds Sønner,” som skabte, eller snarere producerede, det tænkende menneske, ”manu,” ved at inkarnere i menneskehedens tredje Race i vores Runde. Det er derfor, Manas som er det sande inkarnerende og permanente Åndelige Ego, INDIVIDUALITETEN, og vores forskellige og utallige personligheder er dens ydre masker.

136

reflekteret form, JEG ”opfattelsen,” eller EGO-SKAB. Det bliver derfor, når det er uadskilleligt forenet med de første to, kaldt for det ÅNDELIGE EGO, og Taijasi (den udstrålende). Det er den virkelige Individualitet, eller det guddommelige menneske. Det er det Ego som – oprindeligt er inkarneret i den sanseløse menneskelige form animeret af, men ubevidst (da den havde ingen bevidsthed), af, tilstedeværelsen af sig selv i den duale monade – som af de menneske-lignende former skabte et virkeligt menneske. Det er det Ego, det ”Kausale Legeme,” som overskygger enhver personlighed som Karma tvinger den til at inkarnerer ind i; og dette Ego som holdes ansvarlig for alle synderne begået ved, og af, enhver ny krop eller personlighed – de flygtige masker som skjuler det sande Individ gennem den lange serier af genfødsler.

SPG. - Men er det retfærdigt? Hvorfor skulle dette Ego modtage straf som et resultat af handlinger, som det har glemt?

TEO. - Det har ikke glemt dem; det ved og husker sine misgerninger lige så vel som du husker hvad du har gjort i går. Er det fordi hukommelsen hos det sammensatte bundt der hedder ”krop” ikke erindrer hvad dets forgænger (den personlighed den var) gjorde, at du tror at det sande Ego har glemt dem? Lige som at sige at det er uretfærdigt at de nye støvler på en drengs fødder, som prygles for at stjæler æbler, skulle straffes for det som de ikke ved noget om.

SPG. - Men, er der ingen tilstande af kommunikationer imellem den Åndelige og menneskelige bevidsthed eller hukommelse?

TEO. - Selvfølgelig er der det; men de har aldrig været anerkendte af dine moderne videnskabelige psykologer. Hvilke attributter tillægger du til intuition, ”samvittighedens stemme,” forudanelser, vage udefinerede erindringer, osv., osv., hvis ikke til sådanne kommunikationer? Hvis majoriteten af uddannede mennesker i det mindste havde Coleridges, fine åndelige opfattelse, der viser hvor intuitiv han er i nogle af hans kommentarer. Hør hvad han siger med hensyn til muligheden af at ”alle tanker er uforgængelige i sig selv.” ”Hvis den intelligente evne (pludselige 'genoplivelser' af hukommelsen) skulle gøres mere forståelig, så ville det blot nødvendiggøre frembringelsen, af en anden og passende organisation, den himmelske krop i stedet for den jordiske krop, for overfor enhver menneskelig sjæl at frembringe den kollektive oplevelse af dets totale fortidige eksistens (snarere eksistenser) hos hvert menneskes sjæl.” Og denne himmelske krop er vores Manasiske EGO.

OM EGOETS BELØNNING OG STRAF
SPG. - Jeg har hørt, at du har sagt at Egoet, aldrig besøges med straf post-mortem , uanset hvilken persons liv det har inkarneret i på jorden.

TEO. - Aldrig, bortset fra i meget sjældne og exceptionelle tilfælde, som vi ikke vil omtale her, da ”straffens” natur ikke på nogen med ligner nogen af dine teologiske opfattelser af forbandelse.

138

SPG. - Men, hvis det straffes i dette liv for misgerninger begået i et tidligere, så er det vel også dette Ego som bør belønnes, uanset her eller når det er disinkarneret.

TEO. - Sådan er det. Når vi ikke tillader nogen straf udenfor jorden, så er det fordi at den eneste tilstand det Åndelige Selv kender til, derefter, er en med uforandret lyksaglighed.

SPG. - Hvad mener du?

TEO. - Ganske enkelt dette: forbrydelser og synd udført på et objektivt plan og i en stoflig verden, kan ikke modtage straf i en verden af total subjektivitet. Vi tror ikke på noget helvede eller paradis som lokaliteter; ikke på nogen objektiv helveds-ild og orme som aldrig dør, heller ikke på noget Jerusalem hvis gader er belagt med safirer og diamanter. Det vi tror på er en post-morten tilstand eller mental tilstand, sådan som vi er i under en levende drøm. Det vi tror på er en uforanderlig lov med absolut Kærlighed, Retfærdighed, og Medfølelse. Vi siger mens vi tror på den: ”Uanset den begåede synd og de frygtelige resultater af den oprindelige Karmiske overtrædelse hos de nutidige inkarnerede Egoer,* så kan intet menneske (eller den ydre Åndelige Entitets

* Det på baggrund af disse overtrædelser at den grusomme og ulogiske dogme om de faldne Engle er blevet bygget. Det er forklaret i den Hemmelige Lære, Bd. II. Alle vores ”egoer” er tænkende og rationelle entiteter (Manasa-putra'er), som har levet, enten under menneskelige eller andre former, i den forudgående livs-cyklus (Manvantara), og hvis Karma det var at inkarnere i mennesket i denne udgave. Det blev lært i MYSTERIERNE, at have forsinket efterkommelsen af denne lov (eller havde ”nægtet at skabe” som Hinduismen siger om Kumaraernes og den Kristne legende om Ærkeenglen Michael), dvs., at ved at have fejlet i at inkarnere til tiden, så blev kroppene der var forudbestemte for dem besudlet (Vide Stanzas VIII. Og IX. i ”Slokas of Dzyan,” Bd. II. Hemmelig Lære, pp. 19 og 20), derfor fremkom den oprindelige synd for de sanseløse former og straffen hos Egoerne. Det, som menes med at de oprørske engle hvirvles ned i Helvede, er enkelt forklaret ved at disse rene Ånder eller Egoer bliver fængslet i urene stoflige, kødelige kroppe.

materielle og periodiske form) med nogen grad af retfærdighed blive holdt til ansvar for konsekvenserne af sin fødsel. Han spørger ikke om at blive født, han kan heller ikke vælge sine forældre, som vil give ham live. I enhver henseende er han offer for sit miljø, et barn af omstændighederne som han ikke har nogen kontrol over; og hvis hver af hans overtrædelser blev upartisk undersøgt, så vil man finde ni ud af ti sager, hvor han var den der blev syndet imod, snarere end synderen. Livet er i bedste fald et hjerteløst spil, et stormfuldt hav at krydse, og en tung byrde, som ofte er for svær at udholde. De største filosoffer har forgæves forsøgt at fatte og udfinde dens raison d'etre, og har fejlet undtagen de som havde nøglen til det, nemlig de Østlige viise. Livet er, som Shakespeare beskriver det: -

”. . . . kun en vandrende skygge – en svag spiller, Som spankulerer og bekymrer sig over sin time på scenen, Og som så ikke høres mere. Det er en fortælling Fortalt af en idiot, fuld af lyd og raseri, Intetsigende. . . . .”

Det vil sige Intet i dets adskilte dele, dog af største vigtighed i dens kollektive serier af liv. I hvert fald, er næsten hvert individuelt liv, i sin fulde udvikling en sorg. Og skal vi tro, at det fattige hjælpeløse menneske, efter at være blevet kastet rundt som et stykke råddent tømmer på livets vrede bølger, skal straffes med evig forbandelse, eller endda en midlertidig straf, hvis han er for svag til at modstå dem? Aldrig! Uanset om man er en stor eller en gennemsnits synder, god eller dårlig, skyldig eller uskyldig, når en gang det fysiske livs byrde er afleveret, så har det trætte og udtjente Manu (”tænkende Ego”) vundet

140

retten til en periode af absolut hvile og lyksalighed. Den samme ufejlbarlige viise og retfærdige snarere end nådige Lov , som tilføjer der inkarnerede Ego, lang oplivning af mental hvile, dvs., den fuldstændige forglemmelse fra enhver trist begivenhed, ja, fra den mindste pinefulde tanke, som fandt sted i personlighedens sidste liv, kun efterladende i sjæls-hukommelsen erindringen om det som var lyksalighed, eller førte til glæde. Plotinus, som sagde at vores krop var Lethes sande flod for ”sjæle der kastes i den glemmer alt,” mente mere end han sagde. For, som vores jordiske krop er som Lethe, så er vores himmelske krop i Devachan, og meget mere.

SPG. - Så skal jeg forstå det sådan at morderen, der er overtræder guddommelig og menneskelig lov på enhver måde tillades at gå ustraffet fri?

TEO. - Hvem har nogensinde sagt det? Vores filosofi har en lære om straf lige så streng som den mest rigide Calvinist, blot meget mere filosofisk og i overensstemmelse med absolut retfærdighed. Ingen dåd, end ikke en syndfuld tanke, vil gå ustraffet hen; den sidstnævnte mere streng end den førstnævnte, da en tanke har meget mere potentiale til at skabe onde resultater end selv en dåd.* Vi tror på en ufejlbarlig lov om Gengældelse, med navnet KARMA, som fastlægger sig selv i en naturlig sammenkædning af årsager og deres uundgåelige resultater.

SPG. - Og hvordan, og hvor virker den?

TEO. - Enhver arbejder er sin løn værd, siger Evangeliets

Visdom; enhver handling, god eller dårlig, er en frugtbar forælder, siger Tidsaldernes Visdom. Sæt de to sammen, og du vil finde et ”hvorfor.” Efter at have tilladt Sjælen, at undslippe det personlige livs smerter, så venter Karma med dens hær af Skandhaer, ved tærsklen til Devachan med tilstrækkelig, ja hundrefolds kompensation, hvoraf Egoet gen-opstår for at antage en ny inkarnation. Det er i dette øjeblik at det nu udhvilede Egos fremtidige skæbne skælver i de retfærdige Gengældelses skalaer, hvor den nu endnu en gang falder under den aktive Karmiske lovs herredømme. Det er i den genfødsel som er klar for den, en genfødsel udvalgt og forberedt af denne mysteriøse, ubønhørlige, men i dens retfærdigheds og visdoms dekreter ufejlbarlige LOV, at Egoets foregående livs synder bliver straffet. Det er blot ikke ind i et indbildt Helvede, med teatralske flammer og tåbelige djævle med haler og horn, at Egoet smides, men sandelig ned på denne jord, planet og området for hans synder, hvor han vil blive nødt til at sone hver en ond tanke og handling. Som han har sået, så vil han høste. Reinkarnationen vil samle omkring ham alle de andre Egoer som har lidt, enten direkte eller indirekte, ved den tidligere personligheds hænder, eller endda gennem ubevidst medvirken. De vil af Nemesis blive kastet i retningen af det nye menneske, skjulende det gamle, det evige EGO, og . . . .

SPG. - Men hvor er retfærdigheden du taler om, da disse nye ”personligheder” ikke er klar over at de har syndet eller bliver syndet imod?

TEO. - Skal den iturevne jakke fra ryggen af det menneske som stjal den, fra et andet menneske som blev bestjålet den og genkender den som sin ejendom, anses som retfærdigt behandlet? Den nye

142

”personlighed” er ikke bedre end et nyt sæt klæder med dets specifikke karakteristika, farve, form og kvaliteter; men det sande menneske som bærer den er den samme gamle synder. Det er individualiteten som lider gennem hans ”personlighed.” Og det er det, og det alene, der kan tegne sig for den frygtelige, men stadig kun tilsyneladende, uretfærdighed i distributionen menneskers skæbner. Når jeres moderne filosoffer har succes med at vise os en god grund til hvorfor så mange tilsyneladende uskyldige og gode mennesker kun fødes til lidelse i et helt liv; hvorfor der fødes så mange fattige til sultedød i storbyernes slum, forladte af skæbnen og af mennesker; hvorfor, når disse fødes i kloakken, åbner andre så deres øjne til lyset i paladser; mens en nobel fødsel og lykke ofte synes at blive givet til de værste mennesker og kun sjældent til de værdige; mens der er tiggere hvis indre selv er ligemænd med de højeste og nobleste blandt mennesker; når dette, og meget mere forklares tilfredsstillende enten af jeres filosoffer eller teologer, så kun, men ikke før da, vil du have ret til at afvise teorien om reinkarnation. De højeste og største poeter har svagt opfattet denne sandhed blandt sandheder. Shelly troede på den, Shakespeare måtte have tænkt på den da han skrev om værdiløsheden ved Fødsel. Husk hans ord:

”Hvorfor skulle min fødsel holde min stigende ånd nede? Er ikke alle væsner underlagt tiden? Der er nu legioner af tiggere på jorden, At deres oprindelse udgår fra Konger, Og nu mange monarker, hvis fædre var Deres tids proletarer . . . . . . .” Ændrer ordet ”fædre” til ”Egoer” - og du vil have sandheden.

OM DE LAVERE ”PRINCIPPERS” SKÆBNE
SPG. - Du talte om Kama-Loka, hvad er det?

TEO. - Når mennesket dør, så forlader hans tre lavere principper ham for altid; dvs., krop, liv, og den sidstnævntes vehikel, den astrale krop eller dubletten hos det levende menneske. Og så befinder, hans fire principper – det centrale eller mellemste princip, den dyriske sjæl Kama-rupa, med det som den har assimileret fra den lavere Manas, og den højere triade sig selv i Kama-loka. Den sidstnævnte er en astral lokalitet, den skolastiske teologis limbus, de gamles Hades, og, strengt taget, kun en lokalitet i relativ betydning. Den har hverken et bestemt område eller grænse, men eksisterer indenfor subjektiv rum; dvs., er ovenover vores sanselige opfattelser. Men den eksisterer stadig, og det er der de astrale eidolons hos alle væsner der har levet, dyr inkluderet, afventer deres anden død. For dyrene kommer det med disintegrationen og den fuldstændige udtoning af deres astrale partikler til den sidste. For den menneskelige eidolon begynder det når Atma-Buddhi-Manas triaden siges at

144

”adskille” sig selv fra sine lavere principper, eller sin eks-personligheds refleksion, ved at falde ind i den Devachaniske tilstand.

SPG. - Og hvad sker der efter dette?

TEO. - Så kollapser det Kama-rupiske fantom, og bliver tilbage uden sit informerende tænkende princip, den højere Manas, og det lavere aspekt af sidstnævnte, den dyriske intelligens, modtager ikke længere lys fra det højere sind, og har ikke længere nogen fysisk hjerne at arbejde igennem.

SPG. - På hvilken måde?

TEO. - Tja, den falder ind i frø-tilstand, når visse dele af dens hjerne tages ud vivisektoren. Den kan ikke tænke mere, selv på det laveste dyriske plan. I al fremtid er den ikke længere den lavere Manas, da denne ”lavere” ikke er noget uden den ”højere.”

SPG. - Og det er denne ikke-entitet som materialiserer sig i Seance rum med Medier?

TEO. - Det er den ikke-entitet. En sand ikke-entitet, imidlertid, kun i forhold til fornufts eller tænkeevner, stadig en Entitet, omend astral og flydende, som vist i visse tilfælde når den er blevet magnetisk og ubevidst tiltrukket af et medie, genoplives for en tid og lever i ham så at sige med fuldmagt. Dette ”spøgelse,” eller Kama-rupa, kan sammenlignes med en gople, som har en æterisk gelatine-agtigt udseende så længe, den er i sit eget element, eller vand (mediets specifikke AURA), men som, lige så snart den trækkes ud af den, opløses i hånden eller på sandet, især i sollys. I mediets Aura, lever det et slags stedfortrædende liv og argumenterer og taler enten gennem mediets hjerne eller

andre tilstedeværende personer. Men dette vil føre os for langt, og ind på andre folks områder, hvor jeg ingen ønsker har at betræde. Lad os holde os til emnet reinkarnation.

SPG. - Hvad med sidstnævnte? Hvor længe forbliver det reinkarnerende Ego i den Devachaniske tilstand?

TEO. - Vi ved, at det afhænger af graden af åndelighed og belønning og straf fra den sidste inkarnation. Den gennemsnitlige tid er, som jeg allerede har fortalt dig, fra ti til femten århundreder.

SPG. - Men hvorfor kan dette Ego ikke manifestere og kommunikere med dødelige sådan som Spiritualister ønsker det? Hvad skulle kunne forhindre en moder i at kommunikere med de børn hun efterlod sig på jorden, en mand med sin kone, og så videre? Jeg må tilstå, at det er en meget trøstende tro; jeg undrer mig heller ikke over de som tror på den er så utilbøjelige til at opgive den.

TEO. - Det er de heller ikke tvungne til, med mindre at de foretrækker sandhed frem for fiktion, uanset hvor ”trøstende.” Vore doktriner kan være usympatiske for Spiritualister; alligevel, så intet af det vi tror på og underviser i halvt så selvisk og grusomt som det de prædiker.

SPG. - Jeg forstår dig ikke. Hvad er selvisk?

TEO. - Deres lære om Åndernes tilbagevenden, som de kalder de virkelige ”personligheder”; og Jeg vil fortælle dig hvorfor. Hvis Devachan – kald det ”paradis” hvis du vil, et ”sted med lyksalighed og suveræn lykke,” om noget – er sådan et sted (eller sig tilstand), så fortæller logikken os at ingen sorg eller endda skyggen af lidelse kan opleves der. Vi læser i bogen med de mange løfter, at ”Gud vil tørre alle tårer væk fra øjnene” hos de som er i paradis. Og hvis ”Ånderne hos de døde” sættes i stand til at vende tilbage og se alt hvad der foregår på jorden, og især i deres hjem, hvad slags lyksalighed kan der så være vente for dem?

146

HVORFOR TEOSOFFERNE IKKE TROR PÅ DE RENE ”ÅNDERS” TILBAGEVENDEN
SPG. - Hvad mener du? Hvorfor skulle dette interferere med deres lyksalighed?

TEO. - Ganske enkelt dette; og her er et eksempel. En moder dør, og efterlader hendes hjælpeløse børn – forældreløse, som hun beundrer – måske også en afholdt ægtemand. Vi siger at hendes ”Ånd” eller Ego – denne individualitet er nu helt imprægneret for hele den Devachaniske periode, med de nobleste følelser som dens tidligere personlighed havde, dvs., kærlighed for hendes børn, medlidenhed med de som lider, og så videre – vi siger at det nu er fuldstændig separeret fra ”tårernes jammerdal,” at dens fremtidige lyksalighed består i alle de smerter den efterlod bag sig. Spiritualisterne siger, i modsætning her til, at den er tydeligt klar over dem, og yder mere end før, for ”Ånderne ser mere end dødelige i kødet gør.” Vi siger at Davachaneens lyksalighed består i dens komplette overbevisning om at den aldrig har forladt jorden, og at der overhovedet ikke er sådan noget som død; at moderens åndelige post-morten bevidsthed vil præsentere hende for at hun lever blandt sine børn og alle de som hun elskede; at ingen åbning, ingen forbindelse, vil mangle i at gøre hendes ulegemlige tilstand den mest perfekte og absolutte glæde. Spiritisterne nægter totalt dette. Ifølge deres lære befries mennesket endog ikke for livets sorger efter døden. Ikke en dråbe fra livs-bægerets pine og lidelse vil undslippe hans læber;

og nolens volens, da han nu ser alt, må han drikke den til sidste dråbe. Således er den kærlige moder, der i sit liv var rede til at redde sin ægtemands sorg med sit hjertes blod, nu dømt til i al hjælpeløshed at se, hans desperation, og registrere enhver varm tåre han udgyder over tabet af hende. Værre end det, hun kan se at hans tårer tørrer hurtigt, og et andet elsket ansigt skinne over ham, hendes børns fader; finder en anden kvinde der erstatter hende i hans affekterede tilstand; dømt til at høre hendes forældreløse give den hellige ”moder” navn til en som er ligegyldig for dem, og at se de små børn forsømte, hvis ikke mishandlet. Ifølge denne lære bliver den ”blide vindpust mod udødeligt liv” uden nogen overgang vejen til en ny vej af mental lidelse! Alligevel er de Amerikanske Spiritisters veteran journal ”Banner of Lights” kolonner fyldt med meddelelser om døde, ”de kære desperate,” som alle skriver hvor rigtig glade de er! Er en sådan tilstand af viden i overensstemmelse med lyksalighed? Så står ”lyksalighed” i dette tilfælde for den største forbandelse, og ortodoks fordømmelse må være en lettelse i sammenligning med den!

SPG. - Men, hvordan undgår din teori dette? Hvordan kan du forene teorien om Sjælens alvidenhed med dens blindhed om hvad der sker på jorden?

TEO. - Fordi sådan er loven om kærlighed og medfølelse. I enhver Devachanisk periode iklæder Egoet, alvidende som det er per se, så at sige, sig selv, med refleksionen fra den tidligere ”personlighed”. Jeg har lige fortalt dig, at de ideelle opblomstringer blandt de abstrakte udødelige og evige kvaliteter eller attributter, så som kærlighed og medfølelse, kærligheden til det

148

gode, det sande og det smukke, som nogensinde talte i den levende ”personlighed” hjerte, klyngede sig til Egoet efter døden, og fulgte det derfor til Devachan. Egoet bliver således for tiden den ideelle refleksion af mennesket, som det var da det sidst var på jorden, og det er ikke alvidende. Var den det, så vilde den aldrig på nogen måde være i den tilstand vi kalder Devachan.

SPG. - Hvad er dine begrundelser for dette?

TEO. - Hvis du ønsker et svar i overensstemmelse med de strengeste fremstillinger indenfor vores filosofi, så vil jeg sige, at det er fordi alting er illusion (Maya) udenfor evig sandhed, som hverken har form, farve, heller ikke begrænsning. Han som har placeret sig hinsides mayas slør – sådan som de højeste Adepter og Indviede – har ikke noget Devachan. For den almindelige dødelige så er hans lyksalighed i den komplet. Det er en fuldstændig glemsel af alt som gav den lidelse eller sorg i den tidligere inkarnation, og endda glemsel fra fakta om at alle sådanne ting som lidelse og sorg overhovedet eksisterer. Devachaneen gennemlever sin mellemliggende cyklus mellem to inkarnationer omgivet af alt som det forgæves har stræbt at efter, og i selskab med alle som den elskede på jorden. Det har nået opfyldelsen af alle sin sjæle-længsel. Og således lever den gennem lange århundreder en tilværelse af ublandet glæde, som er belønningen for dens lidelser i det jordiske liv. Kort sagt, bader den i den uafbrudte lyksaligheds hav mens den spænder over begivenheder med endnu større grad af lyksalighed.

SPG. - Men dette er mere end enkel vrangforestilling, det er eksistensen af vanvittige hallucinationer!

TEO. - Set fra din synsvinkel er det sådan, ikke fra den filosofiske. Desuden er hele vores jordiske liv ikke fyldt

med sådanne vrangforestillinger? Har du nogensinde mødt mænd og kvinder som har levet i fjolsernes paradis i årevis? Og fordi du skulle gå hen og vide at ægtemanden til en hustru, som hun tilbeder og tror sig elsket af, er hende utro, ville du så slå hendes hjerte itu og hendes smukke drøm ved at vække hende uhøfligt til virkelighedens verden? Det tror jeg ikke. Jeg siger det igen, sådan glemsel og hallucination – hvis du kalder det dette – er kun en nådig naturlov og strikt retfærdighed. Det er til enhver tid en meget mere fascinerende mulighed end den ortodokse gyldne harpe med et par vinger. Forsikringen om at ”sjælen som lever ofte opstiger og løber stedkendt gennem det himmelske Jerusalems gader, besøgende patriarker og profeter, hilsende apostlene, og beundrende hæren af martyrer” synes måske at være af en mere from karakter for nogle. Ikke desto mindre, er det en hallucination af en langt mere illusorisk karakter, da mødre, som vi alle ved, elsker deres børn med udødelig kærlighed, mens alle personlighederne nævnt i det ”himmelske Jerusalem” stadig er af en tvivlsom natur. Men, jeg vil stadig hellere acceptere det ”nye Jerusalem,” med dets gader belagt som udstillingsvinduerne i en juveler-forretning, end at finde trøst i Spiritisternes hjerteløse doktrin. Alene ideen om at end faders, moders, datters eller broders intellektuelle bevidste sjæle finder deres lyksalighed i et ”Sommerland” - er kun en lidt mere naturlig, men lige så tåbelig som beskrivelsen af det ”Ny Jerusalem” - ville være nok til at man mistede enhver respekt for ens ”afdøde.” At tro at rene ånder kan føle sig lykkelige når de er dømt til at overvære synder, fejltagelser, forræderi, og oven på dette

150

lidelserne fra de som den adskilles fra ved døden og som den elsker mest, uden at være i stand til at hjælpe dem, vil være en vanvittig tanke.

SPG. - Der er noget i din argumentation. Jeg tilstår, at jeg aldrig har set på det fra den synsvinkel.

TEO. - Lige netop, og man må være selvisk i det inderste og fuldstændig uden sans for retfærdig gengældelse, for nogensinde at have forstillet sig noget sådant. Vi er med de som vi har mistet i materiel form, og meget, meget tættere på dem nu, end vi var da vi var i live. Og det er ikke kun i Devachaneens fantasi, sådan som nogle forestiller sig det, men i virkeligheden. For ren guddommelige kærlighed er ikke kun det menneskelige hjertes blomstring, men har sin rod i evigheden. Åndelig hellig kærlighed er udødelig og Karma bringer før eller siden alle de som elskede hinanden med sådan en åndelige effektion til at inkarnere endnu en gang i den samme familie gruppe. Igen siger vi at kærlighed hinsides graven, selv om du måske kalder det illusion, har en magi og en åndelig magt som påvirker det levende. En moders Ego, der er fyldt med kærlighed for de forstillede børn, som det ser nær sig selv, levende et lykkeligt liv, så virkeligt for det som da det var på jorden – denne kærlighed vil altid blive følt af børn i kødet. Den vil manifestere sig i deres drømme, og ofte i forskellige begivenheder – i forsynets beskyttelser og undvigelser, for kærlighed er et stærkt skjold, og er ikke begrænset af rum og tid. Som med dets Devachaniske ”moder,” sådan er det med resten af de menneskelige forbindelser og tilknytninger, undtagen de rene selviske og materielle. Analogi vil angive resten for dig.

SPG. - Så du tillader ikke i noget tilfælde muligheden af kommunikation mellem den levende med den ulegemlige ånd?

TEO. - Der er et tilfælde, og endda to undtagelser fra reglen. Den første undtagelse er i de få dage, der følger umiddelbart efter en persons død og før Egoet passerer ind i den Devachaniske tilstand. Hvorvidt nogen levende dødelig, undtagen nogle få ekstraordinære tilfælde – (når begærets intensitet hos en døende person til at vende tilbage af en grund, der tvang den højere bevidsthed til at forblive vågen, og derfor var det i virkeligheden individualiteten, ”Ånden” der kommunikerede) - har fået meget gavn af åndens tilbagevenden til det objektive plan er et helt andet spørgsmål. Ånden er fortumlet efter døden og falder kort efter ind i det vi kalder ”før-devachanisk bevidstløshed.” Den anden undtagelse findes hos Nirmanakayaerne.

SPG. - Hvad med dem? Og hvad betyder dette ord for dig?

TEO. - Det ord tillægges de som, selv om de har vundet retten til Nirvana og cyklisk hvile – (ikke ”Devachan,” da sidstnævnte er en illusion i vores bevidsthed, en lykkelig drøm, og da de som er klar til Nirvana skal fuldstændigt have mistet ethvert begær eller mulighed for verdslige illusioner) – ud af medlidenhed med menneskeheden og dem som de har efterladt på jorden frasiger sig den Nirvaniske tilstand. Sådan en adept, eller Viismand, eller hvad du ønsker at kalde ham, mener at det er en selvisk handling at forblive i lyksalighed mens menneskeheden jamrer sig under ulykkens byrde skabt af uvidenhed, frasiger sig Nirvana, og beslutter sig at forblive usynlig i ånd på denne jord. De har ingen materiel krop, da de har efterladt den; men ellers så forbliver de med alle deres principper selv i det astrale liv i vores sfære. Og sådanne kan kommunikere og kommunikerer med få udvalgte, men sandelig ikke med almindelige medier.

152

SPG. - Jeg stillede dig spørgsmålet om Nirmanakayaer fordi Jeg læste i et Tysk og andre værker at det var et navn, der blev givet til jordiske tilsynekomster eller kroppe iklædt af Buddhaer i den Nordlige Buddhistiske lære.

TEO. - Og det er de, bortset fra at Orientalisterne har misforstået den jordiske krop ved at mene at den er objektiv og fysisk i stedet for rent astral og subjektiv.

SPG. - Og hvad godt kan de gøre på jorden?

TEO. - ikke meget, med hensyn til enkelt personer, da de ikke har nogen ret til at interferere med Karma, og kan kun inspirere og rådgive dødelige med hensyn til det generelt gode. Alligevel udfører de flere gavnlige handlinger end du forstiller dig.

SPG. - Videnskaben vil aldrig tilslutte sig dette, end ikke vores moderne psykologer. For dem kan ingen del af intelligensen overleve den fysiske hjerne. Hvad vil du sige til dem?

TEO. - Jeg vil ikke en gang gøre mig besværet med at svare, men vil ganske enkelt sige med ordene givet af ”M. A. Oxen,” ”Intelligens bliver for altid bevaret efter at kroppen er død. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om hjernen. . . . Det er ud fra hvad vi ved fornuftigt at fremføre den menneskelige ånds uforgængelighed” (Spirit Identity, p. 69).

SPG. - Men ”M. A. Oxen” er en Spiritualist?

TEO. - Helt og holdent, og den eneste sande Spiritualist jeg kender til, selv om vi stadig kan være uenige med ham om mange mindre spørgsmål. Bortset fra dette, så kommer ingen Spiritualist tættere på de okkulte sandheder end han gør. Lige som enhver af os taler han uophørligt ”om farerne ved overfladiskhed som plager det dårligt-udrustede, fjer-hovede rodehoved indenfor det okkulte, der krydser tærsklen uden

at opgøre omkostningerne”* Vores eneste uenighed hviler omkring spørgsmålet om ”Åndelig Identitet.” Ellers, så er jeg en af dem, som er helt enig med ham, og accepterer de tre forslag han indlagde i hans foredrag i Juli 1884. Det er denne eminente Spiritualist, som snarere, er uenig med os, ikke os med ham.

SPG. - Hvad er det for nogle forslag?

TEO. - ”1. At der et liv samtidig med, og uafhængig af kroppens fysiske liv.”

”2. At, som en naturlig følge, så fortsætter dette liv ud over kroppens liv” (vi siger at det fortsætter gennem Devachan).
”3. At der er en kommunikation mellem beboerne i denne eksistens tilstand og de som er i den verden vi nu lever i.”

Alt afhænger, som du ser, af de mindre og sekundære aspekter ved disse grundlæggende forslag. Altsamment afhænger af de opfattelser vi har af Ånden og Sjælen, eller Individualiteten og Personligheden. Spiritister fejlopfatter de to ”til at være en”; vi adskiller dem, og siger at, med undtagelse af de ovenfor opregnede, så vil ingen Ånd genbesøge jorden, men den dyriske Sjæl kan. Men lad os endnu en gang vende tilbage til vores direkte emner, Skandhaerne.

SPG. - Jeg begynder at forstå det bedre nu. Det er så at sige disse Skandhaers Ånd, som er den mest ophøjede, og som overlever ved at tilknytte sig til det inkarnerede Ego, og tilføjes til samlingen af engleagtige oplevelser. Og det er attributterne der er tilknyttet de materielle Skandhaer, der har selviske og personlige motiver,

154

forsvinder fra aktivitetsområdet mellem to inkarnationer, dukker op ved den næste inkarnation som Karmiske resultater der skal sones for; og derfor vil Ånden ikke forlade Devachan. Er det sådan?

TEO. - Meget tæt på. Hvis du til dette tilføjer, at loven om gengældelse, eller Karma, der belønner den højeste og mest åndelige i Devachan, aldrig fejler med hensyn til at belønne dem igen på jorden ved at give dem yderligere udvikling, og tilfører Egoet en krop der passer det, så har du helt ret.

NOGLE FÅ ORD OM SKANDHAERNE
SPG. - Hvad bliver der af de andre, personlighedens lavere Skandhaer, efter kroppens død? Ødelægges de helt?

TEO. - Der er til og alligevel er de ikke – et nyt metafysisk og okkult mysterium til dig. De ødelægges som arbejdsredskaber for personligheden; de forbliver som Karmiske effekter, som frø, hængende i det jordiske plans atmosfære, rede til at komme til live, som så mange hævnende fjender, for at tilknytte sig til Egoets nye personlighed når det reinkarnerer.

SPG. - Dette overgår virkelig min forstand, og er meget svært at forstå.

TEO. - Ikke når du først har tilegnet dig alle detaljerne. For så vil du se at med hensyn til logikken, pålideligheden, dybsindig filosofi, guddommelig medfølesle og lighed, så har denne lære om Reinkarnation ikke sit lige på jorden. Det er en tro på den opstigende udvikling for

hvert inkarnerende Ego, eller guddommelige sjæl, i en evolution fra det ydre til det indre, fra det materielle til det Åndelige, ankommende til slutscenen med absolut enhed i det guddommelige Princip. Fra styrke til styrke, fra skønhed og perfektion på et plan til større skønhed og perfektion på et andet, med opstigelser af ny herlighed, med ny viden og kraft i hver cyklus, således er skæbnen for ethvert Ego, som således bliver dets egen Frelser i hver verden og inkarnation.

SPG. - Men Kristendommen lærer det samme. Den prædiker også udvikling.

TEO. - Ja, kun med tilføjelse af noget andet. Den fortæller os om umuligheden af at opnå Frelse uden hjælp af en mirakuløs Frelser, og som derfor dømmer alle de som ikke accepterer dogmet til fortabelse. Dette er lige nøjagtig forskellen mellem den Kristne teologi og Teosofi. Den førstnævnte påtvinger troen på det Åndelige Egos nedstigen i det Lavere Selv; den sidstnævnte indskærper nødvendigheden af at bestræbe sig på at opløfte sig selv til Kristus, eller Buddhi-tilstanden.

SPG. - Ved at undervise i opløsningen af bevidstheden i tilfælde af fejltagelser, synes du så ikke at dette leder hen til tilintetgørelse af Selvet, i den ikke-metafysiskes øjne?

TEO. - Fra synsvinklen for de som tror bogstaveligt på kroppens genopstandelse, og som insisterer på at ethvert ben, hver arterie og hvert atom i kødet vil blive opløftet på Dommedag – så er det selvfølgelig sandt. Hvis du stadig insisterer på at det er den dødelige form og endelige kvaliteter som fremstiller det udødelige menneske, så kan vi næppe forstå hinanden. Og hvis du ikke forstår dette, fordi du begrænser ethvert Egos eksistens til ét liv

156

på jorden, så kan du gøre Guddommen til en for evigt-fordrukken Indra i Puranaernes døde bogstav, en grusom Moloch, en gud som laver et uløseligt roderi på Jorden, og alligevel påberåber sig tak for det, så vil det være sådan at jo før vi stopper samtalen om det jo bedre.

SPG. - Men, nu hvor emnet om Skandhaerne er fremlagt, så lad os vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt bevidstheden overlever døden. Det er det emne, som interesserer de fleste mennesker. Besidder vi mere viden i Devachan end vi gør i det Jordiske liv?

TEO. - I én henseende, kan vi erhverve os mere viden; det vil sige, vi kan videreudvikle enhver evne som vi elskede og stræbte efter i livet, såfremt den vedrører de abstrakte og ideelle ting, så som musik, maleri, poesi, osv., fordi Devachan blot er en idealiseret og subjektiv fortsættelse af det jordiske liv.

SPG. - Men, hvis Ånden er fri fra stof i Devachan, hvorfor skulle den så ikke besidde al viden?

TEO. - Fordi, som jeg sagde til dig, så er Egoet, så at sige, gift med hukommelsen fra sin sidste inkarnation. Således, at hvis du tænker over hvad jeg har sagt, og sammenstykker alle fakta, så vil du blive klar over at den Devachaniske tilstand ikke er alvidende, men en transcendental fortsættelse af det lige afsluttede personlige liv. Det er resten af sjælen væk fra livets fælde.

SPG. - Men videnskabelige materialister fastlægger at der ikke er noget tilbage efter menneskets død; at den menneskelige krop blot disintegrerer ind i dens sammensatte elementer; og at hvad vi kalder sjælen blot er en midlertidig selv-bevidsthed produceret som et bi-produkt af den organiske livs bevægelser, som vil svinde bort som damp. Er deres opfattelse ikke en mærkelig sindstilstand?

TEO. - Overhovedet ikke mærkeligt, som jeg ser det. Hvis de siger at selv-bevidsthed ophører med kroppen, så ytrer de i deres tilfælde ganske enkelt en bevidst profeti, for når de en gang først er fast overbevist om det som de fastlægger, så er intet bevidst liv efter døden muligt for dem. For der er undtagelser til enhver regel.

OM BEVIDSTHED EFTER-DØDEN OG EFTER-FØDSLEN. *

SPG. - Men hvis menneskets selv-bevidsthed som en fast regel overlever efter døden, hvorfor skulle der så være undtagelser?

TEO. - Blandt de grundlæggende principper i den åndelige verden er ingen undtagelser mulige. Men, der er regler for de som ser, og regler for de som foretrækker at forblive blinde.

SPG. - Lige nøjagtig. Jeg forstår. Dette er blot vildfarelse hos den blinde mand, der benægter eksistensen af solen fordi han ikke ser den. Men efter døden så vil hans åndelige øjne sandelig blive tvunget til at se. Er det hvad du mener?

TEO. - Han vil ikke blive tvunget, og han vil heller ikke se noget. Da han vedholdende har benægtet muligheden for liv efter døden i sit liv, så vil han være ude af stand til at se det, fordi hans åndelige kapacitet har været hæmmet i livet, så kan den ikke udvikle sig efter døden, han vil forblive blind. Ved at insistere på at han må se det, så mener du klart noget en ting, og jeg noget andet. Du

158

taler om ånden fra ånden, eller flammen fra flammen – kort og godt om Atma, - og du forveksler det med den menneskelige sjæl – Manas. . . . Du forstår mig ikke; lad mig prøve at forklare det. Hele kernen i dit spørgsmål er at vide hvorvidt, det totale tab af selvbevidsthed og selvopfattelse er mulig i tilfælde af komplet materialisme? Et det ikke sandt? Jeg svarer, det er muligt. Fordi, jeg tror fuldt og fast på vores Esoteriske Lære, som kun refererer til post-mortem perioden, eller intervallet mellem to liv eller fødsler, som en midlertidig tilstand, så siger jeg, uanset hvorvidt intervallet mellem de to handlinger i livets illusoriske drama varer et år eller en million år, så kan tilstanden uden at bryde den fundamentale lov, post-mortem, vise sig at være den nøjagtig den samme tilstand som et menneske som er i en tilstand af død bevidstløshed.

SPG. - Men fordi du lige har sagt at de fundamentale love i tilstanden efter døden ikke har nogle undtagelser, hvordan kan det så være?

TEO. - Jeg siger heller ikke at de giver mulighed for en undtagelse. Den åndelige lov om kontinuitet gælder kun for ting som i sandhed er virkelige. For den som har læst og forstået Mundakya Upanishaden og Vedanta-Sara så bliver alt dette meget tydeligt. Jeg vil sige mere: det er tilstrækkeligt at forstå hvad vi mener med Buddhi og dualiteten i Manas for at få en klar opfattelse af hvorfor materialisten fejler med hensyn til at have en selvbevidst overlevelse efter døden. Fordi Manas, i sit lavere aspekt, er det jordiske sinds hovedsæde, så kan den derfor kun give den opfattelse af Universet, som er baseret på dette sinds oplevelser; det kan ikke give åndelige oplevelser. Det siges i den Østlige skole, at mellem Buddhi og Manas

(Egoet), eller Iswara og Pragna*, der er der i virkeligheden ikke mere forskel end mellem en skov og dens træer, en sø og dens vande, sådan som Mundakya lærer det. En af hundreder af træer, som er døde pga. manglende vitalitet, eller rykket op med rode, er stadig ikke i stand til at forhindre skoven i stadig at være en skov.

SPG. - Men, sådan som jeg forstår det, så repræsenterer Buddhi i denne lignelse skoven, og Manas-taijasi† træerne. Og hvis Buddha er udødelig, hvordan kan det som svarer til det, dvs., Manas-taijasi, fuldstændigt miste sin bevidsthed ind til dagen for dens nye inkarnation? Det kan jeg ikke forstå.

TEO. - Det kan du ikke, fordi du sammenblander en abstrakt præsentation af helheden med de årsagsmæssige forandringer i formverden. Husk at hvis det kan siges om Buddhi-Manas at den er ubetinget udødelig, så kan det samme ikke siges om den lavere Manas, og endnu mindre om Taijasi, som blot er en attribut. Ingen af disse, hverken Manas eller Taijasi, kan eksistere adskilt fra Buddhi, den guddommelige sjæl, fordi den første (Manas) i sine lavere aspekter er, den nødvendige attribut for den jordiske personlighed, og den anden (Taijasi) er identisk med den første, fordi den er den samme Manas blot med refleksionen af lyset fra Buddhi på den. I sin tur, ville Buddhi blot forblive en upersonlig ånd uden

* Iswara er den manifesterede guddoms kollektive bevidsthed, Brahma, dvs., Skaren af Dhyan Chohan'ernes kollektive bevidsthed (vide SECRET DOCTRINE); og Pragna er deres individuelle visdom.

† Taijasi betyder den strålende som konsekvens af dens forening med Buddhi; dvs., Manas, den menneskelige sjæl, illumineret ved udstrålingen fra den guddommelige sjæl. Derfor kan, Manas-Taijasi beskrives som strålende sind; den menneskelige fornuft oplyst af åndens lys; og Buddhi-Manas er åbenbaringen af det guddommelige plus menneskelig intellekt og selv-bevidsthed.

160

dette element som den låner af den menneskelige sjæl, som gør den betinget og skaber i den, i dette illusoriske Univers, som om den var noget adskilt fra den universelle sjæl i hele inkarnations cyklussens periode. Sig hellere at Buddhi-Manas kan hverken dø eller tabe dens sammensætning af selv-bevidsthed i al Evighed, og heller ikke erindringen om dets tidligere inkarnationer hvori de to – dvs., den åndelige og den menneskelige sjæl – har været tæt knyttet sammen. Men, det er ikke tilfældet for materialisten, hvis menneskelige sjæl hverken modtager noget fra den guddommelige sjæl, men afviser endda at anerkende dens eksistens. Du kan næppe tillægge dette aksiom til den menneskelige sjæls attributter og kvalifikationer, for det vil være lige som at sige, at fordi din guddommelige sjæl er udødelig, så må rødmen på din kind også være udødelig; hvorimod denne rødmen, lige som Taijasi, blot er et midlertidigt fænomen.

SPG. - Forstår jeg det sådan at du siger at vi ikke bør blande noumenon med phenomenon, årsagen med dens effekt i vores sind?

TEO. - Jeg siger sådan, og gentager at, Taijasis udstråling bliver blot et spørgsmål om tid, når den er begrænset til Manas eller den menneskelige sjæl alene; fordi både udødelighed og bevidsthed bliver for den jordiske bevidsthed ganske enkelt betingede attributter efter døden, så de fuldstændig afhænger af de forhold og trosopfattelser, som er blevet skabt af den menneskelige sjæl selv gennem dens krops liv. Karma handler uophørligt: vi høster i vores liv-efter-døden kun den frugt som vi selv har sået i dette.

SPG. - Men hvis mit Ego kan blive kaste ind i en tilstand af fuldstændig bevidstløshed, efter kroppens ødelæggelse, hvordan kan der så være straf for mit sidste livs synder?

TEO. - Vores filosofi lærer at Karmisk straf kun når Egoet i den næste inkarnation. Efter døden modtager den kun belønningen for de udståede ufortjente lidelser, den gennemgik i sidste inkarnation.* Hele lidelsen efter døden, består derfor selv for materialisten ved fraværet af nogen belønning, og af det rene tab af bevidsthed om ens lyksaglighed og hvile. Karma er det jordiske Egos barn, og den er frugten af det for alle synlige objektive personligheds træs handlinger, lige så vel som frugten af alle træets tanker og endda det åndelige ”Jeg's” motiver; men Karma er også den kærlige moder, som healer sårene som blev påført af hende i det foregående liv, før hun vil begynde at torturere dette Ego ved at påføre ham nye. Hvis det kan siges, så er der ikke nogen mental eller fysisk lidelse i den dødeliges liv, som ikke er den direkte frugt og konsekvens af en eller anden synd i en forudgående tilværelse; på den anden side, da han ikke bevarer den mindste erindring af det i sit nuværende liv, og føler sig ufortjent til en sådan lidelse, og tror derfor at han ikke lider af egne grunde, dette alene er tilstrækkeligt til at berettige den menneskelige sjæl til den fuldstændige trøst, hvile, og lyksaglighed i hans post-mortem tilværelse. Døden kommer til vores åndelige selv altid som en udfrier og ven. For materialisten, som, på trods af sin materialisme, ikke

* Nogle Teosoffer har fundet undtagelser til denne påstand, men ordene er givet af Mester, og meningen der er tilknyttet ordet ”ubelønnet” er angivet ovenfor. I T.P.S. panflet No. 6, blev en frase brugt, som efterfølgende blev kritiseret i LUCIFER, som havde til hensigt at vise den samme ide. Dens form, var imidlertid akavet og åbnede op for den kritik som blev rettet imod den; men den essentielle ide var at mennesket lider på grund af resultaterne af handlinger udført af andre, resultater som derfor strengt taget ikke tilhører deres egen Karma – og de fortjener derfor kompensation for disse lidelser.

162

var er skidt menneske, vil intervallet mellem de to liv være som en ubrudt og fredsommelig barnesøvn, enten fuldstændig drømmeløs, eller fyldt med billeder som han ikke vil have nogen præcis oplevelse af; mens det for gennemsnitlige dødelige vil være så levende en drøm som selve livet, og fuld af realistisk lyksaglighed og visioner.

SPG. - Så må det personlige menneske altid gå rundt og blindt lide de Karmiske straffe som Egoet har udført?

TEO. - Ikke helt. Ved det højtidelige øjeblik ved ethvert menneskes død, selv når døden er pludselig, ser hele sit sidste liv udstrakt frem for sig, i dens minutiøse detaljer. I et kort øjeblik bliver det personlige et med individet og det alvidende Ego. Men dette øjeblik er nok til at vise ham hele kæden af årsager som har arbejdet igennem hans liv. Han ser og forstår nu sig selv som han er, uudsmykket med smiger og selvbedrag. Han ser sit eget liv, blivende tilbage som en tilskuer skuende ned på arenaen han forlader; han føler og erkender retfærdigheden af al lidelse som har overvældet ham.

SPG. - Sker dette for alle?

TEO. - Uden nogen undtagelse. Vi lærer, at meget gode og hellige mennesker ikke kun ser, det liv de forlader, men adskillige forudgående liv hvori der blev skabt de årsager som gjorde dem til det de var i det sidste afsluttede liv. De genkender loven om Karma i al dens majestæt og retfærdighed.

SPG. - Sker der noget aktivt før denne genfødsel?

TEO. - Det gør der. Lige som mennesket ved tiden for sin død har en

retrospektiv indsigt i det liv han har ført, så, har Egoet det øjeblik det fødes på jorden en prospektiv vision af sit liv, som venter det, og ser alle årsager som har ført frem til det. Han bliver klar over dem og ser fremtidige tilstande, fordi det er mellem Devachan og genfødsel at Egoet genvinder sin fulde manasiske bevidsthed, og genskabes for en kort tid som den gud han var, før, han først nedsteg til stoffet og inkarnerede i det første menneske af kød, i overensstemmelse med karmaloven. Den ”gyldne tråd” ser alle dens ”perler” og overser ingen af dem.

HVAD DER EGENTLIG MENES MED ANNIHILATION.

SPG. - Jeg har hørt nogle Teosoffer tale om den gyldne tråd hvorpå deres liv blev spundet. Hvad mener de med det?

TEO. - I Hinduernes Hellige bøger siges det at det som undergår periodiske inkarnationer er Sutratma, som bogstavligt betyder ”Tråd Sjælen.” Den er synonym med det reinkarnerende Ego – Manas forbundet med Buddhi – som absorberer de Manasiske erindringer om alle forudgående liv. Den kaldes sådan, fordi, den lange serie af menneskelige liv, er spundet sammen lige som perler på en snor på den ene tråd. I nogle Upanishader sammenlignes disse periodiske genfødsler med en dødeligs liv som periodisk svinger mellem søvn og vågen tilstand.

SPG. - Jeg må sige at dette ikke synes særlig indlysende, og jeg vil prøve at sige hvorfor. For det menneske som vågner, så begynder en ny dag, men det menneske er den samme i sjæl og krop som han var dagen før;

164

hvorimod der sker en komplet forandring ved hver inkarnation ikke kun af den ydre indpakning, kønnet og personligheden, men endda af de mentale og psykiske kapaciteter. Denne sammenligning synes for mig ikke at være korrekt. Mennesket som vågner fra søvnen husker klart hvad han har gjort dagen før, og endda måneder og år tilbage. Men ingen af os har den mindste erindring af et forudgående liv eller om nogen fakta eller begivenhed med hensyn til det. . . . Jeg kan om morgenen glemme hvad jeg drømte om natten, men jeg ved stadig at jeg har sovet og har visheden af at jeg levede under søvnen; men hvilken erindring kan jeg have om min tidligere inkarnation før tidspunktet for min død? Hvordan forklarer du det?

TEO. - Nogle mennesker husker deres tidligere inkarnationer mens de lever; men er Buddhaer og Indviede. Det er hvad Yogierne kalder Samma-Sambuddha, eller viden om en hel serie af inkarnationer.

SPG. - Men vi almindelige dødelig har ikke nået stadiet Samma-Sambuddha, hvordan er vi i stand til at forstå denne sammenligning?

TEO. - Ved at studere den og at prøve på at forstå dens karakteristika og tre former for søvn mere korrekt. Søvn er en generel og uforanderlig lov for mennesker så vel som for dyr, men der er forskellige slags søvn og yderligere forskellige slags drømme og visioner.

SPG. - Men dette fører til et andet emne. Lad os vende tilbage til at materialisten, både i almindelighed benægter udødeligheden og hans egen individualitets overlevelse, mens han, hvilket han knapt kan gøre, ikke benægter hans egne drømme.

TEO. - Og materialisten her ret uden at vide det. Den som ikke har nogen indre oplevelse af og tro på sin sjæls udødelighed, i det menneske kan sjælen aldrig blive Buddhi-taijasi, men vil forblive ganske enkelt Manas, og hos Manas alene er der overhovedet ikke nogen

udødelighed mulig. For at leve i verden, og for at blive et bevidst liv, så er man frem for alt først nødt til at tro på livet igennem den jordiske eksistens. Hele filosofien om sjælens post-mortem bevidsthed og udødelighed er bygget på den Hemmelige Videnskab om disse to aforismer. Egoet modtager altid i forhold til dette, hvad den har fortjent. Efter opløsningen af kroppen, så begynder der en periode med fuldt vågen bevidsthed for det, eller en tilstand med kaotiske drømme, eller en fuldstændig drømmeløs søvn uadskillelig fra annihilation, og disse er de tre slags søvn. Hvis vores fysiologer oplever at årsagerne til drømme og visioner findes i en bevidstløs tilstand i de vågne timer, hvorfor kan det samme så ikke blive accepteret for post-mortem drømme? Jeg gentager det: døden er søvn. Efter døden, begynder en optræden foran sjælens åndelige øjne i overensstemmelse med et program, der er lært og ofte ubevidst af os selv: den praktiske udførelse af korrekte trosopfattelser eller illusioner, som vi selv har skabt. Metodisten vil være Metodist, Muslimen en Muslim, i det mindste for et stykke tid – i det perfekte fjols paradis hos ethvert menneskes gøren og laden. Disse er livets træs post-mortem frugter. Naturligvis er vores tro eller manglende tro på sandheden om bevidst udødelighed ude af stand til influerere den ubetingede sandhed om selve forholdet, når det først eksisterer; men troen eller den manglende tro på udødeligheden som separate og uafhængige entiteters ejendom, kan ikke undgå at farve denne sandhed i dens anvendelse overfor hver af disse entiteter. Begynder du nu at forstå det?

SPG. - Det tror jeg, at jeg gør. Materialisten, der mistror alt som

166

for ham ikke kan bevises med brugen af de fem sanser, eller ved videnskabelige ræsonnementer, som eksklusivt er baseret på data fremskaffet af sanserne på trods af deres utilstrækkelighed, og som afviser enhver åndelig manifestation, og kun godkender livet som den bevidste eksistens. Derfor i overensstemmelse med deres verdensopfattelse sådan vil det blive for dem. De vil miste deres personlige Ego, og vil dykke ind i en drømmeløs søvn ind til en ny opvågning. Er det sådan?

TEO. - Ja, næsten. Husk den praktiske universelle lære om de to slags af bevidst eksistens: den jordiske og den åndelige. Den sidstnævnte må anses for virkelig ud fra det grundlag at den er beboet af det evige, uforanderlige og udødelige Monade; hvorimod det inkarnerende Ego iklæder sig nye klæder der er fuldstændig forskellige fra de som den havde i de foregående inkarnartioner og hvori alt undtagen den åndelige prototype er dømt til en så radikal forandring så det ikke efterlader noget spor bag sig.

SPG. - Hvordan det? Kan mit bevidste jordiske ”Jeg” ikke kun dø for en tid, lige som materialistens bevidsthed, men så meget at den ikke efterlader noget spor efter sig?

TEO. - Ifølge læren, så må den forgå og det i sin helhed, altsammen bortset fra det princip, som har forenet sig med Monaden, og derved er blevet en sand åndelig og uforgængelig essens, ét med den i Evigheden. Men med hensyn til en fra-ende-til-anden materialist, i hvis person der ikke nogensinde har reflekteret sig selv nogen Buddhi, hvordan kan den sidstnævnte bære en partikel fra denne jordiske personlighed ind i Evigheden? Dit åndelige ”Jeg” er udødeligt; men ud fra dit nuværende selv kan den kun bære det som er blevet værdigt til udødelighed, nemlig kun aromaen af den blomst som er blevet slået med døden.

SPG. - Ja ja, og blomsten, og det jordiske ”Jeg”?

TEO. - Blomsten, lige som alle fortidige og fremtidige blomster som har blomstret og vil blive nødt til at blomstre på modergrenen, Sutratmaen, alle er børn af en rod eller Buddhi – og vil vende tilbage til støv. Dit nuværende ”Jeg,” sådan som du kender dig selv, er ikke den krop der nu sidder foran mig, og det er heller ikke hvad jeg ville kalde Manas-Sutratma, men Sutratma-Buddhi.

SPG. - Men dette forklarer slet ikke for mig, hvorfor du kalder post-mortem livet udødelig, uendelig og virkelig, og det jordiske liv et simpelt fantom eller illusion; da selv liv efter-døden har begrænsninger, selv om de kan være meget bredere end de der vedrører det jordiske liv.

TEO. - Uden tvivl. Mennesket åndelige Ego bevæger sig i evigheden som en pendul i timerne mellem fødsel og død. Men, selv om disse timer, der markerer perioden med jordisk liv og åndeligt liv, er begrænsede i deres varighed, og hvis selve antallet af sådanne stadier i Evigheden mellem søvn og vågen tilstand, illusion og virkelighed, har sin begyndelse og sin slutning, så er den åndelige pilgrim evig. Derfor er timerne i hans post-mortem liv, når han frigjort fra legemet står ansigt til ansigt med sandheden og ikke luftspejlinger fra hans midlertidige jordiske eksistenser, under den pilgrimsrejse som vi kalder ”cyklussen af gen-fødsler” - den eneste realitet ifølge vores opfattelse. Sådanne intervaller forhindrer ikke Egoet mens det fuldstændiggør sig, på trods af dens begrænsninger, i på ufravigelig vis at følge, dog gradvist og langsomt, vejen til dens sidste transformation, hvor dette Ego, har nået sit mål og bliver et guddommeligt væsen. Disse intervaller og stadier hjælper henimod det endelige resultat i stedet for at hindre det; og uden sådanne begrænsede

168

intervaller så kunne det guddommelige Ego aldrig nå sit ultimative mål. Jeg allerede en gang før givet dig en velkendt illustration ved at sammenligne Egoet eller individualiteten, med en skuespiller, og dets forskellige utallige inkarnationer med de roller som det spiller. Vil du kalde disse roller eller deres kostumer selve skuespillerens individualitet? Lige som denne skuespiller, så er Egoet under nødvendighedens cyklus tvunget til at skuespille mange roller som kan være ubehagelige for det, ind til selve grænsen for Paranirvana. Men lige som bien samler honning fra enhver blomst, og efterlader resten som føde til de jordiske orme, så gør vores åndelige individualitet det samme, uanset om vi kalder den for Sutratma eller Ego. Samlende kun de åndelige kvaliteters og selv-bevidstheds nektar fra enhver jordisk personlighed, som Karma tvinger den til at inkarnere i, så forener den alle disse til et hele og fremstår fra sin puppe som en glorificeret Dhyan Chohan. Så meget desto værre for de jordiske personligheder hvor det ikke kunne indsamle noget fra. Sådanne personligheder kan helt sikkert ikke bevidst udleve deres jordiske eksistens.

SPG. - Således, så ser det ud til, at den jordiske personligheds, udødelighed stadig er betinget. Er udødelighed så i sig selv ikke ubetinget?

TEO. - Slet ikke. Men udødeligheden kan ikke røre det ikke-eksisterende: for alt det som eksisterer som SAT, eller emanerer fra SAT, er udødelighed og Evighed absolut. Stof er den modsatte pol af ånd, og alligevel er de to ét. Essensen af alt dette, dvs., Ånd, Kraft og Stof, eller de tre i en, er lige så uendelig som det er uden begyndelse; men den form som antages af denne trefoldige enhed gennem dens inkarnationer, dens ydre, er sandelig

kun en illusion frembragt af vores personlige opfattelser. Derfor kalder vi kun Nirvana og det Universelle liv en realitet, mens vi degraderer det jordiske liv, inklusiv dets jordiske personlighed, og endda dets Devachaniske eksistens, til et illusorisk fantom rige.

SPG. - I så fald, hvorfor kalde søvn virkeligheden, og opvågen illusion?

TEO. - Det er ganske enkelt en sammenligning gjort for at facilitere forståelsen af emnet, og set fra det jordiske udgangspunkt er det en meget korrekt en.

SPG. - Og jeg kan stadigvæk ikke forstå, at hvis det kommende liv er baseret på retfærdighed og fortjent gengældelse for al vores jordiske lidelse, hvorfor skulle der i forbindelse med materialister, hvor mange af dem virkelig er ærlige og velgørende mennesker, ikke forblive andet end affaldet fra en famlet blomst tilbage.

TEO. - Ingen har nogensinde sagt noget sådant. Ingen materialist, uanset hvor ikke-troende, kan for evigt dø i sin individuelle åndeligheds totalitet. Hvad der blev sagt var at bevidsthed kan forsvinde enten fuldstændigt eller delvist i forbindelse med materialisten, så der ikke er nogen bevidsthed tilbage af hans personlighed der overlever.

SPG. - Men, det er jo da annihilation?

TEO. - Sandelig ikke. Man kan sove en døds søvn og misse adskillige stationer under en lang togrejse, uden at have den mindste erindring eller bevidsthed herom, og vågne ved en anden station og fortsætte rejsen forbi utallige andre stoppe-steder ind til rejsens ende eller målet er nået. Tre slags søvn blev nævnt for dig: den drømmeløse, den kaotiske, og den som er så virkelig, at drømmene for det sovende menneske

170

bliver til virkeligheder. Hvis du tror på det sidstnævnte hvorfor kan du så ikke tro på det førstnævnte; det liv efter døden som et menneske har troet på og forventet, sådan er det liv han vil få. Den som forventede at intet liv ville komme vil få et absolut blackout, grænsende til annihilation, i intervallet mellem to gen-fødsler. Det er blot udførelsen af programmet vi talte om, et program skabt af materialisterne selv. Men, der er, som du siger, forskellige slags materialister. En selvisk, slem Egoist, en som aldrig har grædt en tåre for nogen anden end sig selv, som derfor tilføjer en fuldstændig ligegyldighed overfor hele verden til sin manglende tro, skal ved grænsen til døden, for altid droppe sin personlighed. Denne person har ingen klatretåd af sympati overfor omverden og tilfører derfor ikke noget til Sutratma, det følger deraf at ved det sidste åndedrag brydes forbindelsen mellem de to. Der er ingen Devachan for en sådan materialist, Sutratmaen vil reinkarnere næsten omgående. Men disse materialister som ikke fejlede i noget andet end deres manglende tro vil gennemsove en station. Og tiden vil komme hvor denne eks-materialist vil opfatte ham selv i Evigheden og måske angre det at han tabte blot en dag, en station, fra det evige liv.

SPG. - Vil det stadigvæk ikke være mere korrekt at sige at døden er fødslen ind i et nyt liv, eller endnu en gang en tilbagevenden ind i evigheden?

TEO. - Det kan du, hvis du synes. Men husk blot på at fødsler er forskellige, og at der er fødsler af ”død-fødte” væsener, som er naturens fejltagelser. Yderligere, med så er jeres Vestlige fikserede ideer om materielt liv, ordene ”leve” og ”være” ret så ubrugelige med hensyn til den klare subjektive eksistens-tilstand

post-mortem. Det er blot fordi, at bortset fra nogle få filosoffer som ikke læses af mange, og som selv er for forvirret til at præsentere et klart billede af det, det er blot fordi jeres Vestlige ideer om liv og død til sidst er blevet så snævre, at de på den ene side har ført til grov materialisme, og på den anden til en stadig øget materiel opfattelse af det andet liv, som spiritualisterne har fremlagt om deres Sommer-land. Der spiser, drikker, giftes og lever menneskets sjæle i et paradis lige så sensuelt som Mohammeds, men endnu mindre filosofisk. Den gennemsnitlige opfattelse blandt de uuddannede Kristne er heller ikke bedre, og er om muligt endnu mere materiel. Det der mellem trunkerede engle, messing trompeter, gyldne harper, og materielle helveds-bål, den Kristne himmel synes at være lige som en Kristen pantomime scene med feer.

Det er på grund af disse snævre opfattelser at du finder det så vanskeligt at forstå. Det blot på grund af at den ulegemlige sjæls liv, er blottet for enhver grov objektiv form for jordisk liv, mens den som i visse drømme er i besiddelse af alle virkelighedens klarheder, at Østlige filosoffer har sammenlignet den med oplevelser under søvnen.

BESTEMTE ORD FOR BESTEMTE TING
SPG. - Tror du ikke at det er fordi at der ikke er nogle klare og bestemte og fastlagte ord til at indikere hvert ”Princip” i mennesket, at sådan en forvirring af ideer opstår i vores tanker med hensyn til disse ”Princippers” respektive funktioner?

TEO. - Jeg har selv tænkt på det. Hele problemet er opstået

172

fra følgende: vi startede vores redegørelser om, og diskussioner om, ”Principperne,” ved at bruge deres Sanskrit navne, til brug for Teosoffer, i stedet for at lave de samme tilsvarende på Engelsk. Vi må prøve at råde bod på dette nu.

SPG. - Du vil gør klogt i det, da det kan undgå yderligere forvirring; der synes ikke at have været to teosofiske forfattere, der hidtil har været enige om at kalde det samme ”Princip” for det samme.

TEO. - Forvirringen er imidlertid mere tilsyneladende en virkelig. Jeg har hørt nogle af vores Teosoffer udtrykke overraskelse over, og kritisere adskillige afhandlinger der omhandler ”principper”; men da de blev undersøgt, så var der ikke værre fejl ved dem end det at bruge ordet ”Sjæl” til at dække de tre principper uden at udpege forskellene. Den første, og positivt den mest klare af vores Teosofiske forfattere Hr. A. P. Sinnett, har nogle omfattende og beundringsværdig-skriftlige passager om det ”Højere Selv.”* Hans virkelige ide er også blevet misforstået af nogle, på grund af hans brug af ordet ”Sjæl” i generel forstand. Alligevel er her nogle få passager som vil vise dig hvor klart og omfattende alt som han skriver om emnet er-

. . . ”Så snart den menneskelige sjæl, er lanceret på evolutionens strømme som en menneskelig individualitet,† så passerer den gennem vekslende perioder af fysiske og relativt åndelige eksistenser. Den passerer fra det ene plan, eller stratum, eller tilstand i naturen til den anden under vejledning af dets Karmiske affiniteter; levende det liv i inkarnationer som dets Karma har ordineret forud; modificerende dets fremskridt indenfor omstændighedernes begrænsninger, og, - udviklende frisk Karma via dets brug eller misbrug af muligheder, - den vender tilbage

til åndelig eksistens (Devachan) efter hvert fysisk liv, - gennem den mellemliggende region Kamaloka – for at hvile og forfriske sig og for gradvist at absorbere så meget kosmisk fremskridt ind i sin essens af livs erfaringerne der er opnået ”på jorden” eller under den fysiske eksistens. Denne opfattelse af sagen vil, ydermere, have indgivet mange underordnede slutninger til enhver der tænker over emnet; for eksempel at overførslen af bevidsthed fra Kamaloka til det Devachaniske stadie ville nødvendigvis være gradvis i denne udvikling *; at der i sandhed, ikke er nogen hård-og-hurtig line der separerer de åndelige forholds varieteter, at selv de åndelige og fysiske planer, som psykiske evner i levende mennesker viser, ikke er så håbløst omgivet af en mur mellem hinanden som materialistiske teorier ville antyde; at alle tilstande i naturen rundt om os alle er samtidige, og appellerer til forskellige sanseopfattende evner; og så videre. . . . Det er klart at igennem den fysiske eksistens forbliver folk der besidder psykiske evner i forbindelse med de superfysiske planers bevidsthed; og selv om de fleste folk måske ikke besidder sådanne evner, så er vi alle, sådan som søvnens fænomener, og endda og især . . .de indenfor søvngængeri og mesmerisme viser, i stand til at indgå i bevidsthedstilstande som de fem fysiske sanser ikke har noget at gøre med. Vi -- sjælene indeni os -- flyder ikke allesammen sammen rundt på stoffets ocean. Vi bibeholder klart nogle overlevende interesser og rettigheder på bredden hvorfra vi for en tid har flydt væk fra. Inkarnations-processen er derfor ikke fuldt beskrevet, når vi taler om en vekslende eksistens på de fysiske og åndelige planer, og således afbilder sjælen som en komplet entitet der fuldstændig glider fra den ene eksistenstilstand til den anden. De mere korrekte definitioner af processen vil muligvis præsentere inkarnation som noget der finder sted på dette naturens fysiske plan via fornuften på grund af en emanerende udstrømning fra sjælen. Den Åndelige rige ville samtidig være den passende bolig for Sjælen, som aldrig ville fuldstændigt ville forlade den; og

174

den ikke-materialiserbare del af Sjælen som permanent forbliver på det åndelige plan kan måske passende omtales som det HØJERE SELV.”

Det ”Højere Selv” er ATMA, og selvfølgelig er det ”ikke-materialiserbar,” som Hr. Sinnett siger. Yderligere, så kan det aldrig under nogen omstændigheder blive ”objektiv”, selv i forhold til den højeste åndelige opfattelse. Fordi Atman eller det ”Højere Selv” er virkelig Brahma, det ABSOLUTTE, og kan ikke skelnes fra det. I timerne for Samadhi, er den Indviedes højere åndelige bevidsthed absorberet i den ENE essens, som er Atman, og derfor da den er ét med helheden, kan der ikke være noget objektivt i den. Vid at nogle af vores Teosoffer har fået for vane at bruge ordene ”Selv” og ”Ego” som synonymer, kun associerende ordet ”Selv” med menneskets højere individualle eller endda personlige ”Selv” eller Ego, hvorimod dette ord aldrig burde blive tilknyttet til andet end det Ene universelle Selv. Derfor denne forvirring. Når vi taler om Manas, det ”kausale legeme,” så kan vi kalde det for det ”HØJERE EGO” – når vi knytter det sammen med den Buddhistiske udstråling - aldrig det ”Højere Selv.” For selv Buddhi, den ”Åndelige Sjæl,” er ikke SELVET, men kun SELVETs vehikel. Alle andre ”Selv” -så som det ”Individuelle” selv og ”personlige” selv – bør aldrig omtales eller skrives om uden deres kvalificerende og karakteristiske adjektiver.

Således er dette ord i denne excellente afhandling om det ”Højere Selv,” tillagt til det sjette princip eller Buddhi (selvfølgelig i forbindelse med Manas, da der uden en sådan forening ikke ville være noget tænkende princip eller element i den åndelige sjæl); og har som konsekvens heraf forårsaget en stigning i nøjagtig sådanne misforståelser. Udtalelsen at ”et barn erhverver sig ikke sit sjette princip

– eller bliver et moralsk ansvarligt væsen i stand til at generere Karma- før end det er syv år gammel,” viser hvad deres menes dermed om det HØJERE SELV. Derfor, er den dygtige forfatter fuldstændig berettiget til at forklare, at efter at det ”Højere Selv” er passeret ind i de menneskelige væsen og kun har mættet personligheden-i nogle af de finere organiseringer-så er folk med dets bevidsthed ”fra tid til anden i stand til med psykiske evner at opfatte dette Højere Selv gennem deres finere sanser.” Men så er de, som begrænser begrebet ”Højere Selv” til det Universelle Guddommelige Princip, ”berettigede” til at misforstå ham. For, da vi læste, uden at være forberedt på denne forskydning af metafysiske begreber,* at mens den ”fuldt ud manifesterer sig på det fysiske plan . . . så forbliver det Højere Selv stadig et bevidst åndeligt Ego på Naturens korresponderende plan” - så er vi tilbøjelige til at se ”Atma,” i det ”Højere Selv” i denne sætning, og i det åndelige Ego, ”Manas,” eller snarere Buddhi-Manas, og straks at kritisere det hele som ukorrekt.

For fremover at undgå sådanne fejlopfattelser, så foreslår jeg bogstavligt at oversætte fra de Okkulte Østlige begreber til deres Engelske ækvivalenter og tilbyde disse til fremtidig brug.

DET HØJERE SELV er

{

Atma det Universelle og ENE SELVs uadskillelige stråle. Det er Guden ovenover, mere end indeni, os. Glad er det menneske som har succes med at mætte hans indre Ego med det!

176

DET ÅNDELIGE
guddommelige EGO er

{

den Åndelige sjæl eller Buddhi, i nær forening med Manas, tænke-princippet, uden hvilket det slet ikke er noget EGO, men kun det Atmiske Vehikel.

DET INDRE, eller
HØJERE ”EGO” er

{

Manas, det ”Femte” Princip, kaldt sådan uafhængigt af Buddhi. Tanke-Princippet er kun det Åndelige Ego når det er sammensmeltet til ét med Buddhi, - ingen materialist formodes at have et sådant Ego inde i sig, uanset hvor stor hans intellektuelle kapaciteter er. Det er den permanente Individualitet eller det ”Reinkarnerende Ego.”

DET LAVERE eller
PERSONLIGE ”EGO” er

{

det fysiske menneske i forbindelse med hans lavere Selv, dvs., dyriske instinkter, lyster, begær, osv. Det kaldes den ”falske personlighed,” og består af den lavere Manas kombineret med Kama-rupa, og opererer gennem den Fysiske krop og dens fantom eller ”dublet.”

Det tilbageværende ”Princip” ”Prana,” eller ”Liv,” er, strengt taget, den udstrålende kraft eller Atmas Energi- som det Universelle Liv og det ENE SELV,--DETS lavere eller snarere (i dens virkninger) mere fysiske, på grund af dets manifesterende, aspekt. Prana eller Liv gennemtrænger hele det objektive Univers; og kaldes kun et ”princip” fordi det er en uundværlig faktor og en deus ex machina for det levende menneske.

SPG. - Denne der er så meget simplificeret i dens kombinationer, tror jeg vil være bedre. Den anden er for metafysisk.

TEO. - Hvis outsidere så vel som Teosoffer ville være enige om den, så vil det sandelig gøre tingene meget mere forstålige.

MYSTERIET OM EGOET.
SPG. - I citatet som du bragte frem for lidt siden fra Buddhist Catechism opfatter jeg en unøjagtighed som jeg gerne vil have forklaret. Det fremlægges der at Skandhaerne – inklusiv hukommelsen – ændrer sig ved hver ny inkarnation. Og alligevel, fastlægges det at refleksionerne fra de tidligere liv, som vi fortælles er fuldstændigt baseret på Skandhaer, ”vil overleve.” I det nuværende øjeblik er jeg i mine tanker ikke helt klar over hvad der præcist overlever, og jeg vil gerne have det forklaret. Hvad er det? Er det kun denne ”reflektion,” eller disse Skandhaer, eller altid det samme EGO, Manas'en?

TEO. - Jeg har lige forklaret at det reinkarnerende Princip, eller det som vi kalder det guddommelige menneske, er uforgængelig gennem livscyklussen: uforgængelig som tænkende Entitet, og endda som en æterisk form. ”Refleksionen” er kun eks-personlighedens åndeliggjorte erindring under den Devachaniske periode, Hr. A eller Fru B. - som Egoet identificerer sig med i denne periode. Da det sidstnævnte så at sige ikke er andet end en fortsættelse af det jordiske liv, selve indbegrebet og kulminationen af en ubrudt serie af få glade øjeblikke i den nu fortidige

178

eksistens, så er Egoet nødt til at identificere sig selv med den personlige bevidsthed fra dette liv, hvis der skal være noget tilbage af det.

SPG. - Det betyder at Egoet, på trods af sin guddommelige natur, tilbringer enhver sådan periode mellem to inkarnationer i en tilstand af mental formørkelse eller midlertidig sindssyge.

TEO. - Du må opfatte det som du vil. Vi tror, at udenfor den ENE Virkelighed, er der intet bedre end en forbigående illusion – med hele Universet inkluderet – vi ser den ikke som sindssyge, men som en meget naturlig sekvens eller udvikling af jordisk liv. Hvad er liv? Et bundt af de mest varierede oplevelser, af dagligt forandrende ideer, følelse, og opfattelser. Vi er ofte entusiastisk hengivne til et ideal i vores ungdom, til en helt eller heltinde som vi prøver at følge eller genoplive; nogle få år senere, når friskheden af vores ungdommelige følelser er svundet bort og har neddæmpet sig, så er vi de første til at le af vores fantasier. Og alligevel var der en dag, hvor vi så grundigt havde identificeret os med vores egen personlighed med dette ideal i vores tanker – især hvis det var et levende væsen - at den førstnævnte blev fuldstændigt sammensmeltet og tabt i den sidstnævnte. Kan det siges om et menneske på halvtreds, at han var det samme væsen da han var tyve? Det indre menneske er det samme; den ydre levende personlighed er totalt transformeret og forandret. Vil du også kalde disse forandringer i den menneskelige mentale tilstand for sindssyge?

SPG. - Hvordan vil du navngive dem, og især hvordan vil du forklare den enes permanenthed og den andens flygtighed?

TEO. - Vi har vores egen lære klar, og for os er det ikke vanskeligt. Ledetråden ligger i vores sinds dobbelte bevidsthed, og også, i det mentale ”princips” duale natur.

Der er en åndelig bevidsthed, det Manasiske sind illumineret af Buddhis lys, som subjektivt opfatter abstraktioner; og den sansende bevidsthed (det lavere Manasiske lys), uadskillelig fra vores fysiske hjerne og sanser. Den sidstnævnte bevidsthed underkastes af hjernen og de fysiske sanser, og er selv lige så afhængig af dem, må selvfølgelig svinde bort og til sidst dø med hjernens og de fysiske sansers forsvinden. Det er kun den førstnævnte slags bevidsthed, hvis rod ligger i evigheden, som overlever og lever for altid, og kan, derfor anses for at være udødelig. Alt andet tilhører forbigående illusioner.

SPG. - Hvad forstå du egentlig med illusion i dette tilfælde?

TEO. - Det er meget godt beskrevet i den lige nævnte afhandling om ”Det Højere Selv.” Dets forfatter siger:

”Teorien vi overvejer (udvekslingen af ideer mellem det Højere Ego og det lavere selv) harmonerer meget godt med behandlingen af denne illusoriske verden af fænomener, som vi lever i, naturens åndelige plan på den anden side tankeverdenen eller realitets planet. Denne region i naturen så at sige hvorfra, den uforgængelige sjæl udgår er mere virkelig end den i hvilke dens midlertidige blomster for et øjeblik kommer til syne for at visne og gå i stykker, mens planten samler energi for at fremsende en frisk blomst. Antag at blomster kun kunne opfattes af de almindelige sanser, og deres udgangspunkt eksisterede for os som immaterielle og usynlige i Naturen, filosoffer i en sådan verden som ville spå at der var sådan noget som rødder på et andet

180

eksistensplan ville være rammende med hensyn til at sige om blomsterne, at disse er ikke virkelige planter; de er kun af relativ vigtighed, kun øjeblikkets illusoriske fænomener.”

Det er hvad jeg mener. Den verden hvori de personlige liv blomstrer som midlertidige og flygtige blomster er ikke den virkelige permanente verden; men i stedet den hvori vi finder bevidsthedens rod, det grundlag som er ovenover illusion og som dvæler i evigheden.

SPG. - Hvad mener du med at dens grundlag dvæler i evigheden?

TEO. - Jeg mener med dette grundlag den tænkende entitet, Egoet som inkarnerer, uanset om den anses for at være en ”Engel,” ”Ånd,” eller en Kraft. Af det som falder ind under vores sansemæssige opfattelser kan kun det som gror direkte fra eller er tilknyttet til dette usynlige grundlag fra oven, deltage i dets udødelige liv. Derfor må enhver personlig nobel tanke, ide og aspiration som det informerer, som kommer fra og fodres fra dette grundlag, blive permanent. Med hensyn til den fysiske bevidsthed, så gælder det at må den forsvinde fordi den er en kvalitet hos det sansende men lavere ”princip,” (Kama-rupa eller dyrisk instinkt, illumineret af den lavere manasiske refleksion), eller den menneskelige Sjæl. Det som udviser aktivtiet når kroppen sover eller er paralyseret, er den højere bevidsthed, vores hukommelse der kun svagt og unøjagtigt – fordi den er automatisk – registrerer sådanne oplevelser, og ofte undgår at blive det mindste imponeret af dem.

SPG. - Hvordan kan det være at MANAS, selv om du kalder det Nous, en ”Gud,” er så svag gennem dens inkarnationer, så den bliver erobret og hæmmet af dens krop?

TEO. - Jeg kan svare igen med samme spørgsmål og sige:”Hvordan kan det

være, at ham, som du anser for at være 'Gudernes Gud' og den Ene levende Gud, er så svag at han tillader ondt (eller Djævlen) at sejre over ham lige som alle hans væsner, uanset om han forbliver i Himlen, eller gennem den tid han var inkarneret på jorden?” Du vil sikkert svare tilbage: ”Dette er et mysterium; og vi forbydes at snage i Guds mysterier.” Da vi ikke forbydes at gøre sådan i vores religiøse filosofi, så svarer jeg, at med mindre en Gud nedstiger som en Avatar, så kan intet guddommeligt princip på nogen måde undgå at blive hæmmet og paralyseret af turbulent, dyrisk stof. Uensartethed vil altid have overtaget over ensartethed, på dette illusoriske plan, og jo tættere en essens er på dets rod-princip, Ur Ensartethed, jo sværere er det for den sidstnævnte at gøre sig selv gældende på jorden. Åndelige og guddommelige kræfter ligger i dvale i ethvert menneskeligt Væsen; og jo bredere hans åndelige vision er jo mægtigere vil Guden indeni ham være. Men da få mennesker kan føle denne Gud, og fordi, guddommen ,som en gennemsnitlig regel, altid er bundet og begrænset i vores tanker fra tidligere forestillinger, det vil sige de ideer som er indprentet i os fra barnsben, derfor, er det så svært for dig at forstå vores filosofi.

SPG. - Og det er vores Ego som er vores Gud?

TEO. - Slet ikke; ”En Gud” er ikke en universel guddom, men kun en gnist fra den Guddommelige Ilds hav. Vores Gud indeni os, eller ”vores Fader i Hemmelighed” er det som vi kalder det ”HØJERE SELV,”, Atma. Vores inkarnerende Ego var Gud i dens oprindelse, lige som alle ur-emanationer fra det Ene Ukendte Princip. Men siden dets ”fald ned i Stoffet,” hvor det er nødt til at inkarnere gennem

182

cyklussen, fra den første til den sidste, så er det ikke længere en fri og glad gud, men en stakkels pilgrim på sin vej, til at opnå det som han har tabt. Jeg kan svare mere fyldestgørende ved at gentage hvad der siges om det INDRE MENNESKE i ISIS UNVEILED (Vol. II. 593): -

”Fra fjerneste fortid har menneskeheden som et hele betragtet altid været overbevist om eksistensen af en personlig åndelig entitet indeni det personlige fysiske menneske. Denne indre entitet var mere eller mindre guddommelig, afhængig af dens nærhed til kronen. Jo tættere en forening jo mere fredfyldt er menneskets skæbne, jo mindre farlige de ydre omstændigheder. Denne tro er hverken snæversyn eller overtro, kun en altid-tilstedeværende, instinktiv følelse af nærheden af en anden åndelig og usynlig verden som, selv om den er subjektiv for det ydre menneskes sanser, er fuldstændig objektiv for det indre ego. Yderligere, troede de at der er ydre og indre omstændigheder som påvirker vores viljes beslutninger af vores handlinger. De afviste fatalisme, fordi fatalisme indebærer en blind vej givet af en endnu mere blind kraft. Men de troede på skæbnen eller Karma, som ethvert menneske fra fødsel til død tråd for tråd binder omkring sig selv, som en edderkop fremstiller sit spindelvæv; og denne skæbne guides af den tilstedeværelse som nogen navngiver skytsenglen, eller vores mere intime astrale indre menneske, som alt for ofte ikke er andet end menneskets, kødets onde geni eller personligheden. Begge disse styrer MENNESKET, men en af dem vil vinde; og fra det usynlige slagsmåls tidligste start træder den strenge og uerstattelige lov om kompensation og gengældelse ind og sætter sin kurs, tillidsfuldt følgende konfliktens svingninger. Når den sidste tråd er vævet, og når mennesket tilsyneladende er indhyllet i hans eget netværks fremstilling, så oplever han sig fuldstændig underlagt sit eget selv-skabte imperiums skæbne. Den fikserer ham så enten som en ubevægelig skal imod den urokkelige klippe, eller bærer ham væk som en fjer i en hvirvelvind skabt af hans egne handlinger.”

Sådan er Menneskets skæbne – det sande Ego, ikke Automaten, skallen som går under dette navn. Der er hans opgave er blive sejrherre over stoffet.

MANAS KOMPLEKSE NATUR
SPG. - Men du ønskede at fortælle mig noget om Manas essentielle natur, og om den forbindelse det fysiske menneskes Skandhaer har med den.

TEO. - Det er denne mysteriøse natur, Protean, der er ovenover enhver forståelse, og som er næsten skyggeagtig i dens sammenhænge med de andre principper, som er meget svære at forstå, og ydermere svære at forklare. Manas er et ”princip,” og alligevel er den en ”Entitet” og en individualitet eller Ego. Han er en ”Gud,” og alligevel er han dømt til en endeløs cyklus af inkarnationer, hvor han gøres ansvarlig for hver af dem, og for hver af dem er han nødt til at lide. Alt dette synes lige så selvmodsigende som det er mysteriøst; ikke desto mindre, er der selv i Europa hundreder af mennesker, som forstår alt dette fuldt ud, for de forstår Egoet ikke kun i dens integritet, men i den mange aspekter. Til sidst, må jeg hvis jeg skal gøre mig forståelig, begynde med begyndelsen og i nogle få linier angive dette Egos genealogi for dig.

SPG. - Fortæl mere.

TEO. - Prøv at forstille dig en ”Ånd,” et himmelsk Væsen, uanset om vi kalder det ved det ene navn eller det andet, som er guddommelig i dens essentielle natur, og alligevel ikke ren nok til at være ét med ALTET, og som for at opnå dette, må rense sin natur for endeligt at opnå dette mål. Det kan kun gøre sådan ved at gennem individuelt og personligt, dvs., åndeligt og fysisk, gennem enhver oplevelse og følelse som eksisterer i det mangfoldige eller differentierede Univers. Det er, derfor, efter at have opnået en sådan

184

erfaring i de lavere riger, og efter at have steget højere, og stadig højere på hvert trin på stigen for væren, nødt til at gennemgå enhver oplevelse på de menneskelige planer. I selve sin essens er den TANKE, og kaldes, derfor, i flertal for Manasa putra, ”det (Universelle) sinds Sønner.” Denne individualiserede ”Tanke” er hvad vi Teosoffer kalder det virkelige EGO, den tænkende Enhed indespærret i en kasse af kød og knogler. Dette er i sandhed en Åndelig Entitet, ikke Stof, og sådanne Entiteter er de inkarnerende EGOER som informerer bundet af dyrisk stof som hedder menneskeheden, og hvis navne er Manasa or ”Minds.” Men, når de først er indespærret eller inkarnerer, så bliver deres essens dualistisk: det vil sige, at det evige guddommeliges Sinds stråler, set som individuelle entiteter, antager en to-foldig attribut, som er (a) deres essentielle indbyggende karakteristika, himmel-stræbende sind (højere Manas), og (b) den menneskelige kvalitet at tænke, eller dyrisk grublen, rationaliseret på grund af den menneskelige hjernes overlegenhed, den Kama-tenderende eller lavere Manas. Den ene tynger mod Buddhi, den anden nedad, mod sædet for lyster og dyriske begær. De sidstnævnte har ingen plads i Devachan, og kan heller ikke associeres med den guddommelige triade som opstiger som ET ind i mental lyksalighed. Alligevel er det Ego, den Manasiske Entitet, som holdes ansvarlig for alle de lavere attributters synder, lige som en forælder er ansvarlig for sit barns forsømmelser, så længe som den sidstnævnte forbliver uansvarlig.

SPG. - Er dette ”barn” ”personligheden”?

TEO. - Det er det. Når, det derfor siges at ”personligheden” dør med dens krop, så siges ikke alt. Kroppen, som var det eneste

objektive symbol på Hr. A eller Fru B, svinder bort med alle sine materielle Skandhaer, som er de synlige udtryk der fra. Men alt det som gennem livet bestod af det åndelige bundt af oplevelser, de nobleste aspirationer, uforgængelige sygdomme, og Hr. A's eller Fru B's uselviske natur klynger sig i den Devachaniske periode til EGOet, som er identificeret med den åndelige del af den jordiske Entitet, der nu er gået bort ude af syne. SKUESPILLEREN er så gennemtrængt af den rolle han lige har spillet at han drømmer om den gennem hele den Davachaniske nat, hvis vision fortsætter ind til klokken slår for ham med hensyn til at vende til livets scene for at virkeliggøre endnu en rolle.

SPG. - Men hvordan kan det være, at denne lære, som du siger er så gammel som tænkende mennesker ikke har fundet vej til, skal vi sige, Kristen teologi?

TEO. - Du tager fejl, det har den; teologi har blot forvansket den til ukendelighed, lige som den har med mange andre læresystemer. Teologi kalder EGOet den Engel som Gud giver os ved vores fødsel, til at tage vare på vores Sjæl. I stedet for at anse denne ”Engel” for at være ansvarlig for den stakkels hjælpeløse ”Sjæls,” forsømmelser, så er det den sidstnævnte, som ifølge teologisk logik, straffes for alle synderne for både kødet og sindet! Det er Sjælen, Guds immaterielle åndedrag og hans påståede skabning, som, ved de mest utrolige intellektuelle jongleringer, er dømt til at brænde i et materielt helvede uden nogensinde at blive fortæret* mens ”Englen” undslipper uden problemer, efter at have foldet sine hvide vinger og have fugtet dem med et

186

par tårer. Jo, disse er vores ”hjælpende Ånder,” ”nådens budbringere” som ifølge Biskop Mant er sendt for at bede os om, ”. . . . . . . . . at fuldende Godt for Frelsens arvinger, de Sørger stadig for os når vi synder, glæder sig når vi angrer;”

Alligevel bliver det indlysende at hvis alle Biskopper i verden nogensinde blev bedt om en gang for alle at definere hvad de mener med Sjæl og dens funktioner, så vil de være lige så ude af stand til det som at vise os skyggen af logik i den ortodokse tro!

LÆREN FREMLÆGGES I JOHANNES EVANGELIET

SPG. - Til dette vil tilhængerne af denne tro måske svare, at selv om det ortodokse dogme virkelig lover den forstokkede synder og materialist en skidt tid med det i et lidt for realistisk Inferno, så giver den dem på den anden side, en chance for at angre ind til det sidste minut. De lærer heller ikke om annihilation, eller tab af personlighed, som alt sammen er det samme.

TEO. - Hvis Kirken ikke lærer noget om den slags, så gør Jesus det på den anden side; og det er i det mindste noget, for de som sætter Kristus højere end Kristendommen.

SPG. - Lærer Kristus om noget sådant?

TEO. - Det gør han; og enhver vel-informeret Okkultist og endda Kabalist vil fortælle dig dette. Kristus, eller i hvertfald det fjerde Evangelium lærer om re-inkarnation så vel som om annihilationen af personligheden, hvis du blot glemmer det døde bogstav og holder fast i den esoteriske Ånd. Husk vers 1 og 2 i kapitel xv. i Johannes. Hvad taler denne lignelse om, hvis ikke om den

højere triade i mennesket? Atma er Vingårdsmanden – det Åndelige Ego eller Buddhi (Christos) Vinen, mens dyret og den vitale Sjæl, personligheden, er ”grenen.” "Jeg er det sande vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. Hver gren i mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han . . . Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er Vintræet, - I er grenene. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; og kastes i ilden, og bliver brændt."

Nu forklarer vi det på den måde. Vi siger, sammen med en fornægtelse af helvedes-ilden, som teologien oplever ligger bag truslen for grenene, at ”Vingårdsmanden” betyder Atma, Symbolet på det uendelige, upersonlige Princip,* mens Vinen står for den Åndelige Sjæl, Christos, og hver ”gren” repræsenterer en ny inkarnation.

SPG. - Men hvilke beviser har du til at støtte sådan en vilkårlig fortolkning?

TEO. - Universal symbollære er et bevis på det rigtige i det, og at den ikke er vilkårlig. Hermas siger om ”Gud” at han ”plantede Vingården,” dvs., han skabte menneskeheden. I Kabala, vises det at den Ældste af de Ældste, eller det ”Lange Ansigt,” planter en vingård, det sidstnævnte symboliserer menneskeheden; og en vin, betyder Livet. ”Konge Messias'ens” Ånd vises derfor vaskende sine klæder i vinen fra oven, fra skabelsen af verden.† Og Konge Messiasen er ved vaskningen af hans klæder, det

188

fuldkommengjorte EGO, (dvs., hans personligheder i gen-fødsel), i vinen fra oven, eller BUDDHI. Adam, eller A-Dam,, er ”blod.” Kødets Liv er i blodet (nepesh-sjæl), Leviticus xvii. Og Adam-Kadmon er den En-Bårne. Noah planter også en vingård – allegorisk den fremtidige menneskeheds arnested. Som en konsekvens af adopteringen af den samme allegori, så finder vi den gengivet i Nazarene Codex. Syv vine formeres – syv vine som er vores Syv Racer med deres syv Frelsere eller Buddhaer – stammer fra Iukabar Zivo, og Ferbo (eller Parcha) Raba vander dem.* Når den velsignede opstiger blandt Lysets væsner, så skal de se Iavar-Xivo, LIVETS Herre, og den Første VIN. Disse kabalistiske metaforer gentages således naturligt i Johannes Evangeliet (xv., 1).

Lad os ikke glemme at i det menneskelige system-endda ifølge de filosofier som ignorerer vores syfoldige inddeling – der kaldes EGOet eller det tænkende menneske for Logos, eller Sjælens Konges Søn og Åndens Dronning. ”Manas er den adopterede Konge- og Dronninge-Søn” (esoteriske ekvivalenter for Atma og Buddhi), siger et okkult værk. Han er Platons ”menneske-gud”, som korsfæster sig selv i Rummet (eller perioden for en livscyklus) af hensyn til STOFFETS udfrielse. Dette gør han ved at inkarnere om og om igen, og fører således menneskeheden frem mod fuldkommenhed, og gør det derfor muligt for lavere former at udvikle sig til højere. Ikke for et eneste liv ophører han med at gøre fremskridt

og hjælpe al fysisk natur i at gøre fremskridt; selv den sjældne begivenhed hvor han taber en af hans personligheder, i det tilfælde hvor sidstnævnte er fuldstændig uden en gnist af åndelighed, hjælper ham i hans individuelle fremskridt.

SPG. - Men det er vel sikkert, at hvis Egoet holdes ansvarlig for dets personligheds forsyndelser, så skal det også holdes ansvarligt for tabet, eller snarere den fuldstændige annihilation, af en af disse.

TEO. - Slet ikke, med mindre det ikke har gjort noget for at forhindre denne sørgelige skæbne. Men selv hvis, vores samvittigheds, stemme på trods af alle dens anstrengelser, ikke var i stand til at gennemtrænge muren af stof, så vil dumheden hos sidstnævnte som stammer fra det ufuldstændige materiales natur blive klassificeret med naturens andre fejltagelser. Egoet straffes tilstrækkeligt med tabet af Devachan, og især ved at være nødt til næsten øjeblikkeligt at inkarnere.

SPG. - Den lære om muligheden for at miste sin sjæl – eller siger du dens personlighed? - modarbejder de Kristnes og Spiritualisternes forbilledlige teorier, selv om Swedenborg til en vis grad tilslutter sig den, i forbindelse med det han kalder Åndelig død. De vil aldrig acceptere det.

TEO. - Det kan på ingen måde ændre en kendsgerning i naturen, hvis det er en kendsgerning, eller forhindre sådanne ting i at finde sted en gang imellem. Universet og alting i det, moralskt, mentalt, fysiskt, psykiskt, eller Åndeligt, er bygget over en perfekt lov om lighed og harmoni. Som sagt før (vide Isis Unveiled), så har centripetalkraften ikke kunnet manifestere sig uden centrifugalkraften i sfærernes harmoniske revolution, og alle former og deres fremskridt er resultatet af denne dualistiske kraft i naturen. Nu er Ånden

190

(eller Buddhi) den centrifugale energi og sjælen (Manas) den centripetale energi; og for at producere et resultat, så er de nødt til at være i perfekt harmoni med hinanden. Ødelæg eller beskadig den jordiske sjæls centripetale bevægelse ind mod dets centrum som tiltrækker det; stop dens fremskridt ved at blokere den med en tungere vægt af stof end den kan bære, eller end det der passer til den Devachaniske tilstand, og helhedens harmoni vil blive ødelagt. Det Personlige liv, eller måske snarere dets ideelle refleksion, kan kun fortsætte hvis den vedligeholdes af den to-foldige kraft, det vil sige ved den tætte forening af Buddhi med Manas i enhver gen-fødsel eller personligt liv. Den mindste afvigelse fra harmoni ødelægger den; og når den er ødelagt så den er uden mulighed for forløsning så adskilles de to kræfter ved dødens indtræden. Under et kort interval bæres den personlige form (kaldet både Kama rupa og Mayavi rupa), den åndelige opblomstring som, tilknytter sig til Egoet, og følger det ind i Devachan, og giver den permanente individualitet dens personlige farve (pro tem., så at sige), væk ind i Kamaloka for at blive gradvist annihileret. For det er efter døden, at det kritiske og vigtigste øjeblik indtræder for den totalt fordærvede, ikke-åndelige og onde ud over frigørelsens rækkevidde. Hvis det INDRE SELVS (Manas) ultimative og desperate anstrengelser for at forene noget af personligheden med sig selv og den højt skinnnende stråle af guddommelig Buddhi forhindres igennem livet; hvis denne stråle tillades at blive mere og mere lukket ude fra den stadigt-fortykkende skorpe af fysisk hjerne, når først det Åndelige EGO eller Manas, endnu en gang er frigjort fra kroppen, forbliver den fuldstændig adskilt fra den æteriske personligheds levn; og den sidstnævnte, eller Kama rupa, drages følgende sine jordiske tiltrækninger ind i og forbliver i Hades, som vi kalder Kama-

loka. Disse er ”de visnede grene” som Jesus omtaler er blevet afskåret fra Vinen. Annihilation er imidlertid aldrig øjeblikkelig, og kan nogle gange behøve århundreder for at blive fuldbyrdet. Men, der forbliver personligheden sammen med andre mere heldige Egoers efterladenskaber, og bliver sammen med dem en skal eller en Elemantar. Som sagt i Isis, er det disse to klasser af ”Ånder,” skallerne og Elementarer, som er ”Ledestjernerne” på ”materialisationernes” store åndelige scene.” Og du kan være sikker på, at det ikke er de som inkarnerer; og, derfor, ved så få af ”de kære afdøde” noget som helst om re-inkarnation, og vildleder derved Spiritualisterne.

SPG. - Men men beskyldes forfatteren af ”Isis Unveiled” ikke for at have prædiket imod re-inkarnation?

TEO. - Ja, af de som har misforstået hvad som blev sagt. På den tid dette værk blev skrevet, troede ingen Spiritualister på re-inkarnation, hverken Engelske eller Amerikanske, og det som siges om re-inkarnation der var rettet imod de Franske Spiritister, hvis teori er lige så ufilosofisk og absurd som den Østlige lære er logisk og selv-indlysende i sin sandhed. Allan Kardecs Skole af Re-inkarnationister tror på en arbitrær og øjeblikkelig re-inkarnation. Hos dem kan den døde far inkarnere i han egen ufødte datter, og så videre. De har hverken Devachan, Karma, eller nogen filosofi som giver garanti eller beviser nødvendigheden af på hinanden efterfølgende gen-fødsler. Men, hvordan kan forfatteren af ”Isis” argumentere imod Karmisk re-inkarnation, på lange intervaller varierende mellem 1,000 og 1,500

192

år, når dette er den grundlæggende tro blandt Buddhister og Hinduer?

SPG. - Så afviser du både Spiritisternes og Spiritualisternes teorier som helhed?

TEO. - Ikke i deres helhed, men kun med hensyn til deres respektive grundlæggende tro. Begge forlader sig på hvad deres ”Ånder” fortæller dem; og begge er lige så uenige med hinanden, som vi Teosoffer er uenige med begge. Sandheden er en; og når vi hører de Franske spøgelser prædike re-inkarnation, og de Engelske spøgelser benægte og afvise læren, så siger vi at enten de Franske eller de Engelske ”Ånder” ved hvad de taler om. Vi tror sammen med Spiritualisterne og Spiritisterne på eksistensen af ”Ånder,” eller usynlige Væsner begavet med mere eller mindre intelligens. Men, mens deres slags i vores lære og genera er utallige, så tillader vores opponenter kun, at der findes menneskelige ulegemlige ”Ånder,” som, ifølge vores viden for det meste kun er Kamaloka SKALLER.

SPG. - Du synes meget bitter på Ånderne. Da du har givet mig dine opfattelser og grunde til tvivle på materialiseringen af, og den direkte kommunikation med ulegemlige ånder i seancer – eller de ”dødes ånder” - vil du have noget imod at oplyse mig om et mere forhold? Hvorfor er nogle Teosoffer aldrig trætte af at fortælle hvor farligt samkvem med ånderne og, mediumisme er? Har du nogen bestemt grund til dette?

TEO. - Det må vi formode. Jeg ved Jeg har. På grund af min familiaritet i over et halvt århundrede med disse usynlige, og alligevel så håndgribelige og uafviselige ”indflydelser,” fra de bevidste Elementaler, halv-bevidste skaller, ned til klart sanseløse

og ubeskrivelige spøgelser af alle slags, så påberåber jeg mig en vis ret til at have min opfattelse.

SPG. - Kan du give et eksempel eller et tilfælde som kan vise hvorfor disse praktiseringer bør anses for at være farlige?

TEO. - Det vil nødvendiggøre mere tid en Jeg kan give dig. Enhver sag bør dømmes ud fra de resultater den producerer. Gennemgå Spiritualismen historie for de sidste halvtreds år, siden dens fremkomst i Amerika – og døm for dig selv hvorvidt den har gjort sine tilhængere mere godt end skidt. Jeg beder om at du forstår mig. Jeg taler ikke imod sand Spiritualisme, men imod den moderne bevægelse som går under dette navn, og den så-kaldte filosofi opfundet til at forklare dens fænomener.

SPG. - Tror du slet ikke på deres fænomener?

TEO. - Det er fordi jeg tror på dem med alt for god grund, og (bortset fra nogle tilfælde af bevidst bedrageri) ved at de er lige så virkelige som at du og jeg lever, at hele mit væsen gør protesterer imod dem. Endnu en gang taler jeg kun om fysiske, ikke mentale eller endda psykiske fænomener. Lige tiltrækker lige. Der er mange høj-sindede, rene, gode mænd og kvinder, kendt personligt af mig, som har tilbragt år af deres liv under den direkte guidning og beskyttelse af høje enten ulegemlige eller planetariske ”Ånder”. Men disse Intelligenser er ikke af John Kings eller Ernest'ernes type, som figurerer i seance rum. Disse Intelligenser guider og kontrollerer kun dødelige i sjældne og exceptionelle tilfælde, som de tiltrækkes og magnetisk drages til via den enkeltes Karmiske fortid. Det er ikke nok at ”sidde for udvikling” for at tiltrække dem. Dette åbner kun

194

døren til en sværm af gode, onde og ligeglade ”spøgelser,” som mediet bliver slave for på livstid. Det er imod sådanne promiskuøse mediums og samkvem med gobliner at jeg hæver min stemme, ikke imod åndlig mysticisme. Den sidstnævnte er nobel og hellig; den førstnævnte er af nøjagtig den samme natur som fænomenerne for to århundreder siden, som så mange hekse og troldmænd har lidt på grund af. Læs Glanvil og andre forfattere omkring dette emne om heksekunst, og du vil der finde nedfældet paralleller til de fleste, hvis ikke alle, fysiske fænomener blandt det nittenende århundredes ”Spiritualisme.”

SPG. - Antyder du at det alt sammen er heksekunst og ikke andet?

TEO. - Det jeg mener uanset, det sker bevidst eller ubevidst, er at al denne beskæftigen sig med døden er nekromanti, og en meget farlig praksis. Tidsaldre før Moses blev sådanne opvækkelser af de døde anset blandt alle nationer for at være syndige og onde, lige så meget som, at det forstyrrer resten af sjælene og interfererer med deres evolutionære udvikling ind i højere tilstande. Alle tidligere århundreders kollektive visdom har altid været højlydte med hensyn til at afvise sådanne praktiseringer. Til sidst, siger jeg, det jeg aldrig i femten år er ophørt med mundtligt og på skrift at gentage: Mens nogle af de såkaldte ”ånder” ikke ved hvad de taler om, og kun konstant gentager – lige som talende papegøjer – det de finder i medierne og andre menneskers hjerner, så er andre meget farlige, og kan kun føre til det onde. Disse er to selv-indlysende fakta. Deltag i Allan Kardecs skolers spiritualistiske cirkler, og du vil finde ”ånder” fastlå re-inkarnation og tale som fødte Romerske Katolske. Vend dig til ”de kære afdøde”

i England og Amerika og du vil høre dem benægte re-inkarnation i tykt og tyndt, afvise de som lærer om det, og holde fast i Protestantiske synspunkter. Dine bedste, dine mest kraftfulde medier, har alle lidt sundhedsmæssigt på krop og sind. Tænk på det sørgelige endeligt Charles Foster, som døde på sindssyge anstalt, som en rablende sindssyg; på Slade, en epileptiker; på Eglinton – englands nu bedste medie – underlagt det samme. Se tilbage på D. D. Home's liv, en mand hvis sind var fyldt med galde og bitterhed, som aldrig havde et godt ord at sige til nogen han mistænkte for at besidde psykiske kræfter, og som bagtalte ethvert andet medie til den bitre ende. Denne Spiritualismens Calvin led i mange år en af frygtelig sygdom i rygraden, der var frembragt af hans samkvem med ”ånderne,” og døde som et vrag. Tænk igen på stakkels Washington Irving Bishops skæbne. Jeg kendte ham i New York, da han var fjorten og han var unægtelig et medie. Det er sandt at den stakkels mand kom sine ”ånder,” i forkøbet, og døbte dem ”ubevidste muskulære handlinger,” overfor alle virksomheders højtuddannede og videnskabelige fjolsers gaudium, og for at fylde sin egen lomme. Men de mortuis nit nisi bonum; hans endeligt var trist. Han havde ihærdigt skjult sine epileptiske anfald – det første og stærkeste symptom på mediumisme – og hvem ved om han var død eller i trance da en obduktion efterfølgende blev udført? Hans slægtninge insisterer på at han var i live, hvis vi skal tro på Reuters telegrammer. Iagttag til sidst veteran medierne, grundlæggerne og den moderne spiritualismes primære drivkræfter – Fox søstrene. Mere end fyrre års samkvem med ”Engle,” har fået

196

dem til at blive uhelbredelige drukkenbolte, som nu i offentlige foredrag fordømmer deres livslange arbejde og filosofi som et snyderi. Jeg spørger dig, hvilken slags ånder er det, som har hjulpet dem?

SPG. - Men, er din slutfølge korrekt?

TEO. - Hvad ville du udlede, hvis de bedste elever i en bestemt sangskole brød sammen på grund af overanstrengte struber? At den fulgte metode var en dårlig en. Så jeg mener, at slutfølgen er tilsvarende fair med hensyn til Spiritualisterne, når vi ser deres bedste medier blive offer for en sådan skæbne. Vi kan kun sige: - Lad de som er interesserede i spørgsmålet dømme Spiritualismens træ på dens frugter, og tænker over lektien. Vi Teosoffer har altid anset Spiritualisterne som brødre, der har de samme mystiske tendenser som os selv, men de har altid anset os som fjender. Vi, der er i besiddelse af en ældre filosofi, har prøvet at hjælpe og advare dem; men de har tilbagebetalt os ved at håne og bagtale os og vores motiver på enhver mulig måde. Ikke desto mindre, så siger de bedste Engelske Spiritualister lige som os, når de fremlægger deres opfattelser seriøst. Hør på ”M. A. Oxen.” tilstå denne sandhed: ”Spiritualister er for tilbøjelige til at dvæle eksklusivt på ydre ånders indblanding i denne vores verden, og at ignorere den inkarnerede Ånds kræfter.”* Hvorfor så bagvaske og overfuse os, for at sige præcis det samme? Herefter vil vi ikke have mere at gøre med Spiritualismen. Og lad os nu vende tilbage til Re-inkarnation.

PERIODISKE GEN-FØDSLER
SPG. - Du mener, så, at vi alle har levet på jorden før, i mange tidligere inkarnationer, og vil fortsætte med dette?

TEO. - Det gør jeg. Livscyklussen, eller snarere det bevidste livs cyklus, begynder med adskillelsen af det dødelige dyre-menneske i køn, og vil ende ved slutningen af den sidste generation af mennesker, i menneskehedens syvende runde og syvende race. I betragtning af at vi kun er i den fjerde runde og femte race, så er den varighed lettere at forestille sig end at udtrykke.

SPG. - Og vi fortsætter med at inkarnere i nye personligheder hele tiden?

TEO. - Helt sikkert; fordi denne livs-cyklus eller inkarnations periode kan bedst sammenlignes med menneskets liv. Hvert sådant liv består af dage med aktiviteter adskilt af nætter med søvn eller inaktivitet, således, følges i inkarnations-cyklussen, et aktivt liv af en hvile i Devachan.

SPG.- Og det er denne gentagelse af fødsler som generelt defineres som reinkarnation?

TEO. - Lige nøjagtig. Det er kun gennem disse fødsler blandt de utallige millioner af Egoer, at det

198

evige fremskridt hen mod endelig perfektion og endelig hvile (så lang som perioden af aktivitet varer) kan erhverves.

SPG. - Og hvad er det som regulerer varigheden, eller specielle kvaliteter i disse inkarnationer?

TEO. - Karma, den universelle lov om gengældelses retfærdighed.

SPG. - Er det en intelligent lov?

TEO. - For Materialisten, som kalder den periodiske lov som regulerer rangeringen af adskillige kroppe, og alle de andre love i naturen for blinde kræfter og mekaniske love, ville Karma uden tvivl være en chancelov og ikke mere. For os, kan intet tillægsord eller kvalificering beskrive det som er upersonligt og ikke nogen entitet, men en universel operativ lov. Hvis du spørger mig om den årsagsmæssige intelligens i den, så må jeg svare det ved jeg ikke. Men, hvis du beder mig om at definere dens virkninger og fortælle dig hvad disse er indenfor vores lære, så kan jeg sige, at oplevelser i tusinder af år har vist os at de er absolut og ufejlbarlig retfærdighed, visdom, intelligens. For Karma er i sine virkninger en ufejlbarlig genopretter af menneskelig uretfærdighed, og alle naturens fejltagelser; en skarp tilretter af uret; en gengældelses lov som belønner og straffer med ligelig upartiskhed. Den er, i den strengeste betydning, ”uden respekt overfor personer;” selv om, den på den anden side, aldrig kan blive formildet og heller ikke omvendes ved bøn. Dette er en fælles tro blandt Hinduer og Buddhister, som begge tror på Karma.

SPG. - De Kristne dogmer modsiger begge, og jeg tvivler på at nogen Kristen vil acceptere læren.

TEO. - Nej. Og Inman gav grunden for det mange år siden.

Som han siger det, mens ”de Kristne vil acceptere alt nonsens, hvis det fremlægges af Kirken som en trossag . . . så fastholder Buddhisterne at intet som er modsagt af sund fornuft kan være en sand Buddha lære.” De tror ikke på nogen syndsforladelse, undtagen efter passende straf for hver ond gerning eller tanke i en fremtidig inkarnation, og en passende kompensation til at skadede parter.

SPG. - Hvor fremlægges dette?

TEO. - I de fleste af deres hellige værker. I ”Wheel of Law” (p. 57) kan du finde følgende Teosofiske grundsætning: -”Buddhsiter tror på at enhver handling, ord eller tanke har sine konsekvenser, som vil komme tilsyne før eller siden i nutiden eller fremtidige tilstand. Onde handlinger vil producere onde konsekvenser, gode handlinger vil producere gode konsekvenser: velstand i denne verden, eller fødsel i himlen (Devachan). . .i den fremtidige tilstand.”

SPG. - De Kristne tror på det samme, gør de ikke?

TEO. - Næh, nej; de tror på syndsforladelse og fritagelse fra deres synder. De loves, at hvis de blot tror på Kristus blod (et uskyldigt offer!), i blodet som han offrede for menneskehedens synder skyld, så vil det bøde for hver dødelig synd. Og vi tror hverken på stedfortrædende forsoning, og heller ikke på muligheden for fritagelse fra den mindste synd fra nogen gud, ikke en gang en ”personlig Absolut” eller ”Uendelig,” hvis en sådan kan have en nogen som helst eksistens. Det vi tror på, er en streng og upartisk retfærdighed. Vores opfattelse af den ukendte Universelle Guddom, repræsenteret af Karma, er at den

200

er en Kraft som ikke kan fejle, og som derfor ikke kan have hverken vrede eller nåde, kun absolut Retfærdighed, som lader enhver årsag, stor eller lille, udarbejde dens uundgåelige virkninger. Jesus ordsprog: ”For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.” (Matth. vii., 2), peger hverken ved sin formulering og heller ikke sin implikation mod noget håb om fremtidig nåde eller frelse ved fuldmagt. Det er derfor, fordi at vi, som vi gør, anerkender retfærdigheden af denne udtalelse, ikke nok kan anbefale medfølelse, barmhjertighed, og tilgivelse af gensidige overtrædelser. Modstå ikke ondt, og gør godt for ondt, er Buddhistiske forskrifter, som først blev prædiket i lyset af Karmalovens uforsonlighed. At mennesket kan tage loven i sin egen hånd er under alle omstændigheder en ugudelig formodning. Menneskelig Lov kan bruge restriktive ikke straffende forholdsregler; men et menneske som, tror på Karma, og som stadig hævner sig, og afviser at tilgive hver skade, og derved gøre godt for ondt, er en kriminel og gør kun sig selv ondt. Lige som Karma med sikkerhed straffer det menneske som har gjort en uret, ved at søge at tilføre en ekstra straf til sin fjende, han, som i stedet for at lade straffen være op til den store Lov tilføjer den til sin egen sygdom, modtager derved en årsag for fremtidig belønning af hans egen fjende og en fremtidig straf for ham selv. Den ufejlbarlige Regulator påvirker i hver inkarnation kvaliteten af dens efterfølger; og summen af belønningen eller straffen i de forudgående bestemmer den.

SPG. - Bør vi så uddrage menneskets fortid ud fra hans nutid?

TEO. - Kun så vidt som at tro at hans nuværende liv er det som det retfærdigvis burde være, for at bøde for synder i tidligere liv. Selvfølgelig – seere og store adepter er undtaget - vi kan som gennemsnitlige dødelige ikke

vide hvad synderne er for dem. Ud fra vores datas knaphed, er det umuligt at fastlægge hvad en gammel mands ungdom måtte have været; vi kan heller ikke, af samme grunde, drage endelige konklusioner kun ud fra hvad vi ser i et menneskes liv, med hensyn til hvilket tidligere liv der har været.

HVAD ER KARMA?

SPG. - Men, hvad er Karma?

TEO. - Som jeg har sagt, så anser vi den for den Ultimative Lov i Universet, kilden, oprindelsen og kildevældet af alle andre love som eksisterer i hele Naturen. Karma er den ufejlbarlige lov som tilpasser virkninger til årsager, på de fysiske, mentale og åndelige planer af væren. Da ingen årsag forbliver uden dens behørige virkning fra største til mindste, fra kosmisk forstyrrelse ned til din hånds bevægelse, og ligesom lige producerer lige, er Karma den usete og ukendte lov som viist, intelligent og retfærdigt tilpasser hver virkning til dens årsag, og sporer den sidstnævnte tilbage til dens producent. Selv om den selv er ukendt, er dens handling mærkbar.

SPG. - Så er den det ”Absolutte,” det ”Ukendte” om igen, og er ikke af meget værdi som en forklaring på livet?

TEO. - Tværtimod. For selv om vi ikke ved hvad Karma er per se, og i dens essens, så ved vi hvordan den virker, og vi kan med nøjagtighed definere og beskrive dens måde at virke på. Vi ved blot ikke dens ultimative Årsag, lige som den moderne filosofi universelt indrømmer at den ultimative Årsag af hvad som helst er ”ukendt.”

202

SPG. - Og hvad har Teosofien at sige med hensyn til løsningen på menneskehedens mere praktiske behov? Hvad er forklaringen, som den tilbyder i forhold til den frygtelige lidelse og alvorlige udbredte nød blandt de såkaldte ”lavere klasser.”

TEO. - Det skal understreges, at ifølge vores lære, så er alle disse store onder, adskillelsen af klasserne i Samfundet, og kønnene i livets forhold, den ulige fordeling af kapital og arbejde – alle skyldes det som kortfattet men sandfærdigt betegnes KARMA.

SPG. - Men, sandelig alle disse onder som synes at tilfalde masserne ret planløst er vel ikke egentlige fortjent og INDIVIDUEL Karma?

TEO. - Nej, de kan ikke blive så strengt defineret i deres virkninger for at vise at hver enkelt miljø, og de bestemte tilstande i livet hvori hver person selv befinder sig, ikke er mere end gengældelses Karma som den enkelte genererede i et tidligere liv. Vi må ikke tabe det forhold af syne, at hvert atom er underlagt en generel lov, som styrer hele kroppen som den tilhører, og her kommer vi til et dybere forhold om Karmaloven. Ser du ikke at summen af den individuelle Karma bliver nationen som disse mennesker bor i, og yderligere, at den totale sum af National Karma er hele Verdens? De onder du taler om er ikke særlige for det enkelte menneske eller endda Nationen, de er mere eller mindre universelle; og det er ud fra denne brede linie af Menneskelig uafhængighed at Karmaloven finder sit legitime og ligevægtige forhold.

SPG. - Skal jeg, så, forstå det sådan at Karmaloven ikke nødvendigvis er en individuel lov?

TEO. - Det er lige nøjagtig, det jeg mener. Det er umuligt at Karma vil kunne tilpasse magtbalancen i verdens liv og fremskridt, med mindre den virkede ved en bred og generel rettesnor. Det opfattes som en sandhed blandt Teosoffer, at Menneskehedens uafhængighed er årsagen til det som kaldes Distributiv Karma, og det er den lov som tillader løsningen på det store spørgsmål om kollektiv lidelse, og dens lindring. Det er yderligere en okkult lov, at intet menneske kan hæve sig op over sine individuelle mangler, uden at løfte, om det er nok så lidt, hele den gruppe han er en uadskillelig del af. På den samme måde, kan ingen synde, eller alene lide på grund af virkningerne af sin synd. I virkeligheden er der ikke sådan noget som ”Adskilthed”; og nærmeste tilgangsvinkel til denne selviske tilstand, som livets lov tillader er i hensigten eller motivet.

SPG. - Og er der ikke nogen måde hvorved den distributive eller nationale Karma kunne så at sige koncentreres eller samles sammen, og bringes til sin naturlige og retmæssige indfrielse uden alle disse langvarige lidelser?

TEO. - Karmaloven kan som en general regel, og indenfor visse begrænsninger, som definerer den tidsalder vi tilhører ikke fremskyndes eller bremses i dens indfrielse. Men, dette er jeg sikker på, muligheden for dette punkt er endnu ikke blevet berørt i nogle af disse retninger. Lyt til denne oplæsning om en fase af national lidelse, og spørg så dig selv hvorvidt, disse onder ikke er i stand til at modtage intensiv modificering eller generel lindring ved at tillade den enkeltes arbejdende Karmiske kraft, relative Karmiske kraft og distributive Karmiske kraft. Det, som jeg vil oplæse for dig er fra en National Overlevers hånd, en som, har frigjort sig fra Selvet, og som er fri til at vælge, og som har valgt at tjene Menneskeheden, ved

204

i det mindste at bære i det mindste så meget som en kvindes skuldre om muligt kan bære af National Karma.

Det er hvad hun siger:

”Ja, Naturen taler altid, synes du ikke? Vi laver blot nogen gange så meget støj at vi drukner dens stemme. Det er derfor, at det er så afslappende at gå ud af byen og hygge sig lidt i Moderens arme. Jeg tænker på aftenen på Hampstead Heath da vi så solen gå ned; men oh! på hvilken baggrund af lidelse og ulykke gik den ned! En dame bragte mig i går en stor kurv af vilde blomster. Jeg tænkte, at nogle i mine East-end familie havde mere ret til den end Jeg, og derfor tog jeg den med ned til den meget fattige skole i Whitechapel denne morgen. Du skulle have set de små blege ansigter lyse op! Derfra gik jeg hen for at betale for nogle retter på en restaurant for nogle børn. Det var i en snæver baggade, fyldt med masende folk; en ubeskrivelig stank fra fisk, kød, og andre madvarer, alt hørmende i solen som I Whitechapel, gnaver i stedet for at rense. Restauranten var indbegrebet af alle lugte. Ubeskrivelige kød-tærter til l d., askyelige klumper af 'føde' og sværme af fluer, selveste Beelzebubs alter! Det drejer sig om, babyer på strejftog efter stumper, en, med et ansigt som en engel, samlende kirsebærsten som en let og nærende diet. Jeg gik vestpå med hver nerve skælvende og chokeret, undrende mig over hvorvidt noget kunne gøres ved visse dele af London bortset fra at opsluge dem i et jordskælv og på ny starte deres beboere på en frisk, efter en dukkert i en rensende Lethe, ud af hvilken ingen erindring kunne dukke op! Så tænkte jeg på Hampstead Heath, og – reflekterede. Hvis man ved et hvilket som helst offer kunne skaffe sig kraften til at redde disse mennesker, så ville omkostningerne ikke være værd at udregne; men, ser du, DE behøver at blive forandret – og hvordan kan dette ske? I den tilstand de nu er i, så ville de ikke have gavn af ethvert miljø, som de kunne blive placeret i; og alligevel, i deres nuværende omgivelser vil de blive ved med at forrådne. Mit hjerte bløder overfor, denne endeløse, håbløse elendighed, og denne brutale degradering er på en gang dens udgroen og dens rod. Det er lige som banyan-træet; hver gren skaber sin egen rod og sender nye skud frem. Hvilken forskel mellem disse følelser og den fredefyldte scene i Hampstead! og alligvel har vi,

som er disse stakkels væsners brødre og søstre, kun en ret til at bruge Hampstead Heaths for at vinde styrke til at redde Whitechapels.”
(Signeret med et navn alt for respekteret og for velkendt til at blive givet til hånere.) SPG. - Dette er et trist men smukt brev, og jeg tror at det med pinefuld iøjefaldenhed præsenterer de frygtlige resultater af det du har kaldt ”Relativ og Distributiv Karma.” Men, ak! der synes ikke at være noget umiddelbart håb om nogen lindring ud over et jordskælv, eller en sådan generel begravelse!

TEO. - Hvilken ret har vi til at tænke sådan mens den ene halvdel af menneskeheden er i stand til at påvirke en øjeblikkelig lindring af den nød som deres medmennesker lider? Når ethvert enkelt individ har bibragt til det generelle gode med hvad han kan med penge, arbejde, og noble tanker, da, og kun da, vil den Nationale Karmas balance blive anslået, og før da har vi ingen ret eller nogen grund til at sige at der er mere liv på jorden end Naturen kan opretholde. Det er forbeholdt heroiske sjæle, vores Races og Nations Frelsere, at udfinde årsagen til dette ulige pres af Karmiske gengældelse, og ved en suveræn anstrengelse at gen-justere kraftens balance, og redde mennesker fra et moralsk forfald, der er tusinde gange mere forfærdelig og mere uforgængelig ond end den samme fysiske katastrofe, som du synes at se som den eneste udgang for denne akkumulerede elendighed.

SPG. - Ja, så, fortæl mig generelt hvordan du beskriver denne Karmalov?

TEO. - Vi beskriver Karma som den gen-justerings Lov, som altid søger at genoprette forstyrret ligevægt i det fysiske, og brudt harmoni i den fysiske verden. Vi siger, at Karma ikke altid handler på denne eller hin bestemte måde; men at

206

den altid handler for at genoprette Harmoni og bevare ligevægtens balance som Universet eksisterer i.

SPG. - Giv mig en illustration.

TEO. - Senere hen vil Jeg give dig en fuld illustration. Tænk nu på en dam. En sten falder ned i vandet og skaber rullende bølger. Disse bølger oscillerer frem og tilbage til de til sidst, på grund af det fysikerne kalder loven om energiens udbredelse, bringes til hvile, og vandet vender tilbage til dens rolige stilhed. Svarende til at al handling, på ethvert plan, producerer forstyrrelser i Universets afbalancerede harmoni, og de producerede vibrationer vil fortsætte med at rulle tilbage og frem, hvis dens område er begrænset, ind til ligevægt er genoprettet. Men da hver sådan forstyrrelse starter fra et bestemt punkt, så er det klart at ligevægt og harmoni kun kan genoprettes ved at føre alle kræfterne til det samme punkt, hvor de blev sat i bevægelse. Og her har du beviset på at konsekvenserne af menneskets gerninger, tanker, osv. alle må reagere på ham selv med samme kraft som de var sat i bevægelse med.

SPG. - Men jer ser intet af moralsk karakter i denne lov. Det ser for mig ud til den enkle fysiske lov om at aktion og reaktion er lige og i opposition.

TEO. - Jeg er ikke overrasket over at høre dig sig det. Europæere har så meget for indgroet vane med at anse rigtigt og forkert, godt og ondt, som en arbitrær lov kodeks, der enten er fastlagt af mennesket, eller pålagt dem af en personlig Gud. Vi Teosoffer, siger imidlertid, at ”Godt” og

”Harmoni,” og ”Ondt” og ”Dis-harmoni,” er synonymer. Yderligere fastholder vi at al lidelse og pine er resultater af ønsket om Harmoni, og at den eneste frygtelige og enlige årsag til Harmoniens forstyrrelse er selviskhed i en eller anden form. Derfor giver Karma de reelle konsekvenser af hans egne handlinger tilbage til ham, uden noget hensyn til deres moralske karakter; men siden han modtager hans straf for alt, så er det indlysende at han vil blive nødt til at sone for al lidelsen som han har forårsaget, lige som han i lykke og glæde vil høste frugterne af al den glæde og harmoni han har hjulpet med at frembringe. Jeg kan ikke gøre bedre end til din fordel at citere visse passager fra bøger og artikler skrevet af vore Teosoffer – de som har en korrekt opfattelse af Karma.

SPG. - Jeg ville ønske at du ville, da jeres litteratur synes meget sparsom omkring dette emne?

TEO. - Fordi det er den sværeste af alle vores lærersætninger.

For en kort tid siden fremkom der følgende protest fra en Kristen hånd: ”Forudsat at læren med hensyn til Teosofien er korrekt, og at 'mennesket skal være sin egen frelser, skal overvinde selvet og vinde over det onde i han duale natur, at opnå frigørelse for hans sjæl,' hvad skal mennesket så gøre efter han det er vågnet og til en vis grad blevet omvendt fra ondt og skidt adfærd? Hvordan skal han opnå frigørelse, eller tilgivelse, eller slette det onde eller skidte han har gjort?”

Til dette svarer Hr. J. H. Conelly meget rammende at ingen kan gøre sig håb om at ”få den teosofiske maskine til at køre på det teologiske spor.” Da han siger:

”Muligheden for at unddrage sig individuelt ansvar hører ikke til blandt de

208

Teosofiske koncepter. I denne tro er der ikke sådan noget som tilgivelse, eller 'sletning af det onde eller allerede udførte,' skidte handlinger uden den passende straf for den forkert-handlende og genoprettelsen af harmonien i universet som er blevet forstyrret ved hans forkerte handling. Det onde har været hans eget, og mens andre må lide dets konsekvenser, soningen kan kun etableres af ham selv og ingen anden.

”Den påtænkte tilstand . . . . hvori et menneske er blevet 'til en vis grad opvågnet og omvendt fra ondt og skidt adfærd,' er den hvori et menneske bliver klar over at dets gerninger er onde og fortjener straf. Ved den realisering er en forståelse for personligt ansvar uundgåelig, og hans forståelse for denne frygtelige ansvarlighed må være i passende overensstemmelse med hans grad af opvågnen eller 'omvendelse'. Når den virker stærkt på ham, så er det tiden hvor han opfordres til at acceptere læren om stedfortrædende forsoning.

”Han fortælles også at han bør angre, men intet er lettere end dette. Det er en elskværdig svaghed i menneskets natur, at vi er meget tilbøjelige til at fortryde det onde vi har gjort, når vores opmærksomhed henledes på det, og når vi enten selv har lidt for det eller nydt frugterne heraf. Muligvis, vil en grundig analyse af følelsen vise os at det vi fortryder snarere er nødvendigheden som synes at have nødvendiggjort det onde som en metode til at opnå vores selviske ønsker end selve det onde.”

”Attraktiv som denne mulighed for at kaste vores byrder af synder 'ved foden af korset' kan være for det almindelige sind, så anbefales det ikke til den Teosofiske studerende. Han forstår ikke hvorfor at synderen ved at opnå viden om hans ondskab derved kan gøre sig fortjent til tilgivelse eller sletning af hans tidligere skidte adfærd; eller hvorfor anger eller fremtidig ret levemåde giver ham ret til en sådan afbrydelse af den universelle lov om relationen mellem årsag og virkning. Resultatet af hans onde gerninger fortsætter med at eksistere; lidelserne givet til andre slettes ikke. Den Teosofiske studerende tager virkningen af skidt adfærd overfor den uskyldige ind i sin verden. Han påtænker ikke kun den skyldige person, men også han ofre.

”Ondt er en overtrædelse af harmoniens love der styrer universet, og straffen for det falder på overtræderen af denne lov.

Kristus ytrede advarslen, 'Synd ikke mere, for ikke at værre ting skal overgå dig,' og Sankt Paulus sagde, 'Arbejd for din egen frelse. Hvad som helst et menneske sår, det skal han også høste.' Dette, er forresten en udmærket metaforisk fremstilling af den sætning fra Puranaerne som går langt forud for ham – at 'hvert menneske høster konsekvenserne af hans egne handlinger.'

”Dette er Karamlovens princip, som læres i Teosofien. Sinnett, fremstillede i sin 'Esoteric Buddhism,' Karma som 'den etiske årsagslov.' 'Loven om gengældelse,' som Madame Blavatsky oversætter dens betydning, er bedre. Det er kraften som

”'Retfærdig men mysteriøs, leder til ufejlbarlighed /Gennem umarkerede metoder fra skyld til straf.'

”Men, den er mere. Den belønner fortjeneste lige så ufejlbarlig og præcis som den straffer fejl. Den er resultatet af enhver handling, tanke, ord og gerning, og mennesket former sig selv, deres liv, og successer ved den. Østlig filosofi afviser ideen om skabelsen af en ny sjæl for hver fødte baby. Den tror på et begrænset antal monader, der evolverer og gror sig mere og mere perfekte gennem deres assimilering af mange efterfølgende personligheder. Disse personligheder er resultatet af Karma og det er ved Karma og re-inkarnation at menneskets monade med tiden vender tilbage til dens kilde – absolut guddom.”

E.D. Walker, tilbyder i sin ”Re-incarnation,” følgende forklaring:

”Læren om Karm er kort, at vi gjort os selv til det vi er ved tidligere handlinger, og bygger vores fremtidige evighed ved nutidige handlinger. Der er ingen skæbne bortset fra den vi selv bestemmer. Der er ingen frelse eller fordømmelse uden den vi selv frembringer. . . . Fordi den tilbyder ikke husly til kriminelle handlinger og nødvendiggør en fremragende mandlighed, den er mindre velkommen til svage naturer end de lette religiøse læresætninger indirekte soning, forbøn, tilgivelse og dødsleje omvendelser. . . . I den evige retfærdigheds domæne er overtrædelsen og straffen uadskilleligt forbundne som den samme begivenhed, fordi der er ikke nogen virkelig forskel mellem handlingen og dens resultat. . . . Det er Karma, eller vores gamle handlinger, som trækker tilbage til

210

det jordiske liv. Åndens bolig forandrer sig i forhold til dens karma, og denne Karma forbyder enhver lang fortsættelse i én tilstand, fordi den altid forandrer sig. Så længe handlinger styres af materielle og selviske motiver, lige så længe må resultaterne af denne handling manifestere i fysiske gen-fødsler. Kun det fuldstændigt uselviske menneske kan undslippe det materielle livs byrder. Få har opnhået dette, men det er menneskehedens mål.”

Og så citerer forfatteren fra den Hemmelige Lære:

”De som tror på Karma er nødt til at tro på skæbnen, som ethvert menneske, fra fødsel til død, væver rundt om det selv, tråd for tråd, lige som en edderkop laver sit spind, og hans skæbne guides enten af den usynlige prototypes himmelske stemme udenfor os, eller af vores mere intime astrale eller indre menneske, som alt for ofte er den legemliggjorte enhed benævnt menneskets onde ånd. Begge disse påvirker det ydre menneske, men en af dem må vinde; og fra selve begyndelsen af den usynlige forstyrrelse træder den strenge og uerstattelige lov om kompensation ind og vælger sin vej, mens den trofast følger udsvingene. Når den sidste tråd er vævet, og når mennesket er synligt indhyllet i hans eget netværks gøren, så finder han sig selv fuldstændig underlagt hans selvskabte skæbnes imperium. . . . En Okkultist eller en filosof vil ikke tale om Forsynets godhed eller grusomhed; men, han vil lære om det ved at identificere det med Karma-Nemesis, den beskytter ikke desto mindre det gode og våger over dem i dette og i fremtidige liv; og at den straffer de onde – ja, selv i hans syvende gen-fødsel -kort sagt, så længe, at virkningen af hans påvirkning af selv det mindste atoms uro i den uendelige harmonis verden ikke endeligt er blevet gen-justeret. For det eneste Karmiske dekret – et evigt og uforanderligt dekret-er absolut harmoni i stoffets verden lige som det er i åndens verden. Det er derfor ikke Karma, der belønner og straffer, men det er os som belønner og straffer os selv i overensstemmelse hvorvidt vi arbejder med, gennem eller sammen med naturen, adlydende lovene, som denne harmoni afhænger af, eller – bryder dem. Ej heller ville de Karmiske veje være uransagelige hvis mennesket arbejdede i enighed og harmoni, i stedet for uenighed og strid. For vores uvidenhed

om disse veje – som en del af menneskeheden kalder for Forsynet, mørk og kringlet; mens den anden i dem ser blinde fatalistiske handlinger; og en tredje almindeligt held, uden godt eller ondt til at guide dem – ville sandelig forsvinde hvis vi blot ville tillægge alle disse deres korrekte årsager. . . .Vi står desorienterede foran vores eget mysteriums skabelse og livets gåder som vi ikke vil løse, og beskylder så Sphinxen for at ville fortære os. Men sandelig så er der intet tilfældigt i vores liv, ikke en eneste ulykkelig dag, eller uheld, som ikke kan spores tilbage til vores egne handlinger i dette eller i et andet liv. . . . . Karmaloven er uløseligt sammenvævet med reinkarnation. . . . . Det er kun denne lære som kan forklare os det mysteriøse problem om godt og ondt, og forlige mennesket med livets frygtelige og tilsyneladende uretfærdighed. Intet andet end sådan en sikkerhed kan stilne vores forstødte følelse af retfærdighed. For, når man er ubekendt med den noble lære og ser sig omkring og observerer uligheder som fødsel og lykke, intellekt og kapaciteter; når man ser ære blive givet fjolser og ødelande, på hvem lykken har overdynget hendes tjenester blot på grund af deres fødselsbaggrund, og deres nærmeste nabo, som med al sit intellekt og noble egenskaber – på enhver måde - i langt højere grad fortjener det – går til grunde uden muligheder og på grund af manglende sympati – når man ser alt dette og er nødt til at vende sig bort, hjælpeløs med hensyn til at afhjælpe den ufortjente lidelse, så ringer det for ens ører og ens hjerte smertes af lidelsens skrig rundt omkring en - og den velsignede Karma alene forhindrer ham i at forbande livet og mennesket så vel som deres formodede Skaber. . . . . Denne lov, om den er bevidst eller ubevidst, forudbestemmer intet og ingen. Den eksisterer i sandhed fra evighed og til evighed, for den er selveste evigheden; og da ingen handling som sådan, kan være lig med evighed, så kan den ikke siges at handle, for den er selveste handling i sig selv. Det er ikke bølgen der drukner mennesket, men staklens personlige handling, som er bevidst og som placerer ham under de upersonlige loves handlinger der styrer havets bevægelser. Karma skaber ingenting, og designer heller ikke. Det er mennesket som planter og skaber årsager, og den Karmiske lov justerer resultaterne, med en justering der ikke er en handling men universel harmoni, som altid søger at genoptage det oprindelige position. Ligesom en gren, som, med magt bøjes ned, og svipper tilbage med korresponderende

212

kraft. Hvis den vrider den arm som prøvede at bøje grenen af led, bør vi så sige at grenen brækkede vores arm eller at vores egen tåbelighed har bibragt os sorg? Karma har aldrig søgt at ødelægge den intellektuelle og individuelle frihed, ligesom guden Monoteisterne har opfundet. Den har involveret sine dekreter i mørke med det formål at gøre mennesket perplekst, og vil heller ikke straffe ham som vover at udforske dets mysterier. Tværtimod vil den som gennem studier og meditation afslører dets komplicerede veje, arbejde for sine medmenneskers bedste, og kaste lys på de mørke veje, i hvis snoninger så mange mennesker er gået til grunde på grund af deres uvidenhed om livets labyrint. Karma er en absolut og evig lav i den manifesterede verden; og da der kan kun være et Absolut, så vel som en Evig, alle-steds-nærværende Årsag, så kan de der tror på karma ikke anses for at være ateister eller materialister, og endnu mindre fatalister, for Karma er ét med det Ukendte, hvoraf det er et aspekt, i dens virkninger i fænomenernes verden.” En anden dygtig Teosofisk forfatter siger (Teosofiens Formål, af Fru P. Sinnett): ”Ethvert individ skaber Karma enten god eller dårlig i hver handling og tanke i hans daglige aktivitet, og udarbejder samtidigt i dette liv den Karma som blev bibragt ved handlinger og begær i det sidste liv. Når vi ser mennesker, der er ramt af medfødte lidelser så kan det med sikkerhed antages at disse lidelser er det uundgåeligt resultat af årsager som blev startet af dem selv i et tidligere liv. Det kan argumenteres for at siden disse lidelser er arvelige så kan de ikke have noget at gøre med en tidligere inkarnation; men det bør huskes at Egoet, det sande menneske, individualiteten, ikke har nogen åndelig oprindelse i den afstamning som den gen-legemliggøres i, men tiltrækkes af de affiniteter som dets tidligere livsstil tiltrak sig ind i den strøm som bærer den frem, til tiden kommer for gen-fødsel, til det hjem som bedst passer til udviklingen af disse tendenser. . . . . Denne lære om Karma, er, når den rigtig forstås, beregnet til at guide og assistere de som realiserer dens sandhed til en højere og bedre livsstil, for det må ikke glemmes at det ikke kun er vores handlinger men også vores tanker meget sikkert bliver

fulgt af en flok at omstændigheder som vil påvirke vores egen fremtid til det gode eller til det onde, og, det som er endnu mere vigtigt, fremtiden for mange af vores med-mennesker. Hvis undladelsessynder og bevidste synder på nogen måde kun kunne være selvstændige, så vil sandheden om synderens Karma være et spørgsmål af mindre betydning. Virkningen af at hver tanke og handling bærer en korresponderende indflydelse med sig gennem livet til det gode eller til det onde overfor andre medlemmer af den menneskelige familie, giver en streng opfattelse af retfærdighed, moralitet, og uselviskhed så nødvendig for fremtidig lykke eller fremskridt. Når en forbrydelse er begået, en ond tanke udsendt fra sindet, så kan den ikke tilbagekaldes – ingen mængde af anger kan udslette dens fremtidige resultat. Anger, vil forhindre mennesket i at gentage sine fejl, hvis den er oprigtig; den kan ikke redde ham eller andre fra virkningerne af det som allerede er skabt, som ufejlbarligt vil ramme ham enten i dette liv eller i den næste gen-fødsel.”

Hr. J. H. Conelly fortsætter:

”De troende i en religion der er baseret på en sådan lære er villige til at den bliver sammenlignet med en hvor i menneskets skæbne i al evighed er bestemt af tilfældighederne i en enkelt, kort jordisk eksistens, gennem hvilken han tiljubles med det løfte at 'som et træ falder så skal det blive liggende'; hvori hans største håb, når han vågner op med en viden om hans slette adfærd, er læren om stedfortrædende forsoning, og hvori selv denne er hæmmet ifølge den Presbyteriske Tros Syndsforladelse.

”Ved Guds dekret, for at hans herlighed kan manifesteres, så er nogle mennesker og engle forudbestemt til et evigt varende liv og andre førordineret til en evigt varende død.

”Disse engle og mennesker som således er forudbestemte og førordineret er specielt og uforanderligt skabt; og deres antal er så sikkert og bestemt at det kan ikke forøges eller formindskes. . . .Lige som Gud har udnævnt de udvalgte til herlighed. . . . . Heller ingen andre som kaldes, retfærdiggjorte, optaget, indviet, og frelste bliver effektivt forløst ved Kristus handling, lige bortset fra de udvalgte.”

214

”Resten af menneskeheden var Gud glad for, ifølge hans egen uransagelige viljes råd, hvorved han udstrækker eller tilbageholder nåde som det passer ham, til hans egne kræfters herlighed over hans væsner, for at forbigå dem og at ordinere dem vanære og vrede for deres synders skyld til velsignelse af hans herlige retfærdighed.”

Det er hvad den dygtige forsvarer siger. Vi kan heller ikke gøre bedre en at afslutte emnet som han gør med et citat fra et storslået digt. Som han siger:

”Den udsøgte skønhed ved Edwin Arnolds redegørelse om Karma i 'The Light of Asia' frister til at den reproduceres her, men den er for lang til en fuld citering her. Her er en del af den:

Karma – al totaliteten af en sjæl Som er tingene den gjorde, tankerne den havde, 'Selvet' det væver med en udsigtsløs tids woof Krydses på kæden af usynlige handlinger.

* * * * * * *
Før begyndelsen og uden en ende, Som det evige rum og som sikker kautionist, Er en guddommelig Magt fastsat som bevæger til det gode, Kun dens love varer ved.

Den vil ikke være ringeagtet af nogen; Den som blokerer den taber, og den som tjener den vinder; Det skjulte gode betaler den med fred og lyksaglighed, Det skjulte onde med lidelser.

Den syner alle steder og mærkes med alt; Gør ret – den godtgør! Gør en fejl Den tilsvarende gengældelse må gøres Selv om Dharma tøver længe.

Den kender ikke vrede ej heller tilgivelse; total-sandhed, Den udmåler tildeling, dens ufejlbarlige balance hviler tungt; Tider er som intet, i morgen vil den dømme Eller efter mange dage.

* * * * * * *

Sådan er loven som fører til retfærdighed, Som ingen i den sidste ende kan slå til side eller opholde; Dens hjerte er kærlighed, enden på den Er fred og sød fortæring. Adlyd.”

Og nu anbefaler jeg dig at sammenligne vore Teosofiske opfattelser af Karma, loven om Gengældelse, og sige hvorvidt begge ikke er mere filosofiske og retfærdige end dette grusomme og idiotiske dogme som gør ”Gud” til en sanseløs fjende; nemlig grundlæren at ”kun de udvalgte” vil blive frelst, og resten dømt til evig fortabelse!

SPG. - Ja, jeg ser generelt hvad du mener; men jeg ønsker at du kunne give et konkret eksempel på Karmaens aktivitet?

TEO. - Det kan jeg ikke gøre. Vi kan, som jeg sagde før, kun føle os sikre på at vores nuværende liv og omstændigheder er de direkte resultater af vores egne gerninger og tanker i de foregående liv. Men vi, som ikke er Seere eller Indviede, kan ikke vide noget om detaljerne i Karmalovens virke.

SPG. - Kan nogen som helst, selv en Adept eller Seer, følge denne Karmiske justeringsproces detaljeret?

TEO. - Med sikkerhed: ”De som ved” kan gøre sådan ved at benytte kræfter som er latent til stede i ethvert menneske.

HVEM ER DE SOM VED?
SPG. - Gælder det ligeligt for os selv som for andre?

TEO. - Ligeligt. Som jeg lige sagde, den samme begrænsede vision eksisterer for alle, undtagen de som i den nuværende inkarnation har opnået højdepunktet af åndelig vision og clairvoyance. Vi kan kun op-

216

fatte, at hvis ting burde havde været anderledes, så ville de have være anderledes; at vi er det som vi har gjort os selv til, og har kun det som vi har optjent til os selv.

SPG. - Jeg er bange for at en sådan opfattelse kun vil gøre os bitre.

TEO. - Jeg tror at det er præcis det modsatte. Det er manglende tro på loven om gengældelse som er mere tilbøjelig til at vække enhver aggressiv følelse i mennesket. Et barn, så vel som mennesket, afskyr en straf, eller endda en irettesættelse som han mener er ufortjent, meget mere end han gør en strengere straf, hvis han mener at den er fortjent. Troen på Karma er den største grund til at forlige sig med ens lod i livet, og den stærkeste motivation mod stræben efter at forbedre successive gen-fødsler. Begge disse ville sandelig blive ødelagt, hvis vi antog at vores lod var resultatet af noget andet end en streng Lov, eller at skæbnen var i en andens hånd en vores egen.

SPG. - Du har lige fastlagt at dette system med Re-inkarnation under den Karmiske lov anbefalede sig med hensyn til fornuft, retfærdighed, og den moralske sans. Men, hvis det er sådan, er det så ikke på baggrund af en vis ofring af blidere kvaliteter som sympati og medynk, og således en forhærdelse af de finere instinkter i den menneskelige natur?

TEO. - Kun tilsyneladende, ikke i virkeligheden. Intet menneske kan modtage mere eller mindre end hans fortjenester uden en korresponderende uretfærdighed eller partiskhed tildeles andre; og en lov som kunne blive forhindret gennem medfølelse ville bringe mere lidelse end den reddede, mere irritation og forbandelser end tak. Husk også på, at vi ikke forvalter loven, hvis vi skaber årsager til dens virkninger; den administrerer sig selv; og igen, så den mest righoldige

tilvejebringelse vises i den Devachaniske tilstand med henblik på manifestation for at frembringe medfølelsens og nådens retfærdighed.

SPG. - Du taler om Adepter som en undtagelse til reglen om vores generelle uvidenhed. Ved de virkelig mere om Gen-fødsel og tilstandene der efter end vi gør?

TEO. - Det gør de sandelig. Ved at træne de evner vi alle besidder, men som de alene har udviklet til perfektion, så har de i ånden besøgt disse forskellige planer og tilstande som vi har talt om. I mange tidsaldre, har den ene generationaf Adepter efter den anden studeret mysterierne om væren, om liv, død, og gen-fødsel, og alle har den ene efter den anden undervist om nogle af de sandheder de har lært.

SPG. - Og er produktionen af Adepter Teosofiens formål?

TEO. - Teosofien anser menneskeheden for at være en emanation af guddommelighed på sin vej tilbage der til. På et avanceret stadie på vejen, opnås Adept-skab af de som har brugt adskillige inkarnationer for at nå dette. For husk vel på, intet menneske har nogensinde nået Adeptskab i de Hemmelige Videnskaber i ét liv; efter etableringen af et bevidst mål og begyndelsen af den nødvendige træning så er mange inkarnationer nødvendige for det. Mange kan de mennesker og kvinder være i vores Samfunds midte, som er begyndt dette op ad bakke arbejde hen mod illumination for adskillige inkarnationer siden, og som på grund af det nuværende livs personlige illusioner, endnu er uvidende om sandheden, eller på vej til at tabe enhver chance i dette liv for at gøre yderligere fremskridt. De føler sig uimodståeligt tiltrukket mod okkultisme og det Højere Liv, og alligevel er de for personlige og selv-

218

kloge, for meget forelsket i det mondæne livs bedrageriske fristelser og verdens flygtige nydelser til at opgive dem; og taber derfor deres mulighed i deres nuværende fødsel. Men, for det ordinære menneske, i forbindelse med det daglige livs praktiske gøremål, så er et sådant langt-ude resultat upassende som et mål og ret så ineffektivt som motivation.

SPG. - Hvad, bør så være deres hensigt eller bestemte formål med at blive medlem af det Teosofiske Samfund?

TEO. - Mange er interesserede i vores lære og føler instinktivt at den er mere sand end de som findes i nogen dogmatisk religion. Andre har en fast formet beslutning om at opnå menneskets pligts højeste ideal.

FORSKELLEN MELLEM TRO OG VIDEN; ELLER, BLIND OG BEGRUNDET TRO
SPG. - Du siger at de accepterer og tror på Teosofiens lære. Men, da de ikke tilhører til de Adepter du lige har nævnt, så må de acceptere din lære som blind tro. På hvilken måde adskiller det sig fra de konventionelle religioners?

TEO. - Lige som den er forskellig på alle andre områder, så er den også forskellig på dette område. Det som du kalder ”tro,” og det som i virkeligheden er blind tro, med hensyn til dogmer i de Kristne religioner, bliver hos os ”viden,” den logiske serie af ting vi ved, om naturens sandheder. Din lære er baseret på fortolkning, og derfor på andenhånds vidnesbyrd hos Seere; vores på de uundgåelige og uforanderlige

vidnesbyrd blandt Seere. Den almindelige Kristne teologi, mener for eksempel, at mennesket er et væsen skabt af Gud, hvor de tre komponenter – krop, sjæl, og ånd – alle essentielle for hans integritet, og alle, er enten i den grove fysiske jordiske eksistens-form eller i en æterisk form af efter-opstandelses oplevelse, der behøves for for evigt at etablere ham, hvert menneske har således en permanent eksistens adskilt fra andre mennesket, og fra det Guddommelige. Teosofien mener, på den anden side at mennesket er en emanation fra det Ukendte, men alligevel altid til-stede-værende og uendelige Guddommelige Essens, hans krop og alt andet er forgængeligt, og derfor en illusion; Ånd i ham alene er den ene vedvarende substans, og selv den mister sin adskilte individualitet ved øjeblikket for den komplette gen-forening med den Universelle Ånd.

SPG. - Hvis vi endog mister vores individualitet, så blive den ganske enkelt tilintetgjort.

TEO. - Jeg siger det bliver den ikke, da jeg taler om adskilt, og ikke om universel individualitet. Den sidstnævnte bliver som en del transformeret ind i det hele; dugdråben fordamper ikke, men bliver havet. Bliver det fysiske menneske tilintetgjort, når han går fra at være foster til at blive en gammel mand? Hvilken slags Satanisk stolthed må vi ikke have hvis vi sætter vores uendelig lille bevidsthed og individualitet højere en den universelle og uendelige bevidsthed!

SPG. - Det følger så deraf, at der, de facto, ikke er noget menneske, men alt er Ånd?

TEO. - Du tager fejl. Det følger deraf at foreningen af Ånd med stof kun er midlertidig; eller, for at fremlægge det mere klart, det er når Ånd og stof er ét, og er den universelle manifesterede substans to modsatte poler – at Ånd taber sin ret til

220

sit navn, så længe som det mindste partikel og atom i dens manifesterende substans stadig klynger sig til nogen form, resultatet af differentiering. At tro noget andet er blind tro.

SPG. - Så det er ved viden, ikke tro, at du fastlægger at Ånden, det permanente princip, ganske enkelt foretager en rejse gennem stof?

TEO. - Jeg ville fremlægge det på en anden måde og sige – vi hævder at tilsynekomsten af det permanente og ene princip, Ånd, som stof er midlertidig, og, derfor, ikke noget bedre end en illusion.

SPG. - Meget vel; og dette, er givet på baggrund af viden og ikke tro?

TEO. - Lige nøjagtig. Men, da jeg ser hvad du hentyder til, så kan jeg lige så godt fortælle dig at vi anser tro, sådan som du fremfører den, for at være en mental sygdom, og sand tro, dvs., de Græskes pistis, for at være ”tro baseret på viden,” enten den er suppleret med beviser på fysiske eller åndelige sanser.

SPG. - Hvad mener du?

TEO. - Jeg mener, at hvis det er forskellen mellem de to som du ønsker at kende, så kan jeg fortælle dig at mellem tro på autoriteter og tro på ens egen åndelige intuition, er der en meget stor forskel.

SPG. - Hvad er den?

TEO. - Den ene er menneskelig godtroenhed og overtro, den anden menneskelig tro og intuition. Som Professor Alexander Wilder siger i hans ”Introduction to the Eleusinian Mysteries,” ”Det er uvidenhed som fører til verdslighed. Mennesket håner det som de ikke helt forstår. . . . Denne verdens understrøm er sat mod et mål; og indeni menneskelig lettroenhed – er en næsten uendelig kraft, en hellig tro der er i stand til

at forstå de ypperste sandheder om al eksistens.” De som begrænser denne ”lettroenhed” til autoritære menneskelige dogmer alene, vil aldrig begribe denne kraft, ej heller opfatte den i deres naturer. Den hænger fast i det ydre plan og er ude af stand til at bringe den essens der styrer den i spil; for at gøre dette så er de nødt til at påberåbe sig retten til private vurderinger, og det tør de aldrig gøre.

SPG. - Er det den ”intuition” som får dig til at afvise Gud som en personlig Fader, Leder og Regent i Universet?

TEO. - Nøjagtig. Vi tror på et evigt uerkendeligt Princip, fordi alene blind vildfarelse kan få en til at fastholde at Universet, det tænkende menneske, og at endda alle vidunderne der findes i verdenen af stof, kunne være frembragt uden brug af nogen intelligente kræfter for at frembringe det ekstraordinære viise arrangement i alle dens dele. Naturen kan fejle, og den gør det ofte, i dens detaljer og dens materialers ydre manifestationer, aldrig i dens indre årsager og resultater. Gamle hedninge havde langt mere filosofiske synspunkter til dette spørgsmål end moderne filosofiske forfattere, uanset de er Agnostikere, Materialister eller Kristne; og ingen hedensk forfatter her endnu fremlagt den opfattelse at grusomhed og medfølelse ikke er endelige følelser, og derfor kan gøres til en uendelig guds attributter. Deres guder, var derfor, alle endelige. Den Siamesiske forfatter til Wheel of the Law, udtrykker den samme ide om din personlige gud som vi gør; han siger (p. 25)- ”En Buddhist kan tro på eksistensen af en sublim gud, ovenover alle menneskelige kvaliteter og attributter- en perfekt gud, ovenover kærlighed, og had, og jalousi, rolig hvilende i en stilhed som ingenting kan forstyrre, og en sådan gud ville han ikke forklejne, ikke ud fra et ønske om at behage ham eller frygt for at fornærme ham, men ud fra naturlig ærbødighed; men han

222

kan ikke forstå en gud med attributter og menneskelige kvaliteter, en gud som elsker og hader, og viser vrede; en Guddom som, uanset den beskrives af Kristne Missionærere eller af Muhammedanere eller Brahminere,* eller Jøder, falder udenfor selv et ordinært godt menneskes standard.”

SPG. - Tro for tro, er de Kristnes tro der tror, på sin menneskelige hjælpeløshed og ydmyghed, at der er en nådig Fader i Himlen som beskytter ham fra fristelse, hjælper ham i livet, og tilgiver ham hans synder, ikke langt bedre en den kolde og stolte næsten fatalistiske tro blandt Buddhister, Vedantister, og Teosoffer?

TEO. - Fortsæt med at kalde vores lære ”tro” hvis du vil. Men endnu en gang er vi ved det tilbage-vendende spørgsmål, jeg spørger fra min side: tro for tro, er den ikke baseret på streng logik og fornuft bedre end den som ganske enkelt er baseret på autoritet eller- helte-tilbedelse?

Vores ”tro” har alle de logiske kræfter om at det matematiske udsagn at 2 og 2 giver 4. Din tro er som troen hos en emotionel kvinde, om hvem Tourgenyeff sagde at for dem er 2 og 2 generelt 5, og et tællelys oven i handlen. Din er en tro, som ydermere, ikke kun støder sammen med enhver tænkelig opfattelse af retfærdighed og logik, men som, hvis den analyseres, fører mennesket til moralsk fortabelse, kontrollerer menneskehedens fremskridt, og gør ganske enkelt magt til ret – transformerer hvert andet menneske om til en Kain overfor hans bror Abel.

SPG. - Hvad hentyder du til?

HAR GUD RET TIL AT TILGIVE?
TEO. - Til Læren om Forsoning; Jeg hentyder til det farlige dogme som du tror på, og som lærer os at uanset hvor stor vores forbrydelser imod Guds love og menneskets love er, så behøver vi blot at tro på Jesus selv-opofrelse for at redde menneskeheden, så vil hans blod vaske alle pletter væk. Jeg har prædiket imod dette i tyve år, og jeg henleder nu din opmærksomhed på et afsnit i Isis Unveiled, skrevet i 1875. Det er hvad Kristendommen lærer, og hvad vi bekæmper: -

”Guds nåde er bundløs og ufattelig. Det er umuligt at forestille sig en menneskelig synd så forbandet at prisen der er betalt forud for synderens syndsforladelse ikke ville slette den selv om den var tusinde gange værre. Og yderligere, så er det aldrig for sent at angre. Selv om lovovertræderen venter til det sidste minut i den sidste time på den sidste dag i sit dødlige liv, før hans blanke læber ytrer tilsagn til troen, så går han til Paradis; den døende tyv gjorde det, og sådan kan mange andre ligeså modbydelige. Dette er Kirkens antagelser, og de gejstliges; antagelser som bliver hamret ind i hovedet på dine landsmænd af Englands favorit prædikere, lige ind i 'lyset af det XIX'ende århundrede,'” den mest paradoksale af alle tidsaldre. Hvor fører dette nu hen?

SPG. - Gør det ikke den Kristne gladere end Buddhisten eller Brahminen?

TEO. - Nej; i hvert fald ikke det uddannede menneske, da flertallet af dem virtuelt set for længe siden har mistet al tro på dette grusomme

224

dogme. Men, det fører stadig de som tror på det lettere til dørtærsklen af enhver tænkelig forbrydelse, end nogen anden jeg kender til. Lad mig citere for dig fra Isis endnu en gang (vide Vol. II. pp. 542 og 543)-

”Hvis vi træder udenfor den lille cirkel af tro og betragter universet som et hele balanceret af en udsøgt tilpasning af dens dele, hvordan al sund logik, og hvordan den mindste antydning af, følelse af retfærdighed, gør oprør mod denne Stedfortrædende Forsoning! Hvis den kriminelle kun syndede imod sig selv, og kun gjorde ham selv uret; hvis han ved oprigtig anger kunne forårsage udslettelse af alle tidligere begivenheder, ikke kun fra menneskets hukommelse, men også fra den udødelige optegnelse, som ingen guddom – ikke en gang den Højeste af det Højeste – kan få til at forsvinde, så ville dette dogme måske ikke være så uforståeligt. Men at fastholde at man kan gøre sit med-menneske uret, slå ihjel, forstyrre samfundets ligevægt og tingenes naturlige orden, og kan så – via kujonagtig, håb, eller tvangstanke, det er lige meget – blive tilgivet ved at tro at udgydelsen af en dråbe vasker alle de andre spildte dråber væk – dette er urimeligt! Kan resultatet af en forbrydelse udslettes selv om selve forbrydelsen skulle blive benådet? Resultatet af en årsag begrænser sig aldrig til årsagens grænser, resultatet af forbrydelsen kan heller ikke begrænses til gerningsmanden og hans offer. Enhver god så vel som ond handling har sine virkninger, lige så håndgribeligt som en sten der slynges ned i det rolige vand. Den sammenligning er banal, men den er den bedste nogensinde tænkt, så lad os bruge den. De hvirvlende cirkler er større og hurtigere alt efter om det forstyrrende objekt er større eller mindre, men selv den mindste sten, nej, det lillebitte fnug, laver krusninger. Og denne forstyrrelse er ikke kun synlig og på overfladen. Nedenfor, uset, i enhver retning – udad og nedad – skubber dråbe efter dråbe ind til siderne og bunden berøres af kraften. Yderligere, påvirkes luften over vandet, den forstyrrelse passerer, som fysikeren fortæller os fra lag til lag ud i rummet for evigt og evigt; en impuls er blevet givet til stoffet, og den tabes aldrig, kan aldrig tilbagekaldes! . .

”Således med forbrydelser, og ligeså med det modsatte. Handlingen kan være øjeblikkelig, virkningerne er evige. Når, først stenen er kastet ned i

dammen, og vi kan tilbagekalde den i hånden, rulle krusningerne tilbage, udslette den brugte kraft, genoprette de æteriske bølger til deres forudgående tilstand af ikke-væren, og udslette ethvert spor af handlingen med at kaste missilet, så Tidens optegnelse ikke viser at det nogensinde er sket, så, så kan vi tålmodigt høre Kristne argumentere for denne Forsonings effektivitet,”

og- ophøre med at tro på Loven om Karma. Som det er nu, opfordrer vi hele verden til at beslutte, hvilken af vores to læresystemer der sætter mest pris på guddommelig retfærdighed, og som er mere rimelig, selv med hensyn til almindelig menneskelig bevis og logik.

SPG. - Men millioner tror på det Kristne dogme og er glade.

TEO. - Ren sentimentalitet overmander deres tænkeevner, som ingen sand filantrop eller Altruist nogensinde vil godtage. Det er ikke en gang en drøm om selviskhed, men et mareridt for det menneskelige intellekt. Se hvor det fører hen, og fortæl mig navnet på hedninge land hvor forbrydelser begås lettere og oftere end i de Kristne lande. Se på de lange og forfærdelige årlige optegnelser af forbrydelser begået i Europæiske lande; og se det Protestantiske og Bibelske Amerika. Der er konverteringer fremkaldt i fængsler mere talrige end de som sker i offentlige genvækkelser og prædikener. Se hvordan Kristen retfærdigheds (!) hoved-balance står: Blodsbesudlede mordere, tilskyndet af lystens dæmoner, hævn, begærlighed, fanatisme, og ren og skær tørst efter blod, som dræber deres ofre, og i de fleste tilfælde uden at give dem tid til at angre eller bede til Jesus. Disse døde måske syndigt, og mødte selvfølgelig i overensstemmelse med teologisk logik – belønningen for deres større eller mindre overtrædelser. Men morderen, der indhentes af menneskelig retfærdighed, fængsles, grædes over af sentimentalister, bedes med og til, udtaler de charmerende ord om kon-

226

vertering, og går til skafottet som et syndsforladt barn af Jesus! Uden mordet ville han ikke have blevet bedt med, forløst, syndsforladt. Denne mand gjorde helt klart godt i at myrde, for han opnåede derved evig glæde! Og hvad med offeret, og hans eller hendes familie, slægtninge, afhængige, sociale relationer; har retfærdigheden ingen godtgørelse til dem? Skal de lide i denne verden og den næste, mens den som gjorde dem uret sidder ved siden af den ”hellige tyv” fra Golgatha, og bliver for evigt velsignet? Til dette spørgsmål forholde de gejstlige sig forsigtigt tavs. (Isis Unveiled.) Og nu ved du hvorfor Teosoffer – hvis fundamentale tro og håb er retfærdighed for alle, i Himlen som på jorden, og i Karma – afviser dette dogme.

SPG. - Er menneskets ultimative skæbne så ikke Himlen som Gud er overhoved for, men den gradvise transformering af stof ind i sit ur-oprindelige element, Ånd?

TEO. - Det er hen mod dette mål alle har til tendens til i naturen.

SPG. - Anser ikke nogle af jer denne forening eller ”fald af ånd ned i stof” som ond, og gen-fødsel som en sorg?

TEO. - Nogle gør, og derfor stræber de efter at afkorte deres prøveperiode på jorden. Det er imidlertid ikke et ublandet onde, da den sikrer, den oplevelse hvorpå vi kan stige i viden og visdom. Jeg mener den oplevelse som lærer at vores åndelige naturs behov aldrig kan imødegås med andet end åndelige glæde. Så længe vi er i kroppen, så er vi underlagt lidelse, smerte, og alle skuffende hændelser der sker igennem livet. Derfor, og for at afhjælpe dette, så erhverver vi os til sidst viden som alene kan give os lindring og håb om en bedre fremtid.

PLIGT
SPG. - Hvorfor er der så et behov for gen-fødsler, når de alle fejler med hensyn til at sikre permanent fred?

TEO. - Fordi det endelige mål ikke kan opnås på nogen anden måde end gennem livs oplevelser, og fordi størstedelen af disse består af smerte og lidelser. Det er kun gennem de sidstnævnte at vi kan lære. Glæder og nydelser lærer os intet; de er flygtige, og bringer i det lange løb kun mæthed. Yderligere, vil vores konstante fejl med hensyn til at finde nogen permanent tilfredsstillelse i livet som kunne imødkomme vores højere naturs ønsker, klart vise os at disse ønsker kun kan imødekommes på deres eget plan, nemlig – det åndelige.

SPG. - Er det naturlige resultat af dette et ønske om at slutte livet på den ene eller den anden måde?

TEO. - Hvis de med et sådant ønske mener ”selvmord,” så kan jeg meget bestemt sige nej. Sådan et resultat kan aldrig være et ”naturligt” et, men skyldes altid en morbid hjernesygdom, eller for de fleste meget fastlagte og stærkt materialistiske synspunkter. Det er den værste af forbrydelser og

228

frygtelig er dens resultater. Men hvis med ønske, du ganske enkelt mener at opnå åndelig eksistens, og ikke et ønske om at forlade jorden, så vil jeg bestemt kalde det for et meget naturligt ønske. Ellers vil frivillig død være en nedlæggelse af vores nuværende stilling og de pligter som påhviler os, så vel som et forsøg på at unddrage sig Karmisk ansvar, og således involvere skabelse af ny Karma.

SPG. - Men, hvis handlinger på det materielle plan er utilfredsstillende, hvorfor skulle pligter som indebærer sådanne handlinger, være nødvendige at udføre?

TEO. - Først og fremmest, fordi vores filosofi lærer os at formålet med at vi udfører vores pligter overfor alle mennesker og over for os selv som det sidste, er ikke erhvervelsen af personlig glæde, men andres glæde; opfyldelsen af ret for rettens skyld, ikke for det som den måtte give os. Glæde, eller snarere tilfredshed, kan bestemt følge af udførelsen af pligt, men er ikke og må ikke være motivet for den.

SPG. - Hvad forstår du præcist med ”pligt” indenfor Teosofi? Det kan ikke være de Kristne pligter som Jesus og hans Apsotle prædikede, da du ikke anerkender dem?

TEO. - Du tager endnu en gang fejl. Det du kalder ”Kristne pligter” blev indikeret af enhver stor moralsk og religiøs Reformator tidsaldre før den Kristne æra. Alt det som var stort, generøst, helteagtigt, var, i gamle dage, ikke kun noget man talte om og prædikede om fra prædikestole lige som i vor egen tid, men virkede nogle gange på hele nationer. Den Buddhistiske reform er fyldt med de mest noble og heroiske uselviske handlinger. ”Vær I alle af ét sind med medfølelse for hinanden; elsk som brødre, vær ynkværdige, vær høflige; gør ikke

ondt for ondt; skældsord med skældsord; men omvendt, blev "velsingelse" udført i praksis af Buddhas tilhængere, flere århundreder før Peter. Kristendommens Etik er fornem, ingen tvivl om det; men den er unægtelig ikke ny, og har sin oprindelse i ”Hedenske” pligter.

SPG. - Og hvordan vil du generelt definere disse pligter, eller ”pligt,” sådan som du forstår ordet?

TEO. - Pligt er det som er Menneskeheden skyldig, vores med-menneske skyldig, naboer, familie, og især det som vi skylder, de som er fattigere og mere hjælpeløse end vi selv er. Dette er en gæld, som hvis den lades ubetalt i livet, efterlader os åndeligt insolvent og moralsk bankerot i vores næste inkarnation. Teosofi er indbegrebet af pligt.

SPG. - Sådan er Kristendommen når den forstås korrekt og udføres korrekt.

TEO. - Det er den uden tvivl; men, var den ikke en snakke-religion i praksis, så ville Teosofien have lidt at gøre blandt Kristne. Ulykkeligvis er den kun en sådan snakke-etik. De som praktiserer deres pligt overfor alle, og for pligtens egen skyld, er få; og endnu færre er de som udfører den pligt, mens de er tilfredse med tilfredstillelsen af deres egen hemmelige bevidsthed. Det er -

”. . . . . .den offentlige mening Af ros der ærer dyder og belønner dem,”

som i første række hos de ”verdensanerkendte” filantropers sind. Moderne etik er smuk at læse om og høre diskuteret; men hvad er ord med mindre de omsættes i handling? Endelig: hvis hvis du spørger mig hvordan vi praktisk forstår Teosofiske pligter og set i lyset af Karma, så kan jeg svare at vores pligt er til den sidste dråbe

230

at drikke uden at kny, uanset hvilket indhold livets bæger kan have i vente for os, at plukke livets roser kun for at duften af dem kan blive andre til del, og selv være tilfredse med tornene, hvis denne duft ikke kan nydes uden at fratage den fra en anden.

SPG. - Alt dette er meget vagt. Hvad gør i mere end de Kristne gør?

TEO. - Det er ikke hvad vi medlemmer af det Teosofiske Samfund gør – selv om nogle af os gør vores bedste – men hvor meget mere Teosofi fører til godt end moderne Kristendom gør. Jeg siger- handling, påført indsats, i stedet for kun hensigt og snak. Et menneske kan blive hvad han ønsker, det mest verdslige, selviske og hård-hjertede menneske, selv en dyb-farvet skurk, og det vil ikke forhindre ham i at kalde sig en Kristen, eller andre i at anse ham for at være det. Men ingen Teosof har retten til sit navn, med mindre han er grundigt besjælet af rigtigheden at Carlyles floskel. ”Menneskets slutning er en handling og ikke en tanke, selv om de måtte være den nobleste” - og med mindre han fastlægger og indretter sit liv efter denne sandhed. Erhvervelsen af en sandhed er endnu ikke vedtagelsen af den; og jo mere smuk og sand den lyder, jo mere højlydt dyd og pligt omtales i stedet for at blive udført i handling, jo mere kraftfuldt vil den altid minde om en frugt fra det Døde Hav. Tomme fraser er den mest afskyelige af alle laster; og tomme fraser er den mest fremtrædende del i det største Protestantiske land i dette århundrede – England.

SPG. - Hvad anser du for at vi som sådan skylder menneskeheden?

TEO. - Fuld anerkendelse af lige rettigheder og privilegier for alle og uden skelen til race, farve, social position, eller fødsel.

SPG. - Hvornår vil du anse sådan en skyld for ikke at være givet?

TEO. - Når der ikke er den mindste invasion af en andens ret – om det er et menneske eller en nation; når der er nogen som helst fejl med hensyn til at vise ham den samme retfærdighed, venlighed, hensyn eller nåde som vi ønsker for os selv. Hele det nuværende politiske system bygger på en glemsel af sådanne rettigheder, og den mest voldsomme hævdelse af national egoisme. Franskmændene siger: ”Som mester, så menneske”; det bør tilføje, ”Som national politik, så borgerne.”

SPG. - Tager i del i nogen politik?

TEO. - Som et Samfund, undgår vi dem omhyggeligt, af grunde som er angivet nedenfor. At søge at opnå politiske reformer før vi har etableret en reform i menneskets natur, er som at putte ny vin på gamle flasker. Lad mennesket føle i deres inderste hjerter hvad der er deres virkelige, sande pligt overfor alle mennesker, og hver gammel misbrug af magt, enhver inkvisitorisk lov i den nationale politik, baseret på menneskelig, social eller politisk selviskhed, vil forsvinde af sig selv. Tåbelig er gartneren som søger at udrydde ukrudtet i hans blomster-bed med giftige blomster ved at skære dem af ved jordens overflade, i stedet for at fjerne dem med rode. Ingen vedvarende politisk reform kan nogensinde opnås med de samme selviske mennesker som de gamle i spidsen for affærerne.

T.S. RELATIONER TIL POLITISKE REFORMER
SPG. - Så er det Teosofiske Samfund ikke en politisk organisation?

TEO. - Bestemt ikke. Den er international i den højeste betydning fordi dens medlemmer består af mænd og kvinder fra alle racer, trosretninger,

232

og tankesystemer, som arbejder sammen med et formål, menneskehedens forbedring; men som et samfund så tager det absolut ikke del i nogen national politik eller partipolitik.

SPG. - Hvorfor er det sådan?

TEO. - Af de grunde jeg lige har nævnt. Yderligere, så vil politisk handling nødvendigvis variere i forhold til tidens omstændigheder og med individuelles særegenheder. Ud fra selve deres positions natur som Teosoffer så er medlemmerne af T.S. enige om de Teosofiske principper, ellers ville de overhovedet ikke tilhøre samfundet, det følger deraf ikke at de er enige om ethvert emne. Som et samfund kan de kun handle sammen i sager som er fælles for alle – det vil sige, i Teosofien selv; som individer, står det enhver frit for at følge hans eller hendes bestemte politiske tankegang og handling, så længe som det ikke er i konflikt med Teosofiske principper eller skader det Teosofiske Samfund.

SPG. - Men T.S. er sikkert ikke helt tilbageholdende med hensyn til de sociale spørgsmål som nu kommer hurtigt frem i forgrunden?

TEO. - Selve T.S.'s principper er et bevis for at den ikke gør det – eller, snarere, at de fleste af dens medlemmer ikke er – så tilbageholdende. Hvis menneskeheden kun kan udvikles mentalt og åndeligt ved først og fremmest en påtvingelse af de sundeste og mest videnskabelige fysiologiske love, så er det alle der stræber efter denne udviklings simple pligt at gøre deres yderste for at disse love i generel forstand bliver ført ud i livet. Alle Teosoffer er desværre kun alt for bevidste om at, i især i de Occidentale lande gør de sociale tilstande hos store grupper af mennesker det umuligt for enten deres kroppe eller deres ånder at blive passende trænet,

så udviklingen af begge derfor bliver forhindret. Da træning og udvikling er en af de udtrykte formål i Teosofien, så er T.S. i sand sympati og harmoni med alle sande bestræbelser i den retning.

SPG. - Men, hvad mener du med ”sande bestræbelser”? enhver social reformator har sine egne universalmidler, og hver af dem tror hans er den eneste og sande ting som kan forbedre og redde menneskeheden?

TEO. - Helt rigtigt, og det er en egentlige grund til at så lidt tilfredsstillende socialt arbejde er udført. I de fleste af disse universalmidler er der ikke noget egentligt guidende princip, og der er bestemt ikke noget princip, der forbinder dem allesammen. Værdifuld tid og energi spildes derfor; for mennesket kæmper den ene imod den anden, i stedet for at sam-arbejde, ofte, det er der grund til at tro, for at opnå berømmelse og belønning snarere end for den store sag, som de bekender sig til at have på hjertet, og som burde være det ypperste i deres liv.

SPG. - Hvordan skulle Teosofiske principper så anvendes så socialt samarbejde kunne blive fremmet og reelle anstrengelser for sociale forbedringer kan blive gennemført?

TEO. - Lad mig kort minde dig om hvad disse principper er – universel Enhed og Årsagssammenhæng; Menneskelig Solidaritet; Karmaloven; Re-inkarnation. Dette er de fire led i den gyldne kæde som burde binde menneskeheden sammen til en familie, et universelt Broderskab.

SPG. - Hvordan?

TEO. - I samfundets nuværende situation, især i de så-kaldte civiliserede lande, der bringes vi ansigt til ansigt med det forhold at et stort antal mennesker lider af elendighed,

234

fattigdom og sygdom. Deres fysiske tilstand er elendig, og deres mentale og åndelige evner er næsten altid hvilende. På den anden side, så lever mange mennesker i den modsatte ende af den sociale skala et liv med skødesløs ligegyldighed, materiel luksus, og selvisk nydelse. Ingen af disse former for eksistens er rene tilfældigheder. Begge er resultaterne af de tilstande som omgiver de som er underlagt dem, og forsømmelsen af sociale pligter på den ene side er meget nært knyttet til den forkrøblede og stoppede udvikling på den anden side. I sociologi, som i alle andre brancher indenfor sand videnskab, holder loven om universel årsagssammenhæng vand. Men denne årsagssammenhæng indebærer som sit logiske resultat, nødvendigvis den menneskelige solidaritet som Teosofien insisterer så stærkt på. Hvis den enes handling indvirker på alles liv, og det er den sande videnskabelige ide, så er det kun hvis alle mennesker bliver brødre og søstre, og ved at alle i deres daglige live praktiserer sandt broderskab og sandt søsterskab, at den virkelige menneskelige solidaritet, som ligger ved roden af racens opløftelse, nogensinde kan opnås. Det er denne handling og dette samspil, dette sande broderskab og søsterskab, hvori enhver skal leve for alle og alle for en, som er en af de fundamentale Teosofiske principper som enhver Teosof burde være bundet til ikke kun at lære, men også at udføre i hans eller hendes individuelle liv.

SPG. - Alt dette er meget godt som et generelt princip, men hvordan vil du anvende det på en konkret måde?

TEO. - Se et øjeblik på det som du vil kalde de konkrete fakta om det menneskelige samfund. Se ikke kun masserne af mennesker, men mange af de som kaldes

mellem -og overklasserne, i kontrast med hvad de kunne være under sundere og noblere forhold, hvor retfærdighed, venlighed, og kærlighed kunne være afgørende, i stedet for egoisme, ligegyldighed, og brutalitet som nu alt for ofte ser ud til at herske. Alle gode og onde ting i menneskeheden har deres rod i den menneskelige karakter, og denne karakter er, og har været, tilpasset af en endeløs kæde af årsager og virkninger. Men denne tilpasning refererer til fremtiden så vel som til nutiden og fortiden. Egoisme, ligegyldighed, og brutalitet kan aldrig være den normale tilstand for menneskeheden – at tro dette ville være fortvivle menneskeheden – og det kan ingen Teosof gøre. Fremskridt kan erhverves, og kun erhverves, ved udviklingen af noble egenskaber. Nu lærer sand evolution os at vi kan ændre og forbedre organismen ved at ændre organismens omgivelser; og det er i den strengeste betydning også sandt med hensyn til mennesket. Enhver Teosof, er derfor, bundet til at gøre hans yderste for med alle til rådighed stående midler at hjælpe, enhver viis og velanset social bestræbelse, som har som sit formål at afhjælpe de fattiges situation. Sådan en indsats burde gøres med henblik på deres ultimative sociale frigørelse, eller udviklingen af den sans for pligt i de som nu så ofte undlader de

Global Theosophy

Nøglen Til Teosofien